Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Johan Bartholdy (1853-1904) hører ikke til de mest kendte danske komponister, men til gengæld var han engageret i talrige områder af dansk musikliv i slutningen af 1800-tallet: dirigent for Studenter-Sangforeningen, kantor ved Skt. Matthæus kirke i København og formand for Musikpædagogisk Forening. Derudover skrev han en hel del vokalmusik og udgav flere bøger om musikæstetik og sangstemmens naturlighed.

Hvem var han?
Bartholdy blev født i 1853 i Hammel nordvest for Århus som søn af en apoteker og begyndte efter endt skolegang at studere statsvidenskab i 1872. Han afbrød imidlertid sine studier for i stedet at få en musikalsk uddannelse, og blandt hans lærere var Carl Helsted (sang), J.Chr. Gebauer (teori), Edmund Neupert (klaver) og Gottfred Matthison-Hansen (orgel). Som færdiguddannet besluttede han at hellige sig musikken.

Skt. Matthæus Kirke på Vesterbro i København

I 1883 blev Bartholdy ansat som kantor ved Skt. Matthæus kirke i København - en stilling, han bestred til sin død. Her arrangerede han bl.a. en række meget billige Folkekoncerter fra 1894 til 1904 med kirkemusikalske programmer, hvor også flere af hans egne værker blev opført. Bartholdy var en fin orgelspiller, og han improviserede også ved disse koncerter. Flere gange vikarierede han for kirkens organist, komponisten J.A. Krygell.

Sang og sangpædagogik
Sang - både praktisk og pædagogisk - interesserede Bartholdy meget. Han var i nogle år knyttet til Albert Meyers musikkonservatorium, men nedsatte sig omkring 1880 som selvstændig sanglærer. Han havde selv en lys tenorbaryton, som også blev udviklet hos svogeren, sangeren Laur. Chr. Tørsleff. Endvidere var hans kone, Octavia Bartholdy, en skattet koncertsangerinde, der også underviste. Bartholdy havde mange sangelever, og hans undervisning var bl.a. baseret på Tørsleffs ideer om stemmens naturlighed. Tørsleff havde optrådt på Det Kongelige Teater som operasanger, men stemmen slog ikke til, og han gav udtryk for, at forsøgene på at presse stemmen nærmest havde sygeliggjort den.

En "skibbruden sanger" havde lært af erfaringerne og kunne derfor videregive muligheder for at beholde den naturlige del af stemmen, skriver Bartholdy. Heri havde han et forbillede i den tyske sanger og kendte sanglærer Bruno Müller-Brunow og hans ideer om "den primære Tone". Hele denne ideverden nævnes i Bartholdys Hvorledes bliver jeg Sanger? Spredte Betragtninger over de Müller-Brunow-Tørsleffske Principer for Tonedannelse, der udkom i 1897. Han førte den endda videre over for præster, foredragsholdere, lærere og skuespillere i bogen Talestemmens Kultur? Et Memento Mori til Talere fra 1903, hvor han også gør opmærksom på, at den rette stemmedannelse er af afgørende betydning.

Titelblad til 'Hvorledes bliver jeg Sanger?'

Dirigenten
Formodentlig som en følge af sit sangpædagogiske virke blev Bartholdy dirigent for flere af tidens sangforeninger, deriblandt Ydun. Hans dirigentvirksomhed førte ham også frem til lederposten for Officers-Orkestret fra 1902 til 1904. Mest kendt på dette område blev han dog som leder af Studenter-Sangforeningen fra 1897 til 1903. Han tilførte koret et frisk pust, bl.a. i form af nyt repertoire, og han "udfoldede al den friske Elskværdighed og Jovialitet i det kammeratlige Forhold, som laa i hans livsglade Natur", men kunne samtidig godt "støde an i de toneangivende Kliker ved en mindre velovervejet Udtalelse", skrev samtidens aviser.

Bartholdy og musikæstetik
Man kan også fornemme hans sangpædagogiske virke i de små æstetiske udgivelser, f.eks. Musikens Natur. En fysiologisk-historisk Undersøgelse (1893). Her angives vokalmusikken at være musikkens oprindeligste udtryk, modsat opfattelsen hos flere fremtrædende musikvidenskabsmænd, der hældede til at nævne instrumentalmusikken i denne rolle. For Bartholdy var det bl.a. vigtigt at opdrage sangere til kærlighed til "Naturen i Kunsten", selv om instrumentalmusikken også vil spille en væsentlig rolle i fremtiden. Tonernes Naturlære samt en Fremstilling af Sammenhængen mellem Tonernes Natur og Musikens Kunstlære (Theori) (1892) er en mere ligefrem redegørelse for lyd, klang og toner samt melodi og harmoni som musikkens byggesten.

Johan Bartholdy og hans kone Octavia Bartholdy, født Tørsleff

Musikpædagogisk Forening
I 1897 tog musikhistorikeren Hortense Panum og komponisten Louis Glass initiativ til dannelsen af en musikpædagogisk forening. Blandt deres støtter var Johan Bartholdy, som også ved de indledende drøftelser var blandt dem, der slog til lyd for aflæggelsen af en faglig prøve som optagelseskriterium. Efter en heftig diskussion blev dette vedtaget, og Bartholdy blev leder af den gruppe, der skulle udarbejde foreningens love. I januar 1899 blev disse love vedtaget ved en generalforsamling, og som den første formand valgtes Bartholdy. I 1901 trak han sig dog tilbage fra bestyrelsesarbejdet.

Komponisten Bartholdy
Endvidere havde også militærmusik hans interesse. I 1897 skrev han i Militær-Tidende nr. 157a artiklen "Bataillonsmusik" (artiklen er signeret -h-, som formodes at være Bartholdy), hvor han redegjorde for ideerne om et lille korps af musikere til hver militærbataljon som supplement til regimentets musikkorps. Man burde udvælge de 5-8 mest egnede rekrutter og uddanne dem på piccolofløjte, tromme og signalhorn. Instrumenterne skulle skaffes via bidrag fra afdelingens officerskorps, og musikerne skulle behandles bedre end nu, hvor man også brugte dem til at bære en del af bataljonens gods. Med en mindre indsats skulle det på denne måde være muligt at højne militærmusikkens stade, og på det grundlag blev Bartholdy i 1899 indvalgt i Kommissionen for den militære Musik, hvor han var med til at udstikke retningslinier for en ændring af forholdene.

Klik for større billede. Forsideillustration fra operaen 'Loreley'

Forsideillustration til Bartholdys opera Loreley, der havde premiere 1887. Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen

Endelig var Bartholdy jo også komponist. Værkerne spænder fra eventyroperetten Svinedrengen (opført 31 gange på Dagmarteatret i 1886), til operaerne Loreley (Det Kongelige Teater 1887, 3 gange) og Dyveke (Det Kongelige Teater 1899, 9 gange), men "den egentlige dramatiske Ævne var ham nægtet", skriver samtiden. Bedre lykkedes det i en række kantater og korsange samt sangcykler som Tannhäuser (Drachmann, 1878) og Salomons Sange (Ingemann, 1885) og korværkerne med orkester Vagabundus (1880) og Græshopperne (1884). Her kunne han fremvise sit "friske og frejdige Naturel". Endelig skrev han klaverstykker, og Bartholdys nok mest kendte værk, Strophe, er for strygeorkester. Som et kuriosum i hans komponistvirksomhed må nævnes hans arrangement af musik for lurerne, der blev blæst fra Nationalmuseets tag første gang i nyere tid Skt. Hans aften 1893.

Klik for større billede. Forsideillustration fra operaen 'Svinedrengen'

Forsideillustration til Bartholdys opera Svinedrengen. Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen

Bartholdys hjem var altid åbent for hans store bekendtskabskreds af musikere, kunstnere og forfattere. Her blev dyrket megen musik. Endvidere deltog han også aktivt i flere foreninger og selskaber, bl.a. Dansk Koncertforening, Selskabet til Udgivelse af Dansk Musik og musikforeningen Fermaten.

Læs mere:
Erik Abrahamsen: "Johan Bartholdy", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 1

Anne Ørbæk Jensen: Hellige Flamme. Studentersang i Danmark i 1800-tallet. København 1996

Carl Bratli (red.): Studenter-Sangforeningen gennem 100 Aar. København 1939

Sigurd Berg: Træk af Dansk Musikpædagogiks Historie. Festskrift i Anledning af Musikpædagogisk Forenings 50 Aars Jubilæum. København 1948

William Behrend: "Johan Bartholdy", Illustreret Tidende 1904-05, nr. 12

Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave, København 1917, s. 27-35 (med værkfortegnelse)

Litteraturen samt Bartholdys egne bøger, trykte noder og en stor samling nodemanuskripter findes på Det Kongelige Bibliotek.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2003 - Juni 2005