Musik- og Teaterafdelingen

Golden Days festivalen i 2004 havde temaet Drømmetid med fokus på 1890erne. I Musik- og Teaterafdelingen satte vi fokus på nogle af de komponister, som især virkede i Danmark i dette tiår, og vi udvalgte seks af dem, som satte forfatteren J.P. Jacobsens værker i musik. J.P. Jacobsens lyrik var netop udkommet i 1887, to år efter digterens død. Jacobsens digte gav komponisterne mulighed for at formidle både den fordybelse, der prægede 1890ernes åndskultur og det udsyn, der er karakteristisk for generationen.

Niels W. Gade

Gades tidsalder forbi
Skal man tegne et billede af dansk musikliv i midten og anden halvdel af det 19. århundrede, vil Niels W. Gades skikkelse komme til at indtage en central placering. Gade var sin generations eneste internationalt kendte danske komponist, og han var sin samtids mest indflydelsesrige danske musikpersonlighed ikke mindst gennem ledelsen af Københavns førende koncertorganisation, Musikforeningen, og Kjøbenhavns Musikkonservatorium. Gade var således næsten ikke til at "komme uden om", hvilket havde den uheldige virkning, at hans musikalske smag blev knæsat som en slags standard i musiklivet.

Den stilretning, som Gade havde lært i Leipzig i 1840erne, dvs. den Mendelssohn-Schumann'ske, præger ikke blot hans modne værker, men også de sene kompositioner. Selvfølgelig er dette en forenkling af forholdene, for Gade var fx den første danske dirigent, der tog værker af Wagner på programmet, og nogle af hans egne sene værker rummer indflydelse fra bl.a. Wagner og opviser i øvrigt en stadig udvikling fx i det instrumenta-tionsmæssige, men samtiden følte alligevel, at Gade repræsenterede den musikalske guldalder, som havde sin blomstringstid i midten af 1800-tallet.

De yngre komponister
Og Gade udnyttede rollen som smagsdommer. Så tidligt som i 1864 havde en gruppe unge komponister, heriblandt C.F.E. Horneman og Edvard Grieg, stiftet en koncertforening, Euterpe, hvor "nynordisk" musik skulle opføres - underforstået: de værker af unge komponister, som ikke kunne bringes frem i Musikforeningen. Her som i Koncertforeningen, som Horneman og Otto Malling stiftede i 1874, skabtes der et fristed for den musik, der ikke lå på den stilistiske hovedvej, som Musikforeningen bevægede sig på.

Opgøret
Men et egentligt opgør med den højromantiske stil satte dog først for alvor ind hos den generation af komponister, der blev født i 1860erne. Nok tog de i et vist omfang udgangspunkt i Gades stil eller måske endog, som Carl Nielsen, i Beethovens værker, men tidligt følte flere af dem trang til at udvikle sig bort fra både Gade og J.P.E. Hartmanns nordisk farvede romantik. Blandt disse komponister finder vi Robert Henriques, Gustav Helsted, Louis Glass, Carl Nielsen, Alfred Tofft og Fini Henriques.


Programmer fra Musikselskabet af 14. Marts 1896

Nye musikselskaber
I 1889 stiftede Robert Henriques kammermusikforeningen Symphonia, som skulle fremme opførelser af danske komponisters værker. Foreningen ophørte i 1895, men det følgende år tog William Behrend, Louis Glass og Gustav Helsted initiativ til stiftelsen af Musikselskabet af 14. Marts 1896, hvis formål var at opføre herhjemme ukendt moderne musik. Medstiftere var bl.a. Alfred Tofft og Carl Nielsen. Selskabet eksisterede i knap ti år og bragte en række af Bruckners og Mahlers symfonier frem bl.a. i udgaver for to klaverer, foruden værker af César Franck og Richard Strauss.


Programmer fra Symphonia

I forskellige retninger
Det er karakteristisk, at de seks udvalgte komponister ikke udgjorde nogen gruppe med fælles æstetiske mål; de var blot enige om at fremme den ny musik og rette blikket ud over landets grænser. I øvrigt udviklede de sig individuelt. I hvert fald fulgte de to betydeligste af dem, Louis Glass og Carl Nielsen, hver sin vej ud af 1890erkulturen. Medens Louis Glass i stigende grad lod sin musik farve af en symbolladet, senere teosofisk tankegang, blev Carl Nielsen omkring århundredskiftet så at sige draget mod lyset samt skildringen af naturens og den menneskelige tilværelses skabende kræfter.

