Bogens Verden 1994 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Masochismens navnefar af Karin Bang
Leopold von Sacher-Masoch har lidt en mærkelig skæbne. Han er blevet verdensberømt og huskes, fordi han har givet navn til masochismen; men han er praktisk talt blevet glemt som menneske og forfatter.
Den lille tyran
Han var ventet med længsel, den lille Leopold, for hans forældre havde været barnløse i syv år, da han endelig kom til verden. Især hans farfar blev begejstret, og om hans reaktion fortæller Sacher-Masoch i sine "Souvenirs":Om formiddagen den 27. januar 1836, en klirrende, kold dag, sad min farfar hos barberen; denne skægdoktor havde netop sæbet ham ind, bundet en serviet om halsen på ham og var, med barberkniven i hånden og idet han udstødte et dybt suk, parat til at begynde operationen, da en af min fars venner trådte ind og råbte: "Hr. statsråd, Deres svigerdatter har netop født en søn!"Leopolds far var politichef i Lemberg, Galiciens hovedstad, og deltog ivrigt i det lembergske selskabsliv. Hans mor derimod levede tilbagetrukket, undgik det selskabelige liv og helligede sig udelukkende mand og børn.
Min farfar, denne sindige og værdige herre, højere end seks fod, som hele byen kendte, sprang op uden at besinde sig og styrtede, som han var med ansigtet fuldt af sæbeskum og med servietten om halsen, uden stok og uden hat, ud på gaden og løb til politipræsidiet. Her var der allerede almindelig jubel."De første år var Leopold et sart og nervøst barn. Moderen ville gerne selv have ammet ham, men var ikke i stand til det, og familien fandt en amme i landsbyen Winiki - en stor, smuk bondedatter med navnet Handscha.
Han lærte hurtigt både at gå og at tale, men plagede ellers hele huset, fordi han sov så lidt om natten. Straks Handscha opdagede, at han var vågen, tog hun ham på skødet, og snart kom også hans mor, ja, ofte var alle oppe om natten og gjorde, hvad de kunne for at underholde Leopold.
En dag opdagede han månen og ville absolut have den. Han forlangte den med en sådan intensitet, at Handscha mente, at de for enhver pris måtte opfylde hans ønske. Hans mor trak gardinerne for, og kusken Adam, der holdt meget af Leopold, klæbede to buer af sølvpapir sammen, snittede en halvmåne ud af dem og gav sit mesterværk til husets lille tyran. Men han var ikke sådan at narre. Han betragtede længe kuskens måne, men rystede så på hovedet, smed fuld af foragt den falske måne på gulvet og pegede med energiske bevægelser mod vinduet. Den rigtige måne blev hans bedste ven.
Omgivet af kvinder
Især to kvinder havde stor indflydelse på Leopold: hans amme og hans mor. Selv har han fortalt, at hans liv blev stærkere og meget mere afgørende bestemt af hans amme end af arv og påvirkning fra hans familie; men hans mor havde en mild og dyb indflydelse på ham, og det var hende, der formede hans hjerte. Hun var både smuk og åndfuld, af usædvanlig dannelse og udstrålede så megen varme og elskværdighed, at folk, der omgikkes hende, ikke kunne undgå at blive bedre mennesker.Det var gennem Handscha, Leopold fattede kærlighed til det russiske folk, sit land og sit hjem. De eventyr, hun fortalte ham, og de sange, hun sang for ham, kom til at præge hans følelsesverden, hans måde at tænke på og senere hans litterære værker. Hun lærte ham russisk, der var det første sprog, han kunne, på trods af at der blev talt polsk, tysk og fransk i hans hjem.
Kun to år gammel fik han en fransk guvernante, Mademoiselle Martinet, og allerede som femårig talte og skrev han flydende fransk. De første bøger han læste på fransk var "Don Quijote" og "1001 nats eventyr". Senere, som tolvårig, kastede han sig over Moliére og Voltaire.
Barndommens gåde
Leopolds familie havde sin helt egen "femme terrible", tante Zenobia. Selv om hun det meste af året opholdt sig på landet, spillede hun en vigtig rolle i det galiciske selskabsliv. Hun var sværmerisk overspændt, eventyrlysten, nydelsessyg og havde hang til luksus. Alle, der nærmede sig hende, styrtede hun i ulykke, og man åndede derfor lettet op, når hun igen forlod byen.Fordi hun var så helt forskellig fra Leopolds mor og blev omtalt som en meget forførerisk kvinde, pirrede hun hans fantasi og gjorde et dybt indtryk på ham:
"Når jeg så hende, angreb en slags feber mig, og når hun omfavnede mig, rødmede jeg dybt. Hvis jeg måtte kysse hendes hånd, var det, som havde man tilladt mig at stjæle en sjælden lækkerbidsken, og når hendes smukke mund strejfede min, følte jeg det, som om mine læber berørte en blomsterbuket. Hvor farlig denne duft var, anede jeg ikke dengang, lige så lidt som at der også fandtes forgiftede blomster.
Denne smukke og så forføreriske kvinde var min barndoms gåde. Hun var en levende Sfinx, foran hvem barnet forblev måbende, gennemrislet af en ejendommelig gysen, men en gysen af en utrolig sødme."
Opvæksten
Barndommens vintre tilbragte Leopold i et politihus og var her vidne til, at politisoldaterne indbragte vagabonder og lænkede forbrydere. Han oplevede alvorlige embedsmænd, spioner, som ikke vovede at se nogen i øjnene, og en mager, krybende censor. Han betragtede tilgitrede vinduer, gennem hvilke sminkede ludere smilede, og melankolske, blege polske sammensvorne så ud. Ikke just fornøjelige omgivelser. Om sommeren var familien på landet, hvor Leopold helt alene strejfede rundt i skov og på mark, i sump og bjerge. Han kunne sidde i timevis og kigge ud over uendeligt store flader, eller han besøgte de galiciske bønder og hørte med feberagtig deltagelse på deres beretninger.Han var omkring ti år gammel, da han, for at glæde sine mindre søskende, skrev nogle små stykker, som han opførte på et lille dukketeater, og han nedskrev også en fortælling, han havde hørt hos en gammel bonde.
Lige før han blev seksten, skrev han sin studentereksamensstil. Hans lærer sagde om den, at den ikke var noget skolepensum, men en forfatters arbejde; men Leopold tænkte på det tidspunkt slet ikke på at blive forfatter. Han ville studere filosofi; men hans far ønskede, at han skulle studere jura. Efter et voldsomt opgør mellem dem, opsøgte Leopold en tidligere lærer, der skaffede ham en plads som lærer. Han stod nu på egne ben. Det hjalp - faderen gav efter for hans stærke vilje og indvilligede i, at han begyndte at læse filosofi og historie.
Fra docent til forfatter
I 1855 blev Sacher-Masoch doktor i filosofi ved universitetet i Graz; men historien interesserede ham mere, og året efter skrev han sin første afhandling, en undersøgelse af opstanden i Gent under Kejser Karl V. Professorerne var bestyrtede og forsøgte med alle midler at få den revolutionære Sacher-Masoch fordrevet fra universitetet. Det lykkedes dem ikke - som 21-årig blev han docent i historie ved selvsamme universitet.Man beundrede ham. I forældrenes vennekreds gik han fra hus til hus, fra den ene lovprisning til den anden og blev fremvist som forbillede. Men som docent var han tvunget til at publicere, og i 1858 udkom bogen "En gallicisk historie". Den blev mødt med en storm af indignation. Værkets litterære stil blev betegnet som uvidenskabelig - sammenblandingen af litteratur og historie var ikke en universitetsdocent værdig. Masoch opgav sin stilling og trak sig tilbage.
Nu ville han skrive og forsøgte at være disciplineret. Han inddelte dagen og skrev op nøjagtig, hvad han skulle foretage sig på forskellige tidspunkter; men han overholdt aldrig sin plan. Alligevel blev det til fem udgivelser, inden han for alvor slog igennem som forfatter i 1866 med novellen "Don Juan fra Kolomea".
Masoch har i sine autobiografiske optegnelser forklaret, hvordan den novelle blev til. Den dengang kendte forfatter Ferdinand Kürnberger kom til Graz, talte med Masoch og kritiserede hans værker.
