Bogens Verden 1994 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Livet er formidling af noget kontinuerligt

To breve i William Heinesens arkiv

Ved mag. art. Hanne Flohr Sørensen



William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen udgjorde med Jørgen-Frantz Jacobsens ord en blanding af "en munter og talentfuld Københavnerfamilie" og "gammelt færøsk bondeblod", hvad der havde givet dem "en mageløs brydning i sindet, og en udsigt af den anden Verden" (20./12.-32 og flg.). Men trods dette fælles udgangspunkt var der alligevel en forskel, for mens Jørgen-Frantz Jacobsen var dobbeltsproget - han havde talt dansk med sin far og talte færøsk med sin mor og sine søskende - var der for William Heinesen en barriere i forhold til det færøske, som han begrunder med, at:

"Jeg har faaet alt oversat til Dansk - har oplevet det paa anden Haand, omtrent som en dansk Præst. Mine Forældre, mine Kammerater, ja endda mine gamle Bedsteforældre i Bö - om jeg husker ret - talte dansk til mig, som om jeg var en udlænding. Min Indstilling til færösk Aand er derfor blevet literær, idet den er kommet senere og bogligt. Din er mere oprindelig, organisk, og derfor mere frisk" (16./6.-29).
Det ændrede imidlertid ikke ved, at både William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen i 1920erne engagerede sig i den færøske selvstændighedsbevægelse og Jørgen-Frantz Jacobsen som en selvfølge medregnede den danskskrivende William Heinesen i sin nærmeste medarbejderstab, da der på et tidspunkt var planer om med ham som redaktør at starte "et nationalt, midtsamlende organ, skrevet på færøsk og udgivet ved færøske penge" (J-FJ: 8.- 9./9.-29).

Eller ved, at William Heinesen livet igennem tog aktivt del i færøsk kulturliv. "Du er en saadan sympathisk indstillet personnage, som gaar rundt og staar fadder til alt muligt", bl.a. "Myggenæsmalerens store gennembrud", skriver Jørgen-Frantz Jacobsen i 1927 (8.-17./12) og tænker sandsynligvis på Sámal Joensens første udstilling i afholdsforeningen i Tórshavn - i øvrigt sammen med William Heinesen og Jákup Olsen, i hvis atelier William Heinesen malede fra i hvert fald 1925.1) For overhovedet var støtte til færøske kunstnere karakteristisk for William Heinesen, skriver Tórshavns stadsarkitekt, forfatteren Gunnar Hoydal i et brev:

"Når du spørger om hans betydning for færøsk kulturliv, så findes der et personligt plan, som netop har med hans hjælpsomhed at gøre. Han har altid støttet og opmuntret ethvert skabende forsøg; stilfærdigt, næsten som en mumlen, har han ustandselig og utrætteligt skubbet bagpå, hvadenten det har drejet sig om maleri, musik, skuespil, lyrik eller prosa. Hans egne erfaringer på alle disse områder og hans moralske styrke har haft umådelig betydning for mange færøske kunstnere og i det hele taget for aktiviteten og modet, som karakteriserer færøsk kulturliv i dag på trods af samfundets størrelse og på trods af vanskelige arbejdsbetingelse" (29./12.-85).
Dansk- eller færøsktalende og skrivende, så havde William Heinesen rødder i det færøske, hvad han da også forsvarede sig med over for Christian Matras' kritik af hans folkelivsskildringer i "Blæsende Gry".2)

Og netop erindringerne om disse barndommens besøg i Bøur (Bö) på Vágar (Vaagö) "i modenhedens, höhöstens og fuglefangstens" tid er det, William Heinesen genkalder sig i det brev, der straks udløste Jørgen-Frantz Jacobsens roser og opfordringen til "i god tid" at skrive som "færøske barndoms memoirer" (J- FJ: 25./8.-37). I det skriver William Heinesen:

"Kære ven!

Saa er vi igen midt i august, höhöstens maaned. Sommeren er ikke forbi, men den er blevet gammel og prövet (og har for resten i aar gjort sine sager skidt, men nok om det.) Leerne æder sig ind paa de graaröde marker og efterlader varmt tömmergule felter.
      En eftermiddag skinner solen, og paa vej hjem fra Biblioteket, hvor jeg har laant en biografi af Karl Marx, cykler jeg vestpaa til Velbestadshalsen - omtrent til det sted, hvor vi kamperede hin mindeværdige solskins-majdag, og mens jeg ligger her og puster ud kommer jeg i en slags vaagötrance. For Vaagö var altid en ö i modenhedens, höhöstens og fuglefangstens tegn. Her oplevede man som barn Færöerne, her boede ens bedsteforældre og hele fædrene famil(i)e, ens færöske fædre, og her havde man en lykkelig lejlighed til at fornemme en kontinuitet, som det ellers for os daniserede Thorshavnere kneb med at holde ved lige. Du havde Skaalefjorden og Glibre, jeg havde Vaagö med Midvaag og Bö.
      Ja, i august var det man rystede det thorshavnske stöv af födderne og stod til sös paa en eller anden skude, som oftest vel Smiril, men undertiden en eller anden lidt tvivlsom motorbaad. Turen forbi Kirkebönæs og gennem Hestfjorden var ofte lidt rough. Her laa Strömböens drabanter, Nolsö, Hestö og Kolter, fortöjede, med deres forskellige mærkværdigheder. Man stod paa dækket og stirrede med aaben mund paa Kirkebö og den gamle ruin, paa Trællenypen, der grinede i gridsk og utilgængelig ensomhed mod havet, paa Troldkonefingerfjeldene, der kom sejlende, mörke og vidtlöftige - et studium for sig. Snart löfter den uhyre finger sig op over vore hoveder og tegner i skyen ... det svimleste syn, jeg har set. Men lidt efter er man inde i Midvaagsfjorden og hörer det langelige brus fra sandet.
     Inde paa bryggen ved Rasmus Niclasens huse i victoriansk stil staar der en klynge elskelige mennesker, bestaaende af den herlige lille luksusbonde Hans-Kristoffer og hans i det kulinariske velbevandrede kone, onkel Elias, verdens absolut skikkeligste menneske, samt en af de yngre paa Ryg-gaarden, mödt op i overvejende kuffertbærende öjemed. Hyggen og elskværdigheden, der lyste af disse mennesker, var mærkværdigvis ægte nok. Det kan saaledes bevises, at Onkel Elias gennem sit lange og stedse mere krumböjede liv aldrig har gjort en kat fortræd, aldrig har sagt et ondt ord eller forsögt sig med en lögn, men baaret sine umenneskelige lidelser med taalmodighed. Der er virkelig en realitet i menneskenes liv paa jorden, der hedder kristelig ydmyghed. Og hvad nu Hans-Kristoffer angaar, saa var han jo et unikum. Han var den færöske bonde paa et slags eventyrligt, usandsynligt plan, idet han havde det prærogativ, at han kunde göre hvad han havde lyst til, idet han overlod sin broder Jógvan gaarden, som han (H.Kr.) jo ellers var arvingen til. Hans Kristoffers store passion var blomster og vækster, og den lille gav sig da ogsaa maniakalsk denne passion i vold og udartede gennem sit lange liv mere og mere til et i blomstermylderet puslende og forsvindende naturfænomen. Om vinteren, naar blomsterne sov, forfærdigede han möbler (du husker det kæmpemæssige chatol, han som olding stod magteslös overfor naar det gjaldt om at trække en skuffe ud) - det grove bondearbejde var han jo efterhaanden degenereret bort fra, han levede og aandede blot i det, englænderne kalder fancies, hvilket ord H.Kr. utvivlsomt har hört den paa Ryg evindeligt gæstende (og endnu forekommende) skotte ytre. Dengang du i 1918 gjorde Hans Kristoffers bekendtskab var han jo dybt inde i senilitetens underskove. Vi saa ham engang i færd med at slæbe en vissen gren ud af en ribstykning, et arbejde, der syntes at lægge beslag paa alle hans kræfter. Sandelig, denne skovmand paa Færöerne var ingen almindelig forekomst.

     Naar man saa om aftenen var kommet til ro under bondegaardens lave tag, laa man og lyttede til bruset fra sandet, der gik i ét med det sagte sommerlige sus i havens vækster. Udenfor vinduet stod en guldregn, og gennem dens lövpragt skimtedes de dristigt svungne Steigafjeldes profiler. Glemmes skal heller ikke Midvaag skole, der laa helt nede ved sandet, og i hvis höjloftede, lidt enkemandstriste stuer der altid hang en em af strand, af saltvand og "slyggj". 3)
     Ude i den ferietomme skolestue hold(t) vi drenge et hus, spillede paa orgel, tegnede paa tavlen, rullede landkortene ud og fingererede ved blækhusene. Jeg husker at Heine engang i sin iver for at faa alt med drak en slurk af et blækhus og maatte have mund, ansigt og tröje renset.4) Paa Vaagö skulde jo alt indaandes, föles og smages, det var et eldorado for de hungrige og umættelige barnesanser.
      Alt dette laa jeg og tænkte paa, mens Vaagö fortonede sig i kvagsölvgraat regnlys.

      Eller Sörvaagsvand! Vandet! Allerede i lang afstand kunde man mærke dets ferske usigelige duft. En gammel knastör baad trækkes ud af et af naturen halvt tilbageerobret baadehus. Lidt efter fjerner vi os i et langsomt og inderlig godmodigt ro-tempo fra Midvaagskysten. Hans Kristoffer og Jegvan ror med smaa, korte tag mens de udstraaler tale og ro og venlighed. Aarernes knirken bliver nu og da en kende generende for samtalen og en haandfuld vand strittes op paa tolden, saa tier den en stund. Her sidder vi drenge böjet ud over baadkanten og lader vore hænder glide gennem det lune vand. Vor lykke er af en art, der ikke lader sig beskrive. Vi har endnu den sure smag af umodne stikkelsbær paa tungen, bag os ligger det midvaagske paradis, som ganske vist er borte, men til hvilket vi vil vende tilbage, og foran os ligger det vilde, det dragende Bö, fjeldbygden par excellence.       Ved landingsstedet hinsides vandet tager vi afsked med vore midvaagske værtsfolk og frænder. Mens vi bevæger os gennem de lynggroede törvelande paa Sörvaagssiden ser vi Hans Kristoffer og Jegvan ro deres knirkebaad tilbage igen over det graa, krusede, ensomme vand.

      Ak, paa denne maade kunde jeg jo blive ved, side op og side ned. Jeg kunde fortælle hvordan tindholmen og dens forunderlige tilbehör dukkede frem en graa og usigelig aften, "Drengene" og Skærholmen. Den graa himmel bliver stadig mere graa og antager en fast landskabskarakter, og da man endelig er kommet til Bö er man saa smaddersövnig at man kun længes efter at komme til ro. Man hörer hundeglam, Ommas dybe stemme, man sidder ved et aftensbord med duft af tykmælk og med öjnene fulde af sövnsand, og tilsidst ligger man under de svære, lidt klamme dyner, opfyldt af træthed og vanvittig glæden sig til i morgen.
      Men lad mig nu slutte. Med en lille vignet, der forestiller mine gamle bedsteforældre, siddende paa en elysæisk vejkant. Over fjorden og tindholmen sitrer den sommerlige söndagshimmel. Min bedstefader, Abba, er saa gammel at han ellers til daglig ligger tilsengs, han bærer en sort kalot paa det haar- og skægrige hvide hoved og et sort og hvid- tærnet Halstörklæde, og hans öjne er blege og flakkende, men ekstatiske. De to gamle holder en kæmpemæssig gammel salmebog imellem sig og synger:

Nu har jeg vundet
og stridt den gode strid
og afskedsstunden
er kommet söd og blid.
Gak til din hvile,
min sjæl, af verden led,
læg dine pile,
dit sværd, din bue ned.5)
     Jeg gør for sikkerheds skyld opmærksom på at denne episode ikke er opdigtet, hvad den jo nemt kunde mistænkes for at være. Iövrigt interesserede man sig som barn ikke en töddel for Vaagös mennesker, kun for naturen; det er først nu som voksen at man har faaet öjnene op for det ædelt og klassisk-færöske miliö, man var dumpet ned i, og som man jo ogsaa har æren af at være udgaaet fra. Fra min barndom paa Vaagö medbringer jeg et usigeligt indtryk af den færöske fromhed, den, der ikke skyldes snobbet underdanighed for nogen, men en sindets og smagens selvtugt, i forbindelse med skön og naiv gudsfrygt" (14./8.-37).


Til trods for William Heinesens fremhævelse af en, som han udtrykker det, "lykkelig lejlighed til at fornemme en kontinuitet, som det ellers for os daniserede Thorshavnere kneb med at holde ved lige", så var det nu alligevel ikke helt galt fat med at være tórshavner, fremgår det andetsteds, for netop vokset op "i den i mange Maader specielle og unike Hovedstad" var både William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen blevet "fortrolige med et gammelfærösk Bygdemiliö", som det formede sig i det gamle Tórshavn. Herunder bl.a. barndommens "aarligt tilbagevendende Begivenhed", slagtningen af får, der for Heinesen-familiens vedkommende blev forestået af Williams far i husets kælder, "var af en egen mörk og farverig Festivitet (...) gik for sig med Bonde-Objektivitet og ikke föltes som noget grufuldt eller morderisk, saadan som man uvægerligt vilde föle det i Dag, fordi man siden har faaet sin Indstilling humaniseret, selvom man jo stadig (o Menneskesind!) ingenlunde gaar af Vejen for en god Steg (...) Zacharias foretog alle disse Ting med Bondens Rutine og Hurtighed, Kroppene blev hængt ud i Kulden, Lampen slukket og Aftensmaden spist, og saa gik man i Seng, fuld af Undren over hvad man havde oplevet og fuld af Sövnighed, mens Stjernerne blafrede i let Frost over Östrevaag og Nolsö" (10./10.-34).

Både William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen nærede en livslang kærlighed til Færøerne, hvis betydning Jørgen-Frantz Jacobsen på et tidspunkt opsummerede således over for William Heinesen:
     "Du har en gang kaldt dem alletings herlige ophav, og det er for mit vedkommende i den grad sandt, at jeg vilde miste evnen til selv den mindste glæde, hvis jeg ikke havde Færøerne til at varme mit sind" (1./2.-34).

Men selv om Jørgen-Frantz Jacobsen fra Sorø Akademi skrev om sin længsel efter "en skøn Julidag at forlade ikke alene Sorø, men Danmark, denne udtværede Kokage med et Hjulspor igennem" (17./1.-19), var i besiddelse af en udpræget "Trækfugletilböjelighed til at fare nordpaa i den lyse Tid" (WH: Juni medio 28) og et Færø-kort fulgte ham livet igennem, så havde han også sans for det danske. Velnok smukkest kommer det til udtryk i hans skildring af en køretur til Sjællands Odde sammen med Estrid og arkitekten Arne Jacobsen (1902-71), der på det tidspunkt var gift med Estrids søster Marie.6) Brevet, der er dateret 16./7.-33, er blyantskrevet, fyldepennen havde Jørgen-Frantz Jacobsen glemt "paa bladet", "Politiken".

