Bogens Verden 1994 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel
Litterære jubilarer
Et af de mere muntre indslag ved festmiddagen i maj måned i anledning af Dansk Forfatterforenings 100-års jubilæum var en fin tale af Palle Lauring. På et tidspunkt, hvor de fleste nok tænkte, at middagen straks måtte være slut, greb han ordet og fortalte, i sin velkendt livfulde stil, om små episoder og store skandaler tilbage i foreningens historie. Hans beretning, som blev krydret med personalhistoriske noter og pyntet med viltre digressioner, vakte hele forsamlingens jubel, og Lauring havde nok fortsat længe, om ikke aftenens toastmaster Klaus Rifbjerg havde valgt at gribe ind. Hvis der havde stået en gummipalme, havde Lauring nok fået dén i favnen. Nu fik han istedet et hastigt klem af sin yngre kollega og mangeårige beundrer.Når Palle Laurings tale vil forblive længe i mindet, skyldes det muligvis, at det på selve festaftenen og i jubilæumsugen som helhed kunne falde lidt svært at glæde sig fuldt og udelt. Hvor berettiget det end må kaldes, at størsteparten af de danske skønlitterære voksenforfattere i 1991 drog konsekvensen af flere års strid og dannede deres egen forening, så er Danmark som land dog lige lovlig lille til at have hele to foreninger for skribenter, tre hvis Journalistforbundet tælles med, fire hvis Dansk PEN tælles med, fem hvis revyforfattere og lignende inkluderes i faget. Det er og bliver synd, at så mange gode kræfter for tiden bruges til at fastholde en lettere skævvreden og kunstig organisatorisk struktur.
Om samarbejdet mellem den gamle og den nye forfatterforening hedder det dog fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at det hele skam fungerer i det daglige, skønt der indtil videre ikke synes udsigt til forsoning, og slet ikke hvis man skal dømme efter dén lidt flabede festtale, hvormed de skønlitteræres formand Peter Poulsen markerede, at han trods alt var mødt op. I stedet for at nærme sig hinanden har man til dels lært at omgås med stil og takt og forsigtighed, alt imens bogbranchen går ind i nye vanskelige tider, hvor fodslag nok kunne være en fordel.
Forsonet blev derimod landets forskellige kirkelige retninger omkring fejringen af Hans Adolph Brorson. Nok var han pietist, og nok var der dem, der kaldte ham "lummer"; ingen prøvede imidlertid at løbe fra, at denne ordets mester hører hjemme i klasse med Thomas Kingo og N. F. S. Grundtvig. Derfor fik den da også alle på syv kontakter, da præstesønnen fra Randerup i juni fyldte 300 år. Hans særlige kombination af ynge og inderlighed har åbenbart haft appel til et eller andet i tiden nu.
Dette nummer af Bogens Verden markerer begge de to jubilæer. Brorsons med et totalportræt ved en kompetent forsker samt anmeldelsen af en bog. Forfatterforeningens fest markeres ved anmeldelsen af det flotte skrift, som litteraturhistorikeren Lisbeth Worsøe-Schmidt lavede til dagen. Mellem forårets to jubilarer er der den lighed, at de har dunkle punkter i deres historie, og at denne historie handler om strid. Brorson sloges dels mod tvivlen i sit indre, dels for kirken i afsides beliggende egne af landet. Forfatterne slås om navnet og brødet, måske også vinen og æren. Meget af dette ses beskrevet i foreningens festbog. Andet må man åbenbart stadig høre fra dem, der var tæt på, da tingene skete. Og som endnu kan huske!
Redaktionen
Tilbage til toppen