Fortolkningens veje

En analyse af Karen Blixens ”Gengældelsens Veje”

Af Per Munkholm

Dannelsesromanens og folkeeventyrets struktur og forløb påvises som nogle vigtige forudsætninger for den meget læste roman. De biografiske læsninger af Karen Blixens forfatterskab undsiges, derimod inddrages nyere ’poststrukturelle’ læsninger, der bl.a. fører til den konklusion, at ”Gengældelsens Veje” kan ”fortolkes som en dannelsesroman, en fortælling om det individuelle syndefald, som indebærer accept af det ondes eksistens, både i verden og i individet selv. Samtidig er der i denne fortælling indlejret en fortælling om, hvordan socialisering og individualisering omfatter indordning under den heteroseksuelle orden og undertrykkelse af tiltrækningen mod ens eget køn.”

Ved udgivelsen af “Gengældelsens Veje” i 1944, var der en del mystik knyttet til forfatteren Pierre Andrézel. Det blev mere end antydet fra Gyldendals side, at det drejede sig om et pseudonym, og gætterierne på, hvem der gemte sig bag navnet gik straks i gang. Mange gættede på Karen Blixen, som før havde leget kispus med den litterære offentligheden – ikke mindst ved udgivelsen af ”Syv fantastiske Fortællinger” (1935), og mange spor pegede da også i retning af Blixen og Rungstedlund: Ikke alene udkom bogen på Blixens forlag, men bogens ”oversætter” skulle angiveligt være Clara Svendsen, som var kendt som Blixens sekretær. Desuden var der mange træk ved ”Gengældelsens Veje”, der mindede om Blixen. Det gælder stilistiske træk, motiver og endda formuleringer. På den ene side skulle bogen altså være et litterært mysterium, på den anden side et mysterium, som let lod sig opklare – hvad det jo også hurtigt blev. På den ene side uofficielt et værk af Karen Blixen, på den anden side officielt et værk af den gådefulde franskmand Pierre Andrézel. Og denne dobbelthed fastholdt Karen Blixen helt til 1956, hvor hun officielt vedkendte sig værket. Og dobbeltheden opretholdes stadig i genudgivelserne. På forsiden af Gyldendals Tranebogs-udgave står der Pierre Andrézel, men på bagsiden Karen Blixen. På den ene side indgår værket i hendes værkfortegnelse, på den anden side holdes det uden for ved at anvende pseudonymet Pierre Andrézel.

Og på den ene side er romanen omtalt i den meste sekundærlitteratur om Karen Blixen, på den anden side er der ikke mange, der har behandlet den for alvor, men mest som en kuriositet i forfatterskabet, og i reglen set den som en kommentar til situationen i Danmark i 1944. Ole Wivel skriver f.eks. i sin bog om Karen Blixen, at “Gengældelsens Veje” var Blixens måde at håne besættelsesmagten på, og forsøget på at afsløre hende som bogens forfatter derfor var at ”demaskere hende for tyskernes øjne”[1]. Også i Judith Thurmans biografi omtales bogen ganske kort, og også her er det den politiske kontekst, der peges på. Thurman henviser til samtidens anmeldere, der så bogen som en politisk allegori.[2] Og bogens behandling af etiske dilemmaer, som hævn og tilgivelse, var da også på mange måder aktuelle i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark og kampen mod den, og romanen er i høj grad blevet fortolket i denne sammenhæng.

Romanens pastiche over den gotiske skrækroman har fået mange til at fremhæve det underholdende aspekt ved bogen, og til at betegne den som ”forfriskende enkel” (Thurman) eller som ”spændingsroman af høj kvalitet”[3] (Vibeke Schröder) eller som der står på bogens forside: ”...en forrygende spændingsroman”. Måske netop på grund af disse populærlitterære træk blev bogen en gigant succes, da den i 1945 udkom i USA, og blev solgt til ”book-of- the-month”-klubben, og den blev dermed en succes på højde med bl.a. ”Syv fantastiske Fortællinger”. Med 90.000 solgte eksemplarer alene i USA måske endda en større kommerciel succes end Karen Blixens øvrige bøger. På den måde blev Blixens ”fin-litterære” forfatterskab truet med at blive overgået af et værk hun ikke helt ville vedkende sig og nærmest betragtede som en spøg. Udsigten til at den seriøse del af forfatterskabet skulle komme til at stå i skyggen af denne useriøse bog, er en del af forklaringen på, at hun bogstaveligt ikke ville lægge navn til den, men som nævnt fastholdt det franske pseudonym helt frem til 1956.

“Gengældelsens Veje” I

“Gengældelsens Veje” er bygget op over dannelsesromanens hjem-ude-(nyt)hjem struktur. De to kvindelige heltinder, Zosine og Lucan, kastes ud i verden og må klare sig selv indtil de finder et nyt hjem. I Lucans tilfælde gælder det yderligere, at hendes oprindelige hjem med far, mor og søskende er blevet opløst pga. død og sygdom. Hun har siden været guvernante, først hos en gammel kvinde, som døde, siden hos hr. Armworthy og dennes børn. Hun flygter, da hr. Armworthy giver hende et upassende tilbud: han tilbyder hende at blive hans elskerinde. Hun får et hus i bekvem afstand fra Armworthy, mod at han til gengæld kan besøge hende, når det passer ham. Tilbudet krænker Lucan i sådan en grad, at hun flygter i nattens mulm og mørke, og finder frem til sin veninde Zosine, som lever et beskyttet liv som forkælet og forgudet datter hos sin far på godset Tortuga. Men det er kun en stakket frist for Lucan, for allerede dagen efter må Lucan og Zosine flygte, og på deres fælles 18 års fødselsdag drage ud i verden: Tortugas rigdom var kun en kulisse, den overdådige 18 års fødselsdag kun en facade, som Zosines far kunne flygte i ly af. Da festen er slut, banker kreditorerne på døren og hjemmet splittes.

De to piger tager til storbyen, og det ses, at det ikke er i overensstemmelse med kønsrollerne, ja faktisk naturstridigt, at to piger skal sørge for sig selv og færdes ubeskyttet i byen: ”Der var for dem begge noget stygt og næsten naturstridigt i at skulle beskæftige sig med praktiske Sager og Forretninger uden en Mands Bistand. Uvilkårligt kom de til, i deres egne Øjne, at tage sig ud som et Par grove og mandhaftige Fruentimmere” (s.67)[4]. Heldigvis viser redningen sig i dette kritiske øjeblik, nemlig i skikkelse af Pastor Pennhallow. Pastoren og hans ”hustru”, tager dem med til Frankrig, hvor de tager sig af pigernes opdragelse og uddannelse. Her etableres et nyt hjem for de to piger, men også dette viser sig at være bedrag: det hele er et set-up, der skal dække over hvid slavehandel, unge kvinder, der bliver solgt til prostitution. Langsomt går sandheden op for de to piger, og i den dramatiske slutning konfronteres de med den rene ondskab, i skikkelse af Pastor Pennhallow, som altså er langt fra at være den uegennyttige beskytter og præst han tilsyneladende var. Efter at have mødt den rene rædsel og ondskab kan pigerne indgå i et ægteskab og etablere et nyt - og ægte! - hjem med deres respektive elskede. De to piger udviser romanen igennem handlekraft, selvstændighed og stolthed og indgår dermed i række af moderne, selvbevidste kvinder, som Blixens forfatterskab vrimler med. Hvis vi ser romanen på denne måde, bliver den endnu et eksempel på Blixens moderne kvindeopfattelse, som Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen fremhæver i deres bog ”Dianas hævn”. Det gennemgående synspunkt er her, at Blixens kvindeskildringer i hendes fortællinger og essays er forbavsende moderne, forbavsende, fordi det af mange er blevet betegnet som reaktionært[5]. Grethe Rostbøll deler i sin bog om Blixen denne fortolkning af kvindeskildringerne som moderne, og ser i kvindeskikkelserne Pellegrina Leoni (i ”Drømmerne” og ”Ekko”) og Lady Flora (”Kardinalens tredje Historie”)[6] en beskrivelse af den pris kvinderne må betale for deres frihed og selvstændighed.

“Gengældelsens Veje” II

Bag dannelsesromanens struktur i “Gengældelsens Veje” ligger der yderligere et mønster, nemlig folkeeventyrets: I “Gengældelsens Veje” genkendes opbygning og tema fra ”Drengen der drog ud for at lære angsten at kende”, som fortæller, at man må lære angsten at kende for at blive et helt menneske. Angsten er et eksistentielt grundvilkår, og det er en del af individdannelsen at erkende den. Men i den dannelsesproces pigerne gennemlever, indgår et nok så væsentligt element, nemlig at indordne sig under en heteroseksuel orden og undertrykke tiltrækningen fra deres eget køn.

I “Gengældelsens Veje” er kvindekønnet nemlig set under to forskellige optikker: Et kulturelt, hvor kønnet er lig med en kapital, som skal forvaltes og investeres fornuftigt, og et ”naturligt”, som udfolder sig spontant og uegennyttigt, uden forventning om ”afkast”. Ved at se romanen under disse optikker træder der et nyt mønster frem, og visse (umiddelbart) uforståelige elementer i romanen bliver forståelige.

Hvis vi ser romanen under optikken ”køn som kapital”, bliver Lucans væmmelse over Armworthys frieri og hendes afslag forståelig. Ved at sige ja til ægteskabstilbuddet opnår hun ganske vist materiel sikkerhed (et stort, smukt hus), men mister lykken eller kærligheden, som hun forklarer overfor sig selv (s.10). På den måde vil forholdet være prostitution, hvor kønnet er en vare, som kan købes. Forholdet vil derfor bygge på tingsliggørelse og ulighed, hvilket for Lucan betyder, at hun skal stå til rådighed for Armworthy, når han har tid og følelser til overs fra vigtigere sager (s.17). Derfor væmmes Lucan og gyser når hun tænker på Armworthy, som dog ud fra en mere nøgtern betragtning opfører sig særdeles høvisk overfor hende – selvom hans tilbud ikke er ”gentlemanlike”.

Det er den samme opfattelse af kvindeligheden som vare, der kommer til udtryk i Pennhallows hvide slavehandel. Gang på gang fremgår det, at de to piger for Pennhallow er en ren vare, der kan opgøres i penge. Det brev, som Lucan og Zosine finder, og som afslører den hvide slavehandel, gør kvindekønnets værdi op i aktiver og passiver. Brevet fortæller at en pige, Rose, som Pennhallow har sendt i prostitution, er blevet myrdet efter hun har skamferet sig selv og dermed faldet til en tredje del af det de har investeret i hende. I Pennhallows hænder er Zosine og Lucan ikke andet end kønsobjekter og deres kapital er frarøvet dem. Lucan er kommet fra asken i ilden, sammenlignet med Armworthys tilbud.

Lucan og Zosine undslipper imidlertid den grumme skæbne, som de var tiltænkt. Tværtimod opnår de hævn over Pennhallows, ikke kun på egne vegne, men også på Roses (og for negerkvinden Olympia – men det er en anden historie).

Kvindeligheden som en værdi understreges igen og igen. Eksempelvis siger Zosine om Sir Noël Harncraft, som Lucan i Frankrig har forelsket sig i, at han ”…har set hundrede Piger som mig og ved nok, hvad vi er værd” (s.201). En anden mandlig figur, monsieur Tinchebrait, har – også ifølge Zosine – øje for ”…hvilken Skat en ung Pige er”, og måske har Zosine mere ret end hun aner: Tinchebrait er i ledtog med Pennhallows, og dét de har øje for, er pigernes værdi som handelsvarer.

Der er med andre ord mange, der ud fra forskellige motiver sætter pris på kvindelighed. I romanens slutning, hvor Lucan har fået sin Noël, anvender hun også omskrivningen Skat, da hun tydeligvis tænker på sin seksualitet og jomfruelighed: ”Det syntes Lucan, at hun i mange Aar havde baaret en lønlig Byrde, et Ansvar som baade var tungt og sødt. Hun havde haft en Skat i Forvaring. Den var Noëls, bestemt for ham fra Evigheden.” (s.247). Skatten, som hun har bevaret intakt, kan nu overdrages til (eller investeres i) Nöel, som nu skal stå ”vagt” over den. Til gengæld får Lucan både materielle værdier – og kærlighed, mere end Armworthy kunne tilbyde. Også Zosine får belønning for sin tålmodige venten på det rigtige tilbud og får sin Baron Thesée de Valfonds.

Poststrukturalisme

Amerikaneren Susan Hardy Aiken skriver i sin banebrydende bog, at Blixens univers i høj grad stiller spørgsmålstegn ved vores traditionelle måde at strukturere verden på, dvs. i binære oppositioner som krop/sjæl, menneske/dyr, natur/kultur – o.s.v.[7], og Aiken åbner dermed for en række nyfortolkninger af Blixens fortællinger – også af ”Gengældelsens Veje”. Ifølge Aiken rokker Blixen især ved mand/kvinde modsætningen, som i den vestlige kultur spiller en væsentlig rolle i identitetsdannelsen, for den måde vi forstår os selv og hinanden på. Ikke mindst Dag Heede har ladet sig inspirere af denne tankegang og påviser i sin bog “Det umenneskelige – analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen” (2001), at det vrimler med homoseksuelle relationer i Blixens fortællinger. De homoseksuelle relationer tematiseres ikke direkte, men ligger i fortællingerne som en slags undertekst, der kommenterer de heteroseksuelle relationer i fortællingerne. Til gengæld fremstår de heteroseksuelle forhold som mærkværdige, hvis ikke lige frem farlige for både manden og kvinden. Hvis man f.eks. ser ”Vejene omkring Pisa” i ”Syv fantastiske Fortællinger” med denne tilgang, dukker et nyt tema frem: Hovedpersonen Grev Augusts forhold til vennen Karl, hans ægteskabelige problemer, hans problemer med sin kønsidentitet og almindelige tungsind kan forstås som tematisering af homoseksualitet, hvilket igen får hele fortællingens hovedhistorie til at fremtræde i et andet lys. Og hvis man ser endnu en af de ”Syv fantastiske Fortællinger” i dette lys, nemlig ”Den gamle vandrende ridder” bliver det velkendte trekantsdrama mand-elsker-gift kvinde til et knap så kendt drama mand-elsker-gift mand og igen bliver fortællingen en helt anden. Fortællingen ”Aben”, som vil blive omtalt nedenfor, får også sin helt egen betydning i dette lys.

At denne side af Blixen først nu er blevet analyseret og beskrevet, og i første omgang af en amerikansk forsker, hænger naturligvis sammen med, at der i almindelighed er blevet mere åbenhed omkring seksualitet og ikke mindst homoseksualitet, men forklaringen skal nok så meget søges i, at Blixen-receptionen, især i Danmark, ikke har haft lyst til at beskæftige sig med de mere kontroversielle sider af forfatterskabet. Specielt ”Syv fantastiske Fortællinger” har udfordret ”det pæne selskab”, som dels forholder sig moralsk til debuten (f.eks. skriver Ole Wivel: ”Letsind, obskønitet og blasfemi er der i øvrigt nok af”[8]), dels forsoner sig med ”amoralen” i ”Syv fantastiske Fortællinger” ved at henvise til ”menneskeligheden” i ”Den afrikanske Farm” (1937) og ”Vintereventyr” (1942)[9]. Men først og fremmest har den danske Blixen-formidling i årtier været præget af personer fra kredsen omkring Blixen og af en biografisk tilgang. Den norske Blixen-forsker, Tone Selboe, skriver i sin introduktion til Karen Blixen, at denne reception nok er ”…fascinerende , men også mærkelig og til tider næsten frastødende læsning. På nær nogle enkelte undtagelser vidner de om en persondyrkelse, ja, nærmest en form for kult, som mig bekendt ikke finder sin lige i nordisk litteratur”.[10] Forfatterskabet bliver i disse værker ofte forstået og fortolket i sammenhæng med Blixens liv. Ole Wivels bog ”Karen Blixen – et uafsluttet selvopgør” er et eksempel på denne personlige og biografiske tilgang. Allerede af forordet ses den personlige tilgang og siden den biografiske forståelse: ”Det er denne frygtløse beskæftigelse med sit eget livs konflikter, der er åndedraget i Karen Blixens fortællinger”[11]. Ud fra denne tilgang til fortællinger fortolkes fortællingerne ”Aben”, ”Et Familieselskab i Helsingør" og ”Drømmerne” som ”ufuldbyrdet liv, som nu fuldbyrdes i fortællingen”, og alle tre indeholder ” …selvportrætter med forvrængede træk”.

“Gengældelsens Veje” III

Hvis vi ser “Gengældelsens Veje” ud fra det poststrukturalistiske synspunkt, som Heede og Aiken anlægger, træder en ny opfattelse af kvindekønnet frem. Denne opfattelse af kvinden står i modsætning til opfattelsen af kønnet som objekt, en værdi, der skal værnes om og som kan ombyttes med noget andet. Ud fra dette synspunkt bliver den seksualitet og kærlighed, der udfolder sig mellem de to piger, væsentlig. Pigernes kærlighed til hinanden og den seksualitet, der udspiller sig mellem dem, finder sted spontant, uden bagtanker og tjener ikke noget formål ud over sig selv. Bogen vrimler med scener, hvor pigerne omfavner hinanden, er ”tæt sammenslyngede”, (se f.eks. s. 184), kysser hinanden, kærtegner hinanden og ikke mindst stærkt erotisk ladede af- og påklædningsscener. I en af disse afklædningsscener fremgår det, at pigerne ikke udelukkende ser på hinanden som nære veninder, men at der også er en erotisk tiltrækning mellem dem (s.179f). Situationen er her den, at pigerne gennem opholdet hos Pennhallow er begyndt at se deres køn som urent, som en ”hæslighed”, men nu pludselig efter en regnfuld gåtur har opdaget, at de er alene hjemme. Da de affører sig deres våde tøj betragter de halvnøgne piger hinanden og ser pludselig hinanden på denne måde: ”Det Blik, hvormed Pastor Pennhallow og hans Hustru havde betragtet deres Skønhed, var endt med næsten at indgyde dem selv Skræk for den. Nu spejlede de sig for første Gang i lang tid i hinandens Øjne”. Ved at se den andens kvindelighed (og ikke som søster eller veninde), bliver de begge bevidste om, at deres køn er efterstræbelsesværdigt. I forlængelse af denne opdagelse intensiveres de erotisk ladede scener, f.eks.: ”Lucan tog Zosine om Halsen og følte sin Venindes kølige, silkeglatte, nøgne Skuldre mod sine egne glatte, kølige, nøgne Arme” (s.182) og: ”Mens de endnu stod saaledes tæt sammenslyngede med lykkelige Ansigter, ringede Klokken paa Porten…(s.184). Og: ”I Hast uden ganske at slippe hinanden, trak de sig fra Spisestuen ind i deres eget Værelse” (s.185). Pigerne besegler i øvrigt deres samhørighed i en barnlig, primitiv ringforlovelse, hvor Zosine laver en ring af tre glasperler. Ringen skal vise, at de er en enhed, som også omfatter den døde pige Rose, som de to piger identificerer sig voldsomt med.

Igennem det meste af bogen vender pigerne primært deres erotiske interesse mod hinanden, og først efterhånden vendes det mod manden. Da Lucan forelsker sig i Nöel og tror, at Zosine også er det, føler hun (dog kun ”næsten”) nag til veninden. Dette markerer en vending i deres forhold, idet Lucan indser, at med mændenes indtræden begynder adskillelsen af de to. Adskillelsen indtræffer da de begge er blevet gift (oven i købet på samme dag), og dette afsluttende kapitel hedder: ”Nu ses vi aldrig igen”. Symbolsk markeres denne adskillelse med, at Zosine tager den ring af, som var symbolet på hendes og Lucans (og Roses) enhed og giver den til sin mand, Thesée, som til gengæld kan sætte en ”..skøn, kostbar gammel Ring” på hendes finger (s. 246). Denne ring indskriver hende både i ægteskabet og i traditionen, og viser også at Thesée helt konkret sætter pris på hende.

På denne måde kan ”Gengældelsens Veje” fortolkes som en dannelsesroman, en fortælling om det individuelle syndefald, som indebærer accept af det ondes eksistens, både i verden og i individet selv. Samtidig er der i denne fortælling indlejret en fortælling om, hvordan socialisering og individualisering omfatter indordning under den heteroseksuelle orden og undertrykkelse af tiltrækningen mod ens eget køn. Det er enten eller, og derfor er pigernes indtræden i ægteskabet ensbetydende med, at de skilles for aldrig at ses igen.

”Aben”

Det er ikke første gang, at motivet med indføring i den heteroseksuelle orden optræder hos Blixen. Motivet optræder f.eks. i den mærkelige fortælling ”Aben” fra ”Syv fantastiske Fortællinger”. Udgangspunktet for fortællingen er den unge Boris, som søger hjælp hos sin tante, priorinden på Seven-Kloster, efter han har været involveret i noget, som vanskeligt kan forstås som andet end en homoseksuel ”skandale”. Hans redning består i at indgå ægteskab med en kvinde, som tanten i hast finder til ham, den mildt sagt ukvindelige - eller måske tværtimod alt for kvindelige – Athene. I hvert fald er hun en kæmpekvinde, men uden kvindelighed, og hun er ikke helt bevidst om den rolle, hun forventes at indtage som kvinde. F.eks. handler hendes drømme om Paris ikke om hatte eller mode, som Boris tante forventer, men om at se den plads, hvor guillotinen stod og om at sætte den ”frygiske Hue på Hovedet”. Både Boris og Athene er i det hele taget ikke overvældende interesserede i det modsatte køn, og er derfor mere end uvillige til at indtage deres roller i det forførelsesspil, som tanten iscenesætter for dem. Og kun ved trusler om skandalisering og anvendelse af sort magi får hun mandet Boris op til at sætte sin vilje igennem: Han skal voldtage Athene. For at understrege det vanskelige i hans forehavende – og det ufeminine ved Athene – hedder det om Athene, da hun står halvt afklædt i chemise og hvide mamelukker på sit værelse, at hun ”…så ud som en kraftig ung Matrosdreng, der skal til at spule Dæk.”. Forehavendet lykkes da heller ikke for Boris; han får slået to tænder ud, men får presset et blodigt kys på Athenes læber. Dagen efter overbeviser tanten og Boris den uskyldige Athene om, at hun er gravid, og at hun derfor må gifte sig med Boris. Efter først at have svoret, at hun vil slå ham ihjel, indvilger Athene i at gifte sig med Boris. Netop i dette øjeblik banker tantens abe, som har været forsvundet, på vinduet. Aben lukkes ind, men forvandler sig i det samme til tanten og tanten forvandler sig til abe for øjnene af Athene og Boris. Denne metamorfose skaber et skel mellem de to på den ene side og den øvrige verden på den anden, samtidig med, at de for første gang bliver bevidste om sig selv og den anden som menneske. Athene ser Boris som noget uden for sig selv. Eller sagt på en anden måde: Det maskuline bliver udskilt fra hende og bliver et objekt hun skal forholde sig til. Godt nok får tanten gennemtvunget den heteroseksuelle orden, men det er metamorfosen, der får Boris og Athene til at acceptere den og til at indtræde i deres køns roller - på samme måde som Zosine og Lucan indtræder i ægteskabet og den traditionelle kønsrollefordeling. I Wivels biografiske fortolkning af ”Aben” er både aben og priorinden selvportrætter, og ved at spalte bevidstheden i disse to instanser dæmoniseres eller amputeres både ”løssluppenhed og dydsirethed”. Spaltningen ses som et udtryk for Blixens egen ”psykiske elendighed”, som overvindes i fiktionen[12] (s.101). Juhl/Jørgensen tillægger ikke tvangselementet i Boris’ og Athenes accept af ægteskabet nogen særlig betydning, men ser priorindens/abens metamorfose som katalysator for at Athene og Boris kan erkende det erotiske i dem selv, og at det er erotikken og sanseligheden, der skal bringe dem sammen, ikke pligt. Juhl/Jørgensen fortolker fortællingen som skildringen af en proces, der fører til naturlig etablering af heteroseksuel orden.

Grethe Rostbøll[13] (som har ladet sig inspirere af Susan Hardy Aiken) analyserer også ”Aben” ud fra dette perspektiv, men ser Boris’ homoseksualitet som ”…umoden i sin karakter, og lige så meget udtryk for en feminin side og et kunstnerisk anlæg, som den er udtryk for en sexuel tilbøjelighed”. Ligesom Athene er han fremmedgjort overfor det modsatte køn, men for begges vedkommende er det et spørgsmål om parathed, før de er klar til at møde det modsatte køn eller til at ”fuldbyrde deres voksne sexualitet”, som altså er lig med heterosexualitet. Slagsmålet mellem de to på Athenes værelse bliver på denne måde et syndefald, de skal igennem for at kunne indtræde i et heterosexuelt forhold. I denne fortolkning kastes der et normaliserende skær over homosexualiteten, som er noget naturligt man ”vokser fra”. Derved demonteres sprængstoffet i ”Aben”, nemlig den grad af nød, tvang og protest, der ligger bag Boris’ og Athenes accept af ægteskabet.

Både for Athene, Boris, Lucan og Zosine, gælder det, at deres heterosexualitet ikke er naturgivent, men kulturelt betinget, noget de skal lære – eller endda påtvinges.