Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
I slutningen af 1700-tallet var industrialismens tidsalder begyndt i England, og i midten af 1800-tallet begyndte den at få fodfæste på det europæiske fastland; det var dog især nogle få, afgrænsede områder f.eks. Belgien, dele af Ruhrområdet, det nordlige Frankrig hvor industrien langsomt satte sit præg på udviklingen. Det helt overvejende erhverv i hele Europa – inklusive Det Forenede Kongerige – var fortsat landbruget. Den overvældende del af arbejderklassen bestod af landarbejdere – i Danmark helt op til omkring 1920.
Alligevel begyndte arbejderne især i byerne at røre på sig, fra 1830erne udgjorde de et væsentligt element i revolutionerne i Paris, selv om disse ikke kan betegnes som arbejderrevolutioner. I Storbritannien var den ”chartistiske” bevægelse i 1840erne en vigtig faktor; her organiserede arbejdere sig for første gang i en politisk masseorganisation, der i et charta opstillede entydige krav om en reform af samfundet. Det medførte i adskillige lande forbud mod svendevandringer til bevægelsernes centre.
Også i Danmark opstod de første, meget små selvstændige arbejderorganisationer i 1840erne, den socialistiske teoretiker Frederik Dreier begyndte sin virksomhed i 1848, forskellige andre initiativer toges i 1860erne bl.a. af den vandrende bundtmagersvend Lorents Petersen [1814-1894] med det formål at organisere arbejdere på et socialistisk grundlag; det afgørende skridt blev dog først taget i 1871, da presset på håndværkssvendene var blevet så stort, at nye veje måtte findes. Der var ikke kun ét svar på spørgsmålet om arbejdernes integration i samfundet: nogle foreslog oprettelse af brugsforeninger, andre arbejderoplysning og andre igen filantropiske løsninger; ét havde de til fælles: de var ikke arbejdernes egne svar.
Dette fandt arbejderne først i og med, at "Den Internationale Arbejderforening for Danmark" oprettedes i løbet af sommeren og efteråret 1871. Det var kun et mindretal af de københavnske arbejdere, der valgte denne vej, alene navnet skræmte de lidt mere forsigtige bort: Ifølge propagandaen havde Internationale spillet en betydelig rolle i Pariserkommunen. Og denne var farlig, det var borgerskabet klar over – kvindelige terrorister, petroløserne, havde truet borgerskabets magt. Hverken Pio eller hans nærmeste medarbejdere Brix og Geleff var arbejdere, men de indgik et nært samarbejde med selvbevidste arbejdere, der hurtigt satte deres præg på bevægelsens udvikling. Den afgørende forskel mellem de filantropiske foreninger og 'Internationale' var den sidstes udgangspunkt i arbejdernes behov, som disse selv vurderede dem.
Svendenes behov var opstået af omstruktureringen i arbejdsprocessen: laugene kunne ikke mere danne rammen for arbejdets organisering. Næringsfrihedsloven medførte en slags ’frit arbejdsmarked’; samtidig opstod behovet for at kunne forsørge en familie - svendene levede ikke mere ”under Mesters tag”, men stiftede selv familie inden de var blevet mestre, den nye klasse var ved at opstå. Som en konsekvens af udviklingen måtte arbejderne søge at udvikle nye organisationsformer - fagforeninger - som dannede grundlaget for Internationales virksomhed.
Denne socialistiske organisation kunne inddrage de mere eller mindre klassebevidste arbejdere i arbejdet for selvstændige og uafhængige faglige foreninger, som kunne forsvare arbejdernes umiddelbare interesser og samtidig opstille et program for en nødvendig omstrukturering af samfundet. Hertil hørte også organisering af kvinderne i et fællesskab med mændene. Det var ikke problemfrit, fordi også 'arbejdets mænd og kvinder' skulle overvinde de samfundsskabte forestillinger om mænds og kvinders rolle. Men omtrent fra starten var der kvinder i bevægelsen, og ved deres aktive arbejde bidrog de til at nedbryde modsætningerne.
