Nysø, den 20 Juni 1840.
Kjære Komtesse Barck!
Det var smukt og kjærligt af Dem at De skrev mig til [2]! jeg fik først igaar den nydelige Brevdue, thi da den ikke fandt mig i Kjøbenhavn, tog den Flugt af Landet til, flere Mile ud, og her kom den paa det storartede Nysøe! Thorvaldsen er ogsaa herude i denne Tid! De veed jo nok at hans fleste Arbeider under dette Ophold i Danmark skriver sig her fra; han har igaar fuldendt et deiligt Basrelief: en dandsende Faun og en Bacchantinde, han har Pinnier, hun Druer i Haaret, han svinger Beknerne, hun Thyrsus-Staven [3]. I Dag har han anlagt et nyt Basrelief, som vist vil komme til at regnes mellem de yndigste Ting han har leveret: det er Hymen som tænder sine Fakler, den lille Amor svæver foran og har afskudt sin Piil [4]. Selv har jeg ogsaa været ret flittig herude, jeg har skrevet et nyt Børne-Eventyr: “Ole Lukøie” [5]. De kjende vel i Sverrig dette Navn; det betyder hos os hvad “Der Sandmann” er i Tydskland, en underlig Krabat, som om Aftenen naar Børn sidde allerbedst faaer dem til at plirre med Øinene og de maa lukke dem og sove. Mit Eventyr er ganske broget, jeg glæder mig til engang i Sommer at læse det for dem og deres paa Børringe! men naar kommer jeg vel! O de kan troe, jeg gjerne strax fløi over til det for mig saa meget-kjært-eiende Skaane, men jeg har lovet Grev Moltke i Fyen at komme over til ham i Sommer og føre Digteren Holst med, og Holst kan, for sine Forretninger kun reise paa en vis Tid i Juli- Maaned, saa maa jeg altsaa just den Tid følge med ham. Rimeligviis bliver der altsaa ikke før i August noget af en skaansk Reise, men selv om Nattergalerne og Storkene vare borte, om Bøgeskovene vare brune, hvad siger det naar jeg kun træffe de som ere mig venligt stemte, de kjære svenske Veninder og Venner!
Kjøbenhavn, den 5. Juli 1840.
Saa mange Dage ere flagrede hen, uden at min Brevfugl har taget Veien til Børinge; jeg kom netop herind til Byen, da jeg med Venner fik Tilbud at reise med ud til Kroningen, det gik i Gallop og jeg var flere Dage i Frederiksborg [6]. Jeg havde, ved Prosessionen en ypperlig Plads i et Vindue i Riddersalen, Kongen saae meget alvorlig ud, næsten lidt lidende, men var meget smuk, Dronningen særdeles deilig og Damerne som fulgte, dannede det meest pompøse i det hele Tog! Om Aftenen var et stort Fyrværkeri og Dagen efter Revue, ved denne beærde Dronningen mig med nogle venlige Ord derude i Skoven. Feststykket af Heiberg, “Syvsoverdagen” [7] er særdeles poetisk, det er nogle spidsborgerlige Folk fra vor Tid, som ville ud til Kroningen Festen, en ung Pige (Fru Heiberg) med sin Broder (Phister) [8] forlade Selskabet og vandre til Gurre-Ruiner, her falder Natten paa og de sove ind i Krattet; men den unge Pige er forlovet med en Digter (Holst) [9], denne har skrevet et Digt: “Waldemar Atterdag paa Gurre”, og nu drømme Broder og Søster at de leve i Kong Waldemars Tid, at Digteren er Kongens Skjald der eier Kongens Kjærlighed ved Tovelilles Ring. Deres Drøm træder op som Virkelighed, man seer det gamle Gurre hæve sig af Ruinerne, Riddere og Damer træde ud og et heelt Drama fra hiin Tid udvikler sig; naar dette ender vaagne Broder og Søster og i en Taaget Morgen naar de Frederiksborg hvor de samles med deres Selskab og Kroningsfesten begynder.
ærbødigst deres dem inderlig hengivne
E.S. En inderlig Hilsen til den livlige, aandfulde Frøken Stackelberg [11]!
9 Septbr. 1840.
At min Kone ogsaa ønsker sig fritagen for den anden Rolle i Deres nye Stykke, undlader jeg ikke hermed at tilmelde Dem, i Svar paa Deres Skrivelse til hende.
Ærbødigst
Kjøbenhavn den 19 October 1840.
Kjære Ingemann!
Nu først skriver jeg, nu, i det jeg forlader Danmark; hvorfor jeg ikke har skrevet saa længe kan jeg ingen sand Grund give der undskylder; jeg har ikke følt mig oplagt og dog altid havdt Dem og Deres Kone i Tanke og vildet meddeelt mig! Jeg har skrevet en nye Tragedie, et Stykke jeg ventede den største Glæde af, og just dette Arbeide sprunget ud af mit Blod og min Tanke, dette Barn af min øieblikkelige Stemning har kun bragt mig Sorg; jeg har fra det heibergske Huus mødt saa megen Uvenlighed, jeg har senere - dog nok herom, Stykkets Opførelse udsættes Uge for Uge og derfor vil jeg bort fra et Hjem, hvor saa Mange ville mig ondt! jeg vil bort fra alt det Dræbende omkring mig. Jeg reiser, den sidste Løverdag i denne Maaned [2], uden at oppebie Stykkets Opførelse, der vel finder Sted 14 Dage efter. I München træffer jeg sammen med H. P. H o l s t [3] [;] vi reise til Rom hvor vi ere i Julen; der hører jeg om mit Stykke er udpebet eller hvad Penge det giver mig; under Lykkelige Omstændigheder gaaer jeg til Grækenland, maaskee til Orienten. Den lykkeligste Omstændighed vilde egentligt være at døe ude, aldrig mere vende hjem, og det er min varmeste Bøn [4]! Gud høre den, eller give mig Kraft til [at] skabe et nyt, men sandt Digterværk. Hvis vi ikke sees mere, da modtag her en yngere Vens Tak for Alt hvad De har været mig, fra jeg som fattig Dreng besøgte Dem, til jeg som Ven sad hos Dem! i Tankerne er jeg i Deres hyggelige Hjem! hils Deres kjære Kone, hun er en reen, god Sjæl! Gud lønne hende for hendes Mildhed mod mig! Lev vel! Guds Villie skee med mig! -
Deres hengivne
[Udskrift:]
Mandag d. 19de October 1840.
Jeg havde ikke trot at Noget mere kunde give mig en saa dyb indere Smerte, som jeg følte igaar ved at læse Deres Brev [2] kjære Andersen! Deres Reise er da saa hurtig bestemt, De kommer ikke som jeg havde ventet gjennem Odense, De reiser før Deres Tragedie bliver opført, jeg kan ikke ret fatte det Altsammen, og jeg har dog tænkt en heel lang søvnløs Nat derpaa. Louise Collin skal have Bryllup, De besøger ikke før Deres Afreise Sverrig, og hvis De var riig vilde De tage (Gud hvor De er en ægte Herre) Ida Falbe [3]. Gudskeelov De ikke er riig kjære Andersen, jeg hørte netop forleden begge de deilige Frøken Falber i Anledning af den enes Forlovelse meget omtale, som Piger der af Moderen vare indøvede naar, og hvorledes de skulde slaae Øjnene op og ned og en saadan Pige vilde den Mand vælge der har Aand og Sands for noget bedre, vælge af en flygtig Forlibelse i en Modedame, hvis fine Skjønhed som oftest varer saa kort, og hvad er der saa tilbage, eller af en ulykkelig Trods for at foraarsage den virkelige Gjenstand for sin Tilbøjelighed en indbildt Krænkelse og derved maaskee gjøre baade sig selv og den ny Udvalgte ulykkelig! Jeg kan ikke tænke mig nogen sand Kjærlighed uden den der er grundet paa Agtelse. Dog smukke Piger blive jo gjerne misundte af deres eget Kjøn og derfor ogsaa bagtalte lidt. Fr. Falbe er maaskee meget elskværdig, jeg kan mindes at jeg gjennem Adolph Recke engang har læst et lille smigrende
og nydeligt Digt fra Dem til hende [4] - dog Digterne kaste jo ligesom Deres Troesforvandte Tyrkerne Schawlerne mangesteds hen. Og i saa Henseende er De virkelig en Baggesen. Dog mit Spøg er her paa upassende Sted; men jeg vilde selv gjærne lee en Smule, for at blive lidt let om Hjertet. De vil have et langt Brev, hvad skal det indeholde og hvilken en Glæde kan det egentlig forskaffe Dem, jeg er neppe underholdende mere om jeg nogensinde har været det. Saa der var Malurt i mit sidste Brev, det bedrøver mig min kjære Broder, hvad Gud har tilskikket mig og os Alle maatte jo opvække den højeste Smerte [5]; men ikke Bitterhed, veed De at Gusta har været dødsyg og at vi i 3 Uger have gaaet i en skrækkelig Ængstelse og Spending, det er nu meget bedre, og der er igjen en lille Stilstand i Familiesorgerne; men disse evige Spændinger hærde, eller udmatte. - De siger mig ikke i Deres sidste Brev, om Fr. Heiberg giver Maurerpigen, man har har fortalt mig, at hun havde betænkt sig og taget den. Hvorfor skulde Maurerpigen ikke være skreven under en god Geniuses Indflydelse, jeg tror hvert Digterværk har sin enten en himmelsk eller en jordisk, saaledes har jeg altid i Tankerne gjort Louise Collin til Improvisatorens. Er Comtesse Barck eller Fr. Falbe Maurerpigens? See nu om Riigdom, Fornemhed og Skjønhed, eller Søsterkjærlighed formaaer meest, Stedsøsteren i Odense har vel særdeles Yndlinge blandt Deres Arbeider men hun har ogsaa en god Bøn for dem alle, og gjør Maurerpigen Lykke som jeg sikkert haaber, saa vil jeg ved Gud dele lidt af Hæderen med de tre Første. - Forfatteren tilfalder naturligviis den største Part! Har Maurerpigen derimod ikke det Held som jeg sikkert tror den fortjener, saa vend tilbage til Søsteren, den ene idetmindste skal ikke svigte Dem, hun kan intet Savn udfylde; men dog mildne det. De siger Ingen er lykkelig. Igaar Aftes og i Nat syntes jeg at De havde Ret, alting var saa mørkt om mig, min kjære Moder trak Vejret saa kort og ængsteligt, og udenfor strømmede Regnen voldsomt ned, jeg følte ret dybt at heller ikke jeg var lykkelig, og dog tør jeg nok sige jeg gjør nu saa smaae Fordringer til Livet, som yngere tænkte jeg altid, man skal glæde sig ved Livet, det skal nydes, nu tænker jeg, det skal udholdes og bæres; men derfor griber jeg ogsaa med Begjærlighed de smaae matte Glædesstraaler der falde paa min Vei. Da jeg imorges stod op skinnede Solen saa dejligt klart, o, hvem der dog kunne tage Sol og Maane med fra det lille Hjem som vi til Foraaret forlade, saaledes som her fra første Haand faae vi det neppe igjen, da jeg kom ud paa Gaden var Luften klar og frisk, jeg mødte flere Bekjendtere, de hilsede mig alle saa venligt, o, jeg holder meget af Odense, i en stor By føler jeg mig saa underlig forladt! Da jeg kom ned til Børnene, kom Bertha og den deilige lille Christian [6], det smukkeste og elskværdigste Barn jeg nogensinde har seet mig imøde paa Trappen, Bertha havde en smuk Bouquet til mig det var de sidste Blomster fra Haven, og den lille Engledreng stod i et Væk og raabte “Da Jet, Jet Blomster”, da jeg kom indenfor bragte Fr. Schønheyder mig en Kop Chokolade for at varme mig efter Touren derned og Schønheyder kom strax efter med det venlige Forslag at han til Sommer vilde lære Bertha og mig at male i Olie o, jeg glæder mig ret dertil. Schønh. maler smukt, han har særdeles Anlæg og har i flere Aar lært af Gebauer. Mit Sind er saa bevægeligt, jeg glemte over al den Venlighed reent hvor ulykkelig jeg havde følt mig om Natten jeg syntes jeg var saa uhyre lykkelig; men nu da jeg er kommen hjem og endnu engang har læst Deres Brev, nu er jeg igjen bedrøvet. Menneskene ere tidt saa gode imod mig, jeg vilde saa gjærne være ret god igjen især mod mine Venner; men det har i det sidste Aar saa ofte forekommet mig som om jeg egentlig intet mere var for Dem, som om De ved ikke at see Breve fra mig, ikke vilde føle andet Savn end det Vanen giver, maaskee jeg har havt Uret, saa tilgiv mig det. Tro ikke hvad jeg her har skrevet er fremkaldt af nogen Bitterhedsfølelse, det er det ved Gud ikke; jeg er i dette Øjeblik kun nedstemt jeg vil gjemme mit Brev til imorgen! -
Tirsdag den 20de. Veiret er ret mørkt og uhyggeligt i Dag ja, hvem der ogsaa kunde see Sydens Himmel; men det opnaaer jeg aldrig, og hvad kunde det ogsaa nytte mig der jo er skabt for et aldeles Hverdagsliv, maaskee gjøre mig utilfreds med dette. Moder er svag i disse Dage Gigten er saa slem, og med den følger gjerne noget feberagtigt Gud styrke dog hendes Helbred tænk hvilken en evig Ængstelse jeg vil komme til at gaae i naar vi blive ene, ja De har Ret der ligger noget meget tungt i at føle sig ene, især naar man har været vant til at være saa mange, jeg har en Følelse som om jeg med Søstrene tog Afsked med den sidste Rest af min Ungdom og jeg vil saa gjerne være evig ung, jeg føler mig saa vel blandt Børn og yngre Mennesker, gid jeg maae døe inden der kommer et graat Haar paa mit Hoved inden der falder en Tand ud af min Mund, jeg vil saa nødig ældes og sløves hverken paa Sind eller Legeme. De ønsker Dem en Græstørv i Syden, jeg synes jeg kan see hvordan den vilde blive støvet og afsveden af Heden. Det kolde regnfulde Danmark kan give den friskere og grønnere; der vil gro en lille Gaaseurt paa den, dog en Digter ønsker sig et Marmormonument, og det kan jo Syden give. - Jeg tror ikke at De døer udenlands; men jeg tror De vil føle Dem saa vel derude, at det vil vare lang Tid inden vi gjensee Dem, og naar De da gjenseer Hjemmet vil vistnok meget være forandret. - Hvorlænge kan De hæve Deres aarlige Indkomster i Udlandet? Til Africa, til Orienten hvad sige Deres kjøbenhavnske Venner dertil? Jeg skal hilse Dem saa mange Gange fra alle Søstrene, Tante Gusta vil selv skrive inden De reiser har hun sagt. Paa Lørdag 8 Dage altsaa, vi ville Alle tænke paa Dem. - Søstrene ønske saa meget at Moder skulde bo i Kjøbh. for at være dem alle nærmere hun lader til selv at have Lyst dertil; men for det Første bliver det da ikke, Gudskeelov, havde jeg nær sagt; men det mener jeg dog ikke, jeg vilde gjærne bo i Kjøbh. naar jeg ikke skulde forlade Odense. I Kjøbh. er jo Faders Grav, Gusta, vi ere ogsaa Norge nærmere, der er nogle enkelte Mennesker jeg holder af, mange aandige Nydelser, hvoraf dog enkelte selv er for den Ubemidlede. Her er frisk Luft, Barndomserindringer og Ungdomsvenner Mennesker som holde af mig; men her er flere smertelige end blide Erindringer, Ungdomsvennerne blive færre og færre, her komme bestandig ny Mennesker til Byen og de gamle forsvinde, var ikke Børnene saa; dog Kjøbh. gjør mig melankolsk, men kan det convenere [7] Moder, vil jeg jo vist ogsaa føle mig tilfreds der. Vilde De naar De kommer hjem besøge den lille Enkebolig som De nu besøger Wulffs Collinerne og Fr. Læssøe? Maaskee! men det vilde i al Fald kun blive paa faae Minutter. Naar jeg seer Dem kan jeg aldrig tale med Dem som naar jeg skriver, ikke som i gamle Dage i Tolderlund. De er som et flygtigt Syn, før jeg har faaet Læberne aabnede er De borte. - Betty S- [8] er jo kommen fra Nyssøe og det ganske pludseligt, hun er et ulykkeligt Væsen, hendes Phantasi løber saa aldeles af med hende, man beskylder hende for at være intriguant det tror jeg dog virkelig ikke hun er, jeg tror hun har baade Hoved og Hjerte; men hun er saa forunderlig forkuet og forskruet det har nok været rent galt mellem hende og Fr. Wulff har jeg hørt sige. De vil have et langt Brev kjære Andersen, hvad vil De jeg skal skrive om, jeg veed Intet, siden Faders Død forekommer det mig ofte som mit egentlige Livs Historie var aldeles afsluttet. Eline Faaborg sidder her, hun beder mig hilse, og siger de Ord De lagde Tante A- i Munden “Gud det lykkelige Menneske der skal til Grækenland, til Orienten!” Af hvad Art bliver Deres ny Bog, eller rettere i hvilken Form? Ere Deres sidste Eventyr udkomne? Jeg spørger som om jeg kunde vente Svar, jeg kan endnu ikke ret tænke mig at det ikke er saaledes, og dog, seer jeg ikke endnu engang nogle Linier fra Dem inden De reiser? - Paa Mandag 8 Dage reiser Jane over Kjøbenhavn til Vordingborg, hun bliver nogle Dage i Hovedstaden for at see til den kjære Søster Gusta. Nei nu kan jeg ikke skrive mere! Gudvelsigne Dem, min kjære Broder, jeg rækker Dem begge Hænder til Afsked. Jeg har tabt saa meget i den senere Tid, De maae ikke følge med Alt det øvrige. Jeg vilde saa gjerne give Dem nogle opmuntrende Ord til Afsked; men idag kan jeg ikke. Eline og Jane sidde ogsaa her, og ere saa lystige, og lee saa meget, de bilde sig vist i dette Øjeblik ind at de ere saa fornøjede; Levvel! Saa Dampskibet gaaer endnu, det er jo godt, ja det er vist det Bedste. De reiser altsaa Dagen før Frøken Collins Bryllup; det gjør hende dog vist ondt dog nej det maatte vel være hende piinligt om De blev. Kjære Andersen vær ikke alt for bedrøvet, vær ret stærk - vi glemme jo Alle, kun Nogle før, Andre senere. Stoltheden er en god Læge, kan den og undertiden læge langsomt saa læger den dog altid sikkert, derom er jeg overbeviist. Ingen, ikke det troeste Væsen kan evig elske allene, det er usselt; men det er sandt! Levvel, tænk undertiden med Godhed paa mig De vil altid være mig en kjær Broder, et af de venligste Billeder fra Ungdomsdagene i Tolderlund! Levvel, nej, Ingen er lykkelig.
Søsteren.
De sagde engang at De gjemte mine Breve, om De endnu har dem saa lov mig at De inden. Deres Reise vil tilintetgjøre dem, eller er det Dem imod saa send mig dem med Ageposten. Det vilde være mig en højst piinlig Tanke (man veed jo ikke hvordan sligt kan komme omkring) om de nogensinde skulde blive til Underholdning for Andre. De er jo ikke vred for hvad jeg her skriver! -
Sorø den 24. October 1840.
Kjæreste Andersen! Det gjør mig ondt, at jeg ikke har faaet Dem at see, før De reiser bort i en Stemning, hvori De ikke føler Dem lykkelig. Vi Poeter have, netop fordi Phantasien hos os er mere levende, ogsaa mere at lide af alle Slags Krænkelser end Andre; thi vi forstørre dem tidt i Phantasiens Speil. - De vil nu sikkert i Tydskland finde saamegen Anerkjendelse, at De vil føle Dem trøstet over alle smaa og store Ærgrelser i Deres Fædreland. Overhovedet (tillad en ældre Mand at sige Dem det, der selv i sit Liv har havt mange, bittre Timer at gjennemgaae) maa De lære at søge Deres Tilfredsstillelse i og ikke udenfor Dem selv; saalænge den flygtige Roes, som den vægelsindede Verden giver, og Avisernes Basunstød o.s.v. ere Dem altfor vigtige, vil De aldrig komme til Sjælefred og sand, ædel Digterro. Den i Dem boende Fylde, de Gestalter, der opstige af Deres Digtersjæl, det maa være Deres Belønning og Deres Tilfredsheds Kilde; føle vi os indvortes fattige, da hjelper ikke al Verdens Roes; føle vi os rige og i Sandhed hævede paa Musernes Vinger, da hæve vi os let over Dadel og Chikane. De har for meget og for stort Talent til ikke at kunne sætte Dem ud over Øieblikket; nedsænk Dem ret i Deres Arbeider, og tænk ikke saameget paa at vinde Bifald, som paa at fortjene det, saa kommer det Andet af sig selv. De er jo dog ingen Digter af det Slags, der anseer Poesien for et blot Middel for at naae et eller andet Øiemed; De arbeider ikke blot med Flid, men De lever og røres i Deres Poesie, og den er jo Deres Tanke Nat og Dag; kan ikke den Salighed, der udflyder af denne Kilde, let erstatte Dem ethvert bittert Savn. De er jo født til Hersker i Deres Kreds; hvi [2] vil De da gjøre Dem til noget, der er mindre? Vil De fortvivle, “weil nicht alle Jugendträume reiften [3]?” Men det har da heller ingen Nød; Digtergemyttet har en sjelden Elasticitet, det reiser sig snart igjen, naar det er nedbøiet. - Jeg ønsker Dem meget til Lykke til Alt, hvad De nu vil faae at see. - Jeg har neppe nogen Ven eller Bekjendt nu i Neapel; dog lægger jeg et Par Linier heri til Legationsraad Vogt [4], den Eneste, som jeg veed at recommandere [5] Dem til. - Jeg haaber ganske vist at see Dem rask og kraftig igjen, og at De endnu vil nyde et langt og frugtbart Digterliv. - Min Kone hilser Dem venligst.
Deres inderlig og af Hjertet hengivne
P.S. Jeg seer ved at læse dette Brev igjennem, at jeg er kommet til at skrive i en alvorligere Tone, end der vel behøvedes; imidlertid haaber jeg, at De deri kun vil see et Tegn paa sand Agtelse og Kjærlighed til Dem og Deres Genius, hvoraf jeg venter mig saare meget endnu, ligesom jeg ofte har glædet mig over, hvad De allerede har præsteret.
Kiel den 1 Novemb: 1840.
Min eiegode, elskede Fader!
Aldrig har jeg følt saa meget for Hjemmet, som igaar da jeg forlod det, og ved Hjemmet forstaaer jeg Deres Huus og Alle der, samt Edvards og Gotliebs; ingen Søn, ingen Broder kan lide meer! - men det er godt jeg reiser, min Sjæl er syg! selv for sine Kjæreste tør man ikke, eller kan man ikke ret udtale hvad der trykker tungest! - O hvor De ret i de sidste Dage lod mig føle Deres Kjærlighed! jeg elsker Dem som en Fader, vær mig det altid og jeg vil erkjende at jeg har vundet uendeligt i denne Verden! - I Tankerne er jeg hos Dem, sidder Ansigt for Ansigt med den jevne, ærlige Moder! min velsigne[de], elskede Ingeborg, som driller mig - o, nei hun driller mig ikke mere! - den inderlig kjære Louise! - O var dog Theodor hos mig! hvor vi skulde banke hinanden! - Dog hvad er al det jeg skriver! halv syg og halv sovende løber Pennen over Papiret! jeg er i Kiel og bliver her Natten over, saa angrebet er jeg af Reisen; vi havde en slem Søetour [2], Alle vare syge og jeg den der leed meest, til sidst kunde jeg slet ikke faae ondt mere, men det var, som alle Indvolde skulde gaae ud. Der kom een Søe, der var saa stærk at vi alle ombord troede at vi vare løbne paa en Sandbanke, de troe det endnu, men Sommer [3] sagde at det var en stærk Sø, thi ellers var Skibet skildtes ad. Jeg kunde først i Formiddags Klokken 11 forlade min Køie. Jeg talte med Dolores Seral [4] , som beklagede mig da hun tæt ved havde hørt mig være saa lidende, hun havde spurgt hvem den Herre var og man havde sagt, gjentog hun: “Monsieur, le celebre poet danois!” jeg fortalte nu hende, at Thorvaldsen var blevet saa inspireret af hendes Dands at han havde gjort et Basrelief, Bacchant og Bacchantinde [5], som vi skyldte Deres smukke Dands. Hun neiede meget yndigt. Vi talte naturligviis fransk, siig det til Ingeborg, og siig at Dolores sagde at jeg talte fortræffeligt! Løgn er det rigtig nok!- Jeg har aflagt Vesit hos Hertugens [6] og nu spiist til Middag; den yngste Lieutenant Trepka [7] og jeg have taget Værelse sammen og imorgen (Mandag) reise vi med Extrapost til Itzehoe. Jeg er i Aften indbudet til Harmonie Bal, eller hvad det er, men jeg er ikke Menneske af Mathed! nei den Søe ! det var skrækkeligt. Hils Drevsen og alle Børnene deroppe [8]! især Jonna! Nu skriver jeg ikke fra Breitenburg, men enten fra Hamborg eller Braunswig, og det bliver rimeligviis da til Gotlieb, som skal have en Sang af mig til Louises Bryllup [9]. Hils Lind!
med sønligt Hjerte
E.S. Send en Bouquet Hilsener til den botaniske Have, Etatsraad H.[10] forstaaer sig jo paa Blomster, han uddele dem.
[ Tilføjelse i marginen s.2:] Beed Eduard sende mig sin Adresse!
Kiøbenhavn. 3 Nov 1840.
Kiære Andersen
Der er ikke længe arrivert [2] noget, som har gaaet mig saa meget til Hierte som Deres Afreise, uagtet jeg just ikke giver mine Følelser Luft, saa de ikke er synderligen bemærkelige. Vi alle savne Dem hvert Øieblik, og ved den tredobbelte Geburtsdag [3] i Gaar blev De ofte omtalt. Man har heller ikke undladt at beklage Dem formedelst den stormfulde Overreise, og min Kone har jevnlig spurgt om Vind og Veir. Nu er De formodentlig paa Breitenburg, hvor De vist befinder Dem vel hos den ædle Greve; i Altona vil De sikkert ogsaa finde venlig Modtagelse baade hos Freunds [4] og Schumachers [5]. Og Afskeden, som vist ogsaa trykkede Dem, vil De da snart finde Godtgiørelse for deels i Fornyelse af gamle Bekiendtskaber, deels i interessante nye, som det vil ikke mangle paa i Tydskland; det haaber jeg virkelig, thi at De maa gaae en lykkelig, glad, for Deres Aand frugtbar Reise imøde, er mit inderlige Ønske. Hvad mig selv angaaer, saa holdt jeg ikke meget af Deres Reisebeslutning, og det er ikke saa urimeligt, da man i min Alder ikke gierne mister nogen af sin Omgivning som man har kiær, da den Tanke saa let opstaaer, om ikke det “Farvel”, man siger, let kunde være det sidste.
Deres faderligtsindede hengivne
Hils ogsaa Ehlers [7] og siig ham, at jeg snart skal skrive ham til - in specie [8] om Liebig-Bog [9].
Kiøbenh. d. 12 Dec 1840.
Kiære Andersen.
Dette engang for Dem bestemte Brev, men som forfeilede Dem i Hamborg, maa nu søge Dem i Rom, da De har ønsket at faae det, og det indeholder noget som jeg dog maatte igientage i et nyt - thi jeg savner Dem ikke mindre nu end for 6 Uger siden. - Dersom De er bleven Deres Beslutning tro, at reise fra München d. 2 Dec. saa antager jeg at De kan være i Rom, til Juul eller naar dette Brev kan komme der, og jeg vilde da ikke gierne, at De forgieves skulde spørge efter et Brev fra - det collinske Huus. Hvorledes det er gaaet Maurerpigen, ligger Dem meest paa Hierte, og De maa da vide, at den endnu ikke er opført. Den blev i Fredags ansat til at skulle gaae i Dag, Løverdagen d. 12 Dec., uagtet Musiken ikke var færdig, men da Hartmann i Onsdags endnu ikke havde leveret den sidste Deel, og det altsaa var umuligt, at faae dette udskrevet og lært til i Dag, kunde naturligviis Stykket ikke gaae. Endnu i Dag er en Stump tilbage hos Hartmann, men den haaber man at faae saa betimelig at Stykket kan gaae paa Fredag [10], thi forresten er der intet i Veien. Skulde De nu faae dette Brev inden De faaer det næste, hvori vil blive meldt om dets Opførelse, saa vil jeg bede Dem ikke at blive hidsig - dog saa langt fra Skuepladsen er De, skiøndt i et varmt Clima, dog vel koldsindigere end her. - Den anden Sag, som interesserer Dem, er Louises Bryllup, det holdtes Onsdag d. 25 Novbr i Frederiksberg Kirke, og Giesterne samledes i Amaliegaden hos os. Deres Sang [11] var den første som blev siungen - siden Oehlenschlægers [12], Hertz’, Heibergs, og tilsidst, da kun de Nærmeste vare tilbage, en hiertelig smuk Sang fra Brødrene - af Holst; den giorde et dybt Indtryk paa os alle; det maa De sige Holst, dersom han er fulgt med Dem til Rom, og takke ham inderlig fra os alle.
Deres faderlige
den 14 November 1840.
[Fra Henriette Collin d.æ.]
Kiære Andersen.
Jeg vilde gierne skrive ret meget, naar jeg blot vidste hvorledes[;] at vi savner Dem Hver Dag veed De vel; og at den gamle Moder bestandig nærer de moderligste følelser for Dem: veed De nok ogsaa - thi aldrig har jeg været saa bedrøvet over Afskeeden fra Dem, som denne gang; men jeg haaber dog at vi alle skal See Dem igien. Collen siger at dette Brev treffer Dem først i Rom - og der hersker feber! - vogt Dem og gid de maatte treffe den kiære Emiel [2] der - nu er vel Holst [3] fra den, saa vi ikke engang kan sende en Hilsen til ham - men gid Han ikke maa længes for meget - det trykker ikke Dem kiære Andersen men dog lever vort Huus og alle vore i Deres kjærlige Errindring - Hvad nyt angaaer saa veed De jo nok at jeg veed aldrig noget undtagen af Aviserne derfor vil jeg holde op, at de andre kan skrive noget bedre og intesantere - og kun sige Dem at jeg aldrig skal glemme Dem og stedse nære de moderligste følelser for Dem.
Deres Veninde
[Fra Theodor Collin]
Da jeg endnu ikke har faaet noget Brev fra Dig [4], kan Du heller ikke faae noget fra mig, især da jeg har overordentlig lidt Tid; iøvrigt befinder jeg mig meget vel. Wilken [5] ligeledes.
Din hengivne
[Fra W. Lind]
Kjære Digter! store Mand!
Tillad, at en ubetydelig Person, der forholder sig til Dem, som en Kjeldermand til en Mand, der boer paa 5te Sahl, bringer Dem sin Hylding. Vi savne Dem meget, og ere ligeledes overbeviste om, at De ofte tænker paa os; De bemærker vel min Beskedenhed, som ikke tillader mig at sige mig. En mig forestaaende Begivenhed er udsat paa Grund af det fugtige Veir, som ikke vil tillade Værelserne at tørres, men jeg haaber dog, at Kirkeklokkerne i Frederiksberg Kirke [6] om 14 Dage vil ringe for Deres Øren, tænk da paa mig og Louise. Om Jomfruen i det Grønne [7] eller Maurertøsen har jeg ikke hørt noget for nyeligt, men da de Uafhængige [8] nu er gaaet, vil hun forhaabentlig snart blive sluppet løs. Det vil vist gjøre Dem ondt at høre, at de Uafhængige ingen videre Lykke gjorde; dette maa naturligviis være aldeles uafhængigt af Oversættelsen, thi den havde Professor Heiberg besørget og den maa altsaa være god. Undskyld, at jeg har skrevet disse Linier med en Staalpen [9]; Grunden var, at jeg ingen anden havde. Hils Holst fra mig; moer Dem godt og lev vel!
Deres
[Fra Edvard Collin]
Nei hvad skal jeg nu skrive! Først Tak for Deres smukke og kjærlige Brev, som De sendte mig fra Kiel [10]; det skal have været et slemt Stød det i Øresundet, ja saadann[e] Stød giver Verden.-Hvordan vi har det? Jo Tak godt. G. sk. L. - Hør Andersen, moer Dem nu godt, og kan De desuden fortjene nogle Penge derved, saa var det fortræffeligt; see at De kan bedaare en Boghandler, eller hans Kone, til at give Dem nogle Louis [11] for Arket af Deres Værker. Og kom saa hjem med Louis’erne. - Jeg haaber, at de Andre have overtaget den rørende Deel af Brevet, nemlig angaaende hvorledes vi savne Dem og længes efter Dem; hvormeget jeg endog længes, bliver jeg dog aldrig saa lang som De. At Jette ikke skriver med i dette Brev, er en Følge af, at jeg skriver dette i Amaliegaden, og hun er hjemme og veed intet deraf, da jeg havde bestemt først at skrive naar Tøsen [12] var løbet af. - Hvad der staaer om Dem i Bladene kan jeg ikke sige, da jeg ikke læser Provinds-Aviserne; imidlertid har De være omtalt i Løvebladet [13] som En af hvem man kunde vente sig en nærmere Forbindelse med Ori--enten(hvis her sker et ryk i it.-udg. skal den ene bindestreg bibeholdes pga. EC.s ordspil!) eller. - I det sidste Vers af Pablos Vise [14] manglede en Linie, det kan jeg kalde Orden i Tingene, Hartmann var i stor Forlegenhed, jeg satte en Linie ind, den er det bedste i hele Visen, der er 3 Kjældermænd og ½ Vittighed i den Linie. Dersom der bliver klappet af den, skal jeg strax melde det. - Alle mine hilse.
Deres
[Fra Ingeborg Drewsen]
Min kjere gode Andersen, vi længes besynderlig meget efter Dem, og savne Dem overordentlig, her bliver ingen drillet, og her vanker ikke Prygl; mit udmærkede Talent til Drillerie gaaer reent til Grunde. Jeg skriver kun et Par Linier denne Gang, da jeg er saa umaadelig træt, da jeg har været nogle Ærender ude i Formiddag; men en anden Gang skal jeg nok skrive til Dem. De erindrer vel nok det Løvte De gav mig i Anledning af mit Brev. Vi, samt Publicum mored os kosteligt forleden Aften [15] til Comedien i det Grønne, vi loe saa umaadeligt, og det fik overordentlig stærkt Bifald. Tak for Deres Hilsen til mig. Lev vel, min kjere kjere Ven, Gud give at De maa more Dem godt og savne os, hils Holst mange Gange fra mig. Jeg skal hilse Dem mange Gange fra min Mand og mine Børn, de tale tidt om Dem, Adolph vilde have skrevet til Dem, men han skal ned at passe paa nogle Drenge der lege i Gaarden. Lev vel, lev vel, og glem ikke Deres kjerlige og oprigtige Veninde
Ingeborg.
[Fra Louise Collin]
Min kjære, gode Andersen!
Man skal jo gjengjelde Ondt med Godt, derfor vil jeg ogsaa skrive et Par Ord til Dem, endskjøndt jeg endnu ikke har seet et eneste venligt Ord fra Dem, for Faders Brev, hvori der maaskee var en Hilsen til mig, har jeg ikke faaet at see, og i Eduards Brev, som jeg saae, var der ingen; saa De seer altsaa, at naar De ikke vil have, at jeg skal troe, at De ganske har glemt mig, maa De skrive til mig selv. Vi længes Alle efter Dem, og savne Dem meget. Vi tænkte saa meget paa Dem forleden Aften, da vi saae Comoedien i det Grønne, det glædede os saadan, at det gjorde saamegen Lykke; Dagen efter fik vi det frem, og gik det heelt igjennem og fik os atter en deilig Latter derover. Førend om 14 Dage kommer Maurerpigen vist ikke frem, naar den er gaaet, skriver Eduard strax til Dem. Inden De reiste, glemte jeg at sige til Dem fra Marie Wegener [16], om De vilde faae fat i hendes Søn Theodor [17], og hilse ham fra Familien, vil De ogsaa hilse ham fra mig, naar De seer ham. Om 14 Dage tænker jeg, at vores Bryllup skal staae, Dagen er endnu ikke bestemt, men jeg skulde næsten troe, det blev den 25de i denne Maaned; vil De den Dag lade Deres Tanker være hos os, kjære Andersen! - Nu er De vel samlet med Holst, vil De hilse ham ret hjerteligt fra mig, siig til ham, vi savne ham meget Søndag Formiddag [18]. Jeg vil ønske ham, at han ikke maa lide formeget af Hjemvee, men sine Venner maa han dog ikke glemme. Dem vil jeg derimod ønske, at De maa lide lidt af Hjemvee, for hvad vilde De reise for! Men nu Lev vel, min kjære Ven! Tænk undertiden paa Deres kjærlige Søster.
Louise.
[Fra Jonna Drewsen]
Kjære, gode Andersen!
