C. F. E. Horneman
Blandt de komponister, der i 1860erne og –70erne markerede en stærk opposition til det etablerede danske musikliv med Niels W. Gade som den dominerende skikkelse, var Christian Frederik Emil Horneman (1840-1906), søn af komponisten Emil Hornemann. Hans musikinteresse blev tidligt vakt, og hjemvendt efter studier på konservatoriet i Leipzig stiftede han i 1864 sammen med blandt andre sin studiekammerat Edvard Grieg musikforeningen Euterpe. Hermed fik de unge komponister et forum for deres værker, som Gade ikke ville opføre i Musikforeningen. Euterpe fungerede dog kun i få år; til gengæld stiftede Horneman allerede i 1874 sammen med Otto Malling Koncertforeningen, hvis repertoire kom til at omfatte betydelige udenlandske værker samt værker af en række unge danske komponister. Udover at være koncertarrangør videreførte Horneman sin fars musikhandel og –forlag og grundlagde sit eget konservatorium i åbenlys protest mod Kjøbenhavns Musikkonservatorium, som Gade var leder af. Horneman var tilhænger af en mere international opfattelse af musik, som stod i modsætning til 1800-tallets nationalromantik. Gennem Euterpe og Koncertforeningen forsøgte han at give den ny musik en plads i et koncertliv, der efter hans mening var stivnet og behersket af en enkelt smagsdommer. Euterpe er som eksponent for samtidens unge musik forløber for flere vigtige koncertforetagender i det 20. århundrede.
C.F.E. Horneman var ligesom sin far meget initiativrig, og han markerede sig på flere områder inden for musiklivet. Med sin noget bryske og kontante facon kom han i samtiden til at fremtræde som en oprørsk person og en hedspore for den ny musik. Hans værker er rytmisk prægnante samt kendetegnet ved stor fremdrift og en fornem klangsans.
Emil Hornemann (1809-1870) var oprindelig pianist og koncentrerede sig tidligt om det klaverpædagogiske. Fra 1845 var han engageret i musikhandel, og pædagogiske udgivelser kom her til at indtage en central stilling. Blandt hans værker er foruden de fine Douze caprices pour piano op.1, pædagogiske værker samt en lang række sange, heriblandt den populære Dengang jeg drog af Sted.
C.F.E. Horneman studerede ved konservatoriet i Leipzig i 1857-1860 og komponerede under dette ophold sin 1. strygekvartet i g-mol. Allerede i dette tidlige værk møder man typisk hornemanske træk som modale præg og en markant rytmik.
[Strygekvartet nr.1, 1. sats, side 1. Autograf ]
Koncertprogram fra opførelsen af Aladdin-ouverturen i Euterpe den 14. april 1866. Værket blev tilegnet Gewandhausorkestret i Leipzig, som opførte det første gang den 28. november 1867.
Efter at være hjemvendt fra studieopholdet ved konservatoriet i Leipzig tog Horneman initiativ til en række af lørdagssoiréer i Casino, hvor der blev fremført overvejende populære værker.
En Introduktionsskrivelse af 13.4.1874 vedr. Koncertforeningen giver et ganske godt indtryk af hovedformålet med stiftelsen i 1874, nemlig at fremme opførelser af den nyere musik i København. Blandt underskriverne finder man foruden C.F.E. Horneman og Otto Malling også Angul Hamerik og Jakob Fabricius, af hvilke sidstnævnte skulle blive en af de drivende kræfter i foreningen.
[Se introduktionsskrivelsen her]
Selv om Horneman var medstifter af Koncertforeningen, kom kun ganske få af hans værker til opførelse ved dens koncerter. Det drejer sig faktisk kun om tre kompositioner: Aladdin-ouverturen, Ouverture heroïque og den melodramatiske sangscene Valfarten, som stod på programmet den 6. maj 1876.
[Program til koncert med Valfarten]
Både far og søn, Emil og C.F.E. Horneman, forsynede deres forlag med egne værker i de lettere genrer. I kataloget findes aftrykt en anbefaling af undervisningsmusikken af domorganist Hans Matthison-Hansen i Roskilde, Edmund Neupert, der var klaverlærer ved Kjøbenhavns Musikkonservatorium, og Edvard Grieg, på daværende tidspunkt kapelmester i Kristiania.
Hornemans første virkelige succes var Aladdin-ouverturen, der fik den ejendommelige skæbne senere at få ”tilkomponeret” en hel opera, som havde premiere i 1888. Ouverturen har bevaret sin stilling som et af dansk romantisk musiks mest velformede orkesterstykker.
[For større billede - klik her]
Avisartikel af Angul Hammerich om Koncertforeningens ophør aftrykt i Nationaltidende den 26. september 1893.
Hornemans stærke virketrang gav sig bl.a. udslag i oprettelsen i 1880 af et musikinstitut, som ikke mindst skulle være et alternativ til Kjøbenhavns Musikkonservatorium, som ærkefjenden Niels W. Gade ledede. Frem til 1920 fungerede denne læreanstalt, hvis elever i de første mange år nød godt af Hornemans store interesse for pædagogik og betydelige evner som pædagog.
[C.F.E. Hornemans Musik-Institut.Undervisningsprogram 1883]
Hvis man betragter Aladdin-ouverturen som en operaouverture, så er Hornemans eneste selvstændige orkesterværk Ouverture héroïque, Heldenleben (Helteliv). Værket, der blev komponeret i 1866, opførtes i Koncertforeningen i 1879 og i Musikforeningen 1885.
[Autograf. Partitur s. 36 og 37]
Operaen Aladdin må betegnes som Hornemans hovedværk, men også hans smertensbarn. Hverken ved urpremieren på Det Kongelige Teater i 1888 i forbindelse med Christian IX’s 25-års regeringsjubilæum, eller ved genoptagelsen af den samme sted i 1902 blev operaen den succes, som komponisten havde håbet på. Trods sine store kvaliteter bl.a. i de magtfulde korafsnit er det heller ikke senere lykkedes at give værket dets gennembrud. På billedet får komponisten tændt sin cigar af tenoren Vilhelm Herold, der sang titelpartiet ved genoptagelsen i 1902.
Det eneste orkesterværk af Horneman, der foruden Aladdin-ouverturen har holdt sig på repertoiret til vore dage, er Gurre-suiten. Den er sammensat af fire satser fra scenemusikken til Holger Drachmanns drama Gurre, som havde urpremiere på Det Kongelige Teater den 9. februar 1901.
[Gurre-suiten. Autograf. Partitur]
Selv om Horneman i mangt og meget fremtrådte som en stærk kritiker af forholdene i dansk musikliv, faldt det dog ved flere lejligheder i hans lod at løfte arven efter J.P.E. Hartmann som officiel kantatekomponist. I kantaten til mindefesten for kong Christian IX i 1906 finder man en af de få sange af Horneman, som opnåede stor udbredelse i samtiden, ”Vort Hjem, du danske Jord”.
[Kantate til mindefest over Kong Christian IX, 1906. Partitur]
At Horneman nød agtelse blandt de yngre komponister viser Carl Nielsens tale ved afsløringen af mindesmærket for ham på Assistens Kirkegård den 13. maj 1909. Carl Nielsen karakteriserer Horneman således: ”Han var Flammen, den klare Flamme, den spillende Ild i den danske Musik, Ilden, som smelter alt det friske og fortærer det uægte.”
C.F.E. Horneman