Hr. Panthakak i det 20. århundrede

Om forfatteren Kelvin Lindemann

Af Peter Heiberg

”Det er en stor og blandet litterær landhandel Kelvin Lindemann har bygget op og drevet igennem mere end 70 år. Det er en præstation i sig selv. Drivkraften i det hele har, som hos Johannes Ewald-figuren hr. Panthakak, været en sund skepsis, mistro, overfor de etablerede sandheder og institutioner”. I artiklen gennemgås det omfattende, omdiskuterede, tidligere meget læste, men i dag næsten glemte forfatterskab.

Tilbage i 50’erne blev der i mange borgerlige hjem dårligt nok læst andet end forfatteren Kelvin Lindemann. Det var blot de færreste der vidste, at det var ham, der havde skrevet det hele. I en søndagsudgave af Dagens Nyheder havde Lindemann på en god dag skrevet kronikken, flere af tillæggets noveller (en enkelt dog under pseudonym), og måske et lille essay om det enkle liv ude på landet. Endelig var der jo så Lindemanns daglige satire-rubrik underskrevet Hr. Panthakak[1]. I den lokale eftermiddagsavis, f.eks. Lollands Tidende, kunne man så finde et interview med den sydvietnamesiske diktator Diem. Og når ugebladet Hjemmet kom, var der såmænd også en novelle af ham deri - måske skrevet under pseudonymet Phillip Arlen.

Fra Sibirien til Frederiksberg

Kelvin Lindemann, der august 2001 rundede de 90 år, har i de godt 70 år, han har ernæret sig som forfatter i ordets bedste forstand været storleverandør af læse- og debatstof til det danske folk. Nogle har ubetinget kunnet lide ham og hans kunst - andre bestemt ikke. Sådan har det været hele vejen igennem.

Kelvin Lindemann blev født i Kainsk i Sibirien, hvor hans danske far drev et gods med smørfabrikation. Familien forlod dog allerede Rusland i 1912, hvor faderen de følgende år drev forretninger i England og Tyskland.

Familien vendte tilbage til Danmark, da det var klart, at faren var døende af tuberkulose. Bevægende og meget smukt har Lindemann i erindringsskitsen Guldfluen[2] skrevet om et af de sidste besøg hos faderen på Vejlefjord Sanatoriet. Kelvin Lindemann var 10 år, da faren døde.

Efter farens død slog familien sig endeligt ned på Frederiksberg på Asmussens Allé. Kelvin Lindemann kom her ind i en kreds af unge mennesker, som alle ville være og blev kunstnere - skuespillere, malere og dramatikere. Specielt Edith og Helge Rodes hjem, med sønnen Ebbe Rode, kom i denne sammenhæng til at betyde meget for ham.

Han, der var runden af købmandsslægt, mødte her for første gang et intellektuelt miljø, som ansporede og støttede ham i det hede ønske om at blive forfatter. Han trivedes ikke i det handelsmiljø (vin og konserves), han var havnet i efter at være droppet ud af gymnasiet.

Da Lindemann havde afsluttet sin handelsuddannelse, påmønstrede han et skib, der bl.a. gik til Leningrad i Sovjetunionen. Han måtte se det land, hvor han var født.

I modsætning til mange af sine jævnaldrende blev han ikke begejstret over, hvad han så, da han nåede den tids forjættede land. Tværtimod! Indtrykkene nedfældede han i nogle meget kritiske aviskronikker[3], og artikler i bladet Verden og Vi (1930) med titlerne Revolutionen om 2 år[4] og Russisk agitation[5].

Kommunisterne og de kulturradikale noterede sig den kritiske holdning til systemet, og skulle huske at drage det frem, når lejlighed efterfølgende bød sig.

Jazztid

Stoffet til den første roman En håndfuld babies (1931) blev hentet fra den gruppe unge mennesker, han holdt sammen med ude på Frederiksberg.

Det er en generationsroman, der havde det uheld at udkomme samtidigt med Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Ganske fortjent er det den, der har overlevet og huskes i dag. Lindemanns følgende romaner: Vi skal nok blive berømte (1933) og Alt levende lyser (1938) blev godt modtaget i samtiden. Men det var ikke nok til at Lindemann kunne leve af det.

Som så mange af sine samtidige forfatterkolleger skrev han sideløbende kronikker og især noveller til avisernes magasiner og ugebladene. Som den forretningsmand Lindemann også er, gemte han omhyggeligt manuskripterne og opbyggede i disse år et arkiv på omkr. 500 ”forskellige” noveller. Fra dette arkiv kunne han med 3-5 års mellemrum i let ændrede udgaver sende de samme noveller til aviser og ugeblade.

Og få har vel studset over at have læst samme novelle et par gange. For novellerne var veldrejede, ofte med en overraskende pointe og i hvert fald med en ny fængende titel.

Han lærte også andre unge forfattere (f.eks. Jens Gielstrup) at skrive i denne genre.

I 1938 var Lindemann i Spanien for at dække borgerkrigen set fra Franco-siden.

Det blev til bl.a. et par kronikker i Politiken og en artikel i Hjemmet[6]. Oplevelserne indgår også i den mest læseværdige af romanerne fra 30’erne: Alt levende lyser.

I artiklerne afspejles den gængse danske holdning til borgerkrigen, og artiklerne gav i hvert fald ikke anledning til nervøsitet i Udenrigsministeriet, hvor man nøje vovede over, hvad der i pressen kunne støde den store nabo i syd[7].

Ved siden af romanerne skrev Lindemann i denne periode også en del dramatik, samt filmmanuskripter (bl.a. til den sidste Fy og Bi-film: Tobiasnætter).

Han var også blandt de første bidragydere til Politikens At Tænke Sig med figuren Pastor Fennemann

Bestsellerforfatter og modstandsmand

Tyskernes besættelse af Danmark i april 1940 gav Kelvin Lindemanns forfatterskab ny retning. Hasselbalchs Forlag udskrev en jubilæumskonkurrence, og Lindemann indleverede en historisk roman med titlen Huset med det grønne træ (1942), som blev en af vinderromanerne. Det er en bredt anlagt slægtsroman, som foregår i København og i de danske tropekolonier i slutningen af 1700-tallet. Den fortæller om de store købmandsslægter, der drev handelen og gør op med den danske dobbelt-moral i slavespørgsmålet. Romanen og fortsættelsen Gyldne lænker (1948) er blevet vedvarende store publikumssucceser. Begge romaner er oversat til mange sprog. Det er i øvrigt det samme stof som forfatteren Thorkild Hansen tager op i sin slave-trilogi godt 20 år efter. I forbindelse med 90-års dagen udgav forlaget Høst for første gang bøgerne i en samlet udgave. En moppedreng på næsten 700 sider, som blev meget positivt genanmeldt af bl.a. Ebbe Mørk i Politiken[8].

I 1943 udsendte Lindemann romanen Den kan vel frihed bære. En spændende fortælling om svenskernes besættelse af Bornholm i 1658. Bogen havde klare paralleller til den tyske besættelse af Danmark. Den var en nødvendig bog i tiden og ikke mindst en provokation. Den kan vel frihed bære blev udsendt i et uhørt stort førsteoplag på 35.000 eksemplarer, som næsten var revet væk, da bogen et par dage efter udgivelsen blev beslaglagt ved en dommerkendelse.

Lindemann havde i denne periode involveret sig dybt i illegalt arbejde. Han drev bl.a. det illegale forlag Samtiden[9] og var med til at tilrettelægge og afvikle illegale transporter til Sverige.

Da tyskerne begyndte på de såkaldte clearing-drab, blev hans navn føjet til listen over mulige kandidater – og han blev faktisk udsat for et drabsforsøg. Manden der udøvede det blev dømt og henrettet for det (og mange andre ugerninger) efter krigen. Bogen Den kan vel frihed bære var blevet opfattet for det, den også var - en provokation og en national tilkendegivelse.

I erindringsstykkerne: Min egen morder, og Opgør og soning[10] samt Nætter på Øresund[11] fortæller Lindemann om de dramatiske begivenheder omkring attentatet på ham og flugten til Sverige i februar 1944.

I Stockholm og i Dalarne, hvor han efterfølgende slog sig ned, kunne Kelvin Lindemann leve et ganske komfortabelt liv takket været indfrosne honorarer fra de oversatte succesromaner. Det fandt mange af de danske flygtninge i Sverige, som måtte leve anderledes spartansk, ganske upassende. Det blev taget meget ilde op og husket, på trods af det mod, han havde udvist ved at skrive Den kan vel frihed bære og drabsforsøget på ham. Det var nok også anledningen til, at han i 1948 blev inddraget i den såkaldte Leifer-sag. Det skete på baggrund af et projekt om at oversætte og udgive bl.a. romanen Huset med det grønne træ til tyske soldater[12]. Det faldt virkelig Lindemann for brystet, at man mente, at han havde handlet unationalt og havde villet tjene penge på et samarbejde med tyskerne. Han var overbevist om, at tyske soldater kulturelt set kunne have ganske godt af at læse bogen.

Efter befrielsen tog Lindemann for alvor fat på fortsættelsen af Huset med det grønne træ og kunne i december 1948 indkassere endnu en succes – i Norden i hvert fald – med romanen Gyldne lænker.

Journalist, satiriker og samfundsdebattør

Oplevelserne under og lige efter krigen ændrede igen retningen i Lindemanns forfatterskab. Han blev fast tilknyttet den konservative avis Nationaltidende (senere Dagens Nyheder) fra august 1949 til bladets lukning i 1961. Det var fortrinsvis nøgtern journalistik, satire og debatindlæg som kom fra hans hånd frem til 1996, hvor han som 85-årig definitivt lagde pennen fra sig, og har taget sig et velfortjent hvil.

I artikelsamlingen Min rejse til Rusland (1949) er der prøver på avisartikler fra denne periode. Specielt artiklen med samme titel som bogen fik kommunisterne op af stolene.

Bl.a. Hans Kirk, der mente at Lindemann vildledte naive læsere ved at foregive, at han havde været med på en kulturdelegationsrejse i Sovjet, og at han her havde erkendt, hvor vidunderlige forholdene var i Sovjet sammenlignet med det kedelige og triste Danmark.

Tyk satire, som stadig er morsom at læse.

I Rejsen til Rusland og i romanen Lykkens tempel (1949) har han også godt fat i et anden af sine yndlingsofre: Socialdemokratiet, som han med assistance fra Johannes Ewald får givet en ordentlig omgang. Det har dog ikke afskåret ham fra at få udgivet bøger på det socialdemokratisk orienterede forlag Fremad.

Pudsigt nok flyttede Lindemann i slutningen af 40’erne til Fredensborgs opland og blev ”næsten nabo” til forfatteren Hans Scherfig. Det kom de dog ikke tæt på hinanden af. Men var ikke desto mindre tvunget til at benytte det samme trinbræt, Grønholt, når de skulle til deres respektive aviser i København, Land & folk og Nationaltidende. De nikkede blot til hinanden, men samtale blev det aldrig til.

Med flytningen i 1947 ud til den lille landejendom tog Lindemann - ved siden af peberdyrkning - for alvor fat på en anden genre: Skildringer af naturen og glæden over det enkle liv på landet. En genre som dengang var meget populær med mange kendte forfattere som bidragydere i alle landets aviser og ugeblade. Eksempler herpå er Scherfigs Dammen og Frank Jægers Velkommen vinter.

Lindemann skrev 200-300 af disse naturessays fra begyndelsen af 50’erne til omkr. 1975. De blev foruden i Dagens Nyheder bragt i blade som Alt for Damerne, Samvirke, Landet og alle de Berg’ske blade . De bedste af artiklerne er samlet i Mens nattergalen synger (1957).

Det bedste Karen Blixen skrev?

