Bogens Verden 1994 nr.6
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Vælg dig Selv Af Jens Estrup, Cand. mag.
Først og fremmest vil jeg sige tak til arrangørerne af denne konference. Tak fordi I har inviteret mig i betragtning af, at jeg som ukendt forfatter har udgivet min debutbog på et ligeså ukendt forlag. Til de af jer som ikke skulle vide det hedder bogen: Vælg dig Selv - en bog om Søren Kierkegaard til unge.De af jer som har fulgt lidt med har sikkert ikke kunnet undgå at bemærke, at udgivelsen af bogen fra midt september vakte en del opmærksomhed og angiveligt en del furore på forlaget Gyldendal, som jo var ude i samme ærinde. Dog skal det siges, at jeg i lang tid var uvidende om, at Gyldendal netop stod over for at skulle udgive en formidlende bog om Søren Kierkegaard. Men da min bog er radikalt forskellig fra Peter Thielsts, ja usammenlignelig, er der umiddelbart ikke tale om, at de i egentlig forstand konkurrerer - udover selvfølgelig i den ulige kamp om kvantitet i markedsandel. En bog som udkommer en måned før, og som umiddelbart omhandler det samme som Thielsts stort anlagte værk kan jeg forestille mig har forårsaget en mindre jordrystelse i Gyldendals marketingafdeling - og for så vidt ganske ubegrundet. Reklamens magt er jo, i hvert fald på kort sigt, uangribelig stor.
Dog, min bog skal ikke drukne fuldkommen. Derfor agter jeg at tale om, hvad intentionen med den fra begyndelsen har været. For intentionen og ikke mindst resultatet er i hvert fald en ganske ny og anderledes måde at introducere Kierkegaard på over for nye og unge læsere. Hvad er det nye så? Ja, lad mig komme frem til det om lidt ved at belyse noget andet. Uden at trætte jer for meget, vil jeg fortælle lidt om tilblivelsen. Det hele begyndte med, at jeg fik pålagt at skrive et undervisningsmateriale til Etisk værksted for børn og unge, under Assistents Kirkegårds Formidlingscenter på Nørrebro. Materialet var tænkt som et løsbladssystem, der meget kort ridsede nogle stereotype problemstillinger op, således at klasser fra HF, højskoler og gymnasier hånd i hånd med et besøg på udstillingen fik mulighed for at nærme sig Kierkegaards filosofi, og ikke bare Kierkegaards biografi - udstillingen er udelukkende biografisk anlagt. Da der var en måned tilbage til, at jeg skulle aflevere undervisningsmaterialet, besluttede Assistens Kirkegårds Formidlingscenter imidlertid at det skulle udgives som bog - og så fik jeg for alvor travlt. For at stå inde for en bog om Kierkegaard, kræver ulige meget mere arbejde. Jeg accepterede tilbuddet om, at materialet skulle udgives som bog - mildt sagt knoklede jeg nat og dag i en måned.
De overvejelser jeg gjorde mig var, at bogen skulle have et dobbeltsidet sigte og været klart fokuseret på almene eksistensproblemer formidlet i et nutidigt, let tilgængeligt og ligefremt sprog. Samtidig skulle bogen fortælle om Kierkegaards liv, forfattervirksomhed og filosofi. Disse tre dele skulle igen gå op i en højere enhed, og hele tiden med den tanke i baghovedet, at vinklingen skulle have reference til modtagergruppen: Nutidens unge. Dette er sværere end man forestiller sig, dels så jeg bestandigt en fare i at komme til at lefle for de unge, dels, at denne leflen kunne resultere i en uanstændig beskæring af de Kierkegaards tanker. En ting stod imidlertid fast. Og det var, at jeg så det som en nødvendighed at fastholde et fokus, der hed unge menneskers livssituation i dag - ikke mindst fordi unge i dag er fremtidens voksne - en tanke som især forlagsbranchen i højere grad skulle holde sig for øje - det kommer jeg tilbage til. Det var ganske enkelt overvejelser omkring unges livssituation, der gjorde, at jeg anså det som en kardinalsynd, hvis jeg ville skrive en bog uden fokus - det vil sige en akademisk bog, som kronologisk beskrev hans liv, og som bestræbte sig på tage alt med og vægte alt lige meget. Den slags bøger kommer ikke majoriteten af nutidens unge i møde. Ærlig talt er jeg af den opfattelse, at de almene problemstillinger i Kierkegaards filosofi er alt for livsvigtige til, at budskabet p.g.a traditionen inden for Kierkegaardlitteraturen gang på gang skal drukne i, hvad jeg anser for en antikveret form. Uden et velovervejet fokus falder alle fra i dag, ikke bare unge. Det ligger i tiden, i reklamerne, i Zapp-mentaliten. Man kan jo sige sig selv, at forudsætningen for, at man f.eks. kan zappe rundt mellem de forskellige programmer, er, at de fleste programmer både i form - og indhold er besnærende ens. Hvis der derimod var større variation i programfladen, så ville det ikke være muligt at zappe - zap lader sig kun gøre, fordi alt forekommer at være ens. Derfor kan det groft sagt være hip som hap, hvad man tilfældigvis ser, uden salt og peber smager alt jo ens, nemlig af ingenting. Og det var det jeg så gerne ville undgå.Kunsten ved at skrive en bog må være at holde en bestemt modtagergruppe fangen i mere end ti minutter, hvilket rundt regnet er tiden for vores kortidshukommelse... jeg håber ikke at nogen allerede er faldet fra. Formår man ikke det, står der andre parat til at tage over. Tiden er knap: I nutidens opbud af tilbud om tidsrøveri kæmpes der på alle fronter om pladsen inde i specielt unge menneskers hoveder, da de er fremtidens forbrugere. Men forbrugere af hvad? På denne slagmark skal kampen stå.
Ja, det er i allerhøjeste grad kulturinstitutionernes, mediernes, herunder forlagsbranchens, ansvar. Unge i dag har stort set ingen kulturel opdragelse, og bestemt ikke, hvad angår danske filosoffer, endsige hvilke basale filosofiske tanker, der konstituerer det samfund, som de snart skal overtage. En ting skal man gøre sig klart: Unge ved ikke, hvad de vil have! Derimod vælger de udfra, hvad de får tilbudt. Unge er temmelig ukritiske, da de ikke har del i den kulturelle dannelse, der som modvægt kunne ruste dem med en kritisk sans. Havde de det, talte vi jo ikke i dag om unges rodløshed, ansvarsløshed og identitetskonflikter osv. For det er ikke begreber som den ældre generation ud fra en overfladebetragtning har presset ned over nutidens unge, bare fordi de opfatter unges livsførelse som et brud med værdierne i deres egen. Unge har rent faktisk sværere og sværere ved at identificere sig med de etablerede normer, herunder dannelseskultur og vidensmæssige behov.
I stedet for at spekulere sig til døde over, hvordan vi bør ændre verden, burde vi med Kierkegaard forholde os til, hvordan vi selv kan ændre os - ændrer mennesker sig, ændrer verden sig. Men nu har mennesket ændret samfundet i en grad, at samfundet for alvor har ændret mennesket.
Hvilken effekt har tingenes tilstand på unge: Hvordan er de unge i dag? Hvad er deres livsindstilling? Hvor ligger deres lidenskab eller mangel på samme?
Med al mulig fare for generalisering, vil jeg dog fremhæve nogle karakteristika, som burde være åbenbare for enhver. Jeg er udmærket klar over, at unge i dag repræsenterer en bred vifte af livsanskuelser, som forøvrigt gør, at der ikke skal megen snak om Kierkegaards forskellige "stadier" eller rettere livsanskuelser til, før interessen er vakt. Fra Kierkegaards filosofiske inventarliste behøver man blot at nævne kodeordene: Angst, meningsløshed og fortvivlelse - netop fordi unge i dag mere end nogensinde før, føler, hvordan de forskellige livsanskuelser indenfor den samme generation, står så knivskarpt i kontrast til hinanden, at man i dag for alvor kan tale om manglende konsensus.
Dagen i dag indvarsler individualitetens genkomst, en genkomst som for mange unges vedkommende ikke er opstået af sig selv, men derimod påtvunget af et samfund, der har overladt dem til sig selv. Dette har medført ansvarsløshed, mangel på identifikation med det etablerede osv: Kort sagt fremmedgjorthed, som man kaldte det i halvfjerdserne.
