Der var nogle forløbere til epidemien i 1853 som et led i den tredje europæiske epidemi, som varede fra 1848-1861.

I 1848 optrådte nogle spredte tilfælde i bl.a. Dragør, men der skete ingen spredning. Den første større epidemi udbrød i august/september 1850 i Bandholm på Lolland. Myndighederne afspærrede hurtigt hele Lolland-Falster, og Peter Ludvig Panum blev ansvarlig for epidemibekæmpelsen.

Isolation af de syge, udflytning af truede familier og forsørgelse af uforsørgede børn under isolation medførte, at epidemien aftog og til sidst standsede uden yderligere spredning. Der blev konstateret 28 tilfælde, hvoraf 15 døde.