Komponisterne præsenteres med deres udsættelse af J.C. Jacobsen-teksterne. Når man klikker på nodeforsiderne, får man forsiderne i større format.

Louis Glass (1864-1936) var uddannet pianist og cellist fra konservatoriet i Bruxelles og drev fra 1891 det klaverkonservatorium, som hans far havde grundlagt i 1877. Glass var i 1898 medstifter af Musikpædagogisk Forening samt i en periode dirigent i Dansk Koncert-Forening. Med sine klaver- og kammermusikværker og ikke mindst de seks symfonier hører Glass til sin generations mest fremtrædende danske komponister.
Foto: Hansen & Weller, København.

Alfred Tofft (1865-1931) var handelsuddannet, før han i 1887 debuterede som organist og komponist. Fra 1903 virkede han som musikmedarbejder ved Berlingske Tidende og blev senere formand for KODA, Dansk Komponist-Forening og Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Tofft har skrevet to operaer, men hans egentlige hovedværker skal nok søges blandt det store antal sange, han efterlod sig.
Foto: R. Schnitger, København, 1898.

Carl Nielsen (1865-1931) var uddannet ved regimentsmusikken i Odense og derefter på konservatoriet i København. 1889 blev han ansat som andenviolinist i Det Kongelige Kapel, 1908-14 var han kapelmester ved Det Kongelige Teater og fra 1915 dirigent i Musikforeningen. Carl Nielsens produktion omfatter to operaer, seks symfonier, tre koncerter samt andre orkester-, kammer- og soloværker. Centralt i hans værk står de mange folkelige sange.
Foto: Hansen & Weller, København.

Fini Henriques (1867-1940) blev uddannet som violinist hos Joseph Joachim i Berlin og fik efter hjemkomsten en strålende karriere som kammermusiker og solist. Blandt hans værker indtager den dramatiske musik en central plads, men også sangene og violinmusikken bærer præg af hans sikre hånd. De mange klaverstykker med emner fra børnenes verden blev Fini Henriques' særlige domæne.
Foto: Hansen & Weller, København.

Robert Henriques (1858-1914) havde studeret hos den berømte cellist David Popper, men blev vraget, da han i begyndelsen af 1890erne søgte en stilling i Det Kongelige Kapel. Herefter kastede han sig over musikkritikervirksomhed. I årene 1892-1896 var han ansat ved dagbladet Dannebrog og derefter ved Vort Land, hvor han tillige virkede som redaktør. Henriques' værker omfatter i første række sange og kompositioner for cello.
Foto: "Cabinet-Portrait", ca. 1894.

Gustav Helsted (1857-1924) var uddannet ved Kjøbenhavns Musikkonservatorium og havde der Gottfred Matthison-
Hansen som lærer i orgelspil. I 1891 blev han den første organist ved brygger Carl Jacobsens Jesuskirken i Valby og efterfulgte i 1915 Otto Malling ved Vor Frue Kirkes orgel. Helsted skrev stort anlagte korværker, symfonier, kammer-
musik og sange.
Foto: J. Petersen & Søn, København.

Læs mere:

John Bergsagel: "J.P. Jacobsen and Music", J.P. Jacobsens Spor i Ord, Billeder og Toner. Tolv afhandlinger udgivet af J.P. Jacobsen-Selskabet i hundredåret for digterens død ved F. Billeskov Jansen. København 1985, s. 283-313

Lars Børge Fabricius: Træk af Dansk Musiklivs Historie m.m. Omkring Etatsraad Jacob Christian Fabricius' Erindringer, København 1975

Niels Martin Jensen: "Den danske solosang i 1920erne og 1930erne", Dansk aarbog for musikforskning VI (1968-72) s. 221-24

Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse, København 1917 samt 2. omarbejdede og noget forkortede udgave (1917)

Torben Meyer og Frede Schandorf Petersen: Carl Nielsen. Kunstneren og Mennesket. En biografi, I-II, København 1947

Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns koncertrepertoire 1900-1935. Studier i præsentationen af ny især udenlandsk instrumentalmusik, 1-2, København 2002

Claus Røllum-Larsen: "Louis Christian August Glass", Die Musik in Geshcichte und Gegenwart, Personenteil VII, sp. 1051f, Kassel etc. 2000

Claus Røllum-Larsen: "Skovstemninger og stærkt sollys", Henrik Wivel (red.): Drømmetid. Fortælllinger fra Det Sjælelige Gennembruds København, København 2004, s. 78-87

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret September 2004