Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

For 250 år siden - i 1752 - blev der opført adskillige Holberg-skuespil på Den Danske Skueplads, teatret på Kongens Nytorv.
Imidlertid var teatret lukket i hele den første halvdel af 1752 som følge af dronning Louises (Frederik 5.s dronning) død. Sæsonen begyndte først d. 28. juni 1752, men allerede i juli spillede man Sganarels Reyse til Det philosophiske Land. I august kom turen til Don Ranudo - i dette tilfælde en premiere, og i september Erasmus Montanus. Endelig spillede man Jean de France og Mester Gert Westphaler i november, men disse øvrige stykker havde dog været spillet tidligere.

Det er imidlertid kun to af disse stykker, som vi i dag kender original musik til. Det ene af dem er Sganarels Reyse, hvortil Carl August Thielo (1707-63) skrev en vise. Thielo var direktør for en trup, der med Holbergs støtte i 1746 fik privilegium til at spille danske skuespil i København. Egentlig var han organist og virkede også for truppen som komponist, arrangør, musiker og udgiver af musikken til skuespillene. Han ragede dog hurtigt uklar med skuespillerne, og det endte med, at de og han delte privilegiet. Thielo skrev flere viser til Holbergs komedier, og visen fra Sganarels Reyse, hvor de tre kvinder siger farvel til "det philosophiske Land" er en forholdsvis simpel menuet med fire vers.

Ludvig Holberg

Selv om musikken i komedierne fra Grønnegade-teatret (1722-28) er forsvundet, har den sandsynligvis spillet en rolle f.eks. i form af danse, militærsignaler etc. Don Ranudo lå egentlig også færdig i 1723, men blev først opført på Kongens Nytorv i 1752. Hertil findes et håndskrevent partitur med en pompøs march af en ukendt komponist for strygere, oboer, trompeter og slagtøj. Inspirationen er kommet fra Molieres Den adelsglade Borger med musik af Ludvig 14.'s hofkomponist Jean-Baptiste Lully, men hos Holberg fungerer marschen som entré for den unge elsker, udklædt som eksotisk prins.

Imidlertid er der mange Holberg-stykker, hvor musikken på en eller anden måde bliver omtalt. Det gælder f.eks. Magdelones folie d'espagne-dans i Maskarade og ikke mindst Leonoras "sygdom" i Kilderejsen, hvor hun i stedet for at tale kun kan synge, helst i koloraturer. Dramatikeren bruger ofte musikalske billeder som karakteriserende, og musikken tager til tider del i handlingen. Holberg var da også selv interesseret i musik. Han spillede efter sigende ganske udmærket fløjte; så godt at han under sit ophold i Oxford i begyndelsen af 1700-tallet blev optaget i en musikalsk klub af amatører, der musicerede sammen. Han fortæller, at han kunne spille violin, og tilbage i Danmark viste han stor interesse for Det Musikalske Societet, en af tidens foreninger for musikinteresserede, der spillede sammen i mindre ensembler. Societetet eksisterede fra 1744 til 1749 og talte bl.a. en af Holbergs bedste musikalske venner, komponisten Johann Adolph Scheibe.

Holbergs egen musiksmag var dog temmelig gammeldags. Han elskede musik, der gik til hjertet og brød sig ikke om de mere larmende værker. Højt i hans agtelse stod J-B. Lully sammen med den italienske komponist Domenico Scarlatti og Arcangelo Corelli, der især skrev instrumentalkoncerter. Derimod næsten hadede han de samtidige italienske operaers koloraturer, og dette misforhold mellem tekst og musik mente han havde bredt sig til den italienske kirkemusik. En af grundene var nok, at et italiensk operaselskab, som nød stor yndest både i kongehuset og blandt Københavns befolkning, var en af de værste konkurrenter til Holbergs skuespil på Den Danske Skueplads. Han ytrede sig imidlertid også kritisk om den danske kirkesang med de alt for mange salmer, om vægtersangen og om kirkernes klokkespil.

Holbergs komedier og figurer har inspireret adskillige senere komponister til musikalske værker. Og her kan vi finde eksempler på alle de fem ovenfor nævnte komedier. Det gælder danske, norske og tyske komponister såvel fra 1800- som fra 1900-tallet.

I 1883-88 kom der en Jubeludgave af Ludvig Holbergs Comoedier, rigt illustreret af Hans Tegner i tre bind. Tredje bind er helliget materiale om Holbergs komedier med artikler af Georg Brandes om Holberg som komedieforfatter, Edgar Collin om skuespillerne og af Otto Zinck om teaterstatistik (opførelser, rollebesætninger etc.). Et særligt kapitel er viet "Traditionel Musik til Ludvig Holbergs Komedier", samlet af komponisten Axel Grandjean. Formålet var både at lave en så komplet samling af den originale musik som muligt og at "forhindre den Vilkaarlighed, som den musikalske side af Iscenesættelsen af Holbergs Comoedier er udsat for, naar Skuespillerne selv vælge de Stropher, de skulle bruge". De originale viser er taget fra Thielos samlinger af musik til komedierne, mens en stor del af de øvrige viser er gengivet efter 1800-tallets skuespilleres hukommelse. For Jean de France er det således bl.a. en sang og to menuetter, som den kendte Holberg-skuespiller Ludvig Phister brugte, den gamle melodi til vægterversene, en muligvis original sang og en lidt varieret arie af Christoph Willibald Gluck. Den originale march fra Don Ranudo og Thielos vise fra Sganarels Reyse er også med i samlingen, som ellers generelt må siges at fortælle lige så meget om 1800-tallets Holberg-tradition som om de originale musikalske kilder.

