| Index
| -1
| +1 |
Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [5]
[5] Gibraltar
Den, der rejser i Andalusien, bør for Modsætningens
Skyld tage ned til Spaniens sydligste Odde, hvor den engelske
Klippefæstning Gibraltar ligger som et Stykke nøgtern
anglogermansk Kultur i orientalsk, tropisk Indfatning, en knyttet
Boksernæve i et gnistrende sort Kvindeøje.
Fra Knudepunktet Bobadilla gaar Banen lige Syd paa gennem en af Andalusiens
vildeste og smukkeste Bjærgegne, Sierra de Ronda. Vilde
Fjældstyrt og frodige Sænkninger, Tuneller, Viadukter og svimlende
Broer afløser hinanden; Bjærge taarner sig op om os saa vi
befinder os som i en dyb Brønd, for i næste Nu at aabne sig og
løbe indad i et uendeligt Perspektiv, der snurrer hurtigt forbi med
Glimt af Byer og flade dyrkede Agre langt ude i det Fjærne.
Danske Malere, der ikke netop rejser til Syden for at uddanne sig til
Teatermalere, men søger storslaaet Natur og ejendommeligt Folkeliv,
burde resolut ombytte Italien med Andalusien. Der er Bjærgvejen over
Sierre Nevada fra Guadix til Granada, [Note 1] dens Hulelandsbyer er som en ny ukendt Verden, dens uhyre
Vidder med Snemarker og blaanende Afgrunde maatte kunne faa en Maler til at
svede Angstens Sved. Der er Granada selv, enestaaende blandt Byer ved sine
Gader og sit Folkeliv, sit Alhambra og sine Naturomgivelser. Der er Loja seks
Mil længere mod Sydvest, Alhama, Antequera - forunderlige mavriske Byer
med en forunderlig Befolkning, og i en forunderlig Natur. Og lidt mod Syd igen
Sierra de Ronda, hvor vi nu kører, en sønderreven Egn, der vokser
i Vildhed og Vælde, til den kulminerer omkring Byen Ronda.
Ronda ligger midt i et stort Klippeplateau, paa en Bjærgknold, der ved et
dybt Snit er spaltet i to. Hen over Spalten spænder en mægtig
Brobue og forbinder i et dristigt Kast de to Bydele. Fra Broen stirrer man ned
i det bratte Dyb, paa hvis Bund Guadiaro bruser, idet den vælter sig ned
over Klipperne som et udslagent Haar. Vædet Kølighed stiger op
dernede fra, nu og da lægger en Støvregn sig forfriskende over ens
Ansigt.
Fra Promenaden, der løber uden om Byen, har man et enestaaende Panorama.
Aas op og Aas ned løber Olivenskovene og Vinmarkerne, afbrudt af
Hvedeagre og Orangelunde eller det nøgne koralrøde og hyasintblaa
Fjæld. Og uden om det hele slaar en Krans af mægtige Bjærge
Horisonten ind.
Denne Gang haster vi videre og modtager lige et flygtigt Indtryk af Byen, men
hver lille Enkelthed vaagner i mig fra mit forrige Besøg for seks Aar
siden; ingen spansk Egn og Befolkning har virket saa fremmed paa mig som
denne.
Det var i August-September.
Paa den Aarstid er hvert Frugttorv i Andalusien et smukt og overdaadigt Skue,
men Rondas Haller overgik dem alle i rigt Udvalg, saftspændte trinde
Former og Duft. Det var som om hver Frugtsort havde suget en af Solspektrets
Farver til sig og gav den endnu hedere tilbage, saadan brød det ud fra
dem i en ubændig Farvejubel, der dirrede i Rummet som hed Aande af Guld
og Blod. Og Menneskene som færdedes herinde gjorde underlige Fagter og
skreg besat, bedst som de gik for sig selv og arbejdede. Klangfulde korte Raab
og lys Skogren gik over deres Struber som Hjortes Kalden; en og anden huggede
sin Kniv i Træværket, saa den dirrede. Saa han en Blodstraale
springe til Vejrs, hedere rød end Tomatfrugten og det spanske Peber?
hørte han et Angstskrig mere skingrende lyst end dette hidsige Gule? Jeg
selv var jo Nordbo, men jeg kunde have forstaaet, om alle disse Mennesker drog
deres Knive og gav sig til at løbe amuk lige som hine Malajere -
og jeg kunde have løbet med. For Farverne snørede min Strube
sammen og jeg syntes, at alt dette om et Øjeblik maatte briste og
sprøjte mig sin Saft i Øjnene som levende Blod, saa spændt
det var.
