Bogens Verden 1994 nr.6



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel



Historier om mennesket



Gennem bidragene til dette nummer af Bogens Verden går en interesse for biografien og dens metode. Forfatteren Maria Helleberg redegør for de overvejelser, ud fra hvilke hun gennem de seneste år har skabt sine historiske kvindeportrætter, og i artikler af historikeren Leo Tandrup og filosoffen Peter Thielst får læserne indblik i sliddet med at skrive læselige biografier over to store, sammensatte personligheder, nemlig Michelangelo og Søren Kierkegaard. Andre bidrag bakser med de særlige problemer, der melder sig, når Kierkegaards tænkning søges formidlet til yngre læsere, og når hans skrifter skal genudgives.

Biografiskriveren, formidleren og udgiveren må åbenbart alle gøre sig tanker om, hvordan man bærer sig ad med at redde det bedste i fortiden fra forglemmelse - et spørgsmål, der stod centralt på Den Litterære Institutions uss' arbejdsmøde for nylig på Hald Hovedgård, hvor de fleste af nummerets bidrag blev holdt som mundtlige oplæg.

Når talen er om biografien, diskuteres det gang på gang, hvad grunden mon kan være til, at så mange forfattere og skribenter i dag tager for sig at skrive en enkelt persons historie. Genren tog et vældigt opsving i 1980ernes første halvdel; men markedet synes fortsat umætteligt, og stadig nye afdøde skikkelser bliver gjort til genstand for tolkning.

Hvorfor? Er det udtryk for en grasserende individualisme, som gør, at vi kun er i stand til at opfatte én person ad gangen, men ikke kan tænke i fællesskaber? Er studiet af et individ i virkeligheden en form for syg selvspejling, som tillader hver forfatter at rendyrke sit interessante indre under foregivende af at vise et andet menneskes liv og tanker? Eller skal biografien opfattes som vidnesbyrd om en generel nostalgi, som får folk til at tro, at livet var meget mere spændende i de gode gamle dage, da mennesker som regel fik en rigtig vaskeægte "skæbne" og ikke behøvede terapeut eller sagsbehandler?

Disse tre nemme forklaringer, som koger interessen for biografier ned til henholdsvis individualisme, narcissisme og nostalgi, har vel i visse tilfælde noget for sig. Men mon ikke man kommer en del tættere på de drivende kræfter bag tidens biografiske bølge ved at tænke i krop og sammenhæng? Hvad er en biografi nemlig andet end historien om en krop, om hvilken man positivt ved, at den har eksisteret, og hvad er den biograferede person vel andet end den ramme, der gør det muligt for forfatteren at arrangere og komponere, skabe et billede af livet? At skrive biografi er at forpligte sig på en bestemt forståelsesform, hvor fantasien må udfolde sig inden for de grænser, der sættes af kilder og dokumenter, af sporene kroppen efterlod, og det betyder yderligere, hvad man kunne kalde en frugtbar tvang i retning af form og struktur. Ja, i stedet for at nære betænkelighed ved biografi som et studium af individet kunne man faktisk hævde, at biografien i en individualistisk tid fastholder et samspil mellem individet og dets omgivelser.

Denne tanke er ikke ny, men i grunden lige så gammel som biografien selv. Den tyske filosof og digter Herder skrev således i 1768 forord til en bog, der skulle indlede et nyt kapitel i biografiens historie. Herder hævdede her, at biografien intet havde med moral at gøre. Opgaven var, forudsætningsløst, at beskrive og karakterisere. Hvert menneske var et stykke natur, og foran det skulle biografien stå som naturforskeren over for naturen. Som i en botanikers øjne rose og tidsel er ligeværdige, og som for en zoolog stinkdyr er lige så interessante som elefanter, sådan burde for en biografiskriver individets dyder og laster veje lige tungt.

At biografien skulle være (som) naturhistorie, betød for Herder videre, at personen måtte studeres i sit samspil med den omgivende natur: "Hvad jeg er, er jeg i kraft af vorden. Som et træ er jeg blevet til. Kimen var givet, men jord, luft og alle elementer, som jeg ikke selv satte uden om mig, måtte bidrage til at danne kim, frugt og træ."

Følger man Herders tankegang, bliver biografien menneskehistorie, forstået som de menneskelige kræfters, handlingers og drifters naturhistorie, sådan som denne bestemmes af tiden og stedet. Og det betyder videre, at biografiens vigtigste problem bliver samspillet mellem den givne kim og miljøet. Menneskeplanten (for nu at blive i billedet!) henter kraft og styrke af sit miljø, men samtidig begrænser miljøet dens muligheder for at vokse og udvikle sig. Et menneskes liv og personlighed betinges derfor ikke blot af dets evne til at opsuge kræfter, men også af dets evne til at trodse dem. Eller, som Carl Roos sagde det i sin biografi over Goethe fra 1949: Uden intim forbundethed med tid og sted skaber ingen noget stort; stort er det, der former liv.

Kun få af dem der i dag tumler med biografiens metode, tør udtrykke sig så voldsomt. Men det er stadig i dette samspil mellem individet og dets omgivelser, at biografien henter sin fascinationskraft, uanset om den der skildres, er konge, politiker, maler, forfatter eller journalist.

Red.




Tilbage til toppen