Det Kongelige Bibliotek - Musikafdelingen

Frederik Christian Breitendich blev født i 1702 som søn af organist ved Nikolaj Kirke, Henrik Breitendich, og også farfaderen var organist samme sted. Det har nok været faderen, som underviste sønnen i musik, og Frederik Christian afløste da også sin far, først som vikar fra 1725, og fra 1727 som ansat organist ved kirken. Han bestred dette embede i en lang række år, og blev i 1741 yderligere ansat som hoforganist ved Christiansborg Slot, da slottet just var blevet færdigbygget. Foruden disse jobs virkede Breitendich som cembalist i hofkapellet, og han undervist hoffets unge piger i spil på tasteinstrumenter. Således angives det, at han i vinteren 1736 fra november til maj måtte tage til Frederiksberg, hvor hoffet befandt sig, ikke mindre end 115 gange for at undervise prinsesse Louise (senere Landgrevinde af Hessen 1750-1831). Om sommeren gik turene til både Frederiksborg og Fredensborg.

Breitendich ansås for at være en meget habil musiker, hvad bl.a. kilder fra samtiden beretter om. Han var således et skattet medlem af Det Musikalsk Societet, et af tidens mest fremtrædende mødesteder for hovedsageligt amatørmusikere (bl.a. Ludvig Holberg), der øvede og gav koncerter sammen. Selskabet talte også enkelte professionelle musikere, deriblandt koncertmester J.E. Iversen og J.A. Scheibe samt altså Breitendich. Senere blev han også medlem af det mere private Det Musikalske Selskab, hvis koncertaftener især afholdtes i Rådhusstræde. I årene efter 1770 måtte han tage sin afsked fra flere af ansættelserne, og i oktober 1775 døde F.Chr. Breitendich.

Titelbladet til Breitendichs koralbog var overordentlig udsmykket

I dag er Breitendich nok mest kendt for sin koralbog, der blev udgivet på kongelige befaling i 1764. Allerede da han blev ansat som hoforganist i 1741, ønskede kongen, at han ville sammenstille en dansk koralbog, hvor "Chor og Orgelverk paa det allernøyeste skulle komme overeens med hverandre". For første gang i dansk kirkemusikhistorie fik organisterne en melodisamling, der var udgivet med harmoniseringer for orgel til akkompagnement af menighedssangen, og den kom ret sent i forhold til resten af Europa. De tidligere samlinger, bl.a. Kingos Graduale fra 1699 og Erik Pontoppidans salmebog fra 1740, som Breitendich har hentet mange af sine salmer fra, er enstemmige udgivelser tænkt for kirkesangeren eller kirkekoret. Breitendich medtager dog også adskillige nye melodier især fra tysk tradition, men de fleste af disse nyheder blev ikke videreført i dansk salmetradition. Alligevel findes ca. halvdelen af melodierne hos Breitendich i den nuværende danske koralbog. Et af hovedformålene med udgivelsen var også, at man skulle have en koralbog for hele den danske kirke og ikke de mange lokale samlinger, som var meget forskellige.

Harmoniseringerne var angivet som generalbas, og melodierne var ofte forsynet med mange forsiringer - et element, man også finder ude i Europa i midten af 1700-tallet. Grunden var bl.a., at man sang salmerne i et langsomt tempo, der opfordrede til udsmykninger mellem de enkelte toner. Breitendich gør i sin fortale meget ud af, at koralbogen er en afspejling af hans egen opfattelse af melodierne og kan bruges som et forslag til harmonisering.

Breitendich skrev desuden to lærebøger for de sangere og organister, som koralbogen var tiltænkt, "at samme maatte giøres nyttig og brugelig for alle". Her bestræbte han sig på "paa tydeligste og korteste Maade at fremsætte det som til en Choral-Sang nødvendig behøves…"
Et lidet Forsøg paa hvorvidt det er mueligt, ved Hielp af dette og et Clavicordium at kunde lære sig selv at synge en Choral efter Noder omhandler nodelæsning, og her skal man kunne tonenavne, skalaer, rytme, fortegn og tonekøn. Bogen består hovedsageligt af øvelser i bladsang, herunder en del skalaer, således at sangerne "skikkelig kunde tone vore Kirke-Psalmer, og ikke ved en uskikket Sang forstyrre Meenighedens Andagt".

På samme måde forklarer Kort og eenfoldig Underviisning, hvorledes man selv kan lære sig at sette Harmonien tilsammen efter de over Noderne satte Tall eller Ziffere tydningen af generalbastegnene. Her er intervallerne og deres sammensætning i akkorderne i centrum. Bogen er ikke udgivet for eksperterne - siges der - men for dem, der "ikke saa lige veed at sette nogen Harmonie tilsammen efter de Ziffere eller Caracterer der settes over Noderne, og da maa tage paa Lykke og Fromme hvad dem kommer i Haanden".

Derudover var Breitendich også interesseret i klokkespil, og det sandsynligvis mest af økonomiske grunde. I 1736 fik han tilladelse af Christian 6. til sammen med sin svoger at installere et klokkespil i Nikolaj Kirkes tårn efter hollandsk mønster. København havde tidligere haft et fint klokkespil i Helligåndskirken, men det var blevet ødelagt ved Københavns brand i 1728. Det nye var på 35 klokker, hvoraf den største skulle veje ca. 1200 pund. Tårnets bæreevne blev undersøgt nøje, og der var endda mulighed for at lave klokkerne lidt større end beregnet. I alt blev det til ca. 9.000 pund, hvilket endda ikke er så stort for et datidigt klokkespil.

Breitendich fik privilegium på at betjene klokkespillet i 30 år til en timeløn af 6 Rdlr. Han betjente det selv ved bryllupper og begravelser mod betaling, og derudover spillede han en times tid hver dag til almindelig fornøjelse. Klokkespillet blev således efterhånden populært i København. I 1740 flyttede Christian 6. imidlertid ind på det nye Christiansborg Slot, og blev således genbo til kirken. Efterhånden blev al denne musik ham dog for meget. Han befalede, at de kun skulle spilles to gange om ugen og i mindre tid ved bryllupper og begravelser, for at begrænse den udbredte musik. Begrænsning af hverdagsspillet var ikke noget problem, men Breitendich vides flere gange at have overtrådt forordningen om at spille mindre ved de særlig højtider, fordi folk ellers ikke ville betale nok. Både Breitendichs ansøgninger og kongens samt Københavns magistrats tilladelser og forordninger er bevaret, ligesom kontrakten med klokkestøberen Johannes Smit i Amsterdam.

I 1743 købte Frue Kirke klokkespillet for 6.000 Rdlr., og året efter blev det flyttet hertil og dermed behageligt langt væk fra Christiansborg Slot. Til gengæld kom Ludvig Holmberg til at nyde godt af det. I et af sine epistler skildrer han det med meget rosende ord som "et af de fuldkomneste udi Europa", men i et andet fortæller han om fire timers klokkespil ved en begravelse, som nok kan "bringe en studerende Person udaf Humeur, endskiønt han er mindre delicat end jeg er - Mon en halv Times Kimen kunde ikke være nok? Mon man for at beære de Døde, bør just dræbe de Levende?" Ved Københavns bombardement i 1807 brændte klokkespillet sammen med kirken.

Læs mere:

Om Breitendichs biografi:
Erik Abrahamsen: "Frederik Christian Breitendich", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave bind 2, København 1979, s. 507-08
Carl Thrane: Fra Klavikordiets Tid. Et Foredrag holdt i Foreningen "Fermaten" 7. Januar 1898. København 1898, især s. 12

Om Koralbogen:
Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, bind 2, København 1978, s. 39ff
F.C.Breitendichs Choral-Bog 1764. Udgivet i facsimile af Samfundet Dansk Kirkesang med en oversigt over koralbogens melodier ved Henrik Glahn, København 1970

Om Det Musikalske Societet og Det Musikalske Selskab:
V.C. Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid. Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag, bind 1, København 1886, især s. 37ff og 53ff
Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, bind 2, København 1978, s.50ff

Om Det Kongelige Kapel:
Carl Thrane: Fra Hofviolonernes Tid. Skildringer af det kongelige Kapels Historie 1648-1848. København 1908

Om klokkespillet:
"Om Sangværket i Frue Kirke", Journal og Haandbog for Kjøbenhavnere, udg. af Frederik Thaarup, 1. bind, København 1797, s. 470-78 (heri transskriptioner af diverse reskripter)
Villads Christensen: "Nicolai Kirkes Sangværk", Historiske Meddelelser om København, bind 2, 1909-10, s. 474-456 (heri transskription af ansøgninger og forordninger)
Angul Hammerich: "Klokkespillet i København af 1736", Fra Arkiv og Museum. Tidsskrift for Østifternes Historie og Topografi, 5/2, andet Halvaar 1912, s. 172-184 (heri også transskription af ansøgninger samt af kontrakten med den hollandske klokkestøber)

Det Kongelige Bibliotek har koralbogen - både i den originale udgave og i genudgivelsen fra 1970.
Biblioteket ejer også de to lærebøger, som Breitendich udgav.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musikafdelingen
Opdateret November 2002