Bogens Verden 1995 nr.3


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


"Den russiske Ingemann"

Thor Langes kulturpåvirkning

Af Bent Andersen, litteraturkonsulent



Der tales i denne tid om det hensigtsmæssige i at modernisere vore klassikere. I samme forbindelse inddrages ind imellem oversættelseslitteraturen, både fra vor egen litterære arv (fx latinske tekster eller svært tilgængelige tekster fra forne tider) og naturligvis fra udenlandsk litteratur. Det er en følsom sag at gå ind i andres sprog, hvad man som oversætter naturligvis er nødt til. En oversætter skal kunne mere end sit glossarium! Måske er den bedste oversætter ikke en loyal sprogmand eller filolog, men en gendigter. At gendigte fra et andet sprog er ikke at ændre betydningselementer, men indebærer, at man forholder sig til forlægget som andet og mere end sproget alene, at man skuer ind i kernen af teksten, forstår den og tolker den - og gengiver på sit eget sprog og samtidig forbliver tro mod det digteriske ophav. Det er en kunst, som ikke er beskåret enhver oversætter, det er en kulturopgave, bl.a. fordi det i videre forstand giver muligheder for at bringe essensen af sjælen i andre folkeslag ind i stuen.

Desværre glemmer vi i litteraturhistorien lidt for ofte denne type af digtere, for digtere er de, kulturbærere i bedste betydning, ikke niddingsmænd i andres sprog, som den hjemlige debat om ændringer i vore ældre forfatteres sprog lægger op til. Paul V. Rubow skrev allerede i 1947 i et essay "Om Oversættelser", at det man tør forlange af en oversætter, det er, at han gør rede for hele Forfatterens Tankegang og senere: "Det, som blot er Translatørvisdom, sigter man fra, og det, som Digteren har paa Hjerte, beholder man." En blandt mange, der mestrede disse krav, var forfatteren, gendigteren og filologen Thor Lange (1831-1915). Ganske pudsigt, at vi alligevel skal til en ægte filolog for at finde en rigtig gendigter, en oversætter med ikke blot sprogfornemmelse, men også litterturaforståelse. Han kom til verden i København, men rejste i 1875 til Rusland, hvor han virkede som lærer og filolog, giftede sig med en rig kvinde, Nathalia Michailovna de Protopopov, og blev gennem dette godsejer i Ukraine. - Senere blev han optaget i den russiske adel (1899).

Thor Lange fik desuden titel af dansk konsul i Moskva, et hverv han efter sigende var meget stolt af at røgte. Han faldt til i Rusland, elskede den russiske folkesjæl, satte den over den danske, fandt at der på vidderne, på sletterne, var mere og friskere luft under vingerne end i hjemlandet. Og dog forblev han dansk som få. "Den danskeste af alle blev udlandsdansker", skriver Torben Brostrøm i "Det umættelige Mørke". Men det er jo både før og senere set, at afstanden øger hjemstavnsfølelsen og i nogle tilfælde - som hos Thor Lange - får direkte udtryk i poesien, som vi skal se.

Thor Langes litterære produktion er for så vidt et paradoks. Hans udgangspunkt var tilhørsforholdet til Danmark, som han bl.a. dyrkede gennem en omfattende brevveksling med danske kunstnervenner. Dengang - omkring århundredeskiftet - var brevskrivningens kunst stadig i høj kurs. For Thor Lange var det yderligere nødvendigt at dyrke denne genre, da han sjældent besøgte Danmark. Han brevvekslede og gav og fik inspiration med fx Valdemar Rørdam, Otto Borchsenius, Axel Sørensen, Zakarias Nielsen, Ernst v. der Recke, Sophus Bauditz og Camillus Nyrop. Dette tilhørsforhold gav sig naturligt for ham sig da også udslag i selvstændig digtning på modersmålet. Set på afstand må det erkendes, at havde denne poetiske raptus stået alene i Langes produktion, var der næppe nogen speciel grund til at beskæftige sig med ham. Han er ofte teatralsk og panegyrisk som fx her (5. strofe fra "Det hellige Flag"):

"Bær Himlens Farve til Jorden ned,
giv selv din Søn os at favne,
og vær velsignet i Evighed
blandt alle hellige Navne!"
Hvor Dannebrog sakraliseres næsten utilbørligt.

Det synes, som om Lange i sine på ‚n gang meget religiøse og meget nationale digte ikke kunne frigøre sig fra, hvad han overtog fra forfattere som først og fremmest Ingemann, men også Carl Ploug og til dels Kaalund.

Lange var ubetinget optaget af katolicismen, hvilket bl.a. gav sig udslag i en næsten mystificeret optagethed af den middelalderlige graalsdigtning, hvad senere skal strejfes. Han konverterede dog aldrig, sandsynligvis af veneration over for faderen, der var præst. Har hans nationale digtning toner af en vis svulstighed, grundet i kærlighed til fædrelandet, ser det ganske anderledes ud med hans gendigtninger.

Det er muligt at anskue Thor Langes litterære virksomhed ud fra fire søjler. Ser man hans danske udgangspunkt som søjle nr. 1 i hans litterære univers, føjer sig naturligt tre yderligere søjler til: det russiske, slaviske, digterværk, den græskklassiske tradition og den europæiske overlevering, bl.a. i gendigtninger af Paul Verlaine og Tennyson. I Otto Borchsenius' udgave af Thor Langes digte fra 1915 (med et karakteristisk forord) kan man opregne intet mindre end oversættelser fra 26 sprog og sprogvarianter. Så langt kan vi ikke komme omkring her, men må nøjes med eksempler i form af fire digte, der hver for sig tenderer de fire søjler i forfatterskabet: "Ved Laasby Kirke", "Rusalka", "Aphrodite" og "Ariettes Oubliees". De repræsenterer ganske godt, hvad Thor Lange stod for. Andre kunne med rette nævnes, bl.a. hans graalsdigte, slaviske gendigtninger som "Paa Steppen", "Tusmørkeblomster" af Elisabeth Varshjenevskij og fra det spanske "Skønne Fru Beatriz", sat i musik af Peter Heise. Rækken er om ikke uendelig, så meget lang.

"Ved Laasby Kirke" er en tone fra digterens egen sjæl, der vidner om, at han trods sin kærlighed til Rusland længes mod sit fædreland. Et eviggyldigt dilemma: at have hjemme et sted, men længes mod et andet: "For en Dag kun, for en Time/jeg til Danmark hjem mig stred/- blot for dig at høre kime./ Kim og klemt, ring Solen ned." Og senere: "Jeg har atter hørt dig ringe/jeg har atter Danmark set." (1907).

Denne forelskelse i Laasby Kirkes klokke gav sig også udslag i mere materiel henseende. Han skænkede til kirkens altertavle et maleri, "Den tronende Kristus", af den russiske maler Sergej Gribkov, ligesom kirkens kalk er en gave fra ham. På tilsvarende vis - og egentlig ganske i overensstemmelse med hans religiøst-sværmeriske forhold til hjemlandet - lod han en del af sit danske forfatterhonorar (og sin betydelige formue) gå til mindesmærker flere steder i landet, godt hjulpet af Camillus Nyrop, bl.a. om Dronning Dagmar i Sct. Bendts Kirke i Ringsted og tilsvarende Dronning-Dagmar-Korset i Vitten Præstegårdsskov (i dag Tinning Skov ved Aarhus), opført i 1906, samt Knud Lavard- korset i Haraldsted. Berømtest er dog mindedigtet over Magnus den Gode på Niels Skovgaards mindesten i Skibelund Krat:

Magnus, tvende Rigers Fryd,
unde Gud din Kongesjæl
at se Nordens Grænsepæl
atter rykket frem mod syd.
1864 gik heller ikke sporløst hen over Thor Lange!

Hvor Langes digtning, hans egen, forekommer eftertiden rigeligt følelsesladet, ser det helt anderledes ud med hans gendigtninger, jvf. de tre andre søjler i de korte digte og ikke mindst de længere heltedigte, som vi skal vende tilbage til. Hans valg af digtere til dansk gendigtning er ikke tilfældigt. Hos den tragiske Paul Verlaine fandt han de vemodige klange han - alt andet lige - kunne genkende hos sig selv: "Støv af Sange fra solfyldte Dage,/klang af Stemmer, som længst nu tav stille". I genkendelsen og i eftertanken noteres "Syner jeg halvt kun kan samle". Verlaine og Lange havde begge deres længsler: Verlaine mod en opklaring af sit eget mysterium, Lange mod en sjælens enhed af sine to hjemlande. Hans hu stod også til tyske og engelske digtere, bl.a. Alfred Tennyson. Det er blevet sagt, at Tennyson faktisk først fik mæle i Danmark gennem Thor Lange. Tennyson havde det samme romantisk-ridderlige forhold til Victoriatidens England som Lange havde til Skandinavismens Danmark (Vilhelm Andersens udsagn).

Men den russiske folkesjæl havde Lange af indlysende grunde et særligt forhold til. En voldsom produktion vidner herom. "Rusalka" er god at tage kendetegn af: "Ved Midnat drukned sig den unge Pige./Nu ligger hendes Lig og ler i Vandet,/men ham, som voldte det, har Gud forbandet!" Da er livet værre end døden. Her kommer Thor Lange tæt ind på det russiske temperament, samtidig med at han elegant holder sig fri af Rusalkasagnets forskellige variationer, bl.a. som folkeeventyr og de kendte operaer af Dvorak, Dargomysjskij og Lortzig - samt da også af H. C. Andersens "Den lille Havfrue"! Ligeledes i sine gendigtninger af Alexis Tolstoys nationallyrik finder Lange ind til kernen i budskabet, den kerne man oftest skal lade stå ufortolket for at lade digtet i fred. Lange opnåede i øvrigt doktorgraden på en bog om Alexis Tolstoy, "Grev Alexiej Tolstoj, et Bidrag til den russiske Litteraturs Historie" fra 1893. Tolstoy bekendte sig til l'art pour l'art-retningen i Victor Cousin- traditionen og var afgjort modstander af sin egen tids litterære pragmatisme (han døde i 1875). Det er ikke svært at finde Thor Lange på den linje. Hos den noget ældre Tolstoy fandt han nogle klange, der for ham havde genlyd af Danmark. hvad han vel også gjorde hos Lermontoff, hos Verlaine og Tennyson. Og hos grækerne, hans fjerde store kærlighed.

Han gæstede Grækenland og fandt ind til mestrene. "Aphrodite" med Swinburnes indledning kan stå som udtryk for essensen af Thor Langes sjælelige fornemmelse for storheden og dimensionerne i det græske rige i det 5. århundrede før kr.: "Gyldenblaa Stjerne, Forglemmigejs-øjede,/smil kun og lok og forhør; vogt Afrodites den lidenskabsbøjede/ Hjord af din Sanserus ør." Intetsteds i sin digtning glemmer Lange kærlighedens lyksalige brus, ofte nænsomt pointeret med gloser som "mildt" og "blidt". Det er følgerigtigt og i samklang med hans romantiske sjæl at blive optaget af specielt "den skumfødte kærlighedsgudinde", lokkende toner fra erotikkens lønkammer. Hertil slutter sig hans egne Varja-digte, "to blide, bedaarende øjne", "gynger med Skumtoppe hvide", hedder det i "Rimtaage". Varja var en veninde af Lange. Hun valgte at dø for egen hånd, hvad der giver digtene om hende et stedse vemodigt anstrøg.

Hans interesse for det klassiske Grækenland stak dog dybere end til den attraktive gudinde. Hans gengivelser af klassiske dramaer som fx "Kong Ødipus" og "Ajas" af Sofokles og måske ikke mindst "Ion" af Euripides er netop udtryk for gendigtninger og ikke filologisk bestemte oversættelser. I disse værker viser han, at et litterært åndsprodukt fra et andet sprog først rigtigt kommer til sin ret, når tonen, sjælen, "oversættes" i højere grad end gloserne.

Det samme gælder i udpræget grad for Thor Langes bedste arbejde, gendigtningen af den amerikanske forfatter Henry W. Longfellows "The golden Legend" - "Den gyldne Legende" (1880). Det er et poetisk mesterstykke, hvor Lange boltrer sig i metriske udtryksformer i en helt fri gengivelse, der tillige har mindelser om hans danske tilhørsforhold. Langes tekst er faktisk et eksempel på, at en gendigtning på et andet sprog kan svinge sig op til at være originalen overlegen. Handlingen er henlagt til den tidlige middelalder, riddertiden. Anerne er lange: Longfellow har antagelig hentet sit stof fra en kilde helt tilbage fra det 12. århundrede, hos en ægte ridderdigter, Hartmann von Aue (c. 1170-1220), friherre fra Schweiz, men af tysk herkomst. Omkring år 1200 udkom hans "Der arme Heinrich", der efter al sandsynlighed bygger på en latinsk optegnelse i hans egen slægt fra Schwaben i Tyskland. Han betegnes som en mester i det ridderlige middelalderepos. Fra ham stammer legenden om den spedalske ridder, der redder både sig selv og sin elskede gennem ægte kærlighed og ædelt sind, et epos der satte sig spor i specielt romantikkens og senromantikkens europæiske digtning. Vi møder motivet - særdeles genkendeligt - hos to andre tyske digtere. Først hos Adelbert von Chamisso, der udkom med sin "Der arme Heinrich" i 1839. Han havde selvfølgelig sit forlæg fra Hartmann, ligesom en senere dramatisering af stoffet med samme titel af Gerhart Hauptmann (1902) naturligt bygger på Chamisso. Stykket blev uropført d. 20. november 1902 på Hofburgtheater i Wien. Han kaldte sin femakter for "Ein deutsche Sage", altså sagn, ikke myte - og slet ikke legende.

Denne er til gengæld princippet i Longfellows gengivelse fra 1851. Der er ingen tvivl om, at han går bag om Chamisso og direkte til von Aue. Hos ham er titlen helt i overensstemmelse med tekstens indhold ændret til "The golden Legend", en kvalitativ forskydning fra hovedperson til tema ("legende" opfattet som en dramatisk fremstilling eller gendigtning af dramatisk art af et helgenforbillede). Longfellow opholdt sig i lange perioder i Europa og havde et godt kendskab til europæisk digtning og var præget af den. Han var dog først og fremmest angelsaksisk orienteret og kan derfor nemt have overset Chamisso, bevidst eller ubevidst.

Hvor Thor Lange underligt nok, men helt i pagt med tidsånden, ikke nærmede sig nordisk digtning eller mytologi, men nøjedes med den senromantiske forestilling om skandinavisk enhed, havde Longfellow et ganske godt kendskab til nordisk digtning. Han besøgte faktisk Skandinavien. Konkret gav det sig bl.a. udslag i en oversættelse til engelsk af Ewalds "Kong Christian", ligesom hans bedst kendte værk "Hiawatha" fra 1855 (dansk oversættelse til "Sangen om Hiawatha" fra 1860) har hentet inspiration i det store finske nationalepos "Kalevala" af Elias Lönnroth (1835), dog uden at nå samme kunstneriske højder. Mindre kan også gøre det, uden at man behøver skamme sig. Ofte bliver Longfellow i litteraturhistorien omtalt som sødladen og sentimental, retorisk, og noget er der om det. Men han læses fortsat, man beskæftiger sig med ham. Og det har naturligvis sin årsag...