Da her just er Plads for mig at skrive Dem til, griber jeg denne Leilighed, til at bruge Pennen. De kan troe at jeg savner Dem inderligt især Søndag formiddag, da det næsten var den eneste Gang i Ugen, at jeg kunde tale et Alvorsord med Mester. Der er en Digter, der skriver saa smukt og saa sandt, “Hvor vi skilles fra hinanden er en Smertens Golgatha”[19], og dette saa indholdsrige Udtryk kan jeg, efter min ringe Mening, godt anvende her. De kan ikke forestille Dem med hvilken Glæde jeg hørte Moder og de Andre sige, at Deres “Comedie i det Grønne”, havde høstet saa megen Bifald. Jeg takker Dem usigelig meget for den venlige Hilsen, De sendte mig i Brevet til Bedstefader [20], det glædede mig saa uendeligt, da jeg kan see deraf, at den lille Jonna dog ikke ganske er forglemt iblandt de mange Venner og Bekjendtere, der sendes Hilsen til. Men jeg sidder her og kradser saadant Sludder op, saa det er græsseligt. Jeg maae ophøre, idet jeg beder Dem at sende mange Hilsener til Holst og sige ham at hans Selskab er meget savnet om Søndagen, men Ingens Selskab savnes dog saameget som Deres af Deres kjærlige og hengivne
Jonna.
[Fra Jonas Collin]
Hvor Jonna kan skrive! - jeg drømte om Dem i Nat. Levvel, hils Holst.
14 Nov 1840.
Deres faderlige
Rom Ved Erindringen om Alt hvad det gamle Aar [har] bragt mig og lod mig beholde, staae ingen Kjære der hjemme. De, Fru Lessøe, har været mig saa moderlig god[;] jeg føler Trang og Lyst til at begynde et Brev til Dem før Aaret slipper; vel sagde De ikke ved Afreisen at jeg skulde skrive, men jeg tør jo nok troe at De bliver glad ved at høre fra mig, som jeg er det ved at meddele mig for Dem. Den lille Sæddel De skrev mig til ved Afreisen [2], er det eneste Brev jeg har ført med mig fra Hjemmet. At jeg havde en haard, stormfuld Søetour [3] vil De have bemærket, thi De tænkte vist dog paa mig den Aften jeg var reist. Paa Breitenburg [4] havde jeg det ganske førsteligt og tillige saa hyggeligt; kun eet forstyrrede mig; Greven [5] har en ældre, sindssvag Broder [6], der hver Nat banker uafladeligt paa Muren; det hørte jeg og maatte tænke, naar han nu engang er død og borte vil Overtroen høre ham banke endnu hver Nat, som jeg hører det i Virkeligheden. I Hamborg var den berømte Claveerspiller Lizt [7]; han har et udvortes, som om han havde været paa den ordopædiske Anstalt [8]; ved Klaveret syntes han mig ganske dæmonisk, en Slags klein Zackes [9], det var, som om han og Instrumentet var et Legeme; det var mig en Dæmon der spillede hele sin Sjæleqval. - I Braunsschweig var jeg 20 Dage[10], det syntes mig kun en Drøm fra jeg sidst var her; dog den Gang laae Slottet i Gruus og Aske [11], nu stod pludselig, som ved Aladdins Lampe en prægtig Bygning der. Jeg tog til Magdeburg for at prøve Jernbanen [12]; det var den første i mit Liv, jeg saae og jeg kan ikke nægte at jeg ved Synet havde en Smule Jernbane-Feber, men da jeg kom i den magelig[e] Vogn og vi fløi afsted, 16 Miil i 3 1/4 Time, følte jeg, at det var just en Vogn for mig! - Det gik, som Skyernes Flugt i Storm! saaledes maa Trækfuglene jage afsted. Den ene By rykkede tæt op til den anden; o det er en herlig Opfindelse! de nærmeste Træer foer forbi, som Radierne i det dreiende Hjul, men den Kjørende mærker intet til Ubeqvemmelighed. I Leipzig gjorte jeg Bekjendtskab med M e n d e l s o h n - B a r t h o l d y [13], der alt for nur ein Geiger var mig hengiven før han saae mig; han var saa kjærlig, saa elskværdig mod mig; een Middag tilbragte jeg hos Brockhaus [14] og rullede saa til Nürnberg [15]; det er en eiendommelig By! gamle Huse med smaa Taarne paa Tagene; herligt udarbeide[de] Brønde hvor Vandet springer [16][;] udenfor Byen saae jeg den nye Canal [17] der skal forbinde Donau med Wien. - I Augsburg [18] saae jeg første Gang Daguereotyp-Portrætter, selv Øiet var ganske levende gjengivet, men hvad der især forbausede var Fremstillingen af Silketøi; i fem til ti Minutter blive et saadant Portrait til. - I München [19] traf jeg da H.P.Holst; min Plan var at jeg vilde kun blive her i 8 Dage, men Holst havde stor Kjærlighed for denne By og bad mig lægge otte Dage til, saa skulde vi reise sammen til Italien. Resultatet blev imidlertid at da jeg har opofret 8 Dage endnu, blev han og jeg maatte reise alene, jeg havde glædet mig saa meget til at vise ham Italien. München har hævet sig betydeligt siden jeg var her sidst [20]. Den er som et gammelt Rosentræ, der hvert Aar sætter nye Grene, men her er hver Green en Gade, hvert Blad en Kirke, et Palai eller Monument. Kun forekommer mig intet eiendommeligt, Alt er Efterligning fra andre Stæder. Pompei, Florents, Vien har laant München Forbillederne. I München hørte jeg en anden berømt Klaveerspiller Thalberg [21]; han er vist en Mester, men han havde en Rolighed, næsten kan jeg sige en hvis Adel, som gjorte mig kold; i øvrigt er han venlig og behagelig at tale med, vi havde just begge fri Plads i det store Theater [22] og sad nogle Gange sammen. Theater-Intendanten [2] lovede mig at bringe eet af mine Stykker paa Münchens Theater og jeg har skrevet til Professor Abrahams om at oversætte mit sidste Stykke [24]. - Vel vidste jeg at man kjendte mit Navn i Tydskland, men i den Grad og med den Kjærlighed man har for mig, har jeg aldrig turdet drømme om. Een Anecdote maa jeg fortælle Dem. Een Dag gaaer jeg forbi en Boghandler og seer der: Bibliothek der Ausländischen Klassiker: F l o r i a n, T e g n e r und Andersen [25]; jeg spørger hvad der er af Andersen og man giver mig første Deel af Improvisatoren. “Det er ikke det Hele!” siger jeg; Boghandleren forsikkrer jo og tilføier at han selv har læst den. “Finder De den da ikke lidt afbrudt!” spørger jeg. “O jo, som de franske Romaner!” - “Ja men det er ogsaa kun første Deel!” gjentager jeg. Nu blev Manden stødt og udbrød: Ich sage, ich habe es gelesen! - “Aber, ich habe es geschrieben!” sagde jeg og saa maatte han bøie sig. Den berømte Portrait Maler S t i e l e r [26], af hvem vi have det almindelige Portrait af Schiller [27] havde, kort før jeg kom[,] læst: nur ein Geiger og sendte Bud efter mere af samme Forfatter, der fandtes intet, men Boghandleren sagde: Digteren skal selv være her i München. Nu gik Fru Stiegler strax til den danske Maler Storck [28] for at erfare noget derom og jeg blev da indbudet hos Stielers; Holst skulde med, men vilde ikke, da han ikke vilde, “komme som Apendix til Andersen!” - Man havde arangeret et meget interessant Selskab, deriblandt den berømte Maler C o r n e l i u s [29] og Philosophen Schelling [30], min Skaal blev drukket og man var nydelig mod mig. Af Alt hvad jeg imidlertid saae i München, var der Intet, som greb mig mere end C a r t o n e t [31] til Kaulbachs [32] nye Malerie Jerusalems Forstørrelse [33], det vil vist blive et verdensberømt Billede. I Schwanthalers [34] Atelie fandt jeg de fleste Figurer til Frontespicen af Valhalla [35], fuldendte, de forestiller Hermans Slaget; Mozarts [36] kolosale Statue var der ogsaa - Den anden December forlod jeg, som sagt, ene München; men i det jeg steeg i Deligensen blev jeg saaledes stødt i Øiet, at jeg maatte til Posten og vadske Blodet af; rundt om Øiet blev der sort og hovent og jeg maatte, da Vognen skulde afsted, kjøbe et Glas og saaledes hele Natten sidde og holde koldt Vand ved Øiet, endnu tre Uger efter var det grønt. - I deiligt Maanskin kjørte jeg over Alperne; en enkelt Stjerne der netop stod, som om den berørte den sneedækte Bjergtop, saae ud, som et Fyr. Paa Brenner [37] var skrækkeligt koldt, men da vi naaede Botzen, havde endnu enkelte Løvtræer deres Blade. Ubehageligt Reiseselskab, daarligt Veir og nederdrægtigt Prellerie [38] i Vertshusene gjorte, at jeg maatte samle al min Kjærlighed til Italien for at blive i et taaleligt Humeur. Jeg gik over Verona til Mantua, en lille Indsøe her førte i Maanskinnet hjem til Danmark og jeg maa dog holde af dette Land, thi denne Indsøe ved Mantua og Lombarder Sletten satte mig i godt Humeur. I Bologna var meget koldt, jeg gik saa ene i de store Buegange, saa paa de skjæve Taarne og var nær ved selv ogsaa at hælde med Hovedet; saa tog jeg Veturin [39] og kjørte om Natten over Apeninerne til Florents [40], her først saae jeg Italien igjen, som den lever i min Tanke! Solen skinnede varmt, Alt var grønt i Hertugens Have og her mylrede med Maaneds Roser. Blandt de mange Herligheder i Gallerierne var et Stykke af Angiolo Bronzino, jeg har forrige Gang reent overseet det, nu gjorte det et stærkt Indtryk paa mig. Det viser Christus i Underverdenen [41]; man seer ingen pines, men man seer Hedningerne der beskue Herren! der er et forbausende Udtryk af Haab og Uvished, un[d]tagen hos Børnene, de ere alle visse paa Himlen; to omfavne alt smilende hinanden; en anden rækker Haanden til Een anden for sig, i det han peger paa sig selv, som om han sagde: “jeg skal i Himlen!” I Kirken St Croce [42] er Grav ved Grav af store Mænd: tænk Dem: Michel Angelo, Dante [43], Alfieri, Machiavel [44], og Gallilæi [45]; den sidste har i sit Vaaben en rødmalet Stige, mig forekom den gloende og jeg tænkte af en gloende Stige gaaer Geniet sin Vei til Himlen. - Mandagen den 14 December forlod jeg Florents med Veturin over P e r u g i a [46] i Selskab med et Par romerske ægtefolk, to Præster og en skrækkelig Engelænder, der gjorte Klammerie og Vrøvl hele Reisen, spiiste vor Mad og var uforskammet i en Grad at han kan blive udødelig i en Roman. Han sagde om Romeren at han ingen Dannelse havde! - Romerinden satte Hænderne i Siden[,] befalede Manden at tage sit Academiske Borgerbrev frem for at vise han var dannet, og han gjorte det. Til Terni kom vi saa silde at vi ikke kunde faae Vandfaldet at see, hvorfor Engelænderen forlangte Løgte, for at betragte det 1000 Fod høie Fald. Ved N e p i er Veien saa usikker, at da det mørknedes vilde Veturinen ikke kjøre længer [47], men vi maatte ind i C e v i t t a c a s t e l a n e, hvor vi i et ophævet Kloster fik et skrækkeligt Logie; det var en uhyggelig Aften [48]; efter et Brev jeg senere her i Rom har faaet, er mueligviis just den Aften (18 Dec) Maurerpigen første Gang opført; har den gjort Lykke, da havde Digteren [det] ikke godt, er den pebet; da bliver hiin Aften doppelt uhyggelig.
- verte [49];
Næste Morgen maatte vi, uagtet en ny Veturin var kommet til, tage Eskorte til Nepi. Løverdagen den 19 December Klokken 3½ om Eftermiddag[en] rullede jeg ind i det gamle Rom [50]. Jeg har privat Logi [51] i v i a p u r i f i c a t i o n e, tre Værelser og Kjøkken, thi Holst fløtter ind hos mig naar han kommer, desuden har en lille Have, hvor Roserne blomstre, og de grønne Citroner titte ind af Vinduet. Men formedelst den megen Sygelighed her i Byen, er de fleste Familier i Florents og Neapel. Hele Huset jeg er i staar tomt; jeg er P a t r o n æ d e l c a s a [52], Verten boer et andet Sted i Gaden og har forsynet mine Døre, hver med to Skudder for at kunne lukke godt. Ud paa Aftenen er her derfor trist, men saa tænker jeg paa Reisen i Grækenland, hvis jeg kommer der, da vil dette i Rom være Sikkerheden selv! - Over Prindsesse Borghese synges endnu Sjælemesser; mange Digte ere skrevne over hende og Børnene [53]; det jeg finder smukkest sender jeg en Oversættelse af hjem, idag for Portefeullen. Dronning Maria af Spanien [54] er da kommet hertil. Den 22 Februar reiser jeg til Neapel, lad mig før den Tid finde Brev fra Dem her i Rom i C a f f e g r æ c o; siden dersom jeg faaer Penge hjemme fra gaaer jeg til Sicilien og, alt i Marts til P a t r a s, tager over Land der til A t h e n, seiler da til Smyrna og Constantinopel [55]; Hermansen [56] der er kommet derfra, giver et skrækkeligt Billede af denne Reise. Vil Gud, vover jeg det dog. Hils nu alle Sønnerne! Bring Fru P e t i t hilsen fra sine Børn i München, nær havde jeg ikke fundet dem da hun havde skrevet en Gade, som ei existerer. Holm [57] beklagede, at Thorald [58] ei var kommet da; roeste meget Deres Joseph, han har taget sig særdeles op, sagde han. Nu lev vel! tak for det gamle Aar! vil Gud, mødes vi i det nye! men skriv mig til[!] skriv!/ et Brev bruger 18 Dage fra Kjøb: til Rom! - Hils mine Venner! Deres sønligt hengivne
H.C. Andersen.
[Tilføjelse i marginen s. 1:]
Fra Jerichau kan jeg hilse, han saae ganske raphaelisk ud! han sværmer ikke for at reise igjen! sagde han. Med Landsmændene samles han tit.
[Udskrift:]
Rom den 20 Jan: 1841.
Min trofaste Eduard! Først nu i Dag kom Deres Brev [2], det jeg hver Dag med den inderligste Længsel har forventet [3]! Gud glæde Dem derfor! jeg begyndte alt at tænke at Erindringen om mig hos Dem alerede gled bort i Deres Hverdags-Travlhed! - Jeg skriver strax, for at De kan sige Deres Fader at det er bedre med mig [4], meget bedre, end da jeg skrev ham til sidst [5]. De fleste af Landsmændene have været syge, jeg fik Gigt i Hals og Tænder, som jeg aldrig har prøvet det før, endnu er vel min Hals og mit Bryst angrebet, jeg er meget mat, men jeg er dog saa godt, som helbredet. Vinteren er denne Gang meget usund her i Rom; det regnede her i otte Dage, lynede og tordnede, Tiberen gik over sine Bredder og een Nat var der et svagt Jordskjælv. Aften og Morgen er een Grads Kulde, som her er skrækkeligt føleligt, da det op ad Dagen blæser Scirocko [6] og er da saa varmt at det næsten qvæler at gaae med Overtøi. De sidste Dage har Luften været reen, Solen varm, som hos os i Juni og Violerne blomstre i store Masser, jeg har klæbet een fast her i Brevet, den giver De Deres Jette. - Af de tidligere Breve til Familien har De vel seet, at min Indtrædelse i Italien ei var behagelig, mindre godt Veir og daarligt Reise[se]lskab [7]. I Rom selv er det den hele Dag, høist interessant at tumle sig, men Aftenen er dræbende; thi, som sagt, her er ei som da jeg sidst var her, noget Forenings Punkt for Landsmændene; de mødes intet Sted om Aftenen, I Theatrene gives altid det samme Stykke; paa Gaden er der intet at see og efter Klokken otte skal det ikke være saa sikkert, dog det troer jeg er Snak. Jeg er altsaa hjemme hver Aften henimod 6; her har jeg, da Holst [8] har bedet mig om at tage Værelser med til ham, en Leilighed paa tre store Værelser, de ere med Muursteensgulv, sorte, dybe Kaminer og meget uhyggelige. Da Rom, for sin usunde Luft i Vinter ikke er saa besøgt, staaer hele Huset tomt, kun en Kone med 3 Børn boe under Taget. En gammel Karl Paul, som tjener min Vertinde, ligger her hver Nat, for som hun siger, at jeg kan have Hjælp, hvis noget skulde komme paa; men Paul ligger ogsaa under Taget og er saa gammel at en Dreng kan vælte ham. - Lysestage har jeg ikke, men en colosal Lampe; naar denne nu er tændt og nogle Viinrankegrene og usle Pinde blusse i Kaminen, sidder jeg tæt op til den og steges paa den ene Side; paa den anden er det iskoldt og jeg har da min Kappe hængt ned over Skuldre[ne] og Hat paa. Det er det hjemlige Custume og det er jeg først ved Erfaring kommet efter er det rigtigste. Hele Aftenen, hver Dag, kan man ei holde ud at læse i en Bog og det er skrækkeligt hvor da Tiden skrider langsomt [9]. Var Holst efter Aftale kommet, da vilde meget af det Uhyggelige og den hele Eensomhed falde bort, men han kommer ikke, ja hvad han dog skylder mig, han skriver ikke, har ikke sendt mig et Ord fra jeg forlod ham i München; at jeg og alle Landsmændene her finder hans lange Ophold i den tydske By dumt, kan nu være hvad det er; hjemme finde vel Enkelte det et Tegn paa noget ret solidt! “han jadsker ikke Tingene af, den Karl!” - Jeg er vred paa ham! et Brev kunde jeg dog nok fortjene! jeg, som havde glædet mig saa meget til at reise med ham i Italien og senere at gjøre ham det hyggeligt her. Dog nok om det! - Imidlertid seer De, at disse Tilfældigheder og legemlig Smerte forenet med Uvisheden om Maurerpigen nok kunde sætte mig i en ret lidende Tilstand og i denne modtog jeg Deres Faders Brev, som jeg har læst og atter læst, men fik kun det værste Resultat ud. Et Par Dage efter at jeg havde modtaget det, fik flere af Landsmændene Brev, og da i disse ikke et Ord stod om mit Stykke, drog jeg dog den Forvisning, at det ikke kunde være udpebet [10], thi sligt vilde jo dog have hørt til: “interesante Nyheder”! - Et Brev fra Dem vilde altid være mig en Glæde og da nu dette Brev ovenikjøbet indeholdt langt bedre Efterretninger end jeg ventede - De seer hvorledes jeg maa have ventet det - blev Brevet mig en Oplivelse! - Et Svar paa denne min Skrivelse vil jeg ikke kunde faae i Rom, da jeg den 23 Februar reiser bort, men skriv da til Neapel og skriv tæt og langt! - Deres Fader maa have faaet to Breve, som er mig af Vigtighed at de ere komne til ham; eet fra forrige Maaned [11] hvori fulgte en Ansøgning eller Brev til Kongen og et, dateret den 9 Januar [12]; det blev skrevet under skrækkelige Tandsmerter og Gigt Feber; jeg skrev det Dagen efter (eller endte det) som jeg havde faaet hans Brev. Jeg haaber at jeg før den 23de Februar, har her i Rom et gunstigt Svar. Jeg maa til den Tid have mit Creditiv paa hvad jeg endnu kan reise for, om jeg enten strax fik det af Kongen, eller om det, ved Visheden (?) her om kunde skaffes til Veie; men hele Creditivet, var dette under 200 Species da skulde det lyde paa Livorno eller Florentz, samt Triest og Wien, var det 400 Species da foruden disse Steder paa Athen og Paris. - Faaer jeg intet Creditiv da er jeg nødt til, uden at komme til Sicilien, alt at forlade Neapel midt i Marts og begynde paa Reisen mod Norden; dog alt dette har jeg udviklet tydeligt i det sidste Brev, som jeg haaber er gaaet rigtigt. Mine Breve til Neapel kunde sendes til den dansk-svensk-norske Consul Fleischer [13] eller vel post restante, dog det skal jeg nærmere skrive om. Adam Müller er angrebet for Brystet [14], men De kan trøste hans Brødre med, at Lægen har undersøgt ham og at hans Lunger ikke ere daarlige, han seer heller ikke saa rødkindet ud og gaaer ret rask! - Af Landsmændenes Breve vidste jeg om Heibergs nye Digte [15]; men fik af min gode Ven E, Collin, en anderledes Anmældelse, end hines Correspondenter have givet; disse sige at de ere “polerede” men “uden stor Kjærne”, meest Theaterhistorier; et Bind Digte af Herts [16] omtales, som uheldige; dog jeg troer gjerne at baade de christianshavnske og herceiske Digte [17] ere mesterlige og det skal glæde mig! - Bladene have altsaa talt ondt om mig, især for min Fortale, - nu, jeg skal see engang at give Dem en Bagtale maaskee det kan bringe Ligevægt i Tingene.
[i marginen s. 1:] I Brevet til Deres Fader var en Skrivelse til Mad: Holst, som jeg takkede for hendes Spil.
[i marginen s. 2:] Deres Jette gjælder den anden Halvdeel af Brevet! Lev vel! Ingen hænger mere trofast ved Dem end Deres Ven
H.C. Andersen.
Rom den 20 Januar 1841.
Kjære, kjære - Eduards Jette!
Det var smukt og godt af Dem at De skrev! det var de første Ord jeg ude har seet fra Dem! hvad De fortæller om Vulle at hun svøbte et lille Stykke Chocolade ind i en heel Avis fik jeg mig til at lee; det var den første Hilsen fra Hjemmet, som fik et lystigt Træk om Munden! det søde Barn! jeg tænker ogsaa daglig paa hende og naar jeg seer nogle pyntede Romerbørn, ønsker jeg at kunde bringe min Vulle et eller andet Stykke af deres Pynt; især er der nogle uldne Kassekinger [18] der ret staae mig an, men hvor skal jeg faae dem hjem! - Lille Louise husker mit Navn, skriver Eduard, kys hende og lad hende ikke glemme Navnet, Gud veed hvorlænge det vil blive erindret i Danmark! men jeg glemmer jo min egen Datter over Deres Døttre! den “ikke qvindelige” Maurerpige! [19] - jeg kan begynde at tænke mig at Stykke[t] har forekommet løst, at “Øien-Skuespillet” har været for bredt, - men ganske forkaste det hele Arbejde kan jeg dog ikke! tak Deres Svigerfader fordi han strax skrev, uden hans Brev havde det været for haardt af Eduard at lade mig vente saa længe, som jeg maatte vente! den kjære Faders Deeltagelse gjorte mig ogsaa godt, skjøndt det var mig ligesaa meget om at han - just ved dette Stykke, skulde have havt Ære af mig, som det var mig om min Digter-Ære at gjøre! - O det, det har piint mig, men det skal med den evige Guds Hjelp, oprettes! de christianshavnske Ax skal komme til at bøie sig som i Josephs Drø[m og] [20] jeg haaber de critiske magre Køer [21] skal ikke sluge [de] aandelige fede! - Dog det er nok billedligt talt og da det seer lidt uvist ud med min østerlandske Reise tør jeg nok ikke tale i Billeder. Hils dem Alle i Amaliegaden, glem ei Moderen og Jonna; men gaae ogsaa ned i Deres egen Stue-Etage til Deres Fader og Moder og siig at jeg i Tanken ogsaa er der! hils Christian Thyberg [22], og lad Vulle bringe et venligt god Dag hos Jomfru Schouboe [23], samt hos Bülows.- Forleden [24] gaves her paa et af Theatrene et Stykke med følgende Tittel: Margherita di Waldemar Regina delle tre corone del Nord al castello d ingemar, ossia mezza-notte. Ingen kunde forstaae Ordet “ingemar”, men saa blev vi enige om at det skulde være Ingemann [25]; hvilket Navn Stykkets Forfatter vist havde seet paa en dansk Bog om Valdemar. Hellig tre Konger Dag var stor Fest i Propaganda fide [26]; der blev oplæst Digte i 44 Sprog og dog var deri intet skandinavisk eller rusisk; det er unge Mennesker fra forskjellige Lande, som her dannes til Missionærer; komisk var en Dialog mellem to Drenge fra Pegu! det lød bogstaveligt 1) “Kakák! - 2) Smakaki kuk !”- en ung Californier, der for 6 Aar siden var kommet her til, som Vild, spillede paa et vildt Instrument og sang vildt; tilsidst var der to Chinesere i deres national Dragt; de sang og virkeligt sagde “tsching-sing!” - En Æthioper - det var et virkeligt sort Menneske! Kjole, Halsklud, Ansigt, Alt sort, det eneste Hvide var det han vendte ud af Øinene. Dronning Maria af Spanien har her leiet sig det samme Palais i Trastevere, hvor Christina af Sverrig boede. I Søndags [27] blev alle Æsler og Heste velsignet ved Kirken St Antonio; der vare yperlige Figurer; en gammel Kone førte et lille Æsel, som der var klinet Guldpapirs Grise paa Bovene; det havde rød Sløife paa Halen og selv neiede hun dybt da Vievandet ogsaa kom over hende! i Dag velsignes alle Faarene i Kirken St Agnese. Bruuns [28] ere komne her fra Neapel hvor de have kjedet sig; vi vare sammen i Mandags ved en høist interesant Procesion i Peterskirken, hvor jeg var tæt ved hans Hellighed Paven. Hertuginden af Cambridge [29] og Regina Maria var ogsaa der. - Jeg studerer Bibelen og Beckers Verdens Historie [30] og læser Bulvers Rienzi [31] og Göthes Faust, selv har jeg kun skrevet fire Linier i et veemodigt Øieblik [32], samt i München et Digt til Louise [33], lad mig vide om hun har faaet det og hils hende, ja ret saa inderligt, som De kan det! De mange, De i Deres Brev siger De skal hilse mig fra maa De hilse igjen! siig til Frøken Reimer [34], at jeg hver Dag gaaer ud af Porten for at see om hun kommer. Med Hensyn til Maurerpigen maa jeg tilføie, at det ikke synes, som jeg har Lykke med Døttre, Maurerpigen og Agnete traadte begge frem medens jeg var ude og de staae endnu eensomme i Verden. Sønnerne have mere Lykke: Improvisatoren, Mulatten, Svinedrengen og Spillemanden, ja dem gaae det godt. Jeg er nu meget angest for de kommende Døttre, og der komme vist Døttre endnu! - Hartmann har jeg skrevet til i Dag, Eduard har vel bragt ham de tidligere Hilsener. Skriv nu De nogle Ord igjen i Eduards næste Brev og faae ham strax til at skrive; husk at jeg reiste den sidste Oktober og først den 20 Januar fik jeg hans første Brev. Lad mig endelig vide om Gottlieb har faaet et Brev dateret Mantua. I Dag har een af Landsmændene [35] faaet Kopper, men i en mild Grad. I Nat var det igjen skrækkelig Torden; hver Avis mælder om Strandinger paa Middelhavet; i Nat er skeet et Overfald, jeg saae i Morges Blodet som endnu stod paa Stedet, men i saa stor en By, er eet Overfald jo intet. Lev nu glad og vel! hils alle vore Kjære.
Deres gamle Ven
Rom den 10 Februar 1841
I Dag fik jeg Deres Brev [2], Gud velsigne Dem derfor! jeg skriver strax, i det mindste Begyndelsen af et nyt Epistel for saaledes nogle Minutter ret at kunne være hos Dem; tro ikke at jeg faaer mange Brev; Deres og et eneste fra Eduard ere de eneste paa Reisen og saa de min kjære, gode, sandeste Ven, Faderen Collin skriver; han har mindst Tid og dog skriver han oftere [3]! - De beder mig skrive “ikke paa Stads”, men ret hvorledes jeg har det “i Virkelighed”. Nu vel da! jeg har det ikke godt [4]! og dog er jeg i Rom, er i den By, som nu ved mit andet Ophold er blevet mig dobbelt kjær, den By, som ved hver Dag der gaaer fængsler mig fastere. Jeg var sjælesyg da jeg forlod Danmark, Reisen gjorte mig godt, men jeg kom til Ro igjen i Rom; Vinteren har været usædvanlig slet, megen Sygdom har hersket, jeg har levet saa ene, hvær Aften fra 5, siddet i en kold uhyggelig Stue, ene i det hele Huus; jeg har faaet Tid til at tænke paa meget jeg skulde glemme, nu kom Gigt i Hals og Tænder, der berøvede mig mange Nætters Søvn; og under disse Prøvelser, fik jeg Efterretningen at Maurerpigen “ei har gjort Lykke, ei giver Huus og er henlagt”, samt at jeg neppe for de 3 Aftener faaer Betalning, som for et heelt Stykke, da det mangle nogle Minutter i Alenmaalet, jeg har faaet at vide at ingen Blade have skaanet mig og den Trøst dog at mit sidste Arbeide skal være blevet glemt for Heibergs interessante nye Digte [5]. Hvad min Ansøgning til Kongen angaaer har jeg heller ikke stort Haab og Resultatet er at jeg maaskee ikke engang faaer Sicilien at see men kan paa min høie Fødselsdag begynde min Hjemreise; saa begynder jeg jo dog det ny Leveaar med saa svag en Fortrøstning og Glæde, at de andre Dage, som komme ikke kunne blive meget sørgeligere. - Deres Brev dufter af Bifald for Maurerpigen, ja De vil endogsaa ved Stykkets Slutning have hørt et tre Gange gjentaget Bifald for Forfatteren. Stakkels kjære Søster, der mener mig det saa godt og har ønsket det saa levende, saa De troer at have hørt det. En Gang maaskee, skal jeg til Tak ogsaa fortælle Dem et Eventyr. - Min Sjæl har en stor Elasticitet, men i den sidste Tid er den blevet temmelig forstemt. Gid jeg kunde skrive, digte noget, det vilde hjælpe, men jeg har bragt det saa vidt, at jeg kan ikke, ja jeg synes det er som jeg vilde male i Sandet, det trampes kun ned eller skylles bort! De spørger mig om intet nyt Arbeide beskjæftiger mig og jeg vil svare Dem, der har opfyldt mig en heel Verden; jeg har de første 14 Dage jeg var her i Rom levet for min Ahasverus [6]; Stedet her stemte mig saa ganske for dette store Værk, som De veed jeg meer end Aar og Dag har tænkt paa. Altid naar jeg troede at have hævet denne Skat, sank den pludselig dybere og jeg fortvivlede over ikke ret at kunne magte den; men endelig her i Rom, bragte jeg den reen og klar, skizzeret ned paa Papiret; men nu føler jeg aldeles ingen Kraft til udføre den, jeg har en Ulyst, en Lede for den, for Alt hvad der kan kaldes Poesi i min Sjæl, der maa Solskin til for at Blomsten ret skal blive til Frugt og hvor finder jeg Solskin? Selv drives jeg, som hiin usalige Ahasverus; ingen Ro og ingen Glæde har jeg! Jeg begriber mig selv og min Fremtid bedre end nogen anden Dødelig, jeg kjender mit Hjem: Danmark saa godt at jeg vandrer hjem, som den Fordømte til sin Straffe-Anstalt. Dog det var ingen ny Jeremiade De skulde have, men “lidt Confetti i Form af Bogstaver”, som De skriver! Jeg vil derfor tale lidt om Verden uden om mig. - Siden jeg sidst var i Rom er Vaticanets Kunstskatte blevne endnu bedre opstillede [7], jeg veed ikke om Arangementet er nyere end Deres Ophold; nu følger Alt i een Flugt, først naturligviis den lange Gang med Inskriptjoner og sønderlemmede Gudebilleder; saa Buen med Kunstværker af større Værd og den skjønne Sal med mosaik Gulvene og Niilgruppen; derpaa Værelset med den berømte Torso og herfra, som De husker, ind i Gaarden med de aabne Loger hvori staaer Laokeon, Perseus, Apollo, etc, - gjennem de to Rotondaer med Muserne, Jupiter tonans etc ind i Vestibulen med de to prægtig Sarkophager; her er tæt ved de ægyptiske Sale blevne malede, som det Indvendige i en ægyptisk Pyramide med en stjerne Himmel der gjør en sær Efect; forbi Værelset med Triumphvognen, og forbi prægtige Statuer kommer nu i en lang Gang alle de gobelinske Tapeter Raphael har give Tegning til; derfra maa man hele denne Fløi af Vaticanet følge en phantastisk Buegang med colosale Landkort ind i flere store Værelser til Malerierne Madonna del Foligno, Transfigurationen, Hjeronimus o s v ind i Raphaels Stanzer og fra disse ind i Logerne. Saaledes er nu Veien. Udsigten her til Bjergene, De mindes den fra Logerne, er i Vinter sjælden god, Bjergene ere i Skyer, Regnen skyller ned; meget ofte har Nætterne bragt Lynild og Torden; ved Jordrystelsen i Calabrien mærkede vi her Stødene [8] og Tiberen har staaet op i Ripetta [9]; Getto var under Vand ligesom ogsaa Pantheon; Kuppelen her speilede sig deiligt i Vandet derinde; jeg stod paa Alteret og saae ned. Dog have vi ogsaa enkelte skjønne Dage; smukkere end vore Sommerdage. Da er jeg meest i Villa Mils [10] hvor Roser, Receda og Levkoier blomstre[,] alle Træer ere grønne og jeg føler: her er Italien. Theatret har jeg kun besøgt en eneste Gang [11]; jeg har ingen interesse for den Art for Øieblikket; den bedste Sang hører jeg i Santa Maria supra Minerva, hvor Munkene synge overordenlig deilig. Hver Søndag hører jeg Nonnerne i den franske Kirke [12] og hver Middag sidder jeg i del’ Apostoli for at høre paa Orgelet, der spilles smukt, men det er som om det var en bedrøvet Aand der græd i disse Toner; det er Melodier, som Bellini havde følt dem. Carstenskjold [13] er her veed De, det vil sige Broderen til vor fælleds Ven, vi omgaaes meget, men i den senere Tid er han oftest hos Bruuns, bare han ikke seer for meget paa Emy [14]. Hos Bruuns selv har jeg været en Middag [15] og de have oftere indbudet mig, men jeg har ikke følt mig lystig nok og hvorfor skal man hænge sin Sorg uden paa at Folk kan sige: Poeten er forknøt for hans Stykke ikke duede! Stykket er og bliver dog kun een af Draaberne i mit Bæger! men det var ikke den Vei vi skulde! jeg vil fortælle igjen. Rørby bragte jeg strax i Dag Deres Hilsen [16], han blev meget glad ved den og sagde: “ja, jeg skal sgu snart skrive hende til! men hvorfor hilser Peter [17] mig ikke?” han talte nu med megen Kjærlighed om Dem begge; bad mig ogsaa sige Dem at Vinteren her var slem, og at han idelig var sygelig! Hans Kone [18] ønskede meget at De og Deres Broder var her, samt Jensens [19]! Datteren, den lille Romerinde [20] opløftede et Brøl, som jeg lovede at meddele Dem, som hendes Hilsen og ønske at De vilde indtræffe. Jeg kan godt lide den Familie! Her er endnu en Dansk, en Hr Eriksen fra Bordaux [21], Broder til Fru Siboni [22] i Kjøbenhavn. Meyer reiser hjem i dette Foraar [23], Kückler snakker ogsaa om saadant noget, men det er nok ikke afgjort [24]. -
Rom den 15 Februar.
Siden jeg skrev ovenstaaende har jeg igjen lidt meget i mine Tænder [25] og hvad her altid følger efter, noget jeg ikke kjendte hjemme, er en stærk Feber af Smerte. For et Par Dage siden tog jeg til Tivoli [26] og der har jeg, ved om Aftenen at stige ned i Grotterne for at see disse oplyses ved Blus forkjølet mig; jeg har i to Nætter lidt skrækkeligt og i Løverdags gik jeg saaledes den første Carnevals Dag meget lidende. Jeg kunde ikke holde ud at være paa Gaden for Vunde-Feber, gik derfor op i Prindsessens Værelser, Dem De vist kjende og saae der fra Balconen den brogede, glade Mængde, men der var ikke mange Masker den Dag; interesantest forekom mig et lille Tog af Børn paa 5 a 6 Aar, alle klædte i gammeldags Costume med Fiskebeens Skjørt etc. Dronningen af Spanien havde leiet Altanen lige ved Siden af os. I alle Breve der komme til de Danske hjemme fra, bestaae Nyhederne sædvanligviis i “nye Forlovelser”, noget vi ikke kunne opvarte med, dog endelig have vi een. Igaar kom Carstenskiold og fortalte mig at han nu var blevet forlovet med Emy Bruun; de have kjendt hinanden i atten Dage. De synes begge lykkelige! Digteren Holst, som jeg over en Maaned havde ventet paa, indtraf først i forrige Uge [27], han er meget godmodig, men jeg troer dog, at jeg før jeg kom til at kjende ham som nu, har sat mig selv for lavt til ham, i aandelig Henseende. Han opfatter ikke hurtigt og uagtet jeg godt veed at hele Kjøbenhavn ubetinget vil erklære sig for ham og ikke for mig, naar [der spø]rges om et practisk Menneske, vil jeg dog nok beholde min Natur i det jeg Dag for Dag kommer til at føle hvor gal den almindelige Dom (i det mindste Hjemme) er over Menneskene. Ham vil det vist ellers gaae meget godt i Verden og jeg ønsker ham det. Kun et Par Mennesker i Hjemmet hænger min Tanke ved, og De, kjære Frøken, som jeg virkelig holder af, som en Søster, De staaer mellem disse. Ved Afreisen og nu ude, føler jeg ret at Faderen Collin er min første, min bedste Ven, Gud lad mig ikke miste ham, jeg har en Angest derfor, thi det er min Lod at miste Alt, selv mit Haab paa Gud! I Verden gaaer Alt efter Love, som i [en] engelsk Dampmaskine. Den kjære Ingeborg hører jeg ligger syg; det er Benet igjen, det hun stødte for to Aar siden; vil De ret hilse hende og desuden strax slaae en Convelut om indlagte lille Sæddel og sende hende. Det glædede mig at høre at Deres Fader tænker mildt paa mig, dersom jeg tør tro hvad De skriver og det ikke hører under samme Rubrik, som det tredobbelte Bifald jeg fik i Theatret for Maurerpigen. Naa, see ikke vredt, i det De læser dette, husk at man lider meget før man opgiver sine sande Venners gode, milde Ord. Det gjør mig ondt at der har været saa megen Sygdom i Deres Søsters Huus, hils hende, Mand og Børn. I Hjemmet selv trykker De Deres Broders Haand og hilser ham ret hjerteligt fra mig og de Landsmænd han her har levet med. Møller, der maler en smuk Altertavle [28], har paalagt mig at hilse Dem, ligeledes Rod, han copierer et af Stykkerne i Vaticanet, det med Madonnas Grav der blomstrer [29]. - Naar De modtager dette Brev har jeg rimeligviis faaet fra Collin en bestemt Afgjørelse om hvor mange Penge jeg har at reise for, faaer jeg slet ingen da reiser jeg den sidste Marts hjemad, har jeg derimod 200 Species da tager jeg til Sicilien og skeer det Umuelige at der bringes 400 tilveie da tager jeg til Grækenland, Smyrna og Constantinopel; jeg haaber af Dem, at De strax ved Modtagelsen af dette Brev skriver mig til; jeg vil da faae det den 24 Marts i Neapel, hvor jeg beder Dem at adressere det til mig post restante. Fortæl mig noget om Dem selv og Deres! siig mig om De har besøgt Louise! hvorledes tager det nye: “gamle Huus” sig ud [30]. Jeg sendte hende 1 lille Digt fra Mantua [31], men har aldrig hørt om hun har faaet det; Digtet blev skrevet hendes Bryllups Dag. Brev har hun derimod ikke faaet fra mig! det er rigtignok ikke broderligt. Vil De hilse den originale, fortræffelige Weyse! jeg ønsker tidt ved Kirkemusikken her, han hørte disse udføre. Siig ham at han maa heller miste 2 Roeskilde-Reiser [32], end een til Rom. Men han troer mig ikke! Hils Frøken Jessen, Tante Mine [33], men især nok en Gang Faderen, siig ham jeg har i Rom i to Maaneder kun brugt to Par Handsker og slet ikke siddet paa Minister-Bænken i Theatret. Jeg maa smile ved Tanken om hans Skjænden paa mig! og jeg takker ham for denne, længe har jeg ikke havdt en munter Tanke.
Broderen.
[Udskrift:]
Sorøe d: 20: Febr 1841.
Kjære Andersen!
Deres kjære Brev fra Rom af 27: Jan [2] modtog jeg igaar med hjertelig Glæde. Paa den Tandpine nær, som jeg haaber for længe siden har forladt Dem, var De jo et lyksaligt Menneske som kunde være anden Gang i Rom og N e a p e l og maaskee komme til det hellige Land [3] og see hiin Herlighed, som selv Moses kun paa sin sidste Dag fik at skimte i Frastand [4]. Jeg vil ret Ønske det maa lykkes Dem at sætte hiin større Reiseplan i Værk og faae den “Ahasverus”-Plan udført, som De med saa megen Begeistring tænker paa. Foretagendet er collossalt og kunde være et heelt Digterliv værd, naar det med sin store Rigdom og Fylde kunde lade sig bringe i en Form, der med sand konstnerisk Eenhed og Heelhed kunde anskueliggjøre Ideen uden at sprænges af det næsten alt for grændseløse Stof. - Deres “Maurerpige” har jeg kun læst, men ikke seet paa Scenen, og da den fornemmelig var beregnet paa Fremstillingen, kan jeg ingen ret Forestilling gjøre mig om dens Virkning. Naar man blot læser den, forekommer den os naturligviis for let skizzeret og Handlingens indre Motiver for løseligt udviklede, omtrent som i Syngestykker og andre meest sceniske Productioner; dog ogsaa ved Læsningen beholde Naturskildringerne og en stor Deel af de første Acter deres poetiske Interesse. Den venlige Deeltagelse og Opmuntring De har fundet paa Veien gjennem Tydskland, under jeg Dem af Hjertet, saavelsom alt det Skjønne og Herlige, De ved denne Reise vil vide at tilegne Dem. Naar De nu kommer tilbage haaber jeg, De kan slaae Dem til Ro idetmindste i nogle Aar. Bliver De ikke alt for længe borte og kunde De ved Hjemkomsten have Lyst til at beklæde min Post her i Sorøe, vil der maaskee blive Leilighed dertil; thi jeg tænker nu for Alvor paa at ombytte det stille klosterlige Sorøe-Liv med en mulig Ansættelse i Kjøbenhavn [5]. Skulde det skee inden De kommer hjem og De virkelig kunde beqvemme Dem til at blive en stille indgetogen [6] Soraner, var det vel ikke af Veien om De yttrede dette Ønske for Kongen, som da vist vilde tage Hensyn derpaa. P a l. M ü l l e r & C h r. W i n t h e r og Flere vilde vist gjerne, hvis jeg kom herfra, succedere [7] mig og med dem kom De da til at concurrere. Mit Ønske om at skifte Plads er forresten en Hemmelighed, som De er den Eneste jeg endnu har betroet, paa Kongen selv nær, som veed det. Til Andre vil jeg ikke gjerne have talt derom, og hvorledes det kan skee, er endnu aldeles uklart. For en halv Snees Aar eller noget længer (jeg har nu været her i 19 Aar) er Sorøe-Livet vist i mange Henseender ønskeligt for en productiv Digter, der har tumlet sig forud om i Verden og samlet poetisk Stof ind til at leve af, uden at behøve Stort af den øvrige Verden. I en saadan Stilhed og Eensomhed kan Meget udfolde sig, som ellers let bortdunster og adspredes; men naar man begynder at blive gammel, kan man atter trænge til nyt Stof af Livet og den store bevægede Verden. Dette er nu Tilfældet med mig. Hvad der i den senere Tid har gjort mig træt og kjed af det her, er de langvarige og besværlige Director-Forretninger, jeg nu fra October Maaned har maattet besørge i Waages Fraværelse [8] og som jeg, som ældste Lector, aldrig er sikker for. Derved berøves mig al videnskabelig og litterair Ro og Tid og det tager svært paa mig i alle Henseender; dog derfor er den yngre Lector her aldeles fri!
Deres hjerteligst hengivne [Udskrift:]
Neapel den 2 Marts 1841.
Til Jette Wulff [2].
Kongen har været saa naadig at give mig 300 Species [3]; selv har jeg været saa øconomisk, at jeg ved min Ankomst her til Neapel endnu havde 200. Altsaa har jeg for Øieblikket 500 Species, og reiser den 16 Marts til Palermo [4]. I Messina søger jeg Skib til Malta og seer derfra at komme med et fransk Krigsskib til Piræus. Rimeligviis er jeg paa Havet min Geburtsdag [5] eller lander da - det vilde glæde mig - lander da i Grækenland, der fra skal De faae Brev fra mig. - Carnevalet i Rom var særdeles livligt og mere nobelt, end da jeg forrige Gang saae det [6]; der blev saa godt som ikke kastet med Confetti, nei det regnede ned med Blomster. Jeg var een Dag Polichinelle [7] i Corso og jeg gjorte en Slags Lykke, fik mange Blomster af Damerne og moersomme Samtaler. Vinteren er endnu haard, her i Neapel, Vesuv og alle Bjerge ligge med høi Snee og man kan godt bruge alt Vintertøi. For en 8 Dage siden har her været Jordskjælv; i flere Gader staae Husene nu understøttede med Bjælker. Vesuv ryger og man venter en Erruption. Jeg læser af alle Kræfter græsk, men det bliver nok Kluderi aligevel, De kjender nok mit Sprogtalent. Hils Deres Søster og hendes der hjemme. Hils Deres Broder og siig til Deres Fader at han tidt er i min Tanke. Heiberg har jo været vittig, paa min Bekostning hører jeg; man har i Rom fortalt mig om hans Bog [8]. Nu seer man da tydeligt at han ikke er mig god, som jeg altid har troet. Hans privilegerede Recensent Martensen har jo canoniseret Bogen [9]. Lev glad og vel.
Broderen
[i marginen på s. 2:] Vil De lade Fru Læssøe vide jeg reiser til Grækenland.
Athenai den 26 Marts 1841.
Ja, her er jeg; o gid De var hos mig! De vilde være opfyldt at den samme forunderlige ukjendte Følelse der opfylder mig i dette Land. Jeg kan ikke selv ret fatte mig i det at jeg er i Athen. Sidst skrev jeg Dem til fra Rom [2], de første Dage i Carnevalet, hvormeget har jeg ikke oplevet siden! jeg vil gribe Traaden hvor jeg slap. Carnevalet [3] var et af de rigeste og livligste der har været i mange Aar; Confetti blev der ikke dænget med som i gamle Dage, det Hele havde et ædlere Præg, man kaste[de] med Blomster og det saa yppigt at Gaden var bestrøet. Roed var een Dag Arlequino, jeg var Polichinel [4], det vil sige med Maske, og jeg gjorte Lykke, selv Romerne applauderede mig og Damerne forærede mig Blomster og Kringler. En Dag fik jeg af Lucien Bonapartes Datter Lady Stuart [5] en Bouquet Violer: “Det er Deres Onkels Blomst”, sagde jeg til hende; “jeg gjemmer den for Blodets Skyld!” Efter Carnevalet reiste jeg til Neapel [6]! Alt laae med Snee, det stormede koldt! Gud hvor Italien har været et nordisk Barn iaar! Vesuv og alle Bjerge rundt om, vare hvide! jeg fik da min romerske Tandpine igjen [7], der altid endte med en Slags Feber; jeg var en Dag taget til Herkulanum [8], men da jeg naaede Hjemmet, var jeg ved at phantasere. Lægen blev hentet; jeg maatte øeblikkelig aarelades; jeg vilde ikke gjerne, troede heller ei det var saa farligt, men man sagde mig at det var høist nødvendigt. Mit Blod maatte springe,. Tørsten forlod mig, jeg fik lidt Søvn; tænk Verten [9] lod vaage over mig; jeg kan slet ikke begribe at det var saa skrækkeligt, som man sagde; thi jeg tørstede kun og havde Stuen fuld af kjøbenhavnske Venner, ogsaa De var der, men jeg vidste meget godt, det var Indbildning. Kongen af Danmark veed De har været saa kjærlig og god at give mig 300 Species; jeg besluttede nu strax at reise til Grækenland; Sicilien vilde jeg gjerne see, men det lod sig ei bringe i Harmonie med Dampskibenes Gang, desuden fik jeg, af Folk der havde været i Grækenland, en saadan Skildring af Dyrheden i dette Land, at jeg ikke turde give en Skilling ud paa Sicilien; man sagde jeg brugte 5 Species daglig. Det er ikke saa, men mellem to og fire bruger jeg naar jeg ligger stille og naar jeg reiser her. Man førte mig nu til en Berliner [10] der kom fra Athen, men denne Mand gav mig et saa rædsomt Billede at jeg i min sygelige Tilstand følte en Slags Skræk, men saa sov jeg derpaa og næste Dag tog jeg Plads paa det franske Krigs Dampskib Leonidas directe til Athen [11]; jeg tog anden Plads og sparede derved 25 Species. Selskabet her var særdeles godt. Americanere og Franskmænd, en rusisk Officeer Christophorus blev min Camerad de lit [12], og jeg blev snart intim Ven med Officererne ombord, een af dem kjendte Suenson [13] og van Dockum [14], havde hørt Deres Broder Peter omtale, som Dansk i fransk Tjeneste; Capitainen indviterede mig til sit eget Bord, jeg maatte skrive i hans Stambog og paa det store Hav læste jeg Schiller med en af Officererne der begyndte at læse Tydsk. Det var den 15 Marts jeg forlod Neapel; den første Nat saae jeg Stromboli [15] kaste sin røde Ild, næste Dag laae Messina for mig [16]. Hvor Italien mod Nord er vild! Skyllas Hunde [17] saae jeg, men de brølede ikke. Ætna forbausede mig med sin Storhed; Vesuv er da en Unge mod den. Fra Top til Taae var Ætna med Snee. Hele den tredie Dag var jeg i Land paa Malta [18], her var et afrikansk Climat; hvor Solen brændte, hvor Alt havde et fremmet Præg. Almuen her, veed De, taler en arabisk Dialect, hele Valletta synes voxet ud af Klippen; jeg kjørte i en to hjulet Karreet til Cevitta vecchia og saae Cathecomberne, Kirken etc. I La Valetta intereserede mig især Maltheser Riddernes Vaabensal, den var høist eiendommelig; jeg skal hjemme fortælle Dem derom. Aftenen i La Valettas Havn, da Lysene skinnede paa Vandet, og Musikken lød fra de engelske Krigsskibe synes mig endnu som en orientalsk Drøm. De to følgende Dage var vi paa det aabne Hav [19], men vi havde Blikstille; Vandet lyste med en stærk phosphorisk Glands og Stjernerne vare saa klare, som jeg ikke kunde troe det; Venus lyste, som Nymaanen hos os, den kastede en lang Straale over Vandspeilet og Delphiner, store som Heste, væltede sig ved Skibet, o Gud man vilde leet af mig i Kjøbenhavn, jeg læste mit Fader vor af Tak og Glæde til Gud, for hvad han lod mig see! Jeg seer mageløs godt, jeg saae Land, da de andre ikke vilde troe det paa Skibet, Capitainen tog sin Kikkert og jeg havde Ret; det var et Bjerg ved Navarin [20] jeg øinede. Ætna med sin hvide Snee var længst synlig. Paa Dækket var der broget Selskab; otte spanske Munke havde vi med fra Malta, de gik til Syrien og til de malebariske Kyster, en Beduin i sin hvide Burnusch og en Perser, der blev min Ven, skjøndt vi kun gjorte Pantomine; een Aften pegede han mod Himlen; jeg syntes da jeg maatte sige noget og udbrød med Begyndelsen af Genesis: Beraschid Bera Elohim [21]! det læste jeg jo i Skolen, og tale, veed De, maa jeg. “Yes Sir!” sagde han og det var vor hele Conversation. Den sjette Dag [22] passerede vi Cap Matapan og St Ange, paa dette sidste Forbjerg laae en eensom Eremithytte lige ved Brændingen. Her begyndte imidlertid Søen at gaae stærk, og fra Øen Cerigo til Syra havde jeg meget søeondt. Vi kom forbi Paros og Naxos og jeg var hvid som Marmoret paa hiin og lidende som Ariadne (auf ein anderer Maneer) var det paa Naxos [23]. Den syvende Dag laae vi ved Syra [24], herfra skulde mit kjære Skib Leonidas til Constantinopel, jeg og mit Selskab til Athen maatte i Land at blive der til Leilighed fandtes eller tage Plads paa Krigs Dampskibet Lycurk der laae under Qvarantaine da det kom fra Alexandrien hvor Pesten nu raser. Qvarantainen vilde imidlertid kun blive 3 Dage, Opholdet paa Syra derimod uvist, jeg foreslog derfor de Andre at vi skulde gaae paa det saakaldte forpestede Skib; de havde ikke ret Lyst og nær ved havde jeg vaklet, men - voila! - jeg vil, sagde jeg og saa fik jeg fat i en Græker der roede mig ud og vips var jeg paa Skibs-Trappen; nu var det gjort, thi Grækeren pilede afsted fra Skibet. Syra saae jeg ellers ganske godt, jeg var vist 8 a 10 Timer i Land; det var den første græske By jeg traf, den lignede, i formindsket Maalestok, Neapel, men Husene vare kun een eller to Etager; over Gaderne vare udspændte Lærred og i alle Huse syntes man at handle. Hvor dog Grækerne see maleriske ud. Om Natten sov jeg godt paa Skibet og vaagnede først da vi kastede Anker i Piræus Bugten [25]. Jeg foretrak at holde min Qvarantaine paa Skibet og da den kun var to Dage gik Tiden ret godt; jeg begyndte der et Brev til Dem, men, som jeg har revet itu for at De kunde faae et med en Prospect af Athen, skjønt det giver ikke stort Begreb om Stedet. Det første Indtryk af Byen var, at den i et Nu var reist, da her skulde være et Marked, og at dette nu var i fuld Gang. Dronning[en]s [26] Hofpræst [27] en Holstener kom strax hjem til mig; jeg boer i Hermesgaden med Udsigt til Bjerget Hymetos Hansen [28] traf jeg senere hos Præsten, Champagnen knaldede ordentligt og - jeg er da nu en Athenienser.
Athen den 2den April 1841 [29].
Allerede har jeg været her i 9 Dage! Den græske Vinter har indfundet sig som en daarlig Sommer hjemme, det er umueligt at reise om i Landet, men hver Dag har jeg gjort Toure, Alt er nyt, Alt er værd at see - men Tiden flyver og kun en Maaned slaaer min Kasse til at være her, thi man maa betale, som var man i Engeland, dog nok om de dumme Penge, see blot selv at samle nogle og kom da herhid; hvert Skridt her er paa en klassisk Grund! hvad skal jeg fortælle Dem af det meget jeg har seet!, dog jeg vil kun tale om denne Dag [30], den De vist har tænkt paa mig! De skal høre hvorledes den er tilbragt. Imorges Klokken 8 gik jeg paa Acropolis [31] - tænk Dem en Klippe med en Slags Festnings Muur og indenfor denne de skjønneste Templer, som sønderslagne med en Gigants Haand. Mellem Nælder og vilde Agurker ligge store Marmorblokke, med lemlæstede deilige Basreliefs; rundt omkring Dødninghoveder af Tyrker og Græker og sprængte Bomber fra Venetianernes Tid. Bjerget Hymetos med sine hvide Marmorplette ligger til den ene Side og ud foran mig Klippen med Socrates Fængsel, hvor han og Plato talte om Udødelighed [32], og ligefor Havet med Ægina og den verdensberømte Bugt ved Salamis [33]. De vil ikke lee af mig, naar jeg siger Dem jeg læste mit Fader vor og takkede Gud, der lod mig see denne Plet af Verden [34]. Da jeg kom fra Acropolis, blev jeg ført om af en græsk Professor [35] og saae det nye Slot, det er lidt større en Academiet i Sorøe, og pompeiansk indvendig. Professor Ross [36] der vidste at det var min Geburtsdag og at jeg havde bestemt den Dag at være i Delphi eller paa Parnas, vilde, da Veiret var ugunstig, dog feire den anden April; Tilfældet førte just to Rapsoder [37], græske Sangere, fra Smyrna, her til; han lod dem synge for mig alle de berømteste græske Folkesange; det dannede en Slags græsk Historie; paa Huk sad de og sang til Mandolinen, først Grækernes Klage over deres Undertrykkelse [38]; derpaa en Friheds Sang af Rigas [39], en græsk Kjøbmand i Venedig der først ved sine Sange og ved at opdrage unge Grækere, vakte Friheds Følelsen, hvorfor han blev udleveret til Tyrkerne og dræbt; nu en Krigs Sang og derpaa en Vise til Kong Otto [40], da han holdt sit Indtog i Nauplion; jeg var meget bevæget derved. Thi det var et Folks Historie i Toner og det er mere end i Ord; da greb Rapsoden i Strængene og tænk Dem, spillede et Potpouri af Fra Djavolo, Robert etc. - det klang saa afskyeligt, jeg syntes det var en Forudforkyndelse af at disse frankiske Melodier, fra alle Nationer, engang skulde fortrænge de originale. Det forstyrrede mig. De sang ogsaa en tyrkisk Vise og jeg tænkte paa Weyse og ønskede han havde hørt den characteristiske Sang; det lød, som om en Opiums Spiser havde en fæl Drøm og ganske sagte jamrede sig; Acompagnementet var den samme Tone og kun een, altid een. - Middagen tilbragte jeg hos Hofpræsten Lyth, hvor vi drak megen Champagne; han blev imidlertid jaloux paa Ross der havde moret mig saa kostelig ved Rapsoderne og sendte nu Bud efter en Kaffevært og en 6 a 7 Græker der dandsede smukt og nu fik jeg alle de eiendommeligste græske Dandse; jeg skal engang fortælle Dem om disse, Barnepigen, en blændende Skjønhed fra [Z]ea, pyntede sig, tog sin Turban paa og dandsede som Terpsicore [41] selv. - -
Athen den 9 April 1841.
Efter at have seet Korinth [42], der er høist interessant og dog kun er en moderne Ruin paa nogle Søiler nær, er jeg her igjen. - En yndig Landsby med en ødelagt Moskee [43], hvor jeg var nogle Timer glemmer jeg aldrig; her var rigere, end i Italien. I forgaars kom jeg til Grækernes store Friheds Fest, den 7de April [44]; Kongen og Dronningen græskklædte stode under en Tronhimmel i Kirken; Krigsmusik blandede sig med Præsternes Sang; om Aftenen var Athen ilumineret; paa et Transperant saae man en Gjæddebuk gnave en Viinstok med Underskrift: “man kan fortære mig til Roden, jeg voxer dog frem igjen!” Hele Acropolis var med Blus. - Dog hvor mit Brev tager sig fattigt ud! jeg kan ikke uden ved at udvikle i flere Ark give Dem et Begreb om det Eiendommelige og Skjønne jeg alt har seet, skjøndt jeg dog saa godt som endnu har ligget stille. Veiret har gjort at jeg ingen større Reiser har gjort; om 8 a 12 Dage er det imidlertid min Hensigt at ride gjennem Landet til Patras [45], ja, jeg maa som alle Folk i Grækenland, til Hest; De skulde see mig saaledes med min Grækerhue og Agojaten [46] ved Siden, han er saa malerisk klædt at det er en Lyst. En Reise til Constantinopel herfra vil, otte Dage i Constantinopel, een Dag i Smyrna og 14 Dage i Karantaine komme mig paa 100 Species; det har jeg ikke Raad til; det bedrøver mig; jeg er 2½ Dag kun fra Constantinopel, men kun i Tilfælde af at ingen Slags Standsning skete, og jeg da efter den anden paafølgende Qvarantaine i Triest (der er 10 Dage) vilde i 3 Uger jage hjem, kunde jeg gaae over til Tyrkernes Hovedstad. Jeg har beregnet og atter beregnet, men jeg maa lade mig nøie med det deilige, men kostbare Grækenland. - I Begyndelsen af Juni er jeg i Wien, lad mig der finde Brev fra Dem. Dette Brev seer skrækkeligt ud, men det er skrevet med Staalpeen, og den forstaaer jeg ikke at styre. - Hansen og Kjøppen [47]have bedet mig at hilse Dem. Siig Deres kjære Fader den venligste og bedste Hilsen fra mig, og kan det gaae an da lad ham sige til Kongen at jeg elsker ham af min hele Sjæl, men det kan han nu sige paa en mere passende Maade. Hils Kocks og alle Børnene. Gud velsigne og glæde Dem min egen kjære Søster.
Broderen.
[i marginen på s. 3:] Hele Kreta ): Candia, veed De, staaer i dette Øieblik under Vaaben mod Tyrkerne [48].
[i marginen på s. 2:] Vil De lade Fru Læssøe læse dette Brev; om 14 Dage skriver jeg til hende og da lader hun Dem læse det Brev hun faaer [49].
[i marginen på s. 1:] Lad mig vide om De har hørt fra den kjære Broder Christian i America.
[på en lap, indklæbet i brevet:] Efterskrift (stukket ind i Brevet da det var forseglet).
[Udskrift:]
Constantinopel den 28 April 1841.
Kjære Fru Læssøe!
Fra Grækenland skrev jeg Jette W u l f f til [2] og bad hende lade Dem læse Brevet for at De kunde høre hvorledes jeg levede og hvad jeg havde seet. Jeg forudsætter at De har læst Brevet og beder nu Dem til Gjengjæld, at hun igjen maa læse dette. De veed altsaa at jeg efter Carnevalet tog til Neapel og at jeg der fik Feber saa jeg maatte aarelades, men strax da jeg kom mig og mine Finantser tillod det, indskibede mig over M a l t a til Grækenland. Herfra vil jeg altsaa nu begynde min Fortælling der skal, om Gud vil, naar vi mødes, blive bedre og fuldstændigere. Alle Reise-Besværligheder gjør man Bekjendtskab med i Grækenland, men høist interesant er og bliver dog en Vandring i dette Land. Bjergenes Former og Farver overgaae Italiens og man seer her foran sig ikke eet Bjerg, men altid tre a fire bag hinanden, enkelte Steder 6, og hver med sin forskjellige Nuance af Blaat og Lilla. Den vilde Timian og Cypresbuskene udbrede en stærk Duft for Hestens Fødder i det man rider frem i dette Øde. Lange, lange Strækninger sees ikke et menneskeligt Væsen, ingen Huse, kun Ruiner af en Kirke, hvor endnu Helgenbillederne staae paa Muren, men Ansigterne ere kradsede ud af Tyrkerne, Christus er skudt med Flid, gjennem Øine og Mund. Store Land-Skildpader slæbe sig hen mellem Buskene, hvor man da ofte finder Torsoen af en Marmor-Løve [3], det sædvanlige Gravmonument i Oldtiden. Jeg oplevede een af Grækernes interesanteste Fester, nemlig Paaske [4]. Langfredag Nat drog Præsterne med Christi Kiste gjennem Gaderne, Kisten var af Glas og fyldt med Blomster; alle Græker fulgte med et brændende Lys og Sørgemusik lød. Det havde en forunderlig Virkning. Natten før Paaskeedag var Kongen og alle i Kirke; paa Slaget 12 forkyndte Præsten: Christus er opstanden! jublende gjentog hele Folket det; (nu var nemlig Fasten forbi, og Fasten er streng) de dandsede med Lys gjennem Gaderne, Geværer bleve skudte af; man stegte hele Lam udenfor Husene og i to, tre Dage dandsede de unge Karle gjennem Gaderne og foran Jupiters og Theseus Tempel. En lang Række med en Slags Chorfører, omtrent som paa gamle Basreliefs dandsede og jublede de. Jeg er blevet præsenteret for Kongen og Dronningen af Grækenland [5], der begge vare høist naadige og elskværdige mod mig. Den berømte Prokesch-Osten [6], østerisk Menister i Athen, der har reist saa meget i Orienten og skrevet derom var særdeles nydelig mod mig, jeg kom ofte der i Huset og blev meget indført i den diplomatiske Verden. Mine Landsmænd viiste mig saa særdeles Opmærksomhed og den bekjendte Professor Rosz, Holsteneren, har ret været mig en Ven, saa De kan troe jeg med en Slags Veemod forlod Grækenland; jeg havde Valget, enten at blive i Tydskland til i October Maaned eller at faae Constantinopel og see, men da maatte vende hjem allerede i Juli; jeg kjæmpede længe med mig selv og troer nu at have valgt det Bedste; jeg er taget til Constantinopel. Piræus forlod jeg den 20 April [7] og gik med Dampskibet E u r o t a s til Øen S y r a [8], derfra med R h a m s e s i et meget ondt Veir over til lille Asien [7]. Vi havde mange græske Qvinder med, de hylede fælt, Søen gik, saa jeg ventede at min Reise var forbi for stedse; Skibet knagede, og til dette fik jeg at høre at ganske anderledes Søegang ventede mig i det sorte Hav, dersom jeg, efter min Bestemmelse, tog den Vei hjem. Smyrna [9] ligger smukt og her var Sommer, som paa Malta; her vrimlede af alle Nationer i de smalle skidne Gader; Kameler og Strudser saae jeg nogle Stykker af, men hele Opholdet var kun 2 a 3 Timer og jeg var noget træt. Farten mellem Dardanellerne er interesant, men ikke af nogen stor Skjønhed. Asiens Kyst har ret smukke Bjerge, Olieskove og grønne Sletter, Europas derimod en lav Klint med danske Sletter, hvor de danske Skove mangle; her var saa koldt som hjemme, og Strømmen var os imod saa vi krøb frem. Her fik vi en tyrkisk Officeer ombord med sine tre Koner, der alle havde sortmalede Negle; Sløret af saa fiint Mousselin sat saa stramt at man saae alle deres Træk; den yngste var meget smuk; to sorte Slavinder fulgte dem. Alle tyrkiske Soldater havde europæiske Dragter, kun en rød Fesse paa Hovedet og Fesse veed De er ganske græsk; hjemme kaldes de Grækerhuer[,] dog vore ere meget smaae. Jeg gaaer med en saadan, De skal see den hjemme; den kommer paa 12 Rdlr dansk. Marmorhavet [10] var ogsaa uroligt og da jeg i Søndagsmorges (den 25 April) laae ud for Seraillet [11], var her ganske graat og koldt. Constantinopel [12] er meget liig med Stockholm, kun aander Constantinopel mere Phantasie og gjør den største Virkning af alle de Byer jeg endnu har seet. Den synes stor, som Paris; Husene have røde, spidse Tage som hos os! ved hvert Huus er en lille Have, saa at røde Bygninger, sorte Cypresser og hvide Minareter danne her et Chaos. Inde i selve Byen er der, som i en Bistade; Gaderne ere snevre og saa opfyldte med Mennesker at man snoer sig der som Aal, bunden i en Knude, det er umueligt at undgaae Berørelse, det sikkreste Middel mod Pesten. Alt er Boutikker, men der er ingen Væg for; det hele Huus er aabent, som man seer det paa Architekternes Tegninger, naar de halverer en Bygning for at vise os det Indvendige. Bazaren [13] er en heel By under Tag, med en Labyrinth af Gader, een for Jøder, een for Armenier, Ægyptere, Carcaser & og saa ride Tyrkerne midt igjennem disse lumre snevre Gange. Jeg blev første Gang aldeles ør. Ingen Fremmed kan alene finde Vei; en Livtjener koster daglig en Species, Logie og Kost 2, saa De seer det er dyrt, men det er Pengene værd. Den østeriske Menister Stürmer [14] og den græske Christides [15], vise mig stor Opmærksomhed; jeg har spiist hos disse og været i deres Saloner om Aftenen. Gaaseurten og Keiserens nye Klæder [16] gjøre megen Lykke, jeg har fortalt dem paa Tydsk; De seer jeg har Courage [17]! - I øvrigt maa jeg tale italiensk og fransk og det skeer med stort Mod. Den 5 Mai, Napoleons Dødsdag, seiler jeg - om Gud vil - over det sorte Hav og derfra i 28 Dage hele Donau, det skal være noget besværlig, men høist interesant at bereise. Min Qvarantaine bliver i Orsova, paa Grændsen af Walachiet og Ungarn. Lad mig da i Wien finde Brev fra Dem, p o s t r e s t a n t e; skriv det strax efter Modtagelsen af dette. Jeg lægger en lille Sæddel indeni dette Brev til Jette Hanck [18], vil De ikke nok sende hende den! thi jeg veed hun hører gjerne fra mig, men jeg har ikke Mod paa at skrive et Brev, eftersom jeg fra Kjøbenhavn hører at mine Breve til hende næsten heelt og holdende, kun paa en saadan Maade at jeg er blevet til Latter derfor, vandre ind i Thomsens Avis [19]. Da jeg havde sendt hende eet Brev, skrev hun mig til at hun var meget urolig fordi hun havde ladet Thomsen læse det og da han bad derom, tilladt at han tog et Par Notitser deraf for Avisen [20]; jeg var virkelig ikke glad derved, og vilde have skrevet derom, men da jeg fik Deres Brev hvori De sagde mig, at Jette H. var saa svag at jeg maaskee ei saae hende mere [21], jeg nænnede da ei at berøre denne Sag i mit Brev til hende, men dette Brev er ogsaa kommet saa kantet i Bladene, at tre forskjellige Personer har skrevet mig til Grækenland derom. Jeg sender hende derfor nu kun en Sæddel, som man i det værste Tilfælde ikke kan tage andet af end den simple Reise; det har piint mig meget, at Thomsen har kundet være saa taktløs at skrive Tirader af mit Brev, der udsatte mig for at blive gjort Nar af. Men nok om dette! den lille røde Blomst her er klæbet ind i dette Brev har jeg plukket til Dem udenfor Athen, netop ved det Sted, der angives som Fængsel for S o c r a t e s; Blomsten er allerede 3 Uger gammel, men da den holder sig endnu i Farven, tænker jeg at denne ei svinder bort før De har faaet den. Gid jeg kunde føre Dem nogle Minutter herhid; jeg ville ikke vise Dem Prospect af Byen, skjøndt De da saae noget Grandiost og Eiendommeligt, nei, jeg vilde føre Dem hen paa en af de tyrkiske Kirkegaarde [22]; disse ere store Cypres Skove, som Landeveien og tusind Stier snoe sig igjennem. Den ene Gravsteen ved den anden, alle med en Turban eller Fesse.Hvide Køer gaae og græsse her, og med sine Mousselins Sløer, saa man næsten seer Trækkene, gaae de tyrkiske Qvinder her i deres brogede Klæder. Gule Støvler og paa disse igjen gule Tøfler; røde Buxer og en flagrende blaa Kaabe. Her er en Stilhed saa stor, som i Grækenlands Bjerge. Da jeg havde skrevet Ovenstaaende, blev jeg beæret med en Vesit af den østeriske Menister, han fortæller at der er brudt Opstand ud i R u m e l i e n [23]; jeg skal med Donauskibet igjennem Landet og eet Sted til Lands i Vogn nogle Mile, om min Reise nu kan finde Sted eller ei er ubestemt, dog gaaer Dampskibet, saa vover jeg det. Jeg bekjender jeg er en meget frygtsom eller rettere ængstelig Natur, men just det, naar jeg saa gjør hvad jeg skal og maa, saa er det jo mere respectabelt, ikke sandt. Paa Kreta veed De, det ogsaa seer uroligt ud [24]. Pesten raser i Syrien; alle Skibe derfra, maa selv i Constantinopel gjøre 40 Dages Qvarantaine. Pas spørger man ikke om, hverken i Grækenland eller Tyrkiet. Poletiet synes ei at spille den største Rolle og dog gaaer Alt godt; kun maa man følges hjem med Løgte hver Aften, ellers bliver man aresteret. - En Ubetydelighed til Erindring om Orienten bringer jeg hjem til Dem, faaer jeg det kun heldigt hjem. Hils Deres Datter Dine, hun husker mig vel endnu? Hvor gjerne ønskede jeg ikke at Sønnerne havde seet lidt af det meget min Reise har frembudt. Ludvig skulde da have været paa Acropolis med mig; Christian derimod i St Peder i Rom. Frederik her i Constantinopel for at see hvorledes det seer ud med Nutidens Janisjarer [25] og med det asiatiske Folks Europæriseren. Viggo maatte nok have vandret med i Tyrol, jeg troer der bedst at anbringe ham. Dog det er sandt Dine skulde ogsaa et Sted hen - men hun siger jo ikke sin Mening, har hun sagt mig, hvad om hun var med i Carlin Theatret, det er et udmærket Sted. Dem derimod har jeg ved mangt et interessant Sted havdt i Tanke; De vilde vist have været lykkeligst midt paa det blikstille, lysende Middelhav, hvor Venus Stjernen lyste, som Ny-Maanen hos os; eller da jeg stod i Klostergaarden paa P e n t h e l i c o n, hvor et Laurbærtræ, stort, som vore Linde, blomstrede over mig i en græsk uendelig Luft, mens udenfor Kloster Porten en Række Græker, dandsede Haand i Haand til Lyden af en venetiansk Zitar [26]. Atter er jeg blevet afbrudt igjen med mit Brev, og det skal sendes bort i Dag. Vor danske Consul [27] har været her med Bud fra vor Minister [28] at jeg de første Dage ei maa tænke paa Reise over Donau, da Sagerne nok staae farligere end man skulde troe, til Mandag faaer jeg at vide om jeg skal hjem igjen over Grækenland eller jeg skal seile paa Europas kongelige Flod, den majestætiske Donau, jeg ønsker særdeles det sidste. Posterne fra Wien og fra Odessa ere udblevne, man frygter de ere dræbte i Rumelien. Jeg har seet Dervischernes Dands i deres Kloster [29]; jeg har været i Skutari og øinet det sorte Hav og Marmorhavet paa eengang. Jeg er alt saa hjemme i P e r a at jeg paa egen Haand vover mig ind i denne Labyrinth af Gader; Husene see ud, som væltede Kasser, hvori Tyrker og Sorte ligge; flere Steder i Gaderne staae virkelige Kasser og disse ere vendte paa Siden, saa Aabningen er ud ad og det er Huus for en Skomager eller Skrædder; man faaer her et Begreb om at Diogenes [30] godt kunde boe i en Tønde, noget ganske overordentligt forekommer det mig nu ikke at være. De smaae Tyrkebørn, med Turban, saa morsomme ud. O gid jeg kunde male, De kan troe, da skulde De faae eiendommelige Billeder. Her er ellers slemt, raat koldt, vaade Taager komme fra det sorte Hav; o, hvor det er hjemligt! saaledes har jeg slet ikke tænkt mig Constantinopel; dog her voxer Cypres og Figen frit, lidt bedre maa her vel være om Sommeren, end hos os. - Af Deres Brev, som jeg ret takker Dem for, fik jeg først at vide at Heiberg havde været ond mod mig [31]; jeg har imidlertid nu forvundet det, jeg haaber at han ikke slaaer Poesien i mig reent ihjel, og kan jeg give ham Anledning til ret at sige noget vittigt, nu, saa har jeg jo fra en ny Side gjort mig fortjent af ham og Danmark. Saaledes philosopherer man i Tyrkiet. Naar De faaer dette Brev er jeg maaskee i Qvarantaine! tænk Dem Andersen og en Qvarantaine; 14 Dage indespærret i et lille Kammer! - jo, jeg lærer en Deel kan De troe paa denne Reise. At jeg har været i Asien, at jeg endnu paa en halv Time kan komme der, er mig ganske underligt at tænke! - Jette Wulff læser jo dette Brev; altsaa til hende et kjærligt god Dag; fra Grækenland bringer jeg hende en ringe Erindring! De derimod faaer, som sagt, Deres fra Tyrkiet, men det er blevet til inde i Asien og ført herhid; nu kunne De begge gjætte. Hils Sønnerne og alle vore fælles Venner! skriv strax til Vien og skriv et langt Brev.
