Carl August Thielo
1707-1763
|
|
C.A. Thilo var en af de første komponister, der leverede musik til den danske nationalscene. Han deltog i
mange - og bestemt ikke kedelige - musikalske projekter i midten af 1700-tallet, dog ikke alle med lige
stort held. I dag står hans udgivne samlinger af musik fra Den Danske Skueplads sammen med hans lærebog
i musik imidlertid som centrale kilder til datidens musikalske praksis.
Tidlige år
Thielo blev født i Høsterkøb i Nordsjælland, men flyttede senere til Tyskland. Som dreng modtog han
klaverundervisning bl.a. i Weimar, hvor hans lærer var hoforganist J.G. Walther. Som 18-årig vendte
Thielo tilbage til København, hvor han forsøgte at ernære sig som musikpædagog, men det var dog ikke
nogen indbringende stilling. Thielo sagde selv, at han "næppe (kunne) nære sig for sult". I 1733 giftede
han sig med Judithe Kielsen, og sammen fik de i 1735 datteren Caroline Amalie, der blev en af Den Danske
Skueplads første skuespillerinder. Hun døde dog allerede som 19-årig.
|
|
Caroline Amalie Thielo. Ved bunden af rammen "Deucalion og Pyrrha", en fransk komedie som Jfr. Thielo selv havde oversat (se det forstørrede billede). Stykket havde premiere 1753.
|
Organisten
I slutningen af 1730erne blev Thielo organist ved Kastelskirken i København, en stilling han bestred i fem
år, uden at det dog forbedrede hans økonomi synderligt. Til gengæld fik han, under protest fra kirkens
præst, i 1743 opført sit passionsoratorium Seelige Betrachtungen unter dem Kreutze Jesu Christi.
Præsten, David Pontoppidan, klagede til biskoppen, men han holdt med Thielo, som således fik lov at opføre
sit oratorium. Derefter blev forholdet mellem komponisten og præsten så anstrengt, at Thielo måtte forlade
embedet.
|
|
Kastelskirken. Tegning af forfatteren L. Both efter forlæg af malerne Johannes Rach (1721-83) og Hans Heinrich Eegberg (1723-84) |
|
Lærebogen
På opfordring af de indflydelsesrige forening Det musicalske Societet udgav han i 1746 en lærebog i
musik med titlen Tanker og Regler fra Grunden af om Musiken, for dem som vil lære Musiken til Sindets
Fornøyelse saa og for dem som vil giøre Fait af Claveer, General-Bassen og Synge-Kunsten, som er det
første musikpædagogiske værk på dansk, der udkom i København. Værket omhandler hovedlinierne inden for
almindelig musiklære og indeholder en vejledning i klaverspil og sang. Endvidere omfatter den også en
række af Thielos tanker om sang og spil.
Som eksempel nævnte han, at man skulle passe på ved selskaber ikke at spille musik, "som man ikke var
voksen nok, hvorfore man derved giorde sig for Selskabet latterlig". Derudover beder han de kvindelige
sangere passe på med italienske arier, da han ofte havde hørt damer i selskab synge erotiske italienske
arier, som de nok ville have afstået fra at fortolke, hvis de havde forstået teksten. Endelig bringer
Thielo en række ganske subjektive kommentarer til datidens københavnske musikliv.
Christian 6.
|
|
Nye kulturelle vinde
Med den strengt religiøse Christian d. 6.s død i august 1746 forandrede det københavnske kulturliv sig
drastisk. Nu blev det igen muligt at opføre skuespil. Denne fornøjelse var strengt forbudt under den
pietistiske konges regeringsperiode, men med hans død ophørte forbudet, og der blev på kort tid stor
aktivitet på dette område.
Den Danske Skueplads
I december samme år søgte og fik Thielo tilladelse til at opføre danske skuespil i henhold til "den
Plan som forhen af Os elskelige Ludvig Holberg er bleven lagt", og i april 1747 havde det første stykke,
Den Politiske Kandestøber, premiere i traktør Christen Bergs hus i Læderstræde, hvor det spillede
indtil udgangen af året. Thielo var nu med Holbergs støtte leder af Den Danske Skueplads, men der
kom hurtigt problemer, da Thielo også ville profilere sig som skuespilforfatter. Her oversteg
ambitionerne evnerne med det resultat, at skuespillerne nægtede at opføre en række stykker, som
Holberg omtalte som nogle "vanskabte og ublu smaa Skuespil, som vare komne for Lyset og var forfattede
saaledes, at alle fornuftige Folk væmmedes derved og forargede sig derover". Enden på misèren blev, at
Thielo måtte opgive sin direktørtitel og herefter virkede som musikalsk rådgiver, arrangør, klaverstemmer,
nodeskriver og akkompagnatør i orkestret.
