Teksten
I juli 1832 kunne H.C. Andersen skrive til Edvard Collin fra Odense, at ”Jeg har faaet en Idee til et dramatisk Digt som Aladdin, nemlig Agnette (Efter den bekjendte Folke-Vise) jeg troer der kan blive noget stort deraf.” Digteren udviklede ideen i tre akter med en skitse til forløbet, men så fik den lov at ligge lidt. Først i marts 1833 begyndte han på digtet, og han mente nok, at det vil være færdigt, når han ankom til Italien i midten af september. To måneder senere skrev han fra Paris, at de første scener var færdige, men at han ikke sendte dem hjem, ”før jeg har et stort Hele, der ejer mere Værd end, hvad jeg endnu har skrevet. Jeg vil tvinge min Fjender, i det mindste til Tavshed…”.

I august kunne han sende en del af digtet hjem til Edvard Collin med skuespilleren Gottlob Stage og bad samtidig Collin om at sende en afskrift ”af den gamle Vise om Agnete”, ikke hverken Baggesens eller Oehlenschlägers bearbejdelser. Samtidig kunne Andersen næsten ikke vente med at høre Collins mening om de indledende afsnit. Collin svarede i slutningen af august, at digtet var for trivielt og på for mange måder mindede om Aladdin-historien. Endelig kritiserede han Andersen for ikke at have et objektivt blik på sin historie, men digte for meget af sig selv ind i den. Men digteren mente i sit svar nok, at anden del af værket ville hjælpe på manglerne, og han ville ikke rette i første del.

Omkring 1. september 1833 ankom Andersen til urmagerbyen Le Locle i Jurabjergene, og her skrev han Agnete og Havmanden færdig. ”Nu ligger hun stille lidt for at blunde, faaer maaskee endnu en eller anden smuk Drøm, som hun kan fortælle, og jeg kan pynte lidt paa hende, give hende en Smule Grammatik, for det see de meget paa hjemme…”, skrev han 2. september til veninden Henriette Wulff.

Den 11. september kunne digteren så sende ”min Agnete ganske færdig…;” og fortsætte til Edvard Collin: ”tag venlig imod det gode Barn, født mellem Bjergene, men dansk af Hjerte”. Og atter kneb det meget med at vente på Collins mening om hele digtet og også med at få det trykt, for Andersen kunne i høj grad bruge pengene. Agnete og Havmanden var for Andersen et billede på ”Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Væren”, og således betød digtet meget for ham. Han anså det også for et sin bedste arbejder, der vil ”stoppe Munden paa Mange”. Derfor var det ekstra smertefuldt, da Edvard Collin den 18. december 1833 sendte et svar tilbage, hvori han rettede en sønderlemmende kritik mod værket sammen med mere overordnede tanker om, at Andersen skrev alt for meget og for barnligt – især med hensyn til Hemmings person, og at Agnete havde ”til Fortvivlelse vanskabte ja formløse Steder”. Han citerede også forfatteren Just Mathias Thiele for, at digtet var ”over Hals og Hoved smurt sammen”. ”Brevet bragte mig til Fortvivlelse”, skrev Andersen, som blev helt slået ud. Faderen, Jonas Collin, måtte sende et udglattende brev, som forklarede begge parters ophidsede tone. I et brev til Ingemann genkaldte Andersen sig forløbet: ”Her [i Jurabjergene] fuldendte jeg i stille Eensomhed min Agnete, et Arbeide jeg fik forunderligt kjært og dengang var usigelig lykkelig ved. Ingen fremmed Haand sønderskar mig da hendes Lemmer for at see om hun var kunstnerisk nok formet.”

