Samuel Simon Weise: Det Danske Syngende Nymphe-Chor 1753
|
|
For 250 år siden - i 1753 - udgav Samuel Simon Weise en lille visesamling med titlen Det Danske Syngende
Nymphe-Chor, der var nyskabende for sin tid ved at bringe en række sange med nykomponerede melodier.
Desværre fik den en begrænset udbredelse, på trods - eller måske netop på grund - af den gode hensigt
at præsentere et lødigt viserepertoire.
Vi kender kun meget lidt til Samuel Simon Weises liv. Han var sandsynligvis født i København i 1699 som søn
af en knapmager og omtales som "Instrumentist og Laqverer". 1744-1757 virkede han som organist ved
Kastelskirken, hvor han efterfulgte Carl August Thielo, da denne sandsynligvis blev afskediget på
grund af opførelsen af et passionsoratorium i kirken uden tilladelse fra præsten - endda mod entre.
Derudover ernærede Weise sig som klaver- og harpelærer og underviste muligvis også i tegning. Endelig
solgte han en overgang tasteinstrumenter og noder, og med denne meget vekslende arbejdssituation var Weise
typisk for datidens musikere, der ikke havde fast embede. Det vides ikke, hvornår Weise døde.
|
|
Det meget udsmykkede titelblad viser en udsigt over København tegnet af
maleren og sangeren Peter Cramer og stukket af gravøren Johan Haas. De to kunstnere samarbejdede i årene
omkring 1753 sammen om en række smukke titelblade i kobberstik. Det var også Haas, der udførte titelbladet
til C.F. Breitendichs koralbog.
|
Grunden til vores interesse for ham stammer overvejende fra hans visesamling Det Danske Syngende Nymphe-Chor.
Den blev annonceret i slutningen af 1753 og betegnet som "1.te Samling", selv om der aldrig udkom følgende
bind. Weise indrykkede i oktober 1753 en avisannonce, hvor han tilbød samlingen og dens efterfølgere til
subskribenter, og man kunne tegne sig for et bind på forskellige papirtyper ved henvendelse til en række
privatadresser i København.
Også ifølge forordet til selve samlingen regner Weise med at udgive flere hæfter, og han beder danske forfattere
om at indsende gode tekstforslag. Endnu ved selve udgivelsen i januar 1754 kunne man tegne subskription på
en samling nummer to.
Det Danske Syngende Nymphe-Chor indeholder 12 viser til anonyme tekster. Det er dog lykkedes at fastslå
forfatteren til den første vise, To Rigers Velfærds Fødselsdag, nemlig Ambrosius Stub, der skrev digtet
som en hyldest ved Frederik 5's 30-års fødselsdag. Den blev afsunget i Ribe, som man kan læse om i
Post-Tidender, men vi ved ikke, hvilken melodi der blev brugt ved denne lejlighed. Et par andre tekster
kan muligvis tilskrives søkaptajn Hans Leth. Mange af teksterne findes i tidens skillingstryk eller
håndskrevne visesamlinger, nogle af dem helt tilbage til før 1700, men desværre uden forfatterangivelse.
Der er hovedsagelig tale om tidens populære hyrdepoesi og andre kærlighedsdigte suppleret af
lejlighedsdigte og en moraliserende vise.
Samlingen er et af de tidligste danske nodetryk, der trykker nodesatsen ved hjælp af kobberstik.
Sangene er trykt med sangstemmen øverst ledsaget af en basstemme med generalbastegn og derunder
teksterne opsat i vers. Efter avisannoncen var det dog oprindelig meningen, at der også øverst skulle
have været en instrumental melodistemme, og at generalbassen skulle være udskrevet på to systemer, men
det blev skåret fra i den trykte udgave.
|
|
Titelblade til Singende Muse and der Pleisse (1736) med Leipzig i baggrunden.
|
Det er Weise selv, der har komponeret melodierne, og det var ikke normalt for tidens visesamlinger fra
f.eks. Søren Terkelsen og
Gabriel Voigtländer (se Voigtländers samling her).
