Baggrund for sverigesophold

Efter denne episode følte Gustaf Munch-Petersen endnu engang behov for luftforandring. Han var først og fremmest interesseret i at få ro til at arbejde uforstyrret med sin kunst i en længere periode, og det krævede naturligvis også, at han havde penge at leve for. Han bad derfor sine forældre om at støtte ham økonomisk i et år og betale et ophold for ham på et fredeligt og isoleret sted, som de selv kunne bestemme. "- jeg vil saa til gengæld love og garantere, ikke at foretage mig noget, som kan komme i modstrid med jeres sociale og etiske synspunkter ", forsikrede han. Han følte, at han måtte leve alene indtil "metamorfosen" var sket, og han var modnet kunstnerisk "til gengæld lover jeg jer et storværk - !---".[48] Valget faldt på den landligt beliggende pension Anneborg i Värmland, hvor han opholdt sig fra november 1933 til januar 1934.

simon begynder og det underste land

Inden Gustaf Munch-Petersen tog til Sverige, udkom hans anden og tredje bog på Nyt Nordisk Forlag simon begynder i slutningen af september 1933 og det underste land  i oktober 1933. Den første var en kort roman med en vis selvbiografisk inspiration - om en ung mand med kunstneriske ambitioner og en borgerlig baggrund. I en fragmentarisk stil berettes om hovedpersonens ungdomkriser, forhold til kvinderne og boheme-vennerne samt endelig frigørelsen fra hjemmet. Digtsamlingen pegede ligesom det nøgne menneske - frem imod en utopi. Men formen var blevet mere eksperimenterende, og indflydelsen fra de surrealistiske tankegange, som Gustaf Munch-Petersen interesserede sig mere og mere for, begyndte at blive tydelig. Ifølge surrealismen lå kimen til en ny verden og et nyt menneske i drømmene og det ubevidste, som rummede uudnyttede kilder til skønhed og forandring. Heri lå også et kraftigt islæt af livsdyrkelse, for surrealisterne forestillede sig, at det frigjorte menneske ville være i stand til at leve helt og fuldt i modsætning til de hæmmede borgere, de så omkring sig. Begge bøger fik næsten uden undtagelse særdeles dårlige anmeldelser, men vakte mere opmærksomhed end det nøgne menneske - fx blev den unge forfatter interviewet i Ekstra Bladet.[49]

Maleri og digtning i Värmland

Gustaf Munch-Petersen befandt sig fint i Värmland. Her levede han en stille tilværelse og var meget alene. Han vandrede omkring i de store skove i omegnen, gik på jagt, læste, malede og skrev.[50] Han begyndte på en roman om en ung mand, en stærk enspænderskikkelse, han kaldte Stenka, og han ventede sig meget af dette arbejde. Han fik skrevet fem kapitler og gjorde aldrig bogen færdig, men kapitlet "festen" blev trykt i Vild Hvede i maj 1934.[51] Formodentlig blev en del af digtsamlingen mod jerusalem ligeledes skrevet i denne periode.

Overvejelser om det at være kunstner

Selv om Gustaf Munch-Petersen var produktiv i sin kunstneriske virksomhed, følte han alligevel et behov for et "almindeligt" arbejde, så han kunne tjene nogle penge og blive økonomisk uafhængig af forældrene. Han overvejede forskellige muligheder: at tage ud at sejle med ØK, eller en eller anden form for manuelt arbejde, enten i et entreprenørfirma eller hos Københavns Havnevæsen, hvor faren via sit arbejde som professor med speciale i vandbygning må have haft kontakter.[52] Gustaf Munch-Petersen forestillede sig, at det skulle være noget midlertidigt, indtil han kunne ernære sig som kunstner. Det var kunsten, han så som sit egentlige arbejde.

Forældrene besøgte ham i Sverige over julen, og Gustaf Munch-Petersens fremtidsplaner blev uden tvivl diskuteret. Han havde nu definitivt opgivet planerne om en akademisk karriere, og hans forståelse af sig selv som kunstner et begreb, han havde en idealistisk og gennemgribende forestilling om var stærkere end nogensinde. Det at være kunstner var ligeledes et tema, han jævnligt vendte tilbage til i sine digte. Lige efter nytår skrev han til sin far: "[...] det at være digter (ell. rettere kunstner) er ikke det samme som at være læge eller sagfører - de to sidstnævnte er virksomheder ("livsbeskæftigelser"), det andet er en egenskab (ell. form for "sjæl") - saadan har i alt fald jeg fundet det - et "kunstnerskab" kan aldrig forskærtses ".[53]

Det surrealistiske tidsskrift linien

I begyndelsen af 1934 vendte Gustaf Munch-Petersen tilbage til København. Han havde nu i et stykke tid været optaget af surrealismen. Det samme var tre af de billedkunstnere, han havde tæt kontakt til, Richard Mortensen, Ejler Bille og Vilhelm Bjerke-Petersen. De unge malere var begyndt at udgive tidsskriftet linien for at udbrede de surrealistiske idéer. Men det viste sig at være en vanskelig opgave at skabe interesse for surrealismen. Retningen vandt ikke meget genklang i Danmark, og læserskaren har formodentligt været en ganske lille gruppe af unge intellektuelle og kunstnere. linien udkom da også kun i 12 numre over to årgange: 1934 og 1935. Gustaf Munch-Petersen publicerede adskillige digte og en artikel om kunstnerens revolutionære rolle i bladet.[54]

mod jerusalem - surrealisme og mystik

Gustaf Munch-Petersen havde store forhåbninger til de surrealistiske idéers revolutionerende potentiale, ikke bare hvad kunsten angik, men for hele den menneskelige tilværelse. Han forestillede sig, at frisættelse af menneskers drømme og underbevidsthed kunne ændre verden. Hans nye digtsamling, mod jerusalem, var i endnu højere grad end det underste land præget af disse tanker. Den udkom i april 1934 på linien eget forlag, funkis. Vilhelm Bjerke-Petersen forsynede bogen med en omslagstegning og tre små illustrationer. Med mod jerusalem placerede Gustaf Munch-Petersen sig i en uomtvistelig avantgardeposition, både ideologisk og æstetisk. Han så sig selv som en del af en kunstnerisk fortrop, der skulle vise vejen frem mod noget nyt og helt anderledes. I forhold til de tidligere samlinger er digtenes form endnu mere eksperimenterende, og de fremmaner en langt mere yderligtgående utopisk vision. Surrealismen er ikke den eneste indflydelse, der gør sig gældende i værket. Der er som titlen antyder mange referencer til en kristen forestillingsverden, selv om det vel at mærke er tydeligt, at der ikke ligger en traditionel, kirkelig kristendom bag bogen. Det religiøse billedsprog er fungerer som som et middel til at give digtene særpræg og patos. og ofte peger det hen imod en transcendens, hvis mål måske er den grænseoverskridende mystiske oplevelse: selvets forening med en metafysisk virkelighed.

Modtagelsen af mod jerusalem

mod jerusalem faldt ikke i god jord i samtidens litterære "mainstream"-miljø i Danmark. Anmeldelserne var ekstremt negative. I Ekstra Bladet blev forfatteren fx omtalt som "et talentløst Pattebarn, der behager sig i Perversiteter".[55] Adskillige anmeldere var enige om, at Gustaf Munch-Petersen var "sindssyg" og brugte flere linier på overvejelser om forfatterens mentale tilstand end på hans digte.[56] Fra Sverige, hvor modernistisk lyrik var velkendt og det litterære miljø mindre traditionelt, kom enkelte mere positive kritikerreaktioner.[57]

Andet ophold i Värmland

Tilsyneladende blev det ikke til noget med de planer, Gustaf Munch-Petersen havde haft i Sverige om at finde sig et lønnet arbejde.[58] Men han flyttede hjemmefra og i slutningen af august tog han igen til Anneborg i Värmland for at arbejde.[59] Denne gang koncentrerede han sig - i hvert fald i starten af opholdet - mest om billedkunsten. Han fik tilsendt farver og malede "dag og nat" og syntes selv, han blev "dygtigere for hvert arbejde".[60] I september 1934 rejste han fra Värmland til Oslo, hvor han mødtes med Vilhelm Bjerke-Petersen. De havde begge deres værker med på en stor høstudstilling og deltog bagefter i en fest på kunstakademiet. Gustaf Munch-Petersen fik også tid til at lytte til musik på Anneborg. Han fik tilsendt plader hjemmefra og var især interesseret i amerikansk jazz, bl.a. Duke Ellington.[61]

black god's stone primitivisme på engelsk

I det hele taget var han i denne meget produktive periode optaget af amerikansk og engelsk kultur, og det meste af det, han læste, var på engelsk - fx D.H. Lawrence,  Eugene O'Neill og Virginia Woolf.[62] Det var måske en af årsagerne til, at han begyndte at skrive digte på engelsk. Det er også tænkeligt, at en følelse af ikke at passe ind i det litterære liv i Danmark kan have bidraget til et ønske om at nå et større publikum. Størstedelen af digtene i black god's stone blev skrevet under opholdet i Värmland i efteråret 1934. Senere inkluderede Gustaf Munch-Petersen enkelte digte skrevet i 1935 og 1936 i manuskriptet. På trods af betræbelser på at få bogen udgivet i England, blev samlingen først trykt mange år efter Gustaf Munch-Petersens død i samlede skrifter i 1959. Digtene er præget af primitivisme og besynger en oprindelighed, der skildres som et ægte, men også et barskt og blodigt modstykke til den moderne civilisation. Tonen er gennemgående mørkere end den, man finder i den tidligere lyrik. Primitivismen havde allerede i flere årtier været en markant strømning i europæisk kulturliv. Inden for store dele af den modernistiske kunst orienterede man sig mod det primitive i håb om at finde brugbare alternativer til de aspekter af samfundsudviklingen, man fandt frastødende, fx industrialisering, mekanisering og menneskets tiltagende oplevelse af at være adskilt fra resten af naturen. Primitivismen er tæt forbundet med livsdyrkelsen. Den rummer nemlig en forestilling om, at det primitive repræsenterer en absolut, oprindelig måde at være til på; et enklere og mere intenst liv. Der er også tydelige paralleller mellem primitivisme og surrealisme, idet begge ser civilisationens undertrykkelse af menneskets drifter og instinkter som noget problematisk.

Konflikt blandt de danske surrealister

I efteråret 1934 opstod der voldsom uenighed i liniens redaktion. Bjerke-Petersen fremførte i sin nye bog surrealismen en tolkning af retningen, som på samme tid var mere yderligtgående og mindre politisk end den version, Ejler Bille og Richard Mortensen stod for. De gav offentligt udtryk for deres utilfredshed med bogen i skarpe toner i Politiken og senere i linien. Bjerke-Petersen så surrealismen som et revolutionerende, altomfattende livssyn, der skulle skabe en ny verden gennem frisættelse af drifter og instinkter. Mortensen og Bille kritiserede denne udlægning for at være "uvidenskabelig" og måden, den blev fremført på, for at være "patetisk". De delte ikke Bjerke-Petersens tro på "drifternes uindskrænkede herredømme" og protesterede imod hans "stadige latterliggørelse af fornuften i livet." Efter deres opfattelse var både fantasi og fornuft nødvendige i den kunstneriske skaben. Endelig erklærede de sig også uenige i "at man bør erstatte den proletariske revolution med en saakaldt psykomaterialistisk".[63] Samarbejdet i den surrealistiske gruppe blev kort efter opløst.

Gustaf Munch-Petersen, der fulgte med i sagen fra Sverige, tog utvetydigt Bjerke-Petersens parti, især fordi han var vred over Billes og Mortensens måde at behandle vennen på. Han syntes, de havde optrådt "skændigt", både "kunstnerisk og menneskeligt". "indenfor et i forvejen saa udsat arbejde som det 'surrealistiske'" burde "personlige uoverensstemmelser" ifølge Gustaf Munch-Petersen have været diskuteret internt inden de to gav sig til at skrive i avisen, og det skete endda på et tidspunkt, hvor Bjerke-Petersen var bortrejst og ikke kunne tage til genmæle. Han mente, at Bille og Mortensen havde prioriteret "personlig reklame" højere end den surrealistiske sag, som de risikerede at skade ved den åbne strid.[64] At Gustaf Munch-Petersen ikke blot opfattede sagen som personlig, men også som politisk, fremgår af en bemærkning om konflikten i et senere brev til moren: "det er den kommunistiske del af liniens abbonenter [sic!], der har skræmt b. og m. til deres malpropre skridt".[65]

Gustaf Munch-Petersens forhold til surrealismen

Sommeren efter, da Gustaf Munch-Petersen igen mødte Bille og Mortensen på Bornholm, blev de tre dog hurtigt forsonet igen, og Gustaf Munch-Petersen fortalte Mortensen, at han nu også havde taget afstand fra Bjerke-Petersens fortolkning af surrealismen.[66] I det mellemliggende tidsrum havde Gustaf Munch-Petersen i det hele taget lagt en vis distance til de surrealistiske idéer. I december 1934 skrev han således: "hvorvidt jeg er Surrealist eller ej, er et spørgsmaal, som jeg aldrig har beskæftiget mig med, og som vel egentlig kun kan have betydning for mennesker, der ikke forstaar min produktion - [...] bevidste forbilleder har jeg ingen ".[67] Imidlertid betragtedes han også i den følgende tid som en del af det skandinaviske surrealistmiljø, hvilket fremgår af en artikel af den norske maler Bjarne Rise i tidsskriftet  konkretion fra september 1935. Rise skrev en artikel, hvori han argumenterede for, at fornuft og bevidsthed sådan som også Mortensen og Bille havde givet udtryk for det - havde en plads i surrealistiske kunstneres arbejde. Han nævnte de nazistiske og fascistiske bevægelsers ukritiske måde at appellere til undertrykte drifter på som et skræmmeeksempel på de farer, det kunne indebære at udelukke tanke og logik, og fremhævede Gustaf Munch-Petersen som en af de surrealistiske kunstnere, der netop forstod at kombinere intellektet og underbevidstheden: "Det er ikke så lett å tenke sig en Salvador Dali, en Max Ernst eller, blandt dikterne, en Gustaf Munch-Petersen uten evne til tenkning og erkjennelse."[68]

Den internationale surrealistudstilling i København

I begyndelsen af december 1934 vendte Gustaf Munch-Petersen tilbage til København, hvor han i januar 1935 deltog med 20 billeder i en stor, international udstilling "Kubisme Surrealisme", som Bjerke-Petersen arrangerede på Den Frie. Katalogets forord var skrevet af surrealismens hovedskikkelse, André Breton, der også havde fundet frem til de internationale kunstnere, der var blevet inviteret til at være med. 40 kunstnere deltog, heriblandt flere verdensnavne som Hans Arp, Salvador Dali, Max Ernst, Alberto Giacometti, Paul Klee, René Magritte, Miró og Man Ray. Blandt de danske deltagere var kunstnere som Franciska Clausen, Henry Heerup og Rita Kernn-Larsen. På grund af konflikten med Bjerke-Petersen var Ejler Bille og Richard Mortensen ikke med, selv om Breton omtalte dem i positive vendinger i sit bidrag til udstillingskataloget.[69] Men alt i alt udstillede  Gustaf Munch-Petersen i et imponerende selskab, og det blev fejret med manér af hans forældre: I Ekstra Bladets society-spalter kunne man den 17.1. 1935 se en reportage fra en "Surrealistfest i Professorhjemmet" med billeder af festklædte, konverserende gæster. Her optræder Gustaf Munch-Petersen og hans forældre sammen en lang række af de udstillende kunstnere.[70]

Udstilling af ung kunst i Oslo

Kort tid efter, i marts-april 1935 deltog han sammen med bl.a. Rita Kernn-Larsen og Sigurd Vasegaard på en udstilling af "Ung dansk og svensk Kunst" i Kunstnerhuset i Oslo. Gustaf Munch-Petersen havde 6 billederne med, og et af dem blev solgt.[71] Hans maleri "Død mand drømmer" blev karakteriseret som talentfuldt i Arbeiderbladets anmeldelse af udstillingen.[72]