Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Dyveke er mest kendt som kong Christian 2's elskerinde, der på forunderlig måde omkom sandsynligvis ved at spise forgiftede kirsebær. Vi har ikke så mange faktuelle oplysninger om hende, så måske netop derfor har historien givet fantasien frit løb. Både pigen selv og hendes skæbne er blevet behandlet i adskillige musikalske værker - hver på sin måde. Længsler og drømme går igen, lige som man også ofte møder fuglemotiver - Dyveke betyder "lille due".

De skabende kunstnere kunne betragte det som en forudsætning, at publikum var bekendt med Dyvekes tragiske endeligt, og der er derfor mange, oftest dramatiske og ildevarslende, undertoner i værkerne. Til sammen giver de nogle forskellige, men spændende og jo klart fiktive versioner af historien, for som Dansk Biografisk Leksikon så rettelig angiver: "Der findes talrige Fremstillinger af Dyveke, men ingen hviler paa historisk Grundlag".

Hvad ved vi egentlig om Dyveke?
Dyveke kom fra Amsterdam, men opholdt sig sammen med sin mor, Sigbrit, i 1507 i Bergen, hvor de havde en lille salgsbod. Her traf prins Christian (2.) hende, og datteren blev hurtigt prinsens elskerinde. De tog begge med ham først til Oslo og i 1513 til København, hvor de fik bolig på Hvidøre, lidt nord for byen. Senere byggede kong Christian en gård til dem lige ved Københavns Slot. Efterhånden fik Mor Sigbrit en hidtil uhørt politisk indflydelse på kongen, og det øgede rigsrådets fjendtlige indstilling over for både mor og datter.

I 1514 blev kong Christian imidlertid gift med den nederlandske prinsesse Elisabeth, men det betød dog ikke, at han opgav forholdet til Dyveke. Trods flere henvendelser både fra Nederlandene og forskellige mellemeuropæiske, indflydelsesrige fyrster deriblandt den tysk-romerske kejser, ville kongen ikke sende Dyveke væk. Kejseren havde ellers truet med, at der ville ske Dyveke en ulykke, hvis forholdet ikke blev afsluttet.

Den 21. september 1517 døde Dyveke imidlertid ret pludseligt, uden at grunden helt er klarlagt, men dødsfaldet gav anledning til mange spekulationer om mord. Samtidig bidrog begivenheden og ikke mindst efterforskningen til politisk at øge modsætningen mellem kongen og rigsrådet. En af de fremsatte teorier om dødsfaldet gik ud på, at adelsmanden Torben Oxe var blevet forsmået som Dyvekes elsker og derfor havde forgiftet nogle kirsebær til hende. I hvert fald blev Torben Oxe dømt og henrettet.

Dyveke i kunsten
Det er klart at en spændende historie som denne med ingredienser som storpolitik og glødende kærlighed til en fascinerende ung pige har givet næring til flere kunstneriske fremstillinger. Det gælder f.eks. inden for billedkunsten, hvor især 1800-tallet kan levere et utal af Dyveke-portrætter og -scener, men også på teatret har man flere gange kunnet se hende som figur.

Det startede med en fejde
Allerede en af de første sceniske fremstillinger af historien, Ole Johan Samsøes skuespil Dyveke fra 1795 gav anledning til en regulær fejde. Det var nu ikke selve skuespillet, der udløste konflikten. Det blev anset for vældig godt og blev da også en succes, da det havde premiere i anledning af kongens fødselsdag d. 30. januar 1796. "Ved anden Forestilling var Jublen almindelig; man kunde ikke erindre, at have i det danske Theater seet Noget, der i enhver Enkelthed og i det Hele var saa fuldendt, og som havde vundet et saa udeelt og fra Hjertet strømmende Bifald.", skriver teaterhistorikeren Thomas Overskou.

Det var heller ikke titelrollen, som gav anledning til kontroversen, men derimod rollen som Sigbrit. Rollen var fra forfatterens side tiltænkt skuespillerinden Marie Cathrine Preisler, men kræfter inden for teaterdirektionen, deriblandt Knud Lyne Rahbek, ønskede at deres idol Johanne Rosing skulle spille denne rolle, så det blev i stedet hende, der fik den. Imidlertid var hun højgravid og havde sin tvivl om, hvorvidt hun kunne gennemføre flere foresillinger, men hendes mand, skuespilleren Michael Rosing, pressede hende nærmest til det. Forfatteren selv var død syv dage før premieren, så han kunne ikke blande sig i debatten.

Fru Preisler havde indstuderet rolle som suppleant, men da stykket havde spillet nogle få gange, skulle det tages af plakaten, så hun ikke fik lejlighed til at optræde som Sigbrit. Adskillige skribenter, bl.a. P.A. Heiberg, der nu havde opdaget sagens sammenhæng, gik i brechen for fru Preisler, som de mente kunne spille rollen mindst lige så godt, og en litterær polemik udspandt sig i de tidlige forårsmåneder 1796. Til slut fik Marie Cathrine Preisler lov til at spille Sigbrit, og trods hendes bekymringer om de store forventninger til hende, vakte hun jubel. Stykket blev opført over 75 gange i de næste årtier, så fru Preisler fik flere muligheder for at spille rollen.

- og i musikken
På musikkens område har flere komponister ladet sig inspirere af det spændende emne. Vi har udvalgt tre af historierne: Peter Heises Dyvekesange, Johan Bartholdys opera Dyveke og Kjeld Abells og Poul Henningsens skuespil Dyveke med musik af Kai Normann Andersen. Derudover kan man nævne f.eks. Emil Hartmanns suite for orkester, opus 45 med titlen Dyveke samt Thomas Manicus sang Dyveke og Svend S. Schultz's Tre Dyveke Sange, som begge benytter tekster fra Holger Drachmann digtscyklus.

Peter Heise
En af de mest kendte fremstillingen af historien i dansk musik er komponisten Peter Heises Dyvekesange. Teksterne er skrevet til komponisten af Holger Drachmann i efteråret 1878, og de blev trykt første gang i samlingen Ranker og Roser, som udkom den 4. april 1879. De optræder i to dele I Bergen og Paa Sælland, som hver rummer fem digte.

Drachmann har skrevet versene som et forstudie til et større drama om Christian 2., og ifølge litteraturhistorikeren Paul V. Rubow har han søgt at lægge sin anden kone, Emmy's, følelser ind i digtene. Heise har derpå udvalgt de vers, der fortalte specifikt om Dyveke samtidig med, at han har skelet til, hvad der var mest dramatisk.

Se hele manuskriptet til Heises sange

Musikken
Heise satte et udvalg på i alt syv af dem i musik i perioden november 1878 til sommeren 1879. Han valgte både den strofiske og den strofisk varierede form, og undervejs i kompositionsprocessen ændrede han en del steder i manuskriptet. De udkom på Wilhelm Hansens forlag i december samme år, dog først efter komponistens død den 12. september, og det var hans nære musikalske medarbejder Axel Grandjean, der havde færdiggjort udgaven med dynamiske tegn etc. Man må have forventet en vis afsætning, for de blev udgivet både i originaltonearterne og for dyb stemme.

Titelbladet til den tyske udgave af Dyveke-sangene. Klik for større billede

Titelbladet til den danske udgave af Dyveke-sangene. Klik for større billede

Forsiderne bringes med venlig tilladelse fra
Edition Wilhelm Hansen.

Begge udgaver er tilegnet den dramatiske sopran Sophie Keller, som også ofte sang disse romancer på sin egen naturlige og ukunstlede måde. Her er dog kun medtaget i alt seks af Heises sange, mens den syvende "Se, nu er Sommeren kommen" først blev udgivet i 1896 i et hæfte med "Nordiske Sange", idet komponisten mente, at samlingen af de seks sange i sig selv dannede en bedre helhed, og den sjette sang "Næppe tør jeg tale" er da også en meget stærk slutning på sangcyklen. Enkelte gange er "Se, nu er Sommeren kommen" også medtaget, når sangcycklen opføres, men det er svært at sige med sikkerhed, hvor ofte det har været tilfældet.

Titelbladet til 'Nordiske Sange' med den sidste Dyveke-sang. Klik for større billede

Den syvende af Heises Dyveke-sange udkom først i 1896 i dette samleværk, som dog også blev udgivet i enkelthæfter. Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen

De dramatiske sange
Og man forstår godt, at der skulle en meget dygtig og udtryksfuld sangerinde til at fortolke disse sange, der med deres dramatik nærmest udgør et klimaks i Heises omfattende sangproduktion. Heise og Drachmann sætter sig ind i Dyvekes ungpigeunivers og skildrer hendes drømme og længsler med de mange hurtige stemningsskift, som et usikkert ungdommeligt sind giver udtryk for. Fuglemetaforen, især med due og høg, anvendes ofte og såvel i melodilinie som i akkompagnement kan man høre fuglens frie flugt - igen som et drømmebillede.

Netop frihedstrangen er central, både i den unge Dyvekes drømme om en anden og mere velhavende position og i forbindelse med hendes tilværelse i København, hvor hun betragter sig som fange. De store følelser træder tydeligt frem og kalder på en kommenterende musik, som Heise for alvor mestrer. Både vinden og havet som billede på Dyvekes længsel og angst, og gøgens kukken som udtryk for hendes hjerteslag skildres flot i musikken. Det er den unge Dyveke, vi hører om i disse sange.

Johan Bartholdy
Bartholdys opera Dyveke er til gengæld et eksempel på et større værk, der ikke fik den store udbredelse. Allerede i 1886 havde han haft succes med operetten Svinedrengen, som blev opført på Dagmarteatret, og i sæsonen efter fik operaen Loreley premiere. Den sidste fik dog kun tre opførelser, men den 8. januar 1899 kunne Bartholdy så atter markere sig på Det Kongelige Teater med Dyveke til tekst af forfatteren Einar Christiansen. Inden da havde den ventet et par år på at komme frem (partituret er slutdateret 15. december 1895), men nu blev den præsenteret med bl.a. den meget nationalt sindede baryton Niels Juel Simonsen som Christian 2.

Operaens emner
Operaen beskriver hele Dyvekes tid med Christian II. Den indledes med et forspil, som foregår i Bergen, hvor de to unge viser deres kraftige følelser for hinanden. Samtidig får man et indtryk af Mor Sigbrits klarsyn og dømmekraft.

Selve operaen udspilles dog i København, hvor Dyveke og moderen er blevet installeret på Hvidøre. Man hører om Christian II's dronning, der ankommer til landet og om Torben Oxes og en munks tilnærmelser til Dyveke, som dog bestandig er tro mod kongen. Det politiske spil omkring Mor Sigbrit antydes, og en gesandt fra Nederlandene kræver Dyveke fjernet. Flere er engageret i et forsøg på at redde hende ved at få hende ud af landet, men til slut spiser hun de forgiftede kirsebær og dør til kongens store sorg.

Teksten kalder på en musik til at skildre de store følelser - først den uendelige kærlighed og senere angst og frygt. Forudanelser er der nok af. Jagtmotivet er gennemgående på flere områder, og personerne skildres ofte med fuglemetaforerne. Som tidskolorit anvendes folkevisepasticher, og samtidig tilføjes nogle nationale naturbeskrivelser som passer mere til midt-1800-tallets romantik. Generelt er skildringen af den unge, uskyldige pige og hendes følelser helt i tråd med et romantisk billede af den historiske person.

