Link: tilbage til forsiden
Hjem: Om biblioteket: Afdelinger: Musik- og Teaterafdelingen: Fokus
 
Ossian-ouverturen af Niels W. Gade


Den danske komponist Niels W. Gade blev ret pludseligt kendt med ouverturen Nachklänge von Ossian. Den vandt nemlig Musikforeningens konkurrence om en ouverture for orkester og blev hurtigt udgivet i Tyskland. Ouverturen tager tematisk udgangspunkt i en gammel dansk folkevise og er stadig et af Gades kendteste værker.

Konkurrencen om en ouverture
Den meget indflydelsesrige Musikforeningen i København blev grundlagt på Weyses fødselsdag i 1836. Et af formålene var at udbrede "fortrinlige danske musikalske Arbeider" bl.a. gennem udgivelser, og foreningen foranstaltede bl.a. en konkurrence om nye danske sange. I marts 1840 udsatte de endvidere en pris på 25 dukater for en ouverture for orkester, skrevet af en dansk komponist, men det blev påpeget, at præmien kun ville blive uddelt, hvis der fandtes et værk af en vis standard.

Der blev i alt indsendt 10 ouverturer til bedømmelse, og som dommerkomite havde man bedt de fremtrædende tyske komponister Friedrich Schneider fra Dessau og Ludwig Spohr fra Kassel om at medvirke. Den tredje dommer skulle have været kapelmesteren fra Leipzig Felix Mendelssohn-Bartholdy, som oprindeligt accepterede, men senere måtte melde fra på grund af tidspres. I marts 1841 lå afgørelsen imidlertid klar. Vinderen var den 24-årige Niels W. Gade.



Vinderen: Niels W. Gade
Niels W. Gade var på konkurrencetidspunkter elev på violin i Det Kongelige Kapel. Han var eneste søn af en instrumentmager og egentlig tænkt til at videreføre faderens forretning, men blev i stedet meget interesseret i selve musikken. Han begyndte at studere musikteori hos komponisten A. P. Berggreen, som længe efter bevarede et varmt venskab med den unge kunstner. Samtidig blev han violinelev i Det Kongelige Kapel med bl.a. den kendte violinist Fr. Wexschall som lærer, og de mange aftener i orkestret gav ham en fin fornemmelse for instrumentation. Hans tidlige kompositioner omfattede hovedsageligt sange, deriblandt fem melodier til en af Berggreens sangbogsudgivelser, hvoraf "Paa Sjølunds fagre Sletter" (Kong Valdemars Jagt) er den mest kendte. Sangen er inspireret af den folkevisetone, som Berggreen anbefalede til danske komponister, og Gade benyttede da også i flere af sine værker - deriblandt sin ouverture - folkevisecitater eller melodier i folkevisetone.


Ramund-sangen i 1812-14-udgaven I 1812-14 udgav de tre litterater W.H.F. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbek en stor samling af Udvalgte danske Viser fra Middelalderen i fem bind, hvor det femte var helliget indsamlede melodier til viserne. Denne samling kom til at danne inspiration for mange komponister især i 1800-tallets første halvdel, og Gades lærer, A.P. Berggreen, var meget interesseret i brugen af viserne. Her ses på nederste side optegnelsen af melodien til "Ramund", som Ossian-ouverturens hovedtema er inspireret af.


Vinderværket


Gades motto Gade havde indsendt en ouverture under mottoet "Formel hält uns nicht gebunden / Unsre Kunst heißt Poesie". Mottoet ses på manuskriptets første side, og det stammede fra den tyske forfatter Ludwig Uhlands digt Freie Kunst fra 1815. Titlen på selve værket var Gjenklang af Ossian med tysk oversættelse til Nachklänge von Ossian af hensyn til de tyske dommere.


Gade kendte de skotske Ossian-digte fra forfatteren St.St. Blichers oversættelse fra 1807-09. I sin lille såkaldte "komponistdagbog" - en lille notesbog, hvor han skrev især poetiske og strukturelle inspirationer til sine tidligste kompositioner - har han optegnet en række uddrag af disse digte med notater i marginen, der nogenlunde svarer til ouverturens ide og udformning. Der er flere teorier om, hvorfor Gade valgte netop Ossian som tema, deriblandt både en jævnførelse med en national fortid og omvendt en speciel adresse til netop de tyske dommere.


Opførelser og senere skæbne
Der stod i konkurrenceopslaget, at ouverturen var Musikforeningens ejendom, og at denne skulle sørge for udgivelsen. Samtidig forpligtede komponisten sig til at lave et 2- eller 4- hændigt klaverudtog. Efter en del korrespondance lykkedes det Musikforeningen i 1841, at ouverturen blev trykt hos et af de kendteste tyske musikforlag, Breitkopf & Härtel i Leipzig i stemmer og i et firhændigt arrangement, som Gade selv udarbejdede i løbet af sommeren. Derimod blev partituret først udgivet i 1854.


Titelbladet til den 4-hændige udgave af ouverturen Titelbladet til den 4-hændige udgave af ouverturen, som Gade selv udarbejdede. Arrangementet blev udgivet i 1841 på det meget anset forlag Breitkopf & Härtel i Tyskland, men med både dansk og tysk titel, således at det kunne distribueres i begge lande. Musikforeningen aftog på forhånd omkring 170 eksemplarer til bortlodning blandt medlemmerne.


Ouverturen fik sin første opførelse i Musikforeningen den 19. november 1841 under ledelse af dirigenten og komponisten Franz Glæser og blev modtaget med stor jubel af det københavnske publikum. Det var sjældent, at Musikforeningens koncerter, som kun var for foreningens medlemmer blev anmeldt i aviserne, men en enkelt avis skrev undtagelsesvist om denne koncert. Ouverturen blev betegnet som poetisk og originalt med smukke, klare melodier og velovervejet instrumentation. Publikum synes dog ikke at finde værket særlig nordisk eller dansk, og Ossian-temaet bliver heller ikke specielt bemærket.

Den første tyske opførelse fandt sted i Musikforeningen "Euterpe" i Leipzig sidst i 1841, og i begyndelsen af 1842 kunne man høre værket i Gewandhaus i Leipzig, en af Tysklands fornemste koncertsteder. Her var opmærksomheden på Ossian-temaet større og bl.a. Mendelssohn havde anvendt det i sin ouverture Hebriderne fra 1832. Gades ouverture blev da også meget positivt modtaget, og det var her, at værkets nordiske klang blev fremhævet.

Side 4 fra ouverturen i håndskrift med Ramund-motivet
Side fire fra autografen til ouverturen. Her kan man i klarinet, fagot og horn se værkets hovedtema, som har ligheder med folkevisen "Ramund var sig en bedre mand".


På baggrund af den tyske modtagelse af ouverturen fik den efterhånden nærmest en national status også i Danmark. Ved den første nordiske musikfest helt fremme i 1888 i København var Ossian-ouverturen således festivalens indledningsværk, dirigeret af Gade selv med et over 100 mand stort orkester.

Ossian-ouverturen er et af de Gade-værker, som til stadighed har holdt sig på danske orkestres repertoire og er blevet indspillet adskillige gange.


Udgaver:

Faksimile
Niels W. Gade: Echoes of Ossian - Concert Overture, op. 1 - Nachklänge von Ossian - Konzertouvertüre, op. 1. Facsimile Edition with "An Epilogue to Ossian" - Faksimile-Ausgabe mit einem "Nachwort zur Ossian-Ouvertüre", red. af Finn Mathiassen. The Royal Library / Die Königliche Bibliothek. Niels W. Gade Works - Werke I:9 facs. (Published by the Foundation for the Publication of the Works of Niels W. Gade - Herausgegeben von der Stiftung zur Herausgabe der Werke Niels W. Gades). Copenhagen 2002

Praktisk-videnskabelig udgave
Niels W. Gade: Concert Ouvertures, op. 1, 7, 14 - Konzertouvertüren op. 1, 7, 14, edited by / herausgegeben von Finn Mathiassen. Niels W. Gade Works - Werke I:9. Published by the Foundation for the Publication of the Works of Niels W. Gade / Herausgegeben von der Stiftung zur Herausgabe der Werke Niels W. Gades. Copenhagen 2002.


Læs mere

Anna Harwell Celenza: The Early Works of Niels W. Gade. In Search of the Poetic. Aldershot etc. 2001

Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og nationale tone. Dansk nationalromantik i musikalsk belysning", Dansk Identitetshistorie 3, Folkets Danmark 1848-1940, red. af Ole Feldbæk. København 1992, s. 188-336

Margit Kirk: "Ossian-Ouverturens program", Dansk Musik Tidsskrift 15/1 (Januar 1940), s. 1-5

Finn Mathiassen: "'Unsre Kunst heisst Poesie'. Om Niels W. Gades Ossian-Ouverture", Svensk tidskrift för musikforskning 53 (1971) s. 67-77

Finn Mathiassen: "An Epilogue to Ossian - Nachwort zur Ossian-ouvertüre", Niels W. Gade: Echoes of Ossian - Concert Overture, op. 1 - Nachklänge von Ossian - Konzertouvertüre, op. 1. Facsimile Edition - Faksimile-Ausgabe. The Royal Library / Die Königliche Bibliothek. Niels W. Gade Works - Werke I:9 facs. Copenhagen 2002

Finn Mathiassen: "Preface to this Volume / Zum vorliegenden Band". Niels W. Gade: Concert Ouvertures, op. 1, 7, 14 - Konzertouvertüren op. 1, 7, 14, edited by / herausgegeben von Finn Mathiassen. Niels W. Gade Works - Werke I:9. Published by the Foundation for the Publication of the Works of Niels W. Gade / Herausgegeben von der Stiftung zur Herausgabe der Werke Niels W. Gades. Copenhagen 2002.

Siegfried Oechsle: Symphonik nach Beethoven. Studien zu Schubert, Schumann, Mendelssohn und Gade. (Kieler Schriften zur Musikwissenschaft XL), Kassel 1992

Inger Sørensen: Niels W. Gade. Et dansk verdensnavn. København 2002


Indspilninger (CD)

Niels W. Gade: Symphonies, volume three
Danish National Symphony Orchestra, DR, dirigent: Christopher Hogwood
Chandos CHAN 9795. 2002

Thomas Jensen conducts Scandinavian classics
Copenhagen Philharmonic, dirigent: Thomas Jensen
Danacord DACOCD 523-524. 2000. 2 cd'er, mono

Harmonious families vol 2. Danish compositions by fathers and sons : orchestral works by Niels W. Gade and his son Axel Gade
Dirigent: Iona Brown
Danacord DACOCD 510. 1999.

King Frederik IX conducts the Danish National Radio Symphony Orchestra
Radiosymfoniorkestret, dirigent: Kong Frederik IX
Dacapo 8.224158-59. 2000. 2 cd'er

Niels W. Gade: Efterklange af Ossian, a-mol, opus 1
Rheinland-Pfalz' Filharmoniske Orkester, dirigent: Ole Schmidt
CPO 999362-2. 1996

Niels W. Gade: Symfoni nr. 1, c-mol, opus 5 "På Sjølunds fagre sletter"
Danmarks Radios Symfoniorkester, dirigent: Dmitrij Kitajenko
Chandos CHAN 9422. 1996.

Niels W. Gade: Efterklange af Ossian, a-mol, opus 1
Det Jydske Musikkonservatoriums Orkester, dirigent: Ole Schmidt
Kontrapunkt 32194. 1994

Drømmebilleder
Tivolis Symfoniorkester, dirigent: Michael Schønwandt
Philips 518404-2. [1993]

Scandinavian masterworks
Niels W.Gade: Efterklange af Ossian, a-mol, opus 1
Den Franske Radios Symfoniorkester, dirigent: Karl Etti
Digital Concerto. SPA CCT 2-816. 1992

Niels W. Gade: Elverskud, op. 30
Indeholder også: Niels W. Gade: Efterklange af Ossian, Danmarks Radios Symfoniorkester, dirigent: Dimitri Kitajenko
CHAN 9075. 1992

From Scotland with love
BBC's Skotske Symfoniorkester, dirigent: Jerzy Maksymiuk
Koch Schwann Replay 3-6702-2. 1990

Robert Schumann: Ouverture, scherzo og finale, opus 52
Niels W.Gade: Efterklange af Ossian, a-mol, opus 1
Royal Philharmonic-Orkestret, London, dirigent: Dirk Joeres
IMP Classics 3036700152. 1995



Tilbage til Fokus-oversigten

 


Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret September 2003




Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]


Musik- og Teaterafdelingen
Nyhedsbrev
Særlige enheder
Praktiske oplysninger
Faglige websider
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!