Bogens Verden 1996 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Hans Adolph Brorson Af Flemming Lundgreen-Nielsen, universitetslektor
Brorson er ti år yngre end Holberg og dør ti år senere - årstallene er 1694 og 1764. Hans digtning og kirkelige indflydelse når et højdepunkt i begyndelsen af 1740erne, da Johannes Ewald kommer til verden. Vi kan læse ganske meget om Holbergs personlige liv i hans latinske levnedsbreve og i de danske epistler, fra hans irritation over Frue Kirkes altid støjende klokker helt ned til hans svage mave og hans afsky for sommerfluer. Vi véd også en del om Ewald privat, fordi han i Levnet og Meeninger, den gennemkomponerede fragmentariske selvbiografi fra 1770'erne, har stykket et snildt forsvar for sin problematiske personlighed sammen af stumper fra sit liv. Men skønt selvransagelse i offentlighed er et fast programpunkt i pietismen - den teologiske retning, Brorson helhjertet tilsluttede sig - ligger hans liv hen i et sært halvlys. Hovedkilden er hans officielle vita, i realiteten en selvbiografi, affattet til bispeudnævnelsen i Ribe i 1741. Den er kort og skjuler vist mere, end den afslører. Vidnesbyrd fra samtidige om hans personlighed og dagligdag er få og ikke særlig oplysende. Ikke engang hans udseende kender vi ordentligt. Et kobberstik fra 1747, som med sikkerhed forestiller ham, kritiseres i en versificeret følgetekst af broderen Nicolai for ikke at ligne. Tre andre portrætter er ikke helt sikkert identificerede, mens et fjerde er afsløret som billedet af en nevø.Brorson er født i en gammel sønderjysk præsteslægt i den kongerigske enklave Randerup midt mellem Ribe og Tønder, fem km fra havet. Bortset fra studieår 1712-16 ved Københavns Universitet tilbringer han hele sit liv i Jylland. Til udlandet rejste han aldrig. I Brorsons ungdom kom Slesvig netop til at udgøre hovedindfaldsvejen til Danmark for den tyske pietisme. På denne tid var der ingen sprogkamp eller antityskhed i Sønderjylland. Kulturelle strømninger sydfra blev taknemmeligt tilegnet, fordansket og sendt videre nordpå. Brorson og hans to ældre brødre, alle præster, var blandt de ivrigste formidlere af den nye kristendom. Hvilken færdighed Brorson har haft i at tale tysk, vides for resten ikke.
Pietismen var en vækkelsesbevægelse, som først og fremmest udgik og organiseredes fra det universitet, der åbnedes i Halle i Brorsons fødeår 1694. Pietisterne var især interesseret i praktisk udøvelse af kristendom i børnesagen: vajsenhuse åbnedes for forældreløse, skolerne reformeredes, konfirmationen indførtes. Hertil kom missionsarbejde blandt hedninger (der på dansk grund omfattede de indfødte i Lapland, Grønland, Trankebar og på de Vestindiske Øer). Retningen understreger nødvendigheden af en personlig omvendelse, som man ligefrem opstillede et ideelt skema for. Idéhistorikeren Søren Holm har rammende talt om en uniformeret individualisme. Omvendelsens ægthed skal gerne vise sig i en afstandtagen fra verden og dens gerninger - fra fælles forlystelser som dans, teater og spil helt ned til enkeltmandslaster som tobaksrygning, brug af parykker og naturlig latter. Intet må stå i vejen for sjælens frelse.
Brorsons karriere i statskirken forløber tilsyneladende roligt og regelmæssigt. Han får sin teologiske embedseksamen i København den 6. oktober 1721 med laudabilem (førstekarakter). Herefter fungerer han som præst i sit fødesogn Randerup fra foråret 1722 til 1729 og er fra 1729 dansk trediepræst under den tyske pietist J.H. Schrader i Tønder, der lå i den kongelige del af hertugdømmet. Han forfremmes 1737 til stiftsprovst (efter broderen Broder) i Ribe og tildeles endelig af kongen "auf eigenem Antrieb" bispestolen i domkirkebyen i 1741 - måske som belønning for salmerne. Her virker han i 23 år frem til sin død. Ved enevældens jubilæum 1760 kreeres han til teologisk doktor.
I den pæne overflade viser der sig imidlertid krakeleringer. Også Brorson er et barn af det oplyste 18. århundrede, hvor hidtil urokkede positioner sættes til debat. Modsat Broder var Hans Adolph ingen mønsterstudent som attenårig. Han skulkede vist faktisk fra teologien for at eksercere sig i "Philologicis, Philosoph: og Historicis" - altså hvad man senere ville kalde humanistiske studier. En af hans privatvejledere var Árni Magnússon, tidens største kender, udforsker og samler af oldislandske håndskrifter. I marts 1715 kom han ind på Borchs Kollegium i St. Kannikestræde, lå syg den følgende vinter af overanstrengelse, fik ikke skrevet de forordnede disputatser og blev til sidst udelukket. Træt og deprimeret vendte han i 1716 hjem til Randerup og blev snart huslærer hos en onkel, der var amtsforvalter i Løgumkloster. Brorson siger selv i sit bispevita, at han her "under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aandelige betragtninger" nåede gennem krisen frem til at smage evangeliets sødheder. Desværre kan disse vigtige ungdomsår ikke belyses nærmere. Den citerede selvkarakteristik passer i hvert fald ikke med pietismens stive forestilling om faserne i en omvendelse.
Et udbytte af Løgumkloster-opholdet er en forlovelse med den 16-årige kusine Catharina Clausen. Hende førte han i november 1722 ind i et vistnok lykkeligt ægteskab, men på de syv år, de levede i præstegården i Randerup, døde ti børn for dem; en overlevende ældste søn boede som sindssyg fra sit 11. år i en celle i hjemmet, og et trettende barn kostede i 1741 hustruen livet, netop da Brorson skulle overtage Ribebispens embede. Han giftede sig dog i 1742 med en søster til en svigerinde og fik med hende tre børn. Brorsons kærlighedsliv udspilles således inden for slægtens trygge rammer.
Side om side med Halle-pietismen kom den mere følelsesfyldte herrnhutisme til landet. Den lagde vægt på fordybelsen i Kristi lidelser og ønskede at genoplive et urkristent apostolsk menighedsliv med kærlighedsmåltider, broderkys og fællesskab i daglige anliggender. En delvis improviseret sangpraksis, hvor man under ledelse af en forsanger sang vekslende salmestrofer sammen til en musikalsk og poetisk totalprædiken (Liederpredigt), skabte og udtrykte begejstring grænsende til ekstase. Brorson var stærkt tiltrukket af herrnhutismen, vel fordi han med sit digteriske temperament fandt den mere præget af spontan glæde, end der var plads til i den ensrettede kristne livsførelse, Halle-folkene stod for. I begyndelsen af den fromme Christian 6.s regeringstid arbejdede de to retninger sammen, men omkring 1735 brød kongen med herrnhuterne og forbød deres leder, grev Zinzendorff, adgang til København. Som embedsmand skulle Brorson naturligvis være loyal over for den nye kongelige politik - som menneske nærede han stadig sympati for herrnhuternes oplevelseskristendom. Det førte i 1745-46 til en krise, hvis vigtigste dokument, et tysksproget brev fra en herrnhut, er blevet nylæst for et afgørende ords vedkommende af Odense-forskeren Steffen Arndal i hans disputats fra 1989, "Den store hvide Flok vi see...". Han læser et udtryk om Brorson som "der brüder freundt" i stedet for "der brüder feindt"! Herefter skulle Brorson i sin håndtering af herrnhuterspørgsmålet have begået synd imod helligånden og følt anger over det. Forskerne er uenige om, hvorvidt krisen skyldes, at han mod kongelig ordre prøvede at beskytte herrnhuterne i sit stift, eller at han ikke havde forsvaret dem godt nok mod den overordnede københavnske kirkeadministration. Brorson anlagde i hvert fald lokalt en mæglende holdning, som tog stærkt på ham. Denne sjælekrise helbredtes han fra ved "Medicin og Stilhed" - påfaldende nok med en herrnhutisk lægbroder som sjælesørger hos sig.
Langt mindre tolerant var embedsmanden Brorson over for de gammeldags ortodokse præster, når de nægtede at bruge pietismens opbyggelige bøger. Han identificerede sig åbenbart med fremskridtet og veg ikke tilbage fra at true med magt. Her havde den gamle statskirke rettigheder og muligheder, folkekirken ikke fik i grundloven 1849. Kirkegængerne skulle mindst én gang om året gå til alters efter privat skriftemål hos præsten, og gjorde de ikke det, skulle de søge selveste kongen om dispensation mod opgivelse af antagelige årsager. De kunne for resten heller ikke gå til en anden præst end deres eget sogns. Der var således et omfattende lokalt regnskab for præsten at holde med menigheden - og for bispen med præsterne.
De gammellutherske præsters selvsikkerhed og lunkenhed over for den gode sag fik Brorson til at gå til yderligheder, man ikke venter af en fysisk og psykisk skrøbelig mand. Især bemærkes en flerårig strid med pastor Niels Tøxen i Verst, som stædigt afviste at indføre Erik Pontoppidans pietistiske katekismusforklaring fra 1737 i sit sogn. Det endte med Tøxens afskedigelse i 1746. Da hans broder Manasses Tøxen i Sdr. Felding og Assing sogne ved sin død i 1744 efterlod en befolkning i hårdnakket opposition til den nye lærebog, var Brorson også i aktion her, længe forgæves. Til sidst anbefalede han den 9. juli 1748 "det eneste, endnu uprøvede Middel, hvorved disse selfraadige undersaatter kunde bringes til eftertancke, Guds ære reddes, de selv frelses og den vit og bret foraarsagede forargelse ophøre", nemlig at de "uden videre process paagribes, og til nærmeste Fæstning henføres, for der at arbejde i Iern enten deris lifs tiid, eller saa længe det Deris Kongelige Majestæt allernaadigst behager". Den blide due havde næb og kløer. Skønt Brorson havde dækning i Christian 5.s Danske Lov, fulgte myndighederne i København dog ikke den strenge indstilling. De fik sagen i lave ved at lade amtmanden overbevise forældrene om, at brugen af Pontoppidans bog var kongens personlige ønske.
Også som jurist kunne Brorson være ubøjelig. Ti sager 1746-64 om Tørninglen, der verdsligt hørte under amtmanden i Haderslev, men gejstligt under bispen i det kongerigske Ribe, blev alle vundet. Sit sidste indlæg i striden forfattede Brorson fem dage før sin død. Kollegaen Peder Herslebs vurdering af Brorson som en god, men enfoldig og ved svaghed og hypokondri næsten uduelig mand kan ikke passe. Den er farvet af, at Hersleb ønskede Pontoppidans Katekismusforklaring ændret og derfor ikke delte Brorsons iver i Tøxen-sagen.
Ifølge et øjenvidne 1760-61 var Brorson en usædvanlig god prædikant, der nok kunne fylde domkirken. Kun én prædiken trykkes i samtiden, en anden så sent som 1956. Trods svækkelser og sygdom, der vel var åndeligt bestemt, passede Brorson til året før sin død bispeembedet med liv og lyst på lange, anstrengende visitatser. Stiftet strakte sig fra øerne i Vadehavet til Limfjorden, en fire-fem dagsrejser, og omfattede i Østjylland også kystbyerne Kolding, Fredericia og Vejle med opland.