I bogen betegner jeg nutidens unge som Radar-mennesker: Det er mennesker, der er 100% rettet imod det ydre, optændte af lyst til oplevelse: Får de fært af noget interessant farer de i en retning, men får de i mellemtiden færten af noget andet, ja så farer de i en anden retning. Uden vejvisere i livet ender de som eksistentielle rundtosser: En ungdom, hvor familiens manglende opdragelse for en stor del er blevet erstattet af mediernes. Medierne og herunder hele reklamekulturindustriens budskaber om, hvordan livet skal leves lykkeligt, er i sagens natur så divergerende p.g.a. deres indbyrdes konkurrence, at man ikke fra denne front kan løse problemet med entydige svar og faste værdier, som unge kan orientere sig efter. Reklamens og modens drivkraft er udfordringen til at ride med på omskiftelighedens bølge. En bølge som med tiltagende styrke har oversvømmet især unges bevidsthed: De mange muligheder, følelsen af at ens ståsted kunne være anderledes og bedre, afføder følelsen af modløs rodløshed. Her skal man skal dog alligevel vogte sig overfor den selvopfyldende profeti, der ligger i karakteristikken af unge som rodløse - nemlig mediernes selvskabte effekt: At beskrive ungdommen som uengageret og ansvarsløs hob, der bare vil have det sjovt: "Bliver de så ind imellem tvunget ud i jobtilbud sidder de, Gud hjælpe mig, og leger med fingersjælsmaling". Nej, for unge er rodløsheden den skråsikre, skinbarlige signifikante virkelighed, som deres bevidsthed ukritisk har taget til sig, netop fordi de ikke fik del i en kulturel ballast, som de i en moderne spiselig form gjorde, at de kunne indoptage den. Nu går tiden med Mcjobs til at finansiere den næste rejse - helst jordomrejser. Og som jeg skriver i bogen: Når unge i dag sidder fast i et uddannelsesforløb drømmer de om at rejse til Indien. I Indien sidder de så og tænker; skulle jeg ikke hellere tage hjem og få en uddannelse.
Det som kendetegner nutidens unge er nemlig ikke så meget fremmedgjorthed, over for det samfund de ikke kan identificere sig med, som det er skjulthed. Det er denne for den ældre generation gådefulde skjulthed, der gør at de er svære at få kontakt med. Unge er i bogstaveligste forstand afskærmet i et andet univers. Tag computerens indmarch. Computeren lokker jo netop med, at her kan unge skabe deres egen trygge hyperreality. I Computerens kunstige verden søger man ikke helte, identifikationspoler, men en følelse af oplevelse. Med computeren kan de bl.a. komponere techno musik indenfor ungdomshybelens fire vægge, musikken kan de tage med til fester i afsidesliggende, skjult for offentligheden, nedlagte fabrikshaller.Problemet er som jeg beskriver i bogens kapitel: Mærk Sørens verden, med undertitlen; en tur i psykologisk have: At lever man ligesom Søren Kierkegaard fra barnsben af i en virtual reality, hvor man hovedsageligt forestiller sig virkeligheden i stedet for at opleve den, ender det med at virtual reality, med tiden bliver man til master of reality. Vores samfund er kørt ud på et sidespor, hvor unge mennesker ikke forholder sig til levende mennesker, men i høj grad til billedefabrikerede skærmmennesker. En filosof som Kierkegaard forekommer derfor de fleste mennesker fremmed: Et menneske, som brugte sit liv på at fordybe sig lidenskabeligt i sjælelige kvaler, kvaler som ingen af os ikke kan komme uden om at skulle tage stilling til, men som vi er opflaskede med at drukne i adspredelser. Igennem adspredelser og støj håber vi på at kunne få ferieorlov for livet. Ja, vi glemmer... vi glemmer at vi er dødelige, derfor glemmer vi livet og dets mangfoldighed. Mange lever som døde - levende døde. Medierne holder blot respiratorens tilførelse af den daglige dosis underholdning konstant, så mærker vi ikke noget.
Problemet, som jeg ser det, er at modstykket til den form for kultur kun kan komme fra de etablerede kulturinstitutioner - i deres formidling af den historisk kulturelle bagage. Traditionen må og skal kunne forny sig, selvfølgelig ikke for enhver pris: på den anden side er der jo mangt og meget som ikke er umagen værd at formidle, men det er en anden snak. Det rokker ikke ved, at formidling må ske gennem nytænkning i ord og billeder. Min bog er netop et bud på, hvordan man igennem layout, kunstbilleder og tekst kan lave sådant et forsøg.Hvis vi skal formidle historisk kulturelt stof, og det er der noget der taler for at vi skal, især da 90'erne på kulturens områder foretrækker at orientere sig i bakspejlet, i stedet for forruden. Derfor er der nogle flagrante faldgruber, som det gælder om at undgå - især, når man henvender sig til unge. Lad os tage eksemplet med den stigende interesse for filosofi, for denne interesse må være stor, siden man ligefrem, i to omgange indenfor en måned i den samme avis, kan lancere en af verdens sværest tilgængelige tænkere med slagordene: Kierkegaard for folket.
