Oldtid og middelalder Oldtidens
læger beskæftigede sig med sindets lidelser udfra den hippokratiske opfattelse, at alle
sygdomme er lovmæssige naturhændelser og henførte derfor sindssygdomme under
humoralpatologiens lære om de fire legemsvæsker, blod, slim, gul og sort galde. Sundhed
beroede på væskernes indbyrdes balance, og manglende balance forårsagede sygdom.
Uregelmæssigheder i den sorte galde skulle således forårsage melankoli.
Behandlingen bestod i udtømmelse af de syge væsker ved åreladning, afførings- og
brækmidler. I middelalderen tilføjedes Bibelens sygdomsbillede. Sindslidelser opfattedes som Guds straf eller en ond ånds (djævelens) besættelse. Eksorcisme (ill.), bøn, lignelser og relikvier prægede derfor behandlingen. Abbed Vilhelms tand + påkaldelse af Treenigheden skulle således have helbredt en kvinde i Meløse ved Arresø. Dog skrev lægen Henrik Harpestreng (d. 1244), at galskab kommer af ond væske, af koldt og tørt blod (humoralpatologiens væskelære), og han anbefalede anvendelse af nyserod. |
Udstilingens
hjemmeside | Psykiatri: Oversigt Oldtid og middelalder Eksorcisme | Jesus og sindslidende |