Brorsons forfatterskab består af to bøger. Den ene er en større salmesamling beregnet på husandagt, Troens rare [dvs. sjældne] Klenodie, 1739, forudgået af tolv små salmehefter trykt i Tønder 1732-35. Den anden er en efterladt samling åndelige sange, som en søn udgav i 1765 under titlen Svane-Sang [dvs. døds- og afskedssang], vist efter faderens eget forslag. Nogen iver efter at få de sidstnævnte gudelige tekster frem viser Brorson ikke, men ifølge sønnens forord skal han i sine senere år have trøstet sig og sin familie ved at synge dem til lut-spil. Selv om én gang udnævnte embedsmænd under enevælden normalt blev siddende til deres død, kan tronskiftet i 1746 fra den fromme asket Christian 6. til den glade livsnyder Frederik 5. meget vel for Brorson have signaleret, at hans livsanskuelse med ét var blevet utidssvarende. Et enevældigt styret land var i uhyggelig grad afhængigt af den person, der beklædte tronen.
Under Christian 6. kunne Brorson distancere sig fra samtidens verdslighed i et nytårsdigt den 1. januar 1742 til grev J.L.v. Holstein, præses for rigets almægtige generalkirkeinspektoratskollegium:
Af Tiden ey dend mindste Stund
Vi havde, har og vendter,
At der jo [= ikke] af saa stort et Pund
Skal svares daglig Rendter,
At bygge, som vi skulde boe
I Verden alle Dage,
Og dog i ingen Ting vor Roe
Af heele Verden tage.
Som Folket roer [= hviler] i Skibet ey,
At blive der paa Vandet,
Men haster giennem Bølgens Vey,
Thi sindet er paa Landet.
Guds Kircke gaaer i Tidens spor,
Det faaer dend nok at finde [= føle],
Men sindet er dog uden for,
Og alt i Himlen inde.
Den aldrende Holberg kunne føle sig forynget og opmuntret under den nye konges regimente. Men den borgerlige dannelse, Holberg og hans elever F.C. Eilschov, J.S. Sneedorff og C.D. Biehl stod for, interesserede ikke Brorson. Troens rare Klenodie kom i bogform i 1739, det år, da universitetet Georgia Augusta blev åbnet i det hannoveransk regerede Göttingen. I de kommende årtier skulle der udgå megen inspiration fra det moderne, humanistisk orienterede Göttingen-universitet til danske akademikere og embedsmænd. Denne kun verdslige fornuft, der først og fremmest sigter til individets udvikling, kasserer Brorson imidlertid med fynd i en pilgrimsmarch i Svane-Sang:Hvad hielper Vext, som ej vil groe,Med eller mod sin vilje måtte Brorson dog gøre tidsskiftet med. Hans jeg-digte i Troens rare Klenodie er tilskrevet det typiske salmesyngende jeg. Det er altså egentlig en tom ramme, der skal udfyldes med hver brugers eget stedord. Jeg'et i Svane-Sang synes snarere at dække den aldrende biskop selv, med trætheden ved verdens gang i kroppen og længslen efter døden, befrielsen og evigheden i sjælen. Trangen til den sidste forløsning mærkes også i et digt - i tredie person - om den gamle Simeon (fra Lukas 2), som Brorson i 1760 sender i et brev til en kollega i Fredericia.
At bygge, og dog aldrig boe,
At komme løs, dog ej til Roe?I den lyriske verskunst er Brorson ikke engang i sine senere år kommet ud af takt med tiden. Ganske vist er det i Klenodiet et problem, at digtene ikke kan findateres. Forfatterskabet på tryk begynder i 1721 med et dødsdigt over en svigerinde, og salmearbejdet kan være indledt på samme tid, men der findes hverken omtaler, enkelttryk, manuskripter eller melodiangivelser, som med sikkerhed fører bag om 1730. Det er heller ikke muligt at fastslå, om originale salmer er før oversatte eller omvendt. Stilen veksler ganske meget - snart høres baroktræk, snart den åndelige vises enkle toner, snart en fint forsiret rokoko. Netop de symmetrisk komponerede numre i Svane-Sang, skrevet for at udjage upassende tekster til de gammeldags verdslige ariemelodier, er rokoko så god, som den nogensinde bliver i Danmark - et sidestykke til Ambrosius Stubs arier. I det hele taget er det vigtigt at fastholde enheden af melodi og tekst i Brorsons digte. Klenodiets melodier er næsten alle identificerede, mens Svane-Sangs melodistof stadig stort set er ukendt. Stub, der heller ikke besørgede sine arietekster i trykken, var jo i øvrigt i seks år til sin død i 1758 nabo til Brorson i Ribe, men deres indbyrdes forhold kan vi kun fantasere os til.
Brorson har skrevet i alt 148 originale salmer og oversat eller bearbejdet yderligere 196 mere eller mindre frit fra tysk. Hertil kommer et alexandrinerdigt på 380 verslinjer om jordskælvet i Lissabon 1755 (trykt året efter) - et stykke rimet journalistik på andenhånd, endelig nogle helt korte lejlighedsdigte, to prædikener og en teologisk doktorafhandling på latin. Det syner ikke meget midt i det 18. århundredes væld af bindstærke belærende og lærde forfatterskaber. I Det danske Sprog- og Litteraturselskabs standardudgave ved L.J. Koch, 1951-56, fylder Brorson kun tre bind på knap 1200 sider tekster, hvortil skal lægges endnu et bind fra 1960 med et fyldigt udvalg af visitatsberetninger og breve.
I Klenodiet, som oplevede mindst fem oplag frem til 1760 og altså må have ramt et behov, retter Brorson konstant den salmesyngendes blik mod det himmelske. Det er en "Tone til at gaae med Lyst / Den sidste Dag i møde" (tilegnelsesdigt i 1742-udgaven). Salmerne er, som i J.H. Schraders tyske salmebog fra 1731, ordnet psykologisk i syv afsnit efter faserne i den enkelte kristnes troskamp.
I almindelighed er Brorson kendt og elsket for toner, der er valgt ud af eftertiden. "Den yndigste rose er funden" måtte som et gennemført symboldigt over Bibelens Højsang tiltale romantikken, også med de minutiøse lydlige virkemidler, som Hans Brix har analyseret så fint i sin bog Tonen fra Himlen, 1912. H.C. Andersen citerer en strofe som konklusion på eventyret Sneedronningen, 1843-45, med den for romantikken karakteristiske ændring af "vor JEsum" til "Barn-Jesus", skønt Brorsons frelser aldeles ikke er noget barn. Andersen er måske inspireret af salmen også i eventyret Verdens deiligste Rose, 1852. "Her vil ties, her vil bies", igen en afledning af Højsangen, er den egentlige svanesang i Svane-Sang, Brorsons farveldigt. Den gammeltestamentlige turteldue bliver umærkeligt overført til et nordisk vinterlandskab, med bidende kulde og dækkende sne, lange og strenge tider, men trods alt med sommeren vinkende forude: "Lad det nu fryse, lad mig nu gyse / Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer." Arien blev sønderjydernes sang under den prøjsiske tid og måtte under første verdenskrig forbydes som for ophidsende! "Den store hvide Flok", gjort til en i dag ukendt studentermarch, løfter, efter Vilh. Andersens vision, den frelste kristne menighed op over Ribes flade marskland og og forener den med de hvide sommerskyer over Vesterhavet i et triumftog opefter. Julesalmen "Her kommer dine arme smaa" er holdt i den enkle visestil, selv de mindste kan forstå, og varsler om Ingemanns kristelige børnesange hundrede år senere. Ærkeæstetikeren Hans Brix udnævner Brorson til dansk litteraturs første moderne erotiker for hans bevidst naive gendigtning af Højsangen i en nadversalme, der dog egentlig handler om den kristnes forening med frelseren:
I morgen skal mit bryllup staae,
Ach morgen sød at tænke paa,
Min længsels sødeste behag,
Og sielens store høytids-dag!
Og Brorson har endnu andre strenge på den harpe, der så passende er afbildet på originalkobberet til Svane-Sang, 1765. Det var jo det år, da James Macphersons Ossian-sange kom i en samlet udgave, der kraftigt bidrog til tidens billede af digteren som seer og profet. Forskerne har i sobre og grundige studier over Brorson og hans tid mest samlet sig om hans oversættelser og disses miljø, mens originalsalmerne ikke har fået en tilsvarende moderne behandling. Brorsons eksperimenter med rim og rytmer i dialogsalmer forudspejler ellers verskunsten hos Oehlenschläger og Drachmann, hvor disse produktive 19. århundredesdigtere er allerbedst. Det risler af rim og kimer af klokkespil i Svane-Sang. Sjælen og Jesus omgås hinanden i dansende vellyd: "Mon JEsus mig ey ynker nu? / Hvi klynker du? / Mit Lys gik ud. Mit Mod faldt ned. / Din Fod alt gleed." Sådan diskuterer Martha (fra Lukas 10) med Jesus: "Min Søster har det mageligt. / Behageligt. / Hun har sig sadt saa troelig ned. / Til Rolighed."Det 19. århundredes danske salme bliver især hos Grundtvig - i beundring for Kingo - bibelshistorisk af art. Skønt Brorson helst anvender det tidløse Nu i sin vækkelse, har han også forsøgt sig med rollelyrik i første person. En illuderende dobbelt monologsalme om jødernes kong Manasse i babylonske lænker og efter udfrielsen (fra 2. Krøn. 33) i Klenodiet suppleres af en ikke mindre indfølende dobbeltsalme tillagt den store synderinde (fra Lukas 7), som opnår Kristi tilgivelse. En huggende kampsalme (over Efeserbrevet 6) får mindelser fra Bjarkemål og Brorsons oldnordiske studier under Árni Magnússon: "Op! op! og spender / GUds sandheds belte fast / Om eders lender / Mod fiendens haarde kast". Ja, i et opfølgende nummer er Brorson endog tæt på at nævne den 'leende død', som det 17. århundredes nordiske antikvarer sværmede så meget for i deres studier over vikingetiden:
At lade sverdet om
I marken blinke,
Behiertet ligesom
Ad døden vinke;
Med staale-hærdet sind
I bryst og bringe
At gaae som lyn-ild ind
At gaae som lyn-ild ind
Paa spyd og klinge.
En martialsk stemning omsættes i Svane-Sang til en folkeviseagtig genfortælling, i børneremsens rytme, af kampen mellem David og den tykmavede kæmpe Goliath: "David kom, saae sig om. / Hvad vil denne store Vom?" Lige så kort og effektivt gendigtes (med indrim og enderim) lignelsen om manden, som byggede sit hus på sand (fra Mattæus 7): "Daarlig Mand fik bygt paa Sand / Et Rov for Vand, / Dog sad han glad, / Og priiste sin Forstand, / Til Floden kom, og slog ham Huset om. "Oversættelserne er en sag for sig. De forbedrer så godt som altid forlægget, tilsætter realistiske billeder især fra den slesvigske natur og retter op på kompositionen. Det abstrakte gøres konkret og befris fra lurende klichépræg - som når "Und fiele auch der himmel ein" bliver til "Om ogsaa himlen sprak som leer". Det lader sig både se og høre.
Pietismens sjælesorg er dog Brorsons grundlag. Her henter han sin stilfærdige, men ubarmhjertigt logiske tone. Uden om komplicerende eller forskønnende billedsprog går han lige på den enkelte uopmærksomme synder. Det sker i utrættelige opfordringer til omvendelse her og nu: "Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke, / Hvor haardt det er, det satans slaverie, / Du skulde dig ey øyeblik betænke, / At søge den, som dig kand giøre frie." Udmalingen af denne ene gunstige chance fortsætter gennem otte fyldige strofer frem til den sproglige pointering i slutningen, hvor en snild ordombytning forvandler en betingelse til en konstatering: "Ach! kunde du, du kunde om du vilde, / Dog gribe ret Guds milde hierte fat". Han advarer intenst imod den forkerte og søvndyssende sikkerhed på egen frelse, med bidende ironisk brug af ord som "sikker" og "tryg":
O menniske, som troer og veed,Lige så indtrængende bekæmper Brorson verdens syndige lyster, hvor de dukker op ved umådeholdne højtidsfester - altså med et foregivet kristeligt alibi. Det gælder julen:
At verden snart skal brænde, Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?Hvor kunde nogen mene,Det gælder fastelavn: "Nu I Christne, som bekiende / Eder til det Christne-navn, / Skal det ikke have ende / Med den syndig fastelavn?" Det gælder påske: "Vilt du have paaske-glæde? / Kiere hierte, hvad for een? / Verden i den store stræde / Svinger og sin palme-green, / Men det er til syndig lav [= selskab], / Giestebud i syndens grav, / Ilde at fordrive tiden, / Som saa kostbar er og liden." Det gælder bryllupper: "Naar med idel fylderier / Ægteskabet vies ind, / Denne satans glæde svier / Ind i alle frommes sind." Selv ubehersket sprogbrug forfølges:
Som har naturlig sands,
At vi vor GUd kand tiene
Med syndig drik og dants;
Skal jule-festen være
Til JEsu lof og priis,
Saa lad ham faae sin ære
Paa lovlig christen-viis.Hvor mangt et slemt og daarligt ordHoldningen betyder ikke absolut sortsyn på det jordiske. Ved oldenborgernes 300 års jubilæum 1749 prædiker Brorson: "Ingen tænke at Christendommen i sig selv bestaaer i at hænge med Hovedet og see ilde ud; naar det skeer for Guds Børn, da er Troens skrøbelighed eller og særdeeles svare Lidelser Aarsag dertil." Det onde ligger, hvor begær, havesyge og selviskhed hersker:
I lystig samling vanker,
Som siden bliver spyd og mord
I de fordømtes tanker,
Hvo gruer ey at tænke paa
De mange blodig' bander,
Hvormed de store og de smaa
Hvert andet ord beblander.
Vil man ey andet haveBrorson diagnosticerer ubarmhjertigt verdens selvbedrag:
End verden til sin skat,
Saa er man jo en slave,
I trældom dag og nat,
Før man kand noget faae,
Og er der lidet vunden,
Med frygt er sielen bunden,
At det igien skal gaae.
Det er sagen, det er knuden,Forkynderen har naturligvis også opskriften på den rette levemåde klar. Ret glæde finder man ved juletid i lovsang til Jesus, så jorden ryster og helvede skælver - og her er det for tidligt at tænke sig fællessang omkring et juletræ! Ret glæde føler man i naturen ved tanken om skaberen: "Op! al den ting, som GUd har giort, / Hans herlighed at prise". Ret glæde følger i det ægteskab, hvis mønster er Adam i paradiset, da han får sin "søvne-taage" fra øjnene og ser Eva for første gang: "Her var ingen syndig brynde, / Som det pleyer nu at gaae"; seksualiteten skal gøres åndelig: "Syndens lyst maa intet stifte, / Dette søde bliver suurt, / Sig at gifte kand forgifte / Ægteskabets helbreds urt."
Syndens lyst man have vil,
Mener dog man des foruden
Nok kand høre JEsum til.At teologerne strides om den rette lære, vil Brorson ikke anerkende som undskyldning for manglende omvendelse:
Hvor skal jeg, vil du sige,Hans svar er, at synderen ganske enkelt skal gå i Jesu fodspor:
Den rette vey forstaae?
De lærde selv jo krige,
Og mod hverandre gaae,
Een spender buen hart
Om Christi kors at bære,
En anden veed at lære
En mildre leve-art.Her skal dit sind forandresLivet skal overalt forankres i troen på muligheden af nåde. Det er fordringen til den enkelte, med en større forventning om aktiv handlen end i ortodoksiens tid. Brorson lægger kærligt overtalende armen om synderens skuldre:
I bøn og kamp og striid,
Og anderledes vandres
End hid til denne tiid.
Din JEsu leve-art
Guds ord jo ikke dølger,
Saa lær, at du ham følger
Oprigtig, frisk og snart.At du vil i dine lyster"Vil man ikke lyset kiende, / Skal man sig paa lyset brænde", fortsætter denne blide poet, så helvedes flammer formelig slikker de syngende om benene!
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved JEsum trøster,
Gaaer i evighed ey an:
Kiere hierte, eet af toe,
Enten udi bøn og troe
Syndens vey at flye og hade,
Eller lide siele-skade.Brorsons digterskæbne efter døden blev mærkelig. I 1740 inkorporerede Erik Pontoppidan hele 92 numre fra Klenodiet i sin hof- og slotssalmebog og betegnede i 1752 digteren som Kingos ligemand. I Guldbergs salmebog fra 1778 og i Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798 svandt tallet, og Brorson blev glemt. K.L. Rahbek, professor i æstetik, kæmpede ene mand i 1790'ernes salmebogskommission for at bevare udtrykket om nældebladet i "Op! al den ting". Bekendt er anekdoten fra 1816 om, at hverken Grundtvig eller Rahbek vidste navnet på forfatteren til "Den yndigste rose". Endnu i 1858 må Brorson i N.M. Petersens danske litteraturhistorie, bind 4, nøjes med en omtale på halvanden side. Den halve går med at citere to strofer af "Op! al den ting", den hele med forskellige valne vurderinger, sammenfattet i en ikke videre træffende karakteristik af Brorson som "dette nødvendige Mellemled imellem Kingo og Ewald". Til sammenligning bruger Petersen tre en halv side på satirikeren Vilhelm Helt og seks en halv på digterpræsten Jørgen Sorterup. I bind 3 havde han sat 25 sider af til Kingo.
Bogmarkedet var forud for kritikerne. I 1823 kom en udgave af Brorsons klenodie-salmer, i let moderniseret stand, igen i handelen. Klenodiet og Svane-Sang optryktes 1830 og nåede efterhånden ti oplag. Med de autoriserede salmebøger af 1855 (Roskilde Konvent) og 1899 (Kirke og Hjem) er Brorson tilbage i kirkerne. Søren Kierkegaard ønskede og fik Brorson-strofen "Det er en liden tiid, / Saa har jeg vunden" sat på sin gravsten. I dag står Brorson sikkert ved Kingos og Grundtvigs side som en af vore tre store salmister.
Forhåbentlig fører jubilæumsårets publikationer til en fornyet interesse for Brorsons originale lyrik - og dermed også til en moderne forskning i den. Nok bruger han bibelshistoriske figurer og symboler, som måske ikke siger nutidsmennesker meget. Men i sine bedste lavstemte vers taler han indtrængende, uden omsvøb, ligefrem, så man næsten hører hans sagte åndedræt: "Hav, hvor du vandrer ud og ind, / Guds ord og himmel i dit sind". Så tæt på fortroligt hverdagssprog, når det gælder livets højeste og sidste anliggender, bringer ingen anden digter fra det 18. århundrede os, knap nok nogen fra 19. Langt mere end lyrikerne Kingo, Ewald og Baggesen kan Brorson læses som en samtidig. Verskunstneren Brorson er tit suveræn og virtuos. Måske er han allerstørst i den selvforglemmende kunstløshed:
Med ald sin fliid arbeyde her,
Dog heele Verden glemme,
Det er en Kunst for dem i sær
Som har i Himlen hiemme.
Tilbage til toppen