M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 4

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

[4]

   I stor Sorg som i stor Glæde staaer et Menneske udenfor Menneskeheden. Ingen kan forstaae os. Vor Glæde gjør næsten ondt paa Andre; deres bedste Forsøg paa Deltagelse i vor Sorg gjør os ondt.
   Jeg gik til Ørkenen, som var nær hos, og imellem Araberes Telte fandt jeg momentan Lindring. Den Virkelighed, hvortil Hun havde hørt, svandt mig af Syne; Aarhundreder lagde sig som et Slør mellem Sorgen og mig.
   Lyset og Mørket, Luftens Finhed, Stjernernes Mængde og stærke Glands over Udstrækningens Uendelighed lod Sindet føle og forstaae, at Religionerne ere komne fra Ørkenen, at Aabenbaringen har valgt at nedstige her, eller at Menneskeslægten her har løftet sig til at hente den ned. Min Sjæl kunde ikke løfte sig op paa Himmelstigen, men faae den.
   Jeg vilde bygge og boe der - hvad havde jeg med Verden at skaffe?
   Da hændte det en Eftermiddag henad Solnedgang, at jeg var gaaet fra Kilden og den grønne Plet, hvor Teltene stode, og langt ud paa den sandede Slette. Men Jordbunden saae ikke ud som Sand; den var lyseblaa med et svagt rødt Skjær som en Amethyst eller Opal, og Luften over den var som en blaalig, gjennemsigtig Sø, der i sine øvre Lag blev lilla, violet, purpurrød og gylden, stærkest og mest flammende mod Vest, hvor Solskivens Rand berørte Jorden.
   Jeg kom til at vende mig imod Øst og saae min Skygge falde, ikke som paa en europæisk Slette ved Solnedgang ikkun lang, men uendelig; der var ingen Grændse for den; dens sorte Stribe syntes at naae til de Forsvundnes Land, som et Baand, der knyttede mig til det, eller som en Bro, hvorover jeg kunde vandre til dem.
   En anden Skygge dukkede pludselig op i den og nærmede sig mig; jeg blev staaende aandeløs og ventede Dødsenglen.
   Det var en gammel Araber, der vilde til Teltene. Han sagde, da han kom mig nær og kjendte mig i det hastig svindende Lys: Fred med Eder! Nu kommer Duggen.
   Dette simple Ord rev Stenen løs fra et Kildevæld af Følelser og Tanker. »Min Velsignelse skal komme til Dig som Himlens Dug den Aften, Du mindst venter det.« Det var for mig, som om jeg følte den komme svalende over min Pande og lægende over mit Hjerte. Det syntes mig, at jeg i Himlens Øie, som nu lukkede sig, gjensaae Hendes bristende Blik og fornam hendes Villie, hendes blide, spørgende Røst: Efterlod jeg Ingen at leve for? Lev!

Det har jeg efterkommet, det vil jeg efterkomme. Vi fem ere nu paa Reisen hjemad.
Jeg vender nu tilbage som Arving efter den, der havde at sørge for Andres Lykke, blid, som jeg ikke var forhen - som en Pilgrim, der for det fjerne, hellige Maals Skyld ikke har Øie for Veiens Besværligheder - baaren af et stort, elskeligt Billede, der for mig trods al den Vemod, hvormed det fylder Hjertet, dog er min Lyksalighed - løftet op til at gjøre min Pligt imod mine Medmennesker - ja, løftet op, som min Fader ønskede mig, ved Kjærlighed.
Hun har givet mig min Mission: De Børn, hun kaldte sine, og for hvis Skyld hun dog egenlig døde, skulle opdrages til det Maal, hun anviste, til engang at træde frem imellem en Befolkning, som er afhængig af dem, og dog fri, som igjennem dem fornemmer Autoriteten og Respecten for høiere, aristokratiske Naturer og derved, istedenfor misundelig at trykkes, løftes til selv at stræbe opad. Naar jeg da engang efter at have arbeidet ydmyg og anstrengt i det Enkelte, efter at have saaet og plantet, fører de to Børn som Voxne ud paa Altanen og siger til Befolkningen: Se, her ere mine Arvinger, Eders Førere, Eders Venner, og Alle kjærlig hilse dem, saa vil der være Fryd om hendes fjerne Grav i Ehden, og hun selv vil smile til mig fra sin Himmel - ak, med det Smil, jeg aldrig glemmer.

M. A. Goldschmidt Homepage