paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne -
stille fløj
de een efter een, sorte perler paa himlens bund -

Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør -
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ -

himlens sæd rinder gennem
alle tage -
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster -
hver ild er
død -, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn -
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne -
ingen smiler -
ingen spejle dugges -
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER -

silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag

ingen vil kende
nogen efter
denne nat -
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer -

naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.