Bogens Verden 1994 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Gode forbindelser Hans Holmberg: "Kunstens veje over sundet".
C. A. Reitzels Forlag, 1993
Hvis broen til Sverige kommer, kører jeg gerne hurtigt til Kristianstad for at høre den kunst- og litteraturkyndige Hans Holmberg, som fra sin universitetslærestol og i sit forfatterskab dyrker og betjener den kulturelle samtale over Sundet.Den venlige dialog er formen for dette brobygningsarbejde, hvor dansk og svensk sættes i forhold til hinanden. Det sker dels derved, at påvirkningsveje påvises, dels derved at forskelle i ånd og digtning bliver synlige i debat og analyse. Hele vejen gennem bogen skrives der et sprog og holdes en faglig profil, der gør, at også andre end netop fagfolk i snæver forstand kan nyde godt af emnerne.
De forbindelser, der er tale om i bogen er naturligvis helt firkantet forbindelser mellem landene af kulturel art. Det gælder både for den givende redegørelse for Thorvaldsens stilling i Sverige, bl.a. som leverandør af relieffer til gravstene, og for de større analyser af Hjalmar Söderberg og Danmark for Herman Bangs to oplæsningsturneer i Sverige. I det sidste tilfælde bringes nyt stof for dagen, idet man følger den seneste turn‚ gennem Bangs ustyrligt krukkede billetter til fru Olga Dahl i København. Det er underholdende læsning, som siger meget om den store illusionskunstner, der her selv blev offer for en økonomisk illusionist. Ved desuden at bringe en svensk provinskronik om Bangs første besøg, giver bogen også et meget sigende indtryk af den almindelige opfattelse af Bang og hans man‚r. I den svenske nedsabling ligger der noget meget oplysende om forholdet mellem de to kulturer - og mellem avantgarde og fodfolk.
Afsnittene om Söderberg, Bang og Thorvaldsen er solid kost. Ambitiøse og med mere på spil er analyserne af Karen Blixen og Astrid Lindgren. Selv om Astrid Lindgren var den anden, der fik Blixen-prisen, er det ikke den direkte sammenhæng mellem de to forfatterskaber, der afhandles, men deres forskellige behandling af forholdet mellem realitet og fantasi i kunstmyte og eventyr.
Tankevækkende tager Holmberg udgangspunkt i et billede af et dansk gravfund fra oldtiden. Mellem den afdøde kvindes kæber ligger en lille guldmønt: den ikke indkasserede færgeløn til den anden verden. Forbindelserne mellem denne verden og den næste formidles ellers gennem myten, oprindelig den religiøse, senere gennem kunstens myter. Den næste verden lyder så dødsrigeagtigt. Det betyder også den sammenhæng, der overordnet skaber mening i livet, også her. Holmberg gennemgår en række eksempler på den litterære udnyttelse af dette mytebegreb, bl.a. hos Lindgren i Brødrene Løvehjerte, og hos Blixen i fortællingen om Livets Veje fra Den afrikanske Farm.
Forbindelsen mellem de forskellige verdener, formidlet gennem fantasi og eventyr, tages senere i bogen op i den store sammenlignende analyse af Mio, min Mio (Astrid Lindgren) og Blixens Det drømmende Barn. Sammenligningen er i første omgang overraskende, for det er jo helt forskellige former for litteratur, børnebog og voksen(eventyr), der sammenholdes. Men det er en indvending, der ikke holder vand, for Lindgrens store, fantasibårne eventyr er mere end "blot" børnebøger: de indeholder en viden om korrespondancer mellem virkelighed og fantasi, der er holdbar og givende for alle læsere (og formidlere). Hans Holmberg kritiserer i denne sammenhæng Jens fra Det drømmende Barn for at mangle substans, være for meget luftånd, uden den tilknytning til den reelle virkelighed, som Astrid Lindgrens personer har. Astrid Lindgren ved simpelt hen mere om fantasiens funktion, og derfor er hendes eventyr bedre kunst.
I denne analyse fører Hans Holmberg samtale med teksterne, med andre fortolkere og dermed med sine læsere, der er på samme tid skarpsindig, letforståelig og venlig. Man bliver simpelt hen glad ved at læse ham. Det gælder også det afsluttende essay, der er en grundig og overbevisende tolkning af Karen Blixens Vintereventyr En Historie om en Perle. Perlen ses på den ene side som et udtryk for, at personen Jensine venter barn, og dermed indtræder i slægtens kæde. På den anden side tolkes perlen videre som et tegn fra den allerede nævnte overliggende og meningsgivende verden. Her bliver analysen biografisk orienteret, og under inddragelse af det øvrige forfatterskab opfattes Karen Blixens "perle" som udtryk for hendes kunst. Som barnet for personen Jensine bliver en byrde, der ikke tynger, men er let at bære, bliver kunsten for Karen Blixen en art forløsning for eksistentiel smerte.
Hans Holmberg forvalter sin belæsthed, sin fremstillingsmæssige pli og sin eksistentielle common-sense i en skildring af digtning og liv, som er befriende enkel, eller måske snarere: klassisk, set i forhold til meget af den danske litteratur om disse emner.
Bogen, med undertitlen Om svensk-danske kulturmøder er i hvert fald en god hilsen fra hinsidan, et tiltalende stykke brobygning.
Tilbage til toppen