Brev nr. 201. Fra Fredrika Bremer til HCA.[1]  

Årsta d. 3 Sept. - 37.

Just som jag ville skrifva till Er bästa Herr Andersen, för att tacka Er, erhöll jag en förnyad anledning dertill. Er O. T. blef mig hemtad! Innerlig och hjertlig tack nu för alltsammans! Jag har blott sett Er några timmar [2], och likväl tycker jag mig känna Er väl, och måste skrifva till Er såsom till en vän. Tag denna bekännelse i stället för de grannlåter som man vanligen plär säga en ung författare och en person af hvilken man rönt mycken godhet och artighet.
Låt mig nu tala om Improvisatorn och Agnete; - man talar så gerna om hvad man mycket tycker om! Jag älskar i Improvisatorn den lifliga, sanna skildringen af barnasinnet, af folklifvet, de herrliga Naturscenerna. Ni har en sällsynt gåfva att uppfatta v e r k l i g h e t e n s  p o e s i, att återgifva den så att den fattas af läsarens öga och njutes af hans hjerta. Ni har en klar blick för lifvets s k ö n a  s a n n i n g. Jag älskar den gamla Dominica, jag älskar “den lille Abedisse” och den oskuldsfulla kärleken emellan Antonio och henne; jag älskar hjelten sjelf för hans sällsynta renhet och godhet - men alldrig hade jag blifvit kär i honom! *) Man skulle önska honom mindre svag, mindre vek under sina välgörares odrägliga despotism; - men äfven i hans svaghet är en så stor och sann godhet att den afväpnar klandret, - man frucktar nästan att taga bort stoftet från fjärilsvingen, af fruktan att skada vingen sjelf. Egenteligen borde denna man ha vingar, - han kan ej hata eller harmas, - - han är en Engel.
Francescas och hennes mans uppfostringstyranni är taget lifslefvande ur naturen och förtjente att läsas och behjertas af alla uppfostrare och soi-disant välgörare. Det har mycket roat mig - och för huru mången tanke, huru mången god väckelse har jag ej att tacka Improvisatorn!
Det var väl att jag ej läste Er A g n e t e vid sjutton års ålder, - jag hade då visst kastat mig i sjön af begär till böljornas verld, af längtan till djupets under. Men fast jag nu, efter läsningen, blifvit qvar på torra landet, har jag icke mindre - ehuru lugnare - beundrat denna tjusande skapelse. Agnete är en perla, skön och helgjuten. Jag är icke värdig tala om den, jag kan blott njuta den utan “men” utan “om”. Och språket huru skönt och friskt, versen huru dansande! Ni är lycklig Herr Andersen, lycklig genom Er talang, lyckligare ännu genom Ert hjerta!
Nu skall O. T. af mig läsas och njutas. Min Mor [3] som läst Era böcker med stort nöje vill att jag skall framföra hennes helsning och tack till Er. -
Från Upsala hör jag att Er Improvisator äfven der blifvit mycket omtyckt. Ni måste återkomma till Sverige och närmare betrackta folket och naturen der, och lära oss se opp på hvad vi ha för ögonen.
Förlåt att jag så länge dröjt skrifva Er till! Jag är en lat brefskrifverska, och jag har lefvat nu en sorglig tid; - och en sorgligare förestår! Min innerligt älskade syster Hedda [4], som ren var sjuk då jag såg er, har blifvit allt sämre; vi ha fört henne till Paris; i nästa vecka återvänder hon derifrån - - utan hopp! Och för oss återstår blott att önska den mest älskvärda meniskas död, på det hon måtte befrias från grufliga plågor.
Och nu - förlåt mig äfven att jag så fritt skrifvit till Er mina tycken och intryck. Det är till en del Ert eget fel, ty ni har väckt hos mig en känsla af förtroende till Er. Jag tycker jag kan säga Er allt, så som jag känner det.
Hvad Ni berättade mig om Er sjelf och Er första ungdom, en afton på Ångfartyget, skall jag alldrig glömma. Det har väckt mitt lifliga deltagande för Er framtid. Jag hoppas få veta om den - åtminståne genom Era skrifter!
Lef väl bästa Herr Andersen, lef lycklig. Ännu en gång tack for all godhet och vänlighet Ni visat Er Svenska vännina

Fredrika Bremer.

*) Och jag kan ej rätt förlåta Anunziata att bli så mager för hans skull. Men väl och med sorglig sanning äro hon och hennes öde tecknade.



Brev nr. 202. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Sorø den 6. November 1837

Jeg takker Dem ret af Hjertet for den tilsendte Bog [2] og for Dedicationen, som jeg anseer for et sandt Venskabsstykke, der har rørt mig meget, og hvorved jeg desuden finder mig hædret. Kun forsaavidt har den vakt min Betænkelighed, at jeg gjerne vilde skrive en lille Anmeldelse af Bogen [3], hvilken let nu af dem, der ville søge slette Motiver til Alt, kan ansees for at være udsprunget af Partiskhed. Imidlertid skal dette dog ikke afholde mig fra at skrive den. Jeg lader kun med Villie nogen Tid gaae hen, deels fordi jeg formedelst andre Sysler ikke kan Andet, deels ogsaa for ei at hindre en anden, fordeelagtig Anmeldelse, som jeg haaber, “Dagen” vil levere [4], og som maaskee kunde blive udeladt som overflødig, hvis der i samme Blad (thi andetsteds kunde den vanskelig staae) strax blev leveret en saadan fra en anden Kant. Jeg fik først Bogen i Forgaars og har derfor først nylig kunnet begynde paa dens Læsning; hvad jeg har læst deri, bekræfter fuldkommen den Mening, jeg før havde derom.
Bliv endelig ikke utaalmodig, fordi selv de rimeligste Forhaabninger ikke strax opfyldes. Ørsted, kan jeg forsikkre Dem, er ivrig stemt for at hjælpe Dem. Selv Rantzau [5] maa De endelig ikke opgive, end mindre forsømme; de store Herrer give rigtignok ofte flere Løfter, end de holde; den Frygt, de have, for paa de høieste Steder at finde et ubeleiligt Øieblik, bringer dem ofte til at lade selv det beleilige gaae forbi unyttet og til at tie, hvor de burde tale; men han kom Dem dog saa smukt imøde, at man maa troe, han mener det ærligt med Dem. Denne Bog vil desuden sikkert vinde ham endnu mere. Naar den nu er trængt nogenledes [6] igjennem, da er det, som sagt, Tid at skrive en Ansøgning, hvilken jeg gjerne skal concipere for Dem. De maa for Himlens skyld ikke forsage og opgive Haabet. De er jo dog overordentlig begunstiget fremfor mange Andre; tro forresten aldrig, at selv den høieste, jordiske Lykke vilde gjøre Dem ganske lykkelig; husk, at den Veemod, der er i Deres Indre, er et Aandepust af Deres Genius; det er jo netop den, der giver Deres Sange deres skjønne Colorit, og De maa derfor ei ønske den bort. Med Hensyn paa det Høieste og Bedste er Resignation nødvendig for os Alle; med Hensyn til de jordiske Goder derimod, da maa De huske, at Forsynet har ledet Dem paa saa forunderlig Maade, at De ogsaa trygt kan give Dem i dets Hænder for en tilkommende Tid. De kan ikke sammenligne Dem med Deres Spillemand, uden forsaavidt De med enkelte, bittre Erfaringer i Deres eget Liv har befrugtet hans; men den store Forskjel er der imellem Dem og ham, at han aldrig hævede sin største Skat i dette Liv, og at De dog allerede har hævet en mægtig og skjøn Deel af Deres. For Resten kunne alle virkelige Digtere sige med Goethe: “Was ich litt und was ich lebte, sind hier Blumen nur im Strauss”[7]. Netop heraf udspringer den store Sandhed og Individualitet, som udmærker et virkeligt Digt. Gud skjenke Dem nu det Held med Deres Bog, som den fortjener, det ønsker jeg Dem af Hjertet. Min Kone hilser Dem venligst. Naar jeg har gjennemlæst Deres Bog, først hurtigt og saa langsomt, skal De høre nærmere fra mig.

Deres hengivne Ven

J.C. H a u c h.



Brev nr. 203. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 26 Novbr 1837.

Kjære Andersen!

Hjerteligst Tak for “Spillemanden” og for den venlige Følelse, der har bragt Dem til at tilegne mig saavelsom Hauch denne os begge inderlig kjære Bog. Jeg har nu atter ladet Deres nye Billedrække gaae mig gjennem Sjælen, og jeg har maaskee endnu meer, end under den første Oplæsning, følt og erkjendt den Skat af dyb Følelse og riig Phantasie, den indeholder. Vel har De ikke altid uden Bitterhed kunnet skildre det Tragiske i den Skjæbne, der lammer og nedtrykker Genien, hvor de udvortes lykkelige Omstændigheder mangle, men den Konstværkets Harmonie, der forudsætter, at Digteren selv i sine høieste Momenter staaer over sin tragiske Scene savnes ikke, denne Digtningens Seiersbevidsthed, selv under den stærkeste Menneske-Sympathie, luttrer Smerten og forsoner os med den. Lad Kritiken nu sige hvad den vil! vor nærværende æsthetiske Kritik er en Struds; den gaber som den vilde opsluge Poesiens Svane, der fra den Time, den fløi ud af Ægget, har overfløiet den. Førend vor Konstphilosophie faaer poetiske Vinger, indhenter den ikke Digtningsfuglen, og naar det skeer engang, vil de flyve sammen til Himmels i Kjærlighed. Det skeer rigtignok neppe i vor Tid. Jeg venter ligesaalidt som De at gjenkjende min Livsidee og min Poesie i det Speilbillede, Mudderkjæret med de qvækkende Frøer kan give deraf. - Ethvert Digterliv er en Stjerne, som kun Dybsinds Mimersbrønd [2] kan afspeile i dens sande Skikkelse; men skeer det ikke, kan det ogsaa undværes for enhver, der har Øie for den paa dens eget Territorium, og et saadant Øie har Mange, skjøndt de ikke begribe hvad de see og elske. Kjærlighed og Følelse for Poesien er ikke sjælden, men kun Faa have Forstand paa den. Hvad nu Deres udvortes Stilling og Fremtids-Udsigterne angaaer, saa opsæt nu ikke ligefrem at give en Ansøgning ind til Kongen om en midlertidig aarlig Understøttelse indtil det maatte behage H.M. at give Dem en passende Embedsstilling - og paa Grund af hvad De har præsteret og haaber at præstere som Digter. - De skal see, De opnaaer for det Første det Samme som H e r t z [3]; men Nogen maa tale Deres Sag; det gjør Grev Rantzau Breitenburg, og C o l l i n. Den sidste er Dem jo en faderlig Ven. Rantzau Br. er bekjendt som en herlig ædel Mand; jeg veed Improvisatoren har gjort Indtryk paa ham; lad ham blot vide naar De indleverer Ansøgningen, og han vil upaatvivlelig understøtte den. Møstings [4] Deeltagelse for Sagen er vist nødvendig; men det er ogsaa en Minister med Smag og Interesse for Poesie. Skriv ham til for at faae ham i Tale (for det falder lidt vanskeligt) og De skal see, han tager sig ogsaa af Sagen. Paa ham kommer det maaskee meest an, paa ham og Moltke Finantsministeren [5]. Beed Rantzau og C o l l i n tale med dem begge - og De har jo Patroner [6] i svære Mængder: Kronprindsessen [7] - og Prinds Chr. og Kongen selv - gaae ligefrem til ham*, han vil ikke lade nogen erkjendt Videnskabsmand eller Konstner gaae tabt for Danmark. Og nu frisk Mod sæt alle Seil til, og De flyver i en Havn; men grib nu det lykkelige Moment, medens “Spillemanden” aabner Hjerte og Øren; bring hastig Tingen i Gang og tal ikke til Andre derom, end de Velvillige og bestemt Vedkommende.
Og nu, Gud velsigne Dem! giv Kritikken Fanden, og stol paa Poesiens Magt over Hjerterne! Venligst Hilsen fra min Lucie; hun glæder sig nu ogsaa ved “Spillemanden” med den hjerteligste Deeltagelse saavel for Digtet som for Digte[ren.]

Deres hengivne
B.S. Ingemann

De har vel modtaget Manuscriptet, jeg sendte Dem til Marmier? [8]

* med Ansøgningen og bring paa samme Tid en Afskrift deraf til Møsting og de andre nærmest Vedkommende.

[Udskrift:]
S.T.
Hr H: C: A n d e r s e n
i

K i ø b e n h a v n
Nyhavn Charlottenborg -
Siden No 280. 2den Sal
frit



Brev nr. 204. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 2den Jan 1838.

Kjære Andersen

De skal have den første Epistel [2], jeg skriver i dette nye Aar med hjertelig Tak for det Venskab, De har bevaret for mig i saa mange Aar, og som jeg med oprigtig Erkjendelse af Deres Aand og Hjerte gjengjælder. Gid dette Brev maa træffe Dem i en lykkeligere Stemning, end den, der dicterede Dem Deres sidste Brev [3]. Deri stod De som en Fuglefænger med en Sangfugl paa hver Skulder, een i hver Haand og een paa Næsen og istemte en Klagesang over at alle stegte Kramsfugle fløi Dem forbi Munden, og at der maaskee slet ingen var til i Naturen. Ere ikke hine Sangfugle faldne ned til Dem fra Himlen som til enhver poetisk Natur, uden stor Anstrængelse fra Fuglefængerens Side, og har ikke baade De selv og Andre havt Glæde deraf, om nu just ikke det prosaiske Livs Fugle have været ligesaa forekommende. De er jo selv en Trækfugl med en sydlig Naturs Længsel i Dem og klager over at De ikke har faaet en fast grundmuret Rede her i Norden. De flyver endnu frit over alle grønne Skove og leder om en grøn Green at bygge Rede paa - ih nu! det kan ogsaa skee, og maaskee snart - Ansøgningen [4] er jo inde - og hidtil har Vorherre jo hjulpet. Hvorfor vil De egensindig stoppe Øret i for Haabets Lærke og kun aabne det for Mismodets Ugle? - Det gik ikke mig et Haar bedre hvad de ydre spidsborgerlige Ting angaaer før jeg havde overlevet en Menneskealder og efter 10 Aars Forlovelse traf den lille grønne Qvist her i Sorøeskoven at bygge Rede paa [5]. - Og sad De nu her som jeg i 15 Aar paa eet og samme Sted, uden at see Meer af Verden end denne Søe og denne Skov, samt et Glimt af den halv fremmede Hovedstad og et Par Comedier om Aaret, og uden andre synlige og haandgribelige Laurbærkrandse, end dem C h r.  M o l b e c h og P e e r  H j o r t og den høifornemme Redaction for Maanedsskriftet [6] directe eller indirecte fletter af Tidsler - saa vilde De maaskee neppe bytte Deres frie Omflagren i “Intelligentsens danske Hovedsæde” med min idylliske Solitüde [7] i Afkrogen med tilhørende Gage og Katheder blandt en halv Snees Studenter, ikke at tale om de bestandige Stiilrettelser i en Skole. Den skjønne store fremmede Verdens Theater fik De jo ogsaa en Fribillet til, ligesom jeg engang [8]. Deres Bøger tale jo ikke allene Tydsk og formodentlig Svensk og Norsk, som de fleste af mine, men nu endog fransøsisk [9]! Dertil et skikkeligt Levnet - selv paa Prent og paa Fransk [10] - for Fanden! De er jo en Lykkens P a m p h i l i u s - A p r o p o s har De læst “Lykkens Yndling” af C a r l  B e r n h a r d [11]? - Den har interesseret mig. De Elskendes hovedkulds Reise til Lykken neden om hjem [12], har jeg Intet imod; det maatte vist være en meget behagelig Overraskelse - men Vorherre skulde, efter min Mening, just ikke saa bestemt have taget dem in flagranti [13]. -
Jeg har skrevet et dramatisk Digt [14] i denne Tid - og for Scenen! men det kan naturligviis ikke falde mig ind at spørge C h r.  M o l b e c h om det behager ham, eller at søge en Plads til det paa den Hylde, man har lagt Blanca [15] og Masaniello [16] paa. - Der bliver vel en Scene i Danmark efter hans og min Udgang; men kjedeligt er det at A n t i p o d e r skal staae paa samme Halvkugle og incommodere [17] hverandre, tværtimod Naturens ellers saa saare fornuftige Love. Deres Portrait [18] hænger nu paa min Væg ligesom før H a u c h s. Vi finde det Alle fortræffeligt - Liigheden er frappant og behagelig - see ogsaa deri var De en P a m p h i l i u s, hvis det er en Lykke ikke at komme i Hænderne paa fremmede Folk eller til Efterslægten i Carricatur.
Nu fremdeles al P a m p h i l i u s-Lykke i det nye Aar. Lad mig snart vide at Ansøgningen er bevilget! I alt Fald - Hovedet i Skye og over Stjerner! - Husk paa S c h i l l e r s “Jordens Deling” [19]! Lad os kjønt tage til Takke med Olympen, naar den skidne Jord ikke vil give os lige Part med Spidsborgerne! - Gud velsigne Dem! hjertelig Hilsen fra min Lucie saavelsom fra H a u c h s, som jeg har bragt Deres Hilsen.

Deres B.S. Ingemann



Brev nr. 205. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenh 5 Jan 1838.

Et glædeligt Nytaar! Deres kjære Brev [2] fik jeg i Middags, og nu sidder jeg henimod Midnat for at faae min Brevdue istand, at den imorgen kan flyve ud til de nøgne Skove ved den frosne Søe; hvor der maa være stille der, nu ingen Fugl synger, nu Alt søger under Tag, ja, man maa have et Hjem, som Deres for at være lykkelig i en saadan Skov-Eensomhed ved Vintertid. Til Julefesten i Studenterkomedien skrev jeg en original Farze “Langebro” [3], hvori Maanedsskrift Selskabet [4], Molbech og flere fik nogle uskyldige Raketskud [5]. Indholdet var at to Herrer beilede til en ung Pige, Moderen, som yndede Studenterforeningen, hvor man var i Forlegenhed iaar for at faae et originalt Skuespil, lovede den af dem sin Datters haand, som til lille Juledag [6] kunde bringe hende en nye Idee til at præsentere. Nu saae man da Langebroe, lille Juleaften, den ene Elsker iførte sig Brødrene Müllers Dykkeraparat og da han vidste at China laae lige under Broen steeg han ned for at finde Indgangen og da hente sin Idee; den anden stod fortvivlet paa Broen, nu slog Klokken 12 og han saae en hvidklædt Dame, som han antog for een fra Druknehuset men hun svarede ham at hun kom fra Svend Dyrings Huus [7], det var Fru Helvig [8] og nu med den samme melodramatiske Musik, som paa Kongens Theater [9] begyndte hun:

“Hu, her er koldt, her er sølet og vaadt,
“Tøiskoe paa Benene gjør’ ikke godt;
“Snue jeg har kan knap tale Vers,
“Vee det forbandede Natte-Comers [10]!

Studenten.

“Jeg seer Deres Naade har ikke Deres lille Suitte med i Aften. Maa jeg have den Fornøielse at følge Dem!”

Fru Helvig.

“Du er ei bange, jeg lider Dig godt,
Gamle Fru Helvig gaaer kun saa smaat,
Jeg kan kun komme saa langtsomt afsted,
Men jeg i Aften har Løgte med.
(viser en Haandløgte)”

Nu blive de mere bekjendte; Fru Helvig siger hun holder meget af at slaae en lille Sladder af, fortæller, at fra Juul til Nytaar, gaaer der forunderlige Ting over Langebroe, Alt hvad der er skeet i hele Aaret; hun sætter ham ud paa den ene Pæl i Vandet og sig selv paa den anden og nu kom det ene syngende og talende Tableaux efter det andet, af Aarets Begivenheder, de to som vakte det meest stormende Bifald var, først, Theatrets Repertoire, klædt i røde Placater [11] og med et elendigt Udseende, den unge Dame klage[de] over Directionen og sagde at hun havde Ret til at raabe Vee over dem, men da hun var et godt Gemyt vilde hun ikke. “Ja vil hun ikke raabe Vee, saa vil jeg!” siger Fru Helvig, og raaber nu sit svenddyringske Vee! Det andet Sted var, at Broen var tom, man hørte den skrækkeligste Støi! “Vee os, den vilde Hær!” raabte Studenten. “Nei, det er frygteligere, skrækkeligere, der er det! der! der!” og nu steeg Larmen. “Nu er det forbi!” sagde Fru Helvig. “Hvad var det?” “Trochæer og Jamber!” [12] svarede hun. “O det var jo ingenting!” denne Replik gjorte en forbausende Virkning. Imidlertid blev det Hele spillet yderst slet, hele Scener bleve sprungne over, andre gjentagne, saa jeg ærgrede mig meget og gik høist utilfreds bort. Resten af Aftenen skulde jeg have tilbragt hos Collins, men samme Aften døde M i m i T h y b e r g [13] (en Søster til den unge Collins Kone [14], denne fik først efter Begravelsen at vide Søsterens Død, da hun selv var saa syg) [;] der var altsaa en sørgelig Juul hos Collins og jeg gik hjem til mit eget, hvor Vertinden [15], som ikke ventede mig, var tilsengs og Værelserne kolde, Suul og Viin havde jeg [i] Huset men intet Brød og paa Bordet laae et Brev, som sagde mig at den gamle Madam Iversen i Odense var død [16]. Det var en trist Juleaften. Det nye Aar har ikke begyndt bedre, tænk Dem, den gamle Fru Bügel [17], som har viist mig megen Venlighed, faldt i forgaaers paa Torvet og brækkede sit Laarbeen, heelt oppe ved Hoften, hun kommer idet mindste til at ligge ½ Aar; hun viser en mageløs Fatning. Hvad min Ansøgning angaaer, da er den endnu ikke indleveret; netop i Dag har jeg faaet Løfte af Rantzau-Breitenburg at han ved den første passende Leilighed vil overrække Kongen den og tale min Sag [18]; Udsigterne staae altsaa noget fjerne. I R e v u e  d i x n e u v i e m e  S i e c l e [19], som Marmier slet ikke har med at gjøre læste jeg igaar en Anmeldelse af min Spillemand, som den har staaet i Dagen [20] og en Slags Opfordring til at oversætte den og mine to andre Romaner paa fransk, det fornøiede mig. Har De seet i “Morgenblatt” staaer, at jeg er født i Odense i Finland [21]. Mine Børne-Eventyr komme nu ogsaa ud paa Tydsk [22]! O De kan tro, at jeg ret skjønner derpaa! der er Øieblikke hvori jeg føler at jeg er lykkelig, ja mere end jeg fortjener, Gud er den bedste, den kjærligste Fader imod mig, men jeg har saa mange tunge Timer hvori jeg er nærved at fortvivle; jeg føler mig saa ene, jeg har en Længsel efter at flyve fra Sted til Sted, jeg veed ikke selv! jeg føler en aandelig Skat i mit Bryst, som jeg slet ikke har Kraft til at hæve! det Bedste jeg selv har givet, er dog ikke det, som jeg har indvendig, som jeg selv kan føle og fatte! maatte jeg dog kunde udtale det! - De vil ikke kalde det med noget ondt Navn, hvad jeg her siger Dem, som ingen anden veed; jeg synes at ingen Digter, slet ingen, har udtalt hvad jeg i enkelte Livs-Øieblikke føler vilde være sand Poesie. Sammenligner jeg nu mit eget Skrevne med hvad jeg har følt, O da har jeg en Angest, en Forudfølelse, “Du har slet intet gjort!” Det er at pine sig selv, men det ligger saa fastgroet i min hele Characteer. Dog har jeg en tungere Sorg, tungest er jo den man ikke kan udtale, o jeg er blevet gammel, Ungdommen har forladt mig! Dog vi ville tale om andre Ting; Heiberg skriver paa et Skuespil med Chor og Melodramer: “F a t a  m o r g a n a” [23], som skal opføres den 28 Januar. Jeg har lagt min Tragedie [24] hen og begyndt paa en ny Roman [25], jeg kunde ikke andet. Scenen er ved Trolhätta, i Stockholm og Upsala; Helten skal denne Gang blive munter, livsglad, kraftig - men Ulykke maa han have, det er nu min Fornøielse! Lad os dog faae Deres Tragedie [26] paa Theatret, De har et stort Publicum, Molbech tør ikke forkaste Deres Arbeide, send det ind! lad mig indvirke paa Dem i dette ene. Vi maa have Stykket at see! - Fra Marmier skal jeg hilse Dem, han er i disse Dage reist til Stockholm. Vi vente den berømte Violinspiller Bull [27]; da han er af Ørsteds Familie [28] venter jeg at gjøre hans Bekjendtskab. Jeg nævner Ørsted, hans Datter [29], den smukkeste den elskværdigste, som har siddet paa mit Skjød og kysset mig for at fortælle Eventyr, mens hun var et Barn, er blevet forlovet; - ja, man bliver gammel! - Tak for alle de Lyspunkter i mit Liv De, i Deres kjære Brev, udpeger for mig! jeg bliver jo næsten en “Lykkens Yndling”. - Hils Deres Kone og Søster fra mig, siig til Hauchs at de ere saa tidt i mine Tanker. En Glæde, har jeg dog havt i Julen; Meisling kom til mig paa Gaden, sagde at han maatte sige mig det, at han ikke havde været god mod mig i Skolen, men at han havde taget feil af mig, at det gjorte ham ondt, og at jeg stod høit over ham, som han udtrykkede sig. Bad mig glemme hans Haardhed og sagde om sig selv: Æren er Deres, Skammen er min! O det rørte mig meget! Nu lev vel! meget mere næste Gang. Skriv nu da ret snart! - Deres trofast hengivne H

H.C. Andersen.

[Udskrift:]
Hr Professor
B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø
frit



Brev nr. 206. Fra Lucie Ingemann til HCA.[1]  

D 13 jan 1838

Veed De vel Andersen! at jeg er {jeg er} ret vred paa Dem. Jeg har ikke hørt noget om Deres Juule-Comoedie [2], uden af Deres eeget Brev. Man kan have adskilligt mod Svend Dyrings Huus; jeg har aldrig sat det ved Siden af en rigtig gedigen Tragoedie; men derfor mangler den dog ikke poetisk Værd. Jeg kiender slet ikke Hertz personlig; men saameget kan jeg see af hans litteraire Arbejder, at han har en Følelse, som kan saares. Med Deres Parodie har De nu forstyrret Virkningen af Svend Dyrings Huus, for dem, Deres Parodie har giort den mindste Virkning paa; thi naar de høre den samme Musique, kommer det parodiske Billede for Sielen, og det maae naturligviis saare Hertz. De kan svare mig, at der var en Tiid, da han heller ej brød sig om at saare Dem [3]; men da var jeg ogsaa vred paa ham; skiøndt ikke saa meget; thi jeg vidste den Gang ikke, at der var noget Gemyt [4] i ham; men De, som jeg veed har en riig og dyb Følelse, hvor kan De giøre Dem skyldig i en Synd, som man har ondt ved at tilgive en Recensent der i alt lægger for Dagen at han ingen Følelse har, og altsaa umueligt kan ahne det halve af det Onde han giør. Kun som Forsvars-Vaaben kan jeg tilgive den Slags Angreb; men skiøndt vel ikke Digteren døer som Bien, naar den har brugt sin Braad til at stikke, saa troer jeg dog, at han aldrig stikker, uden for een Deel, at saare sit poetiske Væsen, og det fordi, at han derved dog egentlig har misbrugt Poesien, som vi har faaet, for at den med sin Blomster-Duft skal lade Sielen ahne det Højeste; men ikke, for at Digteren skal knække den af og bruge den til en Fluesmække. Det var nu den Historie, den anden er, at jeg holder meget af Dem for den smukke forsonlige Maade, De optog Meislings ærlige Afbigt [5] for den Uret, han havde giort Dem og jeg har ret glædet mig med Dem over, at det Punct i Deres Erindring har afkastet sin dæmoniske Skikkelse. Og nu god Lykke til Romanen [6]! Jeg troer fuldt og fast, at De ikke bliver vred paa mig for hvad jeg heri har skrevet, og det fordi, at jeg meener Dem det saa godt dybt inde i Sielen.

Lucie Marie Ingemann født Mandix.



Brev nr. 207. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d.17 Jan 1838.

Kjære Andersen!

Med Tak for Deres sidste Brev [2] sender jeg Dem her nogle venlige Utak fra min Kone for Deres Recidig [3] til Julespøg- og Nytaarsløier [4]-Sygen [5], som vi troede De havde lykkelig overstaaet. Jeg maa give hende Ret i hvad hun siger derom og vilde ønsket De havde ladet den Spøg fare, fornemmelig fordi det i sig selv er Uret og Synd mod Poesien, tildeels ogsaa fordi De nu derved uden Nødvendighed har sat Dem i et Slags Fegterstilling baade til Hertz og til Pal: Møller, hvorved De lettelig vil kunne faae nogle Tertser og Qvarter til Gjengjæld, som De er meget for ømskindet til at kunne fornøie Dem over. Har De ved samme Julespøg villet give Maanedsskrift-Selskabet nogle Raketskud [6], som det vel kunde have fortjent, saa synes det mig inconseqvent, at De med det samme vil gjøre hele Pal: Møllers Salve - til “Ingenting”. Dermed har De maaskee vilde vise Dem upartisk og betegne det Hele som Spøg, men derved gaaer al Spøgens mulige Virkning som Raketskud til Sandhedens Ære forloren [7].
Hvad hiin Skat angaaer, som De sørger over ikke at kunne hæve, og som i enkelte Livs Øieblikke dog synes Dem mere sund og riig, end alle de hævede Skatte af samme Natur, De kjender, saa mener jeg dette er en Følelse af det Uendelige og Evige, enhver poetisk Natur maa føle dybest i sig selv, men det er ikke derfor Individets udelukkende Eiendom - det er hiint Urdavæld [8], der bevarer Universets Liv og hvoraf en ny Jord og Himmel skal udspringe for os Alle. Selv om det kun var et timeligt Ocean, kunde dog ingen poetisk T h o r bringe det videre med dets Udtømmelse end T h o r paa Reisen [til] Jothunheim bragte det med Verdenshavet [9]. Enhver nok saa heldig Production er jo kun en Draabe af hiint Ideern[e]s hav, hvori alle poetiske Verdner hvile.
Og nu frisk Mod baade hvad de indre og ydre Livsskatte anbelanger [10]! Lad ikke Fanden oftere lokke Dem til at lege Bold med andre virkelige Digteres Guldæbler, om der ogsaa er endeel Gruus og andre mindre gehaltrige [11] Stoffer deri som i alt Menneskeværk! og glem ikke i de Livsmomenter, hvori De seer ind i den evige Skjønhedsverden gjennem Individualitetens Seerør [12], at det er den samme der afspeiler sin Herlighed under forskjellige Lysbrydninger i alle Digtersjæle. Dog det veed De igrunden jo ligesaagodt som jeg; men det maa have været lidt taaget i Intelligentsens Hovedsæde, da De skrev hine Ord i Deres sidste Brev, hvori jeg baade maa give Dem Ret og Uret, eftersom man vil udlægge dem; jeg kalder det visselig ikke med noget ondt Navn, som De venlig forudsaae, men jeg troede at see et Feilblik i hiin individuelle Indadseen, hvorved den store udvidende Følelse af det evig Universelle stod Fare for [13] at indsnærpe sig i Enkeltlivets Selvbevidsthed.
Mit dramatiske Digt [14] er sendt til Pressen [15]. Paa at lade det spille gider jeg ikke tænke. Det maatte i saa Fald beskjæres noget[;] dog det lod sig let gjøre, skjøndt det tryktes uforandret; men at underkaste sig en Censur, man underkjender, er mig en Selvmodsigelse, uden Hensyn paa Resultatet. - Hvad De fortalte mig om Meisling [16] var mig glædeligt. Gid jeg snart maa høre et godt Udfald af Rantzau Breitenburgs Indlevering af Ansøgningen [17]. Gud velsigne Dem! Lev vel! Deres

B.S. Ingemann.

Tilføjelse i marginen s.4:] Fru Bügels Uheld [18] gjorde mig ondt hils hende deeltagende fra mig!



Brev nr. 208. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Den 20. Januar 1838.

Kjæreste Ven!

Jeg har i længere Tid ikke været vel, ellers havde De længe havt Brev fra mig. Jeg skylder Dem nemlig en Skrivelse for at sige Dem, hvi [2] jeg ikke efter Løfte har skrevet en Anmeldelse af Deres Bog [3]. Jeg føler, at De maa være misfornøiet herover, og dog troede jeg ikke at kunne handle anderledes. Jeg finder Deres Bog, som sagt, meget smuk og fuld af poetiske Steder og Tanker; men ved nøiere Eftersyn fandt jeg ogsaa Adskilligt, som jeg efter min Samvittighed maatte omtale, og som jeg vidste vilde være Dem ukjært. Jeg troer nemlig, at De har forbigaaet et vigtigt Moment i Spillemandens Liv; De har vel givet os den smukke Begyndelse og Ende deraf, men ikke den egentlige Kamp i Mandomsaarene, hvorved man paa engang seer, at Geniet for Alvor udvikler sig og paa samme Tid stødes tilbage, og dette synes dog at være væsentligt. Dernæst trøster efter min Mening det høiere Liv ikke Spillemanden nok; man bliver ikke engang vis paa, om han virkelig er et Genie; hans Religiøsitet synes snarere en mat Resignation, hvorved han griber Himlen, da han ei kan faae Jorden, der dog endnu synes ham det Bedste. Han staaer ikke over Roes og timelig Udødelighed, men han lider af Sygdom, fordi han ikke vandt dem. Dette, min Ven, er en Overbeviisning, som jeg som ærlig Mand ikke kunde fornegte. Vær De for Resten overbeviist om, at jeg skatter Deres Roman som et Værk, hvori der findes megen Poesie. Peter Vik, Steffen Carreet ere i mine Tanker mesterlige, hvad saa den fine Portion siger om den sidste, ligeledes Barndomshistorien og meget mere; heelt igjennem findes ogsaa glimrende, poetiske Diamanter; dette erkjender jeg i høieste Grad. Dog troede jeg, at en Recension af det Slags, jeg vilde kunne levere, ikke vilde være Dem ganske kjær, og da jeg nødig vil saare Dem, taug jeg heller. Vel Dem, at De har Kraft til at arbeide; jeg har i den sidste Tid været saa indisponeret, at jeg endnu ikke har naaet Midten af den Roman, jeg skriver paa [4].
Ingemann har viist mig et Brev fra Dem, hvori De omtaler Deres Stykke i Studenterforeningen [5]; jeg maatte lee høit paa flere Steder, som jeg fandt meget træffende, og dog beder jeg Dem som Deres sande og vel tillige mere erfarne Ven, vogt Dem for at fornærme dette Parti; De kan komme til at lide derunder i mange Aar, og det hjelper da ikke, om De virkelig præsterer noget Godt, det vil blive miskjendt og skudt til Side.
Tag mig nu ikke dette Brev ilde op, og tro, at jeg nu som stedse er og bliver Deres hengivne og Deres Værd i Sandhed erkjendende Ven.

J.C. H a u c h.



Brev nr. 209. Fra Fredrika Bremer til HCA.[1]  

Stockholm d. 24 Jan. -38.

Man kan inte få en vänligare förebråelse, en behagligare påminnelse än den jag härom dagen genom Hr Marmier, erhöll från Er min bästa Hr Andersen! Ni har skäl att förundra Er öfver att jag icke längesedan besvarat Ert första vänliga och goda bref [2], men jag är viss om att ni skall förstå min ursäkt, - - Jag har haft en stor sorg. En af de Meniskor jag mest älskat på jorden har bäddats i grafven [3]. Sedan har det legat likasom natt öfver min själ. Jag har haft håg och lust till ingenting i verlden. Icke blott hennes död, men hennes rysliga lidande har nedböjt min själ. Hvilka mörka sidor har icke lifvet! Månader ha gått om sen hennes dödsstund, och jag har legat liksom i dvala. Nu kom Er “Spillemand” och väckte upp mig, och så gerna låter jag hans toner föra mig till Er, på det jag må uttala hvad jag så ofta kännt och tänkt i mitt hjerta, - en innerlig tacksägelse för de böcker och bref hvarmed Ni gladt mig! Då jag nu åter läser om Ert första bref, kan jag ej låta bli önska Er en Syster, en syster sådan som min bortgångna Hedda var det för mig. Hon skulle mottaga all Er brusande oro, hon skulle förstå allt som lefver i Er själ, och säga er ord som förde lugn och klarhet dit in. T i d e n är också en god, en lugnande vän, - jag hoppas Ni skall erfara det Hr Andersen. Vid mognande år reder sig verlden (när hjerta och vandel förblifvit rena), och om än blicken är mindre eldig, så är den mera klar. Man finner lättare sin plats i lifvet, man begriper sig och sitt pund och lär att begränsa sig. För denna resignation köper man sig lugn och lycka. Beskrifningen öfver Ert själs-tillstånd, och min egen erfarenhet af lifvet ge mig anledning säga detta. “Hvar och en af oss kan blott uppfatta sin bit af verlden; den måste han se till att få reda på!” sade en gång den goda förträffliga Geijer [4]. Ni ber mig, i mina skrifter gifva mera naturscener, målningar af Sverges egenheter; - se min goda Hr Andersen, jag skulle förfela min “bit” af verlden om jag sökte skildra en sida af lifvet för hvilken det verkliga sinnet felas mig. Det har varit ett misstag all jag någonsin försökt det, och jag har genom egna felsteg [5] blifvit upplyst derom. Denna sida af lifvet är åter i sin hela rikedom öppen för Er. Hafvet och heden, Grottan, skogen, källan blomman, himmelens och jordens skiftande scener röra sig så liffullt i Era målningar, en frisk, upplifvande vind far deröfver; man andas lätt antingen ni för oss in i Grotta Azura eller öfver Jutlands slätter. Och på dessa fällt, i dessa lundar, gruppera sig bilder ur folks och barndomslifvet, forntidsminnen, m. m. med oändlig friskhet och täckhet. Ni vill att jag skall säga Er intrycket som Era böcker gjort på mig. Det vill jag ärligt göra, efter Ni önskar det, och utan allt anspråk att gifva annat än mina intryck. Jag är ju sjelf ännu blott en begynnande, en sökande, som icke ännu rätt funnit sig sjelf. “Spillemanden” kan jag nu icke tala om, ty min Mor har accaparerat sig af den och vill nödvandigt i en fart läsa den till slut; jag åter vill icke längre dröja att skrifva till Er, och uppskjuter derföre till en annan gång att tala med Er om “Spillemanden”. Er O. T. släppte jag ej ur handen till dess jag slutat den. Naturbeskrifningarne, scenerna ur folkslifvet i Danmark gladde mig innerligen, jag tyckte dem förträffliga; mången teckning ur det husliga lifvet roade mig äfven, men karaktererna syntes mig mindre lyckade, och personerna icke interessanta såsom Improvisatorens. Förträfflig i sin sort är dock den industrielle Kammarjunkaren, som visar huru originellt ni uppfattar lifvet; ty Kammarjunkaren i vår tid är verkeligen en helt annan karl än Kammarjunkaren för 50 år tillbaka. Men de flesta romanskrifvare följa icke med tiden, utan röra sig gerna i de länge brukade och nästan utslitna formerna som en gång haft sanning. Mången blick in i småstadslifvets fattigdom är (i er bok) oemotståndligt muntrande; men - borde man ej akta sig att upptaga alltförmycket kända anekdoter? De höra tyckes mig til Anekdot-samlingen och misspryda den ädlare romanen. Er O.T. har en ädel karakter - men med en sådan - huru kan han lefva i frid, när han kan tro att hans enda syster förgås i elände? Hvarföre söker han henne icke oupphörligt, rastlöst? Hvarföre har ni kastat ifrån Er ett så stort medel till interesse och liffull handling, och som låg Er så nära?
Det är bra lätt att tadla, ingenting är lättara, men jeg hade icke gjort dessa anm. om icke Er egen önskan min goda Hr Andersen framkallat dem äfvensom det hjertliga förtroende jag känner för er. Ty jag vore icke sann mot Er om jag ej sade mina mindre goda intryck äfvensom de jag först nämnt. Men dessa sednare (de goda) ha varit så öfvervägande att de låta de andra stå långt tillbaka. Era böcker har alltid verkat högst välgörande på mig, och jag har icke hört någon som icke älskat dem. Jag gläder mig åt att se Svenska scener skildrade af Er hand, men önskade att Ni hade tilfälle göra närmare bekantskap med Sverges nutidsfolk och dess historiska minnen. Jag tror Svenska Nationallynnet [hul i papiret] mycket olika det Danska. Något mera förbehållsamt och [hul i papiret] något som fattar lifvet djupare och som rör sig trögare i lifvets vanliga förhållanden finnes visserligen der. Stilla och dystra lynnen äro vanliga.
Sol-längtan felas icke, men den långa vintern, liksom skrämmar själan bort ur det fria och ljusa, man drar sig tillbaka undan Meniskors blickar; man kännar sig Uggla, och gömmar sig i mörka skogen. En svensk förf. (Ehrnsvärd) [6] har kallat svenskarne: “en kall Nation full af hetsigheter”. Detta har nog sin sanning. Hos männerne isynnerhet, är Hekla-naturen [7] vanlig; lågor döljas djubt under snöhöljet och bryta ofta äfven innom husliga lifvet förödande ut. Kärlek til oafhängighet genomgår alla stånd. Deraf sinnet för Naturen, kärleken til landtlifvet. Man har anmärkt som en egenhet hos Svenskarne att så fort ett ungt par gifter sig, söker det att bosätta sig på landet och der i ostörd ro utveckla sitt famillielif. Hr Andersen med sin egna gåfva för localegenheter, för det egendomliga i Natur och folkslif, borde ä n d t e l i g e n se närmare på hvad Sverge i detta afseende har att erbjuda. Kom och se våra vinter-scener vid Bruken, våra skridskotåg med faklor, våra slädpartier, kom och se våra Grufvor, och den olika karakteren af Sverges provinser! Lappland och Skåne, Småland och Norrland o. s. v. hvilka kontraster hvilka olika scener tillbjuda ej de! Ännu en gång, kom och se! Kom och se Sverges dag och Sverges Nattsida så i Meniskor som i Natur. Talangen föder ju sig icke blott af ingifvelse men af studium. Och en trogen, uppmärksam betraktelse af det verkliga lifvet, o! det finnes ingen medecin så stärkande, ingen lugnare så god som den.
Jag fruktar min bästa Herr Andersen att Ni i dag finner mig allt för mycket rådgifvande; men jag har några år mer än Ni, jag är fruntimmer, och detta må vara min ursäkt. Sedan - känner jag så vänligt för Er, - och djupare än någonsin har jag i sednare tider kännt att det icke kommer an på huru mycket man skrifver men h v a d. Himlahvalfvet har millioner stjernor men blott (för oss) en enda sol, - men den lyser och värmer hela jorden. Af hvad jag här sagt skall Ni lätt dömma att jag sjelf nu icke hastar med någon produktion. Jag söker att fatta mig och lifvet djupare, jag läser, betracktar, skrifver, men ger icke ut något. Jag låter ligga, och vill gerna om möjligt hädanefter gifva mina vänner blott mogen frukt.
Det var mig ett sannt nöje få tala om Er med Herr Marmier. Han sade mig att han (i en tysk tidsskrift tror jag) utgifvit Er Ungdomshistoria [8]. Det gläder mig ty det är en liten god och stärkande bit, af dessa som ingifva förtröstan till försynen, till egen kraft och till medmeniskors godhet. Jag h o p p a s att Era arbeten i c k e bli ö f v e r s a t t a på Svenska. Det är ett stort misstag att öfversätta från så nära beslägtade språk, man förlorar dervid alla de fint nuancerade egenheterna som finnas dels i språket dels i författarns sätt och lynne - ty dessa äro oöfversättliga - och man vinner ingenting som man ej kunde ha det förutan. Hvar f ö r n u f t i g Svensk bör med litet öfning kunna läsa Danska så godt som sitt eget modersmål, och äfvenså bör Dansken kunna läsa svenska. Ni har helsat mig från åtskilliga personer i Danmark; var god framför till dem min tacksamma återhälsning. Måtte jag framdeles allt bättre förtjena att de tänka godt på mig! Min mor och min syster [9] hälsa Er på det vänligaste. Och nu lef väl lef lyckligt min bästa Herr Andersen; G u d  v ä l s i g n e  Er! Ännu en gång hjerteligen tack för all bevisad vänlighet och godhet. Tänk på mig alltid som på Er

vän
Fredrika Bremer.



Brev nr. 210. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 10 Februar 1838.

Tak Deres Moder og Fader for de venlige Linier De tilskrev mig [2]; troe at jeg ret med sønligt Hjerte føler Tabet af den kjære Bedstemoder. Lad os holde paa den smukke Idee om et evigt Liv og da er Sorgen ingen, Glæden derimod uendelig stor. Jeg havde skrevet tidligere, men Posternes unøiagtige Gang bragte mig til at opsætte det; nu synes jeg dog ikke at burde tøve længer. Tante Augusta kunde gjerne have givet mig et Brev; siig hende det! mit Digt “Det har Zombien gjort!”[3] som Jomf. Ryge [4] fremsagde vandt et usædvanligt Bifald. Imidlertid maa jeg fortælle Dem, som eet af de mange characteristiske Træk paa Molbechs Uforskammethed og Smaalighed, at han uden paa Omslaget af Digtet, der havde været til hans Censur, skrev at det nok maatte fremsiges, men Interpunktionen skulde eftersees. Til de Blindes Aftenunderholdning imorgen [5] har jeg skrevet en ret heldig Epilog, desuden et Digt: “Mene, mene tekel ufarsin” [6], der peger hen paa det betydningsfulde, at just det, som er det Vigtigste for tre forskjellige Nationer, Russer, Franskmænd og Engelænder, brænder: Slottet i Petersburg, Theatret i Paris og Børsen i London; dette Digt skal være ret vel lykkedes mig og Instructeur Nielsen [7] havde lært det til Fremsigelse, nu, just Aftenen efter at de paa det Kongelige Theater giver Yelva [8], hvori Russernes Despotie ret fremstilles, forbyder Directionen mit høist uskyldige Digt at fremsiges. Alle, som har læst det finder det borneert af Directionen og rimeligviis er det alene Molbechs Uvillie mod mig, for at intet Digt jeg har skrevet skal gjøre Lykke, der forhindrer Fremsigelsen. Jeg har i Dag, gjennem Adler tilstillet Prinds Christian en Afskrift deraf. Her i Byen er det allerede kommet meget i Omtale, men Flere bede mig for Directionens Skyld, ei strax at lade det trykke med Brevet. Fra Frøken Bræmer har jeg faaet et langt, nydeligt Brev [9], hendes sindssvage Søster Hedda er død, hun er meget sorgfuld. Min Roman “O T” holder hun ei saa meget af, som af Improvisatoren, dog undtager hun “Kammerjunkeren”, som en mesterlig Characteer. Jeg skriver i denne Tid paa et Eventyr: “Lykkens Kaloscher”, ikke for Børn; det kommer, rimeligviis ud med: en rigtig Soldat, Det har Zombien gjort o. f. a. De skal faae Bogen naar den er færdig. Assessor Drevsen ligger farlig syg af Nervefeber; hele Vinteren er der stor Sygdom i Collins Familie. - I April udkommer fra Hauchs Haand en Anmældelse af Kun en Spillemand [10]. Heibergs Stykke, fata morgana [11] er kjedeligt paa Theatret; den sidste Halvdeel af femte Act udramatisk. Iøvrigt er der deilige Ting at læse i Stykket; men noget skjevt er der bestemt i Ideen; jeg forstaaer det ikke. Folk vil nu denne Gang synes saa kloge; det er komiskt at høre de mange Ideer hver veed at lægge i dette Arbeide. Arlequino og Pjero kjede. Fra Rantzau-Breitenburg høres intet, jeg gjør ham derfor ingen Visit. Vil De hilse alle gode Venner og vær De selv saa smuk og god, snart at skrive mig til, jeg trænger til et Epistel fra et godt Hjerte. Hils Deres Fader, Moder, Søstrene, Christian og - maaskee - Tanten.

Deres broderlig sindede
H. C. Andersen

E.S.
Næste Gang et længere Brev; vil De give Ove Thomsen den anden Halvdeel af Brevet; De seer nok hvorfor.



Brev nr. 211. Fra HCA til Frederik Læssøe.[1]  

Kjøbenhavn den 23 Februar 1838.

Kjære Ven!

Naar man er borte fra sine Venner føler man først ret hvor kjære de ere os, saaledes er det gaaet mig med Dem, jeg har længtes og længtes efter at tale med Dem og dog først nu kommer Brevet istand; det er en Særhed hos mig, som jeg selv meest lider ved, thi [ikke] før jeg skriver kan jeg jo først vente et Brev fra Dem (og dette gjør jeg da nu). Det er første Gang jeg skriftligt taler med Dem, og med Pennen i Haanden er jeg et ganske andet Menneske, end Ansigt til Ansigt. Jeg føler en ganske anden Frihed til at udtale mig og enten det nu behager Dem eller ei, maa jeg følge min Natur, og sige Dem, hvad jeg mundtligt ikke vilde sige Dem, at De er mig kjær, uendelig kjær, som en Broder, som en Ven; jeg agter Deres Characteer og seer op til Deres Forstand, ved denne staaer De over mig, der kun i Phantasie og Følelse troer sig Dem overlegen. Gid at vi, om ikke mange Aar i Udlandet maatte mødes [2] og nogle Maaneder leve sammen, jeg tør da troe vi bleve ganske anderledes Venner, end nu, jeg ønsker det, en god Gud maa nu sørge for Arangementet. De har gjennemskuet mig i meget, det er lidt ærgerligt at erkjende det, men hvad min Forfængelighed angaaer, og som i Venskab gjør stor Skade, da staaer jeg vist bedre, end mit Rygte. “Gid De nu vilde lade være igjen at skrive en Roman eller at have givet os een med Gehaltet af de tre!” sagde De engang og det er ganske mine egne Tanker; havde jeg nogen Slags Formue De skulde see et godt Udbytte heraf, nu er jeg tidt nødt til at tænke paa en Green af Brødtræet og derfor give slip paa den af Lauerbærret. Ingen føler maaskee mere end jeg, hvor langt jeg staaer tilbage, ingen kan mere end jeg staae i en større lidende Vished om at efter 50 Aar siger Verden: det vil sige vort lille Land: “Andersen var virkelig en Digter i sin Tid, men herre Gud hvad er det nu!” Slige Tanker gjøre ikke godt i Eensomheden. De kan troe at mit Ideal af en Digter, saaledes, som han skal være det for Tidsalderen er saa stort, om ikke større, end Deres. For Øieblikket har jeg hverken Mod eller Lyst til ret at gjøre noget! min “Dina” [3] kunde jeg jo nok skrive, men jeg indseer den bliver en Efterligning af Victor Hugo. Et Eventyr arbeider jeg paa [4], men er nu kjed af disse Jongleurkunster med Phantasiens Guldæbler. Poesie er der imig, ganske brak kan jeg ikke ligge, og derfor skyder ligesom Græsstraae op, som de kritiske Stude kunne gnave paa. Eet: m e n e, m e n e, t e k e l  u p h a r s i n [5] blev forbudt at fremsiges paa Theatret, der skal være for politisk sige de, her er det:


1.

Sceptret, ikke det paa Thronen,
det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer som Avner,
Veirer bort før Du det veed.

2.

Tvende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.

3.

See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villieløs ved Hersker-Bud.
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og Vorned [6] bygge,
Czaren er en jordisk Gud!

4.

Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser,
Billedet paa jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.

5.

- Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.

6.

Ildens Knittren Øret kjender:
See, den rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakkel,
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.

7.

- Kom, vi seile over Søen,
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see;
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.

8.

Rundtom Mylren og Beregnen;
Som en billedlig Betegnen
Knuuser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man krandset,
Alt Europa om den dandser
Børsen kalder den ved Navn.

9.

Vil for Støv Du Knæet bøie
See det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Tvende Flammer her Du skued;
I en Treklang saae Du lued’
Hver Nations det første.

10.

Føler Du ei, stor og liden,
Poesi der er i Tiden
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:

11.

Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil’ det Største,
Hvad de nævne, som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: “m e n e
M e n e  t e k e l  u p h a r s i n!”
__________

Lad Deres Broder sende Dem “Anastasius Grüns” Gedichte [7], jeg spaaer Dem en Nydelse deraf, som den jeg følte ved første Gang at læse Heyne. Jomfru Granns [8]“Kachucha” [9] er ganske fortryllende, denne Dands er ganske forskjellig fra al anden vi kjende paa Theatret, den minder mig om Romerindernes Saltarello [10]. Jomf: Grann viser en Kraft, saa man troer det er en fyrrig Spanierinde der kan tvinge sin Spaniol; har De seet Raphaels Fornarina [11]? denne physiske Kraft som udtaler sig i dette Billede, uden at blive masiv, viser hun her. I R e v u e  d u   d i x- n e u v i é m e  s i e c l e staaer en smuk Anmældelse af min: Spillemand [12]; i Tydskland er, uden mit Vidende en tydsk Oversættelse [13] udkommet, seer jeg af fremmede Blade; Marmiers L a  v i e  d’ u n  p o e t e, er ret venligt, men han lader mig tale, og hele Sproget ligner aldeles ikke mig og det ender med at jeg er saa lykkelig, saa fyldestgjort! - - Hertz har endt sin Tragedie: Waldemar Atterdag [14]; det er hans Krige, der med stor historisk Nøiagtighed er givet. Heiberg behandler samme Konges huslige Liv [15]; det bliver en Opera hvortil Harttmann sætter Musikken. Fata-Morgana [16] har De vel læst? den er kjedelig at see; de poetiske Steder gaae tabt i det udramatiske Stykke, der er tungt og elendigt udstyret. Ideen selv er mig ikke klar, skjøndt nu hele Byen ansee det for en Skam ikke at begribe dette dybe deri. En anden Gang mere herom. Til Sommerforestillingerne bliver “Kjærlighed paa Nicolaitaarn” [17] trukket frem igjen. Jeg oversætter for Waltz [18], den bekjendte smukke Folkecomedie: “Der Verschwender” [19]. - Liebe [20] skal have det St M a r t i n s k e Stykke: “Kean” [21]. - Men nu er her ikke Plads til mere, nu jeg just var bedst i Gang med at pluddre. Seer De i Roeskilde min O Tske Eva [22], da kys hende fra mig, dog jeg er bange for, hun var for lidt Menneske til at De skulde finde “das Ebenbild”.

af ganske Hjerte
Deres hengivne Ven H.C. Andersen



Brev nr. 212. Fra Frederik Læssøe til HCA.[1]  

Roeskilde d 3die Marts 1838

Kjære Andersen!

Ved min Hjemkomst fra Kjøbenhavn fandt jeg Deres Brev [2] paa mit Bord, der i flere Henseender maatte være mig saa glædeligt. Men i een Henseende var det mig rigtignok piinligt, og det fordi jeg nu første Gang maatte træde skriftligt frem for Dem. Med den gode Forstand, som De behager at tilskrive mig, er det nemlig saa daarligt fat, at jeg meget sjeldent er istand til at udtænke en Tanke tilgavns. I den mundtlige Samtale kan dette nu let oversees, da der ikke kan lægges Mærke til nogen logisk Strenghed, men i Skriften bliver det strax aabenlyst. Og nu er min Forfængelighed saa stor, at dette generer mig meget.
Da det nu imidlertid er uundgaaeligt, at lægge Skrøbeligheden for Dagen, faaer jeg fatte Mod og haabe det Bedste.
At De havde en ganske anden Erkjendelse af Deres Standpunkt, end den, De i Spøg bekjender Dem til, kan ikke undgaae Nogen, der i længere har kjendt Dem; at De er berettiget til at stræbe efter et høit Standpunkt, maa Enhver vide, der har læst Deres Skrifter; men at De netop for Øieblikket staaer paa et mærkeligt afgjørende Vendepunkt, det troer jeg først at have opdaget i Deres Brev.
Digterens Hovedbestemmelse er vel, at udtale for os i Poesiens Sprog det Sk[ab]tes Forhold til Skaberen og til sig selv; saalænge Erkjendelsen af dette Forhold er ringe og dunkel, bliver Digterne Menneskehedens sande Propheter, der udtale, hvad De umiddelbart have givet i Deres Indre; saalænge derfor Philosophien er langt tilbage i sin Udvikling, ere Digterne de eneste, der kunne oplyse os i den vigtigste af alle Erkjendelser. Men alt som Philo[so]phien udvikler sig, blive vore Fordringer større og større; vi forlange, at de ikke alene poetisk skulle udtale Philosophiens vundne Resultater, men anelsesfuld og prophetisk vise den videre Vei. Denne Tilbageskuen og Visen fremad maa nu til enkelte Tider blive i høi Grad vanskelig, og et saadant Tidspunkt er vistnok netop i vor Tid indtruffet.
Den menneskelige Erkjendelse har i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede skudt en gold Green i den saa forgudede Pantheisme og Rationalisme. Denne falske eller dog eensidige Deel af Philosophien er, som altid, fra de Lærde gaaet over til Folkene, og har virkelig nu at glæde sig ved næsten almeen Hyldest. Her er altsaa det Resultat, hvorpaa Nutidens Digtere skulde vise tilbage. Men det bliver dem nu umuligt at gjøre, naar de tillige ere sande prophetiske Digtere, netop fordi Resultatet er falsk eller dog eensidigt. Denne mislige Stilling til den svundne Tid og de vundne Resultater er nu forbunden med en lige saa mislig Stilling med Hensyn til Fremtiden.
Philosophien er netop nu i dette Øieblik ifærd med at gjøre et Kjæmpeskridt. Den lover pludseligt ganske at forsone Christendommen med den fornuftmæssige Erkjendelse eller at lade den blive gjennemskuelig for Fornuften. Skal nu Digterens prophetiske Aand være istand til ikke alene at holde Skridt med Philosophien, men endogsaa gjøre større Kjæmpeskridt end den (og det er jo egenligt dens Bestemmelse) saa maa Digteraanden ogsaa være kjæmpestor.
Dette synes nu rigtignok for os Lægfolk at være en mislig Sag for Digterne. Men det kunde dog være muligt, at Digterne faldt paa at spille Philosophien et Puds og derved vinde Forspring i Væddeløbet. Dette Puds maatte da vel bestaae deri, at Digterne selv tilegnede sig ad den philosophiske Vei de nu netop frembrydende store philosophiske Resultater og med dem forenede Guddomsgaven, den prophetiske Seen i Fremtiden. Og dette troer jeg ogsaa egenligt er det, Nutiden halv ubevidst forlanger af Digterne. Herved løbe de rigtignok Fare for, undertiden at lade Philosophien skinne vel stærkt frem, som Heiberg i sin Fata Morgana. Men den sande Digteraand vil da snart opdage og rette denne Feiltagelse. -
At De nu netop i dette Punkt er enig med mig, det troer jeg at have opdaget i Deres Brev. Thi kun saaledes kan jeg forklare mig Deres Mistvivl og Ulyst til for Øieblikket at tage fat paa noget nyt Digterværk. Jeg kan derfor ikke ønske Dem noget bedre, end at Omstændighederne maatte tillade Dem, at beskjæftige Dem for en kort, kun ganske kort Tid med den nyere tydske Philosophie. De vil have en uendelig Lethed ved at opfatte den; De vil i een Dag kunne gjøre, hvad vi andre gjøre i een Maaned. I.H. Fichte [3] ved det preussiske Rhinuniversitet er Manden, hvis Bekjendtskab det er værdt og let at gjøre. Hans bog “über Gegensatz, Wendepunkt und Ziel heutiger Philosophie” [4] vil i høi Grad interessere Dem.
Naar De nu har læst hele denne lange Historie, da har De vistnok Ret til at sige, at Kyllingen, ja Ægget vil lære Hønen. Dertil vil jeg da først svare, at De maa tage Skade for Hjemgjæld; De kunde have ladet være at rose min Forstand; og dernæst, at jeg ikke har Gnist af poetisk Frembringelsesgave i mig, altsaa ikke er af samme Art som De, og ikke kan være hverken Æg eller Kylling, naar De er Høne. Derimod kunde jeg gjerne være Muus, naar De er Elephant, og det er da ikke umuligt, at Elephanten kunde lære Noget ved at høre Musens Piben, eller idetmindste i et enkelt Punkt klare sin egen Bevidsthed ved at høre den. Smaa Aarsager have ofte store Virkninger. -
Deres fra Theatret fordømte Digt [5] er meget smukt og yderst interessant ved en mærkelig Opfattelse af sammenstødende Begivenhed[er.] Det er snurrigt, at man har Lov til at fremføre alle Facta der bevis[e] [Bar]bariet, men aldrig til at udtale Resultatet. I dette Digt har De net[op] beviist Deres philosophiske Retning, der maa blive Dem meer og meer nødvendig. De har her opfattet tilsyneladende adskilte og tilfældige Begivenheder samlede og viist deres dybere Betydning for Anelsen.

Føler Du ei, stor og liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer.

Her er virkelig philosophisk Poesie som Resultat af det hele Digt. -
Jeg haaber og venter nu hver Dag at høre fra Dem igjen; og jeg er overbeviist om, at De altid vil erindre, at De er den frembringende, og jeg kun den opfattende, saa at De ikke ophører at skrive, hvor liden Tilfredsstillelse De end finder ved mine Breve, der aldrig skulle gjælde for Andet end en Forsikkring om den Glæde, hvormed jeg modtager Deres.
En stor Gunst vilde det være af Skjæbnen, om den engang i Udlandet bragte mig sammen med Dem [6]. Det vilde være uendelig Gevinst for Prosaikeren, at see de mangfoldige Indtryk, en Reise maa give, opfattede livsfrisk af den poetiske Aand. - I Haab om, at De snart glæder mig med et Brev, der for mig er en Gjenstand af høieste Interesse i dette Siberien, forbliver jeg

Deres stedse hengivne
F: Læssøe

[Udskrift:]
S.T.
Herr H.C. Andersen
Kjøbenhavn
Nyhavn, Charlottenborg Side No 280.
fr.



Brev nr. 213. Fra Fredrika Bremer til HCA.[1]  

Stockholm d. 15 Mars 1838.

Jag har slutat Spillemanden, och sörjer riktigt deröfver, ty något som gjort mig större nöje, har jag [ej] på år läst. Af mitt hela hjerta, och hela min själ tackar jag Er min bästa Herr Anderson för denna bok! äfven min Mors tacksägelse får jag framföra och min syster Agathes. Hon har mycket rest, mycket sett, och äger en sällsynt fin och säker smak. Hon gläder sig innerligen med mig åt Er talang - särdeles sådan den framträtt i Spillemanden - hvilken bok låtit henne vaka långt inpå natten - och vi kunna ej nog för hvarandra prisa, originaliteten af er uppfattning af lifvets föremål, samt den sanning, den trohet, det lif med hvilken allt är återgifvit. Lefve “Spillemanden” Hr Andersen; Hurra for Spillemanden! Inte ett blad, icke en sida önskade man annorlunda. Denna “Spillemand” har Er goda Engel spelat in i Er själ. Den är en herrlig bild ur det verkliga lifvet, som skall upplifva Meniskornas själar hvarthän den kommer bland alla folk och alla klasser. Ni får icke vara missmodig Hr Anderson, eller missnöjd med Er ställning, Era förhållanden; nej, i sanning Ni får icke! Nöjd måste Ni vara, tacksam för Gifvaren som låtit Naturen så dofta för Er, att dess upplifvande doft andas ur Era böcker, som öpnat för Er Barndomens tjusande verld, och Meniskans mångsidiga, gåtfulla sinne, så att man vid era teckningar måste utropa: “så är det!” eller att en tår mer talande än ordet, fyller läsarens öga, och att man sörjer öfver Anunziata, öfver Christian, såsom vore de våra egna kära vänner; - nöjd och tacksam måste ni vara öfver att konstnären i Er själ äfven under missgynnande yttre omständigheter, fått så skönt utveckla sig, till Era medmeniskors glädje. Att kunna göra godt åt Mskohjertan, att kunna glädja dem, att äfven efter sin död kunna gå som en lifvande vårvind genom jordiska lifvet - finnes väl en ädlare, en skönare lott?!
Herr Marmier har ur ett bref från Er till honom [2], medelat mig ett stycke som rörer mig - i ordets dubbla bemärkelse. Huru skall jag svara på så mycken godhet, så mycken vänlighet? Bästa Herr Anderson! framför till Fröken Wolf min innerliga tacksägelse för hennes godhet för mig [3]! Huru gerna ville jag ej sjelf munteligen tacka henne derför! Och jag hoppas det kan ske, om hon i sommar kommer till Stockholm, ty mitt Familiegods (Å r s t a,) på hvilket jag i sommar kommer att vistas är blott beläget tre mil från staden. Danmark får jag väl ej tänka på att så snart besöka, men en gång, o ja, en gång hoppas jag få komma till landet med de svala Bokskogarne, med det goda och vänliga folket, till landet som Era målningar gjort för mig så liffullt, så lockande, till landet hvars litteratur verkat så välgörande på min och mina landsmäns bildning!
I Er Spillemand läste jag med stor njutning en scen som var mig oförgätlig sen en afton på Ångbåten då Ni gaf mig en hastig skizze af den.*) Hvilken förunderlig och mägtig Allchemist är konsten! Ur lifvets mest ohygliga händelser, ur ämnen råa och fula, som i verkligheten blott väcka vår afsky, samlar han vid sin luttrande eld, det renaste Guld, och vi förtjusas af hvad som eljest hade låtit oss fasa. Ännu en gång innerlig tack! Och måtte många skapelser fulländade som Spillemanden utgå af Er hand! Ingen skall varmare glädja sig öfver dem, ingen lifligare önska Er lycka än Er

sande Veninde
Fredrika Bremer.

*) den mellan Steffen Kareet och matrosen.



Brev nr. 214. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 1ste April 1838

Imorgen er det min Fødselsdag, jeg har en Anelse om, at jeg da faaer Brev fra Dem, det vil sige, dersom Posterne gaae, som de skulde; imidlertid vil jeg alt begynde paa mit, sladdre med Dem den sidste Aften i dette Leveaar. Hvad bragte vel det mig? Fuldendelsen af: Kun en Spillemand, en smuk kort Reise til Stockholm hvor jeg lærte at kjende Grannernes Forfatterinde [2]! og endelig - et Kornmo’en [3] eller hvad jeg skal kalde det, som De vil see udtalt i et af Kapitelerne af mit nyeste Digt: Lykkens Kalosker [4]. - Hvad mon det nye Leveaar bringer? Jeg glæder mig ikke, jeg frygter ikke heller! Kun at jeg maa skabe en Digtning, der kan leve, leve naar jeg er Jord - eller Sjæl. O, jeg fortæres af Ærgjerrighed; ja, det er det rette Navn! - Frøken Bremer i Stockholm skrev mig forrige Uge til [5], De veed hun elsker Improvisatoren, men sætter O T meget under den; nu har hun læst Spillemanden og er henrykt. Fru Læssøe siger om hendes Brev, at det er det skjønneste Brev hun kjender; mig er det næsten for stærk en Duft; hun kalder min sidste Roman fuldendt: “ikke en Side, ikke et Blad, ønskede jeg anderledes, ”siger hun og priser mig lykkelig, der har den Lod “selv efter Døden som en oplivende Vaarvind at dufte i Menneskenes Hjerte”! O var det sandt! men jeg tør ikke troe det! Hvorfor skulde Gud have givet mig saa meget! Da er jeg utaknemlig mod ham, ikke god og uskyldig nok! De veed ikke hvilken Kamp der er i min Sjæl, tidt endnu mistvivler jeg om alle mine Kræfter, synes Intet at have gjort eller kan gjøre, andre Tider seer jeg mit Navn mellem de levende Navne; o dette Sidste er vist Selvskuffelse [6]; som altid mit Hjertes bedste Følelse har været det. I disse Dage er her udkommet et Slags Penning Magasin, under Tittel: Nyt Magazin for Natur og Menneskekundskab, Hempel kan skaffe Dem det for fire Skilling, naar De beder ham derom, hvert Nummer har en berømt Person og tænk i det sidste, staaer jeg og mit Portræt [7] [indsæt G. Lorenzens stik] følger med for de samme 4 Skilling, Portrættet er efter Jensens, men saa skrækkeligt slet, at det er en Gru, jeg er et Uhyre, alligevel morer det mig, at jeg er i et Folkeblad, og altsaa dog lidt populair. Bed Hempel om at skaffe Dem det Nummer hvormed mit Portræt følger for 4 Skilling. Min Værtinde [8] har det paa sin Væg, og Tjenestepigen i sin Kuffert. I samme Blad skal findes Portraitter af Tordenskjold, Øehlenschlæger, og flere høie Personer. Imorgen aabnes Udstillingen [9]; mit Portrait efter Jensen skal være der, det skulde De see, det er een af denne Mesters bedste Arbeider. Med min Sundhed er det ikke ret; jeg er saa febril; mine Nerver angrebne, jeg uhyre afkræftet; nu bruger jeg en voldsom Kuur, nemlig russiske Dampbade [10]! Mine Venner, som jo “kjende mig saa godt”, hvilket er mere, end jeg selv gjør, sige at min Sygdom er Indbildning; i det mindste bliver mig denne Indbildning en pinlig Syge.

Kjøbenhavn den 3 April 1838.

Nei, der kom intet Brev igaar, Posten blev borte, dette Epistel skulde altsaa først afsted paa Løverdag; i dette Øieblik, 3½ paa Eftermiddagen kommer jeg hjem og finder Deres Pakke med den nydelige Tavle, saa maa jeg strax skrive, at Brevet kan endnu i Dag gaae af, men kun en halv Time har jeg Tid, altsaa jager jeg lidt i Gallop! Tak, uendelig Tak for Brevet og hvad der fulgte, men det er for meget, altfor meget, jeg kan ikke vise mig taknemlig, som jeg gjerne vilde. Igaar var jeg til Middag hos Fru Bügel, som ret festligt havde arangeret en Middag, hvor hun lod sig med sit brækkede Been bære til Bords, Kaffe og Aften havde jeg hos Collins. Fru Bügel forærede mig 12 Lommetørklæder, 6 Alen Klæde af invesible [11] Farve og en Guldbrystnaal med en lænket, vild Hest. Louise et Par Kontorkopper, Ingeborg Drevsen The og en smuk Glas Thekasse, Fru Lessøe en strikket Kravatte [12] med Atlask, Jette Collin, to Dunke Sennep, Ørsted Bøger & & (Jette Wulff Løfte om et Oliemaleri i denne Maaned). Udstillingen begynder først imorgen men jeg var af Professorerne indladt igaar, der ere herlige Ting især af Rørby, Malerier af Græske og Tyrkiske Scener [13]. Af Portrætter, (det kan De gjerne fortælle Thomsen, dersom det kan interessere for Avisen) ere der Lindgreen, Skuespilleren [14], Dandserinden Jomfru Grahn [15], Skuespillerinden Mad. Larcher [16], Digteren H. C. Andersen. Af Professor Lund [17] er et meget stort Malerie bestemt til første Kavaleer-Gemak paa Christiansborg og forestiller Solens Tilbedelse. Af Jensens [18] Blomsterstykker er især eet deiligt, en hvid Rosenkrands der er lagt paa et sort Flors Slør. Af Kyckler [19] tre yndige, romerske Smaapiger ved en Brønd, den ældre lærer de to yngere at bede Rosenkrandsen. Eddeliens [20] og Müllers [21] Fremstillinger af David som opmuntrer Saul ved sit Harpespil ere høist interessante. Af Byesbarnet Benzon [22] findes fire Stykker, meest behager mig af ham: en gammel Soldat. Gertner [23] har givet: Nogle Børn i Nærheden af Vedbæk ved Solens Nedgang; kun den øverste Halvdel af dem er i Solskinnet og det er høist efektfuldt. Af Constantin Hansen er det deilige Stykke: Vestatemplet i Rom [24]. - Dog jeg fortæller for meget om Udstillingen, nu en anden Historie. Hertss: Flugten til Sprogø [25] bliver opført paa Fredag, der er malet det Indre af Gaarden paa Sprogø, og Gulvet bliver ved et Teppe, hvorunder er Stilladser, givet Ujævnheder, saa at det forestiller Sneebunker. I Dag have vi Sommersol, der er saa livligt i Nyhavn hvor jeg boer, 50 Matroser gaae paa Isen og save den op, de store Iismasser skuppes ved Stænger bort. Det er et eget Skue. Hele Vinteren laae Skibene i Havnen døde og forladte, lænkede med Jernkjæder til Pælene, som Liig laae de i Maaneskinnet, nu tjæres og takles de, Skindøden er forbi, de flyve ud til fremmede Lande, og jeg sidder endnu bag de samme Vinduer og seer ud - at de ere borte. Til Breitenburg kommer jeg ikke. Rantzau er beordret at blive paa Fredriksberg [26] i Sommer. Han har talt til Kongen om mig, skal særdeles have roest mig og egenhændig skrevet en Ansøgning! nu faaer jeg besøge ham. Manden har viist Villie, men jeg venter intet Resultat, eftersom det er over 14 Dage siden og Collin endnu intet har seet derom i Finantserne. Idag spørger Collin, Ministeren Moltke om han intet har hørt. Tak Deres Fader for Graabrødre Kirke [27] (uden om Tavlen). Hils ham og den kjære Moder, alle Søstrene og Tanten med “den gode Villie”. - Glæder hun mig snart, da er jeg et godt tilgivende Gemyt og hun skal faae et langt Epistel. Nu maa jeg sige stop! Collins venter mig med Maden. Imorgen skal jeg staae Fader til Eduards lille Datter Mimi [28], Det er et deiligt Barn. Hils Alle, som bryde sig om min Hilsen.

Tak for alt godt!
Broderen.

i største Hast!



Brev nr. 215. Fra Frederik Løssøe til HCA.[1]  

Roeskilde lste April 1838.

Kjære Andersen!

