Tekst efter udgaven (med indledning og noter) i serien "Danske Klassikere" (DSL og Borgen).
Klik her for redaktion og tilsyn, serie-liste, priser på de enklte bind, online bestillingsmulighed etc.

Nærværende bind i serien er udgivet ved Henrik Ljungberg og Esther Kielberg.

[Skautrup 1942]
  Staeren sedder o Gowlen 
     Aa synger som han ka bæjst. 
     Nejenfor goer han Ejler, 
     Aa fløtter hans Hosbonds Hæjst. 
   Baanked han fast Tyrhælen, 
     Smed Køllen dærøwwenapo, 
   Vænt han sæ om a Staeren: 
     »A saang, hwis A wa som Do.« 
   »Ja hudden ær A?« saa Staeren, 
     »A æ kon en fatte Fowl, 
   A haaer ikke Annet end Fjaeren.« 

[Skautrup 1942]
   »To Do haar Dæ nok en Kjærrest, 
     Aa I haa Je behgi en Reh; 
   A haar wal de Jenn, men ikke de Ant, 
     A haar ikkun lille Gleh'. 
   Karen hun sørre sæ knap tedøh, 
     Aa A komme raa bagætter - « 
   »Aah! gi hin Fæjstpæng!« saa Staeren, 
     »Saa komme di Gammel jow wal 
   Aa renne Dæ sjæl epo Daeren.« 
   
[Skautrup 1942]
   Dæ gik en Maahned, aa dæh gik tow, 
     Aa dæh gik trej Gaang trej: 
   Saa hint de Jormueren te Karen; 
     Hun wa kommen skit astej. 
   De wuet ett saa lænng, saa fek hun 
     En gromme villele Dreng. 
   Mueren smækked faa Daeren, 
     Aa sat sæ po hinne Seng: 
   »Hvem æ saa Faaren? Do Karen!« 

[Skautrup 1942]
   »A kinner ett Anner end Ejler - « 
     Hin Torer po Kinneren trill - 
   »A ku wal tinnk ett« saa Mueren, 
     »Men Do haa lawwed ed ill; 
   Haad Do indda fallen faa Sohren, 
     Kahænsæ de ku bløwwen gaat: 
   Do baade ham sjæl aa saa Goeren 
     I Minn aa i Ynn da had faat; 
   Men Ejler aaller i Wahren 
     Den Stohder mi Dætter ska fo - 
   De mo Do lihd epo, Karen!« 

[Skautrup 1942]
   Karen hun snowwed sæ hal omkring, 
     Aa sat hinne Pann immod Stokken. 
   Uhlen tuded i Kjerketuen, 
     Po Raahnen gohled han Kokken. 
   Hunnen tuded mod Kjerkepuet, 
     Aa Katten mjawwed i Aahnen. 
   Føst saa døh hun den unge Muer, 
     Aa raae bagætter kam Baaenen. 
   »No blywwer han nok ifræ Daeren« - 
     Saah den faasmeddele Kwinn - 
   »Hwo mød haa Do faat wal aa Karen?« 

[Skautrup 1942]
   Vinteren lidd, aa Fororet kam, 
      po Gowlen han saang: 
   »Goer hær inno din usselig Pjalt! 
     Kan ikki Dæ Tiden blyw laang?« 
   »Mød længer den skal ikke heller blyww!« 
     Saah Ejler; han gik te et Træ. 
   Han ban hans Huesbond aal i en Løk - 
     »No skal A raa kom hæfræ!« 
   Saa saah han Faawal te Waehren, 
     Aa putted hans Howwed derin - 
   »Gu naah mæ! No kommer A, Karen!« 

[Skautrup 1942]
   »Øwli han wa sæ saa løste en Swenh, 
   Skul han et Æren, saa stak han irenh 
     Hisop aa hæhnier. 
   Gik han mæ Hjølli aa gik han mæ Plow, 
     Aaller haad han Row, 
     Undtawwen nær han sow 
   Saa søhdele, saa bløhdele. 

[Skautrup 1942]
   Skjøn Else hun æ sæ en Frøken saa fiin, 
   Hun gor i Silke aa Moer aa Hermelien 
     Hisop aa hæhnier. 
   So hun ham Øwli i Mark elle Skow 
     Aalle haad hun Row, 
     Undtawwen nær hun sow 
   Saa søhdele, saa bløhdele. 

[Skautrup 1942]
   Dæ wa Daans po Goeren, aa Øwli han saang, 
   Saa mæ den aa saa mæ den saa lettele han spraang 
     Hisop aa hæhnier. 
   Skjøn Else stod aa soe po, huddan han ku sæ snow: 
     Saa fik hun ingen Row, 
     Undtawwen nær hun sow 
   Saa søhdele, saa bløhdele. 

[Skautrup 1942]
   Skjøn Else vil faaløst sæ udi den grønne Luhn, 
   Hin Tanker di wanked aalt i den samme Stuhn 
     Hisop aa hæhnier: 
   Da mødt hun ung Eiler aal udi den Skow, 
     Aa saa fik hun Row, 
     Di udi Græsset sow 
   Saa søhdele, saa bløhdele. 

[Skautrup 1942]
   Aa da saa hin Foræller no wa døh ud aaw Æll - 
   Den jenn gik te Himmerig, den aahn gik te Hæll - 
     Hisop aah dæhnier, 
   Te Egtemand aa Haasbon ung Ejler hun tow; 
     Saa fik de Bæhgi Row, 
     Aa ve hweranne sow 
   Saa søhdele, saa bløhdele.« 

[Skautrup 1942]
   »Po trej Bien humper e Hælhæjst astej, 
     Faa de te han haaer ikke flier; 
   Men hwem dæ ska møhd ham epo si Vej, 
     Humper snaaer i e Kjerrgor nier. 

[Skautrup 1942]
   Aa Mowns han wa sæ saa løste en Swend, 
     Hwor han hor Fiolen, han dannst dær, 
   Han haad sæ no aasse en fuldtrow Ven, 
     Aa de wa hin Mett Mari Hanster. 

[Skautrup 1942]
   Aa da han kam haatte te Hanses Puet, 
     Da hohr han en Hæjst, dæ kam lumpend; 
   De føhst kirt han sæ ikke ætter ed stuet; 
     »Hwa! Hwem æ de, komme hæ dumpend?« 

[Skautrup 1942]
   Men dæh spraang Gnister fræ Hejstens Bien, 
     Desligest fræ Øwnen aa Niesen. 
   Aa komm unne Tag da han war ikke sien - 
     »Hej! hudden si Do ud, Mowns Piesen?« 

[Skautrup 1942]
   - »Hudan A sir ud, de ka væh Jer de samm - 
     De æ kaalt, aa kahænsæ A fryser - 
   Vil ejjes I sie lidt aa høhr, saa go framm 
     Hudan han den Trejbjened nyser. 

[Skautrup 1942]
   Spel op frisk! aa læ wos fo Wost aa Brøe*! 
                                   [Note*] En gammel Bondedands.[Slut]
     A skul ha let Wahrm no i Kroppen. 
   Iawten A daanser, imuen kan A døe.« 
     De gik mæ en Swingen aa Hoppen. 

[Skautrup 1942]
   Han tow Mett Mari ve hin venster Haaen, 
     Aa tramped aa hujed aa nikked. 
   Hun bløw ret saa angest de sølle Baaen, 
     Aalt som hun no knikked aa vrikked. 

[Skautrup 1942]
   A trowr, hun bløw kaalh, mens Mowns han bløw hied, 
     E Swed trilled ham unner Yww da - 
   »A mo let herued ætte de bette Bied, 
     Herinn kan ik længer A blyww da.« 

[Skautrup 1942]
   Aa som han kam ued no saa warm aa saa wuod, 
     Aa suolt i e Blæst sæ et Stød da, 
   Dæh filh han, ku hwerken røhr Haaen eller Fued. 
     Di Anne bar ind ham som dø da. 

[Skautrup 1942]
   Saa kjor di ham hjem da, aa lo ham paa Stroe, 
     Aa lo di saa Snekeren komm da. 
   Han tow no hans Moel fræ hans Top te hans Toe 
     »Do skal fo en Kihst, dæ ka romm Dæ.« 

[Skautrup 1942]
   Aa han kam igjen o den ottende Daw 
     Mæ Kihsten, han sku puttes i da. 
   Men Skjægget de vil han jow føst gi et Skraw, 
     Mens Konneren towwed ham - si da! 