Omkr. 1953 havde der i nogen tid været stille omkring Kelvin Lindemann. Ingen ballade, retssager e.l. Men så kom En aften i kolera-året, udgivet under pseudonymet Alexis Hareng. Først ville man have, at det skulle være Karen Blixen, der havde skrevet den. Men baronessen fralagde sig temmelig mopset ethvert kendskab til den.

Herefter pegede alle spor i retning af Lindemann, som først en måned efter udgivelsen vedgik at være ophavsmanden.

Lindemann havde forinden udgivelsen af bogen interviewet Blixen til Nationaltidende[13] og sammen havde de deltaget i debatter, som modstandere af vivisektion. Derfor var det måske ikke så mærkeligt, at hun følte sig snigløbet. Udgivelsen førte til et enkelt søgsmål i Sø- og Handelsretten. Bogen har efter at al virakken lagde sig opnået status som Lindemanns bedste. Selv har han engang i et interview lidt flot udtalt: ”Jeg skrev det bedste Karen Blixen skrev!”. Han har i øvrigt selv oversat og gendigtet den på engelsk med titlen The Red Umbrellas (1956).

Et senere forsøg på at skabe lignende medieinteresse for en roman, Mit japanske eventyr (1959) udgivet under pseudonymet Marielle Dupont med Lindemann som ”oversætter”, faldt lidt til jorden. Romanen fik dog pæn succes i Tyskland og Norge med Lindemanns navn på titelbladet.

Freelancer, eventyrer og fagforeningsmand

Omkring tidspunktet for lukningen af Dagens Nyheder blev Lindemann freelance og intensiverede rejsevirksomheden. Dette førte ham bl.a. til Japan, Korea, Sydøstasien, Indien, Afrika og Grønland.

Fra alle rejserne er der artikler, og interessantest er nok artiklerne fra Vietnam, hvor han bl.a. interviewede Ngo Ding Diem og fra Japan, som desuden gav inspiration til de små bøger Mit japanske eventyr (1959) og En summende oldenborre blandt kirsebærblomster (1960).

I disse år engagerede Lindemann sig, hvor mærkeligt det end kan lyde, stærkt i fagforeningsarbejde. Han gjorde et stort arbejde for at forfatterne skulle have betaling for at have bøger stående på bibliotekerne. Og han stillede i 1962 op som formand til forfatterforeningen. Det gik ikke stille af. Forfatterforeningen blev ved denne lejlighed delt, og man forsøgte på en hver måde at kompromittere Lindemann. Dels ved at hive de gamle historier frem fra besættelsestiden, og dels ved at starte en retssag om plagiat. Han blev ikke valgt, og der kom ikke noget belastende frem ved retssagen.

Hr. Panthakaks sidste meriter

Sidste nyudgivelse fra Lindemann kom i 1974 med den satiriske roman Den firkantede bowlerhat. Bogens tema er tidens mange former for hykleri. F.eks. det religiøse, det videnskabelige og det der trives i storpolitik. Bogen blev vel modtaget, og der var nok en forventning om, at der ville komme flere bøger fra Lindemann. Blandt andet har Rifbjerg efterlyst en erindringsbog fra Lindemanns hånd. Den er ikke og vil næppe heller blive skrevet. Men spredt rundt om i forfatterskabet findes brikkerne. De kunne godt stykkes sammen, så man med Lindemanns egne ord fik et samlet indtryk af denne meget danske og samtidig internationalt orienterede forfatter, som har nået at se og være med i så meget.

Det er en stor og blandet litterær landhandel[14] Kelvin Lindemann har bygget op og drevet igennem mere end 70 år. Det er en præstation i sig selv. Drivkraften i det hele har, som hos Johannes Ewald-figuren hr. Panthakak, været en sund skepsis, mistro, overfor de etablerede sandheder og institutioner.

Selv om det, som for Ewalds figur, resulterede i en masse ballade og med deraf følgende personlige omkostninger, så ville det have været for kedeligt for os, hvis ikke de begge havde været her og kommenteret tingenes tilstand i hver deres århundrede.