Den 9. November 1918 brød det tyske Kejserrige sammen. Den 10, November valgte Berlins Arbejder- og Soldaterraad en provisorisk Regering paa 6 Medlemmer, hvoraf 3 repræsenterede Socialdemokratiet, 3 Det uafhængige Socialdemokrati. Ingen protesterede mod Valget af den nye Regering og saaledes blev Hovedstadens Arbejder- og Soldaterraad i Stilhed anerkendt som Repræsentant for hele det tyske Folk.

De der blev besejret ved den tyske Revolution var det andet Riges Støtter: Generalstaben og Officererne, Godsejerne og de store Kapitalister. Aldrig har vel et Lands Overklasse været saa politisk isoleret fra Befolkningens brede Masser som den tyske var det i Revolutionens første Maaneder og aldrig har den jævne Befolkning saa tilsyneladende enstemmigt sluttet op om de røde Faner som Arbejderne, Smaaborgerne og største Parten af Bønderne sluttede op bag Socialdemokraterne efter Revolutionen.

Dermed være langt fra sagt at Masserne var bevidste Socialister. Bondeknøsen der gjorde Mytteri mod fire lange Krigsaars Lidelser i Skyttegravene søgte en ideologisk Begrundelse for sit Oprør mod Kejseren og Fædrelandet, og han maatte kalde sig Socialdemokrat fordi dette Parti fra gammel Tid havde Ry for at bekæmpe netop Kejser og Hær.

Smaaborgeren tilsluttede sig Socialismen dels af de samme Grunde dels fordi han instinktmæssigt følte at med Krigsnederlaget havde ogsaa den bestaaende Samfundsform spillet Fallit.

Hvorledes var nu den Arbejderbevægelse der pludselig af et helt Folk blev opfordret til at overtage Magten og vise hvad den formaaede at udrette for at bringe et Land paa Fode igen efter Verdenshistoriens hidtil største Nederlag?

Det tyske Socialdemokrati var anden Internationales førende Parti. I snævert Samarbejde med de frie Fagforeninger havde det i Aarene før Krigen udrettet et beundringsværdigt Arbejde for at hæve Lønningerne og forbedre Arbejdernes Kaar i Bedrifterne.

Fra Valg til Valg havde det støt og sejgt kæmpet sig frem til stadig større Indflydelse i Rigsdagen og i de enkelte Landes Folkerepræsentationer. Men til trods for at Marxismen stadig var Partiets officielle Bannermærke var Partiets Interessefelt dog i Virkeligheden snævert begrænset til i Hovedsagen to Spørgsmaal: Gennemførelsen af Demokratiet, hvorved man forstod uindskrænket Valgret for alle Personer over Myndighedsalderen og Regeringens Førelse i Overensstemmelse med Folkerepræsentationens Flertal, samt desforuden Gennemførelsen af en Række socialpolitiske Forbedringer, saasom Indførelsen af 8 Timers Arbejdsdag, Ophævelse af de særlige Tyendelove, Forbedring af Arbejdsløshedsunderstøttelse m.v.

Spørgsmaalet om Demokratiets Klassekarakter og om Staten som Magtinstrument for bestemte Samfundsklasser, som mer eller mindre skarpt var blevet stillet og besvaret af marxistiske Teoretikere, forblev for Socialdemokratiet kun Teori. Kravet om Socialisering af Storindustri og Banker var selv i Øjeblikket for Magtovertagelsen kun Ideer, der kunde tænkes virkeliggjort i en mer eller mindre nær Fremtid. Trods en marxistisk Fraseologi var det tyske Socialdemokrati et reformistisk Arbejderparti med helt igennem borgerlige Perspektiver. Partiets Stilling til andre Samfundsklasser under en eventuel Magtkamp var da heller aldrig blevet tænkt igennem af Partiets Ledere. Magterobringen kom i Virkeligheden bag paa det tyske Socialdemokrati.

Stillingen til Krigen havde spaltet Partiet. Medens Flertallet fuldt og helt var gaaet ind for Krigen og saa det som sin Opgave, at berede Regeringen saa faa Vanskeligheder som muligt, var Stemningen for at nægte Krigskrediterne under Indflydelse af den stadig større Utilfredshed i store Arbejdermasser og som Følge af den af Partiets yderste venstre Fløj under Ledelse af Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg udfoldede Agitation mod Krigen stadig blevet mere udbredt blandt Rigsdagsgruppens Medlemmer indtil den utilfredse Fløj i 1917 spaltede sig ud under Navn af det uafhængige Socialdemokrati (U.S.P.D.).

Det var dog kun den rent praktiske Stilling til Krigens Videreførelse der havde bragt Medlemmerne af U.S.P.D. sammen. Alene den Kendsgerning at Karl Kautsky der paa dette Tidspunkt endnu havde Ry som dogmatisk Marxist og den teoretiske Bannerfører for Reformismen Edvard Bernstein begge var Medlemmer af dette Parti viser hvor dybe Kløfterne var. Formelt var ogsaa det af Liebknecht og Luxembourg organiserede Spartakusforbund tilsluttet U. S.P.D. Medens en Del af Lederne indenfor U.S.P.D. stadig tydeligere tilstræbte en Forening med Flertallet gjorde der sig først og fremmest blandt Tillidsmændene indenfor den berlinske Storindustri en stadig mere revolutionær Stemning gældende. Det Programpunkt hvor om Striden indenfor Arbejderbevægelsen i første Omgang kom til at staa var Spørgsmaalet formelt Demokrati eller Arbejder- og Soldaterraadenes Magtovertagelse.

For Flertalssocialdemokraterne var Stillingen til Arbejderraadene klar nok. Disse organer blev af dem opfattet som ubehagelige Konkurrenter til den bestaaende Arbejderbevægelse, der udelukkende skyldte de øjeblikkelige urolige Forhold deres Tilblivelse og som hurtigst muligt burde likvideres samtidig med Genoprettelsen af Ro og Orden og som i Mellemtiden saavidt mulig burde forhindres i at bringe Forstyrrelser i Produktionen.

Lige saa klart som Flertalssocialdemokraternes Nej til Raadene var Spartakusforbundet Ja. Som det eneste Parti forstod Spartakusforbundets Ledere at Raadene var Kimformen til et helt nyt Statsapparat. Et magtpolitisk Instrument for Arbejderklassen til Brug ved Gennemførelsen af Socialismen og ved Hjælp af hvilket Borgerskabets Modstand kunde brydes.

I Kraft af hele sin Karakter ønskede U.S.P.D. at sætte sig paa begge Stole paa en Gang.

Paa den ene Side ønskede man en borgerlig parlamentarisk Republik paa anden Side ønskede man paa den ene eller anden Maade, at indbygge Raadene i denne Republik. U.S.P.D. vilde ikke indse at Raadene og det fra Kejserdømmet arvede statslige Forvaltningsapparat, der nu stod foran at skulle smykkes med et demokratisk Figenblad var Repræsentanter for stik modsatte Klasseinteresser, der i det lange Løb ikke lod sig forsone.