DANMARK & UNESCOS MEMORY OF THE WORLD-REGISTER |
---|
H.C. Andersens manuskripter og breve m.m. (Det Kongelige Bibliotek) Blandt de mange enestående skatte, som gennem århundreder er indsamlet og opbevares på Det Kongelige Bibliotek, er samlingerne af H.C. Andersens originale håndskrifter i omfang og kvalitet blandt de mest betydningsfulde. Her er manuskripter med udkast og varianter til alle de genrer, som digteren, der er blevet mest berømt for sine eventyr, overtog og udviklede og i mange tilfælde gav sit helt personlige udtryk: eventyr, digte, romaner og dramatiske værker; her findes alle hans originale dagbøger og almanakker, manuskripterne til to af hans selvbiografier, mange af hans finurlige papirklip og ikke mindst flere tusinde af brevene i de omfattende korrespondancer, som han gennem hele livet førte med venner og – ikke mindst – veninder og med forfatterkolleger, kunstnere og andre notabiliteter i ind- og udland. Allerede som barn forudså H.C. Andersen sin senere berømmelse, og han gemte omhyggeligt alt, hvad han i sin livslange, utrolig produktive – og urolige – forfattervirksomhed førte på papir, hvad enten det drejede sig om ungdommens første poetiske forsøg, stilehæfterne fra den traumatiske skoletid, udkastene til de første, skelsættende eventyr eller den sidste dagbog, afsluttet kort før hans død. Mange af disse manuskripter forærede han selv til de familier, han aflagde en visit eller boede hos i dage- eller ugevis. Blandt disse familier indtog familien Collin på mange måder en særstilling. Og det var naturligt for den familieløse digter i sit testamente at indsætte den næsten jævnaldrende Edvard Collin som universalarving, og altså herunder til den store manuskriptsamling, som familien udmærket forstod betydningen af, og som Edvard Collins søn, Jonas Collin d.y., kort før sin død i 1905 donerede til Det Kongelige Bibliotek – meget passende i 100-året for digterens fødsel! At fremhæve nogle få dokumenter blandt H.C. Andersens efterladte papirer i den Collinske Manuskript- og Brevsamling er en vanskelig opgave, da der er indtil flere højdepunkter indenfor alle manuskripttyper. Men blandt sådanne kan nævnes dagbogen fra den første udenlandsrejse til Tyskland i 1831 med Andersens egne tegninger, manuskripterne til gennembrudsdigtet ”Det døende Barn” og til et af de første eventyr ”Prindsessen paa Ærten”, eller den omfangsrige korrespondance med vennen og digteren B.S. Ingemann. Men også i mange andre og mindre samlinger, der indeholder manuskripter af H.C. Andersen, er der klenodier, der udgør en uvurderlig del af den danske og internationale kulturarv, som det er bibliotekets opgave at bevare og formidle. Blandt disse kan nævnes manuskriptet til den første selvbiografi: ”Levnedsbog” fra den Abrahams’ske Manuskriptsamling, endvidere manuskriptet til ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, en række af de mest berømte papirklip og en billedbog til Hans Christian Ørsted, alle fra den vægtige samling af anderseniana, som H. Laage Petersen donerede til Det Kongelige Bibliotek. En lang række af de nævnte dokumenter samt mange andre er udgivet på nettet på Det Kongelige Biblioteks temaside H.C. Andersen online. |
Papirklip |
© Det Kongelige Bibliotek 2006