Deres Dem sønlig hengivne
[Udskrift:]
d: 1' Juni [l84l]
Kjere Andersen!
Min Glæde over at De valgte Konstantinopel istedetfor Tyskland, kan jeg ikke udtrykke Dem, hvormange nye Indtryk maa De ikke være beriget med! Andersen, Andersen! hvad har De ikke seet, hvad hellige Steder har ikke Deres Fod betraadt! jeg begriber ikke at De i det Athenen, der var Frihedens Typus, kan have Rum at tænke paa at Kongen var naadig imod Dem [2], saa fleersidig kunde jeg ikke have været, jeg vilde have beruset mig i Fordums uden at faae mindste Rum tilbage for Nuet, men en Digter skal vel optage det Hele.
S i g n e L æ s s ø e
[Udskrift:]
Odense d. 5te Juni [1841]
At Deres Reise frembyder saa mange Behageligheder fornøier mig paa Deres Vegne ret meget. De er jo omringet af Alt hvad der kan fængsle Deres Aand og Interesse, bevæger Dem i en Kreds De sætter Priis paa og beriger Deres Phantasi med saa mange Billeder der engang vil bidrage til at forjage den Kjedsomhed i Hverdagslivet, der jo lettere bemægtiger sig Geniet end det almindelige Menneske. Jeg lykønsker Dem til al denne Herlighed; men den har endnu ikke ret formaaet at fængsle mine Tanker fordi Bagsiden af Deres lille Seddel hidtil aldeles har optaget dem [2]. Jeg kom igaar i Aftes hjem fra et kort Ophold i Marslev, den varme lette Luft havde gjort mig godt, og jeg var mere oplivet end jeg i lang Tid har været, uagtet den korte Fraværelse glædede jeg mig dog til at see Moder igjen. Caroline var kommen herud, og her var Breve fra alle Søstrene, jeg blev meget glad ved at høre at her ogsaa var nogle Linier fra Dem, men den Glæde varede rigtignok kun til jeg havde læst dem. - Da Thomsen lod mig bede om Deres første Brev [3] var det mig meget piinligt at sende ham det, det forringede hele Brevets Værd betydeligt i mine Øjne at jeg saaledes skulde dele det med Andre; men jeg nærede i det Øieblik ingen Tvivl om at han jo havde Deres Tilladelse dertil, jeg kunde aldeles ikke tænke mig at han ellers kunde lade mig sige om jeg vilde gjøre et lille Uddrag deraf, eller om han selv maatte gjøre det, jeg tænkte mig da, at De maaskee ved Afskeden da Thomsens Huus jo var det sidste De besøgte havde givet ham et Slags Løfte om gjennem mig at give ham disse Bidrag til hans Avis, det faldt mig aldrig ind at en Mand som jeg kun et Par Gange flygtig har talt, kunde anmode mig om at læse et af mine Breve naar han ikke havde Brevskriverens Minde dertil. Senere fik jeg, som De skriver Skrupler, jeg skrev Dem, hvad jeg havde gjort, sagde Dem at jeg fandt det underligt om det skulde være saaledes, og bad Dem sige mig Deres Villie i saa Henseende. De ændsede det ikke; men jeg kan jo ikke undre mig over, at De i det forstyrrede Reiseliv vel har overseet eller glemt det, endskjøndt De i Deres Svar nævnte Thomsens Navn. Han udbad sig igjen Deres næste Brev [4], som jeg efter min egen Følelse nægtede; men da jeg ikke vidste om det var rigtigt eller galt saa sendte jeg ham det senere. Da jeg igjen skrev til Dem sendte jeg ikke allene Thomsens Lap; men jeg bad Dem paany at sige mig om det var Dem mod at han benyttede Deres Breve. Hvorfor fik jeg intet, aabent Svar paa mit aabne Spørgsmaal. Bliv ikke vred kjære Andersen, det var en utidig Skaansel. Jeg maatte jo af Deres Tavshed, af Deres venlige Ord til Thomsen slutte at det ikke var Dem imod. - Da jeg langtfra trode at Deres Correspondance med Hjemmet var bleven saa udbredt som jeg senere har hørt det er Tilfældet, tænkte jeg mig at De saaledes gjennem Bladene ønskede at give de Venner De ikke kunde tilskrive Efterretning fra Dem og derfor billigede Thomsens Artikler - i hvilke jeg iøvrigt og ingen her har fundet noget Latterligt. Men de indbildske Kjøbenhavnere gjøre jo Alt fra Provinserne latterligt. Jeg har gjemt Aviserne og skal ved Deres Hjemkomst overtyde Dem om, at de 3 Mænd i Kjøbh. ikke have holdt alt for strengt over Sandheden ved at sige at T- har meddeelt hele Breve. Jeg har ikke sendt Deres lille Seddel ind til ham og veed ikke om jeg kan gjøre det. Han vil jo naturligviis sige: “Hvorfor har Jfr. Hanck ikke nægtet mig Brevene?” og han har Ret, jeg burde utrykkelig have spurgt ham om han havde Deres Tilladelse dertil, og det var en falsk Unseelse af mig at jeg ikke gjorde det. For det sidste Brev falder Skylden desuden aldeles paa mig, jeg sendte ham det uden Anmodning fordi jeg trode at det nu engang skulde være saaledes. Da han sendte mig sit Udtog ind fandt jeg det jo temmelig langt, og fik ham til at udstryge Noget, jeg havde gjerne endnu ladet Pennen løbe over nogle flere Linier, men der hører Mod til for et Fruentimmer at behandle en Mands Arbeide som en Stiiløvelse, jeg lod det da staa, imidlertid vil Thomsen sige: Jfr. Hanck har seet mit Manuscript og billiget det. Det bedrøver mig inderligt at jeg har voldt Dem nogle bittre Timer. Det vilde være mig en højst ydmygende Følelse om De kunde tro om mig at jeg havde ladet trykke af Deres Breve for at prale med at de vare bleven skrevne til mig, som man vel nok her i Byen har gjættet sig til; men det tror De ikke! De veed, at jeg altid har betragtet Deres Breve som en Glæde og ikke som en Gunst. O, jeg er ret nedstemt over det Hele! Der er endnu to Grunde hvorfor jeg nødig vil sende Th. Deres Seddel naar De ikke utrykkelig vil det. Jeg tror for det Første, ligesom De, at han ved Siden af sin Iver for at optage Ting hvorved han vil gjøre sin Avis underholdende af personlig Interesse for Dem har ønsket disse Bidrag, er det Tilfældet vil Deres Sæddel jo krænke ham, og Thomsen er uhyre forfængelig, hvor uskyldig De end er deri vil han dog ikke tilgive Dem at man har fundet hans Artikler latterlige og - saa har De en Uven mere. Det er mig ligegyldigt! siger De maaskee, ja, men jeg vil bebreide mig at det er min Skyld. For det andet tror jeg at det uagtet Deres Forbud nok kunde falde ham ind at offendtliggjøre det Hele. Det Menneske har en skrækkelig Skrivelyst. Den Dag jeg var inde for at laane det Fædreneland hvor Recensionen over Deres Maurerpige stod [5], sagde han mig at han i sin næste Avis havde isinde at optage Deres Fortale til denne Tragedie med en lille Anmærkning af ham selv. Det var jo lige efter at Bogen var kommen ud, og der var dengang talt endeel om den nedstemte Tone i denne Fortale, og jeg sagde Thomsen at jeg ikke trode at De ønskede den mere omtalt bad ham ikke at optage den, det Samme gjorde hans Kone ogsaa; men da vi fik næste Avis var den dog deri. Bliv nu ikke alt for utaalmodig over dette lange Vrævl som De maaskee i Tankerne vil kalde denne Side af mit Brev, over en Gjenstand som det vist er Dem ubehageligt igjen at høre oprippe; men De veed nok at jeg har ondt ved at fatte mig i Korthed, og jeg maatte jo sige Dem det, da det ikke er mig ligegyldig at mine Venner have Grund til at miskjende mig. - Da jeg intet Brev har at besvare har jeg kun lidt at fortælle Dem. Hvordan Hjemmets politiske Liv udhvikler sig meddeler vist Deres Venner Dem og mine ufuldstændige Reflectioner derover vil vist ikke interessere Dem synderligt. Veed De at Orla Lehmanns Parti ved almindelige Bidrag samler en Sum til ham, der skal sikkre ham en uafhængig Existens [6]. Man fortæller at et Par af de gamle Colegi Herrer skal have yttret at han som et ungt kraftigt Menneske fortjente at spyttes i Øjnene om han tog derimod. L-s Parti siger derimod, at Regjeringen bestandig vil nægte ham en Stilling i Staten og derfor maa Folket ansee det for dets Pligt at holde ham skadesløs derfor. Corsaren [7] seer jeg undertiden, der ere enkelte særdeles træffende Ting deri, men jeg synes ogsaa mange søgte Vittigheder, og Alt uden Undtagelse nedrives, det er mig utaaleligt, det er jo dog igrunden saa let at finde den svage Side ved Alt, saa let under Annonymitetens Kaabe at give Arrogance og Kaadhed Luft. Der ligger en Feighed til Grund for denne Fægten i Mørke som oprører mig. Lemanns hele aabne Færd indgyder derimod dog Agtelse om man endog ikke ganske kan billige den. Det maa egentlig være vanskeligt for en Skribent synes mig at træffe det rette Punkt hvorpaa han kan holde sig under den almindelige Gjæring, naar han ikke ret med Liv og Siel føler sig hentrukken til noget Parti, det er vistnok vanskeligt og maaskee dog nødvendigt at vedligeholde en aldeles Neutralitet, men kan jo let bringe Digteren i et falsk Lys fra begge Sider. Da jeg sidst var i Kjøbh.[8] undrede jeg mig over hvor De kunde være i en saadan Spænding over det Digt, De havde skrevet, jeg har siden tænkt derover og kan nu godt begribe det. Ja Digterne have rigtignok meget at kjæmpe imod. - Datoen paa Deres sidste Linier er af 29de April, det har været længe underveis, dog nej, en Maaned maaskee, jeg gad vidst om De nu er i Wien og om mit Brev ikke kommer for seent for at træffe Dem der, dog det kan jeg umuligt tro. Jeg har i dette Øjeblik en Udsigt af Wien og et Kort over Østrig ved Siden af mig. Jeg ejer i min lille Bogsamling et meget godt og nøjagtigt Værk: “Steins Reise durch Mittel-Europa.” [9] Det er i 7 Bind og i hvert findes et Kaart og en Udsigt fra en af de omtalte Steder. Jeg vilde gjerne spørge Dem om en Ting naar jeg kunde vente at De vilde svare mig derpaa, thi det hører ikke til de fleste Herrers og slet ikke til Deres Natur at besvare et Brev, jeg har i min hele Brevsamling fra Deres Haand kun to Breve, som jeg betragter som et Svar, ellers fortæller De bestandig ny Ting. Størstedelen af Deres Breve ere historiske. Det kan nu De, som hører og seer saa mange interessante Ting gjøre; men jeg hvis eensformige Omgivelse frembyder saa lidet at meddele maa altid tage min Tilflugt til de Tanker og Følelser der under Brevskrivningen paatrænger sig mig og - jeg veed ikke - det er tidt ikke godt. Det gjør naturligviis at De maae kjende mig meget bedre end jeg kjender Dem, det sætter mig ofte i Forlægenhed at De ikke ret staar klar for mig; men jeg kan ikke sige mig selv hvori det egentlig ligger. De vil vist tænke, naar hun klager over Mangel paa Stof til et Brev, hvorfor mon hun da tilskriver mig dette som hun jo egentlig ikke skylder mig, ja, det er saa let tænkt, naar jeg kunde have faaet Ro i mit Sind for hvad den første Side indeholder saa havde De saamen heller ikke faaet det: ikke fordi jeg hylder det Ordsprog: Lige for Lige o s v.[10] De har glædet mig oftere med Brev end jeg i Begyndelsen havde haabet, og De har jo desuden saa meget at benytte Deres Tid til og saa Mange at skrive til; men af en anden Grund, som jeg ikke kan sige.
Deres søsterlig hengivne
For et Par Dage siden reiste Eline til Tydskland, hun bad mig hilse Dem naar jeg skrev. Ogsaa Moder Tante og Søstrene hilse. -.- Fik De mit Brev til Triest? Mandag 7 de Juni slutter jeg dette.
W i e n den 20 Juni 1841.
De [2] og Jette W u l f f [3] vare de to eneste jeg her ved min Ankomst til W i e n fandt Brev fra; i tre Maaneder havde jeg ikke kunde hørt hjemme fra, og længtes derfor utroeligt. Nu, Gud glæde Dem, fordi De glædede mig! Vel er jeg jo nu saa godt, som hjemme, thi jeg er jo i W i e n, men det varer dog til midt i August før jeg kan see Dem Ansigt til Ansigt. O De kan troe, jeg ret ofte har ønsket Dem at see hvad jeg har seet, jeg veed De vilde have været lykkelig, dog kun Momenter skulde De have nydt; troe mig tusinde Illusioner styrte ogsaa her ved Virkeligheden; De frygter at jeg ei har ret været gjennemtrængt af Skjønheden og Storheden om mig; jeg troer det dog - om ikke saaledes, som De vil det! - Ingen Bøger have endnu givet et sandt Billed af Grækenland og hvad jeg kjender af Orienten. Lamartine har sikkert, langt fra Stedet, i al Beqvemmelighed phantaseret over de smukke Temaer der løst stode optegnede i hans Erindrings Bog. Jeg er lykkelig ved hvad jeg har seet, men Udbyttet er et ganske andet end det jeg ventede mig; De selv vilde - dog, De skal kun see, Orienten momentviis. Hvad Dardanellerne angaae maa jeg blive ved Sandheden af den Skildring jeg tidligere har givet Dem; “den af Alle beskrevne himmelske Indseiling til Constantinopel” [4], som De skriver findes og jeg har fundet den, men det er Indsejlingen fra det sorte Hav og ei fra Marmorhavet, hvor jeg var kommet fra da De fik mit Brev, dog ogsaa denne fra Marmorhavet er skjøn, men den henrev mig ikke, Himlen var tyk, en kold Blæst kom fra det sorte Hav, det Hele var storartet, men havde mig noget unheimligt [5]. Dog jeg bør ei spilde Pladsen paa at udvikle det mindre Skjønne, hvor saa uendeligt meget Herligt har aabenbaret sig; troer De jeg glemmer de nøgne, udbrændte Øer, hvor Homer har sjunget sine Sange; den lave Kyst i Taagen, hvor Achilles [6] Grav staaer som et mørkt Punkt i den taagede Luft, der som oftest hviler over Trojas Slette. Grækenlands Himmel og Bjerge, Minderne der, ved hvert Fodtrin, o det er et Billede i min Sjæl, - som jeg rigtignok aldrig kan gjengive! - Men jeg vil knøtte Traaden fast hvor jeg sidst slap da jeg skrev fra Constantinopel; jeg var der ti Dage [7], levede om Dagen i Naturen og Folkevrimlen og hver Aften i Ministernes Saloner. Den østeriske Internuntius [8] var især elskværdig og den græske Minister Christides. Under mit Ophold var det Mahomeds [9] Geburtsdag, Aftenen forud blev alle Minareter illluminerede med Lamper. Noget mere magisk har jeg aldrig seet. Ved Solnedgang gik jeg ud paa Gaden i P e r a; hele Østen var et Purpur; men over mig oplyste Fuldmaanen allerede den forunderlige ubegrændsede Luft, jeg saae allerede Stjernerne glimre frem og under mine Fødder udbredte sig en stor Skov af kjæmpestore, sorte Cypresser med de mange hvide Gravmonumenter. Alle Mennesker, veed De, maa her i Tyrkiet gaae med Lygte naar Solen er nede; og derfor bevægede sig de røde Lys mellem Træerne; men over Cypressernes Toppe saae jeg Golfen, hvor alle Krigsskibe laae illuminerede med Lamper, og det blaa Vand vrimlede af Baade, der fløi forbi hinanden, som Vandfluer over en Park; og paa Golfens anden Side, hele Constantinopel; hvor de skinnende hvide Minareter, saae ud som Blomsterstengler, Lamperne som Blomster selv; de fjerneste Minareters Lamper smeltede saaledes hen i Luften at jeg ikke ret vidste om det var Stjerner eller en jordisk Ild. Horizontens Klarhed kan jeg ei finde Udtryk for, men tænk Dem jeg saae i Aftenen, det fjerne Olymp [10] ovre i Asien lyse med sin evige Snee, som var det en gjennemsigtig hvid Sky der hævde sig bag Staden. Festdagen selv var jeg i Contantinopel og havde Plads udenfor Seraillets Port, ligefor Sophiekirken [11]; Soldaterne vare europæiskklædte, ja Garden havde endogsaa hvide Handsker og Flipper; men der var ogsaa et Regiment, hvor Soldaterne, bogstaveligt gik med barebeen [sic] i Tøfler, eller med een Skoe og een Støvle. Sultanen [12] er nok 20 Aar og seer høist enerveret og lidende ud; deilige Heste med Skaberakker besatte med Perler og Juveler fulgte i Toget, der mindede noget om Alladins [13]. Derwisernes vanvittige Dands og Sang glemmer jeg aldrig; det var det uhyggeligste, jeg endnu har seet; saa dybt tænkte jeg ikke Menneskeheden. - Dog jeg vil kun give Dem smukke Skildringer. Næsten Alle raadede mig fra at gaae med Dampskibet over det sorte Hav og derfra gjennem Tartariet til Lands til Donau, hele Rumelien var i Oprør [14], de Christne bleve myrdede paa det skrækkeligste. Jeg fandt imidlertid Opmuntring hos den østeriske Minister, to Officerer der kom fra Syrien [15] vilde denne Vei hjem til W i e n, de opmuntrede mig ogsaa; men i Hotellet vare alle de Fremmede angest. Ærligt tilstaaer jeg det jeg havde en tung Nat, fuld af Angest og liden, men saasnart jeg kom paa det Rene med mig selv: jeg vil Donauveien! var hver Frygt borte og jeg kjendte den ikke hele Reisen; der Gud skee Lov gik godt. Imidlertid var vi kun fire Mennesker ombord. De to Officerer, som kom fra Jerusalem, en Engelænder fra Babylon [16] og jeg Athenienseren; Seiladsen fra Constantinopel til det sorte Hav er en Deilighed, der er saa stor, at den er hele Reisen værd; det er en Stad paa begge Sider og dog en Have; det er et Bjergland og dog en næsten sjællandsk Natur i stor Stiil. Den Livsdrik Medea her bryggede [17] drikker Øiet i store Drag. Imidlertid ogsaa da havde jeg Taage, men forunderligt, den hang netop saa høit at jeg saae Alt, kun ikke Himlen, men i det Moment vi kom ud i det sorte Hav, faldt den som et Slør og Europa og Asien var skjult for mine Øine, det sidste Land saae jeg siden ikke meer. Det er Danmarks koldeste, meest vaade Taager der svæver over dette stormende Hav. Dagen før min Afreise var det største Dampskib S t a m b u l, i en saadan Taage forliist paa dette Hav; vi maatte næste Dag ligge 6 Timer stille da vi aldeles ikke vidste hvor nær vi vare Kysten, endelig naaede vi K u s t e n d j e [18], en død Stork [19], med udbredte Vinger, var det første jeg saa paa Kysten, det arme Dyr var naaet over Havet for at døe - ! vi overnattede her i den fattige tartar By og kjørte næste Dag med valachiske Heste over den uendelige Slette, hvor er ei var Træ, ei Kildevæld, men en afrikansk Sol. - Ved Donau laae et Dampskib og her fandt vi alle europæiske Beqvemmeligheder, i en tydsk Avis, som Kelneren tørrede Knive af paa læste jeg der fra Danmark, Bournonvilles Tale til Kongen fra Theatret af [20]. - At reise Donauveien fra W i e n til Constantinopel vil jeg raade enhver, det er billigt (112 Rdlr) og skeer i 10 Dage, men at reise denne Vei fra Constantinopel til Wien er noget af det meest aandsfortærende jeg kjender. Reisen varer, Qvarantainen iberegnet 30 Dage. Tænk Dem nu i 30 Dage at see en Kyst der næsten altid er den samme, næsten altid, som seilede man mellem Aspargestoppe. De otte første Dage gik ret behageligt. Dækket vrimlede af Tyrker, Bulgarer og Walacher, det var saa broget og altid var vi opmærksomme paa Bevægelser i Land; da vi hver Time kunde vente Fjender. Mange eiendommelige Scener saae vi; ogsaa den at to bleve styrtede i Donau [21] og den ene, en Franke [22], som vi, blev stenet af Tyrkerne; dog det Hele var kun en privat Strid. Endelig kom vi til militair Grændsen og ført, som Fanger, vandrede vi ind i Qvarantainen ved Orsova; her tilbragte vi 10 Dage [23]; i en sumpet, feberbringende Egn, indespærret, som Forbrydere; fugtige Værelser, Fangekost og Sumpvand; Alle bleve vi syge; jeg har paa hele Donau-Reisen siden skrantet; havdt voldsom Mavekrampe og noget Feber; man har hjemme intet Begreb om en Qvarantaine, og mindst om den i Orsova; tænk Dem nu at jeg derpaa maatte reise i 8 a 9 Dage i et overfyldt Dampskib [24], med 350 Mennesker, jeg kom de sidste Nætter aldeles ei af mine Klæder og sad syg, paa en Stol i den qvalmende Kahyt. Donaukysten var mig kjedsommelig, ja næsten væmmelig[,] altid en grøn Mark eller en spinkel Skov; der kom nogle Damer som sværmede for denne Pandekage-Natur, men De kan troe, jeg lod dem ikke døe i Synden og for ret at vise dem Armoden her lod jeg dem høre lidt om Grækenlands Natur og Orientens Eiendommelighed og saa troer jeg tilsidst de indsaae at der var noget bedre til end en flad grønkaals Natur [25]. Dog lykkelige ere de der kunne glæde sig ved det grønne Blad og ikke er syg af Længsel efter at blive under den høie Palme, Synd er det i Grunden at tage det jordiske Brød fra dem, naar [m]an ei kan give dem det Himmelske. Dog det er ogsaa skrækkeligt at høre det besjunget man føler er fattigt og usselt. Imidlertid maa jeg være Sandheden troe. Donau har smukke Partier og er høist interesant i Gallop, men ei i 30 Dage. Ungarn er et rigt Land, minder om Danmark paa en smuk Sommerdag. Det er to Brødre, men Ungarn synes den rigere, den prægtigere, Danmark er fattigere[,] kun har han sine to Pragt Kapper, Havet og Bøgeskovene. Jeg saae en ungarsk By Theben, brænde af [26]; Kirken, Gaderne alt sank i Luer da vi seilede forbi, og Menneskene vred deres Hænder paa Strandbredden. I det jeg er i Vien [27] synes mig min Reise er endt. Alt er jo her som hjemme. Intet, slet Intet er nyt og eiendommeligt. Jeg har fri Comedie i det keiserlige Theater [28], kommer i flere Familier og har fundet særdeles megen Gjæstfrihed, Bladene omtale min høie Nærværelse og jeg er rask igjen, men dog har jeg ikke Ro at blive, mod Norden gaaer det og - som sagt, midt i August, banker det paa Deres Dør og een Søn meer hilser Dem i Stuen, nogle af Deres Sønner finder jeg jo - ! det bedrøver mig at Frederik er borte, meget har jeg at fortælle ham, der maaskee dog ei blev ham uinteresant! hils ham, det kjære begavede Menneske, thi jeg holder af ham. Ludvig, Christian, Thorald og Viggo er jeg virkelig i mit Hjerte lige saa god, og jeg beder Dem at De bringer hver min kjærligste Hilsen. Dine maa De ogsaa sige at jeg tidt har tænkt paa hende og det ikke i et Theater. De spørger mig, hvad jeg skriver! jeg skriver min Dagbog og mine Breve, det er virkeligt grumme meget. At digte, er mig umueligt! jeg har ingen Trang og end[og]saa ingen Kraft dertil! men det kommer vel. Da jeg sidst var i Italien gik det mig jo næsten ligedan og da var jeg dog yngere. Holst der imod har skrevet mange Digte! jeg kan ikke, dog har min Ahasverus forunderligt opfyldt mig i det evige Rom og paa det store Hav. Ofte naar jeg troede ret at faae denne Skat hævet, sank den, som Skattene synke og det endnu dybere! - O, der er Øieblikke i mit Liv, hvor jeg ved den evige Gud, maaskee er det mindst forfængelige Menneske af Alle! - men, underlig nok, om Erkjendelsen af sin aandelige Fattigdom taler man ikke gjerne. Maaskee skriver jeg dog Ahasverus. Hvad min Reise angaaer var det min Bestemmelse ei at skrive et Ord, men efter at have seet Orienten føler jeg en Slags Trang der til. Det bliver vel en Bog “orientalske Aftener” [29], kan den kaldes; men ret godt med den Bog bliver det dog aldrig, thi jeg føler at i den maa jeg have fat paa Heiberg [30], og jeg kan ogsaa saare, selv ham, om jeg vil, og Sligt skulde man dog igrunden ikke. Jeg hører man i de danske Aviser har sagt jeg var død [31], derom taler De ikke i Deres Brev, nu døer jeg ikke saa snart naar man først slaaer mig ihjel i Bogstaverne. Lev nu glad og vel! Deres ubetydelige Present fra Asien er ikke Glas; gid den alligevel kan blive heel og holdende. Den dufter af Orienten, thi det maa den.
Deres sønlige hengivne
[Tilføjelse i marginen s. 1:]
[Udskrift:]
Leipzig den 3 Juli 1841 [2].
Kjære, kjære Drevsen!
Naa Gud velsigne Dem og alle de kjære i det collinske Huus for de [ ] velsignede Breve jeg fandt fra Dem i Dresden! jeg forsikkrer, at jeg den før[ste] Aften læste Brevene over sex Gange igjennem og endnu hver Aften læser Ord for Ord igjen! Siig til Eduard at han har viist et meget lovende Talent for Venskabs Stilen, jeg skylder ham at sige dette. - At jeg ogsaa fra Dem fik en Skrivelse [3], at De tænkte kjærligt paa mig, o De kan troe det gjorte mig godt; og vær forvisset om at havde jeg kunnet ane at et Brev fra mig, medens jeg var i Orienten, havde været Dem halv saa kjært, som De yttrer, da havde De faaet det. Allerede i Rom havde jeg isinde at skrive Dem til og det da jeg en Gang hørte nogle originale skrækkelige Poletie-Indretninger i Rom [4], men om disse kan jeg nu snart mundtligt fortælle Dem. Jeg skrev den Gang ikke, da jeg, som De veed, under hele mit Ophold i Rom var sygelig paa Sjæl og Legeme, hvorved det Lune, Roms Poleti-Væsen havde sat mig i kun var meget kortvarende. Jeg vil haabe Gottlieb har fra Wien faaet et Brev hvori jeg bad ham skaffe mig mit gamle Logie hos Jørgensens i Hotel du Nord og for samme Priis, som før, 8 Rdlr; dog ønskede jeg helst at faae to Værelser der laae samlede, saa jeg ikke skulde igjen løbe Aften og Morgen over Gangen. Har Gottlieb ikke faaet mit Brev vil De da bede Een af dem i Hjemmet arangere det for mig; dog mere end 10 Rbdlr Maanlig giver jeg ikke. Midt i August er jeg, hvis Gud vil, ganske bestemt hjemme. Det er en forunderlig blandet Følelse jeg opfyldes af ved Tanken om at komme til Danmark igjen; Mine Kjære og naturligviis det collinske Huus længes jeg med en Lidenskab efter og dog har der, fra jeg betraadte tydsk Grund, gaaet mig graa [Skyer?] gjennem Sjælen ved Tanken om Forholdene hjemme, om min Plads der og om den aandelige Kraft jeg kan besidde for at leve og virke. Dog, jeg kjender lidt mere mig selv og kan maaskee lidt klarere vurdere Personlighederne hjemme, end jeg før kunde det og altsaa - frisk Mod Antonius [5]. I Wien har jeg tilbragt tre Uger og kom i et Par Diplomatiske Huse og til enkelte Kunstnere. Pott fra Hanover [6] viiste mig megen Forekommenhed, og den berømte Thalberg er blevet mig en kjær Ven [7]. Theater-Intendanten [8] vil bringe Mulatten paa det keiserlige Theater [9], saa snart jeg sender ham den paa tydsk. Beed Eduard fortælle Abrahams det. Jeg havde i Wien fri Theater og maa erkjende at Personalet er udmærket; dette Theater, samt Theater français og - Kjøbenhavns, ere de tre bedste jeg kjender. Jeg traf en Aften her Drevsen med sin Frue [10] og de vare ganske af min Mening og meget henrykte. - De vilde fra Wien vende hjemad. Jeg reiste med een af Dronningen af Grækenlands Hofdamer [11] til Prag, hun gav sig under min Beskyttelse og saaledes tog vi Plads med Brev-Cureren saa det gik i Gallop. Af Gottliebs Brev [12], dersom det er indtruffet, har De seet, hvor nær jeg havde taget mig det, at jeg i Wien intet Brev fandt fra Hjemmet; Ingen kan beskrive min Jubel da jeg fik dem; ja De vilde maaskee have leet af mig thi jeg kyssede Papiret. I Dresden fandt jeg en ligesaa hjertelig Modtagelse som i Wien, man drog mig ind i alle de første og interessanteste Huse og den sidste Dag nød jeg den Ære, at Professor Vogel [13] der samler for Regjeringen Portrætter af berømte Mænd og sidst havde tegnet Thorvaldsen, bad mig sidde for sig; [mit] Portræt var ganske forskjelligt fra alle de man har af mig, men meget liigt [og d]og saa smukt og genialt at jeg nok først i den anden Verden, hvor jo [de] jordiske Former forædles faaer ganske dette Udseende. Mueligt kommer det [u]d i Steentryk, men jeg veed det ikke. Thorvaldsen [14], der aldrig har havdt ondt i Tænderne før, har her og i Leipzig lidt skrækkeligt af Tandpine, fortæller Dahl [15]. Imorges Klokken 6 tog jeg paa Jernbanen fra Dresden og i 3½ Time var jeg de 15 Miil her til Leipzig ; De vil paa Brevets anden Side finde et Par Udsigter af denne Jernbane, der dog ikke er saa god, som den til Magdeburg! Mange Mennesker sige at Reise-Poesien er borte ved Jernbanerne, det finder jeg slet ikke! just paa disse gjennemtrænges jeg af en Storhed hos den menneskelige Aand, der lader mig ane Gud og det er dog i ham den bedste og høieste Poesie søger sit Hjem. Fra Prag til Hamborg gaaer det nu flyvende med Damp; jeg har da ogsaa seilet paa det nye Skib Bohoemia fra Moldau gjennem det saxsiske Schweits til Dresden, Reisen varer 13 Timer; fra Dresden til Leipzig er det 3½ og fra Leipzig til Magdeburg atter 3½; derpaa med Dampskib fra Magdeburg til Hamburg, naar Vandet er høit nok 15 Timer. Er det ikke velsignet! 35 Timer kun fra Prag til Hamburg. - Jeg har i Dag spiist hos Mendelson-Bartoldy, der var saa glad over Eduards Brev; han talte ogsaa om Dem, deres Kone og Louise, om Mødet paa Rhinen [16] og bad mig hilse! - Han vil imorgen for mig ganske alene spille Orgel [17]; gid at Deres Kone og Louise var her og kunde høre det. Den øvrige Deel af Dagen [18] er jeg indbudt at tilbringe hos Brockhauss, vi skal paa Landet og om Aftenen i deres Loge i Theatret, for at see den første og vistnok eneste Vaudeville jeg har faaet og faaer paa hele min Reise; jeg har næsten reent glemt denne Digte-Art, men trøster mig med at jeg nok kommer ind i den igjen naar jeg først er hjemme. Mueligt har Heiberg forvandlet hele Kjøbenhavns Veiviser til lutter Vaudeviller, een om hver Mand og alle skulle de gives efter hinanden, saa at de vare hele Saisonen og Dyrehavstiden med [19]. Jeg bliver her i Leipzig tre Dage og gaaer da maaskee gjennem Harzen og over Hamborg til Breitenburg; jeg venter i disse Dag[e] Brev fra Rantzau om han er hjemme eller ei. Det var en tidligere Aftale at jeg paa Hjemreisen skulde aflægge ham en Vesit; det samme er Tilfældet med Moltke i Fyen [20]; jeg gaaer derfor rimeligviis over Land til Kjøbenhavn; Holsteen og Slesvig har jeg desuden ikke seet og saaledes før i August, saadanne lidt ind i den, tør man ikke vente mig. Jeg nævnte Slesvig og kommer derved til at erindre en Scene fra det bøhmiske Dampskib [21]. En Mand fra Prag saae der mit Navn paa min Kuffert og da han hørte jeg var dansk, spurgte han mig om jeg var i Familie med - om Forladelse! - “den meget berømte Andersen”; jeg i svarede at jeg kaldte mig Andersen og var dansk Digter; øieblikkelig gik een af Pasagererne bort og kom lidt efter tilbage med et Digt paa tydsk til mig, hvori jeg og en Palmestok, jeg har fra Chios, blev besjunget; Manden var en Her Stænderdeputeret fra Schleswig. I Dresden traf jeg den gamle Lehmann [22], som jeg ikke kan sige behagede mig synderligt, han har mig noget gammelt-frisk-fyrs Væsen; - ja, det tør jeg vel nok skrive til Dem? - Baron Stampe har da paa det skrækkeligste plaget den stakkels Mendelson-Bartoldy om Komposition og Abed Vogler [23]! Mendelson var blevet kog heed af at høre derpaa.
Leipzig den 4 Juli 1841.
Det er Midnat i det jeg slutter dette Brev; o hvor bevæget føler jeg mig ikke ved al den Hyldest og Kjærlighed jeg møder; imorges da jeg besøgte Amalie Riffel fandt jeg hos hende mit Portræt bekrandset; mit Bord ligger fuldt af Vesitkort fra alle Kunst-Notabiliteter heri Leipzig. [ ] havde ihast idag faaet saml[et i sit] Hjem at jeg der kunde [ ] Göthes Sv[iger]datter [24] er [ ] til mig og sender et smukt Anbefalings-Brev for sig, at jeg dog vil besøge hende; Brockhaus har gjort et Middagsgilde for mig og jeg har iaften været med Fru von Göthe i hans Loge; man overvælder mig med Taksigelse for mine Skrifter; - O, i dette Øieblik er jeg hjemme og ene og al min Tanke er i det collinske Huus, mit Alt, mit Kjæreste i Danmark, o vær mig Alle ret god hjemme, thi Kjærlighed gjør god og bedre, det føler jeg ret i dette Øieblik! Hels dem Alle, og glem ikke Fru Collin, Moderen, som jo længes lidt efter mig! - O jeg gav gjerne 10 Aar af mit Liv for i dette Øieblik at kunne flyve i deres Arme. Siig [til] Deres Kone at hun skriver Breve der vilde leve udødelige om de blive trykte, [for] hendes Lune bøier jeg mig dybt og saa er [hun] ovenikjøbet velsignet og god, saa inderligt, som [Brode]ren kunde det, holder jeg af hende. Lev nu vel snart sees vi og da skal De høre mere. Lev vel! Lev vel!
Deres [inder]ligt hengivne
Ved Middagsbordet i Dag udbragte Brockhaus en Skaal for den collinske Familie, “thi det er Andersens Familie i Danmark, veed jeg, det har jeg læst!” [25] sagde han. Den blev drukket i Champagne og det i en fortræffelig Champagne. Den gamle Brockhaus talte meget om Faderen Collin hvis Biographie han har i sit Conversations Lexicon [26].
Kjøbenhavn den 22 August 1841.
Min kjære søsterlige Veninde!
Det var ganske, som jeg vidste jeg turde vente det af Dem, at De skrev mig til [2] saasnart Deres Søster sagde Dem at jeg længtes efter Brev; tak derfor! At jeg ikke ved min Ankomst her til Byen gav Dem et Epistel ligger i at jeg i høieste Grad har været beskjæftiget med Vesitter og dog er jeg endnu ikke færdig. Den første Dag jeg indtraf [3] var jeg allerede hos Kongen, jeg vilde kun mælde min Ankomst, ventede ingen Audiens, men Kongen lod mig sige, at havde jeg Tid at vente, da ønskede han at see mig; jeg ventede da, og ventede til den var over tre, uden at komme ind; saaledes gik den Dag, den næste tog jeg ud paa Strandveien til Gottlieb Collins, den 3die fik jeg Audients hos Kongen [4], de følgende Dage gik med Vesitter; saa havde jeg den Ære at kaldes til Dronningen [5], saa til Juliane [6], saa til Caroline [7], derpaa tog jeg til Helsingør hvor Fru Collin var [8] og da jeg et Par Dage efter kom tilbage fortsattes Vesiterne. Modtagelsen i det collinske Huus var saa lykkelig, saa varm, som det kan være i Forældres Huus, jeg fandt en Kjærlighed en Jubel, som intet andet Sted. - Imidlertid er nu Alt snart i det gamle Trit igjen, og da jeg i forrige Uge [9] fik Deres kjære Brev vilde jeg strax besvare det, men jeg fik samme Dag to Breve fra Tydskland, der maatte og skulde besvares, jeg er en langsom Skribent paa Tydsk og først igaar fik jeg disse overstaaet, de gaae nu af i Dag med dette til Søsteren; Vieweg har foranstaltet en Udgave af mine samlede Skrifter [10] og om disse maatte jeg tale en Deel med Manden. Fra Wien har man skrevet om Maurerpigen, en ung Digter der vil oversætte den; men en Oversættelse er alt istand ved Professor Abrahams og det en meget udmærket, han har læst den for mig. Jeg har ogsaa begyndt at skrive nogle Reisebilleder. Det vil sige det er Noveller, Arabesker og almindelige Reisebetragtninger, der samlede kunne give et Billede af hvad jeg har seet [11]. At dette ikke bliver det væsentlige Udbytte af min Reise, det er noget jeg vil haabe, det aandelige Product kommer senere, dersom jeg har Kraft dertil og virkelig engang skal fuldføre det Arbeide, der fortjener at leve [12]; Alt hvad jeg endnu forud har skrevet er i Grunden Skizzer og Øvelser der til, Publicum har seet dem Alle og dømt godt og ondt, som man jo maatte, og at jeg endnu er lige seilivet og productiv giver mig en Art Tillid til mig selv.
med broderlig Hengivenhed og Venskab
Odense d. 8de September [1841]
Tak for Deres venlige broderlige Linier [2] kjære Andersen, de bleve modtagede og læste med Glæde og Søstersind. Jeg fik Deres Brev en Dag senere end De havde tiltænkt mig det, da vi netop vare paa en lille Tour til Balslev, paa Hjemveien tænkte jeg flere Gange: Mon der dog ikke endelig engang skulde være Brev, naar Du nu kommer hjem. Jeg skyndte mig ind til mit Skrivebord med alt Tøjet paa, og greb 4 Breve, det var en Glæde kan De tro, de 2 vare til Louise, et til Moder og 1 til mig. Idag er det en øsende Regn, ret et uhyggeligt Veir, derfor maa jeg underholde mig med en af mine Kjære, saa bliver det lyst i mig, og det indere Solskin udbreder sig da igjen over Gjenstandene udenom. Jeg har forresten idag Intet, saa godt som aldeles Intet at underholde Dem med, her er Alt ved det Gamle. Tiden gaar eensformigt, men hurtigt; maatte mit Liv atter glide saaledes hen, uden nogen store Rystelser, hverken af Sorg eller Glæde, saa vilde jeg føle mig meget tilfreds, thi kjede mig gjør jeg aldrig mere, og min legemlige Kraft, er netop tilstrækkelig til et saadant stille Liv. Deres sidste Brev var ret et rart Brev, da jeg har saa lidet at skrive om, vil jeg lægge det foran mig og tale lidt med Dem om dets Indhold. At De har været opfordret til Besøg hos alle de kongelige, interesserer mig, hvis det interesserer Dem. At Modtagelsen i det Collinske Huus fra alle Sider var lykkelig, har glædet mig meget, at De der, finder Kjærlighed og Jubel som intet andet Sted, er jo naturligt og rimeligt, sligt findes jo kun i Hjemmet, og Collins Huus er jo Deres Hjertes Hjem, det veed de Alle, skulde de da ikke glæde sig ved at see Dem der, og berede Dem den Velkomst, som alt Deres Breve havde forberedt Dem paa at De ventede og haabede, og som vist ogsaa deres egne Hjerter længtes efter at bringe Dem. Ja kjære Andersen det er et stort Gode, at eje saadanne Venner, og et saadant Hjem. Nu arbeider De vel og flittigt paa Deres Reisebilleder, og ikke sandt, de Timer De daglig tilbringer ved disse giver Dem Tilfredshed for den øvrige Tid af Dagen. Jeg kan ikke sige Dem hvor jeg glæder mig til at høre Dem forelæse mig noget af disse Billeder, thi, det er jeg nu saa indbildsk at vente, at De vil gjøre, naar vi sees, jeg begynder ret at glæde mig dertil, og forestiller mig det uhyre hyggeligt undertiden, eller, hellere ret ofte at se Dem hos os “komme fremmed”, (thi det bliver det da formodentligt) hvis jeg skal beregne de Besøg De agter at gjøre Moder og mig, efter de, De har tildeelt Søstrene naar de have opholdt sig i Hovedstaden. Nu, jeg vil aldeles ikke, i saa Henseende gjøre nogen Fordring til Dem, vort Hjem bliver vel sagtens temmelig trist og stille, saa De mange, mange andre Steder vil kunne tilbringe Deres Tid langt behageligere, naar De kommer til os, maa De tænke, at De fornøjer Moder og glæder Søster Jette, og gaa og komme til hvad Tid det er Dem beleiligt. -
Jette.
Fr. Hedemann [9] har været her i Byen i denne Tid, jeg har og gjort Bekjendtskab med et Par Søsterdøttre af Steffens [10], et Par smukke, livlige og underholdende Piger, jeg tror De ere i Kjøbh. i denne Tid. Moder og Louise hilser, den første er Gudskeelov lidt rask i denne Tid. Indlagte lille Rose har jeg faaet foræret idag er den ikke nydelig.
Kjøbenh: 19 Februar 1842.
Kjære, kjære Ven!
maa, Gud velsigne Dem fordi De saa venlig har mig i Tanke! det var en smuk og kjærkommen Digter-Hilsen De sendte mig [2]! den dufter, som Æble-Træets Blomster, der er en Friskhed i den hele lille Bog, som har vederqvæget mig. Tak for den og doppelt Tak fordi De sendte mig den.
Jeg boer, som altid, i H o t e l d u N o r d [26].
[ Udskrift:]
ST.
Hr Professor og Ridder
Kjøbenhavn den 30 Marts 1842.
Kjære, kjære Ven!
De maa ikke læse dette mit Brev, er De i dette Øieblik, som vi saa tidt ere det, et Hverdags-Menneske; see, det er min første Tanke, idet jeg sætter paa Papiret, hvad der i dette Øieblik opfylder mig! Jeg veed med mig selv, at det ubetydeligste Menneske, der udtalte sig i Kjærlighed til mig og i Glæde over Noget, jeg havde frembragt, vilde opfylde mig nogle Minutter med Lyksalighed. Ganske ubetydelig er jeg ikke; det vilde være falskt, om jeg sagde, hvad jeg ikke troer. Det maa derfor fornøie Dem, at jeg er opfyldt af, hvad De har givet os, at jeg er gjennemtrængt deraf, og derfor siger jeg Dem det; jeg har faaet Dem kjær, jeg har forstaaet Dem! De er N o g e t! Ja, Deres ”mimiske Digtninger” ville, vare de ikke kun for Danmark, blive europæiske!
H.C. A n d e r s e n.
Kjøbh. den 2den April 1842.
Jeg vil saa gjerne være den Første der idag bringer Dem en Lykønskning paa Deres Fødselsdag min kjære Broder Andersen, derfor flyver min Brevdue saa tidligt fra Hjemmet. Endskjøndt jeg i dette Øjeblik intet Ønske har for Deres Fremtid der afviger fra det saa ofte udtalte: den højeste Konstnerhæder for Broderen! saa er der dog endnu en god Bøn for Dem i mit Hjerte. Vi ere gode Venner ikke sandt! og ville altid vedblive at være det, selv naar der undertiden er noget hos mig der trækker Broderens Pande i Rynker, eller engang imellem noget hos ham som jeg ikke ganske forstaar. Der var en Tid i Vinter da alle de sørgmodige Træk der undertiden leirer sig paa Deres Ansigt, havde forladt det, disse Træk havde for kort siden paany indfundne sig, men da jeg sidst saae Deres Ansigt, var det igjen lysere, gid det maa vedblive at være saaledes. Naar De undertiden slet ikke seer glad ud vilde jeg saa gjerne sige Dem nogle venlige Ord, men mundtligt har jeg ikke Mod dertil, og jeg har ogsaa ofte saa liden Tillid til disse Ords Kraft.
Deres Søster Moder og Line sende deres bedste Hilsner og Lykønskninger.
Gisselfeldt [2] den 2. Juli 1842.
Kjære Ven!
Da Hr Schmidt [3] just reiser ind til Byen vil jeg benytte Leiligheden og give Dem et Epistel! - Veiret her ud var ret taalelig, ingen Regn men en skjærende kold Blæst; vort Klima maa nu være saa forbandet det være vil, altid faaer det Roes! paa Dagvognen [4] sad en Mand og velsignede Blæsten: “vi maa takke vor Herre for den!” sagde han, “thi blæste det ikke saa galt, saa havde vi hele Dagen en styrtende Skylle!” Det var den sidste Juni, sidste Dag i Skjærsommer [5], jo den skar [6] rigtig nok! lavt grønt Korn, et Par Piletræer ved en Grøft, det er Naturen til Kjøge, her nød vi Suppe og een af Kjøge-Høns [7]; vi fik her en Madam op, som kun talte om “Det døende Barn og Mulatten” item noget fiint Lærred hun havde lagt hen til sit Liigtøi. - I Rønnede ventede mig Grev Frederiks Vogn, saa jeg alt Klokken 5 var paa Gisselfeldt hvor den gamle Grevinde og hendes nærmeste Kreds toge særdeles venligt mod mig, ved Middagsbordet traf jeg Vegener [8], som var meget livlig; fra Vinduet saae vi i Kikkert lige ind i hans Huus, der ligger pynteligt og smukt midt i Skoven, jeg løber i Dag derover og siger god Dag! - Jeg har et smukt lyst Værelse i Stue-Etagen med en smuk Udsigt, en kongelig Opvartning, der gaaer saa vidt at Tjeneren, han er rigtig nok, som jeg hører, ganske ung i Tjenesten, siger om Aftenen naar han har lyst mig paa mit Værelse, “underdanigst god Nat!” - Igaar havde vi et evigt Byge-Veir, saa jeg ikke fik spadseret meget. Grevinde Elisabeth [9] reed imidlertid Tour og spurgte mig om jeg ikke reed med, men jeg svarede at jeg kun reed i Bjergene; hun var jo istand til at vise sig som bedre Rytter end jeg - troer De ikke! - Siig til Deres Kone at jeg læser herude en engelsk Roman af Maryat [10], som interesserer mig meget, den kaldes: Joseph Rushbrook, hun kjender den vist! Luften er kold, det er som var det Vinter, jeg er nær ved at bilde mig ind at det Grønne paa Træer og Buske kun er Øienforblindelse, det er Riimfrost og Sneeflokke [11] der sidde paa Grenene og ikke grønne Blade! o hvo der dog var i Spanien, ja man maa ærgre sig spansk grøn ved ikke at kunne komme der! Hils Børnene! min egen lille Vulle, Søsteren nolimetangere, eller som hun ogsaa kaldes: Funz [12]; Gerda [13] og Hr. Jonas [14]! Paa Mandag seer De jo “Karussen i Pæretræet” [15] og skriver mig strax om Tirsdagen til (per Ringsted) ; jeg bliver paa Gisselfeldt til Torsdag den 7de paa Bregentved til Torsdag den 14de og gaaer da til Kiel, men De hører naturligviis fra mig, medens jeg er paa Bregentved. Hils Deres Forældre og Sødskende, de Norske [16] og ikke at forglemme Jonna [17] og “la bella divina di Elsenora!” [18]
altid Deres trofaste hengivne
E. S
Huset kunde kaldes meget godt besat og Stemningen var favorabel [2]. Schneider [3] var temmelig middelmaadig, Jfr. Østerberg [4] passabel, Phister [5] moersom - han talte hæst hele Tiden, Gundersen [6] ganske fortræffelig og Nielsen [7] ligesaa. Den første Deel vakte ikke store Forhaabninger og gjorde mig, og vel ogsaa Publicum, lidt treven; dette tilskriver jeg deels Schneider, som der er meest beskjæftiget, deels det noget Brede han har at sige f.Ex. om den Have med Udkik til Skildvagten o. desl. [8] Hans smukke Sang om at han har alle Lande i sin Have[9] gjorde ikke den Virkning den skulde, da man neppe kunde forstaae ham. En Hovedfeil fandt jeg i de mange Vers til hver Sang, f.Ex. Jfr. Østerbergs [10], som trættede Folk; der kunde en Beklipning gjøre god Virkning. Ikke een Haand rørte sig under hele denne Deel, indtil den anden Have begyndte at spille [11], da Nielsen kom frem. Om det var ham eller den med ham samtidigt kommende Lynild, som den Aften var ualmindelig god, der saaledes rensede Luften, at Publicum aandede friere, veed jeg ikke; men der var en bestemt Overgang. Fra dette Punct af fulgte Latter og Klap paa hinanden, indtil Slutningscoupletten, hvis ”Aa ja” af Phister gjordes saa comisk som muligt [12]. Derpaa regnede der Bravo og Klap; da nogle Enkelte fandt at der endelig blev gjort for meget heraf, hyssede de, og saa klappedes der igjen, og saaledes vrøvlede de mellem hinanden. Resultatet er: at Stykket gjorde Lykke. Min Mening er, at det er livligt og moersomt, naar den første Afdeling forandres lidt, og naar Arrangementet forandres; Plankeværket stod saaledes, at man kunde see, det stod saaledes, for at man med eet Slag kunde slaae det om; Pigebarnet sad ikke i Pæretræet, men stod paa Plankeværket etc.
Altid Deres
Bregentved den 24. Juli 1842
Det er allerede paa fjerde Uge siden jeg forlod Kjøbenhavn og endnu er jeg i denne Egn. Tolv Dage tilbragte jeg paa Gisselfeldt [2], der som De veed er en gammel Ridderborg med Vold-Grave; her er Hjertet af dansk Natur, dybe Bøge-Skove, stille Indsøer og store Kløvermarker. Det er ret et Sted for en idyllisk Digter. Hertugens var her under mit Ophold og den hele Familie var meget elskværdig, især den yngere Prinsesse Caroline Amalia [3]; man indviterede mig til Augustenborg og jeg vil et andet Aar aflægge min Vesit der. Her paa Bregentved er en anden Natur, om man saa kan sige! Alt er i en større Stiil end paa det venlige Gisselfeldt. Bregentved er et fyrsteligt moderne Slot midt i en engelsk Park [4], Alt er her for storartet til at man kan huske paa det lille Danmark, man befinder sig i Engeland, lever paa et af de de Steder Pückler- Moskau i sin eneste interessante Bog beskriver os [5]. Hele Haven er gjennemskaaret af Kanaler, een Del er i fransk Stiil, en anden i engelsk. Dyrehaven hælder sig op til Haven og flere Søer, seilbare saagar, strække sig mellem det Grønne.
Lev vel!
Glorup [2] den 6 August 1842.
Sommer-Livet i Sjælland var det smukkeste jeg har kjendt! De skulde ret see den Natur ved Gisselfeldt og Bregentved, blev den klippet ud af Landet og i sin bedste Belysning sendt om i Verden den vilde nævnes som en Skjønhed. Gisselfeldt veed De er en gammel Borg med dybe Grave om, Bregentved et moderne Slot, hvis Have er en engelsk Park, den synes for storartet til at høre hjemme i det lille Danmark. Paa det første Sted, hvor Naturen egentligt har gjort Alt, var jeg 10 a 12 Dage; Hertugens [3] opholdt sig her paa samme Tid og de vare meget omgjængelige og elskværdige; vi kjørte en Dag til Glasværket [4] og saae Arbeiderne der blæste Flasker, smaa Bønderdrenge løb med de gloende Flasker paa Jern-Gafler, det saae ud, som en Helveds Maneuver! før min Afreise blev jeg af Hertugens indbudt til Augustenborg, men jeg vil have dette Besøg til Gode. Paa Bregentved var jeg i tre Uger! Moltkes er de meest velsignede Mennesker man kan leve med. Grevinden [5] gjælder for at være “fornem”, men det er aldeles ikke Tilfældet! hun synes kun saa, just fordi hun har for lidt Tillid til sig selv, at hun tør ret indlade sig med Fremmede. Hun er den elskværdigste Moder! alene det om Aftenen, at see hende sige sine Børn [6] god Nat, kan strax lære een hvor meget Hjerte hun har. Midt i den deilige Have tæt ved een af Kanalerne, hvor de deilige hvide Aakander groe, ligger et lille Barn[e]huus, saa stort at jeg netop kan staae derinde, her er Kabinet, Stue, Kjøkken og Spisekammer og Alt rigt og fuldstændigt udstyret; paa den ene af Børnenes Geburtsdag [7] spiiste vi Alle hernede, 12 Personer, saa hele Huset var fyldt, og vi spiiste paa smaae Talerkner, drak af smaa Glas, det var ganske i Barneverdenen, en Sang af mig [8] blev sjunget, den endte saaledes:
Brev nr. 245. Fra HCA til Mathilda Barck.[1]
Hils deres kjære Forældre, Fasteren [10] og Alle paa Børringe, som med venligt Sind mindes Digteren; siig til Jokum at jeg har et langt Brev næsten færdig til ham, det vil snart faae Vingerne løst.
Nu lev vel! det er sandt Søsteren maa jeg ikke glemme! hils saa smukt og varmt som de jo er istand til! O de drømmer neppe om hvor tidt jeg i Tankerne er hos dem, - dog jeg vilde heller være det personlig, skjøndt: “en Digter-Drøm er Virkelighed!” siger Heiberg i det nye Drama! Lev vel kjære, naadige Frøken!
H. C. Andersen.
Brev nr. 246. Fra Johan Ludvig Heiberg til HCA.[1]
J.L. Heiberg.
Brev nr. 247. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]
H.C. Andersen
Hr Professor B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø
f r i t
Brev nr. 248. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]
Mine bedste Bønner følger Dem glem derfor heller ikke
Vi høre jo fra Dem fra Udlandet! Hvis jeg endnu inden Deres Afreise faar nogle Ord lægger jeg et lille Indlæg i Tante Gustas Brev. Vi sees dog sikkert til Sommer igjen jeg kan ikke tænke mig det anderledes, dog det er jo mod Deres Ønske De vil saa langt, langt bort! Levvel, nu har jeg jo skrevet et langt Brev, det vilde glæde Dem har De sagt. - Saa De vil da virkelig reise inden Opførelsen af Deres Tragedie. - Paa Lørdag vil jeg tænke paa Dem, og er det muligt som jeg tror at ens Aand kan omsvæve de fraværende Kjære, saa vil De ikke være ene i Syden. -
Brev nr. 249. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]
J.C. H a u c h.
Brev nr. 250. Fra HCA til Jonas Collin.[1]
Lev vel! min inderlig elskede kjære Fader!
H. C. Andersen.
Brev nr. 251. Fra Jonas Collin til HCA.[1]
Nyt kan jeg naturligviis ikke have at fortælle fra disse to, tre Dage; Hilsener har jeg ingen at bringe, thi jeg har ikke sagt til nogen, at jeg skriver til Dem, - ellers vilde jeg have havt en heel Snees. Men da jeg veed, det vil glæde Dem, at faae et Par Linier fra mig, medens De endnu er paa dansk (i vidtløftig Betydning) Grund [6], saa har det moret mig selv at tænke,
at jeg paa en behagelig Maade overraskede Dem med disse Linier.
Lev vel gode Andersen!
Collin
Den 3 D e c b r blev Deres [13] og Oehlenschlægers [14] 2 Cantater i Anledning af Fr. VIs Død, opførte i Frue Kirke [15]. Indtægten er bestemt som første Bidrag til et Monument (statue equestre [16]) over den salige Konge - af Thorvaldsen [17].
Jeg har ikke fortalt nogen her i Huset, at jeg skriver til Dem i Dag og derfor kan jeg ej bringe nogen Hilsen fra nogen i Særdeleshed, men at vi alle med Kiærlighed og Længsel tænke paa Dem og tit tale om Dem, det er en Sandhed, saa god som en Hilsen.
Hvad Nyt, der ellers kan være passeret, erindrer jeg ikke, og derom gad jeg sandsynligviis ikke skrive, da det ikke kan være af nogen Vigtighed, siden det ikke falder mig ind.
Hils Landsmænd i Rom; adskillige af dem have dog nogen Godhed for mig, hils Bravo [18], han vil snart høre fra mig. Thorvaldsen er nu bestemt at reise til Foraaret med den stampeske Familie [19], hos hvem han for det meste opholder sig. Han har været nogle Dage i Kiøbenh. men reiser i Morgen til Nysøe.
Lev vel, lev vel! kiæreste Andersen!
Collin
Brev nr. 252. Fra familien Collin til HCA.[1]
Henriette Collen.
Th.Collin.
W. Lind.
E.Collin.
Collin
Brev nr. 253. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]
den sidste
December
1840.
Velædle
Fru S. Læssøe.
boer paa Vesterbroe; i Haven Hjørnet af gamle Kongevei og Peblinge-Søen. (det første Hjørne fra Byen).
a
C o p e n h a g u e
in
D a n i m a r k a
p e r H a m b u r g o
f r a n c o f r o n t i e r e s.
Brev nr. 254. Fra HCA til Edvard og Henriette Collin.[1]
Digteren.
Brev nr. 255. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]
Frøken Henriette Wulff
Søcadetacademiet i Bredgaden. Copenhague in Danimarka
via Hamburgo
franco frontieres.
Brev nr. 256. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]
Fra min Kone skal jeg bringe Dem den hjerteligste Hilsen. Hendes Helbred er endnu kun svagt [9] men jeg haaber med Guds Hjelp, det skal blive bedre. Vi tænke ofte med venlig Deeltagelse paa Dem og ønske Dem de heldigste Frugter af Deres Reise.
H a u c h har jeg meddeelt Deres Brev. Han vil glæde sig ved det Brev, De har tiltænkt ham, og tager med Hjertelighed Deel i Alt hvad der angaaer Dem. Han har nylig skrevet en Tragoedie der dreier sig om Blodgildet i R o e s k i l d e (Svend Grathe) [10] den er indleveret og bliver nok opført i Vinter. Jeg har, som sagt hverken havt Tid eller Ro til at tænke paa nogen poetisk Production i de sidste 4 Maaneder. Og nu Gud velsigne Dem! Hils Landsmændene i Rom og gode Venner hvis De træffes paa Veien! Tak fordi De saa venlig erindrer mig, kom sund og glad tilbage og meddeel os al den Poesie, De oplever!
Ingemann
Al
S i g n o r H: C: A n d e r s e n
P o e t a d a n e s e
a
N a p o l I
P o s t e r e s t a n t e
f r a n c o
f i n a l f r o n t i e r e
i t a l i a n a
Brev nr. 257. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]
Brev nr. 258. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]
I dette Øieblik faaer jeg Brev fra vor Konsul at Kongen og Dronningen af Grækenland vil see mig Søndag-Aften Paaskedag [50]; jeg skal møde i dyb Sorg, med Flor om Armen. Paaskefesten glæder jeg mig meget til. De unge Grækerinder dandse da gjennem Gaderne. - Vil De ikke nok sende vor kjære Ingeborg en Hilsen og sige hende hvorledes jeg har det. Strax den første Dag jeg kom her til, skrev jeg til hendes Fader [51]. I dette Øieblik staaer der en Regnbue over Hymetos saa deilig, som jeg aldrig saae den og en heel Flok Kameler ligge under Palmen udenfor.
Frøken Henriette Wulff
Søcadetacademiet i Amaliegaden
Copenhagen in Danimarka
via per Hamburgo
franco Triest
Brev nr. 259. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]
H.C. Andersen.
Til Enke-Frue S. L æ s s ø e født A b r a h a m s e n
boendes paa Vesterbroe, gamle Kongevei, i Haven
til Høiere, ved Peblingesøen.
a
C o p e n h a g u e
en
D a n i m a r k
par W i e n n e.
fr Oest Grense
Brev nr. 260. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]
Gud velsigne Dem for den Blomst, blandt alle de Skatte De har givet mig [3] er den mig dog den Helligste; at have en Blomst der er udfoldet ved den Aande, i de Omgivelser der oplivedeSokrates, er det Helligste for mig.
Ubodelig Skade er det at Veiret var uvenligt medens De var i Konstantinopel ellers havde De vist været meer enthusiastisk, med Kulde som der omgav Dem omtaler De Dardanellerne og den af Alle beskrevne himmelske Indseiling til Konstantinopel [4]; jeg har virkelig været bedrøvet derover, men Børnene mene: at De har været i ondt Humør da De skrev og derfor gjerne kan have været gjennemtrængt af det næsten overjordiske Skjønne der har omgivet Dem. Smyrna har jeg altid forestilt mig som noget af det deiligste der var paa Jorden, den maa De mundtlig fortælle mig meget om; men nævn aldrig for mig at Athenen ligner Odense i Markedstid [5], det kan jeg virkelig ikke taale at høre, og jeg er saa svag at De maa tage Dem iagt; hver Gang jeg tænkte paa at De ikke rigtig var gjennemtrængt af den klassiske Jord De Lykkelige havde betraadt der, blev jeg mat og kun Børnenes Forsikkringer om det modsatte gjør mig rolig -
Saa er De da i Wien naar De faaer dette [6], i Wien hvor den stakkels Naomi leed saa grændsesløst [7], besøg Haven hvor hun skjulte sig [8], Stuen hvor Pidsken blev svunget over hendes Hoved [9] finder De vel ikke, men Smerten derover lever ligefuldt i hvert Qvindebryst der kjender den stakkels Forvildede.
Arbeider De slet ikke? Dog det er et syndigt Spørgsmaal, arbeider Bien ikke medens den samler Honning?! -
Jeg vilde sendt
De kan troe jeg skjønner paa at De har tænkt paa mig i de vidunderlige herlige Omgivelser, De kjender mig, siden De vil trylle mig hen paa en tyrkisk Kirkegaard, jeg har alt af Lamartine lært at elske den, tak ogsaa for Foræringen[;] lad den bare ikke gaae istykker, hvorfor valgte De ogsaa Glas, det maa den vist være af, vær varlig med den, tænk fra mit gamle Fædreland, De veed jo nok jeg stammer fra Asien, og det fra kortere Tid end fra Adams. -
Jeg veed ikke om jeg i mit forrige Brev skrev Dem om Børnenes forandrede Stillinger. Kristian er bleven Kandidat, kun med h a u t [16] men dog Kandidat, Ludvig er fra Toldkammeret og nu ene ansat i Møntkabinettet, Fredrik havde ønsket at reise i Sommer, men kommer kun til Lolland og Falster, Josef har alt et halvt Aar været i Paris og elsker det men kommer dog hjem til næste Aar. Thorald vil til Frederiksborg og til Valløedyrehave i Sommer meest for at faae Studier af Træer, Viggo arbeider utrættelig paa sin Examen som jeg haaber han faaer næste Aar. Dine takker for at De husker hende, men Lysten til Komedier skal jeg hilse fra hende er forbi, saa De maa vælge noget andet for hende, jeg troer De gjorde bedst i at lade hende blive hjemme, der lever hun meget lykkelig med Kristian for hvem hun er som en kjærlig Moder og med den lille Elisa [17] som var i Huset hos mig, hende er hun ogsaa saa øm og god imod, saa hun gjør lykkelig og er det altsaa ogsaa selv; hun er een af dem jeg baade agter og elsker.
I Aftes stod jeg nede paa vor lille Broe der gaaer ud i Søen, i Vesten var Himlen shattert fra det mørkeste meest brændende røde til det blegeste gule og derfra ind i grønlige Farver og den stille Søe var ganske Himmelens Speil, naar jeg forblendet af dette Syn vendte mig mod Øst var Himmelen mørkeblaae og Maanen stod klar og skinnende og speilede sig i den mørke mørke Søe, jeg tænkte paa Deres Venlighed at ville unde mig Herligheden af Middelhavets Pragt, men det kan ikke falde i mit Lod, fra Vuggen af har det været bestemt inden Maadeligheds Grændse. Man har fortalt mig at da jeg var eet Aar vilde nuværende Enkedronning Marie [18] [hul i papiret] Broder, mine Forældre kjørte da med os til Fredriksberg, da vi skulde af Vognen begyndte jeg at græde, som en Følge deraf blev jeg hos Kudsken som gav mig af sin Kringle medens min Broder kom til Kronprindsessen [19] og fik det deiligste Bonsbons af hendes hvide Haand. Da de kom tilbage var jeg ligesaa glad ved Kudsken og hans Kringle som min Broder ved Damen og hendes Bonsbons, denne Tildragelse, som kan synes meget ubetydelig er det ikke for mig da den, under uendelige Variationer mange, mange Gange i mit lange Liv har gjentaget sig og viist mig min saa strengt bestemte Plads i Verden, medens De fryder Dem over Oceanet og den sydlige Himmel er jeg glad og taknemmelig for min lille Søe i Norden, som, det maa jeg sige til Ære for Norden, viser sig paa det allerdeiligste. Mai har været uden Undtagelse, hele Maaneden som i Hundedagene [20], alle Blomster ere udsprungne, Eegen i sit skjønneste Løv, jeg nænner ikke at tale om vor Bøg for at De ikke skal fortryde Deres Fraværelse i dette himmelske Foraar.
Augusta Hanck som er her er desperat over de Skjænd Søsteren faaer [21], hun paastaaer De maa engang have givet hende Lov at vise Brevene ellers kunde hun aldrig have gjort det; det forundrer mig at De saa ganske overseer Augusta, jeg troer det er Perlen i Familien [22]. -
Nyheder veed De nok jeg ingen har af, Paludan Møller har skrevet et stort Digt: Venus [23], det foregaaer i Grækenland i Heros Tiden dog slaaer han om sig med Gigt og Podagra, hvad synes De herom, jeg har ikke læst det og forlanger det heller ikke. En nye Tragoedie er her kommet af Jfr Beyer [24] som naturligviis er udstyret brillant og alle Gode spille, dog taler man om at pibe [25] og nogenlunde Hus blev der kun ved [at] en Hr Taglione og Madame [26] fra Carlin dandsede hver Aften det blev givet[,] de ere ogsaa maadelige men - fremmede - for resten er her intet udkommet[;] man kan sige med Gorm den Gamle: her tie alle Penne!
Vi glæde os ret Alle til at De kommer hjem, hvor De vil glæde Dem i denne deilige Sommer, vil De ikke nok finde den deilig, lille Andersen? Bøgens Hang er dog kun hjemme her. Vi længes saa græsselig efter at høre fra Dem for at vide om De godt er sluppet gjennem Urolighederne, var det sikkrere over Grækenland burde De dog have valgt den Vei for Deres egen og for vores Skyld. - Skriv endelig snart til hvem det saa bliver[,] blot jeg faaer ogsaa lidt at høre. Sønnen og alle Sønnerne hilse Broderen venligt og jeg er som altid D[eres in]derlige redelige Moder
An
Herrn Andersen (H:C:)
von Kopenhagen
Wien
franco
pr Hamburg
P o s t e r e s t a n t e
Brev nr. 261. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]
Det fornøier mig at Fr. Læssøe har faaet Brev, maaskee hun meddeler mig lidt deraf, endskjøndt jeg egentlig ikke har fortjent det, jeg har intet fortalt hende af Deres sidste Brev, det har hidtil angrebet mig meget at skrive, derfor har hun i flere Maaneder intet hørt fra mig; Gusta skrev mig til efterat jeg havde faaet Deres sidste Brev, om jeg dog vilde sende hende det da hun saa gjerne vilde læse det for Fr. Læssøe, endskjøndt jeg var overbeviist om, at De intet havde derimod gjorde jeg det dog ikke, fordi jeg virkelig aldrig disponerer over et Brev uden Forfatterens Tilladelse, jeg veed hvor piinligt det vilde være mig om Andre gjorde det ved mine, tror De da at jeg endog skulde lade trykke hvad der er mig saaledes betroet, naar jeg ikke havde anseet det for Deres eget Ønske at det skeede? Det var temmelig strængt imod mig at sende den lille aabne Seddel i Brevet til en Anden paa hvis Agtelse og Godhed De veed jeg sætter saa megen Priis, der ogsaa har betroet mig Breve, og som jo næsten maatte ansee det for en Advarsel ikke oftere at gjøre det, dog jeg haaber ikke, at Fr. L. har saa lidt Tillid til mig. Hvad Deres øvrige Venner ved denne Leilighed tænke om mig, faar jeg at finde mig i. -
Men nu ikke et Ord mere herom vi faar vel bære over med hinanden. Er De vred paa mig? Jeg vilde have tilgivet Dem en langt større Forseelse end min, naar jeg først havde faaet Lov til at skjænde lidt over den. Med Slutningen af denne Maaned holder jeg op at læse med mine smaaee Elever saa er den Glæde og den Virkekreds forbi, de kjære smaa Mennesker som altid have viist mig saa megen Kjærlighed, nu faae de en anden Lærerinde, og jeg reiser herfra, saa er jeg ogsaa glemt hos dem, det er dog som om alle mine Hjerterødder havde slaaet Rod her i Odense; men jeg er nu et Vanemenneske, sige Søstrene. Til Efteraaret reise vi til Kjøbh. Moder, Caroline og jeg. I næste Maaned haabe vi Alle endnu engang at blive samlede her i det gamle Hjem. Har De bestemt Deres Hjemreise? Gid jeg først vidste at De var i Wien, saa synes jeg næsten at det er ligesaa godt som om De var i Kjøbh. saa ere da alle den store Reises Besværligheder, og jeg haaber ogsaa dens Farer overstaaet. Hvor jeg glæder mig til at høre Dem fortælle; blot De nu ikke er træt deraf til vi komme til Kjøbh. De maae jo blive uhyre
interessant. Jeg er saa nysgjerrig efter at vide i hvad Art Deres næste Arbeide bliver. Det er sandt, det var min Bøn til Dem, dog den kan komme ved Brevets Slutning. - Det er jo et skrækkeligt fornemt Selskab De paa hele Deres Reise har været i, Konger Dronninger og Ministere. I Hjertet er De dog Arristokrat kjære Andersen. Det er underligt med mig, jeg er temmelig royalistisk; men jeg tror det er fordi jeg er vor Konge og Dronning hengiven som Mennesker, det øvrige Arristocrati derimod føler jeg bestandig en hemmelig Lyst til at opponere imod. Fornemme Folk maae være dobbelt saa elskværdige som mine Ligemænd naar jeg skal synes om dem. - Sahlertz, Walz, Schneider [11] og Jfr. Zrza give i Aften Scener her i Byen af Jægerbruden og den hvide Dame [12], der ere ikke gaaet Mange hen. Zrza har man nu hørt saa tidt her i Byen, og enkelte Scener af saa bekjendte Ting trækker ikke synderligt. Møllers Selskab har nylig forladt Byen [13]. Thea var der flere Gange og morede sig fortræffeligt, der vare Herrer ved Selskabet, som skal have spillet særdeles godt, deriblandt Herr Prinzelau [14] som de fleste af vore Damer vare begeistrede over. Jeg var der kun en Aften og syntes ogsaa han var ret smuk, og spillede meget godt; men jeg bliver nu ikke saa let begeistret. Jeg saae det ny Stykke: Familien Mazarin [15], jeg syntes det var vel skrevet og underholdende; men jeg hører at næsten Ingen her har syntes om det. Paludan Møllers: Venus har jeg læst, jeg synes ikke meget godt om den, der er vel smukke Enkeltheder i, men man er blandt disse Guder og Gudinder i saa slet Selskab at det næsten bliver en modbydeligt. Jeg kan ikke adskille Billedet af den letsindige jordiske Venus, med sine mere end menneskelige Feil og Skrøbeligheder fra den himmelske, som han mod Slutningen af Bogen viser os.
Jeg har havt en ny Roman af Bulwer: “Codalfin” [16], den har interesseret mig som Alt hvad jeg kjender af denne Forfatter, om end ikke nær i den Grad som min Yndling: “Maltravers” [17]. Bulwers Menneskekundskab er vel noget mørk; men desværre vistnok som oftest sand. - Bellona har jo havt en Skjærmydsel med nogle Sørøvere som De vel veed, men overvunden disse [18], hu, det havde dog været ængsteligt for Deres Venner om De havde været med der, men det har jo efter Aviserne ogsaa været meget uroligt hvor De har været. Dalh [19] kommer nu hjem fra Algier, han har udmærket sig; men hans Helbred er borte. - Fru Saaby har faaet et apoplektisk Tilfælde. - Jeg hørte i dag endeel Nyt fra Hovedstaden, et Par Forlovelser og Sligt; men dem har vel Deres Venner alt fortalt Dem. Imorgen er Skyttelauget her. Anden Pindsedag [20] begyndte Omnibusfarten fra Kjøbh. til Sorge[n]fri og Charlottenlund; medens vi tale om Omnibusser falder det mig ind at jeg i Middags bladede lidt i en gammel Salon hvori jeg for første Gang læser Deres “Mikkels Kjærligheds Historie” [21] og Eventyret om den onde Fyrste [22]. Det sidste syntes jeg godt om, i Mikel morede det mig at De har opkaldt hans Tilbedte efter Dem selv [23]. - Det er da nok saa morsomt at læse som Emilies Hjertebanken [24]. Du gode Gud hvor Musiknummerne til denne ere trættende, naar man hører dem oftere, jeg er dog virkelig ikke saa sensibel, men jeg har været nær ved at blive syg af at høre dem gjentage. Der er næsten intet der kan bringe mig saaledes ud af min Fatning som slet Musik, eller endnu værre god Musik slet udført. Her er et Sted i Byen hvor jeg gjærne kom naar jeg blot, kunde udholde at høre Konen i Huset synge; men det kan jeg ikke, og saa bliver jeg hellere derfra. Derfor har jeg aldrig kunnet lære at spille, fordi jeg ikke kunde taale at høre mig selv frembringe noget saa slet. Gud hvor jeg snakker meget om mig selv; dette Brev bliver ikke Postpengene værd. Jeg vil fortælle Dem lidt om Moder; men det er ikke godt ellers var jeg før kommen med det, hun skranter saa meget, og Humeuret er usselt, jeg kan see hvormegen Umage hun gjør sig for at betvinge sin Sørgmodighed; men den skinner overalt igjennem, og minder ogsaa os Andre ideligt om vort store Tab. Jeg haaber at Søstrenes Ankomst vil virke velgjørende paa hende, o, hvor jeg dog glæder mig til at see dem Alle, og - Broderen. -
Jeg tænker dog nok at de Alle ville kjendes ved mig, endskjøndt jeg efter min Sygdom i Vinter, er bleven saa mager, gammel og grim at jeg tidt har stor Lyst til at fornægte mig selv. See saa, efter denne Tirade tænker De vist: Det er dog en gruelig Forfængelighed, Jette bryder sig ikke om at snakke ondt om sig selv, naar hun blot har den Fornøjelse at omtale sit eget kjære Jeg. Vi have ligesom sidst da De var i Udlandet havt det deiligste Foraar, ægte italiensk Luft, saa lysende blaa, saa reen, saa mild som De i Syden har indaandet den. Nu er det igjen koldt og blæsende. Jeg var meget nedstemt da jeg begyndte mit Brev, nu har jeg skrevet mig munter endskjøndt jeg ikke har videre Grund dertil. Hvis det skulde være en Straf at jeg sidst intet Brev fik, saa har De berøvet Dem selv den Tilfredsstillelse at gjøre Søsteren en Glæde endskjøndt det næsten har fornøjet mig ligesaa meget at Fr. L - fik Brev, thi eet Brev til hende var dog alt for lidt naar jeg havde faaet 3. Levvel! Hvis det er Deres Hensigt fra Wien at tilskrive mig, vil De da være saa god at besvare mig efterfølgende Spørgsmaal, har De det derimod ikke isinde, haster det heller ikke med deres Besvarelse for De kommer hjem, som jeg omtrænt tænker mig bliver sidst i Juli eller først i August. -
Jette H.
Naar man for at oversee Wien, har bestegen Terassen til det øverste Belvedere til hvilken Side ligger da die Spinnerin am Kreuze - til hvilken Side Sievering - og Stephanstaarnet? Hvor langt ligger omtrent Belvedere ved Rennweg fra Midten af Byen. Er det taabeligt - dog nu bliver jeg nok trættende med mine Spørgsmaal jeg kan heller ikke ret samle dem. De øvrige vil jeg gjøre Dem mundtligt - Levvel! -
Her er alt enkelte modne Jordbær og udsprungne Roser.
Brev nr. 262. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]
H.C. Andersen
I W i e n har jeg kjøbt et Værk over Constantinopel [32], med 30 Prospecter, ved disse og min Fortælling skal De faae en Slags Idee om Byen.
[Tilføjelse i marginen s. 2:]
Samme Dag jeg fra Constantinopel skrev Dem til om det slette Veir jeg havde, blev det pludselig Sommer, assiatisk Sommer, i al sin Deilighed og vedblev til Ungarns Grændse; her i W i e n er kun 9 Graders Varme, jeg skranter af Kulde.
[Tilføjelse i marginen s.3:]
Vil De ikke nok lade indlagte Sæddel strax besørge til Jette W u l f f [33]; maaskee faaer hun de to sidste Breve at læse.
Til
Fru Signe Læssøe født Abrahamson.
boendes paa Vesterbro, gamle Kongevei, i Haven til Høiere før Peblingesøen, naar man kommer fra Byen.
C o p e n h a g e n.
fr:
Brev nr. 263. Fra HCA til Adolph Drewsen.[1]
H.[C. A]nd[ersen].
Fru H[ö]lzel [27] i Dres[d] en, som jeg skulde hilse fra Deres Kone og Louise er for et Aar siden bleven Enke, men har allerede giftet sig igjen og lever nu i Wien, som Fru Teiner. - Siig til Jette Collin at jeg i Prag har boet to Dage sammen med Fru von Heynen, der hilser hende paa det venligste.
Brev nr. 264. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]
Hvorledes jeg nu finder det her hjemme spørger De? Jeg synes aldeles ikke om at være her! jeg finder Kjøbenhavn smaalig, trist og haard; der er en evig Lyst til at grine af Alt; ja jeg kunde og maatte sige meget ondt, skulde jeg ret udtale mig om de første Indtryk, men det vilde maaskee fremstille mig selv, som en ægte Kjøbenhavner. Mueligt er det ikke bedre i fremmede Byer, men paa Reisen mærker man ikke dette Smaae, dette Kritikkogleri [13], og det er noget af det Lykkelige ved at reise. Gud veed naar jeg nu kommer afsted igjen. -
Fru Lessøe fandt jeg livlig og god, som før; der saae jeg, som De veed, Deres Søster. Da Brevet fra Dem indtraf, var jeg ude, men saa snart jeg om Eftermiddagen læste det og deri saae at Deres Søster med sin Kjæreste [14] tog ind i Skibet [15], paa Vestergade, gik jeg strax der hen, jeg havde endogsaa besørget en Billet til Døblers Forestilling [16], som der var udsolgt til, men da jeg kom og spurgte fik jeg til Svar, at de ikke var der, og havde ei heller været der; hvor skulde jeg saa søge dem; jeg blev lidt ærgerlig! siig dem det.
Døblers Forestillinger ere meget kjedsommelige! jeg troer gjerne Manden gjør hvad der kan gjøres, men denne Løben frem og tilbage for at forstyrre min Beskuen, disse lange Forberedelser til Kunststykkerne kjede mig; han er en velklædt, god Taskenspiller. Da jeg kom her til Byen gav Liszt sin sidste Concert, jeg var der [17] og Dagen efter spiiste vi sammen hos Hartmanns; næste Dag gjorte Liszt et stort Middags Gilde hvor kun Prume [18], Orla Lehmann, Courländer [19] og jeg var; Liszt syntes at have Venskab for mig og her, som i Tydskland tales om den Liighed vi skulle have i vor Personlighed. Det lykkelige Menneske, der ei skal blive her, staae i Vand, som en anden Blomst, men kunde flyve fra Sted til Sted, have Penge nok, Beundring og Agtelse! Næste Aar kommer han her igjen, da kan De høre ham, det er noget udmærket! -
De franske Comedier vare saa [ ] - ellers er her Ingenting at see og høre, uden man vil see paa Regnen der skyller, og høre paa Slidderslader og “hvad spiiste vor Naboe”. Det fornøier mig at De tager de blaae Strømper af Deres yngste Datter [20], de ville ikke klæde hende, De kan jo kalde hende Geniets Datter, men maaskee hendes Fader intet Genie var, lad mig, naar vi mødes læse den, jeg skal nok døbe Barnet. Hils Deres velsignede Moder, Søstrene og Tanten, glem ei Hr C. Søeborg, Fru Guldbrand & & og lad mig snart høre fra Dem. Vil De hilse Thomsen og takke ham for hans venlige Sind mod mig da vi sidst mødtes, beed ham helse sin Frue og Børnene! Glem ei Schønheiders og Reckes Børn! Lev vel!
H. C. Andersen.
Brev nr. 265. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]
Kjøbenhavn selv, staae omtrent i samme Lys for mig som De beskriver mig den; Provindsbeboerne have maaskee mindre Konstsands, færre Interesser, og kjender kun lidet til det politiske Liv der rører sig hos Hovedstadsbeboeren; men saa er hun igjen mere selvstændigt Menneske, gjør sig ikke til udelukkende Echo af en vedtaget Autoritet, eller til en fuldkommen Slave af den almægtige Mode, det gjør Hovedstadsbeboeren som oftest, Kjøbenhavneren frem for nogen Anden, og det er mig lidt utaaleligt, jeg talte forleden med Professor Winther [3] derom, og han maatte ogsaa give mig Ret. Gudskeelov, at De er bange for at fremstille Dem selv som en ægte Kjøbenhavner, saa haaber jeg heller ikke at De bliver det.
Har De hørt Vogler [4]? Der er vel ingen Tvivl om, fortæl mig lidt derom kjære Andersen, det har ret bedrøvet mig at jeg gik Glip af at høre ham her, det var i den Tid at vi Alle vare samlede, jeg fik først at høre at hans Concert havde været, Dagen efter, vi havde ingen Plakat faaet, og ikke hørt Folk omtale den, da der Ingen havde været. Rigtignok var Veiret skrækkeligt den Dag, men det hører nu maa jeg tilstaa ogsaa til de Fornøjelser man her sielden gaar efter. Jeg forestiller mig disse Toner fra Gravene [5] saa deilige, saa forunderligt gribende, o, hvor jeg dog gjerne vilde have hørt det. - Gudskeelov, at visse Folk ogsaa kunne være adspredte kjære Andersen, De har jo besøgt Søstrene og Haslund Dagen før de kom, jeg havde utrykkelig skreven Tirsdag og De er alt om Mandagen gaaet hen i “Skibet”, hvor de Reisende indtraf Dagen efter, og hvor man fortalte dem, at en Herre Dagen forud havde spurgt efter dem. Jeg sagde strax, nu har Andersen bestemt været saa gruelig kløgtig og tænkt, det er ikke Tirsdag de komme; men Mandag med Deligencen. Jette har formodentlig i Adspredthed skreven galt. Tak fordi De havde tænkt paa Søstrene med en Billet til Døblers Forestilling, jeg har skrevet de norske Kjære, hvad De i den Anledning yttrede. Jeg mener i Anledning af Deres Visit. Nu maa jeg sige Dem et Par Ord om den lille Pige som De har paataget Dem at døbe, hverken hendes Fader eller Moder vare Genier, hun kan derfor umulig kaldes: “Geniets Datter”, og i det Hele ikke omtales uden som sin Moders Datter, hvad jeg her siger klinger saa underligt; men jeg kan ikke forklare det, De maa kjende Bogen. I denne Tid har jeg begyndt med Reenskrivningen, den giver mig daglig Hovedpine, saa jeg er saa overmæt af det Hele, jo mere jeg beskjæftiger mig med den, jo slettere forekommer den mig, jeg synes at jeg saa tydeligt seer alle dens uendelige Mangler, og formaar dog ikke at rette disse, det er en Pine, og saa har jeg endnu en anden, at jeg uden at Nogen kjender det, reenskriver Manuscriptet, med alle de Bommerter der kan være i, havde Fader levet, havde han læst det, saa vilde jeg have været rolig, men nu! Endog med Interpunctionen har jeg Kvaler, saa veed jeg ikke hvor jeg skal holde op, saa er min Orthografi inconsequent, jo, det er rigtig en deilig Forfatterinde. De tænker vel at jeg kan lade en Anden see den igjennem; men det er i flere Henseender lettere sagt end gjort. Naar jeg kommer til Kjøbh. vil jeg tage Underviisning i Dansk, som jeg før har faaet det i fremmede Sprog, lære at skrive det fuldkommen rigtigt, saa behøver jeg ikke i saa Henseende at være afhængig af nogen Anden. Professor Winther har talt med mig om “Tante Anna”, ogsaa om mit ny Arbeide, han taler ordentlig til mig som om jeg var Noget, for en stor Deel, vel af Galanteri og Godmodighed, vel ogsaa for at give mig lidt mere Mod; han talte ogsaa om hvor daarlig Correcturen var besørget til “Tante Anna” og tilbød mig, at han vilde corrigere min ny Bog. Jeg bad ham gjennemlæse den, som han ogsaa lovede. Det er dog igrunden nydeligt af den fremmede Mand, ikke sandt. Jeg begriber ikke hvor jeg har faaet Mod til at tale med ham derom. Kjære Andersen hvad jeg her har skrevet Dem maa De endelig ikke fortælle til noget Menneske, det er ikke for min Skyld, men jeg veed jo ikke om Winther skytter om det. Jeg syntes jeg maatte fortælle Broderen det, ellers taler jeg ikke om det til Nogen, det er mig utaaleligt at gjøre mig vigtig med Sligt, der jo ofte kan falde ud til et Intet, og lige saa ofte kan klinge som et Slags Praleri ved at omtales. Naar Winther nu snart kommer til Kjøbh. tal saa heller ikke om det til ham kjære Andersen, hvis han ikke selv omtaler det. - De tænker vist at jeg er bleven et grueligt egoistiskt Menneske, siden jeg paa den senere Tid taler saa meget om mig selv, det er ogsaa den kjedelige Bog Skyld i. - Louise copierer i disse Dage det Steentryk af List, som findes i Figaro [6], hun og Grevinden [7] have boet i Hotel med ham, mødt ham nogle Gange, og C. finder at det ligner saa godt, hun finder ogsaa at Lists Holdning og Figur minder om Dem; med Ansigtstrækkene synes jeg ikke at det er Tilfældet, alligevel er der et Udtryk i hans Ansigt, i hans Øjne, som De undertiden kan have, naar De er ret god og barnlig, og naar De er saaledes, som jeg holder meest af Dem. Veed De saa hvorledes De er? Nej, (det troer jeg igrunden ikke.) Ikke kjøbenhavnsk, ikke fornem, ikke alt for gentil [8], ikke træagtig, ikke lapset! men saaledes som De var da De begyndte deres sidste Brev til mig, saa broderlig, alvorlig og hjertelig. - De kalder List et lykkeligt Menneske, fordi han kan flyve fra Sted til Sted, have Penge nok, Beundring og Agtelse. Hvad kalder De at have Penge nok kjære A- jeg tror, jo mere man faaer, jo mere bruger og ønsker man. Nøjsomhed, det er at have Penge nok - ikke sandt? Beundring, jeg synes at al for megen Virak giver en trykkende Luft, hvori man neppe kan trække Aande, og som man let kan blive saa gruelig overmæt af; “Agtelse”, den er jo aldeles afhængig af en selv, og tror De da ikke at De ejer den? Jeg er overbeviist derom. Nu er mit Papir strax fyldt. - Sig mig hvad De synes om det med Winther, naar vi sees, skal jeg sige Dem hvordan det Hele egentlig kom, det er for vidtløftigt at skrive om. Levvel. De faaer vel endnu et Par Breve fra mig inden vi komme, hvis jeg NB. snart hører fra Dem. Levvel, og tænk med Godhed paa Deres trofaste Søster
Brev nr. 266. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]
Jeg maa sige Dem, jeg har længtes meget efter Brev fra Dem! - men hvorfor har jeg da ikke skrevet, ja det ligger meest i at jeg har skrevet saa meget at jeg blev doven tilsidst skjøndt det gjaldt mine Venner. Det vil sige, jeg har siden min Hjemkomst været saa beskjæftiget med at sætte Reise- Indtrykkene ned paa Papiret [3], at tidt min Haand, det er bogstavelig sandt, har følt sig træt der ved. Nu er jeg færdig, Trykningen er begyndt, jeg beskjæftiger mig med Afskrivningen, Bortskjærelser, Pudsen og Pynten, om 3 Uger, tænker jeg Bogen vil være i Deres Huus; den skal da fortælle Dem om egne kjære Minder fra Italien, synge for Dem om det deilige Middelhav og det storartede Grækenland. De skal med mig titte ind i Orienten og Seiladsen fra det sorte Hav, paa Donau til Wien, haaber jeg vil være Dem interessanter at gjøre i Tankerne, end jeg fandt den i Virkeligheden. - Dette er det første Arbeide, under hvilket jeg har arbeidet mig Kræfter til og sandt Livsmod [4]! -
Strax da jeg kom hjem var Modtagelsen saa nordlig kold at jeg blev lidt forkjølet om Hjertet, sukkede ganske dybt, men saa gik det over, Verden er i Grunden for daarlig til at man skulde lade sig forkue af den. Jeg havde stor Lyst, da jeg fra Hamborg lagde Veien over Fyen, at have gjort Vesit i Sorøe [5], men jeg gjorte det ikke, H a r d e r [6] har jeg, paa Gisselfeldt [7], talt med derom, han har vel sagt Dem mine Grunde. Imidlertid er jeg nu anderledes til Sinds, end den Gang; Med de grønne Træer og den varme Sommer-Sol, seer De mig i Deres klosterlige By. Hauch skrev jeg til fra Athenen [8] og bad ham om Brev, jeg fik intet, først nu her i Kjøbenhavn, kom for en 6 Uger, et Brev han havde afsendt [9], det havde løbet Verden rundt efter mig og fandt mig da til sidst i Kjøbenhavn, jeg skrev ham strax til derom [10], men jeg har ikke faaet et eneste Ord igjen fra ham, det har særdeles bedrøvet mig; - men i denne Verden gaaer det jo underligt op og ned med Alt! - Heibergs Undskyldninger for sine Grovheder mod Hauch i de tidligere Critikker more mig [11]. Hvad Hauchs Tragedie angaaer, da kommer den neppe paa Scenen i Aar! Theater-Directionen har kun Tanke for den italienske Opera [12]. Denne og Orla Lehmann [13] er for Øieblikket de to Guldkalve Kjøbenhavns Folk dandse om. Hvad Operaen angaaer da er den en italiensk Opera af 3die Rang; Tenoren Hr Rossi [14] er den bedste i dette Selskab, Primadonna [15] er et lille bitte Menneske, jeg maa altid for at faae et heelt Fruentimmer ud af hende, tænke at hun ligger paa Knæ. Hun skeeler ikke lidt! men Alle ere henrykte. Det samme Publicum, som i Sibonis Tid hadede og forfulgte al italiensk Musik er nu som Amine i Fiskeren [16] blevet forelsket i en Skovtrold og siger dette er Prinds Agib c: [indsæt omvendt c]den italienske Opera. Det er aldeles en Fortryllelse! - Imidlertid har Selskabet en italiensk Livlighed; her er Spil! og disse to Ting er det som beruser Folket, men Rusen gaaer bestemt over! - Jeg erkjender at det kan være meget interessant for dem som aldrig før have hørt italiensk Opera, at høre disse, man faaer Begreb om denne og de forstaae at synge Recitativer, men som sagt det er ikke - hvad Folk tro, noget betydeligt vi her have faaet. Prima Donna har Talent og Livlighed, men hendes Stemme er ei smuk, hendes Udvortes er hende mod, i alle tragiske Roller. Hun seer ud, som en lille sort Kaffekande, der er kogt over!
Det er høist morsomt at høre hvor Folk ere blevne italienske, de raabe b r a v o, -v a, -v i! t u t i [17]; b i s [18]! & forleden hørte jeg to kjøbenhavnske Madammer sige i Forsalen, i det de gik: “det er løierligt! naar man vil at Italienerne skulle synge nok engang saa raaber man “Kis!” til dem!” - Paa Kongens Theater er altid tomt, tre Gange daglig forvandles Stykkerne, saa Theatret altid har en rød Placat i Knaphullet.
Bring Hauch min Hilsen! De maa gjerne sige ham, at det har bedrøvet mig at see vi ere blevne saa fremmede for hinanden. H.P.Holst [19] er bestandig [20] i Rom, han reiser kun mellem Rom og Neapel! jeg er en anderledes urolig Fugl! nu staaer min Lyst skrækkeligt til at see Spanien og Africas Nordkyst [21]. Hvo veed, maaskee kommer jeg ogsaa der en Gang! hvorfor skulde det ikke kunde skee!
Fra Udlandet har jeg i den sidste Tid faaet to smukke Tegn paa Opmærksomhed; anden Deel af “Deutsche Kindermärchen” [22] er blevet dediceret til mig, første Deel fik Tieck. Den franske P o e t e Martin har i R e v u e d ú P a r i s skrevet en Ode til mig [23] og oversat min Billedbog uden Billeder. Rimeligviis faaer jeg nu for disse to Behageligheders Skyld et lille Vingeslag af min Ven Heiberg, for han holder nu ikke af saadant noget!
Hvorledes lever Magister Boyesen [24]! Lorenzen, Harder Birck [25] & &.
Hils Deres velsignede Kone! det glæder mig at høre at hun er i Bedring! Vaarsolen vil være en god Doctor! gid hun snart maatte blive saa vel at De kunde gjøre en lille Tour til Syden med hende, men ikke mod Vintertid, der kan være nederdrægtigt koldt, vaadt og raat i la bella Italia. Lev vel! Deres altid hengivne H.C. Andersen
B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø
frit.
Brev nr. 267. Fra HCA til August Bournonville.[1]
I Hjemmet har man saa tidt fejlagtigt forstaaet mig, troet, at jeg kun levede i Beskuelsen af mig selv. Det er i Sandhed at give mig en for lille Opfattelses-Evne! Jeg elsker alt Stort og herligt! Jeg bliver lyksalig ved [hos] Hver, som staaer mig nær, at see det Guddommelige røre sig d e r under de meest forskjellige Skikkelser! Jeg elsker af mit inderste Hjerte, hvad Gud aabenbarer i Dem!
Lad intet koldt Gemyt see denne Epistel! Dog, det vil kun kunne lee! Det er det Samme! Hvert Ord strømmer mig af Hjertet; Gud velsigne og glæde Dig! Du er en sand Digter, - og jeg lægger Meget i dette lille Ord!
Misforstaa mig nu aldrig ganske, om vi [end] i Livets Omvexlinger kunne mødes anderledes end i denne Time! I Hjerte-Grunden skeer der ingen Forandringer!
I min nye Bog vil De faae at see, at jeg ogsaa tidligere har skattet Dem [2]; men nu først er jeg ret kommen paa det Rene med, hvad vi have i Dem. I Tanken trykker jeg Dem til mit Hjerte!
Brev nr. 268. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]
Det er første Gang at jeg tilbringer den 2den April i Deres Nærhed, og jeg har ret glædet mig ved denne Tanke; men det er som om jeg aldrig ublandet torde glæde mig til noget. Vi fik igaar Efterretning om at Janes Forkjølelse er bleven til en Feber, og hun har nu ligget i en tolv Dage. De kan nok tænke Dem hvor bekymrede og ængstelige Moder og vi Alle ere.
I medfølgende Æske ere nogle Kryds [2] som jeg har moret mig med at sy til Dem, og som De ret vil glæde mig ved at bære. Gid nu denne Herrepynt, som “jeg har Sands for”, ogsaa maa behage Dem.
Levvel, see vi et Glimt af Dem idag, jeg har aldrig seet Dem paa Deres Geburtsdag [3]. Kan De komme lidt herhen veed De at det vil glæde
Jette.
Brev nr. 269. Fra HCA til Edvard Collin.[1]
Men jeg maa ende dette Epistel, Schmidt skal afsted! Siig til Deres Søster Ingeborg at hun skal i næste Uge faae Brev! og Jette Boie - et med Følelser!
H. C.Andersen.
I Aftes havde vi et skrækkeligt Uveir, Lyn paa Lyn, det rullede, som om Thor og Fader Zeus havde Stevne ved Peter Oxes Gaard [19]!
Brev nr. 270. Fra Edvard Collin til HCA.[1]
Hertugen og -inden af Augustenborg [13] vare i den Kgl Loge; i Hofdamelogen kom Grevinde Elisabeth [14] først til Deres Stykke.
Jeg fik Deres Brev [15] med Schmidt; den, som ikke kjender Dem saa nøie, som jeg, vilde ikke falde paa, at det var skrevet blot for at huske mig paa, at skrive Dem til om Pæretræet; saa godt var Hensigten skjult. Igaar var her Veddeløb; det er første Gang, jeg ikke har kjedet mig ved disse, thi jeg var der slet ikke.
Alle hilse. - Levvel!
Kbhn. d. 5 Julii 1842.
E. Collin.
Brev nr. 271. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]
Har De læst Bulvers fortræffelige Roman: Nat og Morgen [6] i den findes i de første Kapitler et Partie skildret, der minder om Bregentved-Have. - Hver Dag gjør vi Toure og det smukke og vidtløftige. Forleden Aften var vi ved Havet, Raketter steeg for vor Skyld og Lodsens Stue var pyntet med Grønt; vi have besøgt det gamle Vemmeltofte [7], hvor den ældste Nonne er 90 [8] og den yngste der kaldes Barnet er 60. - Breve faaer jeg imidlertid ingen, kun fra den gamle Collin [9] og fra Eduard er der indtruffet [10]; af disse har jeg erfaret at “Pæretræet” er gaaet godt og har taget sig ud. Aviserne fortælle mig den store ”Perspectiv-Kasse-Krig” der er opstaaet mellem Heiberg og Bladene, jeg seer af Dagen at een af Redacteurene have udfordret ham [11]. Det skulde vel ikke være Carstensen [12]! Hør veed De hvad! De kunde gjerne skrive mig et lille Brev til, thi Naturens Røst herude er nu meget god, men Venners og Veninders er det ikke mindre, skriver De i denne Uge, da send det til Bregentved per Ringsted, men er det seneste da Glorup per Nyborg; jeg venter i næste Uge at være i Hamborg, men det bliver kun et Besøg paa nogle faae Dage; - Hvorledes gaaer det med “en Skribentindes Datter” [13], jeg saae hende sidst paa den gamle Grevinde Danneskjolds Bord, hvor hendes Indre blev prøvet og vurderet. Deres egen kjære Moder haaber jeg er rask og Søstrene ligesaa! Herude er et lille Paradiis og da den paradisiske Lyksalighed, som bekjendt ingen Historie har, saa er her ikke meget at fortælle. Jeg slutter Epistlet der med min Brevdue gaaer til Jette Collin, hun løser det af Vingerne sender Dem det i Deres “Villa della Distelatore”.
med broderligt Sind Deres hengivne
H. C. Andersen .
Brev nr. 272. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]
|
Lille Huus i Træets Skygge
|
Daglig gjorte vi smukke Udflugter, til Vemmeltofte [9], Jomfruens Egede [10], Valø [11] & &; den sjællandske Natur har afspeilet sig i mit Hjerte, naar jeg nu kommer til Byen i urolig Sø, skal jeg synge derom! - den første August var det Grevindens Fødselsdag! det var en deilig Aften; en Deel af Haven stod illumineret; paa Kanalerne var tændt Blus og et Par hundrede Tilskuere, fra Omegnen, bevægede sig i Haven. Dagen efter kjørte jeg til Ringsted, hvor jeg i fem Timer maatte gaae og kjede mig før jeg kom paa Dagvognen; imidlertid fik jeg da Ringsted Kirke [12] at see, der er meget interessant! jeg stod foran Valdemar Seiers [13] Grav, og betragtede den og de to nærmeste Dagmars [14] og Beengjærd [15]! hvor forskjelligt synger ikke Eftertiden om disse to Dronninger fra Bøhmerland og Portugal! jeg troer nu at den gode Dagmar nok har havdt lidt mere syndigt, end det at vilde see godt ud paa en Søndag [16] og at salig Beengjærd har været en meget opvagt, interessant Dronning! Dagmar har vist været kjedelig! jeg bankede paa Erik Menveds [17] Kiste og fortalte de kongelige Been at de paa Bournonvilles Befaling skulde dandse i Vinter [18]! - da jeg forlod Kirken kom jeg forbi den bygelske aabne Begravelse; derinde stod en ny Kiste med friske Blomster og Sand, jeg spurgte hvem her laae og man sagde mig at det var Fru Berner [19]. Det gjorte et underligt Indtryk paa mig, thi netop den sidste Aften jeg var i Kjøbenhavn nikkede hun saa venligt til mig i det jeg gik forbi hendes Vindue og nu - nu stod jeg ved hendes Kiste.
Natten tilbragte jeg i Korsør og da jeg næste Formiddag gik over Beltet mødte jeg de russiske Krigs Skibe, som ventedes her [20] - De seer jeg har min sædvanlige Reiselykke, med at træffe det bedste Moment! - Salut-Skuddene lød i det jeg steeg i Land. Skibene seilede ellers videre. Nu er jeg da paa det gamle Glorup! Greven spurgte mig strax om Thorald, der havde “slaaet Haanden af” ham; dernæst hørte jeg at han har skrevet fra Prag [21] til Fru Lange paa Ørebæk [22]. Jeg længes virkelig meget efter at høre lidt om Sønnerne, Thorald er vel nu tilbage og Frederik inde i Italien. Man sagde mig paa Bregentved, at en tredie af Sønnerne var ogsaa reist og efter Beskrivelsen maatte det være Viggo [23]! til hans heldige Examen gratulerer jeg af ganske Hjerte! gid det maa være ham der er faret lidt ud, maaskee til Harzbjergene og Dresden. - Hvad bestille de tre andre Sønner, Ludvig, Christian og Joseph! hils dem Alle ret hjerteligt. Seer De Hancks vil De da bringe Jette og Caroline min særdeles Tak for de venlige Linier jeg fik fra dem! spørg om de have læst de “nye Intelligens Blade”, de, som følge med “Figaro”, Kritikken over en “Skribentindes Datter” [24], jeg tænker Jette er tilfreds med den; det var mig særdeles kjært at læse denne Anmældelse. Jeg gad vist hvad Deres Frederik vilde have sagt om de senere Heibergske “Intelligens Blade” og “Danmark”, imidlertid forekommer det mig dog at for mange høist ubetydelige, tage, som man kalder det, fat paa Heiberg, man har overvurderet ham, men man kan ogsaa sætte ham for lavt og det bliver han naar Enhver tør kaste ham over [25] [sic]! - det er jo en usædvanlig god Sommer iaar! jeg giver den Character[en] Meget godt med Spørgsmaal og De indseer det er en særdeles høi Charakteer. Fra Dresden fik jeg forleden et Brev med Udskrift, “Hr Etatsraad, Professor, Doctor Andersen, Danmarks ædle Digter”, det kom ganske rigtigt i mine Hænder og var fra en Comitee til Oprettelsen af et Minde for Tiedge [26]. Man vil have et Digt af mig. Kongen har sendt mig en særdeles smuk Ring med Brillanter [27], som et Tegn paa sin Velvillie for “Digteren”. Nu begynder jeg alt imellem at faae Længsel efter de kjøbenhavnske Venner! saasnart jeg er i Byen skal De alt Dagen efter min Ankomst faae en lang Vesit! hils nu Sønnerne samt D i n a, der vel nok husker mig endnu, skjøndt hun jo ikke mere gaaer på Komedie.
med sønlig Hengivenhed
H.C. Andersen.
[Udskrift:]
Velædle
Enke-Fru Lessøe
gammel Kongevei 85. B.
ved Vesterbro
udenfor
K j ø b e n h a v n
frit.
Brev nr. 273. Fra Anton Prokesch von Osten til HCA.[1]
Athen 12. Aug. 1842
Wenn die Erinnerung Sie manchmal, verehrter Herr, auf die Grabstätte der alten Minervenstadt führt, so mag sie auch das Bild einer Familie in Ihnen erneuen, die Sie eines Abends durch ein Gericht der süssesten Mährchen erfreuten u. die Ihnen zu wohl will, um ganz in Ihrem Gedächtnisse erloschen zu seyn. Diese Familie sizt unter dem Schatten der Bäume von Kephissia, am Abhange des Pentelikons, der Gluth u. dem Staube der Stadt entflohen, u. in ihren Mussestunden lieset sie, was die Sänger jenseits der Alpen singen. So las sie auch Ihren Improvisator. Nehmen Sie Dank u. Glückwunsch für diese lebenswarme, edle u. schöne Dichtung, die mit leichthingeworfener aber sicherer Zeichnung Bilder der Wahrheit aus Welt u. Herz gibt u. sie mit dem Anhauche der reinsten Farben u. mit dem Schmelze eines wunderbaren Lichtes bekleidet. Der immer sich erneuernde Verband an sich unvereinbarer Naturen, des Weltmenschen u. des Dichters, u. in grösserer Ausdehnung, der Welt u. des Herzens, - der Kampf, der daraus folgt, u. das Feld des Lebens mit Leichen u. zerrissenen Kränzen bedeckt, - der Triumph endlich, so schön vorbereitet u. so mühsam u. würdig errungen, wie weich u. doch bestimmt haben Sie alles dies zu geben gewusst! - Dabei ist keine Verschwendung der Mittel, kein Aufgebot von Schatten u. grellen Lichtern; das ganze Arsenal des Lasters ist unberührt gelassen; Unschuld u. Tugend u. frommer Sinn sind Ihre Führer. Welchen Triumph feiern Sie, nach meiner Ansicht, eben dadurch iiber die neuere Schule. Gegen sie in die Schranken zu treten erfordert Muth. Sie aber kamen wie David, nur mit Unschuld u. Spielwaffen gerüstet u. erlegten den hochgepanzerten, mit Spiess u. Schwert u. Kolben versehenen Goliath. Annunziata ist allerdings Herz u. Seele ergreifend, aber sie hat den Giftbecher des Weltlobs getrunken; was kann sie andres als sterben? Lara hat auch uns am meisten angesprochen, u. das wollten Sie ja, da Sie ihr den Kranz reichten. Flaminia hat ihren Wahn; wer aber einen solchen hat, ist nicht arm. Leicht ist Genaro weggeworfen; Bernardo geht fast ohne Schuld u. Reue die leichte Bahn der Gewöhnlichkeit; Fabiano u. Franziska sitzen mit wohlwollenden Augen u. Händen im bequemen Wagen angeborener Güte u. anerzogener Vorurtheile; Santa gewinnt Theilnahme, tief aber rührt Paggio - u. Antonio? - ach, jedes fromme dichterische Gemüth, jeder gehobene Geist ist oder wird ein Stück Antonio; nicht jeder aber findet die Versöhnung zwischen Wunsch u. Wirklichkeit am Ende seiner Bahn! - Ich wollte Ihnen eigentlich nur danken u. Ihnen dadurch eine kleine Freude machen - es ist der Pfenning der Wittwe! Meine Frau grüsset Sie; meine Kinder gedeihen. Ihr
v Prokesch Osten
Wir gehen jezt an den Geiger.
Brev nr. 274. Fra Bernhard von Beskow til HCA.[1]
Örby den 29. September 1842.
Gode vän!
För några dagar sedan hade jag den fägnaden att emottaga Deras bref af den 9. dennes [2], åtföljdt af “En Digters Bazar”. Jag behöfwer ej säga, att jag lade allt annat å sido, för att företaga läsningen af denna interessanta skrift. Nu, sedan jag fullbordat densamma, skyndar jag att tacka den snillrike författaren för allt det nöje, han skänkt mig, och särdeles för teckningarne af e n J u l a f t o n i R o m [3] , C a r n e v a l e n [4], P e g a s u s o c h V e t t u r i n – h ä s t a r n e [5], E n r o s f r å n H o m e r s G r a f [6], M i n a s t ö f l o r [7], och en mängd andra, ty att uppräkna alla de sköna ställen af boken, som intagit mig, blefve för widlyftigt. Då jag velat låta andra med mig på förhand njuta af den vackra skänken (ty en fullständig öfversättning deraf på svenska lär vara under arbete [8]), har jag öfversatt några små episoder, såsom “Julaftonen i Rom”, “Rosen från Homers Graf”, “Ankomsten till Athen” [9], “Carnevalen” m. fl., hvilka jag insändt till en tidning, der de blifvit med utmärkt bifall emottagna [10]. Jag är förvissad, att samma bifall skall skänkas skriften, när den i helhet utkommer hos oss i svensk öfwersättning. Särskilt gläder jag mig åt varje ny litterär framgång, De röner, och förenar dertill mina hjertliga lyckönskningar med Deras öfriga wänner.
Då jag ännu är Landtbo, har jag ej haft tillfälle att i underdånighet öfwerlemna det för H. M. Konungen [11] bestämda exemplar, hvilket (enligt Deras önskan) jag vill personligen frambära. Det har ock warit nödigt att jag först tagit fullständig kännedom af skriften, hvilket först nu ägt rum. Innan kort ämnar jag inflytta till Stockholm, och jag skall då begagna första lägenhet, alt fullgöra mitt uppdrag.
För de wänliga helsningarne från Oehlenschläger och Ingemann är jag hjertligen tacksam. Från den förre har jag äfwen haft bref, deri han underrättar mig, att hans sorgspel “D i n a” skulle i denna månad uppföras [12]. Jag längtar högeligen, att snart åter få mina Köpenhamn’ska wänner. Deras “Bazar” har hos mig återwäckt hågen att resa, och jag umgås med planer att åter besöka Italien, - ja kanske en gång kasta en blick in i Orienten. Något måste jag ut från wåra klippor och skär. Antingen detta sker nästa år, eller sednare, hoppas jag då äfwen hafva glädjen att träffa Dem och att mundtligen få betyga den hjertliga högaktning, hvarmed jag tecknar Deres
tillgifne vän
B e r n h. v. B e s k o w.
Brev nr. 275. Fra Robert Schumann til HCA.[1]
Leipzig den 1. October 1842.
Mein verehrter Herr.
Was müssen Sie von mir denken, dass ich von Ihnen auf Ihre liebenswürdigen Zeilen [2], die mich so sehr erfreuten, so lange die Antwort schuldig geblieben bin. Aber – ich wollte nicht mit ganz leeren Händen vor Ihnen obwohl ich recht gut weiss, dass ich Ihnen eigentlich nur etwas zurückgebe, das ich erst von Ihnen empfangen. Nehmen Sie dann meine Musik zu Ihrem Gedichte freundlich auf. Sie wird Ihnen vielleicht im ersten Augenblicke sonderbar vorkommen. Ging es mir doch selbst erst mit Ihren Gedichten so! Wie ich mich aber mehr hineinlebte, nahm auch meine Musik einen immer fremdartigeren Character an. Also, an Ihnen liegt die Schuld allein. Andersen’sche Gedichte muss man anders componiren, als “blühe liebes Veilchen” pp.
Im “Spielmann” fürchte ich findet sich ein Versehen, zu dem die Chamisso’sche, nicht ganz auf Ihre Verse passende Uebersetzung Anlass gab. Ich habe die Stelle auf S. 16 angezeichnet. Einem dänischen Musiker, vielleicht Hrn. Hartmann, würde es ein Leichtes sein die Sache in Ordnung zu bringen. Vielleicht bitten Sie Hrn. Hartmann darum, und ich lasse die Correctur noch nachtragen.
Meine Frau hat mir so viel von Ihnen erzählt und ich habe mir Alles so haarklein berichten lassen, dass ich glaube, ich erkenne Sie, wenn ich Ihnen von ungefähr einmal begegne. Waren Sie mir doch schon aus Ihren Dichtung bekannt, aus dem Improvisator, aus Ihren Mondscheinsgeschichten [3] und aus Ihrem köstlichen Geiger, den köstlichsten, den ich ausser Münchhausen von Immermann [4] in der neueren deutschen Literatur gefunden. Habe ich nun auch eine vollständige Uebersetzung Ihrer kleineren Gedichte. Da findet sich gewiss noch manche Perlen für den Musiker.
Erhalte Sie der Himmel noch lange Ihren Freunden und Verehren, under erlauben Sie, dass ich mich diesen beizählen darf.
Ihr ergebenster
R o b e r t S c h u m a n n.
Meine Frau empfiehlt sich Ihnen freundlich.
Brev nr. 276. Fra HCA til Jonna Drewsen.[1]
Breitenburg 8. Februar 1843.
Min egen kiære Jonna!
Naar man er borte skatter man ret sine Kiære i Hjemmet, det er jo Hiærtets Biergtinder der vinker og kalder! tro mig, den kiærlige Vedhængen Du flere Gange har vist mig giør, thi vi er jo alle forfængelige, og jeg især har Ord derfor, at jeg ret skatter og holder af Dig! Du har siddet paa mit Skiød og holdt Din Dukke, jeg har seet Dig voxe op og begrebet Dig bedre end jeg har kunnet begribe nogen anden Pige af Din Alder. Naar man som Du, svæver mellem Barn og ung Pige, da er det en vanskelig Sag for En som ikke er Onkel eller - Du forstaar mig nok - ikke beslægtet nok med Dig, at vise sin dybe Hengivenhed. Du har et Par Gange berørt denne min - jeg vil kalde det - stive Opførsel, og jeg vil nu da der ligger Gader og Belter mellem os udtale mig lidt; jeg stoler paa at Du har Tillid til min Ærlighed; det er, som Du indseer, paa en høist forskiellig Maade, jeg holder af Eder Alle der hiemme, skulde jeg stille Eder i Række, kom jeg visselig i Forlegenhed, det er som gav man mig en Samling deilige Digte i forskiellig Art og jeg nu skulde sige det er Nummer Eet, det Nummer To etc. - det vilde meget beroe paa min Sindsstemning denne Orden og saaledes ogsaa med Eder. For nu at tage en Sammenstilling som Du maaske lettest gaaer ind paa, da det er en Pige, Du sætter høit og ret holder af, da vil jeg nævne Jette Boye; hun interesserer mig, jeg taler gierne med hende, ønsker hende Alt godt, hendes Sorg vilde giøre mig ondt; men betragter jeg Dig, da er Du ligesom skudt op ved min Side, jeg synes ligesom at have en Part i Dig, jeg føler næsten som Pligt - forstaae mig ret, thi her betyder det noget meget godt - at være Dig god og hengiven. Jeg taler vel ikke saaledes med Dig som med Jette, men det ligger i, jeg, som alle ældre Folk, seer endnu længe Barnet der hvor der staaer en voxen Jomfrue; fra Paris skal Du igien høre fra mig, Du er langt meer i min Tanke ! end Du tro er, Gud glæde og velsigne Dig! i Tanken trykker jeg et Kys paa Din Pande, det er - en Onkel, en ærlig trofast Onkel, som glæder sig i Tanken om et klogt, velsignet Barn, hvis Hengivenhed giør ham glad og lykkelig. -
[uden underskrift]
Brev nr. 277. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]
Breitenburg 15 Februar 1843.
Fra Breitenburg [2] kunde jeg først skrive, sagde De mig ved Afreisen, herfra faaer De saaledes i Dag mit Brev, i det jeg er i Begreb med at forlade Stedet for i al Fart over Hamborg at naae Køln hvor - jeg støder sammen med de belgiske Jernbaner. - Mandag Aften Kl 9 rulle jeg da fra Kjøbenhavn, jeg saae op til Deres Vinduer i det jeg kom forbi, men ingen Skygge engang viiste sig paa Gardinet, jeg kastede i Tanken, et Lev vel mod Peblingsøen da jeg kom der, og huskede paa den kjære Fru Læssøe med sin trofaste Børnekreds! - De maa endelig lade hende læse dette Brev og de jeg skriver til Dem, hun vil da sende Dem sit Brev, naar et saadant kommer til hende, paa denne Maade kunne de begge oftere høre fra mig! - Det var en meget stormfuld Nat jeg begyndte min Flugt, men Overfarten næste Dag over Beltet gik saa ønskelig, som i den bedste Sommertid; i to Timer naaede vi Fyen. I Odense havde man Aftenen forud, med stort Bifald, opført “Fuglen i Pæretræet” [3], nu, det fortalte man mig, havde Jomf: Sønderskou [4], i den Forvisning at jeg blev Fredag over, valgt “Mulatten” til sin Benefice Forestilling, men jeg foer i største Fart afsted! Deres Tante [5] var ikke ved Vinduet, derimod saae jeg Fru Recke med sin Datter [6]; om Aftenen gik jeg over lille Belt og nu begyndte de skrækkeligt slette Veie gjennem Slesvig og Holsteen. - Jeg veed ikke om De har været her, det er et interessant sørgeligt Landstrøg man kommer igjennem; Bøndergaardene, alle uden Skorstene, ligge som store Ligkister paa det sorte Lyngteppe, kolde sorte Skyer, liig Sørgefaner, hang oven over. Schleswig er derimod udstrakt og smilende, den laae i deiligt Solskin for mig! Overalt fandt jeg Bekjendter, Alle vare høist nydelige mod mig. Onsdag Aften henimod 12 var jeg i Itzehoe, Reisen havde ikke sønderligt fattigeret [7] mig, jeg overnattede her og næste Morgen holdt Grev Rantzaus Eqvipage for Døren og jeg rullede hertil. Et venligt Ansigt, den bedste Modtagelse og to godt opvarmede Værelser, hvor Alt var beregnet paa min Beqvemmelighed modtog mig. Slottet ligger deiligt midt i en Have, paa høie Terrasser og rundt om Marsklandet, hvorigjennem Støren flyder og tilhvilket Skove slutte sig; man seer Itzehoe, Wilster og Kjællinghusen. [Jeg] føler mig her ret oplagt til at skrive og det er gaaet godt fremad, [paa] faae Dage, med min Ahasverus, jeg spadserer hver Dag, enten til Münsterdorf, en lille By, hvor Müller, Forfatteren til Siegfried von Lindenberg [8], ligger begravet eller paa Digerne og i Skoven, hvor der er en stor Mængde Epheu og Christitornekrone [9]; meget ofte er her en Deel af Omegnen til Middag og forleden var jeg inde i Itzehoe og saae det hubertske Selskab [10], der gav et flaut Stykke af Nestroy: Eulenspiegel [11]; der var propfuldt Huus og en Deel Danske. Vil De vide hvorledes jeg omtrent tilbringer Dagen; nu vel! om Morgenen Klokken 8½ drikker jeg Kaffe paa mit Værelse, gaaer derpaa alene ud en Timestid; kommer saa hjem og arbeider til Klokken 12 som er Frokosttid, da er jeg sammen med Greven til Klokken eet og Aviserne læses, nu gaaer jeg igjen paa mit Værelse, eller vi kjøre sammen gjennem Granskoven; Klokken 3 spadserer jeg igjen en Timestid, halvfem spises til Middag; fra 6 til 8 er jeg igjen i min Stue, der er decoreret med mange interessante Kobberstykker, to Sophaer, tre Lenestole & - Klokken 8 drikkes The og da læser en Hr Timmermann [12] høit for os i Fjeldings Tom Jonas [13]. Klokken 11 er jeg sædvanlig i mit “Schlafgemach”. - Fra Collins har jeg allerede faaet en tre, fire Breve, ligesom eet fra Holst [14]! nu hører jeg ikke fra nogen hjemme før jeg kommer til Paris, dog dersom De har Lyst og Tid til at skrive og dette kan komme fra Kjøbenhavn før den 25 Februar, da maa De gjerne sende det til Brüssel Postrestante, jeg vil da erholde dette under mit Ophold der, skriver De senere da send det til Paris “aux soins de monsieur d’Ahlefeldt [15], Secretaire de la legation de Dannemark”. Jeg længes meget efter at høre lidt fra La Casa della Destelatore, naar man er i By sammen og hvert Øieblik kan sees, saasnart man vil det, da glide Dagene lettere i hinanden, men paa Reise, da synes hver Dag som ligger mellem det sidste Møde, at være en meget lang Tid; fortæl mig løst og fast, ude, veed De nok intresserer selv det Ringeste. - Endnu læser jeg vel her Dagen, Fædrelandet og Adresse-Avisen, men naar jeg er paa den anden Side Elben saa er det forbi; fra Grev Holcks [16] i Hamborg modtog jeg i Dag Brev [17], de ere saa venlige at indvitere mig til at boe hos sig under mit korte Ophold i Hamborg, der er jeg da ganske vist endnu, Mandag den 20de Februar. Veiret har været meget afvexlende under mit Ophold [her. Een] Dag skinnede Solen og Lærkerne sang, det var Foraaret som reed Sommer i By, en anden Dag havde vi Storm og Sneefog, Vinter Bierne [18] sværmede hen over de frosne Kanaler; jeg regner imidlertid paa at Vaaren er kommet og at den i Belgien vil hilse mig med grønne Knopper paa alle Sirener [19]. Naar De kiger i min Bazar vil De see at det paa Breitenburg er som i Paradiis [20]. Tiden har ingen Historie der, hvad skal jeg altsaa fortælle; mit Brev ville have blevet mere mangfoldigt og rigere paa Underholdning, om det var kommet fra Köln eller Brüssel, men De forlangte jo en Skrivelse fra Breitenburg og jeg adlyder. - De husker at de to sidste Acter af Ahasverus var ikke skizzerede endnu da jeg forlod Byen, dette er nu skeet og fjerde Act indeholder saaledes: 1. Scene i Canossa mellem Pav Gregor og Keiser Henrik den IV, der som De veed barfodet vandrede ved Vintertid over Savoiens Bjerge, her faaer jeg saaledes skildret Striden mellem Hier[ar]kiet og Keiserdømmet. 2. Korstogene. 3. Middelalderens Ridderliv, Borgere og Munke; 4. Kolumbus opdage Amerika. 5. Johan Huss og Hussitterkrigen. 6. Luther og Tredive Aars Krigen. See det er fjerde Act. I femte 1. Ludvig XIVdes og XVdes Tid. 2. Ahasverus og Rousseau. 3. Ahasverus vandrer gjennem Americas Urskove, kommer da til Canada, som den amerikanske Krig udbryder. 4. Den franske Revolution. 5. Napoleon. 6. De tydske Burschenschafter [21]. 7. Den græske Revolution. 8. Vor Tids Bevægelser. Det er en lang Historie! hvad der i Udarbeidelsen af dette maaskee vil behage Dem meest er nok Scenen paa Verdenshavet hvor Ahasverus og Columbus tale om den nye Verden; samt “vor Tids Bevægelser” i hvilke jeg lægger Dækstenen for den hele Ahasverus-Pyramide, det vil da sige, som en Afspeiling af en fjern kommende Tid.
Hils nu Deres kjære, gode Moder, Søstrene, Caroline, Augusta, Christiane og de som sidde i “fremmed Land”, hils Ludvig Lessøe og hans Brødre, Moderen ikke at forglemme, og skriv mig snart til;
med broderligt Sind
H. C. Andersen
Brev nr. 278. Fra HCA til Jonas Collin.[1]
Breitenburg den 18 Februar 1843.
Min eiegode, kjære, faderlige Ven!
Endelig maa jeg dog skrive Dem et Brev til, De, der først glædede mig med et Par Ord, efter at jeg havde forladt Hjemmet [2]. Naar De modtager denne Skrivelse, er jeg, vil Gud, maaskee allerede i Köln, thi imorgen forlader jeg Breitenburg [3] og bliver da kun 1½ Dag i Hamborg, hvorfra jeg vil afsende dette Brev; tre Dage bruger det for at naae Kjøbenhavn, og jeg omtrent samme Tid for at naae Köln, der bliver jeg to Dage og gaaer da paa Jernbanen lige til Brüssel hvor jeg venter at indtræffe sidst i denne Maaned; Een af dem hjemme skal faae Brev derfra og den første jeg skriver til saasnart jeg da, nogle Dage efter, indtræffer i Paris og har talt med Theodor, bliver Deres Kone; hende vil jeg ikke skrive til før, thi da alene venter jeg at mit Brev vil ret fornøie hende. Jeg bragte Rantzau Deres venlige Hilsen til ham og han paalagde mig paa det hjerteligste at takke Dem fordi De med Godhed erindrede ham; De kan tro at han ret kjærligt talte om Dem, jeg blev ordenlig blød derved! Den kjære Eduard har han ogsaa bedet mig hilse ret meget [4]. Jeg har tilbragt her 14 meget behagelige Dage; et Par Gange om Ugen var her Selskab; to Gange har jeg været inde i Itzehoë paa Comedie, eengang hos nogle omreisende Skuespillere hvor de gav “Eulenspiegel” [5], og igaar i privat Comedie [6], hvor Frøken Waltersdorff, Søster til Hofdamen [7], spillede; Mellem Tilskuerne var Enkedronningens Søster [8], der lever i Itzehoe; det var et daarligt Stykke og Spillet var - ja det var privat Comedie. Om de holstenske Stridigheder [9] hører jeg ikke meget, Greven veed De, er høist moderat, dog hvad Lorentzen angaaer, da siger han at Ingen har skadet den danske Sag saa meget, som denne Mand, han skildrer ham, som en Personlighed der kun vil træde frem og da det ikke lykkedes som Holstener vil han forsøge det, som dansk. Naturligviis det er kun Dem, jeg siger her Rantzaus Ord, thi han er meget billig i alle sine Yttringer og har megen Kjærlighed for Danmark. Her er ellers en rav Holstener, en snurrig Person, Timmermann [10], Herredsfoged, eller saadan noget, fra Hadersleben, han siger megen Snak, forleden bad han mig i dum Taktløshed, vi sad alle ved Bordet, om jeg ikke vilde gjøre et Vers over Lorentzen, jeg troer jeg svarede ham ganske ordenlig og Rantzau spurgte Mennesket, hvad han meente, om jeg skulde besynge Lorentzens Fortjeneste af den danske Sag for andet kunde jeg naturligviis, som Dansk ikke gjøre, og dette kunde vel neppe være ham behagelig! - Hos Broderen Grev Carl Rantzau [11] har jeg en Aften været sammen med Noblessen [12] i Itzehoe; - hvorledes gaaer det med Hr Spindlers Debut [13]? Saavidt jeg har kunnet see af danske Aviser, er Mulatten endnu ikke gaaet; dog hvad der ligger mine Ønsker nærmere, er Opførelsen af “en Comedie i det Grønne”[14], jeg haaber at man betaler den med 100 Rdlr; De sagde selv, det var før De blev Theaterdirecteur [15], at jeg ikke skulde lade den spille uden jeg fik saa meget, thi det er mere end en Omarbeidelse, al Texten er ny og Sangnummerne indlagte; i Tilfælde at jeg faaer disse Penge, da kunde jeg i Paris kjøbe mig nye Klæder, hvilke jeg trænger til og der erholder bedst og meest billig. Stykket maa jo kunde gaae saasnart Hr Phister [16] befinder sig vel og efter Repertoiret at dømme, er nok dette nu Tilfældet. - Glem heller ikke Agnete [17], jeg haaber ganske vist under mit Ophold i Paris at erholde Underretning herom. Tag Dem først af den grønne Comedie og saa af Dramaet paa Havsens Bund. Rantzau sender mange hjertelige Hilsener til Fru Heiberg [18] og jeg tillader mig til denne Bouquet at sende min egen Hilsen, der kan gjøre Tjeneste, som Silkebaandet der holder den sammen. I de sidste Dage her har har jeg været en Deel forkjølet, men idag er det betydeligt bedre. - Kopperne grassere her i Egnen [19], saa at Rantzau ønskede forleden jeg skulde lade mig revaccinere, men da det neppe er syv Aar siden jeg blev det, lod jeg være; for et Par Dage siden hørte vi det Rygte at der skulde være kommet Pest til Wien [20], rimeligviis ved de mange fra Serbien Indvandrende, men senere har det ikke bekræftiget sig. -
Hamborg den 20 Februar.
Imorges Klokken 8 kom jeg her til, Grev Holck modtog mig paa det venligste og bad mig i sit og sin Kones Navn at boe hos dem; to nette Værelser ventede mig vel opvarmede; jeg tog derimod og gik strax en Times Tid til Sengs, efterdi jeg var aldeles forkommet af Kulde; jeg havde hele Natten siddet i en Bivogn, det stormede og fygede slemt; sove kunde jeg imidlertid ikke, hverken i Vognen eller her; jeg klædte mig derfor paa og kjørte med Grev Holck hen til vor Gesant Bille [21], derpaa kjørte vi sammen til Altona, hvor jeg selv hævede min Pengesum; aflagde Freund og Kone [22] en Vesit, der begge hilse paa det hjerteligste. Alsinger [23] overleverede jeg de Sølv-Penge jeg havde hævet og han bringer mig dem i Eftermiddag omsat i Guld; han er en særdeles vakker, tjenstvillig Mand og jeg takker vor kjære Eduard fordi han har skrevet ham til om mine Anliggender; Hamborgs afbrændte Deel, seer i dette vaade, graa Veir skrækkelig ud, jeg har alt travet mellem Ruinerne, iaften er jeg med Holcks i Stadt Theater [24] og imorgen aften, vil Gud, tager jeg med Deligensen til Bremen, hvor jeg desværre maa ligge en Dag over før Deligensen igjen gaaer til Osnabrück. Tusende Hilsener til alle Kjære hjemme.
Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.
Brev nr. 279. Fra HCA til Henriette Collin d. Æ.[1]
Paris den 9 Marts 1843.
(Moderen) i Amaliegaden.
Kjære Fru Collin!
Igaar kom jeg her til [2], over Mons, i Hotellet hvor jeg boer laae et Brev til mig fra Theodor [3], at han var hjemme til Klokken 2, og spiiste til Middag i Palays royal; da det alt var en halv Time senere end jeg kunde træffe ham maatte jeg vente til Spisetiden, jeg gik da i Restaurationen Klokken 4re, sad der en kjedelig lang Time, thi først Klokken 5 kom de Danske; den første som indtraf var Weis [4], derpaa Læssøe [5] og da min velsignede Theodor, hans Øine funklede af Glæde, havde det ikke været i den store Spisesal havde vi vist kysset hinanden i lang Tid! han saae ganske ud, som hjemme, hans Humeur var fortræffeligt; i Begyndelsen har han nok ikke syntes om Paris, nu lader det han føler sig vel der, men med et Hjerte der hænger ved Hjemmet; efter Bordet spadserede vi om i Palai royal og talte om Alle vore Kjære, men i Dag have vi dog først ret faaet os udtalte, jeg gik nemlig strax imorges ud til ham, han boer tæt ved Seinefloden og har Notre dames Taarne lige for sig; hans Hotel hedder “Nordstjernen” og er ganske opfyldt med Danske, Kriger [6] og Bornemann [7] boe paa første Sal, Theodor og Bunzen [8] paa anden, Læssøe og Carlsen [9] paa 3die; det er et heelt dansk Compagnie; jeg fandt Theodor kaage Kaffe ved en stor Kamin, Bunzen skar Smørrebrød, ret som jeg traadte ind kom et Brev fra Hjemmet med nogle Ord fra den gode Jette Boye, til mig, tak hende! hun skal faae et langt Brev. Theodor og jeg gik nu ud og vi travede om fra Klokken 10 til 4re om Eftermiddagen vistnok en 3 a fire danske Miil[,] han var saa mageløs opoffrende for mig, saa kjærlig og god! - Han har dernæst i mange Enkeltheder taget sig op, efter min Anskuelse, har Sands for meget, han før kimsede af, jeg er overtydet at hans Personlighed og Livs Bevægelighed har vundet en Deel! - Vi var i Magdaleine og Notre dame-Kirken, vi gjorte Visitter, vi talte om Moderen, og Taarene stod ham i Øinene da jeg fortalte, saa levende jeg kunde det, hendes Glæde over Portrættet! Brystnaalen satte han strax i sit Tørklæde og sagde saa hjerteligt: O den gode Moder! - Derimod var han lidt fortvivlet over at jeg bragte de gamle Buxer, som han kun kunde bruge til at pakke ind; hans Yttringer om gamle Klæder havde ikke været bogstaveligt at forstaae! vi loe imidlertid over de gamle Buxers Reise til Paris! - Træt og udaset kom vi i Dag til Middag og efter denne travede vi, ni Danske i Theater St Martin hvor jeg sad ved Siden af Theodor og Orla Lehmann [10], vi saa et Stykke “1001 Nat” [11] der hvad Decorations Væsen angaaer overtræffer Alt hvad jeg har seet, snart viiste sig en Urskov, snart den deiligste Orientalske Kirkegaard og snart det aabne Hav i Uveir, Bølgerne syntes at vilde vælte ud til os! Theodor har skaffet mig et godt Logie, kun lidt høit, 5te Sal, for omtrent 12 Rdlr dansk om Maaneden og henved 3 Rdlr i Opvartning. Men nu lev vel! næste Gang mere! Paa Søndag [12] skal Theodor og Bunzen i stort Selskab, en Frue indfører de to og Digteren Balzac [13], som skjønne Aander, saa siger Buntzen! Lev nu vel! Gud velsigne og glæde Dem! Theodor er ingen - Flab, men en sød velsignet Unge.
Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.
Brev nr. 280. Fra HCA til Edvard Collin.[1]
Paris den 9 Januar [dvs. Marts] 1843.
Min elskede Eduard!
Af mit Brev til Holst har De vistnok allerede seet at jeg ved et Tilfælde læste et dansk Blad og deri saae at den kjære lille Wulle er død! - Min første Tanke var Deres Jette og da tænkte jeg paa Deres Sorg, min Sjæl var længe opfyldt med den! - Gud holde sin Haand over de andre Børn, kys dem fra mig, siig Jette at jeg ret veemodig har hende i Tanken!- Trøst kan jeg ikke sige; en god Gud vil give hende den!-
Nu min kjære Ven! Theodor er frisk og glad, hele Dagen i Dag har vi løbet ud, han synes mig meget mere udvikl[et,] ja smiil nu ikke af mit Udtryk, end han var det før Afreisen; hans Interesse forekommer mig mere fordeelt, og det kjærligste Gemyt kom mig imøde! - Jeg kom igaar og boer i Rue Richelieu vis a vis la bibliotheque [2] i Hotel Valois aux 4me, (det er egentligt femte Sal.) Mad: le Vaillant, Vertinden beder mig hilse Professor Abrahams [3], hvem hun ret hjerteligt erindrer, hun gjorte mig hundre[de] Spørgsmaal om ham. Spørg Abrahams fra mig om han har faaet Brev fra Vieweg og hvad denne skriver. Lad mig snart høre fra Dem og siig mig da hvormeget det er en Kjole, Klædet iberegnet, koster hjemme, syet hos vor Skrædder, saavidt jeg husker, bliver det billigere at forsyne sig med Klæder i Paris, end at gjøre det hjemme, jeg vil gjerne have en heel Klædning, men til at kjøbe noget, veed De jeg ikke har Penge, jeg kan kun kjøbe naar jeg faaer disse og de maa jeg faae for “En Comedie i det Grønne”, rimeligvis 100 Rdlr, kunde jeg faae disse først i April da var jeg meget glad, tal med Deres Fader om Stykkets Opførelse, jeg begriber ikke hvorfor det hviler, da der kun er to Personer i det og Phister var jo saa hidsigblæsende paa at faae den nye Scene [4] lagt ind. Kommer Agnete frem, som jeg haaber og gjør Lykke, da bliver jeg en Maaned endnu ude og kommer ikke hjem første Juni men derimod første Juli [5] . - Musik og Bøger skal jeg arangere for Dem paa det bedste. - See De kan skaffe mig Penge, jeg mener, mine egne Penge; det er lidt tungt at flyve hjem i Gallop! Reisen herhid - d e t
a t r e i s e, har kostet 72 Rdlr, derimod Spise, Logi etc. omtrent 2 Species daglig; her er meget koldt, jeg har i Dag kjøbt Brænde. Hils Jette og Mad Thyberg! ligesaa Hartmanns. Lev nu vel; Klokken er i dette Øieblik 1½ om Natten, jeg er saa træt, god Nat, sov vel! ja De ligger vel allerede og drømmer!
Deres broderligt sindede
H. C. Andersen
Brev nr. 281. Fra Lina von Eisendecher til HCA.[1]
Eine fremde Handschrift, ein fremder Name sucht Sie in der grossen Weltstadt auf, doch ich hoffe wenn Sie diese Zeilen gelesen ist Ihnen beides nicht mehr fremd, denn Sie werden fühlen wie lieb und bekannt Sie mir schon lange sind. So lange ich Ihre Schriften kenne ist auch schon der Wunsch in mir lebendig, Ihnen einmal sagen zu können, wie ich sie verstand, wie sie in mein innerstes Seelenleben so tief eingriffen. -
Im Frühling 39 sah ich Sie auf der Promenade in Copenhagen, ich hatte ein Bild von Ihnen gesehn, und erkannte Sie augenblicklich, laut rief ich Ihren Namen, da ich aber im Wagen war, konnte ich meinem ersten Gefühl, Sie anzureden, nicht folgen. Mein Aufenthalt in Copenhagen war nur kurz, mir fehlte der Muth Ihre Bekantschafft zu suchen; ich war noch sehr jung, mein Urtheil mein Erkennen Ihrer Selbst konnte nach meinem Gefühl, Ihnen von keiner Bedeutung sein. Später drängte es mich immer wieder von neuem Ihnen zu schreiben, aber ich dachte mein Brief würde Sie garnicht freuen, Sie würden ihn als ein gewöhnliches Huldigungszeichen annehmen, als ein ganz kleines Blättchen, in dem grossen Lorbeerkranz welchen Ihnen Deutschland geflochten, kurz ich wusste nicht wie Sie ihn aufnehmen würden, und das war mir nach der ganzen Art und Weise wie ich Sie aus Ihren Schriften zu verstehen glaubte, nicht gleichgültig.
Jetzt ist das anders, jetzt bin ich darüber ruhig, denn ich weiss, dass Ihnen wahre Anerkennung, komme sie von wem sie wolle, immer wohlthuend ist. Meine Mutter [2] welche auf dem Kunstverein in Bremen [3] die grosse Freude hatte Sie zu sehn und zu sprechen, hat mir viel von Ihnen geschrieben. Dass ich Ihnen nun zum zweitenmal so nah war, und Sie doch nicht kennen lernte, hat Muth und Verlangen Ihnen zu schreiben noch erhöht, denn ich denke wenn Sie es wissen, wie mich Ihr ganzes Leben und Wirken, in so hohem Grade interesssirt, werden Sie nicht wieder so nahe sein, ohne mir ein Zeichen davon zu geben.
Wie ich weiss beglückt es Sie, dass man Sie in Deutschland so anerkennt, so versteht, und sehn Sie, ich habe die feste Ueberzeugung dass Niemand Sie besser erkennt, besser versteht, besser in sich aufgenommen hat, wie ich. Ihre Bücher sind mir ein Heiligthum, ich schöpfe Alles aus ihnen, Andacht, Wonne, Schmerz; es ist mir als habe ich eben wegen dieses besonderen Erkennens ein besonderes Anrecht auf Sie. Wie ich auch Ihre Schriften loben höre, nie habe ich ein Lob gefunden was mir genügt hätte, es kann mir im Innersten weh thun, wenn man Sie wie jeden andern Schriftsteller beurtheilt und kritisirt, mir scheinen nur die Menschen würdig Sie zu lesen, welche Sie so lieb haben wie ich. Deshalb spreche ich auch nur mit Wenigen über Sie, und nur da, wo ich fühle dass ich verstanden werde.
Zuerst las ich den Improvisator, er bannte mich schon in Ihren dichterischen Zauberkreis, man hält ihn in Deutschland für Ihr bestes Werk, aber mein bestes das ist der Geiger, darin ist mir das wahre Erkennen erst aufgegangen. Seit den 4 Jahren dass ich ihn kenne verlässt er mich nicht, ich weiss ihn auswendig und doch fühle ich mich stets, wie mit magischer Gewalt wieder angezogen, wenn ich nur das Buch öffne. Zuerst dies träumerisch weiche Kinderleben diese tiefe Poesie in der gewöhnlichsten Alltäglichkeit, diesen Keim zu den beiden Seelen, welche so herrlich unter Ihrer schaffenden Hand aufgehn! Dann kommen die Stürme die Kämpfe, Christian geht in ihnen zu Grunde, Naomi geht zwar siegreich daraus hervor, aber sie hat ihr besseres Selbst eingebüsst. Die Naomi ist vielfach angefeindet, man versteht sie nicht, man wirft Ihnen vor, Sie hätten diesen Karakter nicht mit Liebe behandelt, er lebe nicht! Mir lebt er, denn ich fühle mit Bestimmtheit es kann solche Naturen geben, ich selbst hätte unter andern Umständen änlich werden können. Die Naomi ist eine kühne, ungebändigte, harte Natur, ihr Wendepunkt war die Liebe, die musste sie zum Engel oder Dämon stempeln. Dass nur ein Dämon daraus wurde haben Sie zu veranworten; ehe sie Ladislaw sah hätte es noch anders werden können. Es überrascht Sie vielleicht, aber ich habe die Naomi lieb, sie interessirt mich mehr wie der Christian, der Naomi kann ich alles nachfühlen (Bitte bekommen Sie hiernach nicht einen gar zu schlechten Begriff von mir). Den Christian hätte ich aber auch nicht geliebt, wenn ich Naomi gewesen, man muss Mitlied mit ihm haben und da kann die Frau nicht bei lieben. Aber der Christian als Ihr Werk betrachtet, ist anders, da ist sein ganzes reiches inneres Leben unbeschreiblich schön und ergreifend; ein grosses Talent, eine edle herrliche Seele ist in ihm, und doch wird er unerkannt zu seiner letzten Ruhestätte getragen. Wie manche Seele mag wohl so aus des Schöpfers Hand hervorgehn, die hier unerkannt bleibt. Lässt sich daran nicht die Hoffnung knüpfen, dass es ein Jenseits giebt, wo sie ihren Wirkungskreis finden wird? - Doch der Geiger ist ein für mich unerschöpfliches Kapittel, ich muss davon aufhören, mündlich würde das nicht so bald geschehn, aber schriftlich fürchte ich Sie zu ermüden.
Es ist eigentlich sonderbar, ich hatte gedacht es würde mir so leicht werden, Ihnen alles was ich bei Ihren Büchern denke und empfinde zu sagen, aber das wird es doch garnicht, denn indem ich das eben geschriebene überlese, drückt es nicht den hundertsten Theil von dem aus was ich sagen könnte, es scheint mir alles so kalt so ruhig, Sie können gar daraus nicht sehn wie meine Seele dabei bewegt ist. Aber ich denke ein Dichter versteht es zwischen den Zeilen zu lesen nicht wahr ? - Welcher Schriftsteller ist Ihnen am bedeutsamsten gewesen, denken Sie sich Ihre Seelenstimmung wenn Sie ihn lesen, dann haben Sie mein Gefühl für Sie.
Was übersetzt ist von Ihren Werken, kenne ich natürlich und besitze es auch. Die kleine Harzreise [4] ist in ihrer poetisch humoristischen Weise allerliebst. Bezaubernd sind die Märchen, und vor allem hat mich “das kleine Meerweib” [5] angesprochen. Wie haben Sie es angefangen, Kind und Mutter auf gleiche Weise zu fesseln? ich glaube es ist die tiefe Poesie, die von der Mutter verstanden von dem Kinde geahnt wird.
O.T. [6] las ich später wie den Geiger, und gefiel es mit so gar gut! ich hatte eigentlich ein Vorurtheil dagegen, da Sie mir so gross, so erhaben in den tiefsten Seelenzuständen sind, so dachte ich würde mir, ein etwas mehr die leichte Seite des Lebens auffassender Roman, wie Entweihung vorkommen. Doch, der hat wohl die höchste Weihe der Poesie empfangen, der Ernst und Scherz so lieblich zu vereinigen weiss. Dies tritt wohl am stärksten in den Monderzählungen [7] hervor, man weiss nicht soll man dem tragischen Bilde Venedig’s [8], oder dem Kinde welches im neuen Putz auf das Urtheil der Hunde begierig, den Vorzug geben [9]. Mein Lieblings Abend ist die Erzählung vom Polichinell [10], mit seiner tiefen Innerlichkeit in dem kleinen hässlichen Körper; das giebt wieder so viel zu denken. Sie verstehn es überhaupt anzuregen, jeder Ihrer Gedanken ist ursprünglich, originell, und giebt der Phantasie zu thun.
Aber ich habe wohl schon zu lange mich dem Drange meines Herzens überlassen, wenn es mir nur gelungen ist, Ihnen zu beweisen, wie tief meine Verehrung für Sie, dann ist mein Zweck erfüllt.
Sie haben versprochen wenn Sie Paris verlassen, über Bremen in Ihre Heimat zurück zu kehren; darf ich dann hoffen Sie kennen zu lernen? Lässt es Ihre Zeit zu hierher zu kommen (Oldenburg ist 4 Stunden von Bremen entfernt), so finden Sie bei uns ein offnes Herz, ein offnes Haus! Mein geliebter Mann, der meine tiefe Anerkennung für Sie vollkommen theilt, vereinigt seine Bitten mit den meinigen, und ladet Sie auf das herzlichste ein uns einen Besuch zu schenken. Ist Ihnen das nicht möglich, kommen wir jedenfalls nach Bremen.
Ihr neuestes Werk “Des Dichters Bazar” [11] habe ich noch nicht, wie mein Herz sich darnach sehnt, können Sie sich denken.
Leben Sie wohl, lieber Freund! ich nenne Sie zuversichtlich so, denn Sie werden ja gesehn haben, wie Sie mir das lange in Ihren Büchern geworden sind. Wie glücklich würde es mich machen, wenn Ihnen meine Zeilen einige Freude bereiteten!
Oldenburg den 10 März 1843
Lina von Eisendecher
geb. Hartlaub.
Brev nr. 282. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]
Paris den 20 Marts 1843.
Kjære Fru Læssøe!
Mit Brev til Jette Hanck [2] har De læst og veed altsaa hvor hyggeligt jeg havde det paa Breitenburg; da jeg forlod dette kjære Sted tænkte jeg, ja nu har da Gjæstfriheden ende, men det var ikke Tilfældet, Grevinde Holck havde to nydelige Værelser istand til mig, da jeg traadte af Vognen i Hamborg og jeg blev da ogsaa hos de elskelige Mennesker et Par Dage. I [den] nordiske Læseforening saae jeg netop før min Afreise sidste Nummer af Heibergs Intelligens Blade og glædede mig meget ved V i g g o s Afhandling [3], hils ham fra mig, jeg ønsker ham mange grønne Blade og faae Torne paa Skribent banen. I Bremen maatte jeg efter Deligensens Indretning ligge en heel Dag over [4], fra Morgen til Aften, jeg huskede da paa at den danske Consuls Kone [5] her, engang havde sendt mig Taksigelser for “nur ein Geiger”, jeg søgte hende op og hun var høist elskværdig mod mig, førte mig selv om, viiste mig alt, Manden var ligesaa net og Timerne fløi hen. Jeg havde ellers tre kolde Reise-Nætter, gjennem Nordtydskland og frøs dygtig; i Dysseldorf indtraf jeg netop til den sidste Carnevals Dag [6] og gjorte denne med; de bekjendte Malere her, var jeg ikke fremmed og jeg fandt en ganske herlig Modtagelse [7], saa deilige Malerier og fik mangt et venligt Haandtryk. I Cöln var jeg 1½ Dag [8]: her er meget lidt at see og jeg troer ikke at Kirken i al sin Pragt og Herlighed vil kunde overgaae Mailands Dom [9]. Nu gik det da paa Jernbane, over Sumpe og Dale, ind igjennem Bjerge og Skove, ja det lider jeg; een Tunnel er her saa lang at man for at gaae den bruger tre Qvarteer, vi fløi den igjennem paa 4 Minutter, men i disse var det den ravnesorte Nat [10]. Brüssel er et lille Paris, men jeg var dog træt af det paa fjerde Dag; den berømte Astronom Qvettelet [11], hvem jeg var anbefalet til af Ørsted, førte mig om i sit himmelske Rige mellem Stjerner og Planeter, vor Ambassadeur [12] tog mig under Armen i det jordiske, saa jeg havde det ret godt. Paa Jernbanen herfra til V a l e n c i e n n e s [13], var det nær gaaet mig ligesom Hertugen af Orleans [14], jeg var ved at komme paa Hovedet ud af Vognen, just da den var i sin stærkeste Fart; Conducteuren havde glemt at lukke den og med eet sprang den op for mig, hele den Station maatte jeg sidde og holde paa den. Jeg kom til Paris den 8 Marts og boer midt i Byen, Deres Frederik seer jeg daglig, han boer ude i hvad jeg kalder den danske Caserne [15], det er det eneste jeg ikke synes ligner ham da han er saa aldeles fransk! fra Kjælder til Tag er et heelt Huus besat der med Danske og Hotellet hedder: N o r d s t j e r n e n; jeg er meget glad ved at han kommer til Italien, det vil jevne lidt det altfor kolosale Paris, dette er ham Alt, han overvurderer det, er ubillig mod andre Stæder, men, som sagt Rom vil gjøre godt, her er en anderledes Storhed end i Paris; han er ellers saa velsignet og elskværdig og det er en Lyst at see den Begeistring og Ungdommelighed hvor med han gribe Alt. Victor Hugos nye Stykke L e s B u r g r a v e s [16] har megen Opossition, men altid propfuldt Huus, saa det er vanskeligt at erholde Billet, jeg har imidlertid seet det, ved at V. H u g o selv sendte mig Adgangs Kort [17]. Blandt alle Poeter maa jeg meest rose Alexander Dumas [18], Forfatter til l’ I m p r e s s i o n s d e V o y a g e [19], K e a n [20], G a b r i e l l e d e B e l i s l e [21] &[;] vi sees ofte og iaftes førte han mig et Sted hen, som nok mange ville misunde mig; han spurgte mig nemlig forleden om jeg havde Lyst til at gjøre R a c h e l s [22] Bekjendtskab, jeg takkede ham hjertelig derfor. “Nu vel”, sagde han, “paa Onsdag [23] spiller hun P h æ d r a [24] vi gaae da op bag Couliserne og tale med hende.” - Her var indrettet, ved nogle Skjærmbræt et lille Kabinet, hvori stod tre Tabouretter, Rachel tog nydelig mod os [25] og jeg blev særdeles overrasket ved at see en smuk Qvinde, paa alle Portrætter er hun styg. Jeg havde sagdt til Dumas, da jeg gik op af Trappen, at han vist vilde smile af mig naar jeg betroede ham at jeg som et Barn følte Hjertebanken ved at skulle tale med Rachel! Han fortalte hende dette, hun saae alvorlig paa mig og sagde, “Kunstnere maa jo godt kunne forstaae hinanden!” jeg sagde hende hvor kjendt hun var i Norden og at hendes Portræt fandtes i de fleste Huse i Kjøbenhavn, hun syntes ikke tro mig og sagde at naar hun engang kom til Kjøbenhavn, vilde hun søge mig som en Bekjendt, hvortil jeg svarede at hun vilde blive saaledes omringet af Beundere at jeg maatte staae udenfor Døren. Hendes Organ er meget dybt, men særdeles velklingende; efter at have rakt Haanden til Afsked stod hun paa Scenen, med forandret Ansigt fuld af Lidenskab og hele Huset jublede høit ved hendes Fremtræden; jeg besøgte de to andre Theatre med Dumas [26] og saae [blandt] andre den bekjendte A n a i s [27] og præsenteredes for D e j a z e t [28]. - Dumas fortalte mig blandt flere interessante Ting at L e u w e n [29], Forfatteren til flere Opera[er] og Vaudeviller egentligt hedder Horn og er en naturlig Søn af den bekjendte svenske Grev Horn der døde i Kjøbenhavn. Lad Jomfru Hanck læse dette Brev og skriv mig snart til. [Hilsen] til alle Sønnerne og deres Kjærester.
Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen
[Udskrift:]
Velædle
Fru Læssøe
Vesterbroe No 85.
(Det er paa gamle Kongevei, inde i Haven før man kommer til Peblingesøen, Høirehaand fra Byen)
Brev nr. 283. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]
d: 7' April [1843]
Kjere Andersen!
De seer af dette vidunderlige store Papir at Villien er der til at skrive et ordentlig langt Brev, hvad der bliver af det [,] ligger i kommende Tiders Skjød, da jeg for Øieblikket mangler alt det tekniske der hører til at skrive, nemlig Øine og Fingre[;] jeg har faaet stærk Gigt i den høire Haand, saa jeg næppe kan holde Pennen, men jeg troer just det er Trods at jeg netop nu vil skrive, først for saa inderlig at lykønske Dem til Deres Fødselsdag, som vi i al Stilhed feirede i Søndags [2], baade De og Fredrik vare borte saa behøver jeg vel ikke at sige Dem hvor det muntre Liv var henne, naa Herre Gud, bliv nu ikke alt for stolt, der var dog Liv, men af andre Dimensioner. I Jettes Brev [3], hvor De saa venlig erindrede os, lovede De snart at lade mig høre lidt fra Dem, men den der venter forgjeves er rigtignok mig, mon dette Brev skulle lokke til Svar? Naar De faaer dette Brev, er min Fredrik reist fra Paris [4], De vil savne ham, ikke sandt? jeg savner ham ogsaa uhyre, men glæder mig dog hver Dag han er borte, det forfrisker og opliver og han vil have noget at tære af her i Slendrianslivet, han nyder vist ogsaa i fulde Drag og det gjør De ogsaa, jeg glæder mig ret til Deres begges Hjemkomst, hvor vi skulle snakke! - Naar jeg gjennemgaaer de forskjellige Slags Liv hvorom jeg kunde underholde Dem her fra Hjemmet, saa bliver der intet tilbage uden et lille Hjørne af det litteraire, det politiske bryder De Dem ikke om, det statistiske heller ikke, det selskabelige deeltager jeg ikke i, det theatralske er jeg ogsaa udelukket fra, altsaa lidt litterairt. Her er oprundet paa den litteraire Himmel en Komet, jeg synes det seer ud som jeg havde skrevet en Kameel, men jeg mener en Komet, uheldsvanger og uheldbringende, den er saa dæmonisk at man læser og læser[,] lægger den utilfreds bort og tager den altid fat igjen, thi man kan hverken slippe eller beholde den, hvad er det da? hører jeg Dem sige, det er Enten-Eller - af Søren Kirkegaard [5], De gjør Dem ikke Begreb om hvad Sensation den har gjort, jeg troer siden R o u s s e a u lagde sine c o n f e s s i o n s paa Alteret [6] har ingen Bog gjort saa meget Røre i Læseverdenen som den, naar man har læst den, afskyer man Forfatteren, men bøier sig dybt for hans Hoved og hans Kundskaber, især vi Fruentimmere maae være vrede paa ham, som Muhameddaneren lader han os høre det Endelige til, og sætter os kun høit fordi vi føde og more og frelse Mandfolkene. I den første Deel (det er et Opus paa 54 Ark) er han æstetisk det vil sige ond; i den anden Deel er han ethisk, det vil sige lidt mindre ond, alle Folk prise anden Deel fordi det er hans andet Jeg, det Bedre der udtaler sig, jeg er just vred paa ham endnu meer for anden Deel, der binder han Qvinden til det Endelige, forresten forstaaer jeg ikke fjerdeparten af Bogen, den er altfor philosofisk; han siger f: Ex der er ingen Lyksalighed uden i Fortvivlelse, iil med at fortvivle før kan Du ingen Lykke finde, et andet Sted siger han: ens Lykke skal være at vælge sig selv [7]; hvad vil det sige? i den hele Bog er en Livs Kjede som kun kan komme af et forkvaklet Liv, et ungt, begavet Menneske maa ikke kunde sige: lykkelig er Manden der døer, lykkeligere Barnet der døer, lykkeligst den der aldrig fødtes [8]. - Heiberg skrev først en brillant Anmeldelse i Inteligensbladet [9], men nu troer jeg, han ved nøiere Overlæg og Gjennemlæsning har faaet Øinene lidt mere op, jeg venter midt i Maaneden en Critik i hans Blad [10], derfor fik vi intet den l’ April da den ventelig fylder 2 Ark, jeg glæder mig til den, han fortjener meget haardt; at udtale sig som han udtaler sig kan kun den der foragter alle Mennesker, stakkel, det er værdst for ham selv. - En anden Bog er her kommet ud, De seer vi ere produktive, skjøndt det ikke er den litteraire Aarstid), som er ligesaa elskelig, som Enten-eller er uelskelig, det er tredie Deel af Poul Møllers Værker [11], Gud hvad [12] er den elskelig, hvor bliver man tilfreds ved det Livsmod og Livsfylde der udtaler sig af ham, det vederqvæger og forynger at læse saadan en Bog; der ere en heel Deel private Breve, der ere allerkjereste, der ere ogsaa to Breve fra Fru Rahbek [13], de ere ganske deilige[;] man seer det høie Standpunkt hun har staaet paa, ikke at de ere lærde eller philosofiske nei de ere kun naturlige, men af saadan en Slags Natur, som jeg tænker Englene have. Alt dette faaer De nu intet af før De kommer hjem, men hvad De har herligt hos Dem det er blandt meget andet: G u i z o t s [14] Værker, læs hans Carl den førstes Historie af Engeland [15], eller hans Middelalderens [16], det er noget ganske herligt, Taagesløre falder fra Forstandens Øine og man seer alt saa klart, saa klart Tingenes Følge ligger udfoldet, man har en rolig Beskuelse af Verdenslivet, Skade han skal være Minister [17] derved mister vi vist meget godt, ikke alene vi, men vore Efterkommere, saadan en Mand skriver ikke blot for Tiden han er i, kommende Slægter ville misunde os ham. Tag et Portræt hjem af ham, jeg vilde saa gjerne læse hans høie Tanker ud af hans Pande, hans Øine, hans Mund. Holst har atter frasagt sig Portefeuillen [18], Folk siger Carstensen vil ikke give saa meget, Holst siger det fradrager ham fra hans andre Forretninger og han fik ikke den Hjelp, han havde ventet. Deres lille Stykke over Mimi var poetisk smukt, men ikke hjerteligt, jeg havde ventet det mere, hun var Dem dog saa kjer maaskee for kjer til at skrive over, jeg kan godt begribe man ikke kan skrive naar Følelsen er virkelig betaget[;] da gaaer det som Poul Møller siger om Taffelbjerget: “jeg kan ikke begribe hvor Folk kan synge ikariske Oder [19] naar hundrede tusinde Centner Steenmasse ligger paa deres Hjerte” [20], saadan Indtryk gjorde dette uhyre Bjerg paa ham. Er Sorgen ikke at ligne ved tusindes af Centners Vægt paa det stakkels Hjerte!
Jeg glemte blandt de forskjellige Themaer at skrive om: C r o n i q u e s c a n d a l e u s e[,] hvo der har taget den med sig, saa jeg intet hører veed De nok, dog kunde jeg fortælle adskilligt om Baronesse Stampe der er forargeligt nok, men ikke sandt, er min Pen ikke for god dertil? Thorvaldsen har sat 60 gode Stykker paa Udstillingen [21], saa den skal være særdeles god iaar, Deres Fødselsdag blev den som sædvanlig aabnet til manges Glæde, jeg har ikke været der endnu, da jeg har en voldsom Hoste, der forhindrer mig fra at gaae ud, derfor har jeg heller ikke hørt, hvad jeg maaskee ellers havde ladet mig lokke til: Skabelsen af Haiden der blev givet af 500 Syngestemmer under Glaesers Anførsel [22] og skal være gaaet meget godt efter Børnenes Udsagn som ret gjorde dem tilgode derved, ligesom ved Ole Bulle [23] der ogsaa skal have været fortreffelig. -
Gjet hvad jeg i dette Nu afbrødes ved? Frøken Wulff kom med et Brev fra Dem [24], A d i o til jeg har læst det. - Nu har jeg læst det, inderlig Tak for det, jeg er saa taknemmelig for hver Tøddel Folk fra Paris giver mig, jeg synes altid det er som et Ran jeg begaaer ved at tage noget af den Tid Paris gjør Krav paa. Lykkelige Menneske der har talt med Rachel og Dumas[,] ham elsker jeg ret, man siger nok det er Løgn hvad han fortæller, men à l a b o n h e u r det er Løgn der er mere værd end mangen Sandhed[.] Digterløgn staaer høit hos mig, tak ham fra en dansk Qvinde for hans Reise paa Sinai [25] og for hans Shweitzerreise [26], de to Dele sætter jeg høiest af hans Arbeider. Viggo takker Dem for Deres Ønske[,] han trænger just til det i disse Dage, han lever blot i Correctur Ark, hans Reise [27] kommer ud til Paasken, gid Folk ikke vil være for slemme ved ham[;] der er virkelig meget godt i den, men jeg kan jo begribe den kan ikke være efter alles Smag, jeg længes ret efter at høre hvad De vil sige mig om den, siig kun hvad De mener blot ignorer den ikke fornemt, det vil jeg intet vide af. De skriver Fredrik kommer til Rom, gid det var saa, jeg frygtede han kom ikke længer end til Florentz, det er ham en Kamp at komme fra Paris, det kan jeg jo nok begribe, hvordan lille Andersen, han dog har seet saa meget, vil De selv være tilmode ved at forlade det, jo det vil vi nok faae at høre naar De først kommer hjem; De skal ellers have lidt Skjænd at De slet ikke siger naar vi kunne vente Dem, heller ikke hvorledes det gaaer frem med Ahasverus, jeg haaber dog den gaaer godt frem thi hvor megen Adspredelse Paris kan give, maa Formiddagen dog have mange Timer til at arbeide i og dem gjør Deres Fædreland Krav paa, De lever jo ikke [for] Dem selv, det Pund De har faaet er for stort til Een, derfor har vi Andre Stakler Prioriteter i Dem og De skylder os Regnskab[,] vær saa god og husk det, og tændl [28] ikke for meget af Tiden bort. Naar De modtager dette er min Fredrik vist reist, ellers vilde jeg bede Dem hilse ham saa tusinde Gange fra mig og sige ham at jeg med Kjærlighed og Længsel tænker flere Gange om Dagen paa ham og at jeg, for min egen Skyld, nok vilde at Sommeren slumrede hos sine Søstre, men for hans Skyld vilde jeg dog ikke miste een Dag da hver haaber jeg skaffer ham en Nydelse. Dette Brev kommer vist til at ligge noget, for at jeg kan faae opspurgt Deres Bolig, Frøken Wulff var her kun et Øieblik, saa jeg tænkte ikke paa det, og saa meente jeg at det stod kanskee i Deres Brev, men der staaer kun at De boer midt i Paris og sætte det udenpaa gik vel ikke an. Naaer jeg tænker paa Fru Rahbeks Breve, bliver jeg saa undseelig over mit Skriverie, og jeg kunde have Lyst til at efterligne Enten-Eller, naar han nemlig vilde ret i en elskværdig Stemning til sin Elskede, rendte han først halve Dage for at træffe paa at møde Amalie S: der hilsede saa nydelig at han blot ved den Hilsen blev æstetisk og romantisk stemt [29], saadan kunde jeg have Lyst at sætte mig hen og læse et Brev af hende for at bringe Duften af det til Dem, men det var forskruet og det vil jeg ikke være, saa heller være som jeg er. -
d: 11' April
Hver Dag har jeg havt isinde at skrive paa dette Brev og hver Dag{e} har jeg fyldt Danaidekaret [30], saa jeg træt har lagt mig uden at skrive, nu er det Postdag, og det skrækkeligste Ord Sproget eier, gaaer atter her igjen - for silde - Nu kan jeg kun sige Dem et Lev vel og bede Dem om en Tjeneste: skulde Fredrik endnu være i Paris da giv ham indlagte Brev fra Herman, det er meget magtpaaliggende at han faaer det; skulde han være reist, saa veed De maaskee hvor at træffe ham, da vær saa god og send det efter ham, hvis De ikke veed Adressen, maa De endelig tjene mig i at sende mig det tilbage saasnart som muligt. Det er Synd at gjøre Dem al den Uleilighed, men Beredvillighed til at tjene Folk, det er den Deel af Godmodigheden De saa heel har beholdt, de andre Dele ere rigtignok fløine med Vildgjæssene, det er godt den praktiske Deel netop er blevet tilbage, den træder ud i Virkeligheden og gjør meget godt, behold den altid kjere Andersen og mange ville være taknemmelige imod Dem.
Alle Hancks bede saa meget at hilse, lille Jette skriver saa flittig [31], gid hun bare ikke fylder et vist Kar - Man kan ikke nægte der er vedligeholdte Karakterer, der er god Intrigue, der er Dannelse, men et vist mangler, Gud veed hvad, det er en vist Duft, som vel ikke kommer ved at tygge Pennen. Sønnerne hilse ogsaa saa venligen og de forlovede Piger takke for Erindringer.
Vær nu ret den flittige Bie kjere Andersen, saa skal vi Andre og De selv ret have det godt til Efteraaret og til Vinter, og for Dem vil deraf jo blomstre en hundredaarig Vaar. Lev vel, lad Jette snart faae Brev saa faaer jeg ogsaa godt af det, som skjønner saa inderlig paa Dem og vover at skrive mig Deres moderlige
Signe Læssøe
[Tilføjelse i marginen s. 4:]
her er flere Maginaer som gaae unyttede det gjør mig ondt, men jeg maa sige med Poul Møller: det og det, og det er langt[,] en dito Historie vilde ikke fylde, saa maa det staae reent hvis ikke denne Comentation fylder det [32].
Brev nr. 284. Fra Edvard Collin til HCA.[1]
Kjære Ven! Jeg har for nogle Dage siden modtaget en Seddel fra Dem, dateret 8de April [2], jeg veed ikke gjennem hvem [3]. De synes deri at ville bebreide mig, at jeg ei har skrevet Dem til, og navnlig at jeg ei har udtalt mig for Dem i Anledning af min Sorg; deri har De stor Uret, og det viser, at De ikke kjender det menneskelige Hjerte, idetmindste ikke mit. Min Smerte er, eller rettere var - thi Gud er god med at lade Tiden mildne - af den Natur, at jeg undertiden havde den Følelse, som om Jernfingre greb om mit Hjerte; mit Tab er mig endnu i de enkelte mørke Øieblikke næsten ufatteligt; men saadanne Følelser kan kun en Fader forstaae, det kan De være overbeviist om. Jeg har ikke skrevet til nogen, ikke engang til Theodor, derom. - Min Yttring om Pengene til Noderne har De misforstaaet; thi jeg vilde ikke sende Dem en ubestemt Sum fra Musikforeningen, ellers kunde jeg ligesaa godt have givet Dem Pengene med strax, men jeg vilde, at De strax skulde opgive mig, for hvor meget De havde kjøbt, hvorefter jeg da strax vilde sende Dem det nøiagtige Beløb. Nu vil De vel imidlertiid have faaet de 100 francs, som jeg fra Musikforeningen sendte Dem indbefattet i den Vexel, som Fader har remitteret [4] Dem. Bøger vil jeg ikke have. Kjøb de omtalte Noder der hvor Helsted [5] sagde eller et andet Sted, c’est égal [6]; men sørger De for, at de sendes med et af de første Dampskibe til min Adresse. Bogen til Helsted kan De betale foreløbig af de 100 francs, vi gjøre jo Afregning naar De kommer hjem. - I Sommer skal jeg ligge paa Rungstedlund [7] med min Familie. - Det falder altid i min Lod at skrive Dem til om de af Deres Arbeider, som De ingen Glæde har af. Dette er nu ogsaa Tilfældet med Agn[ete [8]; den] gik første Gang i Torsdags d. 20de, bagefter den gik Toreadoren [9]. Godt Huus, lidt Klap, tem[melig] megen Hyssen. Baade Gottlieb og jeg havde hele Tiden Forudfølelsen af denne Skjebne; en forunderlig Kjølighed og Kjedsommelighed var udbredt over det Hele. Fru Heibergs Spil behagede vist Adskillige [10]; mig og mange Andre mishagede det; Hansen var jevn [11], Holst meget god [12]. Arrangementet maadeligt, i Slutningen endog fabelagtigt slet; Scenen hvor Fiskeren begraver Agnete [13] og sætter et Kors, som han har liggende færdigt, var saa dumt arrangeret, at jeg hvert Øieblik ventede at høre Latteren fra den villige Pøbel. - Musiken er yndig og lader intet tilbage at ønske. - Maaskee det anden Gang vil gaae bedre. Undine-Erindringerne [14] skade vel endnu dette Stykke; men dramatisk bliver det aldrig, og - De kjender jo min Mening om Agnete [15]. - Forresten bryder jeg mig ikke meget om at skrive Dem dette til, thi jeg troer, oprigtig talt, at De aldrig selv har ventet Dem noget Udbytte af dette Stykke, eller selv sat Priis derpaa. Forresten er det jo allerede en Opmærksomhed mod Dem, som tyder paa bedre Tider, at de sædvanlige Venner af Deres Muse ikke vare forsynede med Piber. - Fader har nu talt om nogen Forandring af Slutningen med Hensyn til Arrangementet. De havde nok skrevet til Fader om nogle danske Oversættelser [16], som De vilde give Delavigne [17], dem leverede Fader strax i Departementet, men der bleve de glemte, saa nu er det for sildigt at sende dem med en Reisende; maaskee kunde De sige ham at Bøgerne komme bagefter ved Leilighed, saa kan han jo engang faae dem. Lev vel.
Deres hengivne Ven
Edvard.
Kbhvn d.23 April. 1843.
Brev nr. 285. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]
Paris 27 April 1843.
Endelig kom der Brev! hele tre paa eengang, og Deres var det største! den gode Ahlefeldt [2] bragte mig dem imorges medens jeg endnu laae i Sengen, han havde i lang Tid beklaget at jeg var den eneste Danske, der syntes glemt hjemme! tak for Deres velsignede rare Brev! - jeg skal fortælle siger De, ja, man kan næsten være i Forlegenhed naar man har for meget at vælge imellem! hvor rigt har ikke dette mit Ophold været i Paris imod den første Gang, hvilken Mængde interessante Mennesker har jeg lært at kjende! det er i Grunden mærkeligt, da jeg dog slet ikke kan Fransk og dog snakker jeg, dog forstaae vi hinanden, dog lader det til at de blive mig gode! men jeg kan ogsaa voltigere [3] i fransk, omsætte, springe! De skulde i Dag have hørt en lang Conversation mellem Alfred de Vigni [4], hans Kone, Digteren Barbieri [5] og mig [6]; tilsidst spurgte de Vigni mig om mit sidste Arbeide, nu skal De høre oversat paa Dansk mine Svar - “Agnete og Manden som er født af Havet, en Slags Havgud.” Hvad er Indholdet? spurgte han; da var jeg i Vinden, men fattede mig: “Kjender De et Digt af Göthe, Fiskeren?” han bejaede det. “Ja det er Indholdet i Agnete, kun det er en Fiskerpige; desuden er det efter en gammel dansk Vise, en Folkesang, ældre end Göthes!” - See det var Indholdet af Agnete! saaledes voltigerer jeg! - Barbieri spurgte mig om Øehlenschlægers Digtervirksomhed, jeg sagde “han er Göthe i Norden, vor Historie har han givet i Tragedier, Mythologien i et stort Epos [7], en Iliade for Skandinaverne; han synger Sange som Victor Hugos og skriver tillige Komedier, meget morsomme”. - De skulde nu egentligt høre mig sige det paa fransk, men jeg har en Skræk for at skrive Ordene, derimod ikke for at sige dem, og det især til Franske! Jeg havde tænkt mig det saa vanskeligt at komme i pariser Salons, og intet er lettere! i det mindste er det faldet mig saare let, i det den ene Indbydelse har skabt den anden; en ung Baronesse fra Luzern, Frøken Bornstedt [8], sværmede for “Nur ein Geiger”, hun var i Huset hos Grevinde Bocarmée [9], hvor Buntzen kommer, af ham hørte hun om min Ankomst, og strax fik jeg en skriftlig Indbydelse; i Soireen her lærte jeg at kjende Baronesse Pfaffis [10], der igjen indbød mig, hos hende traf jeg Balzac og Madam Reybauld [11] (Forfatterinden til “les Epaves”, den lille Novelle, som har givet mig Stof til Mulatten, jeg blev presenteret, jeg talte Fransk). “De er en sand Digter, jeg forstaar Dem meget godt,” sagde Madam Reybauld, indviterede mig til sig - og saaledes gaaer det! vor Herre maa vide hvad der er der hjælper mig, det er rimeligviis ham, jeg faaer, mig ubevidst en Slags “Klein Zackes” Glorie [12], og man synes godt om mig! saaledes gaaer det slet ikke hjemme - - Jeg blev afbrudt i dette Øieblik i min Skrivning og af hvem - jeg aabner Døren og den elegante Alfred De Vigni staaer foran mit lille Værelse [13] - jeg boer paa 5 Sal, meget knap men i den bedste Deel af Byen - han kommer selv med mit Album, som han har skrevet [i] [14]; jeg blev lidt forlegen, thi han boer høist elegant: “Jeg er unselig ved at jeg kun har det lille Værelse” sagde Jeg - “dog der er sandt[,] sligt kjender De dog, som Forfatter til Chatterton [15], læs min Biographie og saa bliver det lille Værelse den rette Staffage!” han trykkede saa hjertelig min Haand og var saa velsignet! - Kom igjen til Frankerige sagde han, da vi skildtes ad, jeg skal da maaskee kjende Dem bedre, men jeg kjender Dem dog, een af mine Venner kan tydsk, har læst een Roman af Dem, han giver Dem en høi Plads mellem Digterne. - Jeg er saa underlig bevæget efter Besøget! De veed ikke med hvilken Inderlighed han betragtede mig, hvor fast han trykkede min Haand, jeg troer han er en stor ædel Sjæl. -
Siden jeg skrev ovenstaaende, som nu, i det De læser det, glider let over i hvad som nu kommer, ere flere Timer gaaet, jeg kommer lige hjem fra en stor Soiréé hos den i disse Dage, for sit nye Stykke Hermance, meget hædrede Madam Ancelot [16], det er egentligt Morgen, Klokken er eet, men jeg føler mig saa oplivet at jeg ei kan gaae til Sengs jeg vil skrive lidt mere paa dette Brev; det har i Grunden været en høist interessant Dag denne Dag, jeg vil løbe den igjennem for Dem, den 26 April er jo ogsaa en historisk mærkelig Dag, da døde Schackspeare og Calderone fødtes [17]; hør nu! imorges, som sagt, medens jeg laae i Sengen fik jeg Deres Brev og en Vexel paa 400 Frank fra Collin af mine Penge for Agnete, begge disse Dele satte mig i Humeur; Klokken 10 gik jeg til Heine [18], der var saa opvakt, saa moersom, saa nydelig mod mig, vi talte om Øehlenslæger og dansk Litteratur, - “Øehlenschlæger er dog Kongen!” sagde han, udviklede sig smukt og - heinesk. Klokken 12 gik jeg i Tuillerierne til den fornemme De Latour [19], en virkelig Digter og - Hofmand, der selv har søgt mit Bekjendtskab efter at have læst min Biographie og hørt jeg var her! jeg maatte skrive i hans Album, han ønskede et dansk Digt af mig og jeg skrev Soldaten, med den franske Oversættelse ved Siden [20], nu forærede han mig sine Digte; saa gik jeg til Alfred de Vigni, jeg har ovenfor fortalt derom; derfra til Rachel, men hun var ude og da var Klokken 5 og jeg tog med Landsmændene min Diné, læste saa Berlingstidende henne i Caffe de Dannemark, gik hjem, skrev til Dem, og fik Visitten af Alfred de Vigni, derpaa gik jeg Klokken 9 til Madam Reybauld og vi kjørte sammen til Hr og Madam Ancelot, hvor jeg gjorte Bekjendtskab med en Mængde smaa Poeter, som Gud og de Franske kjende, men tillige med Martinez della Rosas [21], der meget længe underholdt sig med mig om dal Borgo [22] og om Grev Yoldy [23]. Himlen veed hvorledes jeg kom ud af det, men det gik slet ikke saa galt, han sagde endogsaa at jeg udtrykkede mig særdeles godt. Scribe [24] ventede man, men han kom ikke, lige saa Georg Sand [25], det var ærgerlig! man indlod sig mærkeligt meget med mig og jeg blev - det forsikkrer jeg Dem, ganske forlegen ved den Plads man som dansk Digter gav mig; hvilket vist kom af, at Rellstab [26] fra Berlin var i Sælskabet og meget stærkt udtalte sig om mig, som Digter; ellers var Talen meget om Oehlenschlæger, han blev nævnet med megen Ærbødighed og man hørte med stor Andagt alt det Gode jeg paa slet Fransk sagde om Digteren og om Mennesket, havde han hørt de Franskes venlige Beklagelse over at det var dem saa mageligt at næsten Alle kunde fransk og at de derfor ei var som vi tvunget til at lære fremmede Sprog, og blandt disse Dansk, han vilde have været fornøiet! lad ham vide lidt af dette mit Brev, lidt af hvad De troer han kan have en Slags Glæde af; jeg troer han er mig ganske god, men han har nok den Tanke jeg ikke ret er henrevet af ham, og det er jeg, som jeg kan være det; de andre Folk kunne anderledes gjøre Miner og udtale deres Beundring, dem troer han vist bedre end mig! men hvor kan jeg sige til Øehlenschlæger naar han læste noget meget smukt for mig: Det er godt, det er stort! nei er det mig virkeligt stort, da seer jeg stille paa ham, og ønsker at jeg kunde trykke ham til mit Hjerte, men det skal De nu ikke sige ham! - Da jeg gik fra Madam Ancelot overrakte hun mig sit sidste meget hyldede Drama Hermance, hvorpaa hun havde skrevet Offert a monsieur Andersen en Souvenir de sa Vesit le Vingt six April 1843; jeg kjørte derpaa Madam Reybauld hjem; vi havde imidlertid hverken faaet vaadt eller tørt i Soireen, som Brug er, jeg gik derfor i en Caffee og, det var en Dag, som om den var forhexet, jeg griber et Blad, hvad læser jeg, et Digt af mig: “Marz Violerne” oversat af min Ven Martin [27], - og see nu er jeg hjemme. Imorgen vil jeg til V. Hugo, Rachel og den gode David, Billedhuggeren, han har været saa nydelig mod mig, jeg finder ham saa naturlig, godmodig, næsten halv dansk Bonde [28]. Thorvaldsen sætter han naturligviis høit, bring ham hans Hilsen.
Den 28 April 1843.
Nu tager jeg fat igjen for at sige Dem lidt mere; det Bedste jeg har er at jeg igaar aftes var indviteret af Rachel til een af hendes udvalgte Soireé [29]; der var en Pragt, en Rigdom i de Værelser; purpurrøde Vægge, Gulvtæpper af samme Farve, kostbare Gardiner og smagfulde Meubler, jeg og en gammel Herre vare de to første som kom, hun bad mig tage Plads i Sophaen hos sig, tæt foran Kaminen, hun var sort klædt og i høieste Grad graciøs, jeg bad hende tale tydsk, og hun svarede ja kunde De ikke fransk da vilde jeg, men De udtrykker Dem bedre i mit Sprog, end jeg i det fremmede, Deres Prononciation [30] er god, med lidt Øvelse kan det blive saare godt - og saa maatte jeg tale fransk; rundtom var kostbare Bogskabe med alle Nationers Digterværker oversat paa Fransk, selv svenske Digtere, men ikke een Dansk. Schackspear, Schiller, Göthe, Racine [31] og Corneillie [32] stode paa et lille Bord for sig med de to sidstes Billedstøtter, Grillparzers Sappho [33] paa Tydsk opdagede jeg der, deilige Blomster var her; som vi sad, kom den ene Herre efter den anden, Scribe, Goutié [34] og jeg husker ikke, hun var ene Dame mellem os, livlig og yndig, selv skjænkede hun Thee og vi snakkede om Poesie og Kunst og Klokken var 12, før jeg fik listet mig [bort] [35]; i Dag har hun sendt mig mit Album og skrevet deri [36]
L’art c’est le vrai.
J’ espère que cet aphorisme ne semblera pas paradoxal a un écrivain aussi distingué que Monsieur Andersen.
Rachel!
Den 29 April.
Iaften erfarer jeg - ikke fra mine Venner, thi jeg har intet Brev seet - men af Berlings Avis [37] at Agnete er opført og udhysset! - det maatte den blive, ved næste Forestilling pibes der! - Men mit Arbeide fortjener det ikke! - Det er et Digterværk! - Gid aldrig mit Øie maa see det Hjem, som kun har Øine for mine Feil, men ikke Hjerte for hvad Stort Gud har givet mig! - Jeg hader hvad som hader mig, jeg forbander hvad som forbander mig! fra Danmark kommer som altid de kolde Luftninge, som forstene mig ude! De spytte paa mig, de trampe mig i Dyndet, jeg er dog en Digter-Natur, som Gud ikke gav dem mange af! - Men som jeg i mit Døds Øieblik vil bede ham, aldrig give dette Folk, - O hvilken Gift er der ikke i disse Timer i mit Blod! - da jeg var ung, kunde jeg græde, nu kan jeg det ikke, jeg kan kun være stolt - hade - afsky! give min Sjæl til onde Magter for at finde et Øiebliks Vederqvægelse! - Her, i den store fremmede By, staae Europas bekjendteste og ædleste Aander kjærligt omkring mig, møde mig som Beslægtede; og i mit Hjem, sidder Drengene og spytte paa mit Hjertes bedste Skabning! - ja, om end efter min Død, jeg skal dømmes som her i Livet, jeg siger: De Danske kunne være onde, kolde, sataniske! - et Folk der passer for de vaade, skimmelgrønne Øer, hvorfra Tycho Brahe [38] blev forjaget, hvor Eleonore Uhlfeldt [39] sad i Fængsel, Ambrosius Stub var Herremændenes Nar [40], og endnu mange, som hine ville behandles ilde, til Folkets Navn klinger som et Sagn! - Dog jeg udtrykker mig nok characteristisk for en udpebet Digter, dette mit Brev skulde trykkes og Kjøbenhavn fik et glad Minut! - Gid jeg aldrig saa dette Sted, gid den evige Gud aldrig lade en Natur, som min fødes der, jeg hader, jeg afskyr Hjemmet, som det jo hader og bespytter mig! - Beed for mig til Gud! beed at jeg maa finde en hurtig Død, aldrig see et Sted, hvor jeg kun lider, hvor jeg er fremmed, fremmed, som intet Sted ude! - Dog nok herom, altfor meget! jeg veed Deres Hjerte har søsterligt følt for mig! jeg troer De vil tænke Dem ind i mine Følelser dette Øieblik! Dog bliv ikke bedrøvet! naar De læser dette er 8 a 9 Dage gaaet, jeg er en elastisk Natur, da er mit Sind roligere, da hader jeg - stille - mit Hjem! har ingen Feber, som i denne Time! - Jeg havde troet at dette Brev kun skulde have indeholdt Lystighed og Glæde - hvor vi kunne drømme! jeg skulde fortalt Dem om Lamartine [41]! O jeg synes nu at Alt her er parodisk imod mig! her behandles jeg, som om Gud havde været mig uendelig god, hjemme er jeg Nul, mindre end Nul, Skoledrengene forhaaner mig! - Jeg er syg denne Aften syg! mit Hjem har sendt mig Feber fra sine vaade, kolde Skove, som de Danske stirre paa og troe at elske, men - jeg tror ikke paa Kjærligheden i Norden; men paa det Onde, Falske - selv føler jeg dette i mit Blod, og kun derpaa kan jeg kjende hvor jeg hører hen [42]! - Lev vel! reis bort, ned til Lissabon; hos Gud sees vi nok!
Broderen.
[i marginen s. 8:] Skriv mig snart til - men til “Hamburg, post restante”, jeg er der den 26 Mai. - riv dette mit syge Brev itu!
[i marginen s. 7:] Kjære Jette Wulff: Iaftes da jeg skrev dette var jeg lidende - skrækeligt lidende lad Ingen Fremmet see det Skrevne! jeg stoler paa Dem!
[i marginen s. 5:] Lad endelig Fru Lessøe læse dette mit Brev, hun hører saa sjeldent fra mig!
[i marginen s. 4:] Hils Broderen og Alle hos Kocks!