Kan en graa, taaget, sludfuld Nordbo overhovedet forstaa Andaluserens
Temperament? Jeg tror det ikke. Han kan smittes af det, rives med, og raver da
som en nyfødt Kalv og falder tilsidst uhjælpeligt; han kan faa
Solstik og blive sløv, men Solekstasen kender han ikke. Vilde
han, der maa indskrænke sin Kærlighed til selve Hjærtet og
forskanse den dèr mod alle Magter, fordi alle Magter er fjendtlige mod
hans lille Eros og tilsidst kvæler den alligevel - i Dyner og tykke Mure
og dobbelte Vinduer - vilde han forstaa Sydens store Eros: Solbrunsten, der
svulmer og straaler i alt det skabte og overskyller Menneskenes ikke blot
Erotik men hele Væsen, saa vi læser den samme fortættede
Blodets Spænding af en Lillefingers mindste Bevægelser, af et Barns
eller en Oldings Holdning og Udtryk som af et Par vanvittigt forelskede
Øjne hjemme?
Andaluseren er ved sit frodige Temperament en Kilde til uendelige
Overraskelser, for nordisk Logik er han egenlig en Gaade. Man kan gribe en
enkelt fremherskende Linie og i sin Trang til Konsekvens følge den og
trække den kraftigt op, men Billedet bliver ensidigt. Og en anden Linie
vilde give et andet, væsenlig modsat Billede af ham?
Bjærgryggen ned over Loja-Antequera-Ronda
rummer ikke saa lidt af det overleverede Spanien. Den Kolorit, vi træffer
i ældre Rejsebøger, men ikke rigtig tror paa, findes ret kraftigt
her, hvor Bandolèroen - nu halv Smugler halv Røver -
stadig er Landsbyernes Helt og har et Skjul hos hver en Bonde.
Stilètkastningen eksisterer endnu, de unge Mænd øver sig
paa Oliventræerne uden for Landsbyen i den Kunst at kaste Dolken lige i
Modstanderens Øje; paa de troløse Kvinder sprætter Elskeren
endnu fremdeles Maven op med Krumkniv. Alt dette eksisterer virkelig, man har
blot givet det for stor Rækkevidde ved ikke at tage andet med.
Ronda har Blodtone. Skønt Byen kun tæller ca. 30,000 Indb.,
hører dens Tyrefægtninger til de første i Spanien;
bød man Bjærgboen her anden Rangs Løb, vilde han
brække Arenaen op eller stikke Ild paa den. Egnen leverer et stort
Kontingent til de professionelle Fægtere, og enhver - Mand som Kvinde -
er Amatør, aficionado. De kender hele Terminologien og alle
Grebene, og blot de ser en Spædekalv i Landskabet, trækker de en
rød Klud frem og vifter.
Der er noget ved den magre senede Bjærgbo i Andalusien, som minder om
Katteslægten, og Ligheden paatrænger sig stærkest i
Bjærgene ved Ronda. Hans Gang er rap, lydløs, han kender ikke til
Nervøsitet og er dog lutter Nerver; han kan aldrig faa Sol nok, men
suger den ind midt paa Dagen i Aarets varmeste Tid, udstrakt paa et
brændende hedt Underlag; han er vellystig lad og utrættelig
udholdende. Meget ofte kender hans Blik kun to Tilstande: den varige, hvor det
undgaar èns eget og dog følger èn uafbrudt og gør
hver Bevægelse halvsovende med - og den akute, hvor det samler sig
lynsnart og stærkt Øjeblikket forud for et Angreb, tager Maal af
Afstanden og Fæste, og borer sig tvingende ind i Modstanderens for at
fastholde ham. Og saa dette vellystige Hang til Grusomhed, som er hele
Andalusiens og maaske hidrører fra, at dette Solland til syvende og
sidst ikke har Sol nok for et Folk, der er kommet fra endnu hedere
Himmelstrøg! Overfladen kan være dækket af et
uigennemsigtigt Lag Kultursminke; men her ligger den blot og føjer endnu
et Stænk af Rødt ind i Koloriten.
Der er noget æggende rovdyragtigt over disse stærke ranke
Mænd, der ikke er godmodig-nyfigne
som Sletteandaluseren eller stolt-imødekommende
som de øvrige Bjærgboer, men koldt-afvisende
som Araberen. I dem sidder endnu Orientalerens Foragt for den evropæiske
Barbar, de haaner den Fremmede ved at lade ham være Luft for dem, og
deres Tærskel er svær at overskride. Spansk Selvfølelse
bliver hos dem til et Hovmod, der maa forekomme den Rejsende
meningsløst, da det hverken er Penge-eller Aandshovmod, men bunder demokratisk i det, de har fælles med alle
andre - Legemet.
Kvinden er høj og spottelysten, hun har mørkere Haar end andre
Andaluserinder - helt blaasort - og ofte oval, lyst dunet Hage, der giver hende
et besynderlig blondt Udtryk. Hun har liden Omsorg for Børnene, men
mange Kærtegn; om Dagen ser man hende bestandig med en Unge i Favnen, sin
egen eller en andens, som hun kæler for i smaa Rovdyrnap, der undertiden
faar den til at græde. Hun kan tæmme den vilde Tiger, der altid
gaar om bevæbnet til Tænderne, gøre ham medgørlig,
forvandle hans Knurren til blød kurrende Kælenhed, kue ham om hun
vil. Han ruller sig for hendes Fødder som en stor Pudel, lige ydmyg naar
hun sparker og naar hun kæler - med Kniven i Skærfet, Bøssen
i Haanden og hendes Fod paa sin Nakke. Til hun bliver 25-30
Aar og begynder at falme; saa rejser han sig roligt og spænder hende i
Aaget. Og den lunefulde Venus forvandles i forbavsende kort Tid til et
taalmodigt Arbejdsdyr; mens han i Kraft af sin evige Ungdom vælger sig en
anden Herskerinde.
- -
Syd for Ronda falder Bjærgene af og bliver fredeligere, til Landskabet
roligt glider over i de store Korkskove ved Castellàr. Korkegens
afskrællede forvredne Grene griner uhyggelig hvidt ud af Skovens
Halvmørke, vi tager i Gennemfarten det fantastiske Indtryk af en
Hær afpillede Skeletter, der bærer grønne Grene skyggende
over sig.
Vi er i det sydlige Lavland igen. Snakkesalige Sletteboer kryber ind i Toget og
byder mig straks af deres Tobakspung; de raaber øredøvende til
hinanden lige forbi mit Øre, kaster sig urolig frem og tilbage og ler
larmende; deres Øjne er mættede af Velvilje.
Algeciras, Endestation!
Navnet klinger saa arabisk, og Byen ser ud som havde den sovet i Aarhundreder -
lige siden Mavrerne dreves ud af Andalusien. Den er hvid og har flade Tage,
eller svagt hældende af graagrøn Azulejos; Husene staar
tilskoddede og tæt sammen som gamle Øg, der blunder i Solheden.
Inde i de kølige Patios knebrer Kvinderne og spinder paa
Haandtèn, ude i Solen paa Alamèdaens Bænke blunder
Mændene, hyllede i deres lange Kapper. De har store Ansigter, en
svær aaben Pande, blødt sort Fuldskæg og en rolig,
nøddebrun Hudfarve; Kvinderne har Odaliskens store runde Træk, og
Lød som raa Fløde.
I Gadernes halvstørknede Ælte boltrer Børn og røde
Svin sig i ubunden Naturglæde. Lige nøgne er de, lige naturlige og
trinde. Her var Leddevand og Flæsk og Engelsk Syge nok til en hel
Hærskare af Rafaelske Engle; og al for megen frejdig Ligefremhed selv for
den glubskeste Naturalist. Nu og da slutter en Mand eller Kvinde sig for et
Øjeblik til Flokken, glider med forbavsende Lethed ind i Gruppen og
planter sin Foragt for det Sømmelige midt i Dagen.
Men tyve Minutters Sejlads over Bugten, og Sceneriet bliver et andet.
Allerede midtvejs mister Vandet sin dybe blaa Farve og dækkes af en Hinde
af Kulstøv, der glinser graa og tør i Solen. Damp- og Sejlbaade krydser hinanden i alle Retninger og skærer blanke Furer i
Støvhinden, der inden den igen lukker sig viser et Stykke Havbund paa
mange Fods Dybde: gul Sand, violette Slagger, polypagtige Klippeformationer.
Den store Bugt, der kun er aaben mod Syd, danner en naturlig Havn. Vi glider
ind i en Skov af Master og Dampskibsskorstene, skandinaviske Flag smælder
i Luften omkap med de store Nationers, tykmavede Ærø-
og Stavangerskuder gynger mageligt paa Vandet, mens de tømmes for deres
sorte Indhold. Uhyre Jærnkolosser kommer jagende ind, sluger 4-5
almindelige Skibsladninger af den sorte Føde i lige saa mange Timer og
haster bort igen, til Orienten eller Amerika. Kul og Kul alle Vegne! Luften
synger af Jærn og Staal: af Ankre, der kastes og lettes, af arbejdende
Dampspil, af Prammenes Kæmpekraner. De ligner uhyre sorte Svaner som de
vugger ved Skibets Side, sænker deres Staalhoved paa den lange krumme
Hals varsomt ned i dets Last og dukker op igen i en glidende Svajning; ude over
Prammen aabner de Staalnæbet og lader en Mundfuld Kul falde - saa stor
som en Vognladning. Og igen! - Korte Fløjt og lange Brøl skifter,
og en Paketdamper støder i sin Sirene - tre korte Rovfuglehvin, der
jager èn op i Rædsel og bliver ved at flakke hylende fra Kyst til
Kyst - længe. Engelske Komandoraab gaar ind i, og en norsk Opsang;
nøgne travle Negere, hvis hastige Grin ud over Rælingen er som
Kornmod en Sommernat, tumler fortroligt med de sorte Kul og ter sig henrykte
under Arbejdet - som Væsner, der endelig har fattet Forsynets dybe
Hensigt med dem.
Gibraltar er en Fæstning, den eneste uindtagelige i hele Verden paastaar
England. Tilliden til dens Uindtagelighed er dog ikke større end at den
Fremmede ved Landstigningen maa aflevere sin Lommekniv til Portvagten, og han
skubbes gennem Porten med et Tilhold om at være uden for engelsk Omraade
inden Solnedgang. Denne Frist kan dog paa Indstilling af éns Konsul
eller en anden anset Borger forlænges til ti Døgn.
Byen er en Frihandelsplads, men regeres udelukkende efter militære
Regler, der er strængere end et Fængsels. Ved Solnedgang (ca. Kl. 5
Eftm. nu i Januar) affyres en Kanon, og fem Minutter efter lukkes Byportene;
Byen er da fuldstændig afskaaret fra Forbindelse med Havnen og Omverdenen
til næste Morgen ved Syvtiden, og den Borger, der ikke har endt sine
udenbys Forretninger til Solnedgang, maa kampere uden for Murene. Klokken
halvti lyder den anden Kanon, og da maa kun Næsetippen rage op over
Dynerne. Selv om Dagen kan man ikke færdes frit, bistre Konstabler og
Skildvagter bevogter hvert Skridt man tager, militære Adgangstegn
kræves paa de latterligste Steder, og den Adresse paa en Vaskerkone, man
nedskriver i sin Lommebog, bliver af vaagne Krigerøjne opfattet som et
Rids af Fæstningen. Vi, som kommer fra det fri Andalusien, hvor Mangel
paa Pedanteri og Uniformeringstrang gør det saa let at leve og aande,
kan næsten ikke faa Vejret for dum mekanisk Haandhævelse af Regler,
der nærmest maa være beregnede paa Krigstilstand. Opholdet inden
for Murene bliver yderligere paagaaende ved det idelige Træk gennem
Gaderne fra Morgen til Aften af forskellige Vaabenarter, der marcherer, tropper
op, svinger og holder Trit paa Stedet - alt ud fra en højere Idiotis
ufattelige Love. Ellers koldblodige Briter, som hverken Tyrefægtningens
Raahed eller Alhambras Skønhed fik til at fortrække en Mine, staar
opstillede langs Fortove og paa Balkoner og indsuger med et delirisk Udtryk
denne Strøm af Trommehvirvler, Komandoraab og skiftende Ben.
Paa Klippen lever vel en 30,000 Mennesker. Af disse er de seks Tusend engelske
Lejesoldater og Officerer, desuden er der den engelske Embedsstand og en Del
engelske Privatfamilier. Men Hovedmassen - hele den lavere Befolkning og
største Delen af Mellemklassen - er lige saa sydlandsk som Klimaet.
Hinduiske, jødiske, tyrkiske, og spanske Butiker afløser hinanden
saasnart man bøjer af fra selve Hovedgaden, her og der afbrydes de af en
engelsk Sømandsknejpe, en tysk eller skandinavisk Skibshandel. Paa
Markedspladsen mødes Togaen, Jødeslobroken og Araberens hvide
Burnus, Engelsken brækkes i mange Accenter, der bandes og snydes i mange
Sprog. Kulier, Negere og spansk og italiensk Almue forretter det grove Slid i
og ved Havnen. Hver Race dyrker sine egne Guder og lukker paa sine egne
Helligdage, om Fredagen er Hinduernes Butikker lukkede, om Lørdagen
Jødernes. Der mangler heller ikke østerlandsk flade Tage eller
andalusiske Balkoner eller mavriske Søjlegaarde med Springvand;
skrydende Æsler bærer alle Sydens herlige Frugter gennem Gaderne,
Klima og Vegetation er tropiske.
Men den orientalsk sorgløse Ro, Ligegladhed og ørkesløs
Slendrian, alt det ledige og ugidelige og dyrisk-letlevende,
som er èn stærk Side af den sydlandske Folkekarakter, er borte. Og
ligeledes Grandezaen, det ovenud rundhaandede, den uegennyttige Opofren, den
stolte Foragt for Kræmmermoralen og dens blonde Haandhævere. Ingen
her staar af og byder den trætte Vandrer sit Æsel, eller rettere de
gør det alle sammen - for Penge. Spørger man en af dem om Vej,
nævner han først en Pris og gaar saa med.
Anglo-germansk
Kultur kan være stolt, den har fortrængt alle Solens
forfløjne Deviser af Menneskenes Sind og sat sit solide: Nytte, money-making
i Stedet. Man føler sig som paa en fortrinlig iscenesat Maskerade:
Dragter, Ansigter, Stemmer, Omgivelser - alting synes ægte orientalsk;
men der sidder en i Korrekthed maskeret John Bull bag hver Forklædning.
Jeg saa en Dag noget, der var typisk: En Mand kom løbende ned ad Gaden
og efter ham en Betjent, der slog med Armene og raabte: Stop Tyven! En Araber
spændte Ben for Flygtningen, saa han faldt og Politiet fik fat i ham.
Netop saadan vilde Folk ogsaa bære sig ad derhjemme, i Spanien eller
Marokko derimod vilde de spænde Ben for Betjenten. - - -
Gibraltar er en Fæstning.
Komandantboliger med Skildvagt foran, Officersklubber, Kaserner,
Militærknejper, Soldaterhjem og Garnisonskirker afløser hinanden
Gaden igennem. Og hvor den forsvinder ind i Bymurens dybe Portaabning, tager
Strandpromenaden fat og løber videre ud, forbi Ekserserpladser,
Arsenaler og mægtige Barakker. Under den afrikanske Vegetation leger
franske og svejtsiske Bonner med de smaa engelske babies, der har
Englekrøller og Ansigter af Mælk og Blod; rødlige, knoklede
Englændere slæber deres Platfødder og Kalveknæ af Sted
ved Siden af mørkøjede spanske Señoritas, hvis Gang er som
Musik; solide Englænderinder skridter af Sted paa solide Fødder,
enlige eller i Selskab med en halvvoksen kadetklædt Dreng. De virker som
en Legemliggørelse af Bøf og Porter; blot de slaar en Parasol op,
er det med en lille Eksplosion af Kraft; det kolde Blik rummer
Fæstningens hele Uindtagelighed.