"Han gjorde mig frygtelig nedslået", fortæller Masoch, "Alt hvad De har skrevet", sagde han til mig på sin neroniske måde, "er intet værd, fordi det er konstrueret, som næsten den samlede litteratur efter Goethe er det. Hvis De ikke formår at være det, som Schopenhauer forlanger af den ægte digter: sand som livet selv, hvis De kun skriver bøger som vore nutidige "guldsnits-poeter", så lad De hellere helt være."Men det viste sig, at Kürnberger elskede at lytte til Masoch, når han fortalte om sin russiske hjemegn, sine galiciske bønder, den uendelige steppe og så videre, og en aften sagde han til ham: "Dette er noget helt andet; hvor fattigt, farveløst og kaserneagtigt er ikke vort tyske liv sammenlignet med det! Hvis De også kunne skrive det, som De formår at fortælle så ejendommelig smukt, så ville jeg sige, at De er en digter, en ægte digter."Samme aften satte Masoch sig til at skrive, og fjorten dage senere læste han "Don Juan fra Kolomea" højt for Kürnberger, der blev helt ude af sig selv af begejstring og straks skrev et forord til bogen, hvori han kaldte novellen "en ny litteraturs morgenstråle."
Novellen gjorde ikke alene lykke hos publikum, da den udkom; den gjorde også med ét slag Sacher-Masoch berømt som forfatter. Selv de konservative litteraturkritikere kunne ikke komme uden om at rose ham. Man beundrede og fremhævede hans realisme og hans lette, flydende stil, som fascinerede læserne.
Hvorfor blev novellen så god? Måske fordi den omhandler problemer, der på det tidspunkt netop optog Masoch dag og nat. Han fortæller: "Det var det første værk, der kom fra mit hjertes dyb. Jeg tænkte overhovedet ikke på et publikum, jeg skrev for mig selv, og da jeg var færdig, åndede jeg op og følte mig lige så lettet, som hvis jeg havde overstået en svær sygdom."
I Frankrig blev det mode at tale om novellen i de litterære saloner. Man spurgte: "Har De læst "Don Juan fra Kolomea"?" Var det ikke tilfældet, blev den spurgte straks opfordret til at gøre det, for man havde aldrig læst noget lignende.
Inspirationskilden
Masoch havde indledt et forhold til en polsk kvinde af adelig familie, som var gift med en aristokrat og var mor til tre børn. Hendes navn var Anna von Kottowitz. Hun var en af de smukkeste og mest åndrige kvinder, han nogen sinde havde mødt, og alligevel var han tilbageholdende over for hende i starten af deres bekendtskab. Hele verden lå for hendes fødder; Masoch var faktisk den eneste, der ikke ombejlede hende, og det tilskyndede hende netop til at indfange ham.Som ung var Masoch meget sky over for kvinder. Hans mor havde opdraget ham til en sådan dydighed, at han var fast besluttet på kun at elske een gang i sit liv og at gifte sig med denne sit livs kærlighed.
Nu blev han lidenskabelig forelsket i Anna von Kottowitz; men jo mere denne lidenskab greb fat i ham, fortæller han, desto mere reserveret tilbageholdende og kold blev han i hendes nærhed, for hendes måde at leve på, hendes elegance, forfængelighed og koketteri frastødte ham samtidig. En aften fik hun alligevel lokket en kærlighedserklæring ud af ham og tilstod selv, at hun elskede ham; men for ham var det umuligt at være en gift kvindes elsker, og derfor sagde han til hende, at hun enten måtte forlade sin mand eller glemme alt om sin nye kærlighed. Hun forlod manden, skilsmisseforhandlingerne blev indledt, og den eneste hindring var børnene, som Anna ubetinget ville have. Masoch gjorde, hvad han kunne for at berolige hende; men hun forklarede ham, at børnene var alt for en kvinde, og hvis det skulle være, ville hun ofre ham for børnene.
"Ved disse ord gennemstrømmede en gysen mig", skriver Masoch, "Jeg forstod pludselig, at vi intet andet er end naturens bold. Når mand og kvinde i ekstasens øjeblik synes at smelte sammen til ét væsen, bekymrer det naturen meget lidt! Vor lykke betyder intet for den: dens lykke ligger kun i menneskeslægtens opretholdelse og forplantning. Jeg erkendte den dybe afgrund mellem mand og kvinde og forstod, at børnene ganske vist er den kæde, som smeder faderen og moderen til hinanden som de fordømte i Helvede hos Dante, men samtidig også det skillevand, som opløser valgslægtsskabet."Den erkendelse, han her kom frem til, blev det, som novellen "Don Juan fra Kolomea" voksede frem af - en novelle, der vil vise, hvordan den moderlige kærlighed bliver skyld i, at et ægtepar fjerner sig stadig mere fra hinanden og gør manden til en Don Juan. At novellen samtidig fortæller en historie om en mand, der har store problemer med sin mandlighed og med at være et selvstændigt individ, har en forøget kærlighedstrang og en indskrænkning i kærlighedsevnen, gør den ikke mindre interessant.Denne novelle var ikke det eneste værk, Anna inspirerede Masoch til. Hun er også model til heltinderne i fortællingerne "Den fraskilte kvinde" og "Månenat" fra 1870.
Moralen i "Den fraskilte kvinde" er kort og godt: Der findes ikke noget dårligere og mere gement i verden end kvinden. Ve den mand, som tror på kærligheden!
I fortalen til fortællingen siger Masoch, at han mener, han gør det gode og det rigtige, når han lader samfundsborgerne kigge i en vandpyt i stedet for at lade dem se i et guldindrammet spejl, som lyver og bedrager.
Storhed og fald
Masoch havde store planer. Allerede i 1869, da han søgte efter en titel til en novellecyklus om kærligheden, fik han den idé, at han ville fremstille hele den menneskelige tilværelse i én stor novellesamling, som skulle hedde "Kains testamente". Foruden kærligheden skulle den behandle følgende temaer: ejendommen, pengene, staten, krigen og døden."Jeg foretager mig ikke andet", skrev han til sin bror Karl, "før værket er fuldendt. Vil det være mig forundt at fuldende det? Dette spørgsmål vil være en evig tilskyndelse til arbejde." Desværre skrev han allerede i de næste år meget andet - det var han nødt til for at overleve - og nåede kun at behandle de to første temaer kærligheden og ejendommen.
Første del om kærligheden, der indeholder Masochs mest berømte roman "Venus i pels", udkom i 1870 og blev en så stor succes, at det var nødvendigt med et nyt oplag inden for få uger.
Kritikerne bedømte den meget forskelligt. Enten roste de den for stor originalitet, skønhed og dybde, eller også forfærdedes de over den frihed, Masoch behandlede de seksuelle forhold med.
I 1874 offentliggjorde han anden del om ejendommen, og mange tyske kritikere jublede, diskuterede og forklarede den. Man anså flere af novellerne for at være de allerbedste tyske noveller i det 19. århundrede overhovedet.
I sidste halvdel af 1870erne nåede Masoch højdepunktet i sin litterære karriere og havde derefter indholdsmæssigt ikke meget mere at sige. De tyske kritikere havde advaret ham: Kvinderne i hans noveller begyndte at se påfaldende ens ud. Hvor interessante de så end var, så trættede de evige gentagelser, og der var fare for, at Masoch på grund af dem blev monoton.
Kvinden var da også efterhånden overalt stort set skildret som en kold, hjerteløs gudinde, der forenede grusomhed og vellyst, og ved hvis fødder manden ydmygt lå og lod sig mishandle. Selv sagde Masoch til kritikken, at hvis bare denne kvinde havde været i hans liv, ville hun ikke være i hans bøger. Hun var der, fordi han var så fuld af hende.
Instinktivt forsøgte han at omsætte de forestillinger, han havde formuleret i sine fortællinger, til levet seksuel realitet; men det lykkedes ham aldrig varigt at omsætte fantasien til virkelighed.
En tid endnu var han en berømt, feteret forfatter og nåede at udgive mere end 70 bøger; men da han døde i 1895 var hans forfatterskab allerede tynget af glemsel. For den, der er interesseret i den masochistiske karaktertype, er forfatterskabet imidlertid, på trods af den tilsyneladende monotoni, intet mindre end en guldgrube.
Anvendt litteratur:
Deleuze, Gilles. Sacher-Masoch og masochismen. Århus: Sjakalen, 1981.Farin, Michael. Leopold von Sacher-Masoch, Materialien zu Leben und Werk. Bonn, 1987.
Sacher-Masoch, Leopold von. Souvenirs. Autobiografische Prosa. München: Belleville, 1985.
Sacher-Masoch, Leopold von. Don Juan von Kolomea. Galizische Geschichten. Bonn: Bouvier, 1985.
Sacher-Masoch, Leopold von. Venus im Pelz und andere Erzählungen. Wien: Brandstätter, 1985.
Sacher-Masoch, Wanda von. Die Beichte der Dame im Pelz. München: Moewig T.V., 1986.
Tilbage til toppen