Denne nye bevægelse havde behov for et kommunikationsmiddel, som dels kunne formidle den interne diskussion, dels være bevægelsens talerør overfor andre arbejdere. Midlet skabtes ved at omdanne det første organ, Socialistiske Blade, til et ugeblad Socialisten [Socialisten nr. 1], som til trods for politiets forskellige forsøg på at undertrykke det – bladet måtte overgangsvis trykkes i Malmø og Hamborg – blev en succes og i april 1872 omdannedes til et dagblad, som i 1874 tog navneforandring til Social-Demokraten. Bladet voksede under Pios ledelse til at blive et velredigeret dagblad med et oplag på ca. 7500, et i samtiden bemærkelsesværdigt højt oplag, som i 1890 var vokset til 22.000, samtidig med at de første provinsblade, som Demokraten i Århus, var begyndt at udkomme. De faglige sammenslutninger udgav sideløbende relativt små, uprætentiøse meddelelsesblade, som i flere tilfælde vidner om et stort indblik i samtiden.
Den nye bevægelse måtte overvinde andre interne modsætninger end dem mellem kønnene, der var også forskellige vurderinger af den rette vej frem. I nogle tilfælde blev politiske forskelle dog sammenblandet med personlige uoverensstemmelser. Det gjaldt således forholdet mellem Louis Pio og Ernst Wilhelm Klein. Klein var barber og kom oprindelig fra Tyskland. Han kunne derfor følge diskussionerne i den tyske arbejderbevægelse. Denne politisk-teoretiske interesse var medvirkende til at han efter Pios domsfældelse blev formand for ”De frie Fagforeningers Centralbestyrelse” – hvilket også viser noget om de københavnske arbejderes nationale fordomsfrihed ti år efter krigen i 1864. Han var en tilhænger af Pio, men efter at denne blev løsladt i 1875, kom det hurtigt til en voldsom diskussion mellem de to, en diskussion Klein tabte - hvad der siden skete med ham er uvist, han forsvandt. En lignende udvikling gjorde sig gældende for Jacquette Liljenkrantz, en meget viljestærk svensker, som støttede Pio og den socialistiske bevægelse økonomisk, men også indtog en markant politisk stilling i den danske bevægelse og internationalt. Senest i 1884 brød hun endeligt med bevægelsen. Også Harald Brix kom i modsætning til flertallet i partiet, efter at han for anden gang slap ud af fængslet [se pjecen "Harald Brix er død!"].
Fra anden halvdel af 1870erne fik den europæiske økonomiske krise også betydning i Danmark med deraf følgende arbejdsløshed. Krisen varede i mere end et årti og medførte et alvorligt tilbageslag for fagbevægelsen: mange af de endnu nye fagforeninger bukkede under fordi medlemmerne ikke havde mulighed for at betale kontingent, men især fordi strejkevåbenet ikke bed mere: der var for mange arbejdsløse, der var villige til at lade sig underbetale. Det var en ny erfaring for fagbevægelsen, som måtte tage hensyn til dette forhold i den kommende tid. Sammen med dansk industris struktur - den helt overvejende del af virksomhederne havde kun få ansatte - medførte denne erfaring, at organisationsprocenten blev meget høj i Danmark, også ufaglærte og kvinder organiseredes. Imidlertid stod den største arbejdergruppe - landarbejderne - endnu i mange år udenfor.
Også den politiske bevægelse gik næsten i opløsning under lavkonjunkturen. Den politiske nedtur forstærkedes desuden af Pios ”flugt” til Amerika. Det socialdemokratiske parti erstattedes i 1878 af Socialdemokratisk Forbund, som fik en koordinerende rolle for hele bevægelsen og dermed kunne fastholde enheden. Samtidig skulle Forbundet være en organisation af folk, der kendte de ’socialistiske principper’. Denne beslutning holdt i nogle år, men i 1884 valgtes de to første folketingsmedlemmer. Samtidig forsøgte Høire at organisere arbejderforeninger – sådan som det var lykkedes forskellige steder i udlandet – hvorfor Socialdemokratisk Forbund måtte give efter for presset og optage nye, men uskolede medlemmer.
For at holde den fornyede masseorganisation på ’de socialistiske princippers’ smalle sti udgav partiet nu i to serier socialistisk litteratur for at skabe en sammenhængende opfattelse af mulighederne og betingelserne for den nødvendige samfundsændring. Endvidere udarbejdede bevægelsen selvstændige analyser af arbejderklassens forhold og tilrettelagde sin politik på baggrund af disse analyser [P. Knudsen: Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse]. Analyserne underbyggedes af værker af politisk-teoretisk karakter, hvoraf de mest omfattende blev udarbejdet af den marxistiske retning inden for den internationale arbejderbevægelse. Socialdemokratiet blev således den første arbejderorganisation i verden, der udgav Karl Marx' Kapitalen.