Deres drøje Gang, graa og brune Dragter og hele monotone Udtryk virker
pinefuldt, næsten kvalmende mod den lette tindrende Solluft. Men de staar
godt til den pansrede Klippe, til den lange Række Kanoner, der med faa
Alens Mellemrum følger hele Promenaden, til de Pyramider af Bomber og
Granater, der smykker Anlæget og paa en overvældende Maade
gør det af for andre Kunstværker. Og Grunden under dem er ogsaa
solid; den er støbt sammen af Klippeblokke og Cement og gemmer i sit
Indre en anden Række Kanoner, der kan bestryge Bugten lige i
Vandskorpen.
Op fra dette Dobbeltled i det mangeradede »Gebis« rejser Klippen
sig ca. 1500 Fod høj, af Form omtrent som en lang smal Bog, der er
aabnet lidt og stillet paa Kant med Ryggen opad. Den er utilgængelig fra
de tre Sider, og her paa den indvendige fjerde staar den ene Husrække med
Tæerne i Nakken paa den anden.
Men det er kun en lille Strækning, saa kan de ikke hænge ved
længere. Tørt Græs og Smaakravl tager deres Plads; Stien,
der er frynset af magre Agaver, slynger sig stærkt i Zigzag mellem store
blaalige Klippeflader og Grupper af Buskvækst; her og der i Buskene
hviler Kæmpekanoner paa deres Drejeskive, de er malede i Klippens Farve
for ikke at ses fra Søen.
Det kullede Fjæld gør sig stadig mere gældende. Det ligner
et vredt Kæmpebryn gennemtrukket med lange Tværrynker; de opsamler
Regnvandet, der saa gennem borede Huller synker ned i Klippens Indre til de
store Cisterner. Hvorfra det engang atter skal pumpes op som pale ale,
naar den store Middelhavskrig kommer og for en Stund gør den skaldede
Klippe til Verdens Midtpunkt.
At dette før eller senere vil blive Tilfældet, er
Englænderne fast overtydede om. I det Øjemed har de hulet Klippen
ud i lange Gallerier, der løber det ene over det andet i tre
Stokværk. Udad til er der kun tre Rækker Huller at se, delvis
dækkede af Buske, hvorfra Kanonerne titter frem som fredelige Rugefugle.
Men som Dansker er jeg en Hund efter alt, hvad der smager af Militær, og
jeg har med megen Møje erhværvet mig et Adgangstegn, der dog kun
gælder det underste Galleri.
Stien skærer sig mere og mere ind i Klippen og ender med at lukke sig
helt over mig. Jeg staar foran et sort jærngitret Hul i Bjærget med
en Vagtdeling lejret omkring, rækker Underofficeren mit Adgangstegn og
bliver lukket ind. Han slaar Følge, og de andre laaser omhyggeligt bag
os.
Vi er i en høj hvælvet Gang, sprængt ud i Klippen,
mørk et Stykke, saa med pludseligt, stærkt indfaldende Lys fra et
Skydeskaar, og mørk igen til vi naar det næste. Her og dèr
er Gangen udvidet til en Hal, i den indre Væg er hugget Forraadskamre og
Vandbeholdere, Ammunition ligger smukt ordnet langs Væggene, i alle
Skydeskaarene staar der Kanoner. Udenfor var Heden uudholdelig, herinde er der
koldt med isnende Luftstrømninger. Kulden og den raa Lugt af Jordens
Indvolde faar mig til at gyse, og jeg skynder mig hen til hvert nyt Skydeskaar
for at fange lidt af Lyset og Solen derude. De giver nyt og nyt Landskab - nyt
og nyt Virkefelt for de langhalsede Kanoner. Under og over os yder Klippen en
næsten lodret Flade af nogle Hundrede Fods Højde for Fjendens
Kugler at prelle af paa, og for selve Skydeskaarene kan der rulles
Staalpersienner ned og op mellem hver Salve, for at Soldaterne ikke skal faa de
fremmede Projektiler i Øjnene og derved hindres i at tage ordenligt
Sigte.
Vi er kommet saa langt rundt, at den glimtvise Udsigt ikke viser Bugten mere;
det flade Fed, der hæver sig et Par Alen over Havet og gør Klippen
landfast med Spanien, ligger lige under os en 400 Fod nede. Vi ser Skildvagten
ved den spanske Grænse og nærmere inde under os den ved den
engelske, og mellem de to Grænser den hvide Kirkegaard og det nevtrale
Bælte. Det ser ud, som om man kunde spytte lige ned i Hovedet paa dem
dernede, saa stejlt er det. Englænderne har undermineret deres Part af
Feddet helt ind til den stejle Væg; de behøver blot trykke paa en
Knap, saa sprænges det hele i Luften og Havet tager dets Plads - Guderne
maa vide til hvad Nytte.
Man bliver saa taknemmelig for Solen selv om den branker èn lidt, saa
modtagelig og glad for alt omkring èn, naar man saadan dukker frem af
Jordens Indre. Alt ligger i forstærket Glans -: Landskabet, Bugten
dernede med de Hundreder af Skibe og Baade. Jeg kan se lige ned paa
Dækket af dem, de ligner store Legetøjsskibe, og de nøgne
Negere ser ud som Prikker af Fluesnavs. Nu hører jeg ogsaa Staalets og
Jærnets Sang, som jeg har været døv for de sidste Dage; den
siver op til mig som en lang melodisk Dirren. Kystbatterierne ligger
blændende hvide i den stærke Sol, og Promenaden strækker sig
dernede langs Klippens Fod med sin lange Kanonrække. De ligner sorte
Myrer, som er i Færd med at kravle tværs over Promenaden ud i
Søen.
Promenadetimen er inde, og en bred Strøm bevæger sig udad dernede;
jeg skimter røde og blaa Silkeparasoller og sølvbeslaaet
Seletøj - fint Selskab. Men Taknemmeligheden over ikke at være
blevet en Indvoldsorm sidder endnu i mig og gør mig ydmyg, jeg vender
min Tanke mod Aberne deroppe paa Toppen og beslutter at aflægge dem et
Besøg.
Det er en besværlig Tur, som yderligere besværliggøres ved,
at enlige Vagter staar posteret rundt omkring paa Klippen og morer sig med at
gøre Vrøvl. Men endelig naar jeg frem og rider overskrævs
paa Klippens Ryg. Aberne ser jeg ikke noget til, de er rimeligvis ude at
promenere paa den lodrette Klippevæg, som vender mod Middelhavet; og
derhen kan jeg desværre ikke følge dem længer.
Ak ja, det var dengang! Hvor var det hestedumt af Naturen at indskrænke
Hændernes Antal - det er dog dem, man skal gramse til sig med, og
voltigere med! Men hvad skal man derimod med Fødder? Hvis jeg endnu
havde mine fire Hænder, saa vilde jeg slynge mig lige ud fra Klippen her,
hvirvle mig to Gange rundt om en fremragende Politikers Bevaagenhed derhjemme,
sætte af paa hans lille spændstige Mave og dale lige saa nydeligt
ned paa Finanslovens tusend Kroner. Dem huggede jeg blot en Bagklo i, men den
modsatte Forlab slog jeg i en Sinecure til tre Tusend - og
hang saa der og vuggede til blide Toner. Men Publikum paa Plænen bliver
uroligt, det vil have noget halsbrækkende dristigt for Øje, mens
det fordøjer. Og hopla! svang jeg mig atter ud, helt op til Posten som
Chef for det Kongelige - gjorde kanske Dødsspringet derfra og plantede
mine Sædepuder paa en Taburet. Saa vilde jeg øve den Kunst at
sidde - under Folkets vilde Jubel. Der er ingen Grænser for, hvad
jeg skulde naa til hjemme, blot jeg havde fire Hænder.
