2.11.2001 - 5.1.2002 |
|
af museumschef Ingrid Fischer Jonge | ||
|
|
Læresætning,
at Udviklingen fra primitiv Stenaldertrin til moderne Livsopfattelse
maa tage sin Tid, og at det ikke nytter at forcere Fremgangen udover
de Standpunkter, som den grønlandske Befolkning i Almindelighed til
enhver Tid kan forstaa og selv optage i sig". |
Jette Bang (1914-1964): Hundeslæder på indlandsisen, ca. 1936 |
||
Befolkningen
ved "Verdens yderste Hav" var i århundreder blevet opfattet som et primitivt
folkefærd, der med danskernes hjælp nænsomt blev ført over i civilisationen.
Der var tale om en evolution fra natur til kultur og det var alene i
kraft af danskernes indsigt og begavelse at forvandlingen foregik så
smertefrit som den gjorde. For det hævdede man, at den gjorde. Ingen
grønlænder tog til genmæle, i hvert fald har det ikke sat sig spor i
den historieskrivning vi har ladet konstruere. |
|
|
Når den danske læge og fotograf Alfred Bertelsen stod bag kameraet i det 20. århundredes begyndelse, blev der ikke sparet på indtrykket af "de vilde". I fotografiet af beboerne foran deres sommerboplads, står kvinderne næsten nøgne sammen med deres lige så afklædte børn. Manden til højre i billedet er til gengæld påklædt og man får let det indtryk, at der drives et lystent flerkoneri i teltet bag ved. Det er uciviliseret, men måske også en smule pikant, afhængig af det blik som ser. |
Pikanteriet havde en anden samtidig læge og fotograf, Thomas Neergaard Krabbe til gengæld ikke så megen sans for. Han forsøgte at fotografere objektivt som etnologen, der samlede visuelle dokumenter til sine studier. Alligevel afslører mange af hans fotografier en særlig lidenskab for - igen "de vilde". |
Jette Bang (1914-1964): Slæderejse over indlandsisen, ca. 1936 |
||
|
Hvor amerikanere som Edward S. Curtis fotograferede de nordamerikanske indianere som stolte og heroiske folkeslag, har de danske fotografer i samme periode mest øje for det barbariske og "vilde" blandt grønlænderne. Vi skal frem til Jette Bangs fotografier fra slutningen af 1930erne før karakteret ændrer sig. Hun gik bag om den umiddelbare facade og fotograferede alle tænkelige aktiviteter, som hørte til fangersamfundets daglige sysler. I modsætning til Bertelsen og Krabbe dokumenterede hun dagligdagen og formåede at skabe en oprigtig nysgerrighed over for det, hun fotograferede. |
top |
Vi får
indblik i, hvordan man flænser sæler, vender rundt i en kajak, tygger
skind og meget andet. Fanger-kulturen fastholdes i billeder, og Jette
Bang mødte grønlænderen med en åben imødekommenhed. Sine steder kunne
man synes med en lidt for stor moderlig omsorg., der truer med at reducere
voksne til børn. Men hun fotograferede også den nye tids anderledes
livsvilkår og gav derigennem en indsigt i det spændingsfyldte kulturmøde,
lokalbefolkningen levede under, for man bliver klar over, at der ikke
var alternativer til den danske kultur. Der var ingen alternativer overhovedet.
|
|
Erik Steffensen har fotograferet de drivende isbjerge, ikke som vi kender dem fra National Geographic med det blå hav og den hvide sneblok mod den lige så blå himmel. Nej, han nøjes med antydningen af et isbjerg og har så ellers tonet det hele over i grønt eller rødt. Himmel og hav står i eet rødt farveorgie, og måske er der sådan, når solen går ned bag iskalotten, eller er det et nyt Arkadien, vi præsenteres for? Det er i hvert fald lige så uvirkeligt og dragende som myten om det gammelkendte Arkadien på den græske halvø. |
|
Mette Tronvoll (Norge, f. 1965): Isortoq Unartoq #20, 1999 |
||
|
Den norske Mette Tronvoll og den danske Eva Mertz har begge koncentreret sig om mennesket, om ansigtet, og det er egentlig først her, vi for alvor kan begynde at tale om et ligeværdigt møde mellem fotografen og dem, der fotograferes. Med Per Folkvers fotografier af vor tids komfortable, men også ensformige livsvilkår og Finn Larsens fotografier af haver, store som små, kunne man fristes til at konkludere, at den totale fordanskningen var gennemført. Men bag den umiddelbare tilpasning ligger noget andet. |
top |
Mødet mellem
de gamle fotografier fra Grønland og vor tids kunstneriske fortolkninger
af øen mod nord synliggør ikke blot tidligere generationers måder at
se og opfatte Grønland og grønlændere på , men gør det også tydeligt,
at vi kun står ved den spæde begyndelse af en åbenhjertig dialog. Det
er i hvert fald den historie, disse mange billeder fortæller os. |