Lauge
Koch afviste dog kritikken som værende både uberettiget og usaglig, og
forsvarede sig med at han som forlæg havde valgt det nyeste kort over området
udarbejdet af Geodætisk Institut i 1933. Desuden var kortet af 1918 var
behæftet med en række fejl og unøjagtigheder:
1) Det viser to grænser
for indlandsisen på Mylius-Erichsen Land, selvom Første Thule
Ekspedition i 1912 havde vist at den østligste grænse var den rigtige.
2) Det viser spidsen
af Mylius-Erichsen Land som kuperet, selvom området i Høegh Hagens
efterladte papirer korrekt var beskrevet som fladt.
3) Det viser – af
indlysende årsager - ikke Kochs iagttagelser fra Jubilæumsekspeditionen
i 1921.
Ifølge
Koch måtte baggrunden for kritikken derfor være en anden: ”Jeg har
sommetider”, skrev han således, “blandt kartografer som har opnået
deres resultater gennem hårdt arbejde på slædeekspeditioner, bemærket
en vis bitterhed fordi kortlægning nu er blevet så meget lettere gennem
indførelsen af radio og flyvemaskiner. Da jeg selv gennem en årrække
har arbejdet efter de gamle kartografiske metoder, har jeg alle forudsætninger
for at forstå, og forstår da også, denne bitterhed.”
I
denne optik fremstår Bistrups fremhævelse af kortet af 1918 som en
hyldest de store bedrifter begået i polarforskningens heroiske tidsalder.
Slædesporenes snoede vej gennem landskabets konturer og bjergenes og
indlandsisens afbildning som uoverstigelige højderygge vidner om de
vanskelige forhold som fortidens hundeslædeekspeditioner arbejdede under.
Kochs kort derimod fejrer en ny tids teknologiske fremstød i arktis
aftegnet i den snorlige luftrutes spor mellem skarpt definerede punkter.
|