Af Per Munkholm
Dannelsesromanens og folkeeventyrets struktur og forløb påvises som nogle vigtige forudsætninger for den meget læste roman. De biografiske læsninger af Karen Blixens forfatterskab undsiges, derimod inddrages nyere ’poststrukturelle’ læsninger, der bl.a. fører til den konklusion, at ”Gengældelsens Veje” kan ”fortolkes som en dannelsesroman, en fortælling om det individuelle syndefald, som indebærer accept af det ondes eksistens, både i verden og i individet selv. Samtidig er der i denne fortælling indlejret en fortælling om, hvordan socialisering og individualisering omfatter indordning under den heteroseksuelle orden og undertrykkelse af tiltrækningen mod ens eget køn.”
Ved udgivelsen af
“Gengældelsens Veje” i 1944, var der en del mystik knyttet til forfatteren
Pierre Andrézel. Det blev mere end antydet fra Gyldendals side, at det drejede
sig om et pseudonym, og gætterierne på, hvem der gemte sig bag navnet gik
straks i gang. Mange gættede på Karen Blixen, som før havde leget kispus med
den litterære offentligheden – ikke mindst ved udgivelsen af ”Syv fantastiske
Fortællinger” (1935), og mange spor pegede da også i retning af Blixen og
Rungstedlund: Ikke alene udkom bogen på Blixens forlag, men bogens ”oversætter”
skulle angiveligt være Clara Svendsen, som var kendt som Blixens sekretær. Desuden var der mange træk ved
”Gengældelsens Veje”, der mindede om Blixen. Det gælder stilistiske træk,
motiver og endda formuleringer. På den ene side skulle bogen altså være et
litterært mysterium, på den anden side et mysterium, som let lod sig opklare –
hvad det jo også hurtigt blev. På den ene side uofficielt et værk af Karen
Blixen, på den anden side officielt et værk af den gådefulde franskmand Pierre
Andrézel. Og denne dobbelthed fastholdt Karen Blixen helt til 1956, hvor hun
officielt vedkendte sig værket. Og dobbeltheden opretholdes stadig i
genudgivelserne. På forsiden af Gyldendals Tranebogs-udgave står der Pierre
Andrézel, men på bagsiden Karen Blixen. På den ene side indgår værket i hendes
værkfortegnelse, på den anden side holdes det uden for ved at anvende
pseudonymet Pierre Andrézel.
Og på den ene side er
romanen omtalt i den meste sekundærlitteratur om Karen Blixen, på den anden
side er der ikke mange, der har behandlet den for alvor, men mest som en
kuriositet i forfatterskabet, og i reglen set den som en kommentar til
situationen i Danmark i 1944. Ole Wivel skriver f.eks. i sin bog om Karen
Blixen, at “Gengældelsens Veje” var Blixens måde at håne besættelsesmagten på,
og forsøget på at afsløre hende som bogens forfatter derfor var at ”demaskere
hende for tyskernes øjne”[1].
Også i Judith Thurmans biografi omtales bogen ganske kort, og også her er det
den politiske kontekst, der peges på. Thurman henviser til samtidens anmeldere,
der så bogen som en politisk allegori.[2]
Og bogens behandling af etiske dilemmaer, som hævn og tilgivelse, var da også
på mange måder aktuelle i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark og kampen
mod den, og romanen er i høj grad
blevet fortolket i denne sammenhæng.
Romanens pastiche over
den gotiske skrækroman har fået mange til at fremhæve det underholdende aspekt
ved bogen, og til at betegne den som ”forfriskende enkel” (Thurman) eller som
”spændingsroman af høj kvalitet”[3]
(Vibeke Schröder) eller som der står på bogens forside: ”...en forrygende
spændingsroman”. Måske netop på grund af disse populærlitterære træk blev bogen
en gigant succes, da den i 1945 udkom i USA, og blev solgt til ”book-of-
the-month”-klubben, og den blev dermed en succes på højde med bl.a. ”Syv
fantastiske Fortællinger”. Med 90.000 solgte eksemplarer alene i USA måske
endda en større kommerciel succes end Karen Blixens øvrige bøger. På den måde
blev Blixens ”fin-litterære” forfatterskab truet med at blive overgået af et
værk hun ikke helt ville vedkende sig og nærmest betragtede som en spøg.
Udsigten til at den seriøse del af forfatterskabet skulle komme til at stå i
skyggen af denne useriøse bog, er en del af forklaringen på, at hun
bogstaveligt ikke ville lægge navn til den, men som nævnt fastholdt det franske
pseudonym helt frem til 1956.
“Gengældelsens Veje” er
bygget op over dannelsesromanens hjem-ude-(nyt)hjem struktur. De to kvindelige
heltinder, Zosine og Lucan, kastes ud i verden og må klare sig selv indtil de
finder et nyt hjem. I Lucans tilfælde gælder det yderligere, at hendes
oprindelige hjem med far, mor og søskende er blevet opløst pga. død og sygdom.
Hun har siden været guvernante, først hos en gammel kvinde, som døde, siden hos
hr. Armworthy og dennes børn. Hun flygter, da hr. Armworthy giver hende et
upassende tilbud: han tilbyder hende at blive hans elskerinde. Hun får et hus i
bekvem afstand fra Armworthy, mod at han til gengæld kan besøge hende, når det
passer ham. Tilbudet krænker Lucan i sådan en grad, at hun flygter i nattens
mulm og mørke, og finder frem til sin veninde Zosine, som lever et beskyttet
liv som forkælet og forgudet datter hos sin far på godset Tortuga. Men det er
kun en stakket frist for Lucan, for allerede dagen efter må Lucan og Zosine
flygte, og på deres fælles 18 års fødselsdag drage ud i verden: Tortugas rigdom
var kun en kulisse, den overdådige 18 års fødselsdag kun en facade, som Zosines
far kunne flygte i ly af. Da festen er slut, banker kreditorerne på døren og
hjemmet splittes.
De to piger tager til storbyen, og det ses, at det ikke er i
overensstemmelse med kønsrollerne, ja faktisk naturstridigt, at to piger skal
sørge for sig selv og færdes ubeskyttet i byen: ”Der var for dem begge noget
stygt og næsten naturstridigt i at skulle beskæftige sig med praktiske Sager og
Forretninger uden en Mands Bistand. Uvilkårligt kom de til, i deres egne Øjne,
at tage sig ud som et Par grove og mandhaftige Fruentimmere” (s.67)[4].
Heldigvis viser redningen sig i dette kritiske øjeblik, nemlig i skikkelse af
Pastor Pennhallow. Pastoren og hans ”hustru”, tager dem med til Frankrig, hvor
de tager sig af pigernes opdragelse og uddannelse. Her etableres et nyt hjem
for de to piger, men også dette viser sig at være bedrag: det hele er et
set-up, der skal dække over hvid slavehandel, unge kvinder, der bliver solgt
til prostitution. Langsomt går sandheden op for de to piger, og i den
dramatiske slutning konfronteres de med den rene ondskab, i skikkelse af Pastor
Pennhallow, som altså er langt fra at være den uegennyttige beskytter og præst
han tilsyneladende var. Efter at have mødt den rene rædsel og ondskab kan
pigerne indgå i et ægteskab og etablere et nyt - og ægte! - hjem med deres
respektive elskede. De to piger udviser romanen igennem handlekraft,
selvstændighed og stolthed og indgår dermed i række af moderne, selvbevidste
kvinder, som Blixens forfatterskab vrimler med. Hvis vi ser romanen på denne
måde, bliver den endnu et eksempel på Blixens moderne kvindeopfattelse, som
Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen fremhæver i deres bog ”Dianas hævn”. Det
gennemgående synspunkt er her, at Blixens kvindeskildringer i hendes
fortællinger og essays er forbavsende moderne, forbavsende, fordi det af mange
er blevet betegnet som reaktionært[5].
