Behandling |
Hovedbehandlingen bestod i selve
anstaltsopholdet, og man koncentrerede sig derfor om anstalternes indretning med
overlægen som den suveræne magthaver vedrørende behandling, tvangstilbageholdelse og
udskirvelse. Hertil kom patienternes medicinsk-pædagogiske påvirkning og disciplinering:
Afsondring og indespærring, isolation fra de pårørende, aflevering af personlige
ejendele, brevåbning og tvungent sengeleje. De mekaniske tvangsmidler som tvangsstol,
spændetrøjer, fodremme og handsker afskaffedes langsomt i løbet af det 1800-tallets
sidste halvdel. Behandlingen med lægemidler var endnnu præget af humoralpatologien med bræk- og afføringsmidler og åreladninger. Opium og kamfer blev taget i brug, datura blev anvendt mod mania, arsenik og kviksølv mod melankoli. En væsentlig hjælp for gennemførelsen af den humane behandling af de sindslidende med afskaffelse af tvangsmidlerne var indførelsen af sove- og beroligelsesmidler: I 1869 introducerede chloral, i 1904 veronal. Først med introduktionen af psykofarmaka i 1950'erne
kunne de sidste tvangsmidler afskaffes, dørene åbnes til afdelingerne, og patienterne
udskrives til ambulant behandling. Lægerne kunne behandle effektivt ved en aktiv
indgriben i selve sygdomsprocesserne. |
Udstilingens
hjemmeside - Psykiatri: Oversigt |