Imorgen er det den 2den April. Jeg gratulerer paa det Allerbedste Alverden og fornemmeligen [2] vort lille Danmark i Anledning af Deres Genies Fødselsdag. Den Eneste, jeg undtager fra Gratulationen er Dem selv; thi medens alle vi andre have vundet, har De kun tabt ved, med Deres uendeligt zarte Levned, at være udsat for vor Jammerdals afskyelige Klimat. De maa trøste Dem med, at der maaskee efter dette Liv er forundt Dem en langt varigere og herligere Existents end os Andre, idetmindste i den første Suite af Liv. Mennesket skal, som enhver Organisme, fuldbyrde sin Bestemmelse, udvikle Alt, hvad der er givet i det Indre, førend det døer den virkelige Død[,] førend det ophører at høre til den samme Art af Organismer. I dette Liv kan Mennesket aldrig faae udviklet Alt hvad det gjemmer i sit Indre; naar altsaa Sjælen bortkaster det jordiske Legeme, virker den strax i et høiere Legeme, hvortil vi her maaskee allerede have Elementerne, og udvikler sig saaledes i flere paa hinanden følgende Liv, indtil den “har hævet den aandelige Skat, den allerede her føler nedsjunken i sig.” Jo større denne Skat er, og jo mere vi her have beredet os Løfteredskaberne, desto herligere vil det tilkommende Liv gestalte sig. De har faaet en uendelig stor Skat givet, og De har allerede Øie for den og Lyst til at hæve den; Deres næste Liv maa blive herligt; og til det gratulerer jeg Dem. - Saadanne Smaastykker af halvfordøiede, halvgjennemtænkte Verdensanskuelser, udtrykte i et knudret, utydeligt Sprog, kan jeg nu opvarte med i stor Mængde; men De ere desværre kun til ringe Opbyggelse for Eiermanden og til slet ingen for Andre. Det er overhovedet en vanskelig Sag at correspondere med Dem: Deres Breve ere smaa Digterværker; det sidste Brev, jeg fik fra Dem [3] kunde trykkes og vilde læses af Alverden med Interesse.
De gode Digtere føle paa Tingene umiddelbart den rette Sammenhæng, medens vi andre maa studere vor Levetid og endda kun bringe det til i haarde Ord at sammenstykke, hvad Digterne alt længe har fortalt skjønt og almenforstaaeligt.

d. 8de April.

Skammelige Skjødeløshed! vil De sige. Og for en Deel har De Ret. Men: “den Prosit, som etc.” - Netop da jeg vilde fuldende Brevet, maatte jeg i Krigstjeneste, styrtede med min Hest og slog mig lidt, saa at jeg blev ærgerlig, og ikke kunde beqvemme mig til at skrive. 3 Dage vare imidlertid tilstrækkelige til paa det Fuldkomneste at restituere mig, og at jeg ikke da afsendte Gratulationen, deri ligger Skjødesløsheden. -
Deres smukke erotiske Digt [4] har rigtignok forbauset mig, forsaavidt som det skal være historiskt. Dersom det ikke har været et Tilfælde, omtrent af samme Betydenhed [5] som Deres mange svære Sygdomme, saa kan De skjule Deres Følelser. Jeg har ikke havt mindste Anelse derom.
Usselt, elendigt er det, at vi endnu ikke ere komne saa vidt, at vi give vor Nations første Aander ikke Løn ikke Pension men Tribut. Det er den aabenbareste Uretfærdighed, der rigtignok er saa gammel som Verden, men dog nok eengang vil brændemærke vor Tid som barbarisk. Vor lille Nation, der kan sætte sin Hæder i at være oplyst, burde fremfor alle være klog heri. At den ikke er det, er den selv til ubodelig Skade.
Naar De vil glæde mig med et Brev, gjør De mig en Festdag. Jeg tør ikke plage Dem derom, da jeg erkjender min fuldkomne Uformuenhed i at gjøre Gjengjæld. Det skriftlige Ord er mindst af Alt mit Vaaben. Jeg er kun receptiv, ikke produktiv, men at jeg skal recipere Deres Breve godt og forarbeide dem i mit Indre til min kraftigste Aandsføde, kan De være forvisset om. -
(Styrtningshistorien, der var i høi Grad ubetydelig, og kun har fundet sin Vei her som Undskyldning, maa De ikke fortælle Noget om hjemme.) Jeg gjentager Lykønskningerne og haaber, at Deres næste Aar frembringer Deres største Værk. Stedse Deres hengivneste F

L æ s s ø e

[Udskrift:]
S.T.
Herr H.C. A n d e r s e n
K j ø b e n h a v n
Nyhavn, Charlottenborg Side
No 280. -
fr.



Brev nr. 216. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Odense d: 23de April [1838]

Da jeg modtog Deres sidste venlige Linier [2] gode Andersen! følte jeg Trang til strax at besvare dem; men opsatte det dog af flere Grunde, det skulde man egentlig aldrig gjøre, der indtræffer da somoftest Forhindringer naar man længere hen vil udføre sit Forsæt, og disse Forhindringer gjøre en ærgerlige eller sløve. Jeg har ofte tænkt paa Dem siden Deres sidste Brev, ja næsten ængstet mig lidt fordi De jo dengang ikke var vel. At Deres Ildebefindende skulde være Indbildning som De siger det beskyldes for troer jeg ikke, jeg anseer Dem ikke for meget nervestærk, og nærvesvage Mennesker føle sig jo ofte i høj Grad angrebne uden egentlig at kunne sige hvad de fattes. Viser Folk en Deeltagelse og Omhu troer jeg at man gjør Alt for at vise sig ret stærk, (idetmindste er det Tilfældet med mig); men ville de ignorere vor Svaghed, hvorved jo Mange troe at helbrede den, saa bliver jeg f. Ex. mismodig og klynkende! Deres russiske Dampbade har jeg en Angst for; men det maa Deres Læge vel forstaae. Dog De er maaskee rask igjen, og hjertelig kjed af al min Sygesnak. - Det var smukt af Dem at De tilskrev mig den Aften inden De havde modtaget mit Brev og jeg takker Dem ret derfor! - Hvor kan dog De have den Følelse, at De endnu intet skulde have udrettet i Deres Konst, og dog hvem der stræber efter det Højeste maa vel undertiden mangle Tillid til sin Kraft, selv Christus forsagede jo eengang nær Maalet. Konsten forekommer mig som noget højt og helligt derfor tør jeg nok nevne ham og Dem i et Aandedræt! De ønsker at De turde tro hvad Fr Bræmer siger om Deres Konst, om Deres Arbeider, jeg forstaar jo ikke at bedømme om hun har Ret; men jeg synes jeg kan føle at hun maa have det. ”Saa er jeg ikke taknemmelig mod Gud ikke god og uskyldig nok!” siger De. Herre Gud, Smaasvagheder og Egenheder have vi jo Alle og hvem der selv har Følelsen deraf er dog sikkert et godt Menneske det er idetmindste min Trøst naar jeg har feilet. - Bladet med Deres Portrait har Hempel lovet at skaffe, men det varer noget længe, skjøndt han anden Gang er bleven mindet om at forskrive det. - Kalkar der er et af de opmærksomste og tienstvilligste Mennesker jeg kjender, bragte mig forleden: ”Die Harfe der Scalden!” [3], som De vel selv har seet, den var ikke heelt opskaaren, men jeg fik dog den korte Biographi og de fleste af Digtene læst, der jo ere tagne deels af Phantasier og Skizzer deels af Skyggebillederne, det forekommer mig som om: Den fremmede Fugl og: Hvile paa Heden ere bedst lykkedes. - Naar Tydskeren siger at Deres Navn har en god Klang i hans Fædreneland tror jeg at han efter sin Aand og i sit Sprog har villet sætte det lige saa højt som Franskmanden Marmier og den svenske Forfatterinde i deres mere poetiske Stiil. Hvis vi sees til Sommer faar jeg jo Lov til at kigge i Fr. Bræmers Breve, det vil ret interessere mig. - Hvor der har været mange deilige Ting paa Udstillingen, tak fordi De fortalte mig derom jeg vilde have givet ret meget til at jeg kunde have besøgt den et Par Gange; men det vil vel neppe nogensinde falde i min Lod maaskee engang naar min Begeistring er lige saa uddød for Konsten, som for de fleste andre Ting. Tilhører det Portrait Jensen har malt af Dem Fr Bügel? det forekommer mig som om jeg engang har hørt det sige. De staae da endnu ret højt i hendes Gunst siden hun saa nydeligt erindrede deres Fødselsdag, jeg kan godt lide Konen for den Idee med Brystnaalen. Deres Skilvagt som Skuespiller Benzon fremsagde her [4], gjorde megen Lykke, han har en smuk, dyb Stemme og har sikkert forstaaet hvad han sagde. Abrahamson [5] skal inde hos Thomsens have instrueret Jfr Andersen i Dronning Christines Rolle [6] siger man, og jeg tror at det er sandt. Thomsens gjøre sig ellers meget latterlige ved deres overdrevne Enthousiasme for Jfr A- Mad. T- [7] kjørte med alle Skuespillerne til Nyborg for at følge hende [8], og nu da Selskabet er i Frederits [9] er hun for anden Gang reist derned fra sine Børn og sit Huus for at besøge den lille Henriette som hun kalder hende, og see hende spille, er det ikke naragtigt. T.- vil jeg nu slet ikke tale om, han glemmer Alt for Jfr A-. Gud veed om det lykkes dem, og hendes øvrige Beundrere at sætte hendes Debut igjennem paa det kongelige Theater. Anlæg har hun vistnok meget; men en styg Tale- og Syngestemme. - Herzes ”Flugt til Sprogøe” gjorde da ingen Lykke, det var ogsaa en Idee greben i Flugten; imidlertid bliver da Theaterdirectionen hængende ved de ny Decorationer, medens Stykket formodentligt om kort Tid bliver henlagt. - Der er en ikke glad Tone i Deres sidste Brev, som har bedrøvet mig, jeg længes nu meget efter Deres Bog [10], gid den maa vise mig at De ikke er alt for tungsindig stemt, og dog gjør det mig ikke saa ondt, som naar De fortæller mig: ”at der er en evig Kamp i Deres Sjel, at De fortæres af Ærgjerrighed!” Hvorfor vil De give den sande Konstners Tørst efter Udødelighed dette slemme afskrækkende Navn? Den virkelig ærgjerrige er i mine Tanker et meget ulykkeligt men ogsaa skrækkeligt Menneske, fordi den højeste Grad af Egoisme er ham egen, Alt om ham maa tjene og smigre hans Lidenskab ellers har det intet Værd i hans Øjne, hvem der ikke hylder ham er hans Fiende; hans Lidenskab der snart bliver en fix Idee tilintetgjør enhver af hans bedre Følelser. Gjenstanden for hans Kjærlighed er ham ikke et Væsen hvis Lykke han vil skabe og derved selv være lykkelig, det smigrer hans Egenkjærlighed at vise Verden hvor ganske hun hænger ved ham, hvor afhængig hendes Lykke og Tilfredshed er af hans Smiil eller mørke Mine. Kjærtegner han et Barn er det ikke fordi han har Følelse for det; men fordi han vil vinde dets Forældre der kunne være ham til Nytte. Hans Stolthed der i Begyndelsen ledsagede Ærgjerrigheden er borte, naar han ved et lavt Smigeri eller en krybende Opførsel kan stige nogle Trin opad. Halvdelen af hans Medborgere misunde, den anden Halvdeel ringeagter ham. Ingen holder af ham, hans Venner forlade ham efterhaanden, og i sin Dødstund har han ikke et trofast Hjerte at hvile sit Hoved til, og kun en leiet Haand tillukker hans Øjne. Nej De fortæres ikke af Ærgjerrighed kjære Andersen! De ønsker kun at udtale for Verden hvad der boer i Deres Indre, at erkjendes af den! Den Ærgjerrige vil kun frygtes og beundres! De ønsker, for at bruge Fr Bræmers Ord i Livet som efter Døden at “dufte som en oplivende Vaarvind i Menneskenes Hjerte”. Det maa jo være en mild kjærlighedsfuld Følelse der indgiver Dem dette Ønske, Deres Aands Stræben gaar ud paa til Fuldkommenhed at udvikle de store Evner Gud har nedlagt hos Dem for derved at vise ham Deres Taknemmelighed. De vil aldrig kunne nedværdige Dem til at krybe for de Store husk paa hvor længe De betænkte Dem paa blot at gjøre Ranzau Breitenburg en Visit. De har ikke stødt Deres Venner fra Dem, vi holde jo Alle saa oprigtigt af Dem. Nei De fortæres ikke af Ærgjerrighed! Naar alle Deres andre Venner bilde sig ind at kjende Dem bedre end De selv gjør hvorfor maa jeg da ikke ogsaa have Lov dertil? Vær ikke vred paa mig om jeg har udtalt mig for frit, tilgiv mig det, og vær god imod mig, det har jeg før været mod Dem. –
Den 18 April bliver der jo givet et Skuespil for Damer i Studenterforeningen [11], var det det De engang skrev mig om at De arbeidede paa? Spillede De selv med? Idag er det Foraar i Odense, skinner Solen lige saa varmt i Kjøbenhavn, længes De vist efter at flyve ud jeg vilde ret inderlig ønske Dem det; til Breitenburg bliver det jo ikke? Grev Ranzau har vel for Øjeblikket intet kunnet udvirke for Dem ellers havde vi dog vist hørt lidt derom; men saa har han jo dog gjort hvad han kunde, kan maaskee en anden Gang være hældigere, og De har ikke den bittre Følelse at have taget Feil af Manden. - Nyt er her intet uden Dødsfald. At Karen Knudsen endelig har udstridt [12] har De vel seet af Thomsens Avis. - Kaja Plum har været meget svag i Vinter og er det endnu. Kammerraad Bekker er nu kommen sig efter sin Brystbetændelse. Ida Hansen har De vel talt med i Hovedstaden, hun er der med Fr S- [13] fra Broholm, saa De kan have den Fornøjelse at hilse paa dem Begge. Nu er jeg nok slem? Den 4de Mai reiser Caroline med Deligencen hjem, maaskee vi da hører lidt fra Dem. - Paaskeferierne have angrebne mig, som De vel nok kan høre paa den matte Tone i mit Brev. Gusta var i Balslev hos Selchiers [14]. Tante Ida her ude og syg[!] nu ligger hun i Hjemmet af Nervefeber. - Tante Au har holdt Auction [15] og været paa Landet derfor har hun ikke skrevet, hun er for endeel undskyldt; men en anden Gang lover jeg intet paa hendes Vegne. Vil De ikke nok sende indlagte Linier til Fr L- [16] jeg betænkte mig et Øjeblik paa hvem jeg skulde bebyrde med at besørge et Brev Dem eller hende, Udfaldet af min Betænkning blev som De seer til Fordeel for hende. Lev nu vel min gode Broder Andersen, glem ikke

Deres søsterlige
Henriette H.-

[I marginen:] Det er jo en Fornøjelse med den lille Guddatter blive Fr Drewsens Børn ikke jaloux paa den lille Cousine. Hvad siger Viggo ja han er vel saa stor nu at han snarere bliver skinsyg paa Oncle Andersen, naar denne stikker ham ud hos Cousinen. – Levvel! – Mange hjertelige Hilsener fra Alle.



Brev nr. 217. Fra P.D.A. Atterbom til HCA.[1]   Upsala den 6 Maj 1838.

Hjertligt högaktade, dyrbare V ä n! Så vågar jag kalla Dem, ehuru vi ännu ej lekamligen hafva sett hvarandras anleten; men i de lyckliga stunder, då en poesi-älskande väninna föreläste mig Deras “deilige” “I m p r o v i s a t o r”, knöts emellan oss ett sympathiskt band, hvilket sedan, på ett för mig lika öfverraskande som angenämt vis bekräftades genom gåfvan af A g n e t e  o g  H a v m a n d e n och särskildt genom det lilla bref, som på dess perm så varmt tolkade Deres för mig gynnsamma tänkesätt. Det vänskabsfulla af detta tankesätt yttrade sig der äfven i den billiga önskan, att erhålla ett par ord til svar; och jag kan sannerligen ej begripa, huru jag kunnat låta (hardt nära) et helt år förflyta, innan jag uppfyllt den. Kan likväl d e t i någon mån lända mig til ursäkt, att detta år til större delen - åtminstone de sednare månaderne deraf - varit af de obehagligsta och mest nedstämmande i min lefnad, så vill jag nämna detta; men beder Dem tillika vara öfvertygad, att jag alltid, så länge andan ännu i mig är qvar, skall förblifva lika oförtruten i kampen mot mitt öde, som trofast i min tillgifvenhet för Dem och i min tack för alla de ljud från en bättra verld, med hvilka De och andra ädla skalder - liksom fordom David hos Saul - åtminstone tidt befriat mig från de onda andarnes sällskab. Af den unge, älskvärde, med både Danmarks och Sveriges litteratur bekante Fransmannen M a r m i e r, som lifligt interesserar sig för Dem, har jag hört förtäljas Deras märkvärdiga biographi, och vet altså, att äfven D e haft mångfaldiga svårigheter och bekymmer att genomkämpa. Dock synes det, som befunne De Dem åtminstone n u i en för utbildningen af Deras herrliga snillegåfvor förmånlig ställning; en ställning, der välvilja, aktning, uppmuntran komma Dem till mötes. En sådan ställning har icke blifvit m i g beskärd - och jag har, numera, ingen utsigt, att den blifver det någonsin. Den snödaste orättvisa å ena sidan, den kallasta likgiltighet å den andra, och - genom båda - i ordets fullständigaste bemärkelse s k a m  t i l  t a c k: se der den luftkrets, i hvilken min sångmö andas, och der hon långsamt inandas döden.
Undra derföre ej, om m i n a poetiska barn likna blommor, som dels äro frostbitna, dels ock kanske mera artificiella än naturliga! Konstnären må äga i n o m sig hvilken himmelsk gnista som helst, så behöfver han dock u t i f r å n någon j o r d m å n, någon solvärma. Och när man uppnått sitt fyrtiåttonde år, utan att ännu dessa nödvändiga villkor infunnit sig, så må det vara förlåtligt, om man stundom känner sig mätt på försöken att icke dessmindre så och plantera.
Dock - det var ej min mening att beklaga mig; blott att anföra något, som kunde göra min långa tystnad mera begriplig. Hvad jag deremot borde utförligt skildra, är den glädje, den öförgätliga njutning, som I m p r o v i s a t o r e n, föreläst i en krets af lika sinnade vänner, gifvit mig och oss alla. Den är både den m e s t  s a n n a och m e s t  p o e t i s k a resebeskrifning öfver Italien, som jag känner. Skulle jag drista anmärka någonting, som liknade klander, så vore det, att sjelfva h j e l t e n är något för litet i t a l i e n a r e, eller något för mycket nordbo. Eljest utgör det (bland mycket annat) i denna roman det förträffliga, att det i sjelfva det (så ofta misskända) italienska folklynnet g o d a och g o d s i n t a blifvit med trohet, värma, naivetet uppfattadt och måladt. Framställningen af seder och natur har öfverallt en stor, skär, harmonisk sanning. S å n g a r i n n a n s charakter och lott är tragiskt gripande. Skildringen af A z u r g r o t t a n [2], som under m i t t besök på Capri (der jag tillbragte ett par dagar) ännu ej var upptäckt [3], är en af de mest förtrollande, jag någonsin varit med om att betrakta. Mycket vore om denne i så mången hänsigt utmärkta roman att tillägga; men jag hinner ej denna gång.
A g n e t e  o g  H a v m a n d e n är en djup och rörande dramatisering af den gamla välbekanta Folkvisan. Sjelfva företalet ger ett poetisk intryck. Nu slutar jag med, att för egen räkning upprepa Deras vänliga ord: “skjænk mig den Glæde, at skrive mig et lille Brev til!” Jag lofvar heligt, att nästa gång besvara det skyndsammare.

Evigt Deras tillgifnaste
A t t e r b o m.



Brev nr. 218. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 5 Juni 1838.

Tak for det lille Epistel [2] jeg fik igaar; det havde en saa poetisk Duft at det gjorte mig godt, som et smukt lille Digt. Igaar var jeg hos Kongen [3] for at takke ham, han har tilstaaet mig aarligt det samme som Hertz [4] og Højen [5] have, nemlig 200 Species. Nu har jeg dog et lille Brødtræ i min Digterhave, behøver ikke at synge for hver Mands Dør for at faae en Brød-Krumme! jeg er ret taknemlig og glad i Hjertet og veed at De og Deres Kone deler mit Held med mig! Tak fordi De tilskyndede mig til dette dristige Forsøg. I F o r r e i g n  R e w i e v [6] staaer en lang critisk Anmældelse af Deres Valdemar den Store, Waldemar Seier, Masanniello og Procne [7]; dersom De ikke har det Skrift i Sorøe skulde De nu see at faae Fingre derpaa. Franks Novelle Creolerinden [8] er udkommen, men det er slemt hvor mange, ikke blot Sprogfeil, men aldeles Menings forvildende Ord og Sætninger han har deri. Jeg saae den i Foreningen hvor den saae ud, som et slet Correctur-Ark. Vi have vundet en ypperlig Sangerinde i Jomf: Lichtenstein [9]; ikke et Ord i Bladene er for meget sagt om hende, hun er smuk, spiller og synger. Sommerforestillingerne begyndte med et Stykke Maria [10], som var plat og kjedeligt. I næste Uge gaaer min Bearbeidelse af Raimunds “Der Verschwender” [11]. De franske Skuespillere [12] komme her sidst i Juli; en tydsk Troup [13] i næste Uge. Den 1ste Juli tager jeg til Nysøe og Fyen, paa Tilbagetouren kommer jeg nogle Dage til Sorø, hvor jeg veed jeg har sande Venner!

med inderlig Hengivenhed
og Venskab
H.C. Andersen.

E.S.
Glæd mig snart med et lille Brev, hvoraf jeg erfarer hvorledes De da befinder Dem. “Helveds Ild” [14]. Hvad er det? Det maa jo være grueligt!!! -

[Udskrift:]
ST.
Hr Professor B. S. I n g e m a n n
i
Sorø.
frit.



Brev nr. 219. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 22 Juni 1838.

Det var søsterligt smukt af Dem at De skrev hjem til mig [2]med Faderen; jeg havde ventet et lille Epistel den Dag De reiste, men da intet kom blev jeg lidt menneskefjendsk, hvilken Bitterhed dog reent bortduftede i det jeg fik Deres Epistel fra Castello del isola sacerdotale [3], eller hvad det hedder i Melodiernes Tungemaal. Hils Fru Stampe ret hjerteligt og smukt fra mig, jeg glæder mig særdeles til at blive nogle Dage hjemme i hendes Hjem, men før den 6 Juli, kommer jeg ingenlunde afsted, da jeg har lovet at hjælpe Skuespillerne med at sætte: En Ødeland i Scene. Dette Stykke, dersom det bliver opført, kommer ei tidligere frem, end den 5 Juli og det vil da sige, dersom Storførsten [4] er reist. Jeg skal imidlertid Postdagen forud tage mig den Frihed at mælde min Ankomst. - Om Storførsten og Keiseren [5] dreier al Konversation sig herinde, Gaderne vrimle allerede af Russere, og Sundet af deres flydende Caserner. Min Kjærlighed til Havet er nu gaaet saa vidt, at jeg paa min gamle Alder har taget en Svømmelærer [6]. “Nur ein Geiger!” [7] er kommet fra Braunsweig, nydelig udstyret, min Biographie er skrevet med megen Kjærlighed mod mig men lidt for haard mod Hertz og Meisling [8]. Den vil vist interessere Dem at læse. Eventyr for Børn komme i næste Maaned med smaa Billeder [9]. I disse Dage har jeg fuldendt et nyt: Gaaseurten [10], der er ganske rørende, jeg haaber den lokker Dugg fra alle blaae Øine, ja maaskee endogsaa de brune; dog det er jo sandt, De har blaa, ikke brune [11]; altid, naar jeg ikke seer Dem, er Deres Billede for mig med mørke, kloge Øine, det svarer slet ikke til Deres Individualitet at gaae om i Verden blaaøiet. Hornemanns skrev igaar til Baronessen, men jeg kan dog her tilføie en Hilsen. De skulde see hvilket deiligt chinesisk Træ der i denne Tid blomstrer i den botaniske Have [12], Blomsten ligner, Guldregn men er større og har yppigere Classer, Farven er lilla, og Duften saa sydlig aromatisk at jeg ved Nærheden deraf drømte mig bort fra det kolde, mørke Norden. Nu begynder jeg ordenligt at længes efter den kjære Broder Christian, deels for min egen Skyld dels for Deres, at De snart kan komme “Kanalvägen” [13], see Nabolandets Skjønhed, der i smukt Veir vil gjøre sin Virkning paa Dem. Frøken Bræmer vil vist behage Dem, jeg længes nu allerede efter at De var her tilbage igjen, dog saa var det Efteraar, saa vare vi igjen omspundne af Taage og Styrtebad! - Deres Fader har jeg ikke seet endnu da jeg uheldigviis er kommet i den Time han spiller den Usynlige. Fra Ingeborg [14] skal jeg hilse Dem, hun sværmer derude ved den aabne Strand, ligesom den tegnerske [15] men hun har sin Frithiof og alle de smaa Navneforplantere om sig. De er dog lidt flittig derude? Griber et smukt Skypartie i Flugten og binder det paa Lærredet? Skizzerer en knudret Eeg med nogle Krager, eller en Seiler i Præstø-Bugt!
Det er sandt: Capri [16] fik jeg da ikke, men den kan vel komme. Nu en smuk Bouquet af Hilsener, Rosen deri overrækker De Baronessen og de andre Blomster uddeles efter Behag.

il fratello!

[Udskrift:]
Frøken Henriette Wulff
paa Nysø ved Præstø.
Frit



Brev nr. 220. Fra HCA til Theodor Collin[1]  

Nysø [2] ved Præstø den 3 Juni [dvs. Juli] 1838.

Min kjære Ven!

See, det er da første Gang jeg skriver et Epistel til Dem, første Gang vi komme i “Corenspondance”, som man kalder det! De skal have mit første Brev, jeg vil herved antyde Dem hvor kjær De er blevet mig, hvor gjerne jeg er Deres Ven! Reisen herned var en Qval, den tykkeste Støv i den qvalmeste Hede maatte vi døie, der var ikke et Vindpust. Fra Kjøge fik jeg en meget smuk Dame til Naboerske, kun 16 eller 17 Aar, hun sværmede for Digteren H. C. Andersen lod det til, og det havde Mennesket Andersen godt af, jeg var saa veltalende, som Heden tillod, men Pigebarnet var lidt ubetydelig, Aanden maatte jeg skyde en hvid Pind efter, det var Formen alene jeg hyldede. Til Alt hvad jeg sagde, udbrød hun: det er mageløst deiligt. Dernæst havde vi en ypperlig charikeret Officeer fra Sverrig, der var saa “fortjuset” over Student Barfods [3] Tale i Sverrig, at han ikke kunde komme sig. Ved Doctor Promotionen i Lund [4], var nemlig Barfod der har udgivet ”Læsebog for Barnlige Sjæle” [5], han skal der have holdt Taler om Nordiskhed og blev der baaret i Procession af de svenske Studenter! Er det ikke flaut? Paa Vognen var desuden nogle originale Ægtefolk [6], en gammel sygelig Mand, der saae ud som den personificerede Feber med sin meget unge Kone. En anden gammel Mand spurgte til hans Befindende og den Syge sagde: “ja jeg har gaaet meget igjennem, men nu er jeg til Ankers, og lykkelig, (med en Taare) inderlig lykkelig!” og saa kyssede han sin unge Kone paa Tommelfingeren! - “Ja,” sagde den anden, “det var klogt af Dig at Du giftede Dig, nu paa Din gamle Alder kan Du have godt af at have en ung Kone der kan pleie Dig!”- Og den unge Kone lod Øinene synke, rimeligviis for ikke at see hvor gammel Manden var, og talte derpaa til mig om Landets Goder, Æbler og Pærer og Kirsebær, og altsaa slet ikke om forbudne Frugter. Klokken 8 kom jeg til Nysøe og Dagvognen kjørte mig lige til Gaarden. Jeg fik den hjærteligste Modtagelse og det smukkest beliggende Værelse paa Gaarden. Jeg seer over Voldgraven og Haven hele Fjorden, Præstøe og Havet. Badehuset har jeg strax besøgt, men Vandet var som kogt, da Sandbunden er saa lav. I Dag var jeg tidligere derude, jeg blev kjørt, thi det er langt ude i Fjorden, nu pjadskede jeg ret i min Hav-Ensomhed til jeg saae Vognen komme igjen med Frøken Wulff og Schwartzen[7], saa maatte jeg ihast op og havde min Nød med at komme i Klæderne til de naaede Badehuset hvor jeg hjalp dem af Vognen og derpaa selv kjørte over Bølge. - Her bliver meget musiseret især af Marschners og Bellinis Compositioner, hils og siig Louise det, samt at min Stemme bliver meget roest og jeg lader mig høre imorgen ved en stor Concert, (NB, som vi give for os selv her hjemme, hver Aften.) Iaften seile vi med Blus paa Søen, flere smukke Toure ere arangerede, jeg haaber at jeg vil more mig godt; gid De var her med, jeg har endnu ikke en eneste Herre jeg kjender det mindste til. Ingemann og hans Kone er der i Dag sendt Stafet til for at mælde at jeg er her og at de smukt skulle komme [8]. Jeg har den mageligste og deiligste Seng jeg i mange Aar har ligget i, den er som de jeg kjender fra Paris og Neapel, som en Steen og dog sybarittisk [9] deilig, man veed ikke om man flyver eller hviler. Jeg har ellers i Dag blesseret [10] min ene Fod, jeg begik den Genialitet at vilde gaae over en Deel af Bugten i Skovhjørnet, og tog derfor Strømper og Buxer af, da jeg var midt ude skar jeg Foden temmeligt dybt paa en Flintesteen, nu er den syet sammen med Hæfteplaster, men brænder slemt i Saaret. Vær nu saa elskværdig at skrive mig et lille Epistel til, De vil derved gjøre mig en stor Glæde, Deres Søstre have aldrig skrevet mig til, og angive den Grund, at jeg viser Andre Brevene, men deri gjør man mig Uret, hvor Brevene ikke bør sees af Andre, eller hvor jeg veed at Vedkommende ei holder der af, der gjør jeg det ikke; De kan tro jeg er et meget fornuftig Menneske, dog Herrebreve ere jo ganske anderledes end Damernes. Det er det samme kjære Ven, hvad De fortæller mig, kun at jeg seer nogle venlige Runer fra Dem. - Hils dem nu Allesammen, de blive nok forundrede over, at De faaer det første Brev, men det er jo dog slet ikke underligt, “unge Mennesker” holde jo altid helst sammen, det kan De sige. Wulle [11] har vel allerede glemt mig? det er jo ogsaa i sin Orden, hun er et Fruentimmer og dertil et meget ungt Fruentimmer. Til Tirsdag i næste Uge er jeg rimeligviis her endnu paa Nysø.

venskabeligst
H. C. Andersen.

E.S. Da de Andre hjemme aldrig skrive mig til, fordi de frygte for at jeg proclamerer deres Epistler, saa skal De ikke heller lade dem læse mine Breve til Dem. Hils dem ellers saa nydeligt, som De selv er det! En særegen Hilsen til Deres Moder, den maa De bestemt aflevere, Hilsenerne til de Andre, glemmer De rimeligviis.



Brev nr. 221. Fra HCA til Henriette Wulff[1]  

Kjøbenh: 10 August 1838.

Min naadige Frøken (født Søster Jette!)

Idet jeg her griber Pennen er jeg i samme Situation, som da jeg i Odense vilde skrive Barones- sen til og sige Tak for Opholdet paa Nysø, jeg kunde ikke ret være mig selv. Her kommer nu til, jeg veed ikke om dette Brev hilser paa Dem i Byen, eller jeg maa sende det ud til Deres Sommer Glæde; er De her i Byen imorgen, saa jeg ikke behøver at afsende det, da skulde det være mildere, end om det gik afsted, jeg vil ikke, som De har gjort ved mig, lade ukjærlige Ord være den første Hilsen i Hjemmet. Det er et sørgeligt Tilfælde her i Verden at, hvad man kalder gode Mennesker tidt komme i vildrede med hinanden og gjøre Livet endnu surere, end det behøves. De har nu, uden just at mene noget ondt dermed kastet nogle bittre Ord ind i Brevet til Deres Fader, der maa irritere mig, især da Ordene der kun staae, som døde Zifre og faae den Betoning, som igjen mit Lune giver dem. De er vred paa mig, men veed De hvad, jeg er det næsten ogsaa paa Dem, dog vi blive nok forsonede! I mit Brev til Baronessen [2] var ingen Hilsen til Christian; nei! jeg var ganske overtydet om at De vare borte saa at jeg ikke vilde skrive; havde jeg tænkt mig ham der, da havde han faaet Brev, uagtet, det er ærligt ud af Posen, jeg ikke troede han satte stor Priis derpaa, i det mindste var han urimelig fremmed imod mig, i Forhold til, som vi kjende hinanden. Jeg skal have udtrykt mig unet om Dem. Det troer jeg ikke! Jeg veed ikke hvad jeg har skrevet, men den Følelse har jeg for Dem, at jeg ikke kan have skrevet noget, der rigtigt forstaaet kunde saare Dem. Jeg er det meest udiplomatiske Menneske mælder De. Hvorledes er dette at forstaae? Jeg har skrevet til Baronessen, hvad jeg vilde skrive og som jeg burde [3], efter min Characteer; det der satte mig i Forlegenhed var at jeg ved Erindringen om alt det Gode hun viiste mig, som Gjæst, skulde blive for varm, saa at der kunde siges, hvad der blev sagt om Hr Leth [4] og flere andre Gjæster, der ikke behagede hende. - De kan tro at jeg paaskjønner og vurderer det meget Fortræffelige hos denne Kone, føler hvorledes hendes Characteer maatte udvikle sig, som den har, jeg vil altid, hvis det gjøres fornødent, tage hendes Parti, hun har mig for sig, naar Andre (jeg mener ikke Dem, Frøken) skiftede Mening. Jeg har moret mig særdeles godt derude, jeg er glad ved dette Bekjendtskab og ønsker meget at komme der igjen, uagtet de sidste Dage ikke ganske svarede til de første; der vare flere Smaatræk, som maatte støde mig, skjøndt de alle dreie sig om Ubetydeligheder. Jeg har et ganske sundt Øie for at see og - desværre stor Irritabilitet. Jeg var i de første Dage interessant for Baronessen, hun kjendte ikke hvad der ellers kan være godt hos mig og derfor maatte med Nyheden Interessen svækkes. At hun sagde at Christian ikke havde været der før og at man derfor ikke gjerne vilde have ham indlogeret i Billardet var, da jeg hørte det ikke forholdt sig saa, han er jo en gammel Gjæst, til at støde mig noget, desuden - - dog jeg vil ikke anføre de flere Ubetydeligheder, jeg har nydt saa meget godt og faaet Flere der paa Stedet saa kjære, at jeg en anden Gang hvis jeg kommer der, maaskee lettere overseer Smaating, end det denne Gang er Tilfældet. - Hvad Dem angaaer da er og var De ikke god imod mig, og hvorfor? Fordi jeg rørte Deres ømmeste Side, ikke holdt af at De skulde være Kudsk! Det er det De meest er vred for. Men jeg meente det godt, jeg frygtede for Dem og os Alle paa Vognen da jeg troede og troer endnu, at De ikke har Kræfter til at holde et Par Heste naar disse blive sky. Jeg var broderlig angest for Dem, naar De ene kjørte ud med Pigerne. Den sidste Dag vi kjørte sammen gjennem Skoven, blev jeg overtydet om at De kunde kjøre, De gjorte det fortræffeligt, langtbedre end vor fælles Ven Henrik [5], som jeg agede med over Mark og Eng for at vise jeg ogsaa kunde være letsindig, men uagtet jeg erklærer Dem for en sjælden god Kudsk, siger jeg endnu, De kan ikke holde et Par Heste blive disse forskrækkede. - Dernæst er De vred for min gode Hensigt, efter Aftale at vække Dem Klokken 8½; De kan tro, da jeg hørte De brast i Graad, blev jeg ligesaa bedrøvet, som forbauset. - Jeg mister nødig mine bedste Venner, men jeg er i Verden forberedt paa Alt; de jeg elske have tidt krænket mig; de jeg med broderlig Sjæl har betroet mig til have staaet fornemme kolde; jeg kan taale meget Sjæleligt. En søvnløs Nat, nogle mørke Timer saa kommer man i Ligevægt igjen, derfor optag mit Brev som De vil, indtil jeg høre mere er jeg som før Deres broderlige Ven.

. . Oprigtige Hilsener til Baronessen, Baronen, Holger [6], Frøken Schwartsen etc. etc.

[Tilføjelse i marginen s. 1:] Hils Broderen!



Brev nr. 222. Fra HCA til Henriette Wulff[1]  

Tirsdagmorgen den 25 Sept. 1838.

Lige i dette Øieblik fik jeg Deres og Christians Brev [2], tak derfor, de ere skrevne, som jeg vidste de ville blive det; næsten havde jeg opgivet at faae disse, thi tænk, jeg sendte mit Brev til Kiel den 7de Sept: og nu skrive vi den 25de. Collins have i denne Mellemtid viist sig saa elskelige mod mig; den gamle Kone [3] græd, Louise og Ingeborg ønskede saa meget at De havde været hjemme, da havde de gaaet ud til Dem for at jeg kunde faae det Bedre. O jeg har været syg, er det endnu noget, men Sligt jevnes jo med Tiden. Jeg har lidt, som ved to Venners Begravelse og lidt uskyldig, hvad Grunden end saa monne være. Der skal aldrig være Tanke af Bitterhed mod Deres Fader, skjøndt han nægtede mig, hvad ingen Forbryder nægtes, at vide hvorfor han lider. Jeg har mødt Deres Fader og Indtrykket var næsten en Besvimmelse; jeg føler mig saa angrebet ved at nærme mig ham, som har saaret mig dybere, end noget andet Menneske, at De vil ikke dømme mindre kjærligt om mig, om jeg i det mindste den første Tid ikke kommer ud til Dem, naar jeg veed jeg træffer ham. Han har handlet som Fader og efter sin Natur, jeg agter ham for hans Kjærlighed til hans Børn, for det meget Gode jeg har seet hos ham nu i atten Aar, jeg skal aldrig holde saa haard Dom over ham, som han over mig. Om han har fortalt Øehlenschlægers om Improviseringen paa Nysø, veed jeg ikke, men jeg har Frygt derfor, og har da ogsaa mistet en prøvet Ven, min kjære Hauch, eftersom der ikke, i en Sag af saa delicat Natur, kan komme nogen Forklaring. O hvor jeg længes efter Dem og Christian, min varmeste, kjærligste Tak for hvert Ord i Brevene.
Da De reiste bort, lovede jeg at skrive Dem til paa Nysø, mindst ventede jeg da at Indholdet skulde blive dette; men nu ikke mere derom, jeg vil fortælle lidt nyt, og da Deres Omgivning mueligt vil læse det, saa gaaer jeg strax om paa den anden Side, denne her, læser kun De og Broderen.
De skulde have været her ved Thorvaldsens Ankomst [4], det var et venetiansk Fest-Skue. En deilig Regnbue stod paa Skyen over Fregatten. I hundred viis gyngede de pyntede Baade rundtom med Guirlander og Flag. I Digterbaaden var Øehlenschlæger, Hertz, Overskou, Heiberg, Holst og jeg; vi havde en forgyldt Pegasus, men den hang lidt sygelig om Stangen. Musikken klang fra Baadene [5]. Toldboen og Langelinie var et broget Stykke. Da den Gamle kom i Land trak Mængden ham til Charlottenborg [6], i Vognen sad foruden ham, Freund [7], Hansen [8] og Dallerups lille Dreng [9]. Paa Amalienborg, som han kom over var lidt Larm, de maatte ikke trække ham gjennem Side-Collonnen, siges der, og da blev Skildvagten traadt ned og Geværet slængt langt bort. Om Aftenen havde Kunstnerne et Fakkeltog i Bothanisk Have, een af de unge Malere har alt begyndt paa et Malerie [10], der fremstiller det Moment, da Faklerne lægges i eet Baal og Thorvaldsen staaer i det aabne Vindue. Jeg var hos Hornemanns [11] og der kom han over; Alle flokkede sig om Dagens Stjerne, jeg var ei i Humeur og listede mig bort, saa han ikke saae mig. Dagen efter gik jeg til ham, han trykkede mig [i] sine Arme, gav mig to Kys og var meget elskværdig. Weyse var der paa samme Tid. Fru Bügel har sendt Thorvaldsen en kostbar Slobrok af graat Silke foret med brunt Fløiel; han gik forrige Aften hen for at takke hende, men tog Feil og kom op til Fru Bülow [12]. Denne Fodtour har imidlertid ikke været ham god; under Farten herop er der nemlig faldet en Bjælke ned paa hans Fod og har knust Neglen paa Tommeltaaen [13], denne er nu inflameret og han holder Sophaen. Jeg saae til ham igaar og paa samme Tid kom Secretair Muhle [14], hvem De jo kjender. - Til paa Søndag er bestemt en glimrende Fest [15] hos Knirsch [16], De og Baronessen komme da til den, thi den er ogsaa for Damer, det bliver et musikalsk Academie, hvori vore Digtere selv træde op. Christian Winther, Hertz og Holst levere Sangene; Hartmann og Weyse Musikken. Øehlenschlæger, Heiberg, Grundtvig og H. C. Andersen [17] træde op og fremsige hver et Digt skrevet i denne Anledning, efter Festen spises og - ja det faaer De nu at see. Lad ikke denne Aften gaae Dem Glip; det er første Søndag, som kommer, dog muelig kan Thorvaldsens Upasselighed gjøre en Udsættelse. - Blunck [18] skal jeg hilse fra, jeg fik et Kys af ham, midt paa Kongens Nytorv. Fearnley [19] har været her i halvanden Dag, han gik til Norge, men kommer igjen tilbage. Agent Zinn [20] er død.
Hils den kjære Holger, hans Brev [21] glædede mig særdeles meget, bare det havde været lidt længer. Bring hendes Naade, Fru Baronessen min ærbødigste Compliment og tak hende for den Hilsen hun sendte mig i Brevet til Hornemanns. Siig Baronen og Alle i Deres Omgivning nogle venlige Ord, men fremfor Alt tryk Broderen kjærlig i Haanden

til vi sees Deres trofaste H. C. Andersen.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
paa Nysøe ved Præstøe.



Brev nr. 223. Fra B.S. Ingemann til HCA[1]  

Kjære Andersen!

Det lste Hæfte af Deres nye Samling “Eventyr for Børn” [2] med det lille medfølgende Brev, afbrød ret venligt mit Ildebefindende i en Forkjølelse, som jeg endnu ikke har faaet Bugt med. Den simple hjertelige Tone, De i disse Eventyr ret har faaet Greb paa, er ogsaa i denne Fortsættelse smukt bevaret. Fortællingen hos M: Winther om de elleve Svaner [3] har vundet meget i Deres Fremstilling, idet De har udeladt adskillige stygge eller forslidte Træk (som Dronningens Nedkomst med Hundehvalpe, og den onde Stifmoders Straf i Spigertønden [4]) og tilføiet mange selvopfundne nydelige Træk. Gamle bekjendte Sagn og Eventyr kan saaledes unegtelig vinde endeel ved blot at omskrives med en poetisk Pen; men naar de ikke fremtræde som aldeles gjenfødte i en heel ny Form (f.E. som Romance eller dramatisk Eventyr) bliver Omdigtningen dog ligesom en ny forbedret Udgave af hvad enhver Fortæller dog ogsaa i Et og Andet varierer og udsmykker - Ideen faaer en ny Klædning men ingen ny Skabning. Jeg foretrækker i denne Henseende de 2 første Fortællinger [5], som heelt udsprungne af Deres egen Opfindelse. De livsglade Stemninger troer jeg imidlertid man helst maa vælge naar man componerer Eventyr for Børn. Kunde Livets tragiske Alvor blive levende for de Smaa ved at de saae Kjærlighedens og Poesiens Misforhold til den ideeløse Endelighed i Blomstens og Sangfuglens Undergang, vilde det dog vist være for tidligt at røre ved den Streng i Barnegemyttet. Det Hofmannsk [6] ironiske Lune hvormed De har lagt Liv og standhaftig Kjærlighed i Tinsoldaten og piint ham til at ville skrige, eller græde Tin - hvis det passede sig, for tilsidst at smelte til en Klat (der dog lignede et lille Hjerte), som Bold for den “Trold i Daasen”, der aabenbarer sig i Drengeluner uden Grund - det Bittre i denne Spøg er vel ogsaa mere for de Store, end for de Smaa. Dette siger jeg kun for de følgende Børne-Eventyrs Skyld, hvortil jeg vilde ønske De vilde vælge de mildeste menneskekjærligste og meest livsglade Stemninger og Phantasier, der maatte blive Dem tildeel. Kirkegaards Recension [7] har sagtens forstemt Dem. Bitterhed og Lyst til at krænke finder jeg dog ikke deri. Han mener Dem det formodentlig meget bedre, end han har tilkjendegivet. Slutningen antyder en saadan vistnok besynderlig tilbagetrængt venlig Stemning; men det er eensidigt og ubilligt kun at udtale sin Dadel høit men hviske Rosen og Erkjendelsen i Øret, at udtrykke sin Misbilligelse med Bogtrykkersværte og skrive sin Tak og Billigelse med sympathetisk [8] Blæk. Det vilde jeg ønske han vilde erkjende og gjøre den Feil god igjen ved ligesaa udførlig en Udvikling af hvad han dennegang kun vilde hvisket Dem i Øret og ved selv at holde det rette Lys for hiin sympathetiske Blækskrift. Det skylder han saavel Deres og hans egne Læsere som Dem og sig selv. At han har Retsindighed dertil troer jeg, skjøndt jeg kun kjender ham af dette Skrift, og kunde han gjøre det i en klarere Fremstilling, end den han har i Recensionen, vilde denne manglende Halvside af hans Beskuelse blive læst af mange Flere og formodenlig bevise, at han uden Selvmodsigelse kunde see Dem og Deres Virksomhed i et ganske andet Lys.
Lad Dem endelig ikke deprimere af denne Opposition. Enhver aandelig Modstand skulde som interimistisk Dæmning kun give Livsstrømmen mere Kraft. Og nu Lev vel! Lad det ikke vare alt for længe inden jeg hører De er i fuld Kraft og lever i n  f l o r i b u s [9] i et nyt Arbeide. Venligst Hilsen fra min Kone og

Deres hengivne
Ingemann



Brev nr. 224. Fra HCA til Jonas Collin[1]  

Kjøbenhavn den 24 Nov 1838.

Midt i Januar haaber jeg at mit dramatiske Arbeide M u l a t t e n [2] er færdigt; hvorvidt, som jeg bilder mig ind, dette Stykke skal gjøre ligesaa stor Epoke i mit Digterliv, som Improvisatoren har det, vil nu vise sig, men det tør jeg tro, at det er et Arbeide, som hverken Directionen eller Publicum kan forkaste. Jeg har altsaa en Slags Udsigt til i Begyndelsen af næste Aar at have en 6-700 Rdlr og kan altsaa let afgjøre min eneste Penge-Gjæld, den til Dem, men før dette Arbeide er fra Haanden maa jeg vist et Par Gange endnu ty til Dem og saaledes, naar vi i Dag eller imorgen sees bede Dem om 15 Rdlr, som De jo ikke nægter mig.
Naar Stykket er fuldendt vil jeg bede om Deres Raad, hvorledes jeg skal faae Directionen til at bedømme det paa nogle Dage, jeg mener at jeg kunde udbede mig at læse det for dem. Dersom De - jeg mener Confer: [3] Collin, - har Lyst at høre noget forud, saa smigrer De Forfatteren, der naturligviis gjerne vil have at De skal kjende det og have Interesse for det.
Endnu et Spørgsmaal har jeg, skulde jeg imorgen skrive Adler til om Bibliothekarposten hos Prindsen [4]. Ja, det nytter vel ikke!

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 225. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

[19.12.1838]

Tak for Deres sidste Brev [2]! jeg havde tidligere ventet det, men da det kom var det velkomment og undskyldte at det indtraf lidt seent. De har været syg! O jeg kjender denne Liden saa godt. Der var et Moment i mit Liv, som jeg ikke tør udtale, selv ikke for Dem, en Kamp jeg gjennemgik kort før min Reise til Italien fra den Tid har jeg ikke være[t] rask! mit Nervesystem blev rystet og maatte det. Dog vi ville aldrig tale derom, der ere Smerter saa hel- lige at vi ikke selv med vore bedste Venner tør berøre disse. Over alle mine Digte straaler en Glans deraf! i Mulatten selv udtaler den sig efter Aar endnu altfor levende. Dog det er maaskee dette Nødvendige, for at være Digter [3]. Hvad vilde jeg ikke opoffre derfor, at Verden ret nævnede mig, jeg havde fortjent det at nævnes! forstaae mig ret: det er ikke det tomme Navn jeg higer efter, nei, jeg vil udtale hvad jeg i enkelte hellige Øieblikke selv føler, hvad Ingen, Ingen have udtalt, selv de største! der ligger som en hellig, sjunken Skat i mit Bryst i Aandens Midnats Time kan den hæves, men endnu er det ikke lykkedes mig og jeg kan fortvivle ved Tanken om, at det aldrig skeer. Idag talte jeg med Etatsraad Adler ogsaa han bragte mig Hilsner fra Tydskland, fortalte mig hvor stort et Publicum jeg der havde; men hvad hjælper det, her hjemme, de Allernærmeste om mig staae kolde, udeeltagende, Herts og Heiberg troer man mig knap værdig til at løse Skoebaandene paa. O jeg bliver alfor forfængelig ved denne Miskjendelse. Jeg føler Gud i mig! - Blev disse mine Breve engang trykte, som jeg ikke vil tro, da staaer jeg vist for Verden, som et skrækkeligt forfængeligt Menneske, - o mon ogsaa De vil tage feil af mig, man veed ikke hvor meget jeg maa lide hvor ubillige selv mine Kjæreste ere mod mig! - De mene det saa godt, men ligesom Meisling opdrage de mig aldeles galt, dem selv til Skam, engang i en anden Verden vil de vist, som han allerede har gjort, sige: jeg tog feil og det bedrøver mig [4]. - Altfor meget taler jeg om mig selv! ja jeg har ogsaa mine slemme Feil. Tante Anna [5] hører jeg imellem om. “Det maa være en god, en dannet Pige, som har skrevet den”, siger Folk, “Jomf: Hanck interesserer mig ligesaa meget som Frøken Bræmer!”- see det er tidt sagt mig. Jette Collin har De vundet med Hilsenen til den lille Vulle! jeg kyssede hende paa Kinden og har lært hende at sige: “Mulatten”, som hun udtaler med megen Færdighed, det er det første af mine Værker hun har nævnet. De skulde see hvor ypperligt hun kjender hvert Billede i Spekters Billedbog [6]. Jeg har skrevet til “Portefeulen” et lille Digt: “Alfernes Blornster” [7], Westphal [8] skal gjøre en Skizze dertil. Ideen er smuk, det er et Folkesagn, fuldt af Blomster-Duft, Behandlingen kunde være bedre, men der var ikke Tid; De veed ikke hvor jeg plages, saa beder man mig om en Jægersang, saa en Bryllupsvise, saa en Ode-Aria og jeg veed ikke hvad; nu vil de jeg skal lave Sørgesange, eengang om Ugen maa jeg give et Leiligheds Vers. - Abrahams oversætter i denne Tid Ravnen for Musikforeningen [9], han vilde ogsaa gjerne oversætte Mulatten; i Søndags hørte han de to første Acter og var henrykt, ogsaa han anser det for mit bedste Arbeide. Hvad mon Jette fra Fyen siger? Dog De har jo faaet en Stump deraf, behagede den? Mon Jane, ved Læsningen sagde, hvad hun sagde efter at have hørt Bull [10] - nei, det er ikke tænkeligt! jeg gjorte hende jo ikke Vesit og dog - jeg forsikkrer det, jeg troer vi kunde blive særdeles Venner, men vi ere altid saa sælsomt krydset hinanden, at jeg betragter mig selv for hende halv fremmet og ukjendt. - I mit sidste Epistel gav jeg Dem en Skildring af mit ny Logi [11], uden at ane, at De vilde i Deres kommende Brev ønske en saadan. Naar De, nu i Foraaret kommer herover, saa skal De en Dag, med Fru Lessøe, komme at besøge mig, det kan da nok passe sig; Ingeborg og Louise Collin have allerede gjort det; De skal see jeg kan nok lave et Kaffebord; jeg har en sort Tjener, der vil presentere Dem Koppen. Et Stykke af Holmens Kanal, Theatret og Torvet er min Udsigt og hvad der er endnu bedre, oppe over en Smedeskorsten seer jeg Havet, det kjære, svulmende Hav! De skal sætte min Udsigt ind i en ny Novelle, thi vist er det, naar De kommer herover, skriver De en Broder til Tante Anna. - I Foraaret kommer De! maaskee faaer De da min Mulat et see! det var deiligt! Ja, De faaer vist Glæde af mig og De vil tage Deel deri! jeg indviterer Dem allerede til første Forestilling, dersom De er i Byen. - Deres Tante (ikke Anna) kunde gjerne skrive mig til. I Grunden ærgrer det mig at hun har saa lidt Interesse for mig, sætter saa ringe Priis paa Digteren - Vennen har hun vist opgivet, - at hun ikke besvarer Brevene. Herre Gud, kan jeg da aldrig blive hende saa interessant, som Fru Guldbrandt! - I Marslev maa der dog være Tid, De kunne jo ikke gaae i Kirke hver Dag og ikke hele Tiden lege Juul. Siig hende at jeg har drømt, Christian bliver kongelig Livlæge, maaskee det kan hjælpe!

Fredag Aften den [21] December 1838.

To Postdage ere forbi og De har intet Brev sendt mig, derfor kommer ogsaa først nu til Dem, dette mit Epistel; en glædelig Juul! - Hele Byens Conversation dreier sig for Øieblikket kun om Konsul Saaby [12], De maa læse Kjøbenhavnsposten for i Onsdags, det Stykke hvor han nævnes ved Navn og det efterfølgende, hvor han kun antydes, men hvori Enhver der har kommet i Huset faaer deres Bekomst! jeg finder det altfor haardt, kjender ikke ret til hans Forseelse. Der var et heelt Parti i Parterret, samme Aften, sagde man, som vilde have hysset af ham, men til hans Lykke, kom han ikke før under Acten og saa gik det, Gud skee Lov stille af. Siden har han ikke været i Theatret, men hans Frue [13] var i denne Aften; Jomf. Andersen spilte Pariserdrengen og gjorte Lykke; jeg maa besøge hende, jeg har endnu ikke talt med hende siden før hun gav den Rolle. Forleden Aften under anden Act af Farinelli [14] var en lystig Scene i Theatret! Et Par Elskende kyssedes og omfavnedes saa ivrigt (i anden Etage) at Lysekronen kom ned, uden at de mærkede det og da de i Exstase vedbleve gav hele Parterret sig til at klappe, hvorved de foer forskrækkede fra hinanden. Jeg har skrevet et middelmaadigt Digt: Alfernes Blomster som Vestphal gjør en Skizze til, det kommer med “Portefeulen”, jeg kan ikke slippe dem, de rose det, og jeg finder det saa svagt, de have nu engang faaet det. - Juleaften spilles i Studenterforeningen et Stykke af Fabricius [15]: En Kriminalproces. Lorck [16] er en Student deri, og den gamle Rosenkilde [17] Fanden; Etatsraad Hvidt [18] giver en Cancellieraad. Abrahams og jeg ere Politiassessores, jeg skal være blond, friseret a la Pechena [19]. Raimund fra Odense [20] er Officer og Petersen fra Overgade [21] blæser Fløjte. Arnesen [22] er Præsident. Det er jo en skrækkelig Røre der er i Odense, jeg maa høre Vrøvl derfor, da jeg er et Byesbarn! Tredie Act af Mulatten er endt. Hvad siger De saa om: Negerkongens Datter? Faaer jeg Levalds Europa [23], eller en Afskrift af Kritikken. O, hvad! - Først her i Hotellet føler jeg mig ret hyggelig hjemme og er det meget, men nu faaer jeg ogsaa mange flere Vesitter end før, de tage en Deel Tid. I Sverrig er udkommet en original Børnebog: “Lekkameraden”[24] og tænk Dem, det er en Oversættelse af mine Eventyr. Jeg gik til Bonier [25], bad ham skaffe mig denne Bog og skrev paa et Papir: “Lekkameraden; H. C. Andersen, Hotel du Nord”. Dagen efter kom hans Dreng med en Pakke; jeg aabner den og finder: Kun en Spillemand! “hvad skal jeg med den ?” spørger jeg. “Ja, det er vist den De har ment” siger Budet, Andersen har ikke skrevet noget som hedder “Lekkameraden” hans sidste Roman er “Kun en Spillemand”. Tilsidst begreb han da at jeg selv var Forfatteren og ikke kunde have ment min sidste Roman. Man havde ikke kjendt mig. Førstkommende Søndag Middag [26] er jeg hos Fru Bügel i Selskab med Fru Heiberg, Thorvaldsen & & og derpaa i Theatret for at see vor Taglioni-Gran [27]! Det bliver en ret behagelig Middag og Aften, gid jeg kunde dele den med Dem eller Deres Mama; jeg kan saa godt lide hun blev varm ved Bull; jeg fik da intet Brev fra ham! det er en deilig Fætter, den Ole! - Det er gjennem Marquise Bonnay jeg har faaet Hilsen fra Lady Byron [28]; hun har læst La vie d’un poete, og De veed ce poete, c’est moi! - Det er meget sørgeligt med Historie-Maleren Adam Müller, han skulde saa imorgen, reise til Italien og igaar er han bleven fjollet og bragt paa Hospitalet; jeg vil haabe det er en Nervesvækkelse, som kan hæves. Johannes-Gruppen [29] paa Fru[e] Kirke trækker dagligt mange Mennesker, den er særdeles skjøn; een af de qvindelige Skikkelser deri er et bekjendt Fruentimmer i Rom; hun har faaet en hæderlig Plads paa Kirken - jeg bilder mig ind, hun staaer Skrifte. Dog det er jo sandt, den hellige Magdelene var jo ogsaa først - et meget kjærligt Gemyt. Det er nu afgjort at fra Nytaar af bliver Adler Theaterdirecteur [30]. Den lille Hoppe [31] har komponeret et steyrisk Divertissement og [kom] her hjem med en fransk Ballet: “Le lutin”, hvori er en Scene som i Agnete, hvor Billederne vende sig paa Væggene i det Nissen træder ind i Kirken. Hoppe har meget Talent, hans pas de deux med Jomf. Fjeldsted i Bournonvilles Fantasiens Ø [32], en pas de deux Hoppe har componeret, er det Skjønneste i den hele Ballet, og den har dog mange særdeles smukke Dandse men et slet Indhold. Juleaften venter jeg et Brev fra Dem, nu faaer jeg at see hvorvidt det skeer.

Kjærlige Hilsener til Deres Forældre, Sødskende og Tanten.

Med broderligt Sind
H.C. Andersen.



Brev nr. 226. Fra HCA til B.S. Ingemann[1]  

Kjøbenhavn den 25 Jan 1839

I Julen ventede jeg Dem og Deres Kone her ind, men hvem der ikke kom det var da Dem; nu har hver Dag siden et Epistel staaet sadlet for at jeg paa det kunde ride i Gallop ud til Sorø, men det er gaaet med mig med at reise ud, som med Dem at komme ind. Her er jeg da! Vi have ikke engang talt sammen siden jeg hørte Bull [2], hvis Toner have rørt mig til Taarer. O De skulde have været her! Violinen fortalte ret hvormeget han havde lidt og prøvet i denne underlige Verden. Jeg kom til at holde af hans Personlighed, som jeg holdt af hans Musik, vi bleve meget godt Venner som man kan blive det i et kort Møde, hvor man allerede synger paa Visen “om at skilles” [3] . - I den sidste Tid har jeg baade ude og hjemme vundet megen Erkjendelse [4], maaskee mere, end jeg fortjener, dog det gjør mig godt, jeg vil stræbe at fortjene det. Mine Børne-Eventyr, synes nu at skaffe mig meest Glæde. Her i Byen komme de maaskee endogsaa i Mode, da Fru Heiberg særdeles ynder dem og hun og Phister [5] have isinde at foredrage dem fra Theatret [6], Gud veed hvordan det vil tage sig ud. Mine Romaner ere nu, som Deres, oversatte paa Tydsk og Fransk og naar nu Mulatten [7] kommer - - ja, jeg vil ikke glæde mig formeget, skjøndt det Stykke venter jeg meget af! gid det var fuldendt og ret ypperligt, da har jeg kun eet Ønske, som De maaskee smiler af, men der er mere Alvor deri, end De maaskee troer, gid jeg da maatte flyve ind i den anden Verden. Nu er jeg saa tilfreds med denne og De veed jo nok - man skal ende naar Legen er bedst. Hauchs maa De hilse fra mig; jeg vilde ogsaa have skrevet ham til i Dag, men da hørte jeg at han var i Begreb med at komme herind [overstreget: og derfor] sender jeg kun en Hilsen. Jeg er nu fløttet fra Nyhavn, boer i H o t e l  d u  N o r d No 25, hvor jeg har to Værelser for samme Priis, som i Nyhavn, ret gode Meubler og en særdeles Opvartning. Naar De kommer ind, og en Aften er i Theatret maa De smukt, mellem Acterne komme at drikke Thee hos mig; naar jeg ringer kommer den ene Tjener sortere, end den anden. Ingen Vinter i flere Aar, har jeg - lad mig sige det i en god Tid - været saa rask, som iaar! jeg føler mig 10 Aar yngre end i fjor, bliver det saaledes ved, kan jeg om et Par Aar gaae i Barndom. Hertss ny Stykke Waldemar [8], er et Arbeide uden al dramatisk Handling, Characteertegningen ikke udmærket, og det Historiske, som har kostet Tid og Flid, har ingen stor Interesse. Jeg troer at enhver skikkelig Embedsmand, naar han bare ingen Geni har, kan skrive Sligt. Alle have kjedet sig og det gaaer alt for temmeligt tomt Huus. Berlings Tidende [9] sagde, “Tilskuerne fulgte med stille Opmærksomhed! “- Herre Gud, hvor man dog kan give selv det Værste et smukt Navn. Dette Stykke og Flugten til Sprogø, var nok til at tage Livet af Øehlenschlæger, men Herts - forunderlig nok Folk søge Trøst i Erindringen om “Svend Dyring”. Publicum er tidt meget godmodigt.
Et nyt Hefte Børne-Eventyr [10] og Mulatten vil være det første De faaer fra mig, naar jeg undtager en 3de Udgave af Fodreisen [11], men denne er jo en gammel Historie. Hr Gemard [12] er i denne Tid Anledningen til flere Spisegilder, jeg har været nogle Gange sammen med ham, men kan for lidt Fransk til at bedømme ham; overfladisk beskuet er jeg slet ikke henrevet. - De kan ikke tro, hvor jeg længes efter Deres Biographie [13], der var saadan en forunderlig smuk Duft over den lille Skizze, De gav Marmier og jeg havde Lov at læse. I J o u r n a l  d e s  D e b a t s seer jeg at i R e v u e  d e s  d e u x m o n d e for December 1838 staaer af Marmier en Afhandling over “Danske Digtere i det 19de Aarhundred” [14]; jeg tænker, at deri er benyttet en Deel af Deres Meddelelse om Dem selv. Hauch har et Par Gange sagt han vilde skrive en Art Critik over “Kun en Spillemand” [15], men det lader dog, som han ikke ret vil dertil. Han har maaskee efter nøiere Gjennemlæsning faaet en anden Mening, end ved første Indtryk. - Kom nu snart ind til Byen, hør Madam Simonsen [16] i Puritanerne, det er en Nattergal mellem Spurvene. See Jomfru Grahn i Jales di Xeres [17] og hør Kamp og Støi om Musæet [18], her er meget bevægeligt.
Hjertelige Hilsener til Deres Kone og Søster! Glæd mig snart med Brev.

Af ganske Hjerte Deres
hengivne
H.C. Andersen.

[ Udskrift:]
ST.
Hr Professor og Ridder
B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø
f r i t.



Brev nr. 227. Fra HCA til Chr. Høegh Guldberg[1]  

Kbh. 5. Febr. 1839.

Min kjære faderligtsindede Ven. Deres Brev [2] var for mig som et trofast Venne-Ansigt, jeg længe ikke havde seet, og det sagde mig saa meget Godt og Ærligt, at jeg blev baade glad og veemodig. Hvor godt er det dog ikke at forstaae hinanden. Ja, i en anden Verden tænker jeg mig, at vi mødes med Alle, saaledes som vi her mødes med vore Kjære. Gud velsigne Dem for det faderlige Haandtryk De giver mig, og glem min Irritabilitet - det er det mildeste Navn jeg kan give mine Svagheder. Nu kan jeg sige Dem det. O jeg har tænkt saa tidt paa Dem, savnet Dem saameget, og i den lille Giftblomst i mit Sind blæste jeg selv mange Gange, for i den at finde ret Grunden til lidt Vrede, til en indbildt Tilsidesættelse. Men nok herom. Jeg sidder igjen paa den gamle Plads, som jo hele Tiden har staaet mig aaben; Deres kjære Kone [3] trykker jeg et Kys paa Haanden og sender Hilsener rundt om til de Andre, til Børnene, som jo ere mig gode. Hvor jeg længes efter at de alle der skulle høre “Mulatten”, den er vistnok noget af det meest gjennemtænkte af alle mine Skrifter. Det er menneskelige Lidenskaber som Hovedfigur, og hele den tropiske Natur med sine Slanger og Blomster snoer sig om denne.
Phister fortalte mit Eventyr: “den uartige Dreng” ved Kellermanns Aftenunderholdning, og han sagde det med en Troskyldighed, der gav det et eget Værd; det var, som naar en Componist sætter Toner til en Digtning [4]. Naar Mulatten er fuldendt bliver nok et Hefte Eventyr det efterfølgende Arbeide. Jeg har Idee til et om Fata Morgana [5]; men min Fee skal ikke boe paa Middelhavet, jeg sætter hende op paa Spitsbergen. Jeg har gjort mig bekjendt med Naturen der, og det Eiendommelige i den har grebet mig. Der aabenbarer sig noget saa Chaotisk: disse maanedlange Nætter, de skarpe tætte Taager, Grønheden der bestaaer i Skimmel og allerhøiest i Cochleare [6]. Der ligge, som Liig af en Kæmpeslægt, de menneskeligt formede Skeletter af Hvalrosserne med grøn Muggenhed, og den blaa Ræv sidder paa Aadselet og skriger. See, deroppe, naar Nordlysene ret spille, skal jeg vise min Fata Morgana, og da vil en Flugt til Afrikas Ørkener, hvor Sandet synes stillestaaende Søer, et Besøg til den berømte Phoenix gjøre en glimrende Overgang. Der er ogsaa altfor mange Behandlinger af Fata Morgana, man maa svinge sig lidt ud af den gamle Bane, skal der skabes noget godt Nyt. - Til Festen paa Skydebanen (imorgen) har jeg skrevet en Vise [7], jeg troer den er lidt bedre end de almindelige, læs den. -
Et Par Dage har jeg været slemt forkjølet. Den skarpe kolde Vind kryber lidt efter lidt ind i Beenpiberne paa En sætter sig fast og tager Navn af Hr. Gigt, og han er ligesaa urolig som jeg selv, snart ligger han paa Tagkammeret, snart i Bryst-Etagen, snart i Arme og Been, hvor han især holder af at være; jeg kan tænke det er fordi her er en god lang Gang til Manoeuvrerne. Ellers har jeg ikke været saa sjæle- og legemsstærk i mange Tider som i Vinter; det seer næsten ud som om jeg havde taget op af Honoraret til at leve.
Hvad siger De til Daguerres Opfindelse [8]? Jeg er henrykt derover. Hvor let vil man nu ikke kunne forskaffe sig af de berømteste Statuer, Billeder af Landenes skjønneste Steder! Da Sollyset i en tropisk Natur har en saa hurtigvirkende Kraft, at selv bevægelige Gjenstande inddrikkes i Pladen, har jeg megen Tro til, at det nyligt opfundne Siderallys [9] maa kunne anvendes istedetfor Solen, eller at Huulspeile kunne slibes, der samle vor Sols Straaler og kaste disse over et Ansigt eller en Gjenstand af den Størrelse, saa at vi her se samme Virkning, som om Experimentet skete i Afrika. O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder! Hvor der dog er godt og herligt her paa Jorden! Men leve gad jeg dog nok - først om en 500 Aar, o hvad er da ikke skeet og gjort for Menneskeheden! -Vidste vi det nu, hvilket Eventyr vilde det ikke være, Tusend og een Nat er ikke rigere, og den er Unatur, hvad Verden giver er Naturen selv. Alt gaaer fremad, Poesien med. De Andre om mig sige rigtignok nei, men det er ikke saa. Jeg har en Følelse af hvad der maa kunne gives, jeg selv kommer aldrig til at give engang hvad de Første have givet. Selv i mit Allerbedste er jeg dog kun et godt Led i min Tidsalders Aand. Det jeg har i min Sjæl, denne skjulte Skat, som jeg i en aandig Midnatstime før har troet at skulle hæve, ligger sjunket, kommer ikke frem medens, som man kalder det, disse Lys brænde. O det er en Qval, en Qval Ingen ret begriber, jeg fortæres derved. Dog denne Liden et maaskee Poesiens arabiske Pulver [10], der gjør mig til hvad jeg er - en liden Prøve af det bedre Metal. Hils o. s. v.

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 228. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenhavn den 3 April 1839.

Før Løverdag [2] kan mit Brev ikke komme afsted, aligevel vil jeg dog begynde i Dag; jeg fik Pakken fra Dem i Formiddags og blev formelig forlegen; det er for meget, for stor en Opofrelse, det er mer end søsterlig Udgift af Tid og Tilbehør. Tak, hjertelig Tak! jeg har hældet mit Hoved til den i Dag og tænkt paa Dem og Deres, tænkt paa hvor mange gode Mennesker jeg dog har for mig; jeg maa ogsaa tænke derpaa, thi jeg har i disse Dage havt et Livs Moment, som vil ikke ganske glemmes i mit Digter Liv, dersom dette skal erindres. Molbech har vovet, jeg bruger Udtrykket vovet og tør det, at sætte sig imod Opførelsen af Mulatten, erklæret den for et forkasteligt Arbeide [3] og saaledes gjort Alt for at bekjæmpe min Erkjendelse hos Publicum. Hvorvidt Adler har Energi vil vise sig. Stykket er nu sendt til Theatrets høieste Ret ): Excellensen Holstein der nu skal afgjøre dets Antagelse eller ei. Det er min dramatiske Heder og 800 a 1000 Rdlrs Honorar, som staar paa Spil. For intet Arbeide er jeg blevet hyldet som for dette; de meest forskjellige Individualiteter have været grebne deraf; det var mig og Alle utænkeligt at det kunde forkastes og dog er det skeet. Det er Dagens Conversation i hele Kjøbenhavns æstetiske Verden. Forbittrelsen mod Molbech udtaler sig saa levende, at jeg alt heri har en Triumph. Theatrets Personale, de, som have Rolle i Mulatten, have paa det meest kraftige bevidnet deres Indignation. Ørsted har hørt Stykket tre Gange og erklærer ikke at kunde finde en tænkelig Grund til dets Forkastelse. Øehlenschlæger siger det er mit bedste Arbeide og et Digterværk han ikke turde, som Directeur, nægte Opførelse. Heiberg undskylder Molbech, der er hans Ven, men siger Stykket maa spilles og vil blive det. Hoffets Damer tage Deel i Stykkets Skjæbne. Thiele, Thorvaldsen, Kocks, - ja, jeg kan ikke regne den halve Stad op, forbauses og indigneres. Jeg har skrevet til Adler at jeg vil have mit Stykke opført, jeg forlanger Retfærdighed. Der ere Mange, som have været hos Holstein, saa Resultatet rimeligviis bliver Stykkets Antagelse, men det bliver nu umueligt at faae det frem i denne Saison. Saa opbragt, saa hevnopfyldt og bestemt, som denne Gang, have mine Venner aldrig seet mig, sige de. - Theatrets Folk haabe paa at mit Stykke skal give Molbech Banesaar; og Nielsen har vædet mod mig om en Flaske Champagne at det gaaer og gjør, siger han, en Furore, som intet Stykke i de sidste 20 Aar. Hvad siger De om hele denne Historie. Fru Lessøe blev ordenlig lidenskabelig og Lieutenant Lessøe, der vurderer Mulatten høit, er irriteret i høieste Grad. Kunde mit Stykke komme paa Scenen i disse Dage, hvilket jo er umueligt, da fik vist Molbech et “Pereat” [4]. Men det skal frem! Det skal spilles! Man kan hvad man vil! Molbech vil træde mig i Støvet og jeg skal dog leve, leve naar han staaer som et dødt Navn i en gammel Foliant. Forurettelse vække min hele Selvbevidsthed, jeg skal dog blive en Digter, Danmark skal føle sig hædret ved, jeg har Gud for mig, de skulle neie sig, som Sol og Maane maatte det i Josephs Drøm [5]. Med saadanne Følelser, med Ild og Gift i Blodet ere de sidste Dage gaaet hen, thi der er endnu intet Resultat; saaledes tilbragte jeg min anden April; Kellermann gjorte mig den første Vesit og derpaa kom en Haarlok fra Wulle, en Pakke Silketøi, Tørklæder, Vestetøi & fra Fru Bügel, et Maleri fra Jette Wulffs, Papirs Sager fra Fru Lessøe, Thetøi fra Collins; et halv Dusin Handsker fra Theodor Collin & &. Om Aftenen var jeg hos Eduard Collin hvor hele Familien var. Tidligst blev dog min Skaal drukket hos Thieles, thi Aftenen den første April var jeg der og da Klokken var slaaet tolv kom de Alle og udbragte min Skaal og et Dis Ønske over Molbech. Vi vare et stort Selskab. Kocks, Ørsteds, Thorvaldsen etc. - Uagtet al denne Sjæle-Kamp og Digter Liden rører sig hos mig en Idee til et nyt Værk, men, som neppe de første 3 a fire Aar bliver færdig, dertil har jeg ikke Kundskaber nok, dertil er ikke min Forstand nok afsleben, men Ideen, det af Gud Givne er Meget; bliver det, som det skal og maa, saa har jeg levet for Noget. Det er et Verdens Drama, Blomsten af hele Menneskelivet der skal aabenbare sig. Ideen er alt blevet klar og afdeelt i Acter; Ørsted, Lessøe, & & have hørt og begrebet den; de erkjende at det er noget Stort, næsten for Stort. Fru Lessøe var ogsaa overrasket ved min Udvikling af den. Det er Mythen om Ahasverus, dog, saaledes, som jeg har opfattet den falder de vist ikke strax paa, et Øiebliks Indgivelse viiste mig hvad der kunde gjøres [6]. Fra Stockholm har jeg faaet Brev om Mulatten, den vil der udkomme paa Svensk og mueligt bringes paa Theatret; mit Publicum der skal efter Brevet (det er fra Hjerta: Aftonbladets Udgiver [7]) være meget stort. I Forgaars sagde Rosenkilde den standhaftige Tinsoldat, Begyndelsen var meget god, men da han ikke kunde see at læse det op af Bogen ei kunde det udenad, blev Slutningen lidt tynd. Phisters tidligere Fremsigelse af “den uartige Dreng”, var langt mere genial. Igaar min Fødselsdag blev Siboni begravet, den Mand, som først tog sig af mig, jeg fulgte ham ikke, men skrev et lille Digt, som Hartmann satte Musik til og Theaterets Personale sang ved Kisten [8]. Udgiveren af “Maigave” var hos mig i Dag og bad om at maatte trykke det i “Maigaven”. Jeg skrev det i den meest forbittrede Stemning, med Hjertet fuldt af Gift og Galle; Hartmann sad paa Forhøiningen i mit Værelse og ventede paa det. Digtet skal imidlertid have gjort Virkning. Om 14 Dage giver Studenterforeningen en Forestilling for de Vandlidte; den gives paa Hoftheatret og bestaaer af en Folkecomedie af Herts, derpaa (muligviis) “den flyvende Kuffert” et Eventyr af H. C. Andersen fortalt af Forfatteren og tilsidst et fransk Lystspil oversat af Arnesen. Jeg møder i Silkestrømper, hvid Atlaskes Vest og min franske Hat, friseret a la Pechena [9]; jo, jeg bliver deilig, hvis der bliver noget af. - Jeg har det ellers nu saa hyggeligt og godt, ingen Savn, som Livet giver dem. Fra Selskab til Selskab, og hjemme, næsten for mange Visitter. Opvartningen i Hotellet er god og det morer mig at see “de Reisende” være nysgjærrige efter at beskue H. C. Andersen. Ja noget barnagtigt har jeg - men Galden mangler ikke heller, som de sidste Dage have viist.

Kjøbenhavn den 4de April.

I Dag indtraf et Epistel fra “Tante Augusta” [10], Tak hende meget derfor, jeg skal snart skrive hende til igjen. Der var en Veemod udbredt derover, som forstemte mig! siig hende, at hun kan endnu opleve mange lykkelige Aar; siig hende, at Sjælen i sin Udvikling er en Palme, jo mere Vægt der lægges paa den des kraftigere groer den. Siig hende ogsaa, som Svar paa et Udtryk i Brevet, at jeg “er tilfreds med min Skjæbne,” uagtet, som den sidste Historie og egentlig mit hele Liv viser, jeg har gaaet Torneveien og gaaer den endnu, saa godt som nogen Kunstner. Beed hende hilse Fru Guldbrand, som jeg af Hjertet vurderer meget høit; hun forekommer mig meget dannet, fuld af Aand og Energi; naar jeg har spøgt over den kjære Tantes Hengivenhed til den fortræffelige Kone, saa har det været over Maaden den udtaltes paa eller ogsaa for Drilleri. Deres Faders tunge og smertelige Sygdom gjør mig meget ondt for ham og dem Alle; de Minutter vi kalde Tid maa bringe Lindring. Fortæl ham fra mig om Udstillingen [11] hvor jeg har været i Dag. Det er den interessanteste jeg har oplevet. Af Thorvaldsen er i Marmor to Statuer og 24 Basrelieffer. Sødring [12] har givet Uglefossen i Guldbrandsdalen, Vandet har en Kraft, der synes umuligt at kunne gives i Faver, Mosset drypper af Vand. Thorvaldsens Ankomst paa Rheden af Eckersberg var mig mere interessant end stort udført. Af Dahl i Dresden er to norske Landskaber [13]. Fabritius de Tengnagel har ret genialt givet Nordlyset forrige Aar [14]. Høist interessant er Rørbyes: Scene af det offentlige Liv i Orienten, hvor Tyrkerne sidde og diskurere [15] medens Kamelerne føres over Broen [16]. Bærentzen [17] har givet Thorvaldsen, Øehlenschlæger og Jomf. Grahn, den sidste synes den heldigste og det er ikke stort sagt. Kykler har to romerske Familie Scener [18], yndige og geniale. Af Adam Müller er det bekjendte Stykke: Luther paa Rigsdagen i Worms. Ret komiskt har Eleven Andersen givet en borgerlig Familie i Ly for Regn i Dyrehaven [19]. Mageløs naturtroe er Kloss’s Malerie et fransk Orlogsskib, som kapper de i Storm over Bord gaaende Master [20]. - Koop [21] har copieret Horace Vernets [22] Portrait af Thorvaldsen, det er høist genialt og tilhører Collin, hvem Thorvaldsen har foræret det. Marstrands Antonie-Fest i Rom [23] gjør Lykke, men giver mig ikke det Billede jeg selv har i Erindringen om denne Fest. Rosent har malet en Scene af Paludan Müllers Dandserinde [24], det intereserede mig ikke, men er dog mellem de mange Stykker blevet i min Erindring langt bedre end Digtet selv. Ulvehistorien, som stod i Drevsens Folkeblad er i al sin Gyselighed fremstillet af Schack [25]. En Hyrdedreng, som driver Faar over en Bro, var poetisk smukt, jeg husker ikke Malerens Navn [26]. Græsseligt er Jensens [27] Portræt af Thorvaldsen med alle sine Ordner, det seer ud som han var traadt paa Ligtornene. Frøken Sporon [28] er malet i heel Størrelse, med Beentøi og Sko, saaledes som man maler Dronninger af. Et skrækkeligt Stykke der vækker stor Opmærksomhed, hun staaer med Weyses Etüder i Haanden, og hun skal ikke kunde spille dem sige Folk, men det er vel Ondskab; gammel og styk staaer hun der den Sjæl. - Men Papiret vil snart slippe, altsaa basta, skjøndt der var endnu mere at fortælle Faderen. Men jeg maa gjøre lidt Variation i Nyhederne. Ideen til Overskous nye Folkecomedie [29] skal være et Sagn om, at naar man ved Kirsten Piils Kilde lægger en Sum Penge, liig i Værd med den Gjenstand man har tabt, da skaffer Kilde-Nymphen det Tabte tilbage. En Mand har nu mistet sin Datter og han bliver gjerrig, eller synes det, for at samle Summen, som tilsidst bringes til Veie, men derpaa stjæles; Datteren finder han! - Lille Wulle, eller rettere Ingeborg-Mimi, som jo er Døbenavnet, sender dem mange Hilsener; Fru Collin har paalagt mig, naar De kom til Byen, enten at føre Dem til hende og Wulle eller den Formiddag De og Fru Lessøe besøgte mig, da at blive indviteret med Datteren til Chocoladen. Hun glæder sig til at gjøre Deres Bekjendtskab. Hendes Portræt er da ogsaa paa Udstillingen og vækker Opmærksomhed ved Skjønheden; ja der skal De see en Anunziata [30]. Jeg er idelig i Bevægelse, spadserer hele Formiddagen, er ude om Middagen og i Theatret om Aftenen, fører et ret prindseligt Liv; det sidste Aar har været det selvstændigste i mit Liv. - Skriv mig nu snart til, Deres Breve glæde mig saa meget; jeg skriver næsten til Ingen og faae derfor saa sjældent Breve, De er den eneste, som holde mig i Aande hvad Brevstilen angaaer. Nu, kjærlige Hilsener til Forældre og Sødskende, Line Faaborg [31], Tanten og alle mine Veninder; glem ikke Schleppegrell.

Broderen.

E. S. I Dag Løverdag hører jeg er Mulatten antaget til Opførelse.



Brev nr. 229. Fra HCA til Chr. Wulff[1]  

Kjøbenhavn den 4. juni 1839.

Min overbærende Broder!

See saa, nu er Pennen i Haanden, nu gaaer det, længe nok har det varet! - Det er s’gu lumpent, men jeg kan meget godt undskylde mig og det er vist, at jeg har lidt mere ved ikke at takke Dig for dit Epistel [2] og det ikke at meddele mig, end Du ved ikke at see min Sanskrit! Netop en Side, som denne her paa Papiret, skrev jeg strax da jeg fik dit nydelige, rigtignok vel korte Brev, men saa fik jeg ikke mere skrevet fordi jeg skulde digte en heel ny Vaudeville for Pätges [3] og saa havde jeg din egen Vesit; Dagen efter jeg havde faaet dit Kort og om Aftenen seet Dig i Theatret, pilede jeg ud paa Academiet [4], men Herren var stukket Nord paa [5]. Saa gad jeg ikke fortsætte det engang paabegyndte Epistel, der er kommet saa mange Slæder i Veien at - ja her har Du mig! nu sladdre vi! - Du skulde have hørt Frøken Riffel [6]! ja din Fader er jo nok ikke mellem Enthusiasterne, men det er jeg! Du skulde høre hende spille af Chopin [7] og Thalberg [8], hun føler selv hver Tone og vore Øine ere ved Fingerfærdigheden ligesaa forbauset, som vore Øre, hun har, maa Du vide, en usynlig Haand paa Maven, for naturlig kan det ikke gaae til; jeg sætter hende over Wilmers [9], men anseer ham for et større Geni, som Komponist, dersom han er en Lizt [10], saa er hun en Thalberg; vi ere ogsaa blevne Veninder begge to. Gerson [11] og Weyse veed jeg vare ligesom Harttmann henrykte og Hartmann sendte hende ved Afskeden en Brystnaal for at hun kunde blive stukket i Hjertet. - Løvenskjolds Sara [12] er et godt Sujet og der er meget smukt og genialt i Musikken; hvad Fru Heiberg angaaer - ja jeg har rigtig forsvoret at tale mere om den Sag, da Folk ere saa lumpne at ansee for Ondskab hvad der var min Lidelse ved at en Kunstnerinde, saa stor, som Fru Heiberg, prostituerer sig, og det gjorte hun efter min Anskuelse, ved sin Sang. Det er Opera-Musik og hun kan kun synge i Vaudeviller. Det var Skrig og jeg følte mig i en Angest, som om Konen gik paa Linie! Folk klappede og et Par unge m u s i k a l s k e Venner forsikkrede at jeg dømte galt og at det ikke var daarligt! men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog Øre og har hørt Sang, Sang, som den maa og skal være. Havde jeg været Fru Heibergs Broder jeg havde raadet hende fra det, forud og efter at have hørt Resultatet, sat mig derimod. - Hun er for stor i sin Kunst til at vise sig som Fusker i et fremmet Fag. - C e t t i [13] har givet D e o d a t a til sin Sommerforestilling, skrækkeligere Tøi har jeg længe ikke seet, gamle Winsløv [14] gjorte furore deri og Musikken har vist mange Skjønheder. - Min nye Vaudeville: Il Ialeo di Xeres eller den Usynlige paa Sprogø, er en Baggatel, der rimeligviis bliver udpebet, det vil beroe paa Spillet om den fortjener det. Hele Pjesen [15] er, som de egentlige franske Vaudeviller, kun Canevas [16] for Skuespillerne. Igaar var jeg i Theatret i Parquet-Logen[.] O, jeg traf der Fru Falbe med sine Døttre [17], jeg talte mere med Clara, end jeg saae paa Stykket, hun er deilig, jeg blev brændende heed, og gav gjerne en Uge af mit Liv for et Kys, og for hende selv - ? - ja, jeg døde mig ihjel strax efter Brylluppet. Jeg veed ikke hvor ungdommelig jeg i den senere Tid just har følt mig, lykkeligviis, gaaer Varmen over efter Nattesøvn og jeg er i Dag, saa rolig, som nogen Sjæl kan være, men var jeg riig, da fortsatte jeg Konversationen og sagde til sidst “voulez vous?”. - Hvorledes gaaer det med dit Hjerte? - Nu smiler Du vel! var det Ansigt til Ansigt, da kom der et fornemt Kast med Nakken, et uskyldigt Blik! - lad bare være min Broder, jeg kjender Dig nok! - Er der smukke Damer i Helsingøer? Frøken Knox [18] kjender Du jo! hils hende fra mig. - Fru Heiberg har faaet Reise-Stipendium [19] og tager sin Mand med, de gaae til Tydskland, men ville undgaae de store Byer, besøge derfor Hartzen og Rhinen. Sahlertz reiste i Søndags [20] til Ems og Paris, han var saa melankolsk derved at han hulkede ved Postvognen; Dagen før Afreisen stod jeg Fadder til hans lille Søn der blev kaldt E d g a r [21] efter Junkeren af Ravenswood [22]. Ingeborg Collin er af Lægen foreskrevet at skulle reise til Ems, ellers kan hun neppe helbredes, men der optaarner sig saa mange Hindringer, at der neppe bliver noget af. Fra Lieutenant Schmidt [23] skal jeg hilse Dig, vi boe, som Du veed, paa Gang sammen [24], saa vi see hinanden saa jævnlig! Det er dog et satans velskabt Menneske, o var jeg saadan - ja hvor jeg skulde gjøre Lykke hos Fruentimmerne, men nu - “Stakkels lille Askepot!” [25] - To Morgener i Træk [26] har vi havdt Ildebrand her i Byen, ved den sidste [27] kom flere Mennesker til Skade, værst var det med von Osten, der faldt en Muur med gloende Muursteen ned paa ham (og Leerbeck [28]) v. Osten laae i bevidst Tilstand fem Minutter og forbrændte Laarene, inden og uden, den ene Arm og hvad der er værst, fik et dybt Hul brændt i Halsen. - Jeg gaaer hver Dag i Vandet; igaar og i Dag med 12 Grader. Din Fader seer jeg sjeldent, forleden talte vi sammen om Sara, og det syntes, som om vi vare enige om Fruens Sang. En lille Jomf: Fredstrup [29] har danset Ialeo og gjort furore; ved sin anden Optrædelse blev hun modtaget som Jomf: Grann er blevet det og har begge Aftener gjentaget Dandsen. Den sidste Gang græd hun af Glæde, den lille Sjæl, saa Sminken løb hende ned over Kinderne og gamle Fredstrup [30] besvimede. - Jomf: Grann har ellers i Paris været i Fare; hun kjørte i Karreet med sin Moder under de sidste Dages Revulution [31], en Pøbelhob styrtede dem imøde, Kudsken kunde ikke slippe bort, Soldaterne kom til, der faldt Skud, Karreten skulde væltes til Barricader og Moder og Datter besvimede da, og bleve saaledes bragte ind i et Huus hvor de tilbragte Dagen. Hun har i sit Brev til Overskou, sendt mig en nydelig Hilsen, er jeg ikke en Lykkens Fætter - ja kommer jeg til Paris denne Vinter saa skal jeg rigtig søge Hosernes Grønhed, ret see at grane mig! hun er i Grunden nydelig, hun giver Been og jeg giver Hoved (for jeg er jo et godt Hovede) saa komme vi nydeligt frem; ville nu bare Midter-Stykkerne passe, Hjerte for Hjerte, men de to Størrelser blive nok ikke congruente, hun vil have et Hjerte med Guld-Beslag, mit er kun beslaaet med Følelse og Poesie. Dit næste Brev til Jette forkynder vel “jeg fik Brev fra Andersen, naa hvor han kan vaase!” - ja det skrev Du engang før, skriv det derfor ikke igjen, en god Stillist gjentager ikke samme Phrase. See det skulde være “etwas Beisend”. - I Juli tager jeg lidt til Skaane, bliver nogle Dage hos Baron Wrangels paa Høby [32] og gjør en lille Vesit hos vor “Ven” Nolchen [33]; han besøgte mig forleden og bad mig see ind til sig; ogsaa om Dig talte vi og jeg skal hilse, han er blevet “uvanlig tjuk!” - Du kunde gjerne skrive mig et Brev til, thi ombord maa der jo være god Tid. Du tager vel til Ramløse [3]? Hils de svenske flikkaer, en Deel af dem elsker “Spelmanden” [35], siig, de skulde snart faae ham i deres Midte, men de maa være nydelige mod mig. Du forstaaer mig vel, de Svenske kalde sædvanligviis Andersen “Spelmanden” efter den første Roman de fik oversat. Naa, dette Brev kan du da ikke klage over, det er af samme Størrelse, som jeg langt og - tyndt, man kan ikke forlange mere, end at den Skrivende giver et Aftryk af sig selv. Hils den svenske Kyst, Kullabjergene og den svulmende Sø og tænk selv smukt paa

Broderen.



Brev nr. 230. Fra Julius Eduard Hitzig til HCA[1]  

Berlin den 21n Juny 1839

Geehrtester Herr!

Unter den nachgelassenen Papieren unsers unvergesslichen Chamisso habe ich eine Reihe von Briefen von Ihnen vorgefunden, welche von einem so berühmten Dichter zu besitzen, seinen Hinterbliebenen zur Ehre gereicht. Dieser Umstand lässte mich aber voraussetzen, dass auch Sie Briefe von Chamisso aufbewahrt haben werden, und wenn sich darunter solche befinden, welche Sie der Vervielfältigung durch den Druck für würdig erachten, so bitte ich ergebenst, mir solche durch den Überbringer, meinen Schwiegersohn, Major Baeyer [2] vom Preussischen Generalstabe, zu übersenden, um sie in die Briefsammlung und Biographie Chamisso’s aufzunehmen, die er mich, in seinem Testamente, herauszugeben beauftragt hat.
Ich erlaube mir dabei, Sie die aufrichtigste Verehrung zu versichern des grossen Bewunderers Ihrer seltenen Gaben, welcher sich nennt; Ihr

ergebenster
Criminaldirector Dr. Hitzig

Noch neuerdings bei einer Krankheit meiner Enkel, der Kinder des Überbringers, haben Ihre Märchen ihnen alle Leiden versüsst. Der “Improvisator” aber ist unsrer Gesellschaft, die Sie ja auch mit Ihrem Besuche erfreuten, unvergesslich.
Kehren Sie bald wieder zu uns zurück!



Brev nr. 231. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Hyby i Skaane den 27 Juni 1839.

Uagtet jeg neppe sender mit Brev afsted før jeg igjen er i Kjøbenhavn vil jeg dog her begynde paa det. De seer af Overskriften at jeg er i Udlandet. Forrige Uge tog jeg med Dampskibet herover og befinder mig særdeles vel hos vore svenske Naboer; før jeg reiste var det min Bestemmelse at have skrevet Dem til, men der kom saa meget i Veien. Min Vaudeville Hanck[2] gjorte formeligt furore, neppe vil Mulatten, der dog er et ganske andet Arbeide tildele mig et sligt Bifald. Folk lo fra Begyndelsen til Enden og klappede næsten i hver Scene. Melodie-Valget vakte megen Tilfredshed, Foersom Hanck[3] var mesterlig og Pätges Hanck[4] spilte med Liv og Lune. Jeg venter og forlanger, skjøndt jeg veed Molbech er der imod, at Stykket skal i Theatrets Repertoire og gives næste Vinter. Fru Drevsen, hendes Mand og Louise reiste i Torsdags Hanck[5], der var lidt Veemod over dem Allesammen, jeg føler nu aldrig til Sligt naar der kan reises. Min Tour her til Skaane begyndte da, som alle mine Reiser meget piquant; alt ved Toldboden hvor jeg skulde ud til Dampskibet fik jeg til Naboe i den lille Baad, min Ven Molbech, vi gjorte Reisen sammen “Hr Andersen!” sagde han og viiste Tænder, men han beed ikke. Saa kom vi til Malmöe; De veed den hele Udenlandsreise varer to Timer. Malmö har en St Knuds Sal der stikker Raadhuussalen i Odense, jeg saae den, men desværre ved Dagslys. I Maaneskin rullede jeg paa en svensk Kerre med en Karl, der syntes begravet tre Gange, over den usselige Vei, gjennem Egne der ere beslægtede med de flade Partier i Skottland og naaede Hyby 11½ hvor Baron Vrangels Hanck[6] overordenligt gjæstfrit toge imod mig og yttrede at det var saa kjedeligt de ikke havde vist min Ankomst til Malmø at deres Vogn kunde have været der. I disse faae Dage har jeg flaggret om hver Dag; først til Baron Coyets Hanck[7] paa Torup, hvor der i Skoven var Dyrehave med Dands og Gynger, som hos os; Gaarden er fra Ch: IV Hanck[8] Tid og har Taarn og Voldgrav. En anden Gaard “Heckeberga”, hvor Baronessens Forældre Hanck[9] boer, besøgte vi Midsommersfesten, Bønderne dandsede i Gaarden til en blomstersmykket Maistang. Paa Torup gjorte jeg Bekjendtskab med Grev Barks Hanck[10], hvor den ene af Contesserne gjorte et dybt Indtryk paa Digterens Hjerte, vi samledes igjen ved et Besøg paa Borringe hos Grev Beckfries Hanck[11] hvor jeg læste Mulatten og blev ret hyldet, men jeg mærkede ogsaa at Hjertet stod sig meget godt, da det snart hældede til Mathilde Bark, snart til Louise Bark; Broderen, den unge Greve Hanck[12], som er Militair, men og Hanck[13] Student, har jeg i Dag besøgt i Lund og vi saae der den gamle Domkirke, Kryptkirken er dog den interessanteste Deel; her stod en Madonna i Krogen, som Edderkoppen havde spundet sin Væv over. De skaanske Herregaarde ere liig de ældste danske; her er ellers en Eleganse og en Mængde Adel, saa det falder i Øinene. Overalt var man hjemme i Spillemanden, den synes mere, end Improvisatoren at have climatiseret sig her. - Det er den eneste, men ogsaa en smuk Løn, for Digteren overalt, uden for Hjemmet, at finde Venner, der alt halvt kjende ham. Jeg har i disse ledige Timer begyndt paa Lamartines Reise i Orienten Hanck[14], den er skrevet med Genialitet og ægte chatolsk Christendom. Læs den. Jeg sad igaar paa Kirkegaarden i Hyby og med den Fjederham Lamartine laaner os, nedlagt i Bogen, fløi jeg over det klare, svulmende Middelhav.

Kjøbenhavn den lste Juli.

Nu er jeg ogsaa flyvet over vort nordlige Hav; imorges Klokken 8 gik jeg paa Skibsbroen i Malmø, og Klokken 10, var jeg i en Droske gjennem Kjøbenhavns Amaliegade. Ombord blev jeg ordenlig hyldet af de Fremmede, baade Svenske og Tydske, jeg begynder virkelig at troe at jeg er bekjendt; man takkede mig for Spillemanden og Improvisatoren, og det er sandelig en smuk, en opmuntrende Belønning at føle sig kjendt og forstaaet af Folk man ikke før saae. Ved min Hjemkomst stod paa Bordet en smuk duftende Levkøy fra Fru Bügel; “Portefeulen” laae ved Siden, nysgjærrig efter at see hvilket Portrait der fulgte med, aabnede jeg den og mødte mit eget Ansigt ledsaget af et smuk lille Vers af H. P. Holst Hanck[15]; jeg blev ordenlig blød om Hjertet ved denne kjærlige Modtagelse i Hjemmet. Collins havde længtes efter mig; jeg har Breve fra de Bortreiste, det sidste var fra Bremen Hanck[16]; Fru Drevsens Bryst taaler ikke godt Reisen. Louise har været henrykt over Hamborg. - Min korte Reise over Malmø, stod da der i Avisen anmældt, ligesom i gamle Dage naar jeg kom til Odense, om Molbech var der ei en Tøddel; han er ikke yndet i Sverrig og hvorledes det staaer til i Danmark med ham, veed De selv. Af de fynske Aviser seer jeg, det fredstrupske Selskab har gjort Lykke og at de nu venter Beckers, jeg faaer altsaa tydske Operaer naar jeg kommer Hanck[17]. Ved Markedet Hanck[18] omtrent kan De vente mig, vil Deres Forældre da have mig et Par Dage da er jeg meget taknemlig; skulde jeg kom[me] for tidlig, da er Ulykken ikke større, end at jeg sover paa Postgaarden og vaager hos Dem. Hele Ugen i Sverrig var det Skylregn, i Dag her i Danmark er det den gamle Sommer, suurmælksblaa Himmel og Vadskehuus Varme, det er som jeg var kommet til Italien imod regndagene i Nabolandet. Jeg er blevet bruun, som Ørkenens Søn, igrunden er jeg et Solbarn, strax paa Reise faar jeg ved den første Solstraale min oprindelige Farve; den italienske Reise gav mig jo mørkt Haar. Ja kom jeg til Orienten og fik talt med den gale Lady Stanhope Hanck[19], eller hvordan Navnet skrives, hun fandt mig vist ligesaa indfødt østerlandsk, som hun fandt Franskmanden Lamartine. Hils Thomsens, De seer dem dog imellem? Deres kjære Fader er jeg meget begjærlig efter at høre hvorledes det staaer til med; jeg haaber at Sommeren dog gjør godt, haaber ved mit Besøg at see ham spadsere paa Gaden og i Hjemmet med sin sædvanlige Jovialitet sige “Qvikheder”, som Svensken kalder det. Deres Moder er dog bedre; jeg venter at see et Ansigt, som ikke har forandret sig, eet veed jeg er blevet, det gaaer ikke saa let, naar man først engang eier det, nemlig det milde Udtryk. Hils Deres Tante, og fortæl hen[de] lidt af det Lidet dette Brev indeholder, jeg glæder mig til at disputere Hanck[20] med hende, - dog nei, vi ville ikke disputere, som i gamle Dage, da hun med Kosteskaftet forsvarede “Fornuftgiftermaalet”Hanck[21] for den æstetiske Domstol. Frøken Schleppegrel lever vel? Siig hende at jeg brænder efter en Kop Chokolade, hun maae ikke [gjøre] denne Slags Selskab før jeg kommer; ifjor snød hun [mig] derfor, iaar maa jeg derfor have to Kopper. Baronesse Stampe hører jeg har ført Thorvaldsen til Hamborg Hanck[22]. Ja Æren er en deilig Guldregn, naar den regner paa Præsten drypper den jo paa Degnen, Baronessen har altsaa Dryppebad i denne Tid. - Baronen hører jeg, spiser paa sit Værelse da han ikke vil være ved Bordet med Jomf. Salomonsen Hanck[23], som han finder forskruet; hvad skal man sige: Verden antager jo at han har en Skrue løs, og altsaa er hans og hendes Hoved ikke eens skruede. - Jeg veed nu intet mere at skrive om, er ogsaa lidt angrebet af Reisen altsaa Lev vel!

Broderen.



Brev nr. 232. Fra HCA til Henriette Collin[1]  

Sorø den 11 Juli 1839.

Sorø forekommer mig som en Flaske [2], Porten er Flaske Halsens Aabning, der maa man igjennem og saa ned til Bunds, hu hvor her er indesluttet og trist! Søen ligger saa dorsk og søvnig, som om den ogsaa kjedede sig ved at være her, Sumpen stinker, alle de nye Anlæg ere byggede paa Hængedynd og Træerne see raadne ud - dog Menneskene ere høist elskværdige, jeg har kun været her i to Dage og hver Dag ude i stort Selskab, igaar var jeg til Middag ved Bibelselskabet [3], hvor Bibelens Skaal blev drukket og vi fik god Mad og De veed jeg er “en Mand af Smag”. I Dag gjorte Hauch et lille Selskab for mig og jeg havde det godt, som man jo altid har naar man bliver gjort af. - Reisen herud var den sædvanlige, ud af den lige Landevei til Roeskilde osv. Vi vare 10 Vogne og ialt henved 70 Personer. Der var hos mig en Frøken Flindt fra Frederiksborg [4], der strax var saa artig at fortælle mig at “Improvisatoren” var “Den Usynlige paa Dagvognen” [5], den førte hun med. Fra Ringsted til Sorøe sad jeg sammen med Procurator Buntzen [6], det er første Gang jeg ret har talt med dette Menneske, der var altid noget Sufisant [7] i hans hele Fremtræden, som mishagede mig, men efter disse to Timers Conversation har jeg faaet andre og bedre Tanker om ham. Jeg fandt ham høist interessant, fandt saa megen Friskhed og Verden i hans Livs Anskuelser at han blev mig kjær og interessant. - Ingemanns toge saa kjærligt mod mig, som om jeg var en yngere Broder og i vore Samtaler, som om vi vare jevnaldrende Venner. Han arbeider paa et stort Digt, som er saa godt som færdigt: Salomons Ring; det indledes ved Romanser [8] og gaaer derpaa over i et Drama, men, som ei bliver for Scenen. Ideen er brillant! der er noget Stort, noget michael-angelosk i Conturerne; svarer Udførelsen af de enkelte Dele til Heelheden, da bliver det et Mesterværk; desværre maa jeg frygte at det Bløde, det Idylliske i Ingemanns Natur ikke egner sig til at udføre med behørig Djærvhed det Storartede i Compositionen. Dog hvorledes, end Udførelsen bliver, Ideen er der nu engang og denne er et Frø, som i en kommende Tid kan omplantes og bringes til Udvikling og til hele sin Modenhed. -
Hauchs nye Roman: “en polsk Familie”[9] er i to Dele, den første Deel er alt trykt og den næste er under Pressen; først naar den er færdig komme de begge ud, jeg faaer den og De kan da læse den. Lad Fru Collin læse dette mit Brev og fortæl hende, eller rettere jeg fortæller hende nu selv, at jeg i Dag besøgte Bresdorfs [10], de vare Alle vel og der var Besøg af hendes Fader Biskop Møller [11] og af hendes Broder [12]. Biskoppen talte jeg en halv Times Tid med, jeg syntes godt om den gamle Mand, bare han vilde børste sine Tandstumper. Den første jeg iforgaars, ved min Ankomst hertil Byen, mødte, var den yngste af Boyes Drenge [14], han kom mig glad og venlig i møde, siden talte jeg med Adolf, han var noget vild og loe mere end han talte; han er nok lidt voldsom. Jeg hilste dem begge fra Bedstemoder [14] og de sende Hilsener igjen. I Formiddags var jeg inde hos Paulsens [15] for at jeg dog fra een af Deres Bekjendter [16] kunde bringe Dem et god Dag. Jeg blev overdynget med Jordbær og Artigheder, vi talte om Wulle og Mumme -! det er sandt hvorledes har de søde Børn det, min lille “Inte”! og min anden Frøken “Leeman”! - Hils dem fra deres Digter! Vil De gjøre mig den Tjeneste at lade Deres Niels eller Rasmus [17], gaae hen i Hotel du Nord, spørge om der er kommet Breve til mig og er der, da tage disse, samt sige, at alle Breve (men ikke Aviser og Blade) sendes hen til Eduard, som jo da nok er saa elskværdig at slaae en Convelut om disse, og sende mig, indtil videre, til Odense. De maa nu ogsaa holde Deres Løfte at faae ham til og det i Ugen, at sige mig lidt om vore “Bortreiste”, jeg er gruelig længselsfuld efter at høre noget. Jeg synes slet ikke i Sommer at more mig ved Landet, det, at jeg ikke kan høre ret fra Dem, det, at jeg ikke kan komme i Vandet og saa maaskee en egen Irritabilitet gjør at jeg halv igjen ønsker mig til Hjemmet, dog nu vil jeg flyve ud, nu er jeg jo med Benene paa Marschen. Jeg er ellers temmelig forkjølet, har Snue og Hæshed, Fru Ingemann har derfor lavet mig en egen Mixtur, bestaaende af Honning, Kongen af Dannemarks Brystdraaber og Olie, det kan vist være lige saa godt som noget andet og saa tager jeg det, skjøndt det smager som stødt “Væggetøj”. -

Sorø den 12 Juli.

I Formiddag skal jeg drikke Chocolade hos Frøken Paulsen, jeg fik i denne Morgenstund en Billet fra hende. Klokken 5 i Eftermiddag tager jeg med Dagvognen til Corsør hvor jeg vil sove denne Nat og er da imorgen (Løverdag) i Odense. - Siig til Fru Collin at jeg imorgen tidlig skal besøge Birkners Monument [18] og i mit næste Epistel, som rimeligviis bliver til min Ven Theodor, fortælle hvorledes det endnu holdt sig. De maa da hilse det lille Menneske ret meget, ret hilse den kjære Fader, jeg fik da, naturligviis, strax Pas paa hans Atest [19]; skjøndt det var en ny og een mig aldeles fremmet Poletimester [20]; med den gamle seer det nok galt ud [21], den ene Historie efter den anden stiger som Spøgelse op af hans privat Livs kalkede Grav. - Paa Løverdag i næste Uge skal Hauchs lille Pige i Kirke [22], Thorvaldsen har selv tilbudet sig at staae Fader, Fru Stampe er budet til samme Forretning, saa er de vis paa, han kommer; hele Sorø taler endnu om det sidste Besøg han her aflagde; han boede hos Ingemanns [23], sov i den samme Seng hvor jeg nu har sovet disse tre Nætter. Ingemanns fortæller ellers hvilken Stads der var for ham i Præstø [24], og som Aviserne ikke have meddeelt, de seilede ud paa Søen, mange Aaleblus bleve tændt Lieutnant Schmidt [25] sang til sin Guitar, det var en venetiansk Gondol-Fart, hele Præstø var ilumineret og Veiret vendte ogsaa Retten og ikke Vrangen ud ved denne Leilighed. - Lev nu vel! seer De Gottlieb saa hils ham og lad mig vide naar Gusta kommer hjem. Bring Deres Mama en Hilsen og pur nu Eduardo padre della Wulle til at skrive, selv tænker De jo paa mig.

Deres trofast hengivne Ven og Digter
H.C.A.



Brev nr. 233. Fra HCA til Henriette Collin[1]  

Glorup den 26 Juli 1839.

Min søde Vulles elskværdige Moder!

Tak Eduard for hans Omslag [2], det om Brevene, jeg fik det i forgaars, thi det maatte søge mig op inde i Landet, jeg var da paa Lykkesholm. Den “godeste” Eduardo kunde gjerne have skrevet lidt mere, dog jeg er taknemlig selv for det lidet! hans “Omslag”, har trukket de varmeste Følelser ud af mit Hjerte, jeg sender ham disse til Tak og lover at der skal strax skyde ligesaa mange frem derinde, saa at Hjertet altid blomstrer med en grøn Bouquet for ham. Jeg skrev for nyelig Theodor til; han har vel sagt Dem at den drengeagtige Critik i Maanedskriftet [3] har afficeret mig! I Dag sender jeg over Nyborg Brev til Louise i Ems. Jeg har ogsaa lovet Augusta, i Kjøbenhavn, et Epistel og vilde skrive det, men jeg veed slet ikke om hun endnu er kommet hjem, hun gaaer nok endnu paa Volden i Hamborg og seer ud over Elben efter Rhinlandene hvor vi have vore Vand[d]rikkere. I Odense var jeg paa Comedie og saa Lumpacivagabundis [4], slettere Troup har jeg ikke seet, og den gjør dog stor Lykke. Jeg sagde det var Snavs og kunde ikke holde det ud til Enden. - I de Dage jeg var paa Lykkesholm, hvorhen jeg tog fra Odense, vandrede jeg daglig ene omkring i de smukke store Skove, der tage fat hvor Haven ender; jeg tænkte da paa Sverrig, mine Venner der og min Erkjendelse; jeg følte smukt den nordiske Aand, hvorledes de tre Brødrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen Nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, saa skete det [5]; jeg troer at faaer den en rigtig Melodie, een, som “Kong Christian”, har det, da kan den gjerne blive skandinavisk, her er den. Lad Eduard læse den for sin Fader.


1.

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,
I trende Riger er vort Hjemstavn deelt;
Men mellem Nutids store Himmel-Gaver
Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt!
Lad være glemt, hvis os en Uret skete,
Tidsaanden, som en luttret Margarethe [6]
Forener os, den trefold Kraft forlener,
Selv Sproget os forener.
Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,
Jeg jubler høit: jeg er en Skandinav!

2.

Kom med paa Dovre-Fjeld [7] hvor Jøklen [8] ligger,
Hør Fossens Torden, Sætterpigens Sang.
Den friske Sø- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,
Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang,
Og hvis om Snillets Mænd jeg hører heller,
Da Bergens By om Holberg [9] mig fortæller [10];
Til Fjelds! til Fjelds! Med stærke Klippeborge
Staaer Du mit gamle Norge,
I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;
Jeg elsker Dig; jeg er en Skandinav!

3.

Kom paa den snelle [11] Baad, lad Dampen virke,
See, Floder, store Søer er vor Vei!
Seil over Bjerget, hvor de høie Birke
Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!
Herfra lød Gustav Adolfs [12] Navn paa Jorden,
Han var den sidste Ridder her i Norden.
Lidt Barkbrød og den svenske Bonde synger,
Ham Nøisomhed forynger,
Han synger Sangene ham Skjalden gav,
Og vi med ham; Jeg er en Skandinav.

4.

En smuk Bouquet [13] af Kløver, Korn og Humle,
Er Danmark! kom og see vor Bøgeskov!
Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle,
Det dundrer lystigt under Hestens Hov.
Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,
Europa om det lille Land skal vide;
Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,
Og her har Sangen Vinger [14].
En Rose Danmark er! syng Skandinav,
Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5.

Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,
Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand;
De gamle Folkesange os forbinde,
I Melodien er et kraftigt Baand.
Af Enighedens Sæd kun Godt man høster,
Vi skue kjækt mod Vester og mod Øster!
I Fryd og Sorg! O her er godt at være!
Her leve vore Kjære!
Fra Bøg og Birk og Gran [15], vidt over Hav,
Lyd Glædes [16] Sang: Jeg er en Skandinav!

Hils den yndige, smilende Mumme, min afecterte Wulle og [tænk] selv smukt og venligt paa mig. Siig til Valdemar [17] at det gjør mig ondt at høre at han er blevet til et “Faarehoved”, jeg haaber at det er “uden Følger for Fremtiden”. - I Fredericia er Rosenkildes “Dramatiske Skrædder” [18], eenstemmigt blevet udpebet; det er første Gang Sligt er skeet i een af vore Provindsbyer.
Men jeg maa fortælle Dem lidt om Glorup [19], dog De kan jo tage Spillemanden frem og læse Christians Besøg der i Haven [20]. Jeg kom her igaar og Greven viser mig en Opmærksomhed, en Omhu for at gjøre mig mit Ophold saa behageligt [som] mueligt. Jeg har to brillante Værelser, herlig Opvartning og hver Dag lover Afvexling, i Dag skulle vi spise paa Søebysøegaard [21], vi reise om en Time, det er fire Miil dertil, altsaa have vi otte Miil at kjøre i Dag; Greven har bedet mig endelig at blive hos sig til Onsdag i næste Uge [22] og jeg har lovet det, gid De var her! det er just et Ophold efter min Smag, det er et Slot ganske i italiensk Stiil og med en Have, som de engelske Parker. Fortæl dem derom i Amaliegaden [23]. Det er mueligt at jeg tager lige herfra til Kjøbenhavn, thi kun mine Kjære der [i] det colinske Huus, kan smage mig efter denne grevelige Hyldethee [24], Sorø vil blive for haardt oven paa, dog jeg er endnu ikke ret bestemt. Greven er høist elskværdig, viser mig Alt, fører mig om som var jeg en Udgave af Thorvaldsen. Lev vel!

Deres Digter!

[Udenpå brevet:]
I den fynske Avis staaer i Dag et smukt lille Digt til mig [25] (skrevet da Brevet var forseglet.)



Brev nr. 234. Fra HCA til B.S. Ingemann[1]  

Glorup den 31 Juli 1839.

Kjære Ingemann!

Her kommer et Brev og ikke jeg! Grev Moltke paa Glorup indbød mig til sit smukke Greve-Sæde, jeg modtog Indbydelsen og har været her flere Dage, end jeg havde bestemt; jeg har nydt en Gjæstfrihed, en Opmærksomhed jeg aldrig kan gjengjælde; om en halv Time reiser jeg herfra, men ikke til Sorø, som det var mit Ønske og min Bestemmelse, men til Kjøbenhavn, Grunden her til, er, ærligt talt, jeg har saa lidt Tøi med, at alt mit Linnet er blevet skident, jeg har det sidste rene Stykke paa og jeg er for unseelig ved, at komme til Dem i Sorø og min første Indtrædelse der at være, maa jeg faae noget vadsket. Jeg har altsaa ikke andet at gjøre, end reise til Kjøbenhavn. Imidlertid er jeg, som De veed i Gjæld til Postmesteren for et Brev til Sverrig (Strømstad) [2], som man ikke kunde sige mig Prisen paa, vil De betale dette og sige mig hvad De har lagt ud; dernæst maa jeg bede Dem at hvis her er Breve, da at sende mig disse med første Post.
Jeg er ret ærgerlig over at komme til Kjøbenhavn før jeg igjen har seet Sorø, hils Deres kjære Kone og Hauchs, kjærligt fra mig.

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.

E.S
Ideen til Salomons Ring har næsten daglig beskjæftiget mig, det er en michaelangelos Tanke ridset med Pennen.

[Udskrift:]
S T.
Hr Professor B. S. I n g e m a n n

S o r ø.
f r i t.



Brev nr. 235. Fra B.S. Ingemann til HCA[1]  

Sorøe d lste August 1839.

Kjære Andersen!

Det var da en urimelig U[n]dseelse, der jog Dem til K i ø b e n h a v n istedetfor til S o r ø e og i saadan Hast, at det ikke ved et Brev fra mig kunde forebygges. Saa fremmede ere vi jo ikke for hinanden, at slige Pillerier skulde kunne berøve os Deres Nærværelse, som vi havde glædet os til. Kan De endnu i denne Efter-Sommer gjøre en Udflugt, saa lad Dem ikke holde tilbage, og lad os aldrig oftere savne Deres Person for - Linnet eller Uldent! (Et Brev, her er kommet til Dem, sender jeg Dem idag med Posten, og den Trøie, De lod tilbage, skal blive sendt med en Fragtmand paa Løverdag.)
Det glæder mig, at De møder Erkjendelse og Velvillie hos saa Mange. Det er altid oplivende og fremmende. Hos os Danske er Veir og Vind, baade i Luften og Litteraturen, af en temmelig ustadig Characteer, men det gaaer dog Skribenten her som Bonden - med alle Klager over Veirliget, slipper det dog gjerne op til en ganske god Høst.
Kan min Idee i “S a l o m o n s  R i n g” kun blive anskuelig for den meest poetiske Ikke-Mængde, vil jeg være tilfreds; i alt Fald har jeg forud annammet den eneste sikkre Braga-Løn [2] - i Ideens og dens Udførelses Glæde.
G r u n d t v i g døbte H a u c h s Barn, og jeg stod Fadder dertil med T h o r v a l d s e n og Ø h l e n s c h l æ g e r; men det var midt i vor Examens-Travlhed, og jeg saae kun lidt til dem. Vi tilbragte Aftenen i den Poulsenske Pavillon hiin Side Søen; men det havde regnet - Veiret var Graat i Graat og der var ingen stor Livlighed blandt os.
I Nysøe Have er der nu bygget et Atelier til Thorvaldsen [3], hvori han vil udføre sin egen Statue. H a u c h s reiser nok til K i ø b e n h a v n i denne Maaned med W i l l i a m [4], som skal være Søcadet. De hjerteligste Hilsener fra min Kone og

Deres hengivneste
Ingemann

Tak for Meddelelsen af de smukke phantasierige Eventyr [5] og den muntre Sprogøe-Spas [6]!

[Udskrift:]
S.T.
Hr H: C: A n d e r s e n
i
K i ø b e n h a v n

H o t e l   d u  N o r d
frit



Brev nr. 236. Fra HCA til Theodor Collin[1]  

Nysø den 23 August 1839.

Min kjære Ven!

Uagtet jeg hver Dag tænker paa at springe hjemad og da see Dem, da tale med Dem, kan jeg ikke lade blive, at jeg jo maa sende et lille Epistel og dette understøttes af to Grunde, først skal jeg have et Brev til Major Jensen [2], som har oversat Spillemanden og nu udgiver en Samling af mine Digte, men Indholdet af det Brev bliver saa lidet at jeg finder det for ringe at betale Sligt, som et heelt Brev, jeg kan altsaa skrive en Art Omslag til een af Vennerne; jeg havde først bestemt at skrive dette til den kjære Jette Collin, men saa huskede jeg paa hun havde faaet nogle Ord [3], min Ven Theodor slet ingen, altsaa underholder jeg mig denne Gang med Dem, men maa bede, at De vil lade det indlagte Epistel, den Dag De faaer det, komme til Major Jensen, han boer ved Vestervold, men Nummeret maa De være saa god at eftersee i Veiviseren [4]. Dernæst har jeg endnu en Ting paa Hjertet, den ligger mig meget nær; jeg troer at det er Løverdagen den 31 August Deres Søster kommer hjem, men jeg har faaet en Uvished om det ikke skulde være imorgen den 24 [5], er dette Tilfældet, da skriv mig øieblikkelig, blot den ene Linie, eller beed Deres Fader derom, at jeg faaer at vide, “det er den 24de de ventes.” Er det derimod først i Ugens Slutning (31) at de komme da behøves ikke Skrivelsen, skjøndt De veed nok ethvert Epistel fra Dem er mig usigeligt kjært. Til Onsdag den 28de har jeg lovet at blive herude, da gaaer der Dagvogn ind og jeg kommer da rimeligviis, skjøndt det kunde ogsaa stikke mig at komme lidt senere, nemlig Dagen efter at Søstrene vare komne, thi ved den første Ankomst til Hjemmet er der saa Mange der ville modtage de Hjemkomnes hele Kjærlighed, at jeg, der har dem næsten ligesaa kjær, vil føle at jeg dog er en Fremmet. Der ligger noget meget tungt i denne Tanke, noget Mere, end De vist kan indsee, der aldrig har levet i et saadant Forhold. -
Thorvaldsen seer saa ungdommelig og rask ud, som jeg aldrig har seet ham, han arbeider sædvanlig fra otte om Morgenen til fem om Middagen, Baronessen er med sit Sytøi den meste Tid hos ham og gaaer til Haande, som en Haandlanger. Han siger mangen djærv Spads, der rigtig nok imellem tyder paa at han ikke har levet meget med, jeg vil ikke sige “dannede”, men “danske Damer”. Imidlertid, det er Thorvaldsen der siger det og saa gaaer det! jeg skal naar vi er ene engang fortælle Dem disse, virkelig pudsige smaa Historier. Jeg kunde ogsaa nok skrive dem, men De er en slem Fætter med at lade Deres Breve flyve om, derfor skriver jeg kun almindelige Ting. I det mindste mine Breve, de flyve lidt om, f Ex et jeg fandt i Feieskarnet paa Trappen.
Efter Bordet kjører Baronessen med Thorvaldsen og mig en Tour, sædvanlig paa en Miil eller halvanden udad; det morer mig her ret at opfatte det Eiendommelige hos vor Tidsalders første Billedhugger; jeg har lagt mærke til at han er noget stræng i sin Dom over andre Kunstnere, men jeg har ogsaa opdaget flere høist elskværdige Sider. Forleden Aften var Baronessen for haard mod den syndige Baron [6], som rigtignok plager med sin Musik, da tiltalte Thorvaldsen smukt Baronessen, til Mandens Fordeel. Iøvrigt har Baronen ypperlige Indfald og siger mange store Sandheder. Forleden - men riv nu dette ud af mit Brev, før det kastes bort! - sad vi Alle om Bordet, Thorvaldsen med. “Ja Christine Du skal nu altid have en Dukke at lege med”, sagde Baronen, “ifjor var det Een, i Aar en Anden; nu er det Thorvaldsen, enten det saa er en stor eller en lille, en Dukke er det dog kun for Dig!” -
I forgaars var der da en dramatisk Scene imellem Baronessen og mig, den endte da med at jeg maatte love at glemme hendes Fremfusenhed, men hun fik en ordenlig Tiltale. Hun kan nu ikke andet end hun maa dominere og sige næsten Uartigheder, men saa faaer hun i al Høflighed over Fingrene og hendes Omgivning har alt et Par Gange takket mig for mine passende Svar. I forgaars havde hun bedet mig indstændigt læse Mulatten og bedt om hun maatte indbyde Politimesterens Frue [7]; samme Kone taler jydsk, men synes ellers meget fornuftig, kun at hun ifjor havde gaaet hver Morgen her i Haven for at faae mig at see og sagt hun vilde give hvad det saa var, for blot at tale med mig, det gjorte Baronessen den Gang Løier med og iaar gjentog hun det, da Konen var glad ved at blive indbudet. Dagen efter, ved Spisebordet, leveredes mig et Brev, der skulde være kommet fra Præstø, det var reent galt bogstaveret, omtrent som Baronessen selv skriver til daglig Brug, men Underskriften var fra Fru Müller; der fulgte tillige en Serviet med, hvori jeg ved at føle med Haanden mærkede laae en Krands, nu begreb jeg strax det