Nu maa jeg nøjes med at ride overskrævs heroppe, klemme mine flade
Fødder ind mod Klippen og stirre ud. Derovre ligger Afrika med den anden
Herkulesstøtte Ceuta, under mine Fødder Strædet med hvide
Sejl og lange Røghaler, Middelhavet og Atlanterhavet i Øst og
Vest. Og i Nord Spanien med de farverige nøgne Bjærge - jeg kan se
det halve Andalusien: fra Kap Tarifa over Korkskovene helt ind til Jerez,
Rondas Klippeplateau, Kyststrækningerne langs Malaga med Huertas og Byer,
Sierra Nevadas hvide Tinder 30-40
Mil borte.
Det rumler hult inde i Klippen, som led Bæstet af Vinde. Om den nu
affyrede sine 2000 Kanoner paa èn gang, kunde jeg saa blive siddende,
eller blev jeg vippet af Sadlen? Underlig nok, trods de 2000 moderne
Ildsvælg, og trods det, at Klippen i sit Indre har Plads til 150,000 Mand
og Forraad for dem til to Aar, mens 6000 Mand skal være nok til at
tilbageslaa et Angreb af en Million - trods alt dette kan jeg ikke rigtig faa
Grumheden frem. Mens Englænderne gærne i Klippen vil se en hvilende
Løve, der holder Vagt ved Evropas sydligste Grænse med Blikket
fæstet paa Afrikas vilde Horder, kan jeg ikke engang faa en Pladshund ud
af den til Brug for et Kulfirma; den minder mig om en Drøvtygger, en
slet og ret Okse.
Men inderst inde mener John Bull heller ikke noget med dette rørende
skønne om Løven og de vilde Horder; han ved meget godt, at den
virkelige Kultur er Geschäftsaand, og den skal nok klare sig mod alle
Sydens og Østens vilde Horder. For der skal tre Jøder til at
snyde en Græker, og tre Grækere til at snyde en Armenier - siger
Ordsproget; men hele Armeniens Skæbne kan rummes i en eneste Anglo-Germans
Lomme.
Derimod er det hans oprigtige Mening at bevare Førerskabet i denne
høje Kultur, og dertil behøver han Klippen. For han har regnet
det saadan ud, at de forenede Magters Flaader i Tilfælde af en Krise skal
ankre op under Gibraltar, give sig til at bombardere den bare Klippe og lade
sig skyde i Sænk af dens 2000 Kanoner - mens han selv har frie
Hænder i hele den øvrige Verden. Blot de nu er snedige nok til at
finde paa det. En Englænder, med hvem jeg for Alvor drøftede
dette, indrømmede ogsaa, at Klippen havde været endnu mere
værd, om den havde været transportabel - et Slags flydende
Batteri.
Men ogsaa som den er, værner Englænderen om den - undertiden
vidtløftigt, som man værner om en Ting, man har taget sig selv ved
Næsen paa. Klippen, som den nu ligger der, har kostet England langt over
en Milliard Kroner og koster aarlig 5-6
Millioner at opretholde. Og saa er der dog ængstelige Englændere
nok som mener, at den for at svare til sin Hensigt helt burde omkalfatres.
Spanien, der, uden at blinke, lader sine egne Rigdomskilder ligge unyttede hen
og overlader til Fremmede at udnytte dem efter Forgodtbefindende, er ogsaa
hypnotiseret af den golde Klippe. Lige siden det mistede sine Kolonier, har det
haft Øjnene ufravendt rettede paa Gibraltar, der snart var Nøglen
til en mægtig Fremtid udad til, eller til det indre Opsving, hvortil
Landet saa haardt trænger, snart igen det Punkt, hvorfra Ulykke og
Undergang truede.
Mand og Mand imellem taler man om intet mindre end at erobre Klippen tilbage
ved første Lejlighed. Offentlig har der været Forslag fremme om at
købe den (!) eller eventuelt udveksle den med den anden
Herkulesstøtte Ceuta, der jo ogsaa har smaa Aber paa Toppen og desuden
er over syv Hundrede Fod højere.
Men England har dog for megen praktisk Sans til at begrave sine Millioner i Nord-Afrika,
naar det netop har gravet saa god og dyr en Grav til dem her ved Evropas
Sydgrænse.
[Note 1]
Se Kapitlet: [11] Gennem Bjærgene med Diligencen.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek