Tilbage til H.C. Andersen og musikken - Vaerker
H.C. Andersen og musikken Hyrden græsser sine Faar

Næsten alle berømte danske komponister har sat H.C. Andersen-tekster i musik. Det gælder også fremtrædende navne som C.E.F. Weyse og Carl Nielsen. Weyse er repræsentant for generationen før Andersen og optrådte i digterens ungdom nærmest som en velgører. Derfor gik Andersen tidligt ind på et samarbejde mellem de to – nærmest på komponistens betingelser. Resultatet blev syngespillet Festen paa Kenilworth, hvorfra man også i dag kender mindst en af sangene, ”Hyrden græsser sine Faar”.

Teksten
Når komponister har sat Andersens tekster i musik, har de ofte valgt et færdig værk – et digt eller et dramatisk stykke. Med Festen paa Kenilworth var det nærmest modsat – teksten udviklede sig i et samarbejde med komponisten og i høj grad på hans præmisser. Andersen var derfor ikke ganske tilfreds med det endelige resultatet og valgte kun at udgive sangene. De kom på gaden kun seks dage efter premieren på stykket.

H.C. Andersen bygger på Walter Scotts roman Kenilworth fra 1821 (oversat til dansk i 1824-25). Andersen havde også tidligere ladet sig inspirere af den skotske digter, nemlig i 1830-31, hvor hans syngespil Bruden fra Lammermoor med musik af komponisten og koncertmesteren Ivar Bredal blev til. Det havde premiere den 5. maj 1832 på et tidspunkt, hvor Andersen var i gang med bearbejdelsen af den næste Scott-roman, Kenilworth.

Teksten bliver til
Komponisten C.E.F. Weyse var blandt publikum til den første forestilling af Bruden fra Lammermoor, men han må have set teksten et stykke tid forinden. I hvert fald var han ganske tilfreds med Andersens behandling af emnet og den oprindelige tekst. Han henvendte sig derfor til digteren, fordi han i lang tid havde ønsket at komponere romanen Kenilworth som opera. Egentlig var Johan Ludvig Heiberg blevet anmodet om denne tekst, men han var ikke kommet i gang med arbejdet.

”Ikke anede jeg da, hvilket Uveir der vilde drage op over mig ved at føie Componistens Ønske”, skrev Andersen i Mit Livs Eventyr, men både hans økonomiske situation og såvel en ydmyghed som en taknemmelighed over for Weyse fik ham til at sige ja.

Arbejdet foregik i foråret 1832, og Andersen var egentlig ved at opgive, fordi han udefra blev beskyldt for at sønderlemme ”det ene Digterværk efter det andet”. Men Weyse opmuntrede ham til det videre arbejde og tog selv fat på kompositionen. Andersen skrev bl.a., at han omarbejdede finalen i anden akt mindst tre gange for Weyses skyld, men til gengæld var rollelisten klar i hans tanker i slutningen af maj 1832.

Det Kongelige Teaters reaktion
Andersen indsendte nu teksten til Det Kongelige Teater den 22. juni 1832. Edvard Collin skriver interesseret til ham i begyndelsen af august for at høre, om Teatret har meldt tilbage, og Collin fortsætter: ”Med Weyse har jeg ei faaet talt om Musikken; han opholder sig meget i Roeskilde, og der giver han sig vel ikke af med at componere…”.

Først i september modtog Andersen de negative bedømmelser fra Teatrets direktion, som bad ham revidere teksten betragteligt. Han tog opgaven på sig, og stykket kunne efterfølgende antages i marts 1833. Måneden efter og indtil august 1834 var Andersen så på rejse rundt i Europa, men han holdt sig orienteret om Weyses arbejde gennem sin korrespondance med veninden Henriette Wulff. Det kneb lidt for Weyse at få tid til at komponere, og da Andersen kom hjem, var han kun kommet til slutningen af 2. akt med musikken. Weyse kunne selv i december 1834 berette, at han var i gang med ”Minstrellens Romance”, som netop er ”Hyrden græsser sine Faar”. Men først den 16. marts 1835 meddeler Andersen, at komponisten er omtrent færdig.

[ Se Weyses originalpartitur til Hyrden græsser sine Faar her (pdf)]

Ændringer og tilføjelser
Samtidig forandrede komponisten stort set teksten, hvor han havde lyst. En af de væsentligste ændringer af selve Scotts tekst var, at den sørgelige slutning blev vendt til en lykkelig, og derudover ønskede Weyse at få så mange af romanens personer med på scenen som muligt. Mens Andersen var væk, blev der rettet en del i stykket, og her fik Weyse hjælp af sin ven, forfatteren og juristen Frantz Johannes Hansen, som også havde skrevet både en del poesi og lidt musik.

Det er meget typisk, når Weyse i et brev fra december 1834 refererer et af Andersens kor fra teksten og tilføjer ”Qu’en dites vous? Er det ikke rare Reflexioner? Og særdeles poetisk sande. – Enfin, jeg bad Hansen om at lade Folket synge noget mere fornuftigt…”. Så man forstår godt, at Andersen til slut ikke var tilfreds, men nærmest gav op og lod Weyse råde af en slags ærbødighed over for den ældre kunstner.

Premieren
Først den 22. juli 1835 kunne komponisten sætte slutdatering i sit nodemanuskript – i tre tykke bind svarende til syngespillets tre akter (afskriften til brug på Teatret er dog slutdateret 27. juli). I efteråret 1835 blev den indstuderet og havde efterfølgende premiere på Det Kongelige Teater den 6. januar 1836 med fine kræfter som sopranen Christine Zrza og tenorerne L.F. Sahlertz og Christian Faaborg. Romancen ”Hyrden græsser sine Faar” kunne høres i slutningen af 2. akt, hvor ”en Minstrel” synger, ledsaget af korisk omkvæd. Denne rolle blev spillet af den kun 18-årige sopran og senere specialist i drengeroller Louise Sahlgreen.

Modtagelsen var generelt god, men som så ofte kom der efterfølgende kritik i bladene. Andersen beretter dog selv ganske muntert om de første opførelser i et brev til veninden Henriette Hanck:

”’Festen paa Kenilworth’ er nu med meget Bifald givet fire Gange for fuldt Huus. Alle de Tilsætninger og forandringer, Weyse har forlangt, ere netop de, som ikke tage sig ud; men jeg har ved dette Stykke kun været den tjenestegørende Svend. Der er megen Melodi i dette Stykke; en Duet mellem Leicester og Emmy og en mellem Alasco og Leicester ere sande Mesterstykker. De gjøre Furore. Kirchheiner spiller særdeles godt. Ved fjerde Forestilling, før Ouverturen begyndte, sad han paa Bænken i Værtshuset ’Den Sorte Bjørn’, hvor Scenen begynder; jeg havde sat mig paa Bordet med Benene ud imod Tæppet. Pludseligt begyndte Ouverturen; var Tæppet rullet op, havde Tilskuerne seet ’Barney’ og Digteren i dyb Samtale om Madam Iversen og Augusta Søeborg…”

Men også efter førsteopførelsen ønskede Weyse nye ændringer – kan vi se af hans breve, og det passede ikke Andersen, der skulle videre med nye projekter. Han beretter da også i Mit Livs Eventyr, at ”jeg har kun ladet Sangene deraf trykke; to af disse er ved Musiken blevne meget kjendte i Hjemmet, nemlig: ’Brødre, meget langt herfra!’ og ’Hyrden græsser sine Faar’”. Selve teksten kendte han knapt igen.

Weyses fødselsdag
Selv om modtagelsen af syngespillet var ganske positiv, oplevede det kun 7 opførelser, den ene på Weyses fødselsdag den 5. marts 1836. Til gengæld blev denne opførelse skelsættende på en anden måde. Mange af Weyses venner, var til stede i teatret, hvor der var en meget opløftet stemning, og de indså hurtigt, at Festen paa Kenilworth og lignende værker hurtigt ville glide ud af den danske kultur, når de ikke blev spillet mere. Derfor tog en række af dem initiativ til dannelse af Musikforeningen, hvis oprindelige formål var at udgive og på anden måde bevare dansk musik. Foreningen blev den mest fremtrædende koncertinstitution i København i 1800-tallet, og Andersen blev da også øjeblikkeligt medlem.

Musikken udgives
På grund af dens store popularitet, blev sangen ”Hyrden græsser sine Faar” sammen med ”Brødre, meget langt herfra” og noget af instrumentalmusikken udgivet for sang og klaver samme år som premieren. Men resten af musikken måtte vente helt til 1877, hvor Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik trykte et klaverudtog i deres udgivelsesrække, tilrettelagt af komponisterne Axel Liebmann og Otto Malling. Selve teksten blev først trykt i sin helhed i Andersens Samlede Skrifter i 1876. Ouverturen til Festen paa Kenilworth er dog en af Weyses mest kendte instrumentalstykker, som også op i 1900-tallet opførtes i koncertsalen løsrevet fra sin dramatiske sammenhæng.

[ Se teksten og noderne til Hyrden græsser sine Faar med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Hør Hyrden græsser sine Faar sunget af Edith Oldrup-Pedersen (1912-99) akkomp. af Folmer Jensen - piano (rec. 1940)   (RealPlayer)   (kreditering) ]

Planerne om udgivelsen af et klaverudtog tog Andersen som anledning til endnu en revision af teksten i januar-februar 1875. ”Dialogen er for vor Tid for lang og bred; jeg forkorter og omskriver nu samme i Recitativer”, skriver han til grevinde Friis-Frijsenborg. Heri samarbejdede han med Axel Liebmann, der skulle sætte recitativteksterne i musik. Digteren nåede dog kun at fuldføre 1. akt – den 25. februar 1875, men han har nøjagtig angivet, hvem af Teatrets sangere, der skulle på rollelisten ved en nyopførelse. Liebmanns recitativmusik er ikke bevaret – måske nåede han aldrig at skrive den - vel vidende, at projektet nok var tvivlsomt.

 

H.C. Andersen tegnet af Adam August Müller ca. 1832-33, hvor Andersen var i gang med bearbejdelsen af Walter Scotts roman Kenilworth.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cand. jur. og forfatter Frantz Johannes Hansen (1810-52) var i 1828 blevet student sammen med H.C. Andersen og udgav allerede året efter et lille tidsskrift, som også Andersen bidrog til. Han skrev både digte, noveller og enkelte dramatiske værker og ønskede i høj grad at tilnærme sig et kunstnerisk miljø frem for den juridiske verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Komponisten Axel Liebmann (1849-1876) var med til at tilrettelægge klaverudtoget af hele Weyses musik til Festen paa Kenilworth, der udkom i 1877. Allerede i 1875, hvor planerne var lagt frem, var det tanken, at han skulle samarbejde med Andersen om at komponere musikken til de recitativtekster, som digteren satte ind, for at teksten kunne blive til en rigtig opera. Dog er intet af Liebmanns recitativmusik bevaret – måske forholdt han sig afventende og komponerede det slet ikke.

 

Top

Tilbage til H.C. Andersen og musikken - Værker