[Skautrup 1942]
   Hans Kjærrest stod ve ham, aa kjæmmed hans Hoer 
     Aa kyst ham po Pannen aa Øwnen. 
   Den Skjægskraver ind ham i Hahgen skoer - 
       Da wowned Kræbaaten aaw Søwnen. 

[Skautrup 1942]
   Han rehst sæ, aa soe sæ i Stowwen omkring, 
     Aa soe po sæ sjæl aa di anner: 
   »Hwa skaaer A, mens hæhr I haar om mæ slaan Ring? 
     Aa hwis æ den Kihst?« - »Din nohanner.« 

[Skautrup 1942]
   Marri ga et Skrigh, hun wa næeve aa daahn - 
      Hun bløw jow saa faahle faaskrækket. - 
   Hun smeed sæ po Knæe, aa tow fat paa hans Haaen, 
     Aa takkede Den, ham had vækked. 

[Skautrup 1942]
   Aa da fik di Konner no Aant aa bestell 
     End smøkh de hær Ungkaael te Grawwen - 
   Di smøkked den Pigh unne løstele Spel 
     Te Brudh epo Trejugersdawwen. 

[Skautrup 1942]
   Den Snehker han klawwed sæ nød faa hans Kihst. 
     »Hwem ska no betaahl mæ aa ta en?« 
   - »De skal A« saa Mowns, »de for aa blyw den sihst! 
     Te rehle A døer, A vil ha en.« 

[Skautrup 1942] »Den Gaang te A sku føøst Gaang o Sessionen, da wanted mi Faar knap aa nap fiir Oer i trej Snees. Saa fulles han aa mi Muer ad op i Præjstgoren mæ en Brik Smør aa en mægtig stuer swot Kok. Præjstmadammen beholdt baade Smørret aa Kokken; men Præjsten, de war elles en dejlig Mand, aa møj gue mod fatte Folk; men han vill alliwel ett gjø mi Faar æller, end han war, aa saa maat a spring Sældaat - Rytter skul a sej. Jes Piesen slap bæjr, for han fik en Resevt po no Avethekersager te aa smøer hans Øwn i, aa saa fik di søen en rø Hantiring, hwægaang han kam o Sessionen; men de kaast aa hans Faar en Halhunnerdaalersseddel.
   [Skautrup 1942] Skuelen wa slem; A ska suæ te, Løgtenanten ku ærre Jens Ryg. De war en villele Kaal te aa faastoe hans Exesis; men nærensti han søø: »Kael! Du rider som en Agurk!« saa wa han ett naade.
   [Skautrup 1942] De war i Kriggens Ti. Dengaang A kam ud aa Skuelen, kam A ind te Reggemintet; wo Skadron loe i Enkelfyer, men saasnaar A kam, massired vi ind a Meklenborre. Die loe Franskmannen; de wa no bette geswint Kaal. Di bottred po, de gik som Kjepper i Hjywl; men A ku et faastoe Ant en »Futter!« De betyer saa møj som »Dællen skal annamm Dæ!« Saa spuur A wo Rikmejster - for han ku praat mæ dem - hwa de wa di søø: »Di sier« sø han, »di vil dragge den røde Kjole af Jer, aa gi Jer en blaa isteden.« Men de bløw indda Løwn.
   [Skautrup 1942] Den føøst Gaang vi kam sammen, da war A aa Ras Rask a wo Bøj Blænkere. Vi kam te en bette kun Skow; dæ kam trej a di hæ smo Kaal imøød mæ wos. »Hvem dær!« sø A. »Kiklava!« sø di. »Feldtrov!« sø A. »Sakkarnommedjø!« sø di. »De æ missen Løwn!« sø A; »vedd I ett bæjr Feldtrovet, saa skal I føl mæj te Skadronen!« Men saa drow den jenn hans Savl, aa rej li po mi Kammeraat. A tøkkes relle nok han kalt wos Engle; men Skam slaa ham, han mint ett mæ et, for han ga Rasmus et Slaw, te han fil ow Hæjsten. »Hwa!« sø A »slaaer Do Ras Rask, saa skal Dællen regjæ Dæ!« aa mæ de samm hoog A ham øwer hans Nakk, te han buust en Bagkorre. Da di anne Tow soe de, saa begynt di aa futter aa sakker, aa rent in po mæ, som di vil rien ha trojn mæ nier. Men A søe: »Snak Dansk, I tydsk Hunn!« aa saa slow A den jen øwr hans høwr Arm, aa den aan øwr hans venstre, aa saa taw A dem te Faang, og før dem te Skadronen. Men Rikmejsteren ba den bitte Mand ta sæ, no wa vi uløkkele, faa de wa Fransmænd. Siin lært han wos, vi sku sej: »Dragoon dannoa.« De faastodd di, saa vist di vi wa Danskere.
   [Skautrup 1942] Jengaang indtow vi en Stadd, der hedd Rasseborre. Gui bewaars hwo de gik te! Dæ wa en Wagtmejster ve fiaer Skadron, han had wo mæj faa Stralsund, degaang di slow Grøw Skeel ihjel: han had undlywet manne Minnesker i Kri. Han sø, te de Slaw ve Rasseborre, wa de grommeste Slau, te han had wot i; men de ve Lybek war inno grommer, faa diæ maat de haall et i ni Dau aa kyør ud ow di Døe - de wa retten stræng faa di sølle Bæster. Men ve Rasseborre - som A sku fotææll - war et saa møj ænkele aa si, hudden det gik te. A soe en fransk Sældaat, han gik mæ et bette Baan po hans Bangenet. »Do er et Skaan!« sø A. »Piiv mæ laang Rør« sø han. »Do ska ha Fannen!« sø A »A ha sjæl betal mi Piiv, A kjowt baadde Piiv aa Rør aa Mondbeed a Ras Rask degaang vi loe i Issehow.« Men saa kam der en grueselig Howwen Fransmænd, aa di rowt aasse »Piiv mæ laang Rør!« saa tint A, de æ de bæjst Do rier di Vej, om Do vil behaall di Piiv.
   [Skautrup 1942] Degaang vi saa kam te Hamborre igjen, saa vil vi et længer væ ve Fransmannen. Da vi saa Faawal te ham, da græd Prins Ekmøll som et Baan, faa han vil et haa wor aa mæ wos. »Faawal!« sø vi. »Adiø« sø di, »adiø Ræv aa Har!« »Kys wos hiæ!« sø vi. Saa begynt di igjen mæ dje Pivsnak. »Ja piiw I no i wo . . .« sø vi, aa saa rej vi te Baanbøwd. Die kam Kosakkeren om wos. Di vil prik ætte wos mæ dje Pigkjepper. Den føøst, A soe, tint A war en Kræmer; men da han kam nærer, ku A wal sie te de sku vær en Krigskaal. »Do er en sue Kaal te aa rii« sø A te ham: »A trower missin Do sidder oweno di Madpues.« »Dowre!« sø han. »Ve Do ha Dowr?« sø A, »ja dessom Løgtnanten soe, hudden Do sedder mæ din Knæer, saa vil han nok gi Dæ Dowr; ka hænse Do fik Tewand aasse.« Men saa stak han mæ i mi høwer Laar. »Do æ sue nære!« sø A, aa saa hog A hans Kjep mit øwer, aa ham sjæl bag etter. »Do ku ha woer fræ mæ!« sø A. Diæ war aasse en fransk Genneraal fulle mæ wos. Di kalt ham Lallemand. De war en Wowhals. Han haad en bette rø Lue po, den swinged han aalti mæj, aa saa rowt han lissaa høwt som han kunn: »Brave Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men de war ett sann, faa han wa kun en bette stumpet Kaal; men modde wa han.
   [Skautrup 1942] Sien drøw vi te en Bøy, di kalt Sestej; diæ wa saa manne Finner, te den jen ku et spøt faa den aan; men vi ragt dem indda tesii, aa kam walhollen in te Rensborre. Po Vejen kam der en Fransmand rennen, aa sprang op po Hæjsten bag ve mæ: »Væk Per Missiong!« sø han. »A hedder ett Pejr, A hedder Jens,« sø A, »ik heller vil A go væk for Dæ; men ve Do væ skekkele, saa mo Do ri mæj.« Saa vil han hat Akkevit. »Ve do ha Brænviin?« sø A, »de ka Do fo« aa saa ga A ham ow mi Flask. Da han had drokken, begynt han aasse aa snak om mi lonng Piivrør. »Hwissommenti Do ett holler Flav« sø A, »saa skal A kyll Dæ nier ow Hæjsten.« Men saa ba han om en mild Pardon, aa siin bløw han rolle.
   [Skautrup 1942] De wa de siist Slaw, A war i; aa degaang A sku te aa sedd ow Hæjsten, haad A møst mi Maandbed te mi Piiv, aa A haar aalle sit et siin.«

