Behandling

Hovedbehandlingen bestod i selve anstaltsopholdet, og man koncentrerede sig derfor om anstalternes indretning med overlægen som den suveræne magthaver vedrørende behandling, tvangstilbageholdelse og udskirvelse. Hertil kom patienternes medicinsk-pædagogiske påvirkning og disciplinering: Afsondring og indespærring, isolation fra de pårørende, aflevering af personlige ejendele, brevåbning og tvungent sengeleje. De mekaniske tvangsmidler som tvangsstol, spændetrøjer, fodremme og handsker afskaffedes langsomt i løbet af det 1800-tallets sidste halvdel.

Behandlingen med lægemidler var endnnu præget af humoralpatologien med bræk- og afføringsmidler og åreladninger. Opium og kamfer blev taget i brug, datura blev anvendt mod mania, arsenik og kviksølv mod melankoli. En væsentlig hjælp for gennemførelsen af den humane behandling af de sindslidende med afskaffelse af tvangsmidlerne var indførelsen af sove- og beroligelsesmidler: I 1869 introducerede chloral, i 1904 veronal.

Først med introduktionen af psykofarmaka i 1950'erne kunne de sidste tvangsmidler afskaffes, dørene åbnes til afdelingerne, og patienterne udskrives til ambulant behandling. Lægerne kunne behandle effektivt ved en aktiv indgriben i selve sygdomsprocesserne.

Udstilingens hjemmeside - Psykiatri: Oversigt
Dansk sindssygevæsens historie
Behandling - Anstalter - Amalie Skram

De psykiske kurmetoder - Timeplan - Tvangsmidler

© Copyright 2002 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek