Hvorfor en Nobelpris til Johannes V. Jensen?

Af Aage Jørgensen

Med inddragelse af hidtil ikke-offentliggjort kildemateriale fra Nobelkomiteens arkiv giver Aage Jørgensen i denne artikel baggrunden for tildelingen af Nobelprisen i litteratur til Johannes V. Jensen i 1944. I hvilket omfang krigssituationen spillede ind, er et af de spørgsmål, der tages op. Aage Jørgensen har ligeledes skrevet afsnittet om Johannes V. Jensen i samleværket ”Neighbouring Nobel. The History of Thirteen Danish Nobel Prizes” (Aarhus Universitetsforlag, 2001), udgivet I anledning af hundredåret for Nobelprisen.

Den 14. januar 1925 skrev Frederik Poulsen følgende brev til Svenska Akademiens Nobelkomite i Stockholm:

Mine Herrer! / I Henhold til Deres Forespørgsel af December 1924 tillader jeg mig herved at foreslaa den danske Forfatter / Johannes V. Jensen / til Nobelpræmien i Litteratur for 1925. / Den nu 52 Aar gamle Digter er ubestrideligt Danmarks største Digterbegavelse og en af de originaleste og frodigste Digtere i Nutidens Europa. Hans ”Himmerlandshistorier I-III” viser ham som en ypperlig Fortæller, men hans egentlige Styrke ligger i Naturbeskrivelserne og i Skildringerne af primitive Sjæle og af Barnesind. Den aabenbarer sig ikke alene i ”de exotiske Noveller”, men ogsaa i Romanserien: Kongens Fald og den Række mærkelige præhistoriske Romaner - ”Bræen”, ”Skibet”, ”Norne Gæst”, ”Christoffer Columbus” og ”Cimbrernes Tog” - der er samlet i en Cyklus under Fællesnavnet: Den store Rejse. Skildringen i ”Christoffer Columbus” af den gotiske Katedral og af Aztekernes Generobring af deres Hovedstad eller i ”Cimbrernes Tog” af de nordiske Børns Leg i Tyttebærrisene og deres Naturfølelse ved Dag og Nat gør ingen nulevende Digter Johs. V. Jensen efter. I hans Hymner til Mandsmod og Kvindesødme er der Sagadigtningens Kraft og fortættede Livsfylde. Men netop dette nordiske der er saa ganske enestaaende hos Digteren, forklarer og undskylder ogsaa hans Svagheder: Mangel paa Kompositionsevne, Mangel paa Klarhed navnlig i historiske og filosofiske Betragtninger, Mangel paa Forstaaelse af den mere nuancerede Enkeltsjæl. Det er et Stykke Vikingeornamentik, der i denne Digtning har faaet en Renæssance. / Ogsaa hans ”Digte” (1906) og ”Aarstiderne” (1923) viser hans Storhed som Digter og er vel det mest harmoniske i hans Produktion. De bør yderligere bestyrke Akademiet i Overbevisningen om, at Norden hædrer sig selv ved at give ham Nobelpræmien malgré tout. / Hans Værker indsendes samtidigt med dette.

Brevskriveren (1876-1950) var klassisk arkæolog og forfatter. I 1910 var han blevet tilknyttet Ny Carlsberg Glyptotek, hvis direktørstol han besad 1926-43. Adkomsten til at indstille Johannes V. Jensen til Nobelprisen beroede på hans medlemsskab af Videnskabernes Selskab.

Proceduren er jo den, at Svenska Akademien hvert år henvender sig til indstillingsberettigede verden over og opfordrer dem til at foreslå kandidater til prisen. Efter fristens udløb udarbejder Nobelkomiteen - bestående af fire-fem af De Aderton - en liste over de indstillede, som så danner grundlag for de følgende måneders arbejde. Som led i dette kan indgå indhentning af udtalelser fra sagkyndige uden for komiteen. I tidens fylde udarbejder denne, i reglen ved sin ”ordförande”, en indstilling til Akademiet, som så træffer afgørelsen, og ikke nødvendigvis i overensstemmelse med indstillingen. Navnet på pristageren offentliggøres, normalt lidt inde i november, af den ”ständiga sekreterare”, som også - på Alfred Nobels fødselsdag den 10. december - motiverer prisoverrækkelsen.