Grethe Rostbøll deler i sin bog om Blixen denne fortolkning af
kvindeskildringerne som moderne, og ser i kvindeskikkelserne Pellegrina Leoni
(i ”Drømmerne” og ”Ekko”) og Lady Flora (”Kardinalens tredje Historie”)[6]
en beskrivelse af den pris kvinderne må betale for deres frihed og
selvstændighed.
Bag dannelsesromanens
struktur i “Gengældelsens Veje” ligger
der yderligere et mønster, nemlig folkeeventyrets: I “Gengældelsens Veje”
genkendes opbygning og tema fra ”Drengen der drog ud for at lære angsten at
kende”, som fortæller, at man må lære angsten at kende for at blive et helt
menneske. Angsten er et eksistentielt grundvilkår, og det er en del af
individdannelsen at erkende den. Men i den dannelsesproces pigerne gennemlever,
indgår et nok så væsentligt element, nemlig at indordne sig under en
heteroseksuel orden og undertrykke tiltrækningen fra deres eget køn.
I “Gengældelsens Veje” er kvindekønnet nemlig
set under to forskellige optikker: Et kulturelt, hvor kønnet er lig med en
kapital, som skal forvaltes og investeres fornuftigt, og et ”naturligt”, som
udfolder sig spontant og uegennyttigt, uden forventning om ”afkast”. Ved at se
romanen under disse optikker træder der et nyt mønster frem, og visse
(umiddelbart) uforståelige elementer i romanen bliver forståelige.
Hvis vi ser romanen under
optikken ”køn som kapital”, bliver Lucans væmmelse over Armworthys frieri og
hendes afslag forståelig. Ved at sige ja til ægteskabstilbuddet opnår hun
ganske vist materiel sikkerhed (et stort, smukt hus), men mister lykken eller
kærligheden, som hun forklarer overfor sig selv (s.10). På den måde vil
forholdet være prostitution, hvor kønnet er en vare, som kan købes. Forholdet
vil derfor bygge på tingsliggørelse og ulighed, hvilket for Lucan betyder, at
hun skal stå til rådighed for Armworthy, når han har tid og følelser til overs
fra vigtigere sager (s.17). Derfor væmmes Lucan og gyser når hun tænker på
Armworthy, som dog ud fra en mere nøgtern betragtning opfører sig særdeles
høvisk overfor hende – selvom hans tilbud ikke er ”gentlemanlike”.
Det er den samme
opfattelse af kvindeligheden som vare, der kommer til udtryk i Pennhallows
hvide slavehandel. Gang på gang fremgår det, at de to piger for Pennhallow er
en ren vare, der kan opgøres i penge. Det brev, som Lucan og Zosine finder, og
som afslører den hvide slavehandel, gør kvindekønnets værdi op i aktiver og
passiver. Brevet fortæller at en pige, Rose, som Pennhallow har sendt i prostitution,
er blevet myrdet efter hun har skamferet sig selv og dermed faldet til en
tredje del af det de har investeret i hende. I Pennhallows hænder er Zosine og
Lucan ikke andet end kønsobjekter og deres kapital er frarøvet dem. Lucan er
kommet fra asken i ilden, sammenlignet med Armworthys tilbud.
Lucan og Zosine
undslipper imidlertid den grumme skæbne, som de var tiltænkt. Tværtimod opnår
de hævn over Pennhallows, ikke kun på egne vegne, men også på Roses (og for
negerkvinden Olympia – men det er en anden historie).
Kvindeligheden som en
værdi understreges igen og igen. Eksempelvis siger Zosine om Sir Noël
Harncraft, som Lucan i Frankrig har forelsket sig i, at han ”…har set hundrede
Piger som mig og ved nok, hvad vi er værd” (s.201). En anden mandlig figur,
monsieur Tinchebrait, har – også ifølge Zosine – øje for ”…hvilken Skat en ung
Pige er”, og måske har Zosine mere ret end hun aner: Tinchebrait er i ledtog
med Pennhallows, og dét de har øje for, er pigernes værdi som handelsvarer.
Der er med andre ord
mange, der ud fra forskellige motiver sætter pris på kvindelighed. I
romanens slutning, hvor Lucan har fået sin Noël, anvender hun også
omskrivningen Skat, da hun tydeligvis tænker på sin seksualitet og
jomfruelighed: ”Det syntes Lucan, at hun i mange Aar havde baaret en lønlig
Byrde, et Ansvar som baade var tungt og sødt. Hun havde haft en Skat i
Forvaring. Den var Noëls, bestemt for ham fra Evigheden.” (s.247). Skatten, som
hun har bevaret intakt, kan nu overdrages til (eller investeres i) Nöel, som nu
skal stå ”vagt” over den. Til gengæld får Lucan både materielle værdier – og
kærlighed, mere end Armworthy kunne tilbyde. Også Zosine får belønning for sin
tålmodige venten på det rigtige tilbud og får sin Baron Thesée de Valfonds.
Amerikaneren Susan Hardy Aiken skriver i sin banebrydende
bog, at Blixens univers i høj grad stiller spørgsmålstegn ved vores
traditionelle måde at strukturere verden på, dvs. i binære oppositioner som
krop/sjæl, menneske/dyr, natur/kultur – o.s.v.[7],
og Aiken åbner dermed for en række nyfortolkninger af Blixens fortællinger –
også af ”Gengældelsens Veje”. Ifølge Aiken rokker Blixen især ved mand/kvinde
modsætningen, som i den vestlige kultur spiller en væsentlig rolle i
identitetsdannelsen, for den måde vi forstår os selv og hinanden på. Ikke
mindst Dag Heede har ladet sig inspirere af denne tankegang og påviser i sin
bog “Det umenneskelige – analyser af
seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen” (2001), at det vrimler
med homoseksuelle relationer i Blixens fortællinger. De homoseksuelle
relationer tematiseres ikke direkte, men ligger i fortællingerne som en slags
undertekst, der kommenterer de heteroseksuelle relationer i fortællingerne. Til
gengæld fremstår de heteroseksuelle forhold som mærkværdige, hvis ikke lige
frem farlige for både manden og kvinden. Hvis man f.eks. ser ”Vejene omkring Pisa” i ”Syv fantastiske
Fortællinger” med denne tilgang, dukker et nyt tema frem: Hovedpersonen Grev
Augusts forhold til vennen Karl, hans ægteskabelige problemer, hans problemer
med sin kønsidentitet og almindelige tungsind kan forstås som tematisering af
homoseksualitet, hvilket igen får hele fortællingens hovedhistorie til at
fremtræde i et andet lys. Og hvis man ser endnu en af de ”Syv fantastiske Fortællinger” i dette lys, nemlig ”Den gamle
vandrende ridder” bliver det velkendte trekantsdrama mand-elsker-gift kvinde
til et knap så kendt drama mand-elsker-gift mand og igen bliver
fortællingen en helt anden. Fortællingen ”Aben”, som vil blive omtalt nedenfor,
får også sin helt egen betydning i dette lys.
At denne side af Blixen
først nu er blevet analyseret og beskrevet, og i første omgang af en amerikansk
forsker, hænger naturligvis sammen med, at der i almindelighed er blevet mere
åbenhed omkring seksualitet og ikke mindst homoseksualitet, men forklaringen
skal nok så meget søges i, at Blixen-receptionen, især i Danmark, ikke har haft
lyst til at beskæftige sig med de mere kontroversielle sider af
forfatterskabet. Specielt ”Syv
fantastiske Fortællinger” har udfordret ”det pæne selskab”, som dels forholder
sig moralsk til debuten (f.eks. skriver Ole Wivel: ”Letsind, obskønitet og
blasfemi er der i øvrigt nok af”[8]),
dels forsoner sig med ”amoralen” i ”Syv fantastiske Fortællinger” ved at
henvise til ”menneskeligheden” i ”Den afrikanske Farm” (1937) og
”Vintereventyr” (1942)[9].
Men først og fremmest har den danske Blixen-formidling i årtier været præget af
personer fra kredsen omkring Blixen og af en biografisk tilgang. Den norske
Blixen-forsker, Tone Selboe, skriver i sin introduktion til Karen Blixen, at
denne reception nok er ”…fascinerende , men også mærkelig og til tider næsten
frastødende læsning. På nær nogle enkelte undtagelser vidner de om en
persondyrkelse, ja, nærmest en form for kult, som mig bekendt ikke finder sin
lige i nordisk litteratur”.[10]
Forfatterskabet bliver i disse værker ofte forstået og fortolket i sammenhæng
med Blixens liv. Ole Wivels bog ”Karen Blixen – et uafsluttet selvopgør” er et
eksempel på denne personlige og biografiske tilgang. Allerede af forordet ses
den personlige tilgang og siden den biografiske forståelse: ”Det er denne
frygtløse beskæftigelse med sit eget livs konflikter, der er åndedraget i Karen
Blixens fortællinger”[11].
Ud fra denne tilgang til fortællinger fortolkes fortællingerne ”Aben”, ”Et
Familieselskab i Helsingør" og ”Drømmerne” som ”ufuldbyrdet liv, som nu
fuldbyrdes i fortællingen”, og alle tre indeholder ” …selvportrætter med
forvrængede træk”.
Hvis vi ser
“Gengældelsens Veje” ud fra det poststrukturalistiske synspunkt, som Heede og
Aiken anlægger, træder en ny opfattelse af kvindekønnet frem. Denne opfattelse
af kvinden står i modsætning til
opfattelsen af kønnet som objekt, en værdi, der skal værnes om og som kan
ombyttes med noget andet. Ud fra dette synspunkt bliver den seksualitet og
kærlighed, der udfolder sig mellem de to piger, væsentlig. Pigernes kærlighed
til hinanden og den seksualitet, der udspiller sig mellem dem, finder sted
spontant, uden bagtanker og tjener ikke noget formål ud over sig selv. Bogen
vrimler med scener, hvor pigerne omfavner hinanden, er ”tæt sammenslyngede”,
(se f.eks. s. 184), kysser hinanden, kærtegner hinanden og ikke mindst stærkt
erotisk ladede af- og påklædningsscener. I en af disse afklædningsscener fremgår
det, at pigerne ikke udelukkende ser på hinanden som nære veninder, men at der
også er en erotisk tiltrækning mellem dem (s.179f). Situationen er her den, at
pigerne gennem opholdet hos Pennhallow er begyndt at se deres køn som urent,
som en ”hæslighed”, men nu pludselig efter en regnfuld gåtur har opdaget, at de
er alene hjemme. Da de affører sig deres våde tøj betragter de halvnøgne piger
hinanden og ser pludselig hinanden på denne måde: ”Det Blik, hvormed Pastor
Pennhallow og hans Hustru havde betragtet deres Skønhed, var endt med næsten at
indgyde dem selv Skræk for den. Nu spejlede de sig for første Gang i lang tid i
hinandens Øjne”. Ved at se den andens kvindelighed (og ikke som søster
eller veninde), bliver de begge bevidste om, at deres køn er efterstræbelsesværdigt.
I forlængelse af denne opdagelse intensiveres de erotisk ladede scener, f.eks.:
”Lucan tog Zosine om Halsen og følte sin Venindes kølige, silkeglatte, nøgne
Skuldre mod sine egne glatte, kølige, nøgne Arme” (s.182) og: ”Mens de endnu stod
saaledes tæt sammenslyngede med lykkelige Ansigter, ringede Klokken paa
Porten…(s.184). Og: ”I Hast uden ganske
at slippe hinanden, trak de sig fra Spisestuen ind i deres eget Værelse”
(s.185). Pigerne besegler i øvrigt deres samhørighed i en barnlig, primitiv
ringforlovelse, hvor Zosine laver en ring af tre glasperler. Ringen skal vise,
at de er en enhed, som også omfatter den døde pige Rose, som de to piger
identificerer sig voldsomt med.
Igennem det meste af
bogen vender pigerne primært deres erotiske interesse mod hinanden, og først
efterhånden vendes det mod manden. Da Lucan forelsker sig i Nöel og tror, at
Zosine også er det, føler hun (dog kun ”næsten”) nag til veninden. Dette
markerer en vending i deres forhold, idet Lucan indser, at med mændenes
indtræden begynder adskillelsen af de to. Adskillelsen indtræffer da de begge
er blevet gift (oven i købet på samme dag), og dette afsluttende kapitel
hedder: ”Nu ses vi aldrig igen”. Symbolsk markeres denne adskillelse med, at
Zosine tager den ring af, som var symbolet på hendes og Lucans (og Roses) enhed
og giver den til sin mand, Thesée, som til gengæld kan sætte en ”..skøn,
kostbar gammel Ring” på hendes finger (s. 246). Denne ring indskriver hende
både i ægteskabet og i traditionen, og viser også at Thesée helt konkret sætter
pris på hende.
På denne måde kan
”Gengældelsens Veje” fortolkes som en dannelsesroman, en fortælling om det
individuelle syndefald, som indebærer accept af det ondes eksistens, både i
verden og i individet selv. Samtidig er der i denne fortælling indlejret en
fortælling om, hvordan socialisering og individualisering omfatter indordning
under den heteroseksuelle orden og undertrykkelse af tiltrækningen mod ens eget
køn. Det er enten eller, og derfor er pigernes indtræden i ægteskabet
ensbetydende med, at de skilles for aldrig at ses igen.
Det er ikke første gang,
at motivet med indføring i den heteroseksuelle orden optræder hos Blixen.
Motivet optræder f.eks. i den mærkelige fortælling ”Aben” fra ”Syv fantastiske
Fortællinger”. Udgangspunktet for fortællingen er den unge Boris, som søger
hjælp hos sin tante, priorinden på Seven-Kloster, efter han har været
involveret i noget, som vanskeligt kan forstås som andet end en homoseksuel
”skandale”. Hans redning består i at indgå ægteskab med en kvinde, som tanten i
hast finder til ham, den mildt sagt ukvindelige - eller måske tværtimod alt for
kvindelige – Athene. I hvert fald er hun en kæmpekvinde, men uden kvindelighed,
og hun er ikke helt bevidst om den rolle, hun forventes at indtage som kvinde.
F.eks. handler hendes drømme om Paris ikke om hatte eller mode, som Boris tante
forventer, men om at se den plads, hvor guillotinen stod og om at sætte den
”frygiske Hue på Hovedet”. Både Boris og Athene er i det hele taget ikke
overvældende interesserede i det modsatte køn, og er derfor mere end uvillige
til at indtage deres roller i det forførelsesspil, som tanten iscenesætter for
dem. Og kun ved trusler om skandalisering og anvendelse af sort magi får hun
mandet Boris op til at sætte sin vilje igennem: Han skal voldtage
Athene. For at understrege det vanskelige i hans forehavende – og det ufeminine
ved Athene – hedder det om Athene, da hun står halvt afklædt i chemise og hvide
mamelukker på sit værelse, at hun ”…så ud som en kraftig ung Matrosdreng, der
skal til at spule Dæk.”. Forehavendet lykkes da heller ikke for Boris; han får
slået to tænder ud, men får presset et blodigt kys på Athenes læber. Dagen
efter overbeviser tanten og Boris den uskyldige Athene om, at hun er gravid, og
at hun derfor må gifte sig med Boris. Efter først at have svoret, at hun vil
slå ham ihjel, indvilger Athene i at gifte sig med Boris. Netop i dette øjeblik
banker tantens abe, som har været forsvundet, på vinduet. Aben lukkes ind, men
forvandler sig i det samme til tanten og tanten forvandler sig til abe for
øjnene af Athene og Boris. Denne metamorfose skaber et skel mellem de to på den
ene side og den øvrige verden på den anden, samtidig med, at de for første gang
bliver bevidste om sig selv og den anden som menneske. Athene ser Boris
som noget uden for sig selv. Eller sagt på en anden måde: Det maskuline
bliver udskilt fra hende og bliver et objekt hun skal forholde sig til. Godt
nok får tanten gennemtvunget den heteroseksuelle orden, men det er
metamorfosen, der får Boris og Athene til at acceptere den og til at indtræde i
deres køns roller - på samme måde som Zosine og Lucan indtræder i ægteskabet og
den traditionelle kønsrollefordeling. I Wivels biografiske fortolkning af
”Aben” er både aben og priorinden selvportrætter, og ved at spalte bevidstheden
i disse to instanser dæmoniseres eller amputeres både ”løssluppenhed og
dydsirethed”. Spaltningen ses som et udtryk for Blixens egen ”psykiske
elendighed”, som overvindes i fiktionen[12]
(s.101). Juhl/Jørgensen tillægger ikke tvangselementet i Boris’ og Athenes
accept af ægteskabet nogen særlig betydning, men ser priorindens/abens
metamorfose som katalysator for at Athene og Boris kan erkende det erotiske i
dem selv, og at det er erotikken og sanseligheden, der skal bringe dem sammen,
ikke pligt. Juhl/Jørgensen fortolker fortællingen som skildringen af en proces,
der fører til naturlig etablering af heteroseksuel orden.
Grethe Rostbøll[13]
(som har ladet sig inspirere af Susan Hardy Aiken) analyserer også ”Aben” ud
fra dette perspektiv, men ser Boris’ homoseksualitet som ”…umoden i sin
karakter, og lige så meget udtryk for en feminin side og et kunstnerisk anlæg,
som den er udtryk for en sexuel tilbøjelighed”. Ligesom Athene er han
fremmedgjort overfor det modsatte køn, men for begges vedkommende er det et
spørgsmål om parathed, før de er klar til at møde det modsatte køn eller til at
”fuldbyrde deres voksne sexualitet”, som altså er lig med heterosexualitet.
Slagsmålet mellem de to på Athenes værelse bliver på denne måde et syndefald,
de skal igennem for at kunne indtræde i et heterosexuelt forhold. I denne
fortolkning kastes der et normaliserende skær over homosexualiteten, som er
noget naturligt man ”vokser fra”. Derved demonteres sprængstoffet i ”Aben”,
nemlig den grad af nød, tvang og protest, der ligger bag Boris’ og Athenes
accept af ægteskabet.
Både for Athene, Boris,
Lucan og Zosine, gælder det, at deres heterosexualitet ikke er naturgivent, men
kulturelt betinget, noget de skal lære – eller endda påtvinges.
[1] Ole Wivel: “Karen Blixen – et uafsluttet
selvopgør” (1987), s.131
[2] Judith Thurman: “Karen Blixen – en fortællers
liv”, (1982), s.390
[3] Vibeke Schröder: ”Selvrealisation og
selvfortolkning i Karen Blixens forfatterskab”, 1979
[4] Den benyttede udgave af “Gengældelsens Veje” er Gyldendals Tranebogsudgave, 10. oplag, 1967
[5] Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen: ”Dianas
hævn” (1981)
[6] Grethe F. Rostbøll: “Længslens vingeslag”, (1996)
[7] Susan Hardy Aiken: “Isak Dinesen and engendering of narrative” (1990)
[8] Ole Wivel: ”Karen Blixen – et uafsluttet
selvopgør”, 1987
[9] Jf. Dag Heede, anf. værk
[10] Tone Selboe: ”Karen Blixen – en introduktion”
[11] Ole Wivel: “Karen Blixen – et uafsluttet
selvopgør”, 1987
[12] Ole Wivel: ”Karen Blixen – et uafsluttet selvopgør”,
1987, s.101
[13] Grethe F. Rostbøll: “Længslens vingeslag”, 1996
Per Munkholm
er ekstern lektor v. Institut for Kultur og Medier,
Danmarks Biblioteksskole