Fortidens kirurg gik under mange navne: Bartskær, badsker, balber, sårlæge og kirurg. Arbejdet var et håndværk, og uddannelsen en mesterlære. Ordet kirurg er græsk (Cheir: hånd og ergo: arbejde), og på dansk anvendtes af og til ordet håndlæge for en barberkirurg.
Efter tre års læretid og en svendeprøve var barberen "duelig begynder i kirurgi". Efterfølgende skulle han på en fireårig studierejse - på valsen i det fremmede.
Oftest drog svendene til Tyskland, og som navere kunne de få ansættelse i faget hos en mester eller som feltskær. Først efter de fire år i udlandet kunne de få ansættelse i Danmark og Norge. Efter en mesterprøve kunne de blive selvstændige eller blive militærkirurger.

I 1700-tallets begyndelse skete der en ændring i forholdet mellem de lærde doctores og de førende kirurger. Det blev bestemt, at læredrengene inden for barberfaget - de vordende kirurger - skulle kunne læse og skrive dansk, tysk og noget latin, og de dygtigste mestre begyndte af læse udenlandske lærebøger.
Med oprettelsen af kirurgiske skoler i Europa - herhjemme det Kongelige  Kirurgiske Academi i 1787 (nu Medicinsk-Historisk Museum) - fik kirurgien et videnskabeligt grundlag, og faget blev adskilt fra barberhåndværket.

Kirurgerne følte sig nu på mange måder ligestillet med medici, hvilket gav anledning til megen jalousi og svære kompetencestridigheder de efterfølgende 100 år.