Johan Bartholdys opera Dyveke udkom i 1899.
Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen

Titelbladet til Bartholdys opera 'Dyveke', udgivet i 1899. Klik for større billede

Musikken
I Jakob Fabricius' anmeldelse (Illustreret Tidende, 15.1.1899, s. 269) skriver han om teksten, at der er "lagt stærkere Vægt paa lyrisk Virkning end paa dramatisk Spænding". Bartholdy skrev i tidens løb netop mange sange, og den lyriske romance blev en af hans stærke sider som komponist. "Bartholdys Kunst er frisk, sund og frejdig, men den er ikke anlagt for dybere Problemer", fortsætter Fabricius, og anmelderen Gustav Hetsch kan tilføje, at der ikke er meget original karaktertegning eller dramatisk spænding..

Operaen er da også meget lyrisk i sin karakter, og det er da også i sine mange romancer og viser, at værket har sin styrke. Bartholdy bruger en form for ledemotiver til karakterisering af f.eks. kongens og Dyvekes kærlighed, men ellers mangler musikken lidt spænding og nerve. Den griber på dette tidspunkt for meget tilbage til et romantisk tonesprog og form, ikke mindst i sin musikalske skildring af stemningen i et dansk sommerlandskab. Så efter i alt ni forestillinger i 1899 og i sæsonen efter måtte den tages af plakaten. Det var ikke så mærkeligt, at man i en nekrolog over komponisten måtte konstatere, at "den egentlige dramatiske Ævne var ham nægtet".

Kai Normann Andersen
En af de kendteste og mest symbolladede viser i 1900-tallets danske musik er "De binder os på mund og hånd". Visen er endda blevet indspillet fornylig med gruppen Outlandish. Men det er måske ikke så kendt, at visen stammer fra en revykomedie fra 1940 med titlen Dyveke.

Lidt om baggrunden
Stykket opstod som et samarbejde mellem forfatteren Kjeld Abell, der skrev selve skuespillet, forfatteren Poul Henningsen, der bidrog med viseteksterne sammen med Holger Bech og komponisten Kai Normann Andersen. Også scenografen Svend Johansen må siges at have inspireret de skabende og udøvende kunstnere, som bl.a. omfattede Liva Weel i stjernerollen som Dyveke og Ib Schønberg som kongen. Stykket havde premiere den 31. maj 1940 på Riddersalen i København.

Allerede i 1927 havde Kjeld Abell arbejdet med Dyveke som tema, og havde da set Bodil Ipsen i titelrollen, men stykket blev aldrig opført. Blandt Abells papirer findes imidlertid en række smukke skitser til kostumerne. I 1940 var skuespilleren og teaterdirektøren Arne Weel leder af Riddersalen, og han fik den ide, at bede Abell om at tage stykket op igen, denne gang med de nævnte samarbejdspartnere. De havde alle mødt hinanden nogle år forinden, og respekterede hinandens arbejde.

Under besættelsen
Men Arne Weel havde ikke lige taget i betragtning, at Danmark i mellemtiden ville blive besat af tyskerne den 9. april. Dagen efter indleverede han manuskriptet til censor Jacob Normann - for at få det tilbage med en masse blå streger især over viserne. Især Poul Henningsens vise med titlen "Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter kun er svig", som senere blev til "De binder os på mund og hånd", blev slettet.

Poul Henningsen tilbød imidlertid at skrive viserne om, for, som han skriver i programmet, "hvis visen skal være et vaaben, som den altid har været det ogsaa storpolitisk… saa maa den baade more og mene". Og da Liva Weel var engageret, arbejdede man videre med stykket, som var en fin udfordring netop for hende som skuespiller. Kai Normann Andersen havde også tidligere skrevet sange til Liva Weel, og det var ofte vigtigt for ham at vide, hvem der skulle synge melodierne. Skuespillerinden var på dette tidspunkt syg, og Dyveke blev da også hendes sidste store rolle. Stykket blev modtaget med stor succes, dog ikke fra de pro-nazistiske aviser. Det turnerede rundt i landet i 1½ år, før det sluttede i november 1941 med en række forestillinger på Det Ny Teater. I denne periode blev det opført omkring 400 gange.

Dyveke i dette stykke
Stykket betegnes som en "revykomedie", således at den har en gennemgående handling, men med indlagte aktuelle sange, der kunne ændres undervejs. Poul Henningsen forstod da også i sin omskrivning af viserne at indlægge en række forståelsesmæssige undertoner, som gik lige ind hos publikum. Arne Weel erindrer da også, at publikum rejste sig op i tavshed efter "Man binder os på mund og hånd" ved premieren, og også anmelderne gav den særlig omtale.

Stykket skildrer en ung dramatiker anno ca. 1940, der vil skrive en stykke netop om Dyveke. Inden han kommer rigtig i gang, springer hun pludselig fra sin himmel ind i hans stue, ledsaget af nogle af muserne. I regibemærkningerne er hun præsenteret som "stor og yppig - håret er halvlangt, rødligt og purret - kjolen er stor og historisk". Hun vil bestemt ikke finde sig i at blive skildret som en bly viol - tværtimod opfatter hun sig selv som en pige af kød og blod, der havde en stor portion mod på livet og kærligheden og vil gerne fremstå som sådan. Dyveke ender med at slippe ud i det københavnske natteliv, hvor hun med sit bramfrie sprog og ligefremme opførsel har en herlig tid, inden muserne får tilkaldt Christian II, som hjælper med at finde hende.

Både Dyvekes og kongens forundring over tingenes tilstand giver mulighed for at indlægge viser, der kommenterer meget aktuelle emner, og også et enkelt sted kommenterer Heises sange. Viseteksterne handler i høj grad om friere former for kærlighed, dannelse, troskab og vaner og om, hvad man kan sige med ord. Mange af dem kan for et indforstået publikum nemt tillægges videre fortolkning, men det har på flere områder krævet, at folk f.eks. kendte Christian II's historie - hvad mange også gjorde. På den måde vendes både opfattelsen af Dyveke og af 1940erne på hovedet i en provokativ, fabulerende stil. Den unge pige er i hvert fald en helt anden end i de to foregående kunstneriske fremstillinger af hende.

Fra den dramatiske og udtryksfulde unge pige over den mere romantisk resignerende Dyveke til den hårdtslående, bramfri skikkelse kan man opleve denne spændende figur fra Danmarkshistorien. Disse frie fortolkninger giver alle samtidig et spændende billede af såvel deres skabende kunstnere som den tid, de blev skabt i.

Læs mere:
- om Dyveke
Povl Bagge: "Dyveke", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave bd. 4, København 1980, s. 84

Ingrid Skovsmose Jensen: "Dyveke", Dansk Kvindebiografisk Leksikon, online på http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/625/query/Dyveke/ Her kan man også søge artikler om Mor Sigbrit og Christian 2.'s dronning, Elisabeth

Benito Scocozza: Kongen og købekonen, København 1992

- om Dyvekefejden
Thomas Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, 3. del, København 1860, s. 641-57

- om Heise sange
Se mere på baggrundssiden til Dyveke-sangene

- om Johan Bartholdys opera
Einar Christiansen: Dyveke. Tragisk Opera i tre Akter med et Forspil. Kjøbenhavn 1899

Gustav Hetsch: "En ny dansk Opera", Ord och bild 8 (1899), s. 118-20

Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave, København 1917, s. 27-35 (om Johan Bartholdy)

- om Kai Normann Andersen og revykomedien
Kjeld Abell: Dyveke. Revykomedie i to akter af Kjeld Abell med viser af Poul Henningsen. Udgivet med efterskrift af Sven Møller Kristensen. Gyldendals Julebog, København 1967. Bogen er illustreret med Kjeld Abells tidlige kostumeskitser til stykket.

Paul Hammerich: Lysmageren. En krønike om Poul Henningsen. København 1986, især s. 303-08

Erik Hvidt: Politikens Revyhistorie. Fra Erik Bøgh til Jesper Klein, København 1981, s. 171-73

Anne Ørbæk Jensen, 2005

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Juni 2005