     "Jeg har oplevet en stor og glødende sommer, som har fyldt mig med glæde og velbefindende, næsten som en mægtig rus (...) Naar jeg nu tænker tilbage paa det meste af juni og juli staar det for mig lidt i retning af den tilstand, som man plejede at være i, naar man i Frankrig havde spist et maaltid og tömt en flaske. Et med naturen og livet", skriver Jørgen Frantz Jacobsen indledningsvis og sammenligner efterfølgende sit og William Heinesens forhold til Danmark, som han mener, William Heinesen i grunden aldrig har opdaget, samtidig med at han "indrömmer, at det ogsaa varede længe inden Danmark gik op for" ham selv. På forhånd afstår han fra at omtale "skoven og de dage, da det sneede med bog og spindelvæv", det "blide og fugleforkvidrede grönne", "de ekstatiske nattergalenætter" og "skæret paa nordhimlen, der er som et mystisk løfte". Om sommerlandskabet i Odsherred skriver han derimod, men der er så langt fra tale om blot og var turistbeskrivelse, for indvævet i denne er med samme selvfølgelighed som bl.a. i William Heinesens roman "Tårnet ved verdens ende" (Kbh. 1976) skildringen af menneskelivet som en naturproces, for så vidt som dødstanken simultan med livsoplevelsen er lige så indgroet hos Jørgen-Frantz Jacobsen som hos William Heinesen. Om turen skriver Jørgen-Frantz Jacobsen:

"Sommeren her er et hedt blus, som næsten hektisk vækker alt liv, faar det til at blomstre og modnes (...) markerne, som i begyndelsen af juni var frisk grönne, senere bleggrönne og sølvagtige er nu som la fille aux cheveux blonde. De skinner, og vinden faar dem til at bølge. Saadan kan man køre og køre gennem bondelandet. Indtil man pludselig staar ved Sjællands brat afskaarne nordkyst, og gispende opsluges af himmel og hav. Der er det ved den danske sommer, at den rent fysisk (jvf. min leder i Politiken Söndag 9. juli) griber en og opløfter en i et andet plan.
     Varmen er saa eventyrlig, at den kun er festlig. Vandet er saa behagelig svalt at det genføder en saa ofte man gaar i det. Landet er saa blidt og ydmygt, saa inderlig duftrigt, saa stort og godt. Jorden saa frugtbar og large.
     Det er naturligvis det, at passerer man det sydre Sydredalsskar, saa ser man Kunufelli og brændingen ved dets fod. Det er som Toccata og Fuga af Bach, det er maskulin vælde. Danmark har ingen vælde. Landet er kvindeligt. Men ej! Er det nogen daarlig egenskab for et land?
     Sjællands geniale form begynder at indgaa i min bevidsthed som fordum Sydströmøs. Sejrøbugten er navnlig aldeles raffineret (...).

      Fra Vejrhøj ser man Sjællands Odde fantastisk lang og forrevet i profilen. Utroligt at denne knudrede sandodde, hvis længde er som fra Vágsbotn til Boren ikke er gaaet i smaa stykker. Sejrø ligger for ens fod som paa kortet. Set paa langs i kraftig forkortning. Men en ø, fanden gale mig, som Hest eller Koltur. Og saa den hidtil uanede Nexelø nærmere land lige nedenfor, et utroligt sandøre adskilt fra land ved et elvlignende sund. Til højre Refsnæs. Og i det fjerne, Kallundborg, Fyn og Samsø.
      Dragsholm, det dæmoniske gamle slot.
      Faarevejle Kirke. Vi ankom dertil en søndageftermiddag. Det ringede fra den hvide, højtliggende landsbykirke. Begravelse. Mange landsbyfolk. Le ciel saurit, le champ fleurit. La mort moisonne.7) Vi standser der. Øjeblikket forekommer mig at være af en klassisk gyldenhed, det er jo kun en simpel og prægnant udformning af noget altid kendt. Ja af noget som jeg næsten er født med at kende. Hvor har man det fra? Det er ligesom en af Grundtvigs pragtsalmer. De behøver helleringen kommentar. der er intet nyt i dem. De er ligesaa selvfølgelige som stenene udenfor paa trøen. Elementære i deres grundtone.
      Men hør. Estrid og jeg gaar op ad den stejle kirkevej. Ligfølget har spredt sig, vi gaar ind i den dunkle kirke.
      I denne kirke er det jo at Bothwell ligger begravet.
      Graverkarlen har krogede fingre og taler med hæs stemme. Men særdeles snusfornuftigt. Han tager nogle nøgler frem og aabner en lem midt i kirkegulvet. Vi ser ned i et rum med en ligkiste. En ny, umalet trætrappe med syv-otte trin fører derned. Vi følger ham ned under kirkegulvet. Graverkarlen aabner kisten. "Ja de siger jo, at det er ham" siger han hæst forklarende.
      Vist er det jarlen af Bothwell.
      Dette ansigt er saa gennemskotsk som en trawlerkaptains. Men ak saa lille. Øjenlaagene er eventyragtig fine, næsen krum, munden smal. Man kan se, at det ene øje har været blindt. Men udtrykket. Du godeste gud. Et evigt, uvirkelig fint og smuldrende smil. Sublimeret til en tynd men ligesom uendelig tone. Fostre kan have dette rene gaadefuldt klare udtryk. Men dette er et lig, gjort af det skiddent graagrönne støv, som er kadaverets substans. Saadan ser han ud, manden til hvem Maria Stuart skrev sine Kassettebreve, der i deres evigt kvindelige underkastelse endnu den dag i dag er ligesaa levende som alt der aander.
      Graverkarlen faar en krone. Spredte begravelsesklynger ses endnu paa kirkegaarden. Præsten.
      Arne starter bilen. Og Sjælland strækker sine gyldent bølgende horisonter under den lammende sol.
      Livet leger evigt, men vi!
      Leikum fagurt á foldum.8)
Saadan er sommeren her. Rig og blomstrende fin, tung og hed og dog løftende. Men dette skal dog ikke hindre mig i at glæde mig til min rejse om tolv dage til Trondhjem, Bergen og Færø."


For som William Heinesen udtrykker det i "Det dyrebare Liv", Jørgen-Frantz Jacobsen kunne aldrig få nok af dette sit hjemland Færøerne.


Noter

  1. Sámal Joensen (1906-79) føjede senere sin hjemøs navn Mikines til sit eget. Tilbage.
  2. William Heinesens romandebut, som lyriker debuterede han i bogform i 1921. Christian Matras (1900-88), færøsk filolog og lyriker. For som William Heinesen påpeger, "Jeg for mit vedkommende kunde jo uden större Vanskelighed have nöjedes med at holde mig til de "avtentiske" Folkelivsbilleder; mit Kendskab til Livet og Atmosfæren paa en færøsk Bygd er ikke saa helt lille endda - fra mit 1. til mit 15-16. Aar (og flere Gange siden) har jeg tilbragt en á to Maaneder aarligt i Bö" (22./7.-36). Tilbage.
  3. Slyggj er i M. A. Jacobsens og Chr. Matras' "Føroysk-Donsk Ordabok", oversat med "slimede vækster, spec. grønalger". Tilbage.
  4. Heine er William Heinesens 3 år yngre lillebror, der døde i Canada i 1927. Tilbage.
  5. Salmen er af Hans Adolph Brorson (1694-1764). Om barndommens besøg på Vágar skriver William Heinesen også i erindringsnovellen "Tindholmen" i samlingen "Gamaliels Besættelse", Kbh. 1960. Tilbage.
  6. Estrid Bannister Good, f. Holm 1904, er modellen til Barbara i Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn, der udkom posthumt 1939. Tilbage.
  7. Citatet stammer fra Camille Flammarions bog "Verdens Undergang", Kbh. 1894, hvor det oversat til dansk lyder: "Himlen smiler, Marken blomstrer - og Døden høster" (s. 292). Tilbage.
  8. William Heinesen forklarer i "Det dyrebare Liv. Jørgen-Frantz Jacobsen i Strejflys af hans Breve": "Fær. omkvæd: Leger fagert paa Jorden (ingen træder dansen under mulde)", Gyldendals uglebogsudgave, Kbh. 1966, s. 68. Om omkvædet skriver han endvidere i et af sine breve, at det er "et vandre-omkvæd, indfört til öerne syd fra!" (16./6.-29). Tilbage.


Tilbage til toppen