Et særlig karakteristisk Træk ved den tyske Revolution var Befolkningens praktisk talt eenstemmige Tilslutning til Socialdemokratiet i 1918. Det lærerige ved Revolutionen og Aarsagen til denne Artikels Fremkomst her i Bladet er imidlertid, hvorledes Revolutionens Resultater ved en forfejlet Politik fra Arbejderklassens Side hurtigt blev sat over Styr, hvorved Grunden lagdes til det hitlerske Tyskland af i Dag.

Aarsagen til, at den tyske Arbejderklasse saaledes kunde svigte sin "Historiske Opgave" at gøre en Ende paa Kapitalismen og begynde Opbygningen af et nyt Samfundssystem, ligger først og fremmest i at 2' Internationales Partier aldrig havde forsøgt at tænke Magtovertagelsens Problemer igennem. Socialdemokratiet forblev i Grunden selv paa Toppunktet af sin Magt det, som det altid havde været: et parlamentarisk Oppositionsparti.

Da Partiet var kommet til Magten i 1918, holdt det i Grunden de Løfter det havde givet sine Vælgere, medens det tyske Kejserrige endnu bestod i gammel Glans og Herlighed. Den tyske Forfatning blev den mest demokratiske i Verden: Valgretsalderen blev nedsat og den sociale Lovgivning forbedret. Det er imidlertid en tvivlsom Dyd at holde gamle Løfter, naar den politiske Udvikling stiller nye Krav. Socialdemokratiet forstod ikke, at skulde dets Sejr blive mere end forbigaaende, maatte Modstandernes Positioner afgørende undergraves. Dette skete imidlertid ikke.

Socialdemokratiet og det borgerlige Statsapparat.

Statsapparatet fik Lov til at fortsætte i sin gamle Form. I Revolutionens første Tid blev endog Medlemmer af de borgerlige Partier bevaret som ministre, og hele Hæren af kejsertro Embedsmænd fortsatte, somom intet var hændt. Partiet forstod ikke, at Retsplejen i Omvæltningstider først og fremmest er et politisk Instrument, men lod roligt de gamle, reaktionære Dommere, der langt bedre forstod dette Forhold, blive siddende og dømme de revolutionære og lade de reaktionære gaa fri. Hærens Demobilisering blev gennemført under Ledelse af den gamle prøjsiske og prøjsisk inficerede Officersklike, som Regeringen Ebert ovenikøbet snart skulde støtte sig paa i Kamp mod Oppositionen inden for Arbejderklassen. Derved lagdes Grunde til det tyske Rigsværn der snart skulde komme til at spille en saa kontrarevolutionær Rolle i den kommende Tids Udvikling. Vigtigst af alt var det dog, at Overklassens økonomiske Magtpositioner paa ingen Vis blev angrebet. De tyske Godsejere fik uantastet Lov at sidde paa deres Jorder, og intet alvorligt Forsøg paa Udstykning eller Socialisering blev gjort. End ikke de til Udlandet flygtede Fyrsters Godser blev konfiskeret.

Ogsaa Industriherrerne klarede sig under det nye Regime. De forstod meget vel Nødvendigheden af et strategisk Tilbagetog og fandt sig stiltiende i sociale Foranstaltninger som Lovfæstning af 8-Timers Arbejdsdagen og Gennemførelsen af Bedriftsraad, naar blot Grundlaget for det hele, den private Ejendomsret, blev ladet i Fred. Og det tyske Socialdemokrati var villig til at lade Ejendomsretten i Fred. Socialiseringen af Storbedrifterne blev for Tid og Evighed begravet i en Kommission til Glæde for velmenende Fagøkonomer, mens Arbejderklassens Magtstilling, der alene giver Socialismen Muligheder, blev forskudt til det værre.

Arbejderklassens politiske Spaltning.

Under disse Forhold kunde Arbejderklassens Enhed ikke opretholdes. Den tyske Arbejderklasse var allerede før Revolutionen spaltet i tre politiske Retninger. Det tyske Socialdemokrati var i sin Tid eenstemmigt gaaet med til at bevilge Krigskreditterne. Under Ledelse af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var der dog hurtigt vokset en stærk Opposition mod den imperialistiske Krig frem. Denne Opposition tog organisatorisk Form i Spartakusforbundet, der i Virkeligheden før Revolutionen havde udviklet sig til et selvstændigt politisk Parti. Efterhaanden som Krigens Haabløshed fra et tysk Synspunkt blev aabenbar, og Befolkningen viste Tegn paa stigende Utilfredshed med fortsat at bære Krigens tunge Byrder, vendte en stadig større Del af Partiets Rigsdagsgruppe sig ogsaa mod de fortsatte Bevillinger af Krigskreditterne. Denne Opposition tog efterhaanden fast Form og organiserede sig som det uafhængige Socialdemokrati.

Arbejder- og Soldaterraadene.

Det Spørgsmaal, der blev Hovedstridsspørgsmaal mellem de Partier, i hvilke den tyske Arbejderklasse havde delt sig, var Stillingen til Arbejder- og Soldaterraadene. Disse Organer var vel opstaaet under Paavirkning af den russiske Revolutions Løsener, men de bød dog de brede Lag af Arbejdere, der hidtil havde staaet organiseret politisk Virksomhed fjernt, en let Lejlighed til at give Udtryk for deres Ønsker og Interesser.

For Flertalssocialdemokraterne var Stillingen til Raadene klar. Arbejder- og Soldaterraadene bragte Uorden i Produktionen, som hurtigst muligt maatte bringes paa Fode igen efter Krigens Forstyrrelser. De uafhængige Socialdemokrater indsaa vel, at Raadene udgjorde en værdifuld Nydannelse, som de omgikkes med Planer om paa en eller anden Maade at indarbejde i Forfatningen, men de havde ingen Forstaaelse af det afgørende i Spørgsmaalet, nemlig at Arbejderraadene kunde udvikle sig til Organer for Arbejderklassens Magtovertagelse, og at dette nye Statsapparat ikke fredeligt kunde bestaa ved Siden af det gamle Statsapparat, der med tusinde Baand var forbundet med de tidligere herskende Klasser. Spartakusforbundet var maaske det Parti, der klarest forstod, hvad Raadene kunde udvikle sig til. Rosa Luxemburg, der var Forbundets teoretiske Hoved, forkastede enhver Tanke om Magtovertagelse, før Raadenes Flertal var erobret for Spartakusforbundets Program.

Spartakusforbundets Styrke og Svaghed.

Under den revolutionære Gæringsproces, der fulgte Socialdemokratiets Magtovertagelse, skete en Forskydning af ikke ringe Betydning indenfor Arbejderklassens Partier. Et stadig større Antal Tilhængere af Flertalssocialdemokraterne udviklede sig i Retning af de uafhængige, medens en ret stor Gruppe af de uafhængige selv, især berlinske Arbejdere under Ledelse af de saakaldte revolutionære Tillidsmænd, arbejdede sig frem til et Standpunkt, der nærmest faldt sammen med Spartakusforbundets.

Spartakusforbundet var dog yderst blandet i sin Sammensætning, skønt Ledelsen afgjort bestod af Arbejderbevægelsens bedste Folk med Liebknecht og Luxemburg i Spidsen. Mange Arbejdere mødte derfor Spartakusforbundet med ikke ringe Mistillid. Forbundets brogede Sammensætning bidrog utvivlsomt til at det ofte til Trods for et i Princippet rigtigt Program indtog politiske Standpunkter, der var ude af Kontakt med den foreliggende Virkelighed. Som Forholdene laa, maatte det være Forbundets Opgave at agitere og propagandere for sit politiske Program, men samtidig undgaa at lade sig trække med ud i tidlige Opstandsforsøg. Maalet maatte være at vinde Arbejderklassens Flertal for Forbundets Program, men dette Maal var endnu meget fjernt. Det lykkedes saaledes ikke engang hverken Liebknecht eller Luxemburg at blive delegerede til Arbejderraadenes Kongres i Berlin. Der er ingen Tvivl om, at det havde været Spartakus' Opgave at bremse Storbyernes radikale Arbejdere, at faa dem til at vente paa det tunge Tros fra Landet og de mindre Byer. Hvor daarligt dette Forhold blev forstaaet, viser en Afstemning paa Forbundets Kongres. Flertallet af Kongressens delegerede nægtede at deltage i Valgene til Nationalforsamlingen, og deres Argumenter var af en saadan Art, at det med rette fik R. Luxemburg til at udbryde: Kammerater! Maskingeværer mod den lige og almindelige Valgret, det er en daarlig Parole!

Alt for ofte lod Spartakus og de af de uafhængige, der sympatiserede med dem, sig provokere til at slaa for tidligt til.

Kontrarevolutionen.

Flertalssocialdemokraterne lod ikke blot, som allerede omtalt, det gamle Samfunds Støtter sidde uantastede i deres Magtpositioner, men efterhaanden, som de revolutionæres Opfattelser spredtes blandt Befolkningen, maatte de, da de ikke selv ejede militære Magtmidler og ikke var villige til at skabe dem, stadig oftere gøre Brug af Hjælp fra Hæren til at slaa revolutionære Opstande ned. Endnu værre var det, at den socialdemokratiske Regering ofte anvendte de baltiske Frikorps til samme Brug. Disse Frikorps var Bander af Æventyrer, som var blevet tilbage i de baltiske Lande og Polen, efter at de regulære Tropper havde trukket sig tilbage, og som her havde deltaget i Bekæmpelsen af Bolsjevikkerne. Disse Frikorps, som Regeringen Ebert, Scheidemann, Noske gjorde stærke, skulde senere danne Kærnen i Nazistpartiet. Det tyske Socialdemokratis historiske Forbrydelse er ikke, at de anvendte Magt i Kampen, men at de troede at kunne anvende Borgerskabets Magtmidler mod den revolutionære Del af Arbejderne og saa yderligere mente efter at have styrket Hær og Frikorps uantastet selv at kunne regere videre.