Bogens Verden 1994 nr.3


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden N�ste artikel Forrige artikel


Den usynlige kunst

3 b�ger om at l�se tegneserier

Af Steffen Kronborg



Hvad er vigtigst i en tegneserie - billederne eller teksten? Det "autoriserede" svar p� sp�rgsm�let lyder, at de to elementer udg�r en integreret helhed og derfor er lige vigtige for det f�rdige resultat. Men hvis jeg alligevel blev n�dt til at fremh�ve en af de to bestanddele, ville jeg pege p� tegningerne som den udslaggivende faktor. For n�r det kommer til stykket, er det jo is�r i kraft af billedsiden, at tegneserierne adskiller sig fra de �vrige udtryksformer, der benytter sig af ord (roman, drama, osv.) - mens det omvendt ikke prim�rt er i kraft af teksten, at tegneserien adskiller sig fra andre billedmedier (film, maleri, m.v.). Derfor m� tegningerne trods alt spille en lidt vigtigere rolle for helheden end teksten - og dette forhold afspejler sig da ogs� tydeligt i de efterh�nden relativt mange b�ger p� dansk om at l�re at tegne og forst� tegneserier.

I en tidligere artikel i Bogens Verden (nr. 3, 1991) omtalte jeg en r�kke nye b�ger om dette emne, og nu foreligger der endnu et par l�reb�ger i kunsten at fremstille og afl�se tegneserier (hvor det sidste m� v�re en klar foruds�tning for det f�rste). Den f�rste af udgivelserne adskiller sig i princippet ikke n�vnev�rdigt fra de tidligere omtalte tegneseriel�reb�ger. Det drejer sig om et bind i serien "L�r om billedkunst" fra forlaget Flachs, hvori aktive billedkunstnere fort�ller om materialer og teknikker og giver ideer, som l�seren selv kan fors�ge sig med. I det nye bind med titlen Tegneserier gennemg�r Anthony Hodge (selv tegneserietegner?) en r�kke grundl�ggende faktorer inden for tegneseriemediet, og det g�r han s�m�nd ganske udm�rket. B�rn fra ca. 11 �r kan sagtens l�re noget om tegneseriernes formsprog og udtryksmuligheder ved at l�se Hodges bog - selv om de nok skal tage indledningens ord med et par gran salt: "Det er ikke n�dvendigt at v�re dygtig til at tegne for at lave tegneserier. Mange tegneserier er lavet med ganske f� streger." Her blander forfatteren begreberne dygtighed og tegnestil sammen, og det er ikke s� heldigt. Det ville nok v�re mere reelt at fort�lle l�seren, at det faktisk er n�dvendigt at v�re dygtig til at tegne - vel at m�rke, hvis man vil lave gode tegneserier. Men �velse g�r som bekendt mester.

Ud over den ovenfor anf�rte indvending mod Hodges indledning har jeg imidlertid ogs� et mere principielt forbehold over for brugen af bogen i undervisningssammenh�ng, og det er et forbehold, der knytter an til mine indledende overvejelser om forholdet mellem tekst og billede i tegneserien. Efter at Hodge har besk�ftiget sig med tegneseriens mere eller mindre mediespecifikke formsprog, kommer han til tegneseriens tekstside, manuskriptet, og her g�r det efter min mening galt for forfatteren. "En tegneserie er en serie billeder, der fort�ller en historie. Det kan m�ske v�re om en fr�k skolekammerat eller om en opdigtet superhelts bedrifter", skriver Hodge - og forts�tter ufortr�dent, som om det efter disse bem�rkninger var en fastsl�et kendsgerning, at tegneserier er synonymt med superhelteserier (jvf. afsnittets overskrift: "Opfind en superhelt").

Superheltegenren er ganske vist en genre, der passer fortrinligt til tegneserieformen, fordi superheltenes kraftudfoldelser egner sig s� godt til visuel gengivelse, med hovedv�gten lagt p� bev�gelse og dynamik. Men tegneserier er jo meget andet end superhelte (hvad Hodge naturligvis ogs� godt er klar over) - og selv om de sidste 10 �r har vist, at det faktisk er muligt at skabe b�de meningsfyldte og kunstnerisk fremragende v�rker inden for superheltegenrens begr�nsede rammer, er det ikke flere superhelte, verden har brug for netop nu. I USA udkommer der hver eneste m�ned en meterh�j stak af tegneserieblade med muskelsvulmende superhelte, den ene mere tomhjernet ondskabsfuld end den anden, og man m� nok sige, at genren i dag langt hen ad vejen er havnet i en blindgyde og derfor ikke kan bruges som model for opvoksende tegneserietegnere. Men fokuseringen p� superheltene er desv�rre et uhyre udbredt f�nomen i de engelsktalende lande, og det er uden tvivl Hodges angelsaksiske baggrund, der f�r ham til at anbefale superheltegenren som en farbar vej for unge h�befulde tegneserieaspiranter.

Tegneseriel�rebogen giver anledning til at erindre om, at det - trods billedernes f�rsteprioritet i seriemediet - bestemt ikke er ligegyldigt, hvad der fort�lles om i serierne. Superhelte kan bruges som anledning til at berette nogle dramatiske og visuelt imponerende actionscener - men hvis forfatteren ikke har noget p� hjerte, er de grafiske udfoldelser jo uden betydning og kun sk�nne spildte kr�fter. Tegneserieskaberen m� derfor b�de have en god historie og vide, hvordan han/hun formidler den, f�r man kan tale om en god tegneserie.

Men for at der ogs� skal v�re tale om en vellykket kommunikation af indholdet, m� l�seren v�re i stand til at afl�se dette indhold p� samme m�de, som det er t�nkt fra forfatterens side - og det kr�ver en forst�else af seriemediets egenart p� et niveau, som ikke adskiller sig v�sentligt fra serieskaberens forst�elsesniveau. Eller sagt p� en anden m�de: fremstilling og l�sning af tegneserier er to sider af samme sag, og begge dele foruds�tter kendskab til det sprog og de spilleregler, mediet benytter sig af.

Ovenst�ende betragtninger kan m�ske forekomme indlysende, ikke mindst for tr�nede tegneseriel�sere, som ikke har nogen problemer med at forst� de mediespecifikke udtryksformer. Desv�rre ser man ofte, at netop s�danne garvede tegneserieveteraner i deres iver for at redeg�re for de mest subtile finesser i seriesprogets kommunikationsmuligheder n�sten helt glemmer, at tegneserien "bare" er den valgte ramme om et indhold, som dybest set skal forst�s ud fra samme begrebsrammer som al anden kunst. Alts�, at tegneseriel�seren - ligesom romanl�seren eller cineasten - i f�rste omgang b�r interessere sig for indholdets motiver, temaer, holdninger, dets indbyggede mods�tningspar, dets gennemg�ende ledetr�de, osv. Desuden har l�seren brug for at g�re sig klart, ud fra hvilke indfaldsvinkler - dybdepsykologiske, strukturalistiske, osv. - indholdet mest hensigtsm�ssigt lader sig forst�. Og f�rst p� dette tidspunkt i fortolkningen af tegneseriev�rket vil det v�re relevant at sp�rge om de mere medietekniske aspekter af indholdsformidlingen - og s� i �vrigt v�re opm�rksom p�, at udtryksform og indhold naturligvis ofte vil have en t�t og organisk sammenh�ng.

Anledningen til ovenst�ende bem�rkninger er ikke Anthony Hodges l�rebog, som reelt ikke interesserer sig for tegneseriens manuskriptside, men derimod en nyudkommen, ambiti�s bog om seriemediet: Understanding comics, af Scott McCloud. McCloud er i h�j grad bevidst om tekstsidens betydning for det f�rdige tegneseriev�rk, og han vier da ogs� et helt afsnit til en diskussion af de forskellige aspekters indbyrdes forhold og deres relative betydning for det f�rdige tegneseriev�rk. McCloud opererer i denne gennemgang med 6 successive trin, som efter hans mening ligger til grund for enhver skabelsesproces: 1) ide/hensigt, 2) fremstillingsform, 3) begrebsramme, 4) struktur, 5) teknik og 6) overflade.

Det ser jo ganske tilforladeligt ud. McCloud sl�r fast, at grundlaget i al kunst udg�res af en bestemt id�, et tankeindhold - hvorfor man vel omvendt burde kunne slutte, at det prim�re m�l for kunstiagttageren m� v�re at finde ind til det iboende tankeindhold, bl.a. gennem at studere, hvordan indholdet freml�gges. Men dette omvendte r�sonnement tager McCloud faktisk afstand fra i sin bog, idet han oph�jer fremstillingsformen til at v�re en parallel til v�rkets grundl�ggende id�, og ikke blot et hj�lpemiddel: "Og nu kommer vi til det vigtigste sp�rgsm�l af dem alle: �nsker kunstneren at fort�lle noget om verden igennem sin kunst, eller �nsker han at sige noget om kunsten selv?" Hvorp� han udvikler denne efter min mening uholdbare sidestilling af usammenlignelige st�rrelser i en s�dan grad, at han ligefrem opstiller lister over kunstnere, for hvem kunsten selv har v�ret det prim�re, og kunstnere, for hvem formidlingen af et indhold har v�ret det vigtigste. En s�dan falsk problemstilling m� n�sten naturn�dvendigt f�re til et misvisende og ubrugeligt resultat - og ganske rigtigt er McClouds lister da ogs� (i bedste fald) ubrugelige.

Afsnittet om kunstv�rkets grundl�ggende bestanddele er efter min vurdering et af de svagere afsnit i Understanding comics, fordi det tilsl�rer nogle fortolkningsm�ssige forhold, som m�ske ligger uden for denne bogs rammer, men som forfatteren i det mindste kunne redeg�re for i form af henvisninger til andre, mere dybtg�ende v�rker om tekstforst�else. Men McCloud interesserer sig i virkeligheden ikke s�rlig meget for (forst�elsen af) tegneseriers manuskripter - og det er m�ske ikke s� underligt. Tegneserien er jo som tidligere n�vnt prim�rt et billedmedie - og desuden er det langt hen ad vejen de samme kriterier, der ligger til grund for fortolkningen af en tegneseriefort�lling som for fortolkningen af et filmmanuskript eller en roman.

Nok s� bem�rkelsesv�rdigt er det imidlertid, at McCloud tilsyneladende heller ikke g�r s� h�jt op i tegneseriens billedside! I hvert fald kan man gang p� gang i hans fremstilling l�se, at den inderste kerne i tegneserien ikke er selve billederne, men derimod mellemrummene mellem billederne. Det er i intervallerne mellem de enkelte ruder p� siden, en stor del af handlingen i en tegneserie udspilles, skriver McCloud, og derfor er l�serens aktive meddigtning ved udfyldelsen af disse tomrum af afg�rende betydning for en vellykket kommunikation af indholdet. Forfatteren g�r endda s� vidt, at han udr�ber l�serens deltagelse i skabelsesprocessen til et f�nomen, som specifikt er knyttet til tegneseriemediet - og dermed et grundl�ggende led i tilvejebringelsen af tegneseriens specielle udtryk. "Derfor mener jeg, det er forkert blot at se tegneserien som en kombination af billede og tekst. Det, der sker mellem billedruderne, er en form for magi, som kun kan t�nkes i tegneserien", skriver McCloud. I betragtning af den betydning, forfatteren till�gger det uudtalte indhold i serierne, kan det n�ppe undre, at hans bog b�rer undertitlen. the invisible art - den usynlige kunst.

McClouds tankekonstruktioner kan umiddelbart se besn�rende ud, og de rummer da ogs� et m�l af sandhed. Men ved blot lidt n�rmere eftertanke er det indlysende, at r�sonnementet ikke holder. For ganske vist er det rigtigt, at l�seren selv skal v�re med til at skabe handlingen ved at bestemme, hvad der foreg�r mellem ruderne. Men dette forhold er jo ikke specifikt for tegneserien. Alle kunstarter kr�ver l�serens/betragterens aktive medleven for at blive forst�et - for al kunst best�r af udv�lgelse. Kunstneren viser det, han/hun v�lger at vise, og udelader s� resten. Det er jo uhyre sj�ldent i en film eller en roman at opleve personerne rense negle, pille n�se, osv. L�seren ved, at personerne m� g�re det ind imellem. Men kunstneren fort�ller os det ikke, fordi det er uden betydning for helheden, og henl�gger det derfor til mellemrummene mellem linjerne i romanen, mellemrummene mellem klippene i filmen - eller mellemrummene mellem ruderne i tegneserien.

Udeladelsen er langtfra en mediespecifik foreteelse, og derfor virker det uproportionalt, at McCloud ofrer s� megen energi p� at diskutere mellemrummene som enest�ende fort�lleteknisk princip i tegneserien. Men desuden virker det uklogt at arbejde s� flittigt p� at aflede opm�rksomheden fra det, der trods alt m� v�re kernen i tegneserien: selve tegningerne. Det er jo dog tegningerne, der har lagt navn til mediet, og det er da ogs� tegningerne, der i kraft af deres forskelligheder udg�r et af de mest centrale studieobjekter i seriemediet. Det er ikke gennem studiet af mellemrummene eller disses placering i sammenh�ngen, at man l�rer at l�se og forst� tegneserier - selv om mellemrummene naturligvis indg�r i seriesprogets grammatik og syntaks.

Det b�r dog retf�rdigvis n�vnes, at McCloud faktisk bruger sin teori om mellemrummenes store betydning til noget, idet han pr�ver at udvikle en slags register over, hvilke typer af overgange mellem de enkelte billeder, mellemrummene repr�senterer: om der f.eks. er tale om et ubetydeligt spring i tid mellem to billeder, om der er tale om et spring i sted fra lokalitet til lokalitet, osv. Ud fra sin kategorisering af overgangene pr�ver McCloud s� at lave statistik over tegneseriernes foretrukne udtryksm�de og n�r derved frem til den overordnede konklusion, at vestlige tegneserier udtrykker sig nogenlunde ensartet, med hovedv�gten p� action og dynamik, mens japanske serier derimod har et grundl�ggende andet sprog, med langt st�rre v�gt p� stemning og atmosf�re. Denne forskel ser McCloud som udtryk for forskellige livsholdninger i �st og vest - men i sit r�sonnement glemmer han (eller er uvidende om), at japanske tegneserietegnere afl�nnes efter sidetal og derfor har en meget direkte �konomisk interesse i at tr�kke handlingen i langdrag ved hj�lp af indskudte, dv�lende sekvenser. Og det s�tter jo visse sp�rgsm�lstegn ved teoriens holdbarhed.

Selv om McCloud i sin gennemgang har valgt at fokusere kraftigt p� tegneseriens usynlige virkemidler, betyder det dog ikke, at han derfor glemmer de synlige. Et problem for forfatteren i den forbindelse er det imidlertid, at en anden tegneserieteoretiker (og praktiker!), Will Eisner, allerede har besk�ftiget sig udf�rligt med en r�kke af mediets grundl�ggende byggeklodser i bogen Tegneserien & den grafiske fort�lleteknik (omtalt i Bogens Verden, nr. 3, 1987). Denne omst�ndighed er McCloud s�rdeles bevidst om, og han har da ogs� i udstrakt grad fors�gt at undg� at gentage Eisners udredninger. Det betyder, at man ikke skal forvente at finde dybereg�ende overvejelser om tegneseriernes rammer (som ellers er et noget mere interessant emne end mellemrummene mellem rammerne) i Understanding comics. Men der er ogs� nok at tage fat p� endda.

Efter et indledende afsnit om tegneseriernes historie og om, hvordan man definerer begrebet tegneserie, giver McCloud en grundig indf�ring i semiotikkens grundbestanddele. Denne indf�ring kan ind imellem forekomme noget omst�ndelig, men rummer ogs� en stribe herlige visualiseringer af forholdet mellem ord og billeder (se illustrationen). Og det er nok snarere i denne type fint sete iagttagelser, at Understanding comics har sin styrke, end i de ambiti�se, men ogs� lidt for pr�tenti�se bestr�belser p� at opstille endegyldige sandheder om kunstens v�sen - "en omfattende teori om skabelsesprocessen og dens betydning for tegneserien samt al anden kunst", som McCloud ganske ubluf�rdigt formulerer sin m�ls�tnig i indledningen.

Understanding comics er et interessant v�rk, fordi det tager sin opgave dybt alvorligt. Her bliver ikke spildt tid og plads p� at fort�lle om taleboblernes udseende eller fartstregernes betydning. S�danne basale medietekniske forhold foruds�ttes bekendte hos l�seren, s�ledes at bogen kan g� direkte til de mere sp�ndende kommunikationsteoretiske overvejelser. Og selv om visse af disse overvejelser som ovenfor n�vnt ikke virker specielt overbevisende, er det altid udbytterigt at stifte bekendtskab med nogle r�sonnementer, der bygger p� grundighed og eftertanke. Det er dyder, der desv�rre ikke altid er i h�js�det inden for tegneserieverdenen, s� n�r man som her st�der p� dem, er der grund til stor tilfredshed. Som europ�er kan man s� beklage, at McClouds udredninger udelukkende bygger p� anglo- amerikanske tegneserier (samt serier oversat til engelsk), idet denne v�sentlige indskr�nkning i studiematerialet n�dvendigvis m� f� nogle konsekvenser for konklusionerne. Men selv om store dele af den frodige europ�iske tegneseriekultur alts� ikke indg�r i forfatterens pr�misser, lykkes det ham alligevel at f� sagt en r�kke v�sentlige sandheder om seriemediets mekanismer og magi - oven i k�bet ved hj�lp af mediets egne virkemidler!

Scott McCloud er selv serietegner og har derfor valgt at freml�gge sit stof i tegneserieform, hvilket bestemt ikke g�r udredningerne mindre sp�ndende. Tv�rtimod! Ganske vist er mange af forfatterens udredninger ret s� teoretiske, og til formidlingen af dem er det helt n�dvendigt med (mange) ord. Men i andre tilf�lde er det derimod en stor hj�lp direkte at kunne se McClouds tankegang visualiseret, ikke mindst fordi emnet jo stadigv�k er det visuelle billedmedium, tegneserien. Under alle omst�ndigheder er det en oplagt fordel i en bog som den foreliggende, at fremstillingen b�de kan tr�kke p� sproglige og billedm�ssige resourcer, n�r det g�lder om at anskueligg�re de mere indviklede sammenh�nge. Og s� skader det jo ikke, at bogen i kraft af sin form m�ske i h�jere grad kan appellere til mediets prim�re m�lgruppe, tegneseriel�serne, end en almindelig, skriftlig freml�gning har mulighed for.

Scott McClouds id� med at bruge tegneseriens eget formsprog til at fort�lle om tegneseriemediet er indlysende god og rigtig - og faktisk er McClouds bog ikke den eneste, der har benyttet sig af dette kunstgreb. Redaktionen bag det �strigske magasin om tegneserier, "Comic Forum", var s�ledes tidligere ude end McCloud. I forbindelse med en stor tegneserieudstilling i �strig lod redaktionen fremstille et tegnet album, indeholdende "et lille strejftog gennem seriemediets historie, indhold, produktion og udgivelsessammenh�nge", som det hedder i forordet til albummet. Det er klart, at med et s� omfattende emnefelt er det begr�nset, hvor meget der kan siges om de enkelte emner. Albummet skal da ogs� snarest opfattes som et fors�g p� at formidle nogle overordnede sammenh�nge til l�seren p� en humoristisk facon - og denne relativt beskedne ambition lykkes det i rigeligt m�l at opfylde.

Med en blyant som den gennemg�ende ledefigur f�res l�seren af udgiveren og forfatteren Harald Havas gennem seriemediets historie, man stifter bekendtskab med en r�kke fremtr�dende genrer, forbindelsen til andre besl�gtede kunstformer ber�res, og man oplever, hvordan en serie bliver til. Det hele er som n�vnt s�rdeles kortfattet, men i betragtning af den begr�nsede plads alligevel beundringsv�rdigt d�kkende for de enkelte omr�der. Og s� er det morsomt! 12 �strigske tegnere har delt illustrationsopgaverne imellem sig, og det har de gjort p� forbilledlig vis. Tegnerne har virkelig form�et at leve sig ind i stilen og atmosf�ren i de meget forskelligartede emneomr�der, men har samtidig bevaret deres personlige udtryksform, s� hvert afsnit ud over at viderebringe informationer om emnet samtidig er en lille opvisning i en bestemt tegnestil. Det er fint gjort, og det �strigske album er bestemt ikke det d�rligste sted at starte for en vordende tegneseriel�ser. Hvem mon kunne t�nke sig at udgive v�rket i Danmark?




Tilbage til toppen