Meget af den Kierkegaard feber og øvrige interesse for filosofi, som hersker nu har haft en lang inkubationstid. Lad mig benytte en analogi til at kaste lys over, hvad der er på færde her: Fænomenet har samme ætiologi, som en historie jeg engang hørte. Historien handler om en ung mand, der når han kedede sig, tog et lægeleksikon ned fra hylden for at pløje det igennem. Til sin overraskelse ser han, at han har symptomer på samtlige sygdomme - undtagen mund- og klovsyge. På samme måde pløjer vores samtid sig tilbage gennem historiens jordlag, i jagten på at finde noget for offentligheden uopdaget og interessant, der kan underholde. Da der i dag sjældent bliver frembragt noget frugtbart af betydning, og når der endelig gør, er det bestemt ikke nok til at efterkomme efterspørgslen - kulturens landskab bebos af flere og flere, hvilket bevirker at vi i dag må ty til overgødning for at mætte den hungersnød, der er udbrudt på det kulturelle område. Derfor bevæger vi os O'tempora O'mores retrogradt gennem historien. Det eneste, der nu er tilbage er filosofien, hvor lang tid det vil vare ved - det er der ingen der ved.
Men tilbage til den åbenlyse faldgrube som man i hvert fald inden for filosofiens område bør undgå, hvis det er unge man ønsker at henvende sig til. Det drejer sig om Biografien. Ikke fordi den biografiske indfaldsvinkel er forkert, eller fordi den biografiske indfaldsvinkel fremkalder forkølet næserynken blandt filosofferne. Tværtimod. Biografier har de seneste år været utroligt populære, angiveligt fordi den narrative fortælling danner en (illusorisk) sammenhæng i det beskrevne menneskes liv, som morderne læsere måske savner i deres egen. På den anden side kan biografien netop være et vægtigt incitamentet for mange til at gå videre med eksempelvis en filosofs værker. Så på den måde har biografien sin berettigelse. Men i forhold til unge er den biografiske indfaldsvinkel en direkte misvisende opskrift. Misvisende, fordi den på forhånd forudsætter, at de kender forfatteren, fordi forfatteren er et selvfølgeligt led i en kulturel dannelse.
Problemet med biografien begynder først for alvor at vise sine svagheder, i det øjeblik man absolut vil bruge den på nutidens unge, hvor en klassisk kulturel dannelse ikke længere er sin egen raison d'être. Biografien hører en anden tid til. Man behøver blot at tænke på J. Hohlenbergs berømte biografi om Kierkegaard, hvor man ved læsningen ligefrem kan fornemme den hyggelige pibelugt, der blander sig med duften fra cognacglasset som står og hviler sig på det nyligt oliebehandlede mahognibord. Hohlenberg havde tiden med sig - for unge i dag er han helt klart utidssvarende. Og hvorfor det? Hohlenberg skrev jo blændende godt! Hvordan man end vender og drejer det; biografiske bøger forudsætter en dannelseskultur, forudsætter krav om at nutidens unge anser det for et "must" at vide noget om personen Kierkegaard. Men men men - så let er det ikke længere. Unge har stort set ingen dannelsesmæssige forudsætninger, i hvert fald ikke forudsætninger, der berettiger at fokusere på personen Kierkegaard, da et udgangspunkt i personen Kierkegaard underforstået forudsætter hvorfor det overhovedet er interessant at beskæftige sig med ham. Som sagt er netop denne underforståede forudsætning, selve problemet, fordi den netop forudsætter en interesse som ikke er tilstede. I stedet bør man, for mig at se, gøre det modsatte; Nemlig først fortælle om, hvorfor Kierkegaard overhovedet er relevant at have kendskab til, derefter kan man så gå videre med hans person eller lade være.
Ud fra sådanne overvejelser var det for mig indlysende, at jeg kun i begrænset omfang kunne fremstille Kierkegaard biografisk, og at en biografisk skildring måtte beskrive hans i store dele begivenhedsløse liv med en vis ironisk distance. I stedet for at tage udgangspunkt i hans liv fra vugge til grav, valgte jeg derimod som overordnet målsætning at fremstille hans filosofi som angribende, hvilket allerede fremgår af den tvetydige kontrast mellem forsidens titel og ikke mindst kristusbilledet. Bogen tager sigte efter de unge med parolen: Vælg dig Selv, derved appellerer titlen umiddelbart til en udbredt selvoptaget opfattelse, der signalerer grønt lys for den tilværelse de lever i forvejen. Hurtigt finder læseren dog ud af, at valget af sig selv i realiteten handler om det stik modsatte. Ved hjælp af denne "falske" varebetegnelse har man herved fanget læseren i en eksistentiel dialog med teksten. Underforstået; du har et problem - problemet er, at du vælger dig selv udadtil i stedet for indadtil. Denne problematik bliver uddybet i bogens første kapitel med stadig reference til Kierkegaards tanker om personligheden, som sammen med bogens sidste kapitel der handler om etik, tilsammen danner en begyndelse og afslutning, der udmunder i et trompetskrald til at tage livet i sine egne hænder.
