Bogens Verden 1994 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Billeder og beretninger om Warszawas ghetto Af Hugo Hørlych Karlsen
Tilfældet - eller en usynlig styrelse? - ville, at jeg på en af mine genkommende lystvandringer gennem et antikvariats boglandskab adskilt af mange hyldemetres demarkationslinjer fandt to bøger af en forfatter, jeg ikke tidligere havde hørt om - Stefan Tadeusz Norwid.Den første bog, jeg stødte på inde i et dårligt oplyst hjørne, var romanen Warszawarapsodi i en laset og tydeligt meget gennemlæst billigbogsudgave fra Martins Forlag 1963. Af omslaget fremgik, at den udkom så tidligt som januar 1946 og handlede om "Nazitysklands overfald på Polen og det ragnarok, der i de følgende år overgik det ulykkelige land og dets ulykkelige befolkning, ...den hensynsløse ødelæggelse af Polens skønne hovedstad, med påfølgende tilintetgørelse først og fremmest af den jødiske befolkning." Altså en bog om Warszawas ghetto.
Kort efter så jeg, efter at have stablet mig op på en høj skammel, øverst oppe på en anden væg, tæt presset op mod loftet af et bjerg af bøger under sig, igen navnet Stefan Tadeusz Norwid og titlen Landet uden Quisling, en omfangsrig bog på 367 sider om Polen under anden verdenskrig, skrevet i det sidste krigsår og udgivet herhjemme så tidligt som 1945 på Det danske Forlag.
Nogle uger efter at jeg havde læst disse bøger og smerteligt grundet over, at vi lever godt 50 år efter udslettelsen af ghettoen i Warszawa, hvor omkring 600.000 jøder blev udryddet, kom Sam Besekows Tid til at sørge, tid til at danse, udgivet 1992 af Forlaget Rhodos og Alef - tidsskrift for jødisk kultur mig i hænde.
Ad ganske bemærkelsesværdige kanaler, som Klaus Rothstein gør rede for i et efterskrift til denne bog, dukkede for nylig 38 fotografier fra Warszawas ghetto en sommerdag i 1941 op og er med denne udgivelse kommet for dagens lys. De er taget af Willy Georg, der i 1941 var tysk underkorporal.
Som indledning til serien med Willy Georgs billeder har Sam Besekow skrevet et informativt og stemningsmættet essay med konkrete historiske opridsninger om den jiddische kultur.
Bogens fotos konkretiserer det liv og den død, den kamp og de smerter, de håb og den fortvivlelse, som Stefan Tadeusz Norwids roman skildrer.
Og omvendt: romanen sætter for betragteren fotografiernes miljøer og mennesker, mure og gader, kroppe og ansigter med deres udstråling af lidelse, håb, mod og sind, som endnu lever i fotoets fastfrosne lynskud, i ny bevægelse.
Hvor Norwids Landet uden Quisling må siges primært at høre sin samtid til, forekommer Warszawarapsodi at have mere blivende værdi, og man kunne ønske sig en genudgivelse. Det er et vægtigt supplement til Willy Georgs fotos - flere af scenerne i bogen kunne stå som beskrivelser af fotografierne.
Romanen er først og fremmest et uhyre nuanceret og dybtgående billede af, hvad der faktisk skete fra Nazitysklands overfald på Polen den 1. september 1939 og med den endegyldige likvidering af jødeghettoen i foråret 1943.
Stefan Tadeusz Norwid siger om sig selv i Landet uden Quisling:
Jeg er hverken Forfatter eller Journalist. Jeg er Industrimand, og hidtil har jeg kun skrevet paa Veksler, Checks og Skatteopgivelser."Dette forhold giver romanen en stor styrke: den er skrevet af en, der virkelig kender til de faktiske livsforhold. Romanen bliver derfor en særdeles rig miljøskildring, opridser mange forskellige menneskelige karakterer og skæbner, og giver et detaljeret og levende indblik i, hvordan man overlevede, handlede med penge, veksler og naturalier på den sorte børs.Hovedpersonen er dybest set Warszawas ghetto og dens mennesker og deres skæbne. Men den unge polak Jósef, der såres i septemberkampene mod tyskerne i 1939 og senere bliver frihedskæmper mod besættelsen, og den jødiske pige Irena er de to centralfigurer, hvis kærlighedsforhold og livsløb udgør den røde tråd, der binder handlingen sammen.
Det følgende er en mosaik om forholdene i Warszawa og i ghettoen, sådan som de fremtræder hos Stefan T. Norwid, sammensat først af to uddrag fra Landet uden Quisling, dernæst af uddrag fra Warszawarapsodi:Fra Landet uden Quisling
Hvorledes en Ghetto så ud, og hvad der foregik dér, fik jeg en klar Forestilling om gennem min Berøring med Warszawaghettoen indtil Efteraaret 1942. Allerede Efteraaret 1939 afspærredes den nordre del af Byen, som for Størstedelen beboedes af jødisk Befolkning. Tyskerne byggede først tværs over Gaderne en Række Mure, som skilte Ghettoen fra den øvrige Bydel. De Polakker, der boede inden for det afspærrede Omraade, fik Befaling til at flytte, og i deres Sted anbragtes Jøder fra andre Dele af Byen. Overflytningen af Jøderne til Ghettoen lededes af SS-Mænd under Udfoldelse af demonstrativ Brutalitet.
Som Eksempel paa deres Opførsel gengiver jeg en Episode, som udspilledes midt paa Dagen for Øjnene af hundredvis af Warszawabeboere. I et Hus ved Wareckagaden pryglede SS-Mænd nogle Kvinder af den dannede jødiske Klasse, som ikke forstod noget af det hele og som havde gjort Modstand. Under den Forvirring, der opstod paa Grund deraf, sprang en fireaarig Jødedreng ud paa Plac Napoloana og søgte grædende efter sine Forældre. En SS-Mand i Kæden, som omgav Kvarteret, en nogle og tyveaarig Mand med et tiltalende Udseende, lagde Mærke til Drengen.
Han gik hen til en Afløbsbrønd, tog Laaget af, kaldte Drengen hen til sig og sendte ham med et eneste Spark ned i Brønden. Bagefter lagde han med den roligste Mine i Verden Laaget paa igen og gik tilbage til sin Plads i Kæden. Blandt de øvrige SS-Mænd reagerede ingen, eller fæstnede sig særligt ved hans Handling. Det forekom, at de betragtede det lige saa naturligt at stoppe en Jødedreng ned i en Afløbsbrønd som at dræbe en Kakerlak. Jeg har hørt, at lignende Episoder udspilledes i Plock, Bialystok, Czestochowa og andre Steder; at stoppe Jødebørn i Afløbsbrøndene var en Yndlingsbeskæftigelse for SS. (s. 138).
Jeg kørte nogle Gange med Sporvognen, som gik i Transitfart gennem Ghettoens Gader, sidste Gang i Begyndelsen af 1942. Aldrig glemmer jeg det rystende Syn af disse Mennesker paa Kørebanen, som ikke havde tilstrækkelige Kræfter til at røre sig, men laa der som en Række afmægtige; man vidste ikke, om de var døde eller døende. Daglig døde hundredvis af Mennesker paa Ghettoens Gader, og de øvrige var alt for afkræftede og apatiske til at skaffe Ligene bort. Hungertyfus og andre Sygdomme rasede. Tyskerne udleverede ikke Lægemidler, men for at forhindre Smittens Spredning fordobledes Vagtposterne rundt om Ghettoens Mure.
Der er Grund til at spørge, hvorfor Tyskerne ikke hurtigst muligt satte deres Plan i Værk om at myrde Jøderne i Polen, da de jo havde Mulighederne derfor. Hvilke Motiver kunde de have for deres Udsættelse af Igangsættelsen af Massemyrderierne? Laa den eneste Hindring i tekniske Vanskeligheder? En Ting er sikker: det drejede sig ikke om humanitære eller følelsesmæssige Grunde, og heller ikke om nogen Tvivl eller Ubeslutsomhed.
Herpaa findes blot et eneste Svar: Tyskerne havde besluttet at myrde Jøderne, men først efter at have draget Nytte af dem. Dette omfattede to Momenter: 1) at presse ud af Jøderne alle Værdikilder, d.v.s. Guld, udenlandsk Valuta, Juveler o.s.v., som kunde være saa godt gemte, at det vilde være umuligt at finde dem efter Ofrets Død; 2) at presse ud af dem før Aflivelsen den sidste Rest af Energi ved at udnytte dem til legemligt Arbejde: (s. 139-140)
Fra Warszawarapsodi
Klokken var henad eet, da han igen befandt sig i Nowy Swiatgade. Han havde lovet at komme hjem til Irena ved to-tiden. Det var varmt. Fortovets fliser blev opvarmet af en strålende oktobersol, der gav en en fornemmelse af, at vinteren endnu lå langt forude. Der var myldrende fuldt af mennesker overalt. Det var ikke så mærkeligt; for de fleste af byens indbyggere havde intet regelmæssigt, normalt arbejde og drev nu rundt i byen i håb om at få en chance for at slå en handel af. Ude på kørebanen herskede der højst mærkværdige tilstande. Nu og da susede en grå militærbil forbi; de øvrige samfærdselsmidler var højst forskellige fra dem, der havde præget trafikken i den forhenværende millionby. I sporvognen, som skramlede hen ad sporene midt ude på kørebanen, så man hovedsageligt tyskere. Polakkerne undgik helst at køre i sporvogn. For tyskerne havde hurtigt opdaget, at en razzia i en sporvogn som regel gav godt udbytte; i samme øjeblik, de havde entret både for- og bagperron, havde ikke een eneste af passagererne nogen mulighed for at smutte gennem fingre på dem. Den mere velsituerede del af borgerskabet benyttede sig af det befordringsmiddel, der nu var omtrent lige så almindeligt som før bilernes fremkomst: Hestedrosken. Eller de kørte i rickshaw. Dette var et samfærdselsmiddel, der var opstået under krigen; trods navnet havde det dog ikke den fjerneste lighed med det fjerne østens små, tohjulede køretøjer. Det var cykler, hvortil der med en særlig anordning var fastgjort en art sofa med to siddepladser. Cyklisten, der sad bag ved passagererne, spillede rollen som kuli. Det var gerne nogle halvvoksne knægte, der gav sig af med den form for personbefordring, og disse durkdrevne gadedrenge var i besiddelse af en sjette sans, der varskoede dem, når der var optræk til en razzia. Takket være deres fine næse forstod de at køre udenom de farlige gader. (s. 137-138)
De var nu nået til Zlotgade. Flere store vogne kom rullende forbi dem belæssede med teglsten fra de ødelagte huse. Alle vognene drejede om ad Wielkagade. Her blev teglstenene læsset af og stablet op i høje bunker.
"Mon det er meningen, der skal bygges noget her?"
"Nej, det tror jeg ikke," svarede Jósef. Alt byggeri er jo forbudt."
"Jamen, hvad mon alle de teglsten så skal bruges til?"
Da de nåede hen til hjørnet af Sliskagade, standsede de brat.
"Har De set det!" udbrød Ziemba. "De er ved at bygge en mur tværs over gaden!"
Jósef blev iskold af rædsel.
"Hvad er der i vejen med Dem?" spurgte Ziemba forskrækket.
"Forstår De da ikke, hvad meningen er med sådan en mur som den dér?"
"Næh, det er netop det, jeg står og spekulerer på."
"De vil indrette en ghetto."
"Nej, det kan ikke være Deres mening! Hvis de havde haft i sinde at lave en ghetto her i Warszawa, havde de selvfølgelig gjort det for længe siden, samtidig med at de gjorde det i Lódz. Det er mere sandsynligt, at tyskerne regner med, at russerne vil gå til angreb, og ønsker at være forberedt i tide."
"For øjeblikket kan jeg ikke se, at der er nogen som helst grund til at oprette støttepunkter til forsvar mod russerne. Ved hjælp af den rare russiske benzin har tyskerne undertvunget hele Vesteuropa, og hver eneste dag ruller der lange togstammer ind over grænsen med russiske råstoffer til Tyskland. Har De ikke læst, hvad tyskerne selv skriver om den russiske hjælp? Så sent som for et par dage siden ankom det første tog. Det bragte en del af den gyldne ukrainske hvede til Tyskland."
"Åh, De med Deres snak om russerne! De er så ung og blåøjet, De kender overhovedet ikke russerne, og tyskerne begriber ikke et suk af den russiske mentalitet. Egentlig er de bange for dem. Så det er ikke så sært, at de vil indrette deres forsvar i god tid."
"De tror da ikke, at sådan en sølle mur kan standse russernes panservogne?"
"Nej, nu misforstår De mig. Jeg har ikke et øjeblik troet, at en mur som den dér var bygget som forsvar mod angreb af panservogne. Tyskerne har utvivlsomt forlængst deres grænseforsvar i orden. Og den mur dér og andre mure af samme slags er langt snarere tænkt som støttepunkter i det tyske forsvar mod luftlandetropper. Forskanset bag dem vil tyskerne kunne kontrollere og hindre russerne i at oversvømme byen."
"Hvor ville jeg ønske, jeg kunne tro på, at De har ret!"
"Er De da så interesseret i at få en krig i gang mellem Rusland og Tyskland?"
"Ja, skønt jeg på den anden side tror, at Polens ulykkelige skæbne egentlig skyldes den omstændighed, at det ikke kan vente hjælp nogetsteds fra."
"Så må vi tro på os selv."
"Ja, og netop derfor vil enhver indre splittelse svække vor slagkraft. Skal jøderne spærres inde i en ghetto, kommer vi til at stå svagere end hidtil; for det kommer til at betyde et tab på tre og en halv million indbyggere."
"Nåh, hvad, isolering behøver da ikke at være ensbetydende med likvidering."
"Ganske vist ikke! Men mennesker, der bliver berøvet det daglige brød og deres bevægelsesfrihed, svækkes både fysisk og moralsk."
"På den anden side nærer det hadet og hævntørsten." Lidt efter tog Jósef afsked med Ziemba, og efter at have kastet et blik på uret bestemte han sig til at gå hjem til Arnolds. I den jødiske bydel vrimlede det med de blå stjerner. De sås både på jødernes armbind og på hvert eneste butiksskilt. Stemningen i gaderne bestyrkede Jósef i hans bange anelser. Den urolige, ophidsede folkemængde varslede afgørende begivenheder. Enten havde jøderne allerede fået meddelelse om, hvad der ventede dem, eller også havde de en anelse om, at der var noget i gære. Jósef turde næsten ikke gå op til Irena. Han vidste ikke, om han skulle slå det hele hen som noget ammestuesnak, eller om han skulle forsøge at komme med nogle bestikkende, men tomme argumenter.
"Det var dejligt, du kom," sagde lægen, der virkede lige så rolig, som han plejede at være. "Det er meget længe siden, vi har talt sammen."
"Hvad mener du om det hele?"
"Hvad hentyder du til?"
"Murene."
"Er det virkelig alt, hvad du har hørt?"
"Murene har jeg set med mine egne øjne. Er der sket det, der er værre?"
"Ja, det ser ikke særlig lovende ud for os; men jeg vil nu helst ikke fæste mig alt for meget ved de rygter, der er i omløb. Det siges, at der i morgen, den 8. oktober, vil blive udstedt en bekendtgørelse vedrørende den endelige ordning af jødernes forhold. Man venter, at der vil blive udstedt forbud mod, at jøderne bosætter sig eller i det hele taget viser sig uden for et vist, nærmere bestemt område af byen. Endvidere forlyder det, at alle jøder og alle jødiske forretninger inden den 31. oktober skal være flyttet til den jødiske bydel."
"Med andre ord, jøderne skal spærres inde i en ghetto!" (s.145-47)Irena kom gående hen ad den støvede gade. Fra alle de mange ejendomme, som enten den store ildebrand eller bomberegnen havde lagt i ruiner, føg store støvskyer uafladeligt ind over byen. Disse ruiner rummede så usandsynlig store mængder af kalkstøv, at dette til stadighed lå som en tæt dis over Warszawa, og blot det var tørvejr et par dage i træk, var hvert eneste hus indhyllet i et tykt lag støv til langt op over skorstenene.
Irena banede sig behændigt vej frem gennem menneskemængden, som dag for dag bliver tættere. Næsten hele byens befolkning vandrer rundt i gaderne uden mål og med. Der er et angstfuldt udtryk i de grå ansigter. Men det er ikke alene Warszawas egne indbyggere, der fylder gaderne, det er også alle dem, som er skyllet ind over hovedstaden fra de omliggende småbyer, og hvis forhåbninger til det, den kommende dag vil bringe, forlængst er bristede; de ved nu, at det ikke nytter noget at rette blikket mod den kommende dag, for dér møder det kun den grå, tomme håbløshed. De jøder, der boede ude i forstæderne, er blevet fordrevet fra de små, krogede gader, hvor deres familie har haft deres hjem i flere generationer. Med deres små bylter i hænderne søger de nu et fristed i den fremmedartede, larmende storstad.
De nyankomne strejfer planløst rundt i gaderne og betragter med forfærdelse alle de mange mennesker, sultne, fattige subsistensløse mennesker som de selv, der søger ind til hovedstaden udefra i en uafbrudt, glidende strøm. Vogne skrumpler hen over brostenene, magre, vaklende heste slæber med deres sidste, svage kræfter de tunge læs efter sig. Oppe på toppen af læsset, der udgøres af de ejendele, det er tilladt at tage med sig, sidder hele familien, som oftest repræsentanter for flere generationer. Familien fylder mere end ejendelene. De sidder oven på dynerne, hvis tærnede bolstre står i en hård, spændt bue ud under deres bagdele og vælter frem under deres knæhaser. Næsten hver eneste vogn, der ruller ind i byen, frembyder det samme billede, i hvilket de dominerende træk er dynebolstre og mennesker. Foran ved siden af kusken sidder et medlem af Selbstschutz, det tyske hjælpepoliti; han har et gevær liggende over knæene og sidder og holder fast på det med begge hænder. Det påhviler ham at sørge for, at alle kommer ordentlig ind i byen.
Warszawas nordlige kvarterer har altid haft et særlig udpræget jødisk fysiognomi. Nu er de oven i købet overbefolkede, og er desuden blevet endnu mere særprægede end nogensinde på grund af de ejendommelige prydelser, som besættelsesmagten har påbudt jøderne at anbringe, dels på deres egen person i form af armbind med blå stjerner, dels i alle butiksvinduerne, hvor prydelserne består af vældige blå stjerner og plakater eller skilte med betegnelsen "jødisk forretning". De helt små børn, der ikke forstår noget af det hele, stirrer misundeligt på de ældre: "Må vi ikke også gerne få sådan no'en armbind?" tigger de.
Helt ufremkommelig bliver trængslen i Grzybowskagade uden for jøderådets bygning. Det er alle de nye, der står i tætte skarer og venter på, at det skal blive deres tur til at komme ind. De er sultne, og endnu har de ikke fået tag over hovedet. De stoppes ind i de i forvejen overfyldte lejligheder og er glade og lettede over ikke at være nødt til foreløbig at indrette sig, som de bedst kan med deres ejendele nede i gården, hvor støvet fyger og ligger tykt overalt. (s.150-152)
Da portnerkonen den følgende morgen kom op til Jósef med morgenbrød, havde hun "Warszauer Zeitung" med. Den første side indeholdt politiske artikler og det tyske hovedkvarters hærberetninger. Jósef bladede om på næste side; men først på tredie side fandt han meddelelsen fra chefen for Warszawadistriktet. Jósef læste den, Men indholdet af den var så rystende, at hans hjerne nægtede at fatte det. Tanken om den meddelelse havde spøget i hans hjerne i månedsvis, og nu stod den dér sort på hvidt: Jøderne skulle isoleres fra den øvrige del af befolkningen, og det blev dem forbudt at overskride de demarkationslinjer, der var trukket op af myndighederne. Ethvert forsøg på at forlade den jødiske bydel ville medføre dødsstraf. Man havde endogså set sig foranlediget til at meddele offentligheden årsagen til dette skridt: der var konstateret adskillige tilfælde af tyfus blandt jøderne, hed det.
Nu, da tyskerne havde skilt ham fra Irena, savnede han hende mere end nogensinde; men han forsøgte at trøste sig med, at tilværelsen inden for murene var tryggere end udenfor. Det var i hvert tilfælde bedre for hende at leve blandt sine egne i en ghetto end at blive sendt i koncentrationslejr. Ghettoen i Lódz havde nu eksisteret i over et år og var i løbet af denne tid blevet til et velordnet, lille samfund, hvor hver havde sin plads at udfylde. Den kunne faktisk betragtes som en lille, selvstændig republik; for tyskerne havde lagt hele ledelsen i jøderådets hænder og nøjedes med at udøve kontrol med dets dispositioner. Denne ordning viste tydeligt, at de ikke agtede at blande sig i de interne forhold i jødesamfundet. Under de nye forhold ville Arnold med lethed kunne skabe sig en praksis blandt sine trosfæller; så han behøvede altså ikke være bange for, at Irena skulle komme til at lide nød.
Men trods alle sine bestræbelser for at tænke logisk og sagligt lykkedes det ham ikke at sætte sine følelser ud af spillet. Den fortvivlelse, han følte over, at man med magt havde skilt ham fra den kvinde, han elskede, lod sig ikke sådan bortræsonnere. Tyskerne havde forbudt ham at komme sammen med Irena for fremtiden, og da tilstandene i det øvrige Europa var kaotiske som ingensinde før, stod det hen i det uvisse, hvornår han skulle få hende at se igen. Jósef kunne mærke, hvordan alt inden i ham stivnede i trods. Han var rede til at tage kampen op mod tyskerne, samtidig med, at han indså det formålsløse i at løbe storm mod de nye forhindringer, der tårnede sig op foran ham. Man kunne lige så godt prøve på at afvende en naturkatastrofe som at sætte sig op mod tyskerne, begge dele var lige håbløst. Hans fuldkomne afmagt over for tyskervældet var en dyb fornedrelse, syntes han. Mens alle mulige tanker hvirvlede rundt i hans hovede, gik han rent mekanisk hen til telefonen, det eneste kommunikationsmiddel, der endnu stod til hans rådighed. Han ville ringe hende op. Han hørte det snurre i røret den ene gang efter den anden, men ingen svarede.
Så ringede han til fejlkontoret og spurgte, om der var noget i vejen med Arnolds telefon.
"Hvilken gade bor abonnenten i?"
"Lesznogade."
"Er abonnenten jøde?"
"Ja."
"Så er der ikke noget at gøre. Fra og med i dag er telefonforbindelsen med den jødiske bydel afbrudt."
Nu vågnede Jósefs energi. Han måtte for enhver pris finde en udvej for at komme i forbindelse med Irena. (s. 159-160)Klokken var efterhånden blevet over tre, og Jósef begav sig af sted i retning af ghettoen. Af en politibetjent fik han at vide, at den nærmeste indgang til ghettoen lå for enden af Zelazna Brama. Gaderne var fulde af mennesker, for størstedelen folk, der var nysgerrige og ville se, hvordan der så ud på den anden side af murene. Nogle store, svære betjente forsøgte at jage folkemængden på den "ariske" side væk med lange piske. Og var der nogen, der ikke ville makke ret, brugte de deres geværer. På den jødiske side af de spanske ryttere med pigtråd, der var sat op tværs over gaden stod det jødiske ordenspoliti. De unge, kraftige mænd var bevæbnede med gummiknipler. De skulle forhindre jøderne i at stimle sammen, og nye i faget, som de var, gik de ivrigt op i tjenesten. Nu og da kom der en bil eller en vogn; den måtte standse, når den skulle ind eller ud, for at få passersedlerne kontrolleret. Det drejede sig for det meste om varetransporter.
De store, røde sporvogne standsede også ved demarkationslinjen. Nogle politibetjente stillede sig på trinene, inden de satte sig i bevægelse igen. De måtte ikke holde stille under kørslen gennem ghettoen. Det var transitsporvogne, og måtte ikke benyttes af jøder. En betjent undersøgte Jósefs passerseddel, som viste sig at være i orden. Jósef passerede pigtrådsspærringen. På den anden side stod folk i tætte skarer og stirrede ind i den frihedens verden, som de nu var lukket ude fra med mure og pigtråd.