Disse udgivere tilpassede i stedet teksterne til kendte
melodier. Weises kompositioner er typiske for tiden med en klar inspiration fra dansesatser med en
instrumental stil, hvor man kan møde en del ornamenter, store intervalspring og rytmiske mønstre fra
tidens danse. De er alle strofiske, holder sig nært til teksten og bliver ofte bedømt som ikke særlig
sangbare set med nutiden øjne. Hvis man i stedet anlægger datidens målestok, er der en fin overensstemmelse
mellem tekst og musik.
Weise havde især to forbilleder, som han benyttede som inspiration for sin udgivelse. Den ene var Carl August
Thielos samlinger af viser fra Den Danske Skueplads. Thielo var Weises forgænger som organist i Kastelskirken
og fik i 1746 bevilling til at arrangere danske skuespil sammen med Ludvig Holberg. Han udgav en stor del af
de viser, der blev sunget i skuespillene i de fire hæfter med Samling af de Oder som på den Danske Skue-Plads
udi Kiøbenhavn ere blevne opførte, hvoraf den første udkom i 1751. Sangene her var også strofiske, men med et
større indslag af f.eks. drikkeviser og skæmteviser. En del af melodierne var nok taget fra tyske samlinger,
men også enkelte danske komponister bidrog, og samlingerne opnåede stor popularitet.
Det andet forbillede var den tyske jurist Johann Sigismund Scholzes visesamling Singende Muse an der
Pleisse, udgivet under pseudonymet Sperontes. Se noden her. Denne samling af omtrent 250 strofiske viser udkom i fire
bind i Leipzig fra 1736 til 1745 med flere nye oplag indtil 1751. Viseteksterne beskriver lige som hos
Weise borgerlige dyder og glæder, foruden kærlighed, venskab og håb også landlivet,
årstiderne og kortspil. Melodierne er lånt og bearbejdet fra samtidige kilder, og tonesproget er præget
af tidens dansesatser som menuet, polonæser og marcher. I Danmark skrev digteren og præsten Ambrosius Stub mange af sine poesier til Sperontes melodier.
Der udkom som nævnt kun ét bind af Weises samling, muligvis fordi sangene i Thielos samlinger var
mere populære og kom ud til en større kreds ved at optræde i tidens skuespil. Weises forsøg på at højne
standarden for viser fra de mere ligefremme teatersange til en lyrisk elskovspoesi lykkedes ikke rigtig,
og hans samling blev snart glemt. I dag eksisterer der kun ét kendt eksemplar, som stammer fra Københavns
Universitetsbibliotek, hvilket man kan aflæse af påskriften på det smukke bind "B.U.H." (Bibliotheca
Universitatis Hafniensis). Noden befinder sig nu på Det Kongelige Bibliotek og kan ses i sin helhed på
nettet.
Læs mere:
Se hele noden.
Den nyeste og grundigste behandling af samlingen findes i
Niels Martin Jensen: "Samuel Simon Weise og »Det Danske Syngende Nymphe-Chor«", Hvad Fatter gjør…
Boghistoriske, litterære og musikalske essays tilegnet Erik Dal, red. af Henrik Glahn, Austin Grandjean,
Poul Kristensen, Poul Steen Larsen og Erik Sønderholm. Herning 1982, s. 195-220
Derudover kan nævnes:
Niels Martin Jensen: "Samuel Simon Weise", Dansk Biografisk Leksikon 3. udgave, bind 15,
København 1984, s. 378
Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark, bind 2, København 1978, s. 134-35
Arthur Arnholtz, Nils Schiørring og Finn Viderø: Gamle Danske viser, bd. 5, Fædrelandssangen,
København 1942 (heri noderne til To Rigers Velfærds Fødsels-Dag)
S.A.E. Hagens biografiske kortkatalog
(Håndskriftafdelingen: Hagens Samling, kat. 32, 4to)
A.F. Büsching: Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste in dem Königl.
Dänischen Reichen und Ländern 1, København og Leipzig 1754
Seks af sangene er indspillet med Ulrik Cold (sang) og Kristian Buhl-Mortensen (lut). CD'ens titel
er Du dejlig Rosenknop. Danish Songs from the 18th Century, og den er udgivet i 1996 på plademærket
Classico med nummeret CLASSCD 134. På denne cd kan man også høre uddrag fra Sperontes' samling.
Tilbage til Fokus-oversigten
Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Marts 2003
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|