Flere gange læste Andersen Agnete og Havmanden for sine værter og venner – han var klart interesseret i tilbagemeldinger på dette hjertebarn. I slutningen af oktober 1833 gjaldt det prinsesse Charlotte Frederikke (den senere Christian 8.’s fraskilte hustru, der boede i Rom), og her var også Bertel Thorvaldsen til stede. I december 1833 gentog han oplæsningen – også i Rom, hvor både Thorvaldsen og Henrik Hertz var blandt tilhørerne. Billedhuggeren udtalte bagefter, at stykket ”er fra Skoven og Søen derhjemme”, hvilket særligt glædede Andersen. Også B.S. Ingemann var positivt stemt og kaldte digtet for en ”nordisk romantisk Sommernatsdrøm”.

Allerede i midten af 1833 havde Collin tænkt på at henvende sig til Reitzels forlag for at få Agnete og Havmanden udgivet, men selv om Andersen havde gjort sig mange forestillinger om trykningen, ville forlaget ikke betale det forlangte honorar. Collin besluttede at forsøge at samle subskribenter til at udgive værket på ”Forfatterens Forlag”, hvilket digteren var meget taknemmelig for. Værket udkom den 23. december 1833, men med årstallet 1834 på titelbladet, og det var tilegnet direktøren for Fonden ad usus publicos, gehejmestatsminister J.S. Møsting – fonden finansierede Andersens rejse.

På trods af den kølige modtagelse af værket i 1834, tog Andersen atter fat på Agnete og Havmanden i maj 1842 sandsynligvis på opfordring af skuespilleren Wilhelm Holst, der skulle bruge et stykke til en sommerforestilling. Bearbejdelsen bestod i at revidere teksten fra et episk-lyrisk digt til et dramatisk værk – et arbejde, som Andersen klarede i løbet af kun fem dage.

Men det blev ikke til en sommerforestilling i 1842, for først den 2. september 1842 indsendte Andersen og komponisten Niels W. Gade deres værk til Teatret. Christian Molbechs udtalelse om stykket er karakteristisk for tiden:

”Da alting nuomstunder, især hos os, skal dramatiseres og bringes paa Scenen, enten det er et dramatisk Stof eller ikke, da lange episke Digte, Romaner og Noveller maa dele denne Skjebne med Romanzer og Kjæmpeviser, hvorfor da ikke ogsaa engang oversætte Visen om Agnete paa Holmegaard i dialogisk Form? Naar der kommer god Musik og Decorationer til, pleier jo Saadant at gjøre meer eller mindre Effect…”

Stykket blev antaget den 16. september 1842, men havde først premiere på Det Kongelige Teater den 20. april året efter. Imidlertid oplevede det kun to opførelser. Johanne Luise Heiberg spillede ellers Agnete og barytonen Christian Hansen var hendes jordiske forlovede, Hemming. Skuespilleren Wilhelm Holst havde rollen som Havmanden – uden sange. Andersen var på rejse og opholdt sig i Paris, så Edvard Collin måtte skrive til ham om modtagelsen, at han bl.a. ”hvert Øieblik ventede at høre Latteren fra den villige Pøbel.” Collin måtte dog indrømme, at ”For resten arbeidede Stykket sig noget op den anden Gang…”. Berlingske Tidende skrev blot, at der ”blandede …sig nogen Hyssen med Bifaldet”, mens Johan Ludvig Heiberg udtalte, at ”At Sagen ikke er blevet bedre, men snarere værre ved det Udtog af Digtet, som man har transporteret umiddelbart fra Bogladen op paa Scenen, forstaaer sig af sig selv”.

Med en lidt senere dom (1864) skriver teaterhistorikeren Thomas Overskou noget negativt, at stykket ”saavel ved Savnet af Handling og Charakterer som ved ikke at kunne gives en tilfredsstillende theatralsk Udførelse blev saa kjedsommelig, at Gades poetiske Musik og en i det Hele god Udførelse fra de Spillendes Side ikke kunde afværge Mishag”. Andersen endte da også med i et brev til Edvard Collin i november 1843 at konstatere, at ”Agnete er for evigt skrinlagt…”.

Niels W. Gade
Også komponisten Niels W. Gade beskæftigede sig tidligt med Agnete og Havmanden-visen. Allerede på sin skandinaviske rejse i efteråret 1838 kredsede han om emnet og skrev hjem til Berggreen, at eventyret ”har altid forekommet mig at være et meget musikalsk Sujet”, og at han var i gang med at komponere en ouverture på grundlag af sagnet. Det var hans tanke i musikken at ville skildre kampen mellem det gode og det onde, men ouverturen blev dog aldrig færdiggjort.

Et års tid efter havde han større planer med dette sagn. Det skulle danne grundlag for en symfoni med kor i fem satser, af hvilken dog kun en oversigtsmæssig skitse er bevaret i komponistens såkaldte lille ”komponistdagbog”. Her havde Gade givetvis ladet sig inspirere af Andersens dramatiske digt fra 1833-34, men også elementer fra forfatteren Jens Baggesens lange epos Agnete fra Holmegaard (1808) er repræsenteret. Heller ikke denne plan blev dog ført ud i livet.

Det er uvist, hvordan samarbejdet mellem Gade og Andersen om Agnete og Havmanden kom i stand, men ud fra breve ser det ud til, at Gade har skrevet musikken i forsommeren 1842. I juli bad Andersen ham skrive en ouverture, men den blev ikke realiseret. Gade skrev derimod musik til otte sange, nogle for kor, hvor hver person er karakteriseret ved bestemte kombinationer af instrumenter. Stykket glider således ind i syngespilstraditionen med en blanding af sang og talt dialog. I sin beretning til Andersen om modtagelsen af stykket kunne Collin da også konkludere, at ”Musiken var yndig og lader intet tilbage at ønske”. Johan Ludvig Heiberg tilføjede i sin anmeldelse, at det havde været bedre, ”om Hr. Gade ikke havde ødslet sin characteristiske, følelsesfulde Musik paa et Arbeide, hvorom det var saa let at forudsige, at det ikke kunde bære den.” Især fremhævede Berlingske Tidende, at ”Vuggevisen som Fru Heiberg sang saa udtryktsfuldt, vare i høi Grad gribende”.

[ Se Niels W. Gades originalpartitur til Agnetes Vuggevise her (pdf)]

I 1845 bearbejdede komponisten seks af sangene med klaverakkompagnement til udgivelse – med både dansk og tysk tekst, oversat af N.C.L. Abrahams. Gade tilegnede sangene til sin lærer, komponisten A.P. Berggreen, hvis store interesse netop var folkeviserne.

[ Se tekst og noder til Sange af Agnete og Havmanden med klaverakkompagnement her (pdf)]

Berggreen samlede og udgav en lang række af disse viser og formulerede også en slags programerklæring for komponisternes brug af dem, nemlig at de skulle ”være gaaede over i Componistens Væsen, der da, opfyldt af deres Aand, vil kunne give sit Arbeide det eiendommelige, nationale Præg, der dog frem for Alt giver et Kunstværk Betydning”. Det udnyttede Gade i flere af sine kompositioner, ikke mindst i sine kendte værker Ossian-ouverturen fra 1840 og senere koncertstykket Elverskud fra 1854.

[ Hør Gades version af Agnetes Vuggevise sunget af Ingeborg Steffensen (1888-1964) akkomp. af violin og piano (rec. ?)  (RealPlayer)   (se kreditering) ]

I 1849 omarbejdede Gade to af sangene, deriblandt Agnetes Vuggevise for solo, damekor og orkester til koncertstykket Agnete og Havfruerne, der blev opført ved Gades egen koncert på Hofteatret den 24. februar 1849 med Det Kongelige Kapel og sandsynligvis Musikforeningens damekor. Det blev en stor succes, og værket blev forlangt dacapo, men det blev dog ikke til noget. Agnete og Havfruerne kom først på Musikforeningens programmer i 1858 og blev ikke udgivet før året efter Gades død, i 1891.

Peter Heise
I 1849 - altså kun seks år efter opførelsen Agnete og Havmanden – skrev også den kun 19-årige komponist Peter Heise en melodi til Agnetes Vuggevise, men den blev ikke særlig kendt og ikke udgivet. Fem år efter besluttede komponisten at bruge melodien igen, denne gang til sangen ”Fader siger: sy du skal og sømme” fra Jens Christian Hostrups komedie Den Tredje, der blev opført på Casino-teatret den 25. januar 1854. Med denne tekst udkom melodien i nodetidsskriftet Musikalsk Museum i marts 1854.

Heises melodi til Agnetes Vuggevise blev dog første gang trykt med Andersens tekst i 1858 i samlingen 115 Melodier til ”Nye og gamle Viser af og for Dansk Folk”, som blev udgivet af præsten og læreren P.O. Boisen og komponisten Chr. Bull – her 2. udgave fra 1858. Både sangbogen og melodibogen var meget udbredte og må betegnes som en af forløberne for Folkehøjskolens Melodibog. Først i 1891 udkom Heises version af Agnetes Vuggevise selvstændigt efter at være blevet publiceret i Wilhelm Hansens nodetidsskrift Musik-Journalen tidligere samme år.

[ Se tekst og noder til Peter Heises Agnetes Vuggevise med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Hør Heise version af Agnetes Vuggevise sunget af Else Brems (1908-95) akkomp. af Folmer Jensen - piano (rec. 1940)  (RealPlayer)  (se kreditering) ]

Fini Henriques
Fini Henriques’ udsættelse af Agnetes Vuggevise er derimod fra slutningen af 1800-tallet. Ved juletid 1890 udkom hans samling Ved Vuggen, som var hans opus 3 og dermed en af de tidligste af hans publicerede værker. Den indeholdt fire sange af bl.a. Chr. Richardt og H.C. Andersen, og især ”Sov, min kjære Glut” blev meget populær og udkom senere som en berceuse for violin og klaver.

Sangene er tilegnet fire pigenavne, hvoraf det første er Fini Henriques kone, Johanne Elfriede, kaldet Adda f. Krogh, som han ægtede i juli 1891. Agnetes Vuggevise bærer navne Augusta Krogh, der muligvis er i familie med Adda, mens de øvrige to sange er tilegnet Gerda Henriques (som godt kunne være en nyfødt niece til komponisten) og Hedvig (uden nærmere specifikation).

Fini Henriques benytter kun vers 1,3 og 4 af Andersens digt, men til gengæld gentager han strofernes sidste linie som en afslutning på sangen. Han beholder et afgørende vuggevisepræg med en vuggende 12/8-dels takt, men den krydrede harmonik og til dels melodiliniens bevægelse benytter Henriques til at understrege den tvivl og usikkerhed, Agnete udtrykker i digtet. Sangen har da også karakterbetegnelsen Flebile, som betyder sørgelig eller ynkelig.

I modsætning til andre af H.C. Andersens nære venner var B.S. Ingemann positivt stemt overfor Agnete og Havmanden.

 

 

 

 

Skuespilleren Wilhelm Holst havde rollen som Havmanden i opsætningen på Det Kongelige Teater, og det var sandsynligvis på hans opfordring, at Andersen omarbejdede sit digt til et dramatisk værk.

 

Johanne Luise Heiberg fik megen ros for sin fremstilling af Agnete-figuren ved opsætningen på Det Kongelige Teater.

 

Komponisten A.P. Berggreen havde både Niels W. Gade og Peter Heise som elever. Han inspirerede begge komponisterne til at tænke folkevise-emner ind i deres kompositioner som et udtryk for en dansk identitet. Selv indsamlede han folkevisemelodier – også fra udlandet – som han udgav i en række bind med Folke-Sange og Melodier, fædrelandske og fremmede.

 

 

 

 

 

 

 

Programmet fra Gades egen koncert på Hofteatret den 24. februar 1849, hvor den omarbejdede version af bl.a. Agnetes Vuggevise i værket Agnete og Havfruerne blev opført for første gang..

[Se hele programmet her]