'Carl Marx' fra datidig pjece: Die Führer der deutschen Arbeiterpartei, udsnit
[For hele siden og følgende sider - klik her]
I det hele taget så arbejderbevægelsen sig selv som en del af en international bevægelse og søgte samarbejde med andre landes arbejderorganisationer, f.eks. stilledes Folkets Hus i Rømersgade i København til rådighed for det tyske socialdemokratis anden illegale kongres i 1883 [Forsamlingsbygningen i Rømersgade]. Det tyske parti var til en vis grad forbillede for det danske, som dog udarbejdede sit eget selvstændige program i 1876 [Gimlekongressen, programmet, 1876]. Partierne lignede hinanden, men der var dog også klare forskelle. F.eks. var det danske parti helt overvejende proletarisk, mens der i det tyske parti fandtes en relativ stor gruppe akademikere, som i perioder spillede en væsentlig rolle. Af disse var flere af jødisk herkomst begyndende med Marx og Lassalle. I Danmark fandtes ikke mange jøder og de øvrige intellektuelle kunne varetage deres politiske interesser i andre partier end det socialdemokratiske. I Tyskland forholdt det sig anderledes. Men også pga. storindustrien var den tyske bevægelse anderledes end den danske.
I Sverige og Norge medvirkede danske arbejdere og deres organisationer ved oprettelsen af uafhængige arbejderorganisationer, som således fik en socialistisk profil. Indsatsen her skyldtes især, at den danske arbejderbevægelse ikke ønskede at få undergravet de opnåede resultater ved at modtage løntrykkere fra andre lande, hvor der endnu ikke fandtes en arbejderbevægelse. Denne indstilling er grundlaget for internationalismen i arbejderbevægelsen, og finder for tiden udtryk i f.eks. kampen mod børnearbejde.
Under hele forfatningskampen, Estrup-tiden eller Provisorietiden, samarbejdede arbejderbevægelsen med det førende oppositionsparti,Venstre. Det medførte bl.a., at bønderne under krisesituationer i byerne, f.eks. store strejker, sendte madvarer til arbejderne i byerne og også hentede børn fra arbejderkvartererne for at bistå arbejderne mod den fælles fjende: storborgerne og adelen eller med en anden betegnelse, Høire. Også i Folketinget stemte de socialdemokratiske medlemmer sammen med Venstre. Det var klart for de ledende arbejderpolitikere, at der var tale om en midlertidig alliance: de politiske og økonomiske interesseforskelle mellem de to klasser ville i længden være for store.
Imidlertid var der kræfter i arbejderbevægelsen, som var modstandere af dette midlertidige samarbejde. Gerson Trier [se brev fra F. Engels til Trier] og Nicolaj Petersen kom i foråret 1889 tilbage til Danmark efter et længere udlandsophold. De gik i samarbejde med forskellige oppositionelle, som til en vis grad kan betegnes som en proletarisk opposition mod partiledelsen omkring P. Knudsen.
Oppositionen havde allerede manifesteret sig på partiets kongres 1888, og fra april 1889 udkom ugebladet ”Arbejderen”. Efter et halvt års diskussion ekskluderedes oppositionen og dannede kort tid efter sit eget parti, som dog ikke havde en lang levetid. Til trods for at oppositionen havde en opbakning i forskellige partiforeninger, f.eks. via lærerinde Signe Andersen, som havde været aktiv ved oprettelsen af partiforeningen i Svendborg og var bestyrelsesmedlem på Frederiksberg og medlem af hovedbestyrelsen, samt i partiforeningen på Amager ved formanden for tobaksarbejderforeningen Ferdinand Møller, og i Randers lykkedes det den ikke at udvikle en politik, der fandt opbakning i bredere kredse. Det svarede til udviklingen i flere andre europæiske lande, hvor tilsvarende strømninger gjorde sig gældende.
