|
|
 |
|
| Selv klassiske genrer som portræt- og landskabsfotografiet kan på samme måde komme til at rumme hele historier, snarere end blot at vise os en person eller et sted. Den franske fotograf Valérie Jouve sætter eksempelvis sine venner i scene i et byrum, og fotograferer dem midt i en bevægelse - et blik over skulderen, et grin, en grimasse. Billederne bærer titlen Personnage med og personens navn, og Jouve henleder hermed beskuerens opmærksomhed på de personnager - synlige eller usynlige - der passerer igennem billedet, snarere end på den portrætterede. De, der egentlig skulle være portrætternes hovedpersoner, kommer således til at fremstå isolerede og drømmende, som var titlens personnager ånder, der plagede den portrætterede. I disse værker kommer landskabet og portrættet til stede i det samme billede som en koreograferet fortælling med det reelt eksisterende byrum som baggrund. I sammenstødet mellem det iscenesatte og det dokumentariske, mellem det hårde, urbane netværk og personernes bløde udtryk, gestik og handlinger, skabes et fiktivt rum med et skin af virkelighed. Og den historie, der fortælles, tager i spændingsfeltet mellem byens rum og menneskets tid forholdet mellem mennesket og dets omgivelser som tema.
|
| Den filmiske fortælleform har et tidsligt forløb som forudsætning. Det kan derfor virke selvmodsigende, at en lang række af udstillingens værker virker så stærkt filmiske da det jo er fastfrysningen af øjeblikket, der karakteriserer fotografiet. Men netop den fastfrosne tid, brudstykkerne af fortællinger, peger på et før og et efter, og fremmaner et tidsligt forløb hos beskueren. |
|
|
En anden side af den fastfrosne tid er den næsten banale erkendelse af, at fotografiet fastholder noget, som engang var. Det er en erfaring, alle, der har kigget i et album af familiefotografier, har gjort, og det er netop dét, der er alt fotografis inderste væsen, uanset genre eller stilart. Der er derfor ikke noget overraskende ved, at også denne egenskab ved fotografiet er blevet bevidst indoptaget af kunsten, og at for eksempel familiealbummet er gået hen og blevet en kunstnerisk genre. Den schweiziske fotograf Annelies Strba har gennem mere end tyve år arbejdet med det samme motiv. Hendes fotografier strækker sig over fire generationer af hendes families liv, fra et tidspunkt før hun selv bliv født og indtil nu. I udstillingen vises en mindre del af dette værk, nemlig fotografier af hendes to døtre Linda og Sonja og barnebarnet Samuel-Maria. I princippet er det kun teknikken og præsentationen, der adskiller disse fotografier fra ganske almindelige hverdagsfotografier, dog nok de mere vellykkede af slagsen. Men udstrækningen af Strba's projekt og hendes insisteren på at gøre sin egen private familiehistorie almen hæver den op på et andet plan. Det er som om Strba prøver at stritte imod selve den fastfrysning af tiden, som hører fotografiet til. I stedet for fastholdte øjeblikke fra historiens strømninger finder man en overvældende følelse af forbundethed mellem fortid og nutid. Tidens og historiens lange stræk bliver udtrykt metaforisk igennem generationernes kontinuitet. |
|
|
|
|
|
|
