kammerater!
- en kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner - han er alle virkelige kunstneres lumskeste og farligste fjende - hans er forræderens og spionens rolle -, forræderen og spionen, som indenfor alle andre virkefelter øjeblikkelig dømmes til skændselens tilintetgørelse, saasnart masken er revet fra hans bedrageriske øjne og mund - den revolution, som er kunstnerens, er ikke brødets - brødets revolutionære er hans selvfølgelige kampfæller, men paa et ham uvedkommende omraade - hans maal er at skabe mennesker, som fuldt ud er i stand til at tilgodegøre sig frugterne af disse hans kampfællers resultater - de rydder, skaber plads, aabner en menneskeværdig jord -, hans opgave er at danne de mennesker, der værdigt og frigjorte først gennem hans arbejde blir aabne for den frugtbarhedens varme, som brødets revolutionære har beredt dem -
- der er overproduktion af varer, men ikke der, hvor varer behøves og ikke af de slags, der trænges til - og -, eller men, hvor mærkeligt det end lyder, der er en skrigende mangel (indtil videre uden lyd) paa mennesker - de, som er, kan af naturlige grunde ikke vandre paa jorden evigt - og nye fødes kun i et forsvindende faatal - og endnu besynderligere: de fødes, vokser op, lever og dør paa steder, ingen besøger; deres virkefelt indskrænkes til et latterligt minimum af slæbende, tyngende dødsmasser - resultatet af deres kæmpende, pinefulde liv blir klare lysende blomster, hvis straaler sluges og udviskes af et kæmpemørke uden dybde og uden bund -
i forhold hertil er den materielle verden all-right, næsten venlig og god - jordens fortvivlede situation er, at der ingen findes til at frugtbargøre den, forløse den, puste ild i de evige, nu stumpt sørgende gløder - jorden behøver lige nu mennesker, der repræsenterer noget, der symboliserer noget - men noget, der ikke er vagt og blødt som skum - noget, der staar, og blir staaende gennem gode og onde tider som træer og fjælde - og ikke løsrevne individer, men befolkningslag og nationer - situationen er blevet saadan, at vi ikke kan skærpe kravene til at fordre lys og overvældende godhed og frugtbarhed - vi maatte juble, om vi bare kunde øjne en flok djævle, hvis djævelskhed var 149 naturlig, levende og ubøjelig -, hvis maal var absolutte og udiskutable
- af saadanne kunde der skabes mennesker - fjældet er fjæld - du spør ikke hvorfor -, dine medmennesker er det eller det - dit krav om begrundelse er berettiget, fordi de ligesaa godt kunde ha' været noget tredie, fjerde eller femte - de var tomme - og tvunget af et overmægtigt samfund fyldte de sig af posen, der kunde kaldes unødvendighedens, tilfældighedens pose - og deres valg er intet valg - de var ikke affordret noget valg - deres greb i posen er ikke definitivt, uigenkaldeligt - prøv at kræve det bestemte, det reelle, det virkelige - og du vil finde, at vejen til mavernes og hjærternes mæthed er kort og gældende for dem alle -
hos et skaldyr er dyret det samme, det konstante, og skallen det skiftende - for de til fortvivlelse bragte mennesker nu er det skallen, sneglehuset, der skiftende fyldes med skiftende mæthedssurrogater - menneskehedens uvished og fortvivlelse er tragisk, fordi den er saa forbandet berettiget - og ingen enkelt kan alene hjælpe her - ikke din bedste ven kan du hjælpe - ikke din højest elskede - af intet kan intet blive - ikke med venskab - ikke med hellig kærlighed - her er ikke tale om overmenneske og ikke overmenneske, om genier kontra idioter - din tjenestepige, som er og blir og (forudsætter vi) ikke kan være og blive andet end tjener under en herre - hun er maaske virkelig, realiter det, hun er - hun er tjenestepige, og maaske endda den absolutte, utvivlsomme tjenestepige x - som kun kan være dette og denne - og som altid i al evighed vil fylde sin reelle plads i verden som tjenestepigen x og ingen anden - her er konventions- og samfundsbegreber som beskedenhed og ærgerrighed uklarhedskilder - du er den, du er - ingen idiotiskmeningsløs kamp opad eller nedad kan gøre dig til andet end det - en falsk etikette resulterer blot i ubeføjede krav eller ubrugt kraft - og selve kampens haabløshed gør dig blot delagtig i den dødens tragik, som nærmer sig, stadig rykker nærmere, og som ikke den blodigste verdenskrig eller det brutaleste og fasteste diktatur kan forhale et sekund -
- hver idé, hver formskarakter kan kun i een kombination af andre former og andre følelser give hele sin sjæl -, hele sin betydning - naar en saadan kombination opstaar, er verden et kunstværk rigere - kun gennem denne ene situation kan en ny realitet opstaa, en bestaaende manifestere sin existens - og saadan ogsaa med mennesker - de bestaaende samfund nu (mere eller mindre, men dog alle) gør det saa vanskeligt for de nulevende mennesker, der er underlagt deres omsorg, at indtage den plads (for hver enkelt kun een eneste), der er deres og kun deres - den plads, hvor deres betydning er uomtvistelig, den plads, hvor netop det bestemte menneske er absolut nødvendigt (for alle andre og det selv) og uundværligt - samfundssystemer, der gør det lettere for en vognstyrer at blive professor end vognstyrer, og forhindrer tusinder af sømænd i at sejle for at stikke dem gadefejerens kost i haanden -, saadanne samfundssystemer er de reelle kunstneres uforsonligste fjender - den kunstner, som ikke indser dette faktum, og indretter sig derefter, har automatisk mistet sin betydning for verden - selv om han (eller hun) derved faar lejlighed til at leve i 100 aar - og frem for alt: en saadan kunstnervirksomhed er direkte rettet mod alle andre kunstneres (hans eget inklusive) arbejde og sjæls frelse - og han burde brændemærkes med den frafaldnes lysende skændselsmærke - - en verdens- og samfundsordning, der gennemfører den minutiøse specialisering, der ene kan give en mening til hvert eneste menneskeliv og give den enkle tilfredsstillelse og verdensbetydning som et gennemført livs strabadser med rette kan gøre krav paa -, kun en saadan samfundsordning kan en virkelig kunstner gøre til sit ideal - og den som nægter at acceptere dette (uendelig fjærne, men eneste værdige) maal - hans skæbne skal drukne som djævelens suk i erkeenglenes brusende sang - maaske er det et vigtigt organ, et instinkt vigtigt paa liv og død, som menneskene har glemt at anvende, har ladet ubrugt for længe - et instinkt af samme art, som det, der faar rovdyret til at jage og edderfuglen til at dykke - og planten til at gro kun der, hvor jorden er den rette - et instinkt uden falsk hensynsfuldhed, der med sikkerhedens ro peger og ved: her og ikke der - her og ingen andre steder skal netop mit liv ligge - vi vil et samfund for alle mennesker, undtagen de golde, de snyltende, de indifferente - lad os frygte sygdommen mere end helbredelsen!
linien, feb. 1934
