Ole Rømer (1644-1710)

Ole Rømer blev født i Aarhus og kom til København i 1662 for at studere ved universitetet. Her blev han optaget i huset hos Rasmus Bartholin, der da fungerede som direktør for Rundetaarn og var vikarierende professor i astronomi.

Allerede som 20-årig, i 1664, kom Rømer til at assistere Bartholin med den planlagte (men først i 1908 gennemførte) udgivelse af Tycho Brahes observationsprotokoller. I 1671 assisterede Rømer den franske astronom Jean Picard (1620-1682) med at bestemme Uraniborgs geografiske beliggenhed. Dette havde stor betydning, fordi tidens bedste astronomiske tabeller stammede fra Tycho Brahe. Hvens længde blev bestemt i forhold til Paris' ved hjælp af de regelmæssigt tilbagevendende formørkelser af jupitermånerne. En sådan formørkelse indtræffer samtidig over hele Jorden, og er derfor anvendelig til synkronisering af urene på Hven og i Paris. Herefter kan forskellen i længde beregnes ved hjælp af tidsforskellen mellem kulminationen af et himmellegeme.  Efter at opgaven var løst, tog Picard den unge Rømer med til Paris som sin assistent. Picard fik manuskriptet til Tycho Brahes protokoller med for at få dem trykt i Paris, men det skete ikke. Kun et prøvetryk af nogle få sider foreligger.

Opdagelsen af "Lysets Tøven"

I Paris fortsatte Rømer observationerne af jupitermånerne for at forbedre tabellerne over jupitersystemet. Under dette arbejde opdagede han, at den inderste jupitermåne, Io, "gik forkert". Når Jorden var på vej hen imod Jupiter gik Io for hurtigt, dvs. blev formørket med kortere intervaller end forventet. Når Jorden var på vej væk fra Jupiter gik Io for langsomt, dvs. blev formørket med længere intervaller end forventet. Dette fortolkede Rømer som en virkning af, at lyset "tøvede", udbredte sig med en endelig hastighed. Han beregnede, at lyset var ca. 22 minutter om at gennemløbe en jordbanediameter. Det svarer - med den nu kendte middelafstand til Solen (Rømer kendte den ikke) - til ca. 227.000 km/s, hvor den moderne værdi er ca 300.000 km/s. Rømers opdagelse blev publiceret i en ganske kort artikel i tidsskriftet Journal de Sçavans.

Rømers tekniske snilde vakte beundring i Paris. Han konstruerede et "jovilabium", en maskine, som viste jupitermånernes bevægelse - og dette satte ham i forbindelse med Louis XIV, Solkongen, hvorved han blev beskæftiget med konstruktion af pumpeværkerne til springvandene i Versailles.

Rømer vendte tilbage til København i 1681, hvor han blev professor i astronomi og direktør for observatoriet på Rundetaarn, som han nyistandsatte. Ud over observatoriet på Rundetaarn indrettede Rømer et observatorium i sin professorgård i Store Kannikestræde, hvor han havde et passageinstrument og et, Observatorium Tusculanum, vest for København, tæt ved det sted, hvor Ole Rømer Museet har til huse i dag. Rømer konstruerede selv sine instrumenter, og han opfandt nye. Især er hans opfindelse af meridiankredsen betydningsfuld. Denne instrumenttype har siden været vigtigt for astronomien.

Ole Rømer publicerede ikke sine resultater, syntes ikke, at han havde tid til det. Da samtidig hans optegnelser gik til grunde i Københavns brand i 1728 er der ikke meget bevaret. I 1706 havde han tre nætters observationer, som han lod afskrive i flere eksemplarer, og disse optegnelser, Triduum, er bevaret. De blev - på grund af deres præcision - i 1760 basis for de første målinger af stjernernes egenbevægelser.

Ole Rømer var initiativtageren til kalenderreformen i 1700. Han gjorde adskillige opfindelser, bl.a. de første kalibrerede termometre, som Fahrenheit så og eftergjorde.

Rømers store evner blev udnyttet af kongen. Han ordnede landets opmåling, han gennemførte et nyt rationelt system for mål og vægt med tilhørende justervæsen, han indførte gadebelysning i København, m.v. Rømer var desuden i perioder universitetsrektor, borgmester, politimester, brandmester, højesteretsassesor og overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket.