Citat fra en bog, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech skrev i 1933 om den engelske digter William Blake. Gustaf Munch-Petersen kendte Grønbech og var optaget af hans arbejde. I evigheden kan der ikke blive plads for kvinden, ti det kvindelige er intet andet end livets søndring i to, så at verden bliver fremmed. Når det kvindelige tager skikkelse, er hendes væsen modsætningen, foreningen gennem strid eller menneskets kamp for at få levende indhold. I evigheden bliver kvinden hvad hun ifølge sit ophav er: mandens emanation; uden for kødets verden gives der ikke noget, som hedder kvindelig vilje eller dronninger, siger Blake. I virkeligheden betyder det ikke at kvinden underkastes manden, men dybere, at det mandlige og det kvindelige ophæves og mennesket træder ind i kønnets plads; og dette er kun en akt i et større drama: ophævelsen af al forskel mellem du og jeg, mellem kunstneren der skaber og kunstværket som skabes, mellem den der oplever og det der opleves. Mennesket bliver hel, den poetiske genius der lever og giver sig hen i sine store, stærke tanker, ikke som en person, men som livets inspirerende, skabende fantasi. Citeret fra Vilhelm Grønbech, William Blake. Kunstner. Digter. Mystiker, udg. Bo Alkjær, efterskrift af Ebbe Kløvedal Reich (København: Vangsgaard, 2002/ 1933), s. 217.