De verdslige myndigheder begyndte tidligt at interessere sig for både lægegerning og fremstilling af medicin - i middelalderen oftest udøvet af de samme personer. Således lod den første tyskromerske kejser, Karl d. Store (742-814) anlægge urtehaver ved sine kongsgårde, og i 1240 udstedte kejser Frederik 2 (1212-1250) en forordning for kongeriget Begge Sicilier, hvorefter apotekervirksomhed blev et selvstændigt erhverv med rettigheder og pligter fastlagt af statsmagten.
Langsomt bredte disse tanker sig mod nord, og fra sidste halvdel af 1400-tallet kan vi spore den danske statsmagts første forsøg på at oprette en verdslig sundhedstjeneste omfattende apotekere, barberkirurger og medicinere.

I 1672 udstedte Christian 5 (1616-1699) Danmarks første læge- og apotekerlov, der adskilte de to erhverv og samtidig beskrev deres rettigheder og pligter.
Apotekeren var forpligtet til at følge apotekertaksten. Han måtte ikke hjemkøbe færdige lægemidler men skulle selv indsamle eller indkøbe råvarerne, kontrollere deres kvalitet og fremstille dem efter forskrifterne angivet i Dispensatorium Hafniense af 1658.

Sammen med forordningen blev der udgivet en apotekertakst, som omtales i forordningens §5 og §18.