Bogens andet kapitel handler om forventninger til kærligheden, som er et andet aktuelt tema, der optager unge. Forventningerne til kærligheden i parforholdet skal ofte kompensere for de manglende livsværdier, som de unge ikke kan skaffe sig selv på andre måder. Når kærligheden er den eneste stabile værdi, vi har tilbage, betyder det, at kæresten for mange er det eneste faste holdepunkt i tilværelsen. Tænk på, hvor meget vi diskuterer kærligheden i dag, hvor meget den fylder. Tænk på, hvor mange avis- og ugebladsartikler, tv- radioudsendelser, der handler om erotik, parforhold og kærlighed.
Formålet med disse indledende kapitler er at tage udgangspunkt i unges faktiske situation i dag. Derfor kommer de to første kapitler de unge i møde ved at behandle emnerne identitetskonflikter og kærlighedsproblemer, som begge refererer til essensen af Kierkegaards filosofi. Det anser jeg for ulige vigtigere end at beskæftige sig med Kierkegaard som historisk person. Kierkegaard beskriver jeg nærmere som en lidenskabelig person, fremfor en historisk person. I bogen begynder beskrivelsen af Kierkegaards personlige liv først i kapitel 3. Men også her er bogen vinklet så meget som det nu lader sig gøre udfra forskelle og sammenfald mellem Kierkegaards opvækst og unges i dag.
Overfor nutidens unge bør man ikke fokusere på filosoffers person, derimod bør man ligge hovedvægten på formidlingen af de almene tanker i en nutidig form, som kan gøres relevante. Man kan ikke forudsætte, at unge på forhånd er interesserede i historiske personers liv og levned - uden først at fortælle dem om, hvad deres tankeunivers vedkommer dem. Det er, som sagt, ikke historiske personer der optager unge i dag, derimod er det deres egen tid, tidens omskiftelighed og ikke mindst de deraf afledte identitetskonflikter.Her til sidst vil jeg lige opsummere og perspektivere nogle af de centrale emner jeg har berørt: Overalt hører vi om identitetskriser: til lands, til vands og i luften d.v.s. regionalt, nationalt og internationalt.
Hvis vi tager det sidste, det internationale, kan vi ikke komme uden om den stigende europæiske indflydelse på den danske kulturarv. Vi bør vogte os for ikke at blive løbet over ende - ikke hermed sagt, at unge ikke skal beskæfige sig med den øvrige europæiske kultur. Tværtimod. Men meningen må vel være den, at hvert land bestræber sig på fornyelse og udbygning af deres egen kultur, ved at fastholde den. Derfor bliver det endnu vigtigere at styrke formidlingen til den unge generation for at kunne bidrage og dermed styrke deres nationale identitet. Med formidlingen i en nutidig form mener jeg selvfølgelig ikke at give køb på lødigheden. Det handler jo ikke om børnelokning: Jeg taler udelukkende om at revidere formen, indholdet af dansk kultur taler jo kvalitetsmæssigt for sig selv.
Kultur er stadig opdragelse, men nu hvor den sorte skoles tvangsindlæring er passé, bør opdragelsen derimod komme skjult ind ad bagvejen, ved at lokke unges lyst i denne retning. Vores kulturelle historie er alt for berigende til at skulle gå tabt, fordi vi ikke formår at formidle den i en nutidssvarende form. Indenfor forlagsbranchen vil det ikke bare være forretningsmæssigt selvmord, men også kulturelt selvmord, hvilket i dette tilfælde er et og samme, ikke at tage unges situation og livsindstilling alvorligt. Kulturinstitutioner, og ikke mindst forlagsbranchen har et enormt ansvar som de må gøre sig meget mere bevidst. Rent faktisk styrer mange af jer, som er her til stede, for en stor dels vedkommende, hvad mennesker, og ikke bare unge mennesker, beskæftiger sig med, eftersom kulturelle tilbud repræsenterer et fristed til fordybelse i en fragmenteret forbrugerorienteret hverdag. Hvis vi vil undgå udviklingen af en uddybende kulturel kløft, hvor vi på den ene side har en læsende kulturel elite, på den anden side en fjernsynskiggende masse, er det på høje tid at hælde gammel vin over i nye flasker. Derfor er formen altafgørende, sålænge indholdet kan bære det.
Tilbage til toppen