Den Danske Skueplads 1748

Niels W. Gade skrev sin orkestersuite Holbergiana i 1884 som et led i fejringen af Ludvig Holbergs 200-års dag. Andensatsen er en livlig scherzo, der skildrer Mester Gert Westphaler og Jakob von Thyboe både i små gentagne motiver og i mere storskrydende og majestætiske passager i de dybe messingblæsere. Værket blev uropført i den indflydelsesrige københavnske koncertinstitution Musikforeningen i december 1884 med foreningens kor som led i den afsluttende sats's hyldest til Holberg.

Komponisten Frederik Rung udgav ligeledes i 1884 en række Holbergske Situationer i Billeder og Musik, hvor musikken var samlet af Rung til illustrationer af tegneren og illustratoren Niels Wiwel. En kærkommen figur både i musik og streg var Jean de France, som er centrum i den ene af de seks stykker. Her er valgt en menuetlignende, lidt majestætisk sats, som tager udgangspunkt i det stykke, som Grandjean havde valgt. Denne skriver, at "Da hverken Prof. Phister eller Nogen af de senere Fremstillere har kunnet give Oplysning om hvad der er bleven benyttet [til Jean's dans og sang i 5. scene], anføres den af P. Jerndorff 1881 sungne Strophe fra Glucks "Alceste" (lidt varieret)". Det drejer sig om komponisten Christoph Willibald Gluck, hvis opera Alceste blev uropført i 1776, og hvorfra kongelig skuespiller Peter Jerndorff har lånt denne lille frase. Frederik Rung tager den under behandling og bringer den både i bas og diskant, i let og i fyldig klaversats.

Den schweiziske komponist Othmar Schoeck (1886-1957) fik i 1916 en ide fra komponisten og pianisten Ferruccio Busoni om, at der i Holbergs komedie Don Ranudo ville være godt stof til en opera. Der fandtes flere tyske oversættelser af stykket, som librettisten Armin Rüeger kunne benytte sig af - sandsynligvis brugte han Oehlenschlägers fra 1822-23. Kompositionen af operaen var et par år undervejs, men 16. april 1919 blev den uropført på operaen i Zürich. Selve teksten er nødvendigvis omarbejdet noget, og også musikken oplevede adskillige ændringer. Stilen lægger klart vægt på det sangbare med teksten lidt i baggrunden. Uropførelsen blev en succes, men ellers har operaen ikke været opført så ofte; mest i Schweiz, men også enkelte gange i Tyskland og senest i 1982 i Luzern.

Knudåge Riisager (1897-1974) skrev i 1920 sit opus 1, koncertouverturen Erasmus Montanus, der dog ikke påviseligt er komponeret efter mødet med Holbergs komedie. Musikken blev førsteopført i oktober 1924 i Göteborg af den svenske komponist og dirigent Ture Rangström, som var meget begejstret for den, og hvem Riisager tilegnede stykket. I mindre skiftende afsnit præsenterer Riisager både den vemodige, rolige klang, en dyb dyster tone, pompøse passager med fuldt orkester og hurtige dialogagtige takter.

Endelig skrev den norske komponist og dirigent Sverre Jordan (1889-1972) i 1938 sine Holberg-silhuetter op. 39 - nogle orkesterminiaturer, der skildrer forskellige figurer fra Holbergs komedier. En af dem er Jean de France, "Der Französling". Jordan var en meget fremtrædende figur i byen Bergens musikliv, og han var medlem af programkomiteen for Bergens festspillene. Allerede ved de første festspil i 1953 var Jordans Holberg-silhuetter da også med på programmet; de var dog blevet uropført nogle år før.

Som man kan se, inspirerede Holberg til musik både i sin samtid og i nutiden.

Litteratur:

Erik Abrahamsen: "Holberg og Musikken", Musik 6/9, 1. September 1922, s. 113-25
Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark, bind 2, København 1978
Axel Grandjean: "Traditionel Musik til Ludvig Holbergs Komedier", Jubeludgave af Ludvig Holbergs Comoedier, rigt illustreret af Hans Tegner, København 1883-88

Alle de nævnte noder på nær den originale marsch fra Don Ranudo findes på Det Kongelige Bibliotek, såvel Thielo's samlinger, Gade, Rung, Jordan og Riisagers værker i enkeltudgivelser samt Schoecks store opera i en kritisk kommenteret udgave i 3 bind.

Derudover kan man se - mere eller mindre originale - noder til flere af sangene til Ludvig Holbergs stykker i samlingen af elektroniske noder til 1800-tallets teatermusik. Det drejer sig især om Axel Grandjeans annoterede samling af "Traditionel Musik til Ludvig Hoblergs Komedier", som han udgav i forbindelse med Jubeludgaven af komedierne i 1888.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2003