Bogens Verden 1994 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Ved kroppens grænse
Lyrikken, novellen, den eksperimenterende roman og de nordiske oversættelser efteråret 1993Af Erik Skyum-Nielsen
Mange ældre medborgere husker utvivlsomt endnu, hvordan slagtningen af et gammelt øg for et kvart århundrede siden bragte sindene voldsomt i oprør. Ude på en sneklædt mark lod billedkunstneren Bjørn Nørgaard en stakkels hest slå ned og partere til ledsagelse af rituel sang frem ført af Lene Adler Petersen. Bagefter blev stykkerne fyldt over på syltetøjsglas og udstillet på Louisiana, indtil det hele blev fjernet igen, dels vist pga. tiltagende lugtgener, dels som følge af en sand syndflod af protester fra diverse dyreværnsforeninger samt Hippologisk Tidsskrift, Selskabet til Dyrevennernes Beskyttelse, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse m.fl. Hvad de fleste vist i forvirringen glemte, var dog, at slagtningen og hvad derpå fulgte, formentlig var inspireret af et lysende kernested i dansk litteratur. Jeg tænker her naturligvis på den scene i Johannes V. Jensens Kongens Fald, hvor hovedpersonen Mikkel Thøgersen besøger rakkeren ude vest for København, og hvor hans tanker ufrivilligt går tilbage til slagtningen af Anders Graas hest, hjemme i Himmerland:"Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til Behandling. Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og saa til.Det er jo et formidabelt stykke prosa-lyrik: en henført sang til kødet og kroppen, en ekstatisk hyldest til skønheden i det rå forfald, til livets enhed af rigdom og gru. Efter tur krænges farverne ud og vises frem for alverden, prangende i deres herlighed, og lutret ved Jensens voldsomme billedsprog. Alt trækker han ind i den tætte beskrivelse: elementerne, kosmos, ja, hele civilisationen, siden kulturernes begyndelse.Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt ud over Engene blaanede Sneen, og op over Bakkerne laa den hvid som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng.
Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laaa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen Og dervar mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstenrøde og okkergule Dele.
Alle Østerlands frodige, raa Farver; gultsom Ægyptens Sand, turkis-blaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Snee under Rakkerens skidne Kniv."
Udforskning af kroppen
Jensens hesteslagtning dukker op to gange i årets mindste danske roman, Christina Hesselholdts Det skjulte (Rosinante). Bogens ene hovedperson Marlon nærer nemlig intens interesse for menneskekroppens mysterier. Først anskaffer han sig en planche, der i farver viser legemets organer, dernæst køber han en dyr plasticmodel, hvor lever, nyrer og hjerte kan hænges op på små kroge, og endelig lokker han under kærligheds dække en levende kvinde hjem til sig. Hun bliver kneblet, dræbt, parteret.Christina Hesselholdts skildring heraf - en fortsættelse af hendes debutroman Køkkenet, gravkammeret og landskabet (1991) - kan på én gang kaldes ekstrem og central. Selvfølgelig fremtræder Marlon som en outsider, en menneskelig undtagelse; men gennem denne individualist får forfatteren rørt ved almene spørgsmå1:
Hvad gemmer der sig under huden? Hvad skjuler mennesket? Hvilke hemmeligheder rummer kroppen? Hvilke erfaringer? Hvilken viden? Og hvilke ubrugte muligheder?
Temaet: kroppens goder, dukker op overalt i årets danske lyrik og prosa såvel som i den oversatte nordiske litteratur.Når Benny Andersen i sine nye digte Denne kommen og gåen (Borgen) følger kroppens aldring - vemodigt, alvorligt, men samtidig muntert; når Juliane Preisler med prosadigtkredsen Fuglenat (Gyldendal) lader to mennesker, der skal forestille at elske hinanden, støde sammen hud mod hud eller dissekere hinanden med ord; når Per Højholt afsøger området mellem ordet og kødet eller drømmer om det menneskelige fællesskab som én kæmpestor bølgende krop, sådan som det sker i hans PRAKSIS, 10: Manøvrer (Schønberg) - så handler det i alle tre tilfælde om legemet i tiden og rummet, specielt kroppen og dens afgrænsning over for andre, lignende kroppe og den uovervindelige afstand mellem kroppen og den stemme der bor i den.
Når Solvej Balle i en af sine "Fire beretninger om mennesket" lader en canadisk biokemiker overvære en dissektion og siden udtage hjernevæv til sin egen forskning, hvis mål det er at udgrunde hemmeligheden bag menneskets oprejste gang; når debutanten Mads Brenøe i Så megen vrede (Lindhardt og Ringhofl opfinder en pervers psykopat til splatternovellen "Eva" og lader ham binde og kneble og kneppe en kvinde og sidenhen med langmodig omhu skære hende i mindre stykker; men såmænd da også når Klaus Rifbjerg i Vi blir jo ældre (Gyldendal) lader en ældre kvinde tænke tilbage på den gyldne tid, da hun stod nøgenmodel til statuen henne for enden af det lille torv, eller når Cecil Bødker i Tørkesommer (Gyldendal) skildrer en dreng, der bliver mobbet, og fysisk konkret nøje redegør for, hvordan klassekammeraterne sætter sig på ham og han bider en af dem i balden, så en plamage af blod breder sig over undertrykkerens buksebag - så indkalkulerer forfatterne læserens krop og fantasier om kroppen som fiktionens forudsætning. Så spiller novellen på læserens frygtblandede fascination ved kroppen og dens skrøbelighed.
Temaet dukker også op hos Vibeke Grønfeldt i robinsonaden Opdagelsen (Lindhardt og Ringhof), hvor hendes eneboer Hans fantaserer sig frem til sin død, hos Jens Smærup Sørensen, i den totalt gennemarbejdede anden udgave af romanen En musikers bestemmelse (Lindhardt og Ringhof), hvis hovedperson stedse kredser om et sår, som tegn for alskens elendighed, samt hos Lars R. Stadil, hvis roman Alt under kontrol (Gyldendal) lader en hjerne i formalin danne handlingens midtpunkt.Vi genfinder kroppen i tid og rum hos dramatikeren Astrid Saalbach, hvis personer i Morgen & Aften (Rosinante), sidder i en gudsforladt verden. De har lært sig at leve i og med katastrofen, og de gør til stadighed krop og sygdom til billeder på den.
Også i årets oversatte nordiske litteratur genfinder vi kroppen og må ind i dens skjulte verdener, sådan som de beskrives af Ingmar Bergman, der jo husker så formidabelt, men også som de dramatisk sættes i scene af hans landsmand Carina Rydberg og af de to islændinge Gudbergur Bergsson og Vigdis Grímsdóttir.
Hvorfor al den kropslighed?
Det spørgsmål trænger sig på, hvorfor lige netop kroppen og dens skjulte gåder dominerer digtningen nu. Foreløbig har jeg fem svar:Kroppen udgør for det første scenen for vor basale erfaring af forskel og dermed af sprog. Det er gennem lemmer og sanser, vi lærer at mærke forskel på inde og ude, varmt og koldt, haven og mangel, væren og fravær.
Kroppen giver os for det andet vort forlæg for at forstå sammenbrud og katastrofer. Den leverer vore billeder af heling og katastrofe, vækst og forgængelighed.
Kroppen kan for det tredje siges at være det allersidste, vi suverænt kan råde over selv, efter at Marx og Freud har ført bevidstheden tilbage til den materielle basis, i samfund og nerve-impulser. Punk-kulturen med dens mange eksempler på selviscenesættelse og provokerende grimhed var her en tydelig trend; men at kroppen i stigende grad opleves som det ultimative fristed, fremgår også af de seneste års populære bøger om døden, med vejledning i selvmord og med nænsomme anvisninger på en velordnet og harmonisk død. Når plakaten spørger os: "Har du lovet dig selv aldrig at blive fed?" så spilles der igen på drømmen om at beherske kroppen, og på angsten for at miste dette sidste suverænitetens felt.
Kroppen kan for det fjerde anskues som det eneste virkelig sande og konkrete i en verden, hvor bærende sammenhænge er brudt ned. De store fortællinger afløses i flere kunstarter og kulturformer af en skærpet sans for det fysiske, det fænomenologisk konkrete. Litteraturen former sig da som "undersøgelser af, hvordan livet arter sig, leves og kan leves efter de store fortællingers tid - det er af en grundene til, at kroppens historie, sansernes erfaringer og tingsverdenens rene, fænomenologiske evidens spiller så stor en rolle," for nu at citere et essay, hvormed Poul Vad beskriver sin egen prosa, i Knudepunkter (Samleren).
Kroppen repræsenterer for det femte selve det absolutte - fordi vi nu lever i en kultur, hvor menneskene dels har vænnet sig til at leve uden en gud, altså uden "det absolutte andet", dels i stigende grad lever deres liv alene eller i det mindste i uforpligtede valgfællesskaber i stedet for i definitive skæbnefællesskaber, altså uden den anden som vilkår - eller som gave.
Flere forklaringer kan nok tænkes. Men det er hævet over al tvivl, at litteraturens kredsen om kroppen, dens færden langs legemets grænser, har fat i noget væsentligt, fælles. Og det er påfaldende, så ofte disse indkredsninger af det smertefulde og pinagtige kommer til at dreje sig om tab, hyppigt symboliseret ved det der forlader kroppen: blod, urin og ekskrementer; brystmælk, sved, safter og sæd; bussemænd og udklemte bumser; hår, negle og knogler - alt det vi oplever som vort, sålænge det blot befinder sig inden for kropsgrænsen, men som vi tit ser som farligt og fremmed, så såre det forlader os, hvorfor vi da også omgås det med mangehånde sære ritualer og forbud. Man klipper ikke negle i bussen, men man må godt pille næse siddende bag rattet i sin bil. Hvad gør man med bussemanden bagefter?
Lyrikken
Det blev antydet ovenfor, at dansk lyrik fra efteråret 1993 undertiden havde fat i kroppens virkelighed. Betragtet i sin helhed må sæsonen dog betegnes som temmelig blodløs - med mange tynde, nysselige tekster, der umiskendeligt lignede "digte". Nogle var skrevet af erfarne poeter, andre af tamme og indtil videre ret anonyme debutanter. Smukkest står Per Højholts samling, den eneste vægtige året igennem, hvis 25 korte tekster dels skærpede digterens besindelse på døden, dels uddybede det forpligtede mellemværende med naturen, som han åbnede i 1989 med samlingen PRAKSIS, 9: Det gentagnes musik. Enkelte fornemme linjer fandt man endvidere hos F.J.Jac i Måske et spor, nu jorden (Borgen), en bog om "at stimle undrende om sig selv" og "tro på sit eget levende, der er så usikkert"Lyrikerne blegnede karakteristisk nok i forbindelse med den første uddeling af Bogmessens debutantpris; det var hos de lidt ældre, man af og til kunne støde på digteriske kvaliteter. Dan Turélls sidste digte Cha-a cha-cha (Borgen) havde således en styrke i deres udforskning af kroppen som smertens og dødens sted, og der skete interessante sager på grænsen mellem biologi og religiøsitet hos Ulrikka S. Gernes samt ikke mindst Birthe Arnbak. Sidstnævntes Rottefængeren og andre digte (Gyldendal) bliver stående i erindringen med sine nænsomme billeder af længsel, sår og savn.
Novellen
At små og store kropskatastrofer findes i årets noveller, kan vel ikke undre, når man betænker, at katastrofen så at sige er genren iboende. Den klassiske novelle tager jo sit udgangspunkt i en given tilstand, og skaber så en krise eller krigstilstand ved i den forud kortlagte orden at indføre et fremmedelement. De store spørgsmål, noveller stiller, er hvad udfaldet bliver, og hvorledes det bør forstås.Denne skematik gør genren særdeles velegnet til at skildre de store sammenbrud gennem de mindre, og årets noveller tematiserer da også kriser og kaos af enhver art - idet forfatterne stedse bruger kropslige billeder for det.
Her tænkes ikke lige på Angelo Hjorts ulideligt fnisende, finurligt selv-henpegende småsnak, i Tante Harald og Stine Håndkuffert (Gyldendal) eller på Georg Metz' demonstration af, at han også kan skrive kedelige og forudsigelige historier fra et hjemligt miljø, med Til gården og gaden (Vindrose). Nej, jeg tænker især på to yngre novelledebutanter: Naja Marie Aidt, som i Vandmærket (Gyldendal) får sammenbrud og fatale kriser anskueliggjort gennem tårerne, håret og blodet, og Solvej Balle, der med Ifølge loven (Lindhardt og Ringhof) simpelthen leverede årets bedste novellesamling. Værket består af fire tekster, der som overskrift har en lov: Loven om obduktion og ligsyn, Loven om gengældelse øje for øje og tand for tand, Galileis lov om legemers fald i et lufttomt rum, samt termodynamikkens anden lov, den om entropien. Uden at gøre sine personer små behandler Solvej Balle dem velgørende distanceret, som fysiske størrelser slet og ret.
Den avancerede roman
Samme kliniske klarhed og objektive tydelighed dokumenterede Jeppe Brixvold i sin roman Hotellet (Borgen), om en portier, der langsomt når ud af sin passive betragterrolle og lærer at gribe et ansvar for andre. Trods den kølige tone havde hans bog en underliggende moraldiskussion, ganske som Merete Pryds Helles Vandpest (Borgen): årets nok flotteste bog, som parallelt med sin handling bringer billeder og citater fra gamle naturhistoriske og geografiske opslagsværker. Handlingen kulminerer da to unge elskende i en ballon lander langt ude på bøh-Landet og møder en lille familie, hvor datteren har hårdt brug for hjælp. Ved sin flerfløjede komposition kan romanen siges at føje sig ind i en af de klareste trends i ung skandinavisk prosa: genopdagelsen af det lokale i digtningen, af det fysisk konkrete liv og den yderst håndgribelige død. Med inspiration fra norske forfattere som Paal-Helge Haugen og Cecilie Løveid dyrker man over hele Norden for tiden en romantype, hvor det af læseren forventes, at man går aktivt medskabende ind i processen.I år var formen tillige repræsenteret af Helle Helle med Eksempel på liv (Llndhardt og Ringhof) samt ved Kirsten Hammanns Vera Winkelvir (Gyldendal).
Mellemspil - prosaen nu
For nogle år siden, mens 80ernes lyrikergeneration stadig var det mest iøjenfaldende nybrud i den litterære verden, kunne man på biblioteker observere den tendens, at lånerne enten flokkedes om det nyeste og mest avancerede eller også søgte hen i emnegruppen med personalhistorie. Siden da er lyrikbølgen fladet ud, og romanen har med skiftende held indoptaget biografien og interessen i skæbner, og derved fået fat i et talstærkt publikum. Men der er kun tale om én tendens! Eksperiment og personalhistorie kan ses som udtryk for samme strømning, den enkeltes spørgsmål om sit legeme og dets skæbne.Thi hvad er vel en biografi andet end en krops historie? Og hvorfor læser vi biografier, hvis ikke for at overtyde os selv om, at der engang har eksisteret en krop næsten som vor egen?
Forfatterhistorie
Særlig interesse vækker biografien og den biografiske fiktion, hvor den skildrede person er en i forvejen kendt forfatter. I så tilfælde rejses nemlig det kildrende spørgsmål, hvorvidt de ord, der engang forlod den biograferede krop, mon også fik udtrykt personens gåde. Den litterære biografi og den på biografiske studier baserede roman fremdrager da billedligt talt blodet, urinen og ekskrementerne; brystmælken, sveden, safterne, sæden; de udpillede bussemænd og de udklemte bumser; afklippet hår, afbidte negle. ja, måske lidt knogler og knyster. Og den skrivende veksler gerne imellem at sætte sig selv i scene som den kloge gåde-opklarer - eller ydmygt give fortabt, lade hemmeligheden stå, som om den endnu venter på sin detektiv, som om svaret sidder et sted inde i den døde krop.Klaus Rifbjerg leger med tanken i en af sine nye noveller, om den unge ærgerrige litteraturforsker Richard Antvorskov (læs: Jens Andersen), der drager til Spanien for at udforske Theodor Kreutzers (alias Tom Kristensens) skæbne. Modellen for begge figurer kan studeres i Jens Andersens Dansende stjerne (Gyldendal) - der omhyggeligt dokumenterer stort og småt i Tom Kristensens liv, men absolut intet nyt har at sige om de digte og prosatekster, som vel i sidste ende skulle forlene hans bog med en slags berettigelse.
Heller ikke Frans Lasson får udtømt gåden Frank Jæger. Men i sin udgave af Den unge Jægers breve (Gyldendal) får han skabt en tankevækkende spænding mellem dokument og digt. Brevene viser ind til personlige dyb, som kun digtene fik åbnet og foldet ud. Og digteren fremstår som det på én gang indviede og uværdige medium for sin egen kunst.Villy Sørensens sært besættende dagbog er med Perioder (Gyldendal) nået til tredje og sidste bind: "det skjulte" findes ingen steder, men der er visdom og lys overalt. Hemmeligheden har gennemgået fortolkningens, refleksionens proces - her kan for en gang skyld tænkes, sikke en uvant befrielse. Læseren møder her en forfatter, for hvem alt er alvor, og man følger på nært hold en sygdomsplagets krops dokumenter. Er der en, der har ret til at skrive om kroppen, må det vist være Villy Sørensen: "Der skal en stærk ryg til et stort hoved."
Forfatteren taler et sted om "den kunst at kunne leve som om man skulle blive ved med at leve", og han tilføjer, at " Kun hvis man har tid nok, kan man udnytte den knappe tid." - Dér fanger han endnu et vigtigt aspekt af den megen kredsen om kroppen. Vi har mere tid end nogen sinde før til at leve og filosofere, men vi har uheldigvis presset hele vor vågne tid ind i arbejdets syge fornuft og har derved faet så lidt tid, at vi panisk frygter døden og dermed også øjner den bag snart sagt enhver dårligdom og ubehagelig hændelse - som om det onde var det, der gør ondt, og som om en vished om døden skulle ugyldiggøre nuet fremfor at gøre det enestående eller ligefrem helligt.
Oversat nordisk litteratur
Blandt årets nordiske oversættelser mærker man sig særlig et par svenske moppedrenge, af hvilke specielt én placerer sig tematisk centralt - på godt og ondt, mest ondt. Det er Carina Rydbergs roman Levende død (Tiderne Skifter), som vist, hvad kropstragedier angår, sætter fællesnordisk rekord. Marika har inden handlingens begyndelse taget sit eget liv; men hun får af forfatteren lov til at leve videre og fortælle sin livshistorie, sideløbende med at hun iagttager sin mand, Jonas, der skrev de dræbende piller ud, belurer sin tvillingebror Carl, til hvem hun i sin tid havde et incestuøst forhold, og følger sin moder, der i en afgørende periode af Marikas barndom misbrugte hende seksuelt. Min sjæl, hvad vil du mer? Har man én gang kæmpet sig igennem denne roman, kan man springe fem andre krise- og terapibøger over - og f.eks. opsøge en anderledes sanddru selviagttager som Ingmar Bergman, hvis fine erindringsbog Søndagsbarn (Lindhardt og Ringhof) bæres af hans evne til sanseliggørelse og kølig stilisering, og som derved sætter sin læser i stand til at genkalde sig sin egen barndom.Hos islandske Gudbergur Bergsson består det kunstneriske kup i at sprænge den skal af nostalgi, der traditionelt har omgivet skildringer af børn på landet. En ni-årig pige, der har stjålet i diverse butikker, sendes væk fra byen, angiveligt på forbedringsarbejde; men i stedet for at give os det søndagsskolebillede, man kunne have grunde til at forvente, har Gudbergur Bergsson i Svanen (Rhodos) vist en lille, stærk person, der modnes eksplosivt gennem oplevelsen af fremmedhed, ensomhed og dyb angst. Hos landsmanden Vigdis Grímsdóttir placeres forløsningen mindst lige så originalt i fortælleprocessen selv. En ung kvinde, der har myrdet en mand, forklarer i løbet af tolv timer sin advokat om grundene til det og som hun forfører ham - til dels at tro på historien, dels se hende som den hun er - river forfatteren læseren med, i en storm af affekter, et følelsernes kaos. Jeg hedder Isbjörg Jeg er løve (Klim) kommer derved til at manifestere et ekstrem, en kunstnerisk konsekvens, der ellers har svært ved at trænge igennem de nabolandslitterære filtre.
Det subjektive
Ovenstående karakteristikker og vurderinger repræsenterer én læsning blandt mange i årets digtning. Andre ville have lagt vægten og sympatien anderledes. Men man er på den anden side som kritiker og introduktør nødt til at tro på, at ens værdidomme forstås af mange og deles af nogle.Om denne nødvendige subjektivisme talte engang den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830-86). Det var hende, der tilbragte hele sit liv i sine forældres hus, og det var hende, der efterlod siger og skriver 1775 digte. Hvad hun ville med sin kunst, fik hun fortalt en smule om i sine Breve til Thomas W. Higginson, der besøgte hende personligt i 1870. Ved denne lejlighed sagde hun:
"Hvis jeg læser en bog og den gør mig så kold i hele kroppen, at ingen ild nogen sinde vil kunne tø mig op, véd jeg at det er poesi. Hvis jeg fysisk føler det som om det øverste af mit hoved bliver løftet af, véd jeg at det er poesi. Disse to måder er de eneste. Findes der andre?"
Tilbage til toppen