   Degaang te di ve Kjøvvenhawn mæ Amraal Nielsen drowes - [Skautrup 1942]
   De war en høw Skjætaasda di bestellt et Ant end slowes - 
   De Pust begynnt ve Kjerketie, da di had ringed sammen; 
   Men Klokken den bløw trej saawal, fa Nielsen han saah Amen - 
   Aa de wa Mæ aa Jens aa Pier - fræ jen Bøy aalle Trej - [Skautrup 1942]

   Aa po et Skiv hed Prøvestien dæ wa vi aasse mej. 
   Den Tie te Klokken den war oth, aa vi had faat wo Dower, 
   Da rovt Cavtejnen: »Karle! lad mig see, I ikke sower!« 
   Aa aall di Skihv, dæ drøw faabi, di smeed dje Kuller te wos. 
   Tesist saa kam dæ trej mæjit, aa di bløw leggen ve wos. [Skautrup 1942]

   Di skøed, aa vi skøed. Wo Cavtejn - Pe Lassen war'd di kalt ham - 
   Han rovt faa hwæhr en Kuhl dæ kam: »Den maae vi há betalt ham.« 
   Di Kuller fløw saa tyk som Smol aa pehv som nowe Hjæjler. 
   Di kam aa slow wos øweræhn, som nær di spelle Kæjler. 
   Aa møt po Dawen ve en pas, da tremled Jens aa Pier. [Skautrup 1942]

   A sokked ve mæ sjæl, aa saah: »No sies vi aalle mier.« 
   Saa bløw vi ve aa ponses saaen, aa de wa relle haat, 
   Faa Klokken gik te fihr, aa vi had ingen Onnen faat. 
   Tesist bløw Engelsmannen kyw aaw aal den hie Hantiering; 
   Wo Løgtnant tahrt hans Pann, aa saah: »Hold inde med Sjarsiering!« [Skautrup 1942]

   Saa skrej A i en Boed te Land, aa fek mæ Nød aa beddo; 
   A gik aa oed, faa dæhr war ett en Plett te A ku seddo. 
   Die kam da Jen, A kinnt, aa saah: »haa Do wor i Labeeten?« 
   »Ja let« saah A - »da æ« - saah han - »di Anner o Lassareeten.« 
   »Hwah? Hwem?« saah A - »I! Pier« saah han, »aa Jens, di Kammeraater.« - [Skautrup 1942]

   »Saa ær ed ikke waer« saah A, »te vi sto hæhr aa praater. 
   A tint te di wa slawn ihjæl; A soe jow faa mi Øwen, 
   Di tremled øwweræhn - ino! - da war et wal djæ løwen. 
   Ito! A vel indda dæhænh!« - »Ito!« saah han, »al mæddæ!« 
   Men Gud bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde. [Skautrup 1942]

   I Salsen loe di begi Tow, faa di ku ett kom længer; 
   Aa Minnisken di stod omkring, aa glowd aa ga dem Pænger. 
   Aa dæhr stod stuere faarnem Folk, aa Frøkener aa Fraawer, 
   Aa ga dem. »Hillimænh!« saae A, »da skal A loww I skaawer! 
   »Hudn goer et mæ Jer?« - »Skit!« saae Jens: »A'r aah mæ begi Fædder.« - [Skautrup 1942]