Det er for tidligt at tale om, at en socialistisk kultur var under fremvækst, men samtidig med arbejderbevægelsen opstod forskellige foreninger, der arbejdede for at give arbejdernes fritid et andet indhold. Det gav sig først og fremmest udslag i sange, sangbøger og arbejderkor [For at høre sangen "Brødre lad våbnene lyne", indsunget af "KAS Havnens Sangforening af 1892" - klik her], men fandt også udtryk i karnevalsfester og lignende. Fra 1881 begynder Social-Demokraten at publicere litterære bidrag og anmeldelser især ved C.E. Jensen. Heller ikke disse var i sig selv bidrag til en socialistisk kulturopfattelse, men præsenterede den moderne litteratur; arbejderbevægelsen opfattede sig selv som en del af den moderne bevægelse og var overbevist om socialismens overlegenhed og nødvendighed. Arbejderbevægelsen så sig som en udvikling, en proces. På et tidspunkt i 1890erne begyndte Th. Stauning ligeledes at præsentere litteratur i fagbladet ”Samarbejdet”, men det var den mere folkelige litteratur, han havde blik for.
Grundlaget for den succes, som bevægelsen som helhed fik i 1870erne og 1880erne, var sammenholdet mellem de forskellige organisationsformer, dvs. de faglige og politiske foreninger, hvortil kom de første kooperative virksomheder i 1880ernes anden halvdel. På dette og flere andre punkter - således inden for landbrugspolitikken - udviklede den danske bevægelse politikker, som gav den en stærk position i international sammenhæng. Tidligt organiseredes kvinder og ufaglærte mænd i fagbevægelsen, arbejderpressen fik en meget stor udbredelse, og fra 1890 voksede Socialdemokratiets stemmetal og dermed partiets parlamentariske indflydelse støt.
Den socialistiske arbejderbevægelse opstod i efteråret 1871 som Den Internationale Arbejderforening for Danmark; den havde en umiddelbar succes, fordi den var opbygget af faglige sektioner, og fordi den havde en uafhængig presse. ”Internationale”, senere Socialdemokratiet, overlevede den økonomiske og politiske krise i slutningen af 1870erne og fra begyndelsen af 1880erne indtog det pladsen som landets dominerende arbejderorganisation.
I konkurrence med Høire måtte Socialdemokratiet efter 1884 omdanne sig til en masseorganisation. Dette affødte voldsomme diskussioner og medførte flere splittelser. I disse kampe var flere kvinder fremtrædende. Uafhængigt af de faglærte mænds organisationer opstod forbund af ufaglærte kvinder og mænd som et af flere særtræk ved den faglige arbejderbevægelse.
Væsentligst blev dog, at kvinder og mænd, faglærte og ufaglærte samledes i én socialistisk arbejderbevægelse. Det gav bevægelsen en styrke, der blev grundlaget for forandringer i det danske samfund.
Den Internationale Arbejderforenings Generalstatutter (1871)
Generalstatutterne er den første selvstændige udgivelse af Karl Marx på dansk. Teksten er tilsyneladende oversat efter statutternes udgave fra 1866, men suppleret med senere udgaver af dem. Den indtager øjensynlig en særlig stilling i de berømte statutters udgivelseshistorie; i dansk sammenhæng er teksten vigtig, fordi den viser bevægelsen internationale orientering.
De Frie Fagforeninger
Efter forbuddet mod ”Internationale” stod arbejderbevægelsen uden koordinerende organ. Af ”Internationales” fagsektioner opstod den hurtigt voksende københavnske fagbevægelse, der i 1874 dannede De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse, som i de følgende år indtil Pio genindtræden i ledelsen var koordinatoren. Dens politiske ’Manifest’ vedtoges uden modstand, mens lovene blev diskuteret i over et år, inden de accepteredes af medlemmerne.
[Love for de frie Fagforeningers Centralbestyrelse]
Ernst Wilhelm Klein
Klein havde tidligt skrevet for Socialisten. I 1874 blev han formand for Centralbestyrelsen for de Frie Fagforeninger, der i disse år udviklede sig kraftigt. Klein arbejdede på at give bevægelsen en fælles samfundsopfattelse, og støttede sig her på F. Lassalle’s udgivelser. Klein videreførte Pios arbejde, men efter at denne blev formand for Centralbestyrelsen, udviklede der sig en modsætning mellem dem, og Klein blev fortrængt fra arbejderbevægelsen.
[Smædeskrift mod Klein i Figaro 11. 7. 1875]
Det britiske Landproletariat
Landbospørgsmål optog ganske naturligt Pio, og en af hans tidlige artikler blev udbredt i udlandet via Friedrich Engels, som anså Pios vurdering af udviklingen for relevant. Pio oversatte sidenhen kapitlet om det britiske landproletariat fra Karl Marx’ Kapitalen. Det udkom først som serie i Social-Demokraten i 1876 og senere samme år som selvstændig udgivelse. Oversættelsen var et led i udviklingen af en konsistent samfundsopfattelse.
Nordisk Handskemagerforbund
Nordisk Handskemagerforbund var et forsøg på at organisere et forbund hen over landegrænserne, her København og Skåne. Forbundet indstillede sin virksomhed 1879 p.gr.a. den økonomiske nedgang, afdelingen i København fortsatte dog. Formanden var P. Knudsen, som disse år udviklede de egenskaber, som gjorde ham til den dominerende person i arbejderbevægelsen. På et møde i foreningen undersøgte han forholdet mellem parti- og fagbevægelse.
[P. Knudsens manuskript til tale om parti og fagbevægelse]
Det tyske socialdemokratis kongres i København 1883
I 1878 vedtoges i Tyskland ”socialistlovene”, der forbød al socialdemokratisk aktivitet på nær valgdeltagelse. Socialdemokratiske bøger og aviser blev forbudt. Partiet afholdt derfor sine kongresser i udlandet; fra 29. marts til 2. april 1883 gennemførtes kongressen i København, hvor det danske Socialdemokratis stillede Folkets Hus i Rømersgade til rådighed. Det tyske partis illegale ugeblad berettede om kongressen.
[Forsamlingsbygningen i Rømersgade]
Folketingsvalget 1884
Ved folketingsvalget valgtes de første socialdemokrater til rigsdagen; det var i København i den daværende 5. kreds P. Holm og 9. i kreds C. Hørdum. Kun Holm genvalgtes knapt i 1887, så det var naturligt, at Willumsen i sin farvelitografi fra 1890 lader agitationen for Holm stå i forgrunden. I 1890 fordoblede Socialdemokratiet sit stemmetal og der valgtes 3 socialdemokrater til Folketinget og senere på året to til Landstinget.
Provisorietiden
I den uafklarede forfatningsmæssige situation i 1880’erne regerede statsminister Estrup med provisoriske love, idet Folketingets flertal nok kunne nedstemme lovene, men ikke tvinge regeringen væk – først efter århundredeskiftet blev folketings-parlamentarismen langsomt institutionaliseret. I 1884 foretog en ung typograf, Julius Rasmussen, et attentat mod Estrup uden at skade ham fysisk. Politisk kom attentatet til at styrke Højre-regeringen.
Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse
I 1888 udgav forretningsføreren for Socialdemokratisk Forbund P. Knudsen en betænkning, som i realiteten var en omfattende og grundig undersøgelse af arbejdernes forhold, det man senere kaldte en klasseanalyse. Med dette omfattende materiale var Socialdemokratiet i stand til at udarbejde en politik, der kunne tage hensyn til de forskellige lag i arbejderklassen og deres behov for en anden samfundsmæssig udvikling.
[P. Knudsen: Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse]
Kvindelige arbejdere
Fra 1870’erne organiserede kvinder sig i den politiske arbejderbevægelse; der var ikke mange, men de havde en betydningsfuld rolle, som de fortsatte med at have. Fra 1885 blev også de sværest organiserbare inddraget i arbejderbevægelsen: de ufaglærte kvinder. Det varede dog over ti år inden en landsorganisation under ledelse af Olivia Nielsen oprettedes; Kvindeligt Arbejderforbund fik som selvstændigt kvindeforbund en betydningsfuld rolle.
Oppositionen
Oppositionen, som gjorde sig gældende på Socialdemokratiets partikongres 1888, var hverken den første eller den sidste opposition mod den førte politik. Ofte, og også her, havde oppositionen et vist sammenhæng med den internationale udvikling. I 1889 kunne den til en vis grad støtte sig til Engels og opnåede med sin kritik specielt af samarbejdet med Venstre, at Socialdemokratiet til dels ændrede sin politik. Men netop dette punkt forholdt Engels sig kritisk til.
[F. Engels' brev til Gerson Trier 23. marts 1887]
Socialistiske udgivelser
I den tidlige arbejderbevægelse diskuteredes forholdet mellem partiets medlemmer og den socialistiske teori grundigt. Efter valg-gennembrud 1884 voksede partiet hurtigt, og problemet blev akut. Et af partiledelsens forholdsregler var at udgive socialistisk litteratur, især marxistiske værker. Socialdemokratiet blev således den første arbejderorganisation, der udgav Marx’ Kapitalen; de tynde ”Socialistiske Skrifter” blev populære.
Socialistisk Bibliotek, bd. 7, 1888
Nu dages det brødre
Sange og musik har ikke kun i arbejderbevægelsen været et centralt agitationsmiddel. U. P. Overbye skrev i 1872 den første populære arbejdersang. I tilslutning til især fagforeningerne opstod talrige arbejderkor, som havde en vigtig funktion som bærere af en selvstændig arbejderkultur. Louis Pio udgav en sangbog, der senere blev fulgt op af mange flere. P. Knudsen interesserede sig, som det fremgår af hans korrespondance, meget for udenlandsk arbejdermusik
[Socialistiske Sange Nr. 1, "Snart Dages det Brødre"] [Hør sangen her]
Ur en agitators lif
Den danske arbejderbevægelse ”opdyrkede” socialismen i nabolandene. Den svenske skrædder August Palm beretter i sine erindringer om den tidlige arbejderbevægelse i Haderslev, hvorfra han blev udvist for socialistisk aktivitet, i Storehedinge, hvor han blev arbejdsløs af samme grund, og om grundlæggelsen af den svenske arbejderbevægelse med opbakning fra Foreningen til Socialismens Udbredelse i Sverige, der fandtes en tilsvarende forening for Norge.
Gimlekongressen
Den første socialdemokratiske kongres i 1876 vedtog et principprogram, som i 1882 udvidedes med et agrarprogram. Enkelte andre revideringer blev gennemført, men i hovedtræk fastholdtes programmet indtil 1913. Dele af programmet var overtaget fra Tyskland, men der var helt klare programpunkter, som gjorde programmet til en selvstændig af konkrete forhold udviklet tilkendegivelse. Programmet bestod af en principiel del og dermed forbundne aktuelle krav.
Sophus Pihl
Pihl havde været medstifter af Internationales danske sektion og formand for ”afløseren” Den demokratiske Arbejderforening 1873. For sin politiske virksomhed blev han arresteret og sortlistet og måtte 1877 udvandre til Sydafrika; 1885 tog han til Bergen, hvor han igen var aktiv ved oprettelsen af arbejderbevægelsen. Pihl var kun én af flere, der var aktive internationalt: f.eks. Marius Jantzen, Carl Jeppesen, Rasmus Hansen, Peter Kall Lyngholm i Norge.
Rejsen til Amerika
Louis Pio
Oprettelsen af en socialistisk koloni i Kansas var et drømmebillede ikke kun Pio havde. Det styrtede hurtigt i grus, men udvandringen til USA fortsatte og Pio forfattede en pjece beregnet på at vejlede udvandrerne. De fleste søgte en bedre materiel tilværelse, den var svær at opnå og kun få havde overskud til at udfolde en socialistisk virksomhed. Der fandtes dog dansk-norske arbejderblade i USA i 1870erne og 1880erne. Chicago var et af centrene i dette arbejde.
[Se også smædepjecerne "Detailleret Beretning om Pios og Geleffs Afreise" og "Drømmebilleder fra Amerika"]
Den skandinaviske arbejderkongres i Göteborg
I 1886 afholdtes den første skandinaviske arbejderkongres i Göteborg med delegerede fra Danmark, Norge og Sverige. De svenske organisationer var på dette tidspunkt stærkt influeret af liberale ideologier, men gik med til at vedtage ”Fagforeningernes politiske (samfundsmæssige) program ” og ligeledes ”Fagforeningernes økonomiske program”. Dermed stod hele arbejderbevægelsen i Skandinavien på et socialistisk grundlag og flere skandinaviske fagforbund oprettedes.
Danske delegerede ved arbejderkongressen i Göteborg
Jens Jensen
Jens Jensen (1859-1928) var maler af profession og fra 1883 formand for malernes fagforening, fra 1886 til 1903 formand for Fællesorganisationen i København; siden hen blev han som den første valgt til formand for LO og satte sit præg på den spirende fagbevægelse. Jensen spillede en afgørende rolle på den skandinaviske arbejderkongres 1886 og på flere andre internationale kongresser, bl.a. den vigtige kongres 1888 i London. Han skrev også et indsigtsfuldt skrift om 8-timers-dagen.
[Brev fra Jens Jensen fra The International Trades' Union Congress i London 1888]
Louis Pio i fangedragt 1875