|
Den Danske Skueplads med forfatteren Ludvig Holberg som den centrale figur
|
|
Musiksamlingerne
Som en fransk inspiration indtog musikken en vigtig rolle i forestillingerne på Den Danske Skueplads
med både indlagte sange og mellemaktsmusik på programmet, og i perioden 1751-61 samlede og udgav Thielo
de sange, der var blevet brugt i forestillingerne - nogle havde været trykt før. Dette var dels hans egne
og kollegaen, hofviolonen Johan Henrik Freithoffs kompositioner, dels anonyme danske og udenlandske
komponisters værker. Der er her tale om f.eks. danskerne Hans Henrich Jacobsen og Detlev Bechstedt samt
tyskerne Carl Heinrich Graun og Adolph Carl Kunzen, far til F.L.Æ. Kunzen.
De fleste af samlingerne bringer melodierne for sangstemme og bas, mens en enkelt (2. samling) trykker et
helt partitur. Han angiver dog selv, at alle samlingerne både kan synges og spilles på diverse
instrumenter som klaver, violin og traversfløjte. Blandt Thielos egne bidrag var der flere viser til
Holbergs komedier, og han nåede også at udgive andre samlinger med dansemusik eller klaverstykker. (Se en oversigt over samlingerne her)
|
|
Forsiden til 1. samling, udgaven fra 1755.
|
Samlingerne blev meget populære og måtte genoptrykkes, da de indeholdt tidens mest populære danse- og
vokalmusik. De indgår dermed fint i traditionen fra den tyske visesamling Singende Muse and der Pleisse
(1741 og frem) og den tilsvarende Det Danske Syngende Nymphe-Chor
(1753).
Desuden så han sig i 1753 nødsaget til at udgive en ny lærebog, da "Musikens Gusto forandrer sig hvert
tiende Aar". Bogen Grund-Reglen wie man bey weniger Information sich selbst die Fundamenta der Music
und des Claviers lernen kan, som mere var rettet til en tysk publikum, men ikke blev særlig populær.
Især harcellerede han over de kvindelige musikamatørers musikalske stade. "Hvor mange Fruentimmer ere
vel i hver civiliseret Provins, som spiller godt paa Klaveret? Næppe en eller slet ingen." I 1762 fulgte
så den danske lærebog Musikalsk Underretning at messe for Altret, hvor han over for præsterne
ville vise "nogle lette og beqvemme Regler efter hvilke man formedelst 4 Toner og med ringe Umage kan
lære at messe for Altret".
På baggrund af dette musikpædagogiske arbejde mente Thielo sig berettiget til professortitlen og i 1757
indsendte han ansøgning til Universitetet, men den blev enstemmigt afslået. To år senere søgte han
organistembedet ved Roskilde Domkirke, men heller ikke det fik han.
Romanerne
Ved siden af den betydelige mængde musikalier og musikpædagogiske skrifter fandt Thielo også tid til at
skrive og udgive adskillige skuespil og romaner - som nævnt med svingende indhold. Han var dog den første
til at skrive både mere realistisk prægede eventyrromaner og borgerlige, moralske romaner på dansk.
Her kan nævnes Charlotte eller forunderlige Tildragelser med Frøken von Weisensøe I-III fra 1757-58
og Matrosen som bliver Kejser i Muturapa og derefter igjen Matros (1759), som er inspireret
af Holbergs Niels Klim.
Thielo døde i 1763 i Høsterkøb, hvor han kort forinden havde ladet opføre et husmandssted, som han dog
aldrig nåede at flytte ind i.
|
|
|
Titelblade fra to af Thielos romaner.
|
|
Læs mere:
Arthur Arnholtz, Nils Schiørring og Finn Viderø: Gamle danske Viser, hefte 4 Syngespilsvisen. København 1948,
især nr. 1 og 2
Sten Høgel: "C.A. Thielo og de syngende fruentimmere - 'Tanker og Regler', 1746", Musik & Forskning 7 1981,
s. 5-59
Nils Schiørring (Torben Krogh): "Carl August Thielo", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 14, København 1983, s. 451-52
Torben Krogh: "Ældre danske Teatermusik", Musikhistorisk Arkiv I/1 (1931) s. 1-100
Thomas Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid,
bind 1, København 1854 (se registret)
V.C. Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid. Festskrift i Anledning af Musikforeningens
Halvhundredaarsdag I, København 1886
Børge Saltoft: "Holbergs musikalske medarbejder C.A. Thielo", Social Demokraten 7. februar 1957
Børge Saltoft: "Musikreformator i Holbergs København", Berlingske Aftenavis 29. november 1963.
Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark, bind 2, København 1978
Anne Ørbæk Jensen og Mette Conradsen, 2004 |
Tilbage til Fokus-oversigten
Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2004
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|