Perioden fra 1860 til 1920erne er præget af danmarkshistoriens største folkeflytninger. Der er tale om tre bevægelser.

For det første en kolossal udvandring. Det var især Nordamerika, der lokkede, og udvandrerne kom fra såvel byer som landdistrikter.

Se billeder:

'Ved et Udvandrerskibs Afgang fra Havnegade'
Udvandrere på Kvæsthusbroen
Afgang
Scandinavian American Line
Udvandrere undervejs (1)
Udvandrere undervejs (2)
Udvandrere undervejs (3)
Nybyggere

For det andte oplevede Danmark en meget stor arbejderindvandring. Første bølge kom fra de mange lande og riger, der tilsammen udgjorde Det tyske Forbund. Herfra kom omkring 100.000 mennesker for at søge arbejde. Oftest var der tale om yngre håndværkersvende, og de søgte ikke mindst til købstæderne i landets sydvestlige egne samt hovedstaden. Anden bølge var et mindst lige så stort antal ufaglærte sydsvenskere, som både søgte arbejde og ophold i by og på land i landets østlige egne. I denne bølge var der lige så mange kvinder som mænd. Den tredje bølge var polakkerne – om end mange i virkeligheden var hviderussere og ukrainere. Det var flest kvinder, som især rekrutteredes til roemarkerne på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn.

'Polakker ankommer til Gedser'

For det tredje pågik en meget stor folkeflytning i form af vandring fra land til by i hele landet, hvilket ses af, at folketallet i perioden 1870-1890 omtrent fordobledes i hovedstad og købstæder, mens det ikke øgedes nævneværdigt på landet trods den massive indvandring.

Indvandringen fra land til by medførte pladsmangel

Indvandring

Det offentlige Danmarks interesse for indvandrerne opstod i løbet af det 19. århundrede med udviklingen af nye begreber som forsørgelsesret og næringsret.

Når det drejede sig forsørgelsesret, skærpedes kontrollen med udlændinges ophold i riget med Fremmedloven af 15. maj 1875 og indførelse af lovpligtige opholdsbøger. I henhold til denne lov skulle alle udlændinge, for at kunne tage arbejde i Danmark, erhverve en opholdsbog hos politiet, en bog som skulle fremvises og attesteres af politiet ved alle ankomster til og afrejser fra arbejdspladser i landet. På den måde ønskede det offentlige at sikre sig mod indvandreres mulighed for at ligge samfundet til byrde. Med grundlag i samme lov skulle Politiet kunne med denne lov udvise udlændinge, som var uden arbejde i 8 dage eller mere. Mellem 1875 og 1920 foretog politiet mindst 40.000 udvisninger efter denne bestemmelse.

Med Justitsministeriets cirkulære af den 25. november 1890 bestræbte man sig på at beskytte næringsrettighederne. Det var således forbudt at ernære sig ved dørsalg. Cirkulæret var rettet direkte mod hårkunstnere og kurvemagere – oftest fra Småland - og såkaldte ”ungarske ståltrådsarbejdere”. Disse grupper rejste landet rundt med materialer og få redskaber i rygsækken. Hårkunstnernes kunnen var under alle omstændigheder ikke så efterspurgt mere, moden havde ændret sig og kun få kvinder supplerede egen hårpragt med hårsmykker af menneskehår. For de øvrige grupper galt, at de nu blev drevet på porten eller måtte vælge at slå sig ned som fastboende og søge næringsbrev.

Udvandring

Udlængsel kommer af troen på, at man kan opnå en bedre tilværelse et andet sted på kloden; eller af udsigten til en tilværelse, som synes sværere end den, ens forældrene har haft.

Der var flere årsager til, at mange forlod deres hjemegn for at udvandre. Uden tvivl betød påvirkningen meget; den påvirkning, som man ikke kunne undgå at modtage, hvis man f.eks. læste aviser. Den første store reklamepåvirkning kom fra udvandreragenters og Amerika-damprederiernes annoncekampagner. De averterede med, at græsset var grønnere og at der var gode muligheder for at skaffe sig fod under eget bord for den, som ikke var bange for at bestille noget.

Næsten alle kendte i 1870erne nogen, som var udvandret og det betød også adgang til oplys¬ninger og lokkende omtaler fra folk, man stolede på gennem ”Amerikabrevene”. Der kom mange breve – ikke mindst fordi det efterhånden blev ganske almindeligt, at en yngre mand rejste af sted først, hvorefter hustru og børn siden kom over et år eller to efter, når ”alt var parat”. At dømme efter indholdet af brevene så gik det utroligt godt for alle udvandrerne. Der blev overdrevet, og man skrev kun sjældent om fiaskoer. Så omfattende var den positive omtale af tilværelsen i Amerika, at man let overså det forhold at næsten hver femte udvandrer faktisk vendte hjem igen.

Inden udvandringen lod man sig fotografere, så slægtninge og venner havde et minde. Udvandreren vidste udmærket, at sandsynligheden for nogensinde at kunne besøge fædrelandet, endsige få familien på besøg, var yderst ringe – alene billetprisen taget i betragtning.