Johannes V. Jensen fik som bekendt ikke Nobelprisen i 1925. Han fik den i 1944, men modtog den på grund af krigen først året efter. Det tilkom Anders Österling (Akademiets sekretær 1941-64) at motivere prisen, mens kong Gustav V foretog selve overrækkelsen.

Indstillerne

Jensen er formentlig rekordindehaver, forsåvidt som han 18 gange har figureret på Nobelkomiteens liste, nemlig fra 1925 til 1944 med 1929 og 1930 som undtagelserne. 60 indstillingsskrivelser indkom til komiteen fra 20 personer. Indstillingerne såvel som de specialrapporter, der blev udarbejdet undervejs, beror i Svenska Akademiens Nobelarkiv i Stockholms gamle børsbygning.

I årene 1925-28 var Frederik Poulsen alene om at bringe Jensen på bane, og i øvrigt indstillede han ham yderligere fem gange (1931-33, 1941-42). I 1935, 1936 og 1939 havde Jensen fire indstillere, men i 1937 havde han syv og i 1938 ni. Under krigen er billedet diffust. I årene 1940-43 gennemførtes proceduren forskriftmæssigt, men jo uden at det kom til uddeling af prisen. Kun to indstillede Johannes V. Jensen i 1940. Året efter havde han fire indstillere, året efter igen syv, men i 1943 og 1944 var der igen kun to. Man kan således ikke tale om, at Nobelkomiteen i denne sag var udsat for et stærkt pres udefra.

Johannes V. Jensens 20 indstillere er alle nordiske: tolv er danske, syv norske og én svensk. Nogle af dem fremsender oftere indstillinger, mens andre (fem danske, fem norske og den enlige svenske) kun figurerer én gang.

Frederik Poulsen var som nævnt alene om at foreslå Jensen i de første fire år. I 1931 overgik initiativet til de københavnske universitetsprofessorer, med filologen Johannes Brøndum-Nielsen som første mand på banen; otte år i træk indstillede han Jensen. Litteraturhistorikerne Hans Brix og Vilhelm Andersen sekunderede; førstnævnte indstillede Jensen i 1932-35, mens sidstnævnte indstillede ham ni gange fra 1933 og frem; han svigtede i 1934 og kom for sent i 1941 og 1944 (hvilket han i begge tilfælde gjorde Nobelkomiteen opmærksom på). Mere stabil, men også mere rutinepræget i sin promotionsvirksomhed var professoren i engelsk litteratur C. A. Bodelsen, der indstillede Jensen fra 1935 og frem til tildelingsåret. Som engangsindstillere figurerede litteraturhistorikeren Paul V. Rubow i 1932, germanisten L. L. Hammerich i 1934, filosoffen Frithiof Brandt i 1936 og etnologen William Thalbitzer i 1938. Fra Aarhus Universitet udgik i 1937-38 fællesindstillinger af litteraturhistorikeren Ernst Frandsen og sproghistorikeren Peter Skautrup, og én gang (i 1942) optrådte germanisten Heinrich Bach som indstiller.

Fra norsk hold indløb 12 indstillinger. Litteraturhistorikeren Francis Bull og kunsthistorikeren Jens Thiis (direktør for Nationalgalleriet) indstillede flere gange. Som engangsindstillere figurerede arkæologerne A. W. Brøgger (1931) og Sigurd Grieg (1939), filologen Didrik Arup Seip (1942) og rigsantikvaren Harry Fett (1944). Engangsindstiller var også den svenske seminarielektor Vilhelm Cederschiöld (1941).

Argumenterne

Lad os se på nogle af argumenterne for at tildele Johannes V. Jensen den litterære Nobelpris. Efter sagens natur er det begrænset, hvor forbeholdent indstillerne formulerer sig. Tilsammen giver indstillingerne et indtryk af, hvordan ikke den litterære kritik, som ofte for hårdt frem mod Jensen, men netop fremtrædende, venligtstemte samtidige vurderede forfatterskabet.

Et par forbehold tages dog, som man bemærker, i Frederik Poulsens oprindelige indstilling. Den noterer faktisk i forbindelse med Den lange Rejse svagheder, hvad angår kompositionsevne, filosofisk klarhed og ”Forstaaelse af den mere nuancerede Enkeltsjæl”. Ikke desto mindre er Jensen ”ubestrideligt Danmarks største Digterbegavelse og en af de originaleste og frodigste Digtere i Nutidens Europa”. Lyrikken bør yderligere styrke Akademiet i overbevisningen om, ”at Norden hædrer sig selv ved at give ham Nobelpræmien malgré tout”. To år senere var Dyrenes Forvandling tilkommet. Den vidnede om en gunstig udvikling af Jensens videnskabelige sans, så der nu ikke længere er ”Disharmoni mellem poetisk Kraft og Tankens Stringens”. I 1932 fremhæver Poulsen to ”mesterlige” digtsamlinger, og i 1941 peger han på lyrikken som det ypperste inden for produktionen, formelt det fuldkomneste, indholdsmæssigt det mest nærende. Året efter føjer han Vor Oprindelse til det læsepensum, han skitserer for Nobelkomiteen: ”en genial og tænksom Digters Forsøg paa at fremmane Menneskets Fortid, saa den tegner sig med mere plastisk og livfuld Form end gennem videnskabelige Værker”.

J. Brøndum-Nielsens 1931-indstilling peger energisk på Jensens ”epokegørende Betydning for nyere dansk Litteratur” og opholder sig ved hans umådelige evne til at tage imod og berige sig, hans ”stærke Tilknytning til det hjemlige”, samt hans interesse for ”den nordiske Sjæl”. Videre noteres Jensens

geniale Evne til at se Tingene og se dem paa en ny Maade, at kunne - som H. C. Andersen - se det poetiske og rige i det dagligdags og nutidige, ja moderne, og i hans Evne til at gengive sine Indtryk saaledes, at de i det mindste paa en Dansk genfremkalder Forestillingen om, at man engang - ved en særlig Lejlighed, i en fjern urfrisk Barndomstid - har sanset paa lignende Maade, eller saaledes, at man føler det som en Afsløring af noget rigt og dybt, som man ikke selv har prøvet, men ved hans Ord tror paa og saaledes beriges ved.

Dette leder til en nuanceret karakteristik af Jensens fornyende sprogkunst (”den suveræne Beherskelse af Sprogstoffet”) og specielt hans enkle og rene verskunst.

To år senere sætter Brøndum-Nielsen fokus på mytedigtningen, som sammenlignes med H. C. Andersens eventyr:

[Myterne] maa sidestilles med det højeste, rigeste og skønneste af vore ypperste Digteres Kunst. / Paa Grund af denne Kunstarts knappe Form ligger det særlig nær at sammenstille Johannes V. Jensens Myter med H. C. Andersens Eventyr - om hvilke Samtiden var tilbøjelig til at bruge Betegnelsen Bagateller, men hvis varige Værdi Tiden har fastslaaet. Johannes V. Jensen har i Løbet af en Menneskealder publiceret en halv Snes Myte-Samlinger [..], der til sammen ogsaa i Antal og Omfang omtrent svarer til H. C. Andersens 5 Bind Eventyr. Og som den, der gennem en Aarrække Gang paa Gang har læst H. C. Andersens Eventyr og Johannes V. Jensens Myter, føler jeg mig overbevist om, at det bedste af disse beslægtede Kunstformer - den ene mere barnlig, den anden mere viril - i kommende Tider vil staa Side om Side som noget af det uforgængeligste i dansk Litteratur, smaa Mesterværker ved deres Universalitet, deres Udtryk for en Sindets Rigdom og Varme saavel som for en genial Sprogkunst.

Og i 1934 proklamerer han Jensen som ”den store Mester i dansk Nutidslitteratur”, hvis hovedegenskaber ”er hans enestaaende Sansnings- og Erindringsevne og Sprogkunst, og hans Kunsts Grundvold er hans menneskelige Rigdom og Varme og hans omfattende Kultur”. (Kun ved disse to lejligheder overvandt Brøndum-Nielsen genbrugsfristelsen og formulerede sig ud over indholdet i sin oprindelige skrivelse.)

Hans Brix formulerer sig overordnet om forfatterskabet, - det har ”haft til Hovedformaal under ideal Synsvinkel at fremstille Livets, Menneskehedens, den nordiske Races Udviklingslinje, Fremgangslinje, Skæbnelinje” (1932). Året efter tales om Jensens ”ideelle humanistiske Forfatterskab”, i 1935 om ”hans store og betydelige, af en samlet Livsopfattelse og Verdensanskuelse baarne Forfatterskab”.

Brix= pointering af, at synsvinklen hos Jensen er ”ideal”, antyder opmærksomhed over for kernestedet i Nobel-testamentet: at prisen skal gives til en forfatter eller for et værk med ”idealisk riktning”. Det samme ses hos Vilhelm Andersen, der i 1933 beskriver forfatterskabets udvikling i idealsk retning som en bevægelse fra ”den psykologisk-analyserende Stil” til ”den plastisk-typedannende Fremstilling”. Videre pointerer Andersen, at Jensen har ”genskabt den store Stil fra Oehlenschlægers og Thorvaldsens Tid i Nutidens Tanke- og Udtryksformer og givet det danske Sprog en mandig Kraft og Renhed, hvorfor ikke mindst de, der med andre Midler har arbejdet i den samme Retning, er ham dybt taknemmelige”.[1]

I 1937 refererer Andersen til, hvad han i anden anledning har erklæret, at ”hvad denne Digter ellers var eller ikke var, var han dog en Mester, mere end moden til Nobelprisen, i det elementære”, og han tilføjer, at Jensen har nået ”det Store, han søger”, i romaner som Kongens Fald og Den lange Rejse, men også ”ved at give gængse moderne Litteraturformer som Hjemstavnsbilledet og Rejsekroniken Præget af en Idé”. Og i 1939 bringer han lyrikken på tale; i den finder man ”det fasteste Udtryk for hans Stræben efter at give et primitivt Indhold en klassisk Form”. I 1940 taler han om Jensens sprogfornyelse og om, at han har indsat ”en ny Type af en sund Manddom med et rent Præg af den danske og nordiske Folkekarakter [og] gjort denne Type til Udtryk for en Idé”.

Vilhelm Andersen nåede ikke med som indstiller i 1944, men gjorde ”Hr. Sekretæren” opmærksom på, at sygdom var grunden, og at han ikke frafaldt sin indstilling. C. A. Bodelsen blev således Jensens eneste danske indstiller i 1944. Han lagde ud i 1935 bl.a. med følgende motivering:

Johs. V. Jensen har i en generation været den største skikkelse i dansk litteratur og har raget højt op over sin samtid. Jeg tvivler ikke paa, at fremtiden vil indrømme ham en plads sammen med vor litteraturs allerstørste navne. Tiltrods for hans optag[et]hed af tidens problemer er det ikke som tænker, men som kunstner Johs. V. Jensen skal bedømmes. Det forsøg paa at give en poetisk syntese af menneskehedens udvikling, som han har gjort i sin romancyklus Den lange Rejse[,] er vel værdifuldt, men endda langt værdifuldere er de arbejder hvor han viser sig som en ren kunstner: hans digte og hans essays (de saakaldte 'Myter'). Her naar han efter mit skøn nærmere end nogen anden nulevende digter til det udtryk for tingenes inderste væsen, som er poesiens maal.

Til denne indstilling henholdt Bodelsen sig (hvadenten han gentog den eller nøjedes med kort at referere til den) i de følgende år, - i krigsåret 1941 dog med tilføjelse af følgende: ”Den forening af styrke og balance, varme uden overspændthed og inderlighed uden sentimentalitet[,] som præger hans poesi og hans lyriske prosa, staar sikkert for mange af hans landsmænd, som den staar for mig, som udtryk for noget af det bedste i dansk væsen.”

Frithiof Brandts indstilling fra 1936 fylder otte maskinskrevne sider og er elaboreret som en artikel. Brandt gør Jensens fortjenester op i tre punkter: som beskrivelses- og stemningskunstner og som stilist og sprogfornyer; som skildrer af dansk og nordisk natur og sind; og som aktiv deltager i løsningen af kulturelle opgaver (i forbindelse med retablering af Nationalmuseet, bevaring af oldtidsminderne og oversættelse af sagaerne). Derefter gennemgår han forfatterskabet genre for genre, for lyrikkens vedkommende med pointering af, at 1906-digtene for alvor satte skel. Til hjemstavnsdigtningen regner han forbavsende nok Kongens Fald og dele af Den lange Rejse. Herover for står skildringerne af Johannes V. Jensens erobringstogter til den store, fremmede verden. Så fokuserer han på udviklingslæren, som Jensen har tilegnet sig på første hånd, så han kan udgrænse dens populære forvanskning, og som han i sin kunst benytter sindrigt-symbolsk i, hvad han selv kalder sine udviklingsmyter, incl. Den lange Rejse (dengang endnu ikke tilgængelig i tobindsudgave), båret af længsels- og vandringsmotivet, der tilsidst føres ud over jordens kreds, mod den kosmiske oprindelse, samt af udviklings- og opstigningsmotivet, der fører mod human kultur. I dette enestående værks mytiske partier er digteren på sin højde, hævet ”over alle tidsbestemte meninger til en evig verden”.

Forfatterskabets mytiske karakter fremhæves også året efter af de to Århus-professorer Frandsen og Skautrup. ”Myten udgør hans blivende Værdi i dansk Litteratur. Hans historiske Betydning bestaar dels i Sprogfornyelsen, som er gennemgribende og kun kan sammenlignes med Oehlenschlægers, dels i at han fremfor nogen anden har bidraget til Litteraturens Udvikling henimod objektiv og positiv Livsopfattelse omkring Aarhundredeskiftet, og at han fremfor nogen anden har bestemt denne Udviklings kunstneriske Udtryk.”

William Thalbitzer, som i 1929 havde indstillet Knud Rasmussen til Nobelprisen, finder det uforståeligt, at Johannes V. Jensen ikke tidligere er fundet pris-værdig: ”Mange finder her at han - allerede fra sine ungdomsdage bærer digterkronen usynligt. Men endnu er han produktiv, lysende av skabende ånd og av poesiens hellige ild.” Herefter karakteriseres digteren nøjere:

Beundringsværdig er hans sidste digtsamling Påskebadet (1937) ikke mindst ved indledningsdigtet. Også hans lidt tidligere bog Form og Sjæl (fra 1931), en samling skønt formede æstetiske betragtninger, vidner om hans gennem et langt liv prøvede og mejslede storhed som en tolkende genius av sin samtids tanker. Lad mig blot fremhæve avsnittene om 'Kunstens Logik' og 'Stadier i Skulptur', hele samlingen er kunstnerisk livs-vurdering av stort vingefang. Som en intelligent og fantasifuld tolker spænder Johs. V. Jensen videre og langt udover nutidsfænomenerne. Han har forstået at fremmane et billede av Nordens klassiske digtning, med forstående tilbageblik til den nordiske sagatid [..]. På en seers måde har han skildret menneskehedens første tider på Jorden, i Dyrenes Forvandling livsformernes genesis. Hans digtersind kan springe fra det nærmeste og mindste til det største og fjærneste i Universet, det inderste og dybeste i åndens verden. Øjeblikket og historien synger ud av hans sjæl - og denne er en digters. / Johannes V. Jensen blev her i landet en fornyer av digtningens indhold som av dens form. [..] Han blev en fornyer av vort modersmål, dets ordforråd som dets stil. Han er inderlig fortrolig med vort folkesprogs levende kilder. Ingen av vore samtidige digtere har som han formået at samle vor aktuelle og vor nedarvede kulturbevidstheds indhold i en livsanskuelses fortætning - udformet i et plastisk, ofte bedårende billedsprog./ Han har vist sig at være den fødte digter og seer, urkraftig, primitiv, opfindsom og sprudlende av fantasi. Få vilde fortjene prisen så ærligt som han!

Kunsthistorikeren Harry Fett indstillede som nævnt Johannes V. Jensen én gang, i det afgørende år 1944. Han havde tidligere indstillet Georg Brandes (1922, 1925-26) og Kostís Palamás (1936) - og pointerede nu, at han i sin tid indstillede grækeren som repræsentant for og symbol på ”det hellenske folks moderne kulturvilje”. Og i givet fald kunne et lille land, tvunget til at være krigsførende, måske få prisen. Men ellers er Norden jo en mulighed:

Norge og Danmark har hver sin digter som nok har krav på å komme opp i første rekke blant Nobel-pristagere. Jeg sikter til Johannes V. Jensen og Johan Falkberget. En mannjevning mellem betydelige litterære personligheter er alltid meget vanskelig. På den ene side Johan Falkbergets vidtomspennende, speidende og gjennemtrengende skribentvirksomhet [..]. Jeg har mere spredt kunnet følge med i Johannes V. Jensens produksjon [..]. Men laurbærkransen må ikke deles. Det er intet som bør hete demi-laurbærkranser, og skal jeg driste mig til i det Herrens år 1944 å foreslå Nobels laurbærkrans overrakt noen, må det være til en av de mindre staters åndelige førere, og jeg har en følelse av at det vil være rettfærdigst da å gi denne til Johannes V. Jensen.

Det fremgår af Nobelkomiteens liste, at man ikke har opfattet Fetts skrivelse som en indstilling af Falkberget, endsige af Palamas. Men den aktualiserer unægtelig spørgsmålet om, hvilken rolle krigssituationen spillede for indstillerne. Den almindelige usikkerhed kombineret med det forhold, at tildelingerne blev stillet i bero, er formentlig årsag til, at antallet af kandidater til den litterære Nobelpris faldt (1934-44: 28, 37, 28, 37, 29, 33, 19, 15, 16, 20, 21). Den vigende tendens medførte, at medlemmerne af Nobelkomiteen benyttede sig af deres ret til at foreslå kandidater (1940-44: 3, 2, 4, 5, 5).

På det konkrete felt kan man notere, at Cederschiöld i 1941 foretager en sammenligning mellem Johan Bojer og Johannes V. Jensen og foreslår, at den hensatte 1940-pris gives til nordmanden og 1941-prisen til danskeren: ”[..] ett storartat sätt at för all världen demonstrera, att samhörighet i Norden håller, trots alla hårda påfrestningar”. Thiis pointerer i 1942, at det under de aktuelle ”vanskelige politiske forhold” må være nærliggende at søge en prismodtager i Norden, - og da Danmark har været mindre Nobelpris-begunstiget end Norge, peger han på Jensen. Bach taler samme år om, at ”tidens ugunst” gør det vanskeligt blot nogenlunde neutralt at foreslå udenlandske forfattere; han tør blandt de danske alene foreslå Johannes V. Jensen. Endelig bør nævnes, at Bull og Seip i 1942 implicit refererer til situationen, forsåvidt som de - som fanger på Grini med ret til at sende ét (censureret) brev om måneden - brugte deres januar-kvote på sagen.