Jósef så pludselig en kvinde, der løb midt ude på kørebanen. Snesjappet sprøjtede op om hendes bare fødder. Det år faldt den første sne netop den 1. november. 600.000 levende mennesker var blevet isoleret fra den øvrige verden den dag, Polen højtideligholdt som de døde sjæles og alle helgeners dag. Under den lasede kjole kom kvindens opsvulmede, blålilla ben til syne. Feberen brændte i hendes øjne og ansigt. Hun jamrede og råbte og skreg som i febervildelse. Hendes hjerteskærende klageråb virkede så gribende på de omkringstående at hele folkemængden blev revet med af dem og gav sig til at græde og klage som grædekoner på en kirkegård. Men kvindens klage gjaldt ikke andre. I sine arme holdt hun en bylt indsvøbt i et sjal. Den fortvivlede kvinde trykkede barnet ind til sig.
Længere henne, hvor den tre meter høje mur strakte sig tværs over gaden standsede den ulykkelige kvinde og begyndte under gråd og jamren at dunke hovedet mod den.
Jósef blev stående. Synet af den sørgende kvinde ved den lange, høje mur fik ham til at tænke på skildringen fra Biblen.
"Klagemuren," tænkte han.
Kvinden og muren var, som han kendte dem fra Biblen. Kun solen over det forjættede land manglede, den sol, der kunne have varmet menneskers iskolde, stive lemmer.
Kvinden giver sig nu til at fare frem og tilbage langs med muren, og hendes jamren bliver så højlydt, at en tysk politimand kommer til.
"Kan du holde mund!" råber han og hæver sit gevær.
Den ulykkelige hører intet. Hendes klagen går over i en sanseløs hylen. Men et velrettet slag af kolben får hende til at segne, og alt bliver stille ved den håbløse, røde mur. Det lille barn glider ud af hendes arme og ruller ned på stenbroen. Politimanden gør omkring, og den tunge geværkolbe rammer spædbarnet i dets svøb af laser.
Kvinden springer op, og i stedet for at bryde ud i skrig og hulken giver hun sig til at le højt og skærende. En vanvittig latter.
Det virkede så uhyggeligt i al sin umenneskelighed, at selv den brutale, tyske soldat studsede. I et spring var kvinden henne hos barnet, som hun tog op og trykkede ind til sig.
"Han skal ikke slå sig ihjel mere, mors lille skat! Han kan ikke slå dig ihjel een gang til. Og du," siger hun hadefuldt til tyskeren, "du kan spare dig dine anstrengelser. Se her!" råber hun og flår de pjaltede klude fra hinanden. Een for een falder de ned på gaden, til der ikke er flere. Hun viser ham de tomme hænder. "Dér gik du galt i byen!" Hun brister i en skraldlatter, så slår hendes latter pludselig over i vilde, skingrende hyl, "I kan ikke slå ham ihjel for mig een gang til. Min eneste lille dreng! De knuste dit hovede og kastede dig ned i det store, mørke hul! Men de kunne ikke tage dig fra mig. Jeg har dig stadigvæk i mine arme; men du græder aldrig mere af sult, og de slyngler kan ikke mere slå dig, så du bløder!" Hun bøjer sig ned over laserne, som hun ruller sammen til en dukke, hvorefter hun svøber dem ind i sjalet. "Mors egen lille dreng! Du kan tro, mor skal nok passe på dig, så de ikke skal gøre dig fortræd!" (s. 163-165)
Det var nu blevet komplet umuligt at slippe ud af ghettoen. Langs de høje mure stod en sluttet række af tyske politifolk. De huse, der lå helt ude ved murene, var blevet rømmet. Endogså kloakkerne blev bevogtet af bevæbnet politi. Dækslerne over dem var blevet fjernet, og der blev skudt, så snart man havde en anelse om, at en krumbøjet skikkelse sneg sig forbi dernede i den mørke, stinkende kanal. (s. 198-199)Forholdene havde gjort de tilbageværende jøder så modtagelige for det svageste tegn på medfølelse eller det ringeste udslag af opofrelse fra de priviligerede, der boede uden for ghettoens mure, at de overvældedes af en grænseløs taknemmelighed mod deres velgørere. I sin forelskelse betragtede Irena Jósef som et væsen, der i enhver henseende stod langt over alle andre mennesker. Den omstændighed, at han havde reddet hende fra at blive evakueret, var i hendes øjne endnu et bevis på, at hendes opfattelse af ham var rigtig.
Men gadernes udseende virkede afdæmpende på hendes henrykkelse. Næsten hvert eneste minut kom hun forbi et lig, der lå i en forvreden stilling midt ude på kørebanen: Ligene af alle dem, som endnu i sidste øjeblik havde prøvet på uset at slippe bort fra de evakueredes tog. Straffen ramte alle uden undtagelse, både børn, kvinder og gamle mennesker. Man lod dem med forsæt blive liggende, for at de kunne tjene som advarsel for andre. Men det var ikke kun de evakuerede, der faldt for tyskernes kugler. Det skete hyppigt, at tyskerne fór rundt i ghettoens gader i deres biler og under deres vilde kørsel spredte død og ødelæggelse omkring sig med deres maskingeværer. Den slags optrin fandt som regel sted, når et større antal jøder havde set deres snit til at flygte. Det resulterede i straffeekspeditioner, under hvilke tyskerne skød ind igennem vinduerne i de faldefærdige rønner og på de hentærede skikkelser, der ikke havde kræfter til at bringe sig i sikkerhed i tide. Og de døde ikke altid med det samme. Sommetider indtrådte døden først efter et par dages svære lidelser.Siden den dag, likvideringen af ghettoen var påbegyndt, udgjorde antallet af dødsfald som følge af beskydning firs procent af det samlede antal dødsfald i ghettoen. Men jøderne havde forlængst lært at vænne sig til alt. Det, der dog var den bitreste oplevelse af alle, var synet af den nidkærhed, hvormed det jødiske ordenspoliti gik op i sin opgave. Befolkningen var daglig vidne til, at de unge politifolk førte en brutal og fuldkommen hensynsløs kamp mod deres racefæller, blot for at kunne redde deres eget og deres familiers liv. Tyskerne havde nemlig garanteret dem og deres pårørende fuld sikkerhed, såfremt deportationen gennemførtes til punkt og prikke.
Ordenspolitiets optræden beviste, at dets medlemmer var rede til at opfylde ethvert krav, der måtte blive stillet til det, for at de kunne gøre sig fortjent til den udlovede belønning. Denne forfærdende opdagelse havde en psykisk indvirkning på folk, der langt overgik den, tyskernes grusomheder nogensinde havde fremkaldt. Den berøvede dem de sidste rester af deres tro på menneskene.Selvmordsepidemien kulminerede. Man kastede sig ud ad vinduerne for at knuses mod stenbroen; for gift kunne ikke opdrives for penge.
Mens polakkerne gemte sig for at undgå at blive sendt østpå, kørte lange rækker af vogne belæsset med møbler gennem de mennesketomme gader. Fra de deporteredes lejligheder fjernede tyskerne alt det herreløse bohave og transporterede det til den store synagoge, der - som om det var ment som en hån mod jøderne - var kommet til at ligge uden for Ghettoens mure. Her blev der holdt auktion over møblerne. Det nærliggende hebraiske bibliotek, det største, der fandtes i hele verden, blev forvandlet til et møbelmagasin. Alle bøgerne, hvoraf adskillige kun eksisterede i dette ene eksemplar, mens mange var umådelig værdifulde, blev smidt ud i en stor dynge på pladsen foran synagogen for derefter at blive brændt.
Byen henlå snart som uddød med lukkede butikker, uden for hvis vinduer støvet og snavset lå i tykke lag. Det var lange tider siden, der havde været noget at sælge af, og nu forsvandt også både butiksindehaverne og kunderne.Irena følte sig så knuget af ensomheden i de uddøde gader, at hun syntes, hendes skridt lød unaturligt højt. Forgæves lyttede hun i den tavshed, der rugede over byen, efter en anden lyd, der kunne fortælle hende, at hun ikke var det eneste levende væsen, der var blevet tilbage. (s. 206-208)
Tilbage til toppen