Thor Lange gengiver fortællingen som et læsedrama i "fri efterligning", som der står i mit eksemplar fra 1882. Hans budskab er legendens, ikke sagnets - knap nok mytens. Han forholder sig til den tidligste kristendom og dens nedslag i mennesket. Kærligheden er betingelsesløs, der er tale om hele mennesker, der handler fuldkomment uden det mindste spor af dualisme. Der er en direkte parallel til Lucifers mislykkede attentat på Kristus (Matt. 4,3 ff). Kristus sejrede, det gør fyrst Henrik ("Heinrich") også. Fra hans totale kærlighed er tråden knyttet til Afrodite og Varja.

"Den gyldne Legende" er et betydeligt værk, som med rimelighed kunne indgå i den danske litteraturs historie med skyldig respekt for fødsel og opvækst hos Hartmann von Aue og Longfellow. Men det er ikke desto mindre legalt at benævne det store dramatiske digt som et dansk arbejde. Eksemplerne er mange og kunne fylde en hel bog. Axel Sørensen har i sin bog om Thor Lange fra 1915 et righoldigt udvalg af forskellighederne mellem Longfellow og Lange, om man er interesseret. Her skal kun peges på et enkelt, men karakteristisk eksempel. Walter von der Vogelweide optræder som en biperson i digtet hos begge forfattere. Longfellow lader ridderen anvende et bibelcitat fra Kongernes Bog om "Frelsens Pil", der skydes ud fra profetens vindue (profeten Elias). En ganske svær sag for en almindelig dansk læser. I stedet henter Lange hjælp hos B. S. Ingemann - fint og indfølende!

Litteraturhistorisk er der desuden den krølle på sagen, at Longfellow, der tilhørte den amerikansk-engelske skole i 1800-tallets romantik, var påvirket af en anden "amerikansk englænder", Washington Irving, der både direkte og indirekte, bl.a. gennem Walter Scott, havde indflydelse på H. C. Andersen og - Ingemann. At mennesker når hinanden på trods af geografiske forhold, er sandelig ikke noget, vort århundrede har monopol på!

At kunstens forskellige udtryksformer også når hinanden er velkendt. I forbindelse med "Den gyldne Legende" er det interessant, at prologen til digtet er sat i musik i et arrangement for solo, kor og orkester af Otto Malling (1848 - 1915). Den tyske komponist Hans Pfitzner (1869 - 1949) har ligeledes ladet sig inspirere af den middelalderlige ridder. I 1895 komponerede han såmænd "Der arme Heinrich" med tydelige paralleller til Wagners "Parsifal". Og Parsifal kendte Thor Lange også til.

Et lidt bizart udtryk for Thor Langes optagethed af katolicismen og den tidlige middelalders heltedigtning finder vi i hans dyrkelse af "Den hellige Graal". Han lod sig faktisk afbilde som gralsridder! Men først og fremmest møder vi fænomenet i hans "gralsdigte". Forhistorien går naturligvis tilbage til middelalderdigtningen, til "Perceval" ("Gralsfortællingen") af Chrètien de Troyes: Det er beretningen om det fad, hvoraf Jesus nød nadveren, og hvori hans blod ved korsfæstelsen blev opsamlet. I følge sagnet endte fadet, gralen, i et spansk tempel. Percival eller Parsifal går på rejse for at finde gralen, men forsømmer at spørge efter den, hvilket fører ulykker med sig. Digtet er ufuldendt, men har inspireret både i digtningen og i tonekunsten. For Thor Lange er det heltens bestemmelse om at nå frem til det hellige fad, der fænger - en metafysisk manifestation af hans egen dragen mod det uforløste, der var og blev en del af ham selv. Lange har givetvis kendt Chrètien, ligesom det må formodes, at han har kendt en anden middelalderdigter, Wolfram von Eschenbach, der i et heltedigt fra 1210 har behandlet samme emne. Herfra hentede Richard Wagner inspirationen til "Lohengrin" og "Parsifal". Fra gralssagnet og fra Chrètien de Troyes i det hele taget stammer hele Arthur-digtningen. Parsifal kommer frem til Kong Arthurs hof og møder der sin udfordring, som han tøver med at tage op.

Dette sagn har virket mægtigt på Thor Lange. Hans engagement i det er næsten af en sådan karakter, at han vanskeligt kan styre det. Han gør gralsdækket til det fra himlen nedfaldne Dannebrog: "et helligt Banner, som Engle havde ladet dale ned fra Himlen de Danske til Sejr, men som de Danske først skammeligt havde tabt i Strid mod et lille fattigt Folk af Helte og siden endnu skammeligere glemt, som om de aldrig havde ejet den himmelfaldne Oriflamme. Derfor sidder Tyskerne nu Nord for Ejderen" (Camilius Nyrops gengivelse). Parallellen til det middelalderlige sagn lader sig se, men det kniber med proportionerne. Men der er lægedom for sjælen i disse verslinjer:

Jeg knæler dybt for Uskylds Glans
hos hver en Jomfru fin,
men dybest dog for Guds Monstrans
og Gralens Alterskrin.
I forbifarten bør det nævnes, at Arthurdigtningen også fik fodfæste hos T. S. Eliot i "The Waste Land" fra 1922 (dansk "Ødemarken"), specielt omkring "fiskerkongen", Gralskongens søn: "Imens jeg fisked i en dorsk Kanal/ En Vinteraften bag ved Byens Gasværk,/ Grublende over min Broder Kongens Skibbrud/ Og min kongelige Faders Død før ham" ( Kaj Friis Møllers oversættelse). Thor Lange er ikke ene om at have jagtet "Den hellige Graal".

Torben Brostrøm har om Thor Lange - i noterne - klogt peget på forskellen mellem gendigtning og oversættelse i forbindelse med et andet heltedigt, som Lange har givet videre til danskerne: "Kvadet om Igors Fylke" eller "Igorkvadet". Thor Langes version, der bærer den første titel, er fra 1888 og er tilegnet Christian d. IX i anledning af dennes 25års regeringsjubilæum. I 1985 fulgte en oversættelse af Georg Sarauw, i øvrigt tilegnet Thor Lange, som Sarauw vedkender sig at han står i gæld til, selv om han finder hans titel en smule misvisende. "Tak, Thor Lange! Du har gjort mig glad", står der i et digt på omslagets bagside. Men trods gensidigheden er forskellen på de to udgaver af den samme middelaldertekst markant: Hos gendigteren hedder det eksempelvis:

Det var ingen Falk, som tog Svanen ind,
Det var kun hans Haand, som i Strengen greb,
I en Streng, som selv ejer Røst til Kvad,
Og som selv for Sang om en Helt er glad.
Hos oversætteren lyder det sådan:
Men, brødre, ville Bojan
slippe ti falke løs mod en svaneflok?
Nej, hans trolddomsrige fingre
ville slå de levende strenge,
og af egen kraft ville de synge
fyrsternes glans og ry!
Der er ingen tvivl om, at Georg Sarauw er tættest på den russiske tekst, men det er et spørgsmål, om ikke Thor Lange er tættest på Igorkvadets digters sjæl og budskab. Han er i hvert fald nærmere en dansk læser af kvadet. Hans stil er kendt fra folkevisen og fra romantikkens lyrik.

Igorkvadet er skrevet omkring 1187, to år efter fyrst Igors ulykkelige hærfærd mod kumanerne, et krigerisk steppefolk. Hans hær, "fylke", blev slået og han selv taget til fange. Senere lykkedes det ham at flygte. "Digtet" er i sin oprindelse holdt i en rytmisk, reciterende prosastil, men kan ikke desto mindre rubriceres som et "digt", eller som Ad. Stender-Petersen formulerer det, "rytmebehersket prosastil" - et epokegørende skel i russisk litteratur og et historisk kunstværk. I Thor Langes gendigtning transformeres den ukendte russiske digters poetiske genius til danske øren. Og atter engang møder vi konstellationen poesi - musik, som så naturligt følges ad. Her i form af Borodins opera "Fyrst Igor", uropført i Moskva i 1890.

Thor Langes mange gendigtninger fra stort set hele den litterære verden på hans tid og af digterpersonligheder helt fra den tidligste middelalder - foruden de allerede nævnte også navne som Mühlhausen og Lichtenstein fra omkring 1230-50 - frem til 1800tallets slutning, bl.a. Gottfried Keller, kan ikke ydes retfærdighed gennem en artikel som denne. Han må findes og læses. Han var en verdensmand og en stor tænker, en kulturpersonlighed, som eftertiden næppe skatter efter fortjeneste. Han var vort litterære landskab en god ambassadør. Alligevel tager Otto Borchsenius munden rigeligt fuld, når han i sine mindeord i "Udvalgte Digte" fra 1915 skriver: "Og hvilket Vanvid af det svenske Akademi, da det for første Gang skulde uddele den litterære Nobelpræmie, at søge ud til en fransk Lyriker (R.F.A. Sully-Prudhomme, der fik prisen i 1901), der ikke er værd at løse Thor Langes Skotvinge. Selv uden at tage Thor Langes Oversættelser af de græske Tragikere med, turde ingen nuværende lyrisk Digter som han have opfyldt Nobels Betingelser for ideel og idealistisk Digtning." Denne flove karakteristik ville slet ikke kunne gå på Langes egen, originale digtning, men skulle Nobelprisen have gået på gendigtninger, så..... Der blev i kølvandet af Thor Langes død i 1915 i det hele taget skrevet en del om ham, meget af samme overdrevne og idealiserende skuffe som hos Borchsenius. I Axel Sørensens mindebog, der før er berørt, skrues hyperblerne stundom op til det rene nonsens (moderen havde "dybe, sjælfulde øjne" og var et unikum af forståelse og godhed). Man har næppe gennem en så udpræget klicheanvendelse gjort Thor Lange eller hans digtning nogen tjeneste! Så er der nok så megen ædruelighed hos Karl Gjellerup, der besøgte Thor Lange i 1883: "Thor Langes Navn, som navnlig ved de skønne Oversættelser af slavisk Folkepoesi har faaet en ikke stor, men fin og lødig Klang i vor Literatur...." ( Fra "Vandreaaret", 1885). Brostrøm går i sin føromtalte artikel i en noget anden retning ved at sammenligne ham med Conrad fra Hans Egede Schacks "Phantasterne", minsandten!

Thor Lange vil blive husket som Danmarks store gendigter. Han har naturligvis ikke været den eneste, der bør æres på denne svære sti. Han må stå i geled med folk som Edvard Lembcke, Valdemar Rørdam, P.A. Rosenberg, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Uffe Harder, for blot at nævne nogle få udvalgte, men han danner fløjmand indtil videre.

Men således ses distinktionen mellem oversættelse og gendigtning for slet ikke at tale om "modernisering". I det stykke kan man blive ganske klog af at opsøge Thor Lange. Han døde på sit gods Napadovka i sit andet hjemland, men forblev dog dansk, måske også fordi han så sit fædreland lidt på afstand:

Hvad skal jeg mon som Gæst
hos det Folk mod Vest?
Langt borte er godt,
langt borte er bedst,
Stilhed, Stilhed blot!




Litteratur om Thor Lange



Tilbage til toppen