Coda

Hvad er nu det generelle i indstillingerne? Jo, gennemgående påpeges sprogfornyelsen og det stilistiske mesterskab, samt rodfæstetheden i hjemstavnen og i dansk guldalder, altså i den klassiske tradition fra Oehlenschläger og Thorvaldsen. Vilhelm Andersen, der selv i høj grad bidrog til den såkaldte guldalderkonstruktion, nævner endda Goethe. Udviklingen er gået mod ”en moden og afklaret manddom”, mod sundhed, mod harmoni. Det var det billede, som Jensen selv propagerede, og som hans hagiograf Leif Nedergaard formidlede til eftertiden. Lars Handestens nye biografi gør sig fortjent ikke mindst ved at korrigere for misvisningen i dette billede.

Om indstillingernes argumentation har påvirket Nobelkomiteen, er en anden sag. Kun ét sted finder man en refererence: Per Hallström (komitéformand 1922-41) formår i 1925 ikke at lægge skjul på, at Frederik Poulsens brev har irriteret han ud over alle grænser. Men efterhånden mildnedes han og glædede sig over, at det bar den rigtige vej med den før så køllesvingende vildmand, der i ungdommen trådte ud af skovene for at invitere sine landsmænd til et skrapt bønnemøde. Først Folkeslagene i Østen (1943) overbeviste endegyldigt Hallström om, at den teknikfanatiske evolutionsforkynder var blevet poet nok og menneske nok til at indoptage historisk fortid og kulturelt arvegods i sig og anlægge et humant helhedssyn.Nobel nok, for nu at sige det kort!

Det er næppe fornødent at erindre om, at Johannes V. Jensen allerede i 1925 havde forfatterskabets sværvægtere bag sig. Kongens Fald fremkom samtidig med, at Nobelprisen blev bragt til eksistens, - men forblev stort set unævnt i sagsakterne. Digte (1906) opnåede forbeholden omtale i 1943. Den lange Rejse trættede Per Hallström, da han i 1939 sled sig igennem tobindsudgaven, - men blev ikke desto mindre fremhævet af Österling som Jensens ”kanske förnämsta skapelse”.

Der var da også almindelig dansk enighed om, at Johannes V. Jensen burde have haft prisen forlængst eller, som flere anslog, ”for 20 Aar siden”. Frederik Poulsen sagde ”for 25 Aar siden”. Hustruen Else erklærede, at hun gerne havde givet ham den ”for 40 Aar siden”, altså i 1904, da de blev gift. Thit Jensen skal engang have bemærket, at ved den lejlighed ophørte broderen med at være kunstner. Hvad De Aderton lagde vægt på var, at ”den djärva bildstormaren och stilförnyaren” med tiden havde forvandlet sig til ”den patriarkalska klassikern, som nu känner sitt hjärta bäst förankrat i guldålderns diktning”, - for nu atter at citere fra Anders Österlings festtale.

Aage Jørgensen

er lektor ved Langkær Gymnasium

---

[1] Her fastholdes en betragtning, som Andersen fremkom med allerede i den af Ludvig Holstein redigerede Hilsen til Johannes V. Jensen paa hans 50 Aars Fødselsdag, 1923; han skrev dengang bl.a.: ”De vil overalt det Store. De har ikke blot en ubændig, stundom uvan Trang til at slaa store Slag, De har ogsaa en rolig Vilje og Evne til at se stort paa Tingene. Det store Danske, som jeg har villet ære og tjene i min Forskning, det har De genskabt i Deres Digtning. Jeg kunde ikke tænke mig at virke i Nutidens Danmark, hvis ikke De var min Landsmand.” (S. 36.)