At give en udtømmende Oversigt over Sovjet-Ruslands Literatur eller blot dens Lyrik, der ikke mindst siden Revolutionen har taget et mægtigt Omfang, vilde være ugørligt med den Plads, "Clarté raader over til sine mange forskelligartede Opgaver. Naar det alligevel her er Hensigten at give Læserne et Indblik i den moderne russiske Lyrik, er Opgaven søgt muliggjort ved at udvælge to hver for sig yderst karakteristiske Skikkelser som Demjan Bjedny og Wladimir Majakowsky - den første: den elskede kommunistiske Folkedigter, Agitator og Partimand til Fingerspidserne, Digteren, som ikke lader sig indrullere i nogen eksisterende Litteraturgruppe, men som selv den jævneste Bonde forstaar, fordi Digteren udtrykker netop det, som han føler og tænker - og den anden: den udpræget "moderne" Kunstner, der danner Skole, og som temperamentsmæssig har tilsluttet sig Revolutionen - det nye i Livet, ligesom han i Forvejen som Aandsrevolutionær har gaaet i Breschen for det nye i Kunsten.
    Disse to Yderpoler i russisk Lyrik skal her søges skildret.

Hans virkelige Navn er Jefim Alexejewitsch Pridworow, og han er født 1883 i Guvernementet Chersensk, hvor Faderen var Kirkebetjent i en religiøs Skole. Sønnen studerede Historie og Filologi ved Universitetet i Petersburg, hvor hans første Digt blev trykt i 1908 i Bladet "Russkoje Bogatstvo" (Den russiske Rigdom). Tidligt antog han Digternavnet Demjan Bjedny, der betyder noget lignende som den fattige Djævel.
    Efter den mislykkede Revolution 1905 var de Navne, som denne havde skabt i Literaturen, sporløst forsvundne - alt og alle var lammede af Mismod, og førende Digtere og Politikere, var fængslede eller flygtede til Udlandet - blandt disse sidste Wladimir Uljanov Lenin. Det er derfor af Betydning at lægge Mærke til, at netop i denne golde Tid, i 1908, hvor den russiske Literatur var i en Bølgedal som aldrig før, fremstod Demjan Bjedny - eller Demjan, som han kort kaldes overalt i Rusland. Efterhaanden indførte Czar-Regeringen dog visse Reformer for at dæmme op for eventuelle nye Revolutionsforsøg-saaledes tillod den i 1909 et socialdemokratisk Blad første Gang at udkomme paa legal Vis. Ved dette Blad "Svesta" (Stjernen) var Lenin Medarbejder fra Landflygtigheden, og han skrev heri om Demjan: "Hvem er Demjan Bjedny? En meget talentfuld Skribent. Kunde han ikke tænke sig at skrive en Fabel om Likvidatorerne?" Likvidatorerne - saaledes benævntes alle de, der havde svigtet eller var flygtet.
    Naar Lenin skrev Fabel, var det, fordi netop denne Form for Digtning straks fra Demjans første Digteraar var hans Styrke - han genskabte de ejendommelige typiske Bonderim og greb dermed Folket om Hjertet. Han har senere skrevet flammende Digte for Revolutionen som saa mange andre, men de "ægte" Demjan-Digte er hans Fabler, der har haft en uhyre psykologisk Betydning for Folket og dets Indstilling overfor Revolutionen. - Hvis Marx og Lenin har fortolket Logiken i Arbejderklassens Kamp, saa har Demjan med sine Fabler givet Udtryk for Følelsen i denne Kamp og afvæbnet Fjenden moralsk ved at latterliggøre ham.
    Alle Ikke-Russere, der har studeret Demjans mægtige Produktion og skrevet om ham, har maattet erkende, at disse Fabler er næsten uoversættelige, og det Forsøg, der nedenfor gøres med at gengive en af de mest karakteristiske, er som tidligere Forsøg paa andre Sprog kun delvis lykkedes.
    En af hans Fabler belyser udmærket den russiske Kapitalists Foragt for den religiøse Følelse, som han ellers kraftigt søger at indpode i Masserne. For ham selv har Religionen kun Betydning, naar den ikke kommer paa tværs af hans Jagen efter Profit. - En rig Købmand og hans Tjener gør en Sørejse med meget Korn om Bord. En Orkan udbryder med Skybrud og Regn, og Købmanden lover da Gud i Bøn, al han, hvis Ladningen reddes, til Guds Ære vil tænde et Vokslys saa højt som Skibets Mast. Tjeneren hvisker til ham, at saa høje Vokslys findes der jo ikke, hvortil Købmanden svarer: "Ti stille, Dumrian, naar det er overstaaet, kan vi jo altid nøjes med et mindre Lys!" - I en anden Fabel siger en Daglejer beklagende til sin Husbond, at han har ikke haft Tid til at gaa i Kirke et helt Aar, hvortil Husbonden svarer: "Ti, Du Kain, ved Du ikke, at din Husbond beder for Dig med!"
    En af Demjans mest typiske Fabler, "Bjeda" (Ulykke), skal her forsøges gengivet:

Daglejeren Loka
kan ikke sove og finde Hvile.
Hans Haand svulmer op og bli'r sort
- den brænder som lld.
Gud ved, hvad det bliver til?

Du, Søn af en Djævel - Du bestiller jo intet?
og det for en slig Bagatel!"
Saaledes raaber Prov Kusmitsj, hans Herre,
der ikke aner, det kan blive værre -
han ved ej, naar Ulykken rammer ham selv.

>Om Aftnen vor Musjik som sædvanlig er sund.
Om Morgnen kan han ikke af Sengen sig rejse.
Han er som et Neg. der stadig maa dejse.
Alle løber forvildet omkring -
en "klog Kone" hentes, man kalder paa Popen -
om "Dødslejet" staar de i Ring.
Af Angst den stakkels Prov Kusmitsj stønner,
af Smerte maa han sig vride og vende.
"Aa - er det Døden? Jeg har ingen Kræfter - snart er jeg færdig!"

Prov Kusmitsj havde faaet en Byld paa sin Ende.

- Paa alle Dagliglivets Omraader oplyste Demjan Masserne ved sin satiriske Digtning, der til Objekt valgte snart denne dagligdags Type, snart hin dagligdags Begivenhed - og efterhaanden som de politiske Begivenheder greb mere og mere ind i Arbejderens og Bondens Liv, skrev Demjan altid Dagens Digt om Dagens Begivenhed.
    Alt dette skabte Demjans umaadelige Popularitet, der er saa stor, at Arbejderen, naar han aabner sin Avis, før noget andet læser, hvad Demjan den Dag har skrevet. I Biografteatrene lyder der minutlangt Bifald, naar hans Billede vises paa det hvide Lærred. Han har som ingen anden indlevet sig i Massernes Tankegang og forstaaet at give den Udtryk. - I hans Digtning er der ingen Naturfølelse, ingen "Landskabsmalerier" - det er Menneskene og Begivenhederne, der inspirerer ham.
    De russiske Kritikere har kun nødtvungent beskæftiget sig med ham - de anerkender ham ikke som Digter. Han er for ligetil i sin Udtryksform (herom vidner ovenstaaende Digt) - ikke literær nok. Til Gengæld har Sovjet ydet ham sin Anerkendelse ved 1925 paa Regeringsforlaget at udsende hans samlede Værker i Folkeudgave (et mægtigt Værk) som Belønning til Folkets Digter og Helten fra den røde Armé - thi ogsaa i dens Rækker har han udmærket sig og modtaget det røde Banners Orden. Og ikke blot har han selv kæmpet, men opflammet de andre, naar de var modløse, hvorfor man har kaldt ham "Revolutionens Trommeslager". Det fortælles, at under Fremrykningen mod Petljura i Ukraine tabte Soldaterne i den røde Armé efter et Hvil Kampmodet. Da traadte en ung Soldat frem og deklamerede Demjans "kommunistiske Marseillaise". Soldaterne begejstredes paany, kastede alt Mismod bort og fortsatte Fremrykningen.
    - Tidligt kom Demjan ind i det kommunistiske Parti, voksede op sammen med det, lærte hver Fase i dets Udvikling at kende og blev eet med Partiet. Derfor kan Trotzky ogsaa med Rette skrive om ham i en Afhandling:
    "Det er paafaldende, at Ophavsmændene til de abstrakte Formler for den proletariske Digtning sædvanligvis lader en Digter upaaagtet, der mere end nogen anden har Ret til at blive kaldt det revolutionære Ruslands Digter.
    - Demjan kan for sit Vedkommende sige: Jeg overlader gerne til andre i nye, komplicerede Former at skrive om Revolutionen - for selv i gamle Former at skrive for Revolutionen."
    Demjan udtrykker selv sin Mening med sin Digtning saaledes:

Jeg er ikke Tjener af Musen.
At skabe mit haarde og faste Digt
er mit daglige Arbejd' - en naturlig Pligt.
Arbejdets Slider - Du er mit Folk.
Kun Du kan mig dømme - jeg er din Tolk.
Du dømmer sandt og ærligt -
Du Iægger ej Skjul paa Haab eller Tanker -
Dit Bo jeg vogter trofast og kærligt.

Befaling 1.

Kammerater ! 
Paa Barrikaden! 
Barrikader af Hjærter og Sjæle. 
Kun den er en ægte Kommunist, 
som afbrænder Broen, der fører tilbage. 
Ingen Sneglefart me'r, Futurister! 
I Fremtiden ind med et Spring! 
At bygge Dampkedler er ikke nok - 
sæt alle Hjul i hurtig Gang! 
Hvad nytter os elektrisk Strøm, 
hvis ej vor Sang kan storme Banegaarden? 
Opdyng nu Klang paa Klang 
og fremad 
syngende og fløjtende.  

Der er endnu gode Bogstaver. 
K. 
S. 
R. 
Ingen Sovdeper [[Note. Sowjetdeputetet.]] vil røre en Arm, 
hvis Musikanterne ej giver Marschen! 
Slæb Klavererne paa Gaden 
og lad Trommeskindet tordne! 
Hold op med hver en letkøbt Sandhed, 
riv ud af Hjertet alt det gamle! 
Gaderne er vore Pensler, 
Alleerne vore Farver. 
I Tidens Bogs de tusind Blade 
har endnu ikke vi besunget 
Revolutionens Dage. 
Paa Gaden, Futurister, Trommeslagere og Poeter! 

Befaling 2.

Jeg siger Jer: 
Kast bort ! Væk ! 
Glem ! Spyt baade paa Rimene 
og paa Arierne 
og paa Rosentræerne 
og paa alle Finesser og Hundekunster 
fra Kunstarsenalerne. 
Hvem interesserer det mere, dette: 
"Aa, den Stakkel, hvor har han dog elsket, 
og hvor har han dog været ulykkelig!" 
Til Haandværkere, 
ikke til de evige Prædikanter 
trænger vi nu.  

Hør! Lokomotiverne stønner, 
det blæser i Gulv og i Revner: 
"Giv Kul fra Don! 
Smede, Mekanikere, i Depot!" 
I hver Flodstrøm 
trygler Skibene i Dokkerne 
fra Øjnene i Siderne: 
"Giv Naft fra Baku!"  

Imens vi diskuterer 
og tumler med, hvad Sindet gemmer, 
det jamrer ud fra tusind Struber: 
"Giv os de nye Former!"  

Kammerater, 
giv os den nye Kunst! 

Befaling 3.

   
Poesi - det er at sidde og spekulere over en Rose, 
at uudholdelig er denne Tanke, 
at ikke jeg har udtænkt denne Rose. 
I 28 Aar jeg lader Hjernens Visdom øges, 
ej for at vinde mere Viden, men for at tænke nye Roser. 
Jeg stiller mig i Række med Edison'erne og Lenin, 
i samme Række. 
Jeg har forspist mig i enhver Delikatesse. 
Men i Dag er Hjernen ren og Sproget klart. 
For Poesi jeg kender kun een Form - og det er Korthed. 
Men endnu er jeg vænnet til poetisk Vrøvl, 
endnu i Rim jeg taler og ikke tarveligt i Prosa. 
Men naar jeg siger A skal det betyde: 
Allarm-Trompeten, som til Angreb kalder! 
Og naar jeg siger B: en Bombe 
i mine Brødres Oprørskamp.  


A. D. Henriksen.  


(Digtene oversatte fra Russisk af N. Klass, gendigtede af A. D. Henriksen.)