   »Aa mæ mi Ahrm, walkommen Mahs!« saa Pier - »ærd Dæ dær æ dær?« 
   Men Jens han loe, aa tow mod Pææng; han talt dem, aa han djelt'em; 
   Aa de wa Sølpænng aalle Slaww; han had nok mæ aa skjelt'em. 
   Di hall put han i Pies Fek; di hall dem tow han te sæ; 
   Men saa ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ: [Skautrup 1942]

   »De blywer rinng mæ mæ« - saah han - »A trower ett A løwer. 
   A bie Dæ saa almindele, Pier! komme Do dærøwer, 
   Da skal Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner! 
   Aa ka Do løww, da bier A dæ, Do gywte Dæ mæ hinner!« 
   »De skie ves ett« - saah Pier - »faar A mo vesnok følles mæ Dæ?« - [Skautrup 1942]

   »Hwa ska wo Pænng blyw te?« - saah Jens - »Mahs! ve Do ta dem te Dæ? 
   Aa fløj dem hjæmm?« - »Hwofor ek de« - saah A - »A ska wal ta dem.« - 
   »Vel Do gi Kjesten aalle mien?« - saah Jens - »faa hun ska ha dem. 
   Men hwissom, Pie! Do døer far A, maa A saa arre Dihn? 
   Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laa te mihn.« [Skautrup 1942]

   »Aa ja!« - saah Pier; aa de war aa di sisti Uer han taalt, 
   Faa føst døh han, aa saa døh Jens: aa saaen fek Kjesten Aalt. 

   Saa drøw A hjæm mæ den Beskien, aa kam te Ørum sille - 
   A vil ett go te Kjesten strags, men blyww tém Moenen tille. 
   Mi Faar aa Muer - de skal A loww - di smillt degaang di soe mæ. [Skautrup 1942]

   Mi Muer hun saah: »I Guskilow! Do kun indda begoe Dæ.« - 
   »Ja de wa stint nok« - suered A, aa kyl mi Twærsæk nier. 
   »Do æddet nahgen« - saah mi Faaer - »hudn goer et Jens aa Pier?« 
   »To di bløw skaat« suer A, »dæ war aa ret en slem Spitakkel; 
   Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel.« [Skautrup 1942]

   »Hm - hm - hm!« saah mi Faaer - »hwem kaast'em hen? hwem full te Grawen?« - 
   »Ham sjæl han kaast 'em hen« - saah A - »aa hiele Kjøvvenhawen 
   Ful dem te Grawen. Dæh bløw ringed, præjked, dæh bløw songen.« 
   Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: »De wa knøwt aaw Kongen.« 
   Mi Faaer han saah: »No fo di Saarre te Øwlis - sølle Kjesten!« [Skautrup 1942]

   Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel En nødde mest'en.« 
   Om Muenen degaang vi had et wo Dower, saah mi Mower: 
   »Do skal wal hen te Øwlis no? - A følle mej, A trower.« 
   Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd - faa di had saae hin't - 
   »Hwa ka de nøtt!« - saah hinne Faaer - »Aah!« - saah hun - »de ær aah stint.« [Skautrup 1942]

   »Aah! Jens! Jens! Jens! Do wa mi Ven - aa hwofaa skul A møst Dæ!« 
   »Aah! gi Dæ stell tét!« - saah hin Faaer - »dæ foes wal Jen, ka trøst Dæ.« 
   Saa tow A op mi Paang mæ Pæng - dem Jens aa Pier had ginn mæ: 
   »Dem ska Do ha te Arrepaaet!« - saah A - »Ka de ett linn Dæ?« 
   Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' om de Jen aa d'Annet. [Skautrup 1942]

   Mi Faar kam aasse te aa saah: »den Krie æ slem faa Lannet. 
   Men ejes no te Jens æ døe, hudn tinke Do no Øwli? 
   Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa dér't waer aa vrøwl i. 
   No ska Do inten gywt Dæ sjæl - aa Do æ raa faa gammel - 
   Aa Do aa hun I sku nohinne væhr epo jens Hammel.« [Skautrup 1942]

   »Aa A veed et, hvem de sku væhr« - han suer: »A vedfk hejer. 
   Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, kahænsæ de wa bejer.« - 
   »Ito!« saah Muens mi Faaer - »Dók ett behøw aa lied aah laant« - 
   »Aah! I behøwer hejes ett« - saah Kjesten - »aa ha aah traant!« - 
   »Hm, hm!« - saah Øwli - »hm! A veed, di Sæn han haae no Skjellinger« - [Skautrup 1942]

   Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger.« 
   Men saa bløw Kjesten rint kataalsk, aa hvæll, aa ba om Daw da. 
   Men sihn som vi kam sammen saan i jit aa annet Law da: 
   Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et. 
   Tesist saa bløw vi Manh aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!« 

[Skautrup 1942]
   Den Tie A war en bette Kaal, aa gik aa utted Foer, 
   A fek mi Føh aa Klejemon i Muoten Jensens Goer. 
   Aaw Naahd aa Barremhjatehied de fek isinn aa ta mæ, 
   Da mi Faarællr wa falln mæ fræ aa ingen Anr vil ha mæ. 

[Skautrup 1942]
   Die war A ejsen manne Oer - had retten gue Daww; 
   Lid ingen Nø i nowen Maad - faa de wa Synd aa klaww. 
   Bøn had di ingen flier end mæ aa saa djer ejen Dætter - 
   Di tinnt wal aasse, som de gik, te dæ kam ingen ætter. 

[Skautrup 1942]
   Aa mæ aa Muotens Sessel som Søskin wust vi aap. 
   Dæ war ek jen uen Blosdrohv i hinne hiele Kraap. 
   Vi wa som Jit, hwa Jen den vill, de vill den Annen aalti; 
   Vi wa tesammen føst aa sist, i Mark aa ve wo Maalti. 

[Skautrup 1942]
   Vi had jen Sæng aa legg wos i, ek heje ku vi soww, 
   Fa di had loe wos sammen i wor ejen Byssiloww. 
   Te Skwol aa fræ Skwol gik vi knøwt, aa haalt hweranres Hinner; 
   Aa hwær en Puhs A boer hin øwr, faa de te hun wa minner. 

[Skautrup 1942]
   Saa fultes vi, mens vi wa smo; aa sihn da vi bløw støhr, 
   Vi gik jit Vinter begi Tow te Præjsten i Faahøer. 
   Aa saa bløw hun mi Gajilam, aa A hin Nøjorsgaw da, 
   Degaang te di djelt Kjærster ued i Kaal- aa Pigi-law da. 

[Skautrup 1942]
   Men sihn da A wust bæjer te, aa bløw di jit aa tyww: 
   Saa maat A te Sessioen, aa spring Sældaaet, aa læ mæ skryww. 
   A fek mi Pas, aa Sessel græed aa saah: »Faawal no, Pier! 
   A tinke ves, Do go di Vej, A sie Dæ aalle mier.« 

[Skautrup 1942]
   Hun græed - A græed - de war en Ænk aa vi græed begi Tow. 
   Men da vi skeltes lowed hun, te hun sku blyw mæ trow. 
   Saa maat A da massier astej aa ind te Reggemintet. 
   A soe hin et i ølle Oer; de had A aalle vintet. 

[Skautrup 1942]
   I tow Oer gik A Skuolen fram, aa sihn kam A i Krie. 
   Die lid A Unt aa Hoerhied; de war en sølle Ti. 
   Tesist kam A i Slaw, aa fek mi høwer Arm spolieret. 
   Di skoer en aa ve Aawselen; aa saaen bløw A korieret. 

[Skautrup 1942]
   Di kunn ett brugh mæ længer dier, aa dæfor fek A Low. 
   Saa gik A hjem den laange Vej rint uhd fræ Issehow. 
   A tinnt saa tit aa manne Gaanng: hudan mon Sessel haar et? 
   Kahænsæ hun æ døe aa henn: saa æ hun wal faawaaret. 

[Skautrup 1942]
   Aa som A kommer te wor Bøj, aa sie te Muotens Goer, 
   Hwor A had løwd saa glæddele mi guede Ungdoms Oer, 
   Da wa der Spel aa Løstehied, aa Huset fulh aaw Gjæjster, 
   Aa Gillwown i den hiele Goer, aa Towten fulh aaw Hæjster. 

[Skautrup 1942]
   Aa da A kam saa te den Daer, aa saah: Gusfrej herinn! 
   Da wa dær ekke Jenh, saá tak; ekk Jen dæ ku mæ kinn, 
   Fa Brudden kam, aa kieg derued - aa de wa Muotens Sessel - 
   Hun slow hin Hinne te hin Lohr aalt mæ saa stuer en Ræssel. 

[Skautrup 1942]
   »Aa Herreguj! hwa sier A no! to de æ Pie dæ stoer. 
   Aah Pier! A vinted ætte Dæ i samful ølle Oer. 
   Mi Faaer aa Muer æ begi døh - hwi skull A go fræ Goren? 
   Do kam jow ett - Do skrøw jow ett - no ær A gywt mæ Soren.« 

[Skautrup 1942]
   »Hwa skull A skryw mæ, Sessellil! mi høwer Arm æ henn; 
   Aa fahr i Krie aa fremmed Lann A ku jow ingen senn. 
   A æ en Krøvl; de sie Do wal, aa ingen Minnesk nøtte - 
   Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven fløtte!« 

[Skautrup 1942]
   »Gi Dæ tefres!« saah hun »Do skal slet ekke suk faa Brøe! 
   Saalænng vi Anner haaer en Koen, da skal Do ett li Nøe! 
   Do ka jo blyww som Do haá wot i gammel Tie i Goeren! 
   Kom inh aa sæt Dæ ve wo Skyw! saa ka vi snakh mæ Soren!« 

[Skautrup 1942]
   Si no ær A en gammel Kaael, aa gor aa utter Foer; 
   A foh mi Føh aa Klæjemon i Muoten Jensens Goer. 
   A fløtte Kyer, A fløtte Hæjst, aa Smotøw sier A ætter; 
   Aa somti po mi venster Arm A bærer Sessels Dætter.« 

   »De wa ve Helmestier Marri hun skul astej; [Skautrup 1942]

   Hun had hin Tøw i Haanen, vil te aa go hin Vei. 
   Hun had no tint en Sommer i Palli Krænsens Goer; 
   Hun kam dædid mæ Suolen, hun wa kun sejsten Oer. 
   Den Ti hun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa dø; [Skautrup 1942]

   Aa da hun saa bløw støhr, saa maat hun tien faa hinne Brø. 
   Da hun gik fram ve Staallen, hwo Palli Krænsen stued, 
   Da wa Marri saa saarren, hun knap ku fløt en Fued. 
   De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww. 
   Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww. [Skautrup 1942]

   Hun maat ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen; 
   Ejs vil di hat hweranner, men de skul no ett væ saaen. 
   »Faawal no Palli!« søh hun, da hun gik ham faabi. 
   Han tahrt hans Øwn, aa vænt sæ, aa søh: »Faawal Marri!« 
   Marri hun wa saa saarreful, hun tøt hwo hun gik fram, [Skautrup 1942]

   Te aal den Diel hun møt de søh te hinne lissom han. 
   Aa hwær et Dywr, aa hwær en Fowl, hwæ Træe hun kam faabi, 
   De søh te hinne lissedan: »Faawal, Faawal Marri!« 
   De lakked ued ad Awten, aa Kaakken po hans Raahn 
   Hun tøt, te nær han gaall han søh: »Faawal dit sølle Baaen!« [Skautrup 1942]

   Hun tøt, te baade Bæsteren aa Kowen mæ hin Kalh 
   Di soe saa naahle te hin, aa søh: »Marri Faawal!« 
   Aa Hunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vej; 
   Aa da han vænnt, han lued indda han vil wott længer mæj. 
   Marri hun græed saa moddele. »Gid A ku sæj no snaar, [Skautrup 1942]

   Faawal te hiele Wahren: saa war A wal faawaaer. 
   I Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven. 
   Gid A mæ mi Faaræller no ku samles raae igjen!« 
   Aa fahr et Fjarringoer war omm, da wa hun stinh aa kaalh, 
   Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i suoten Maalh.« 

Kommentar til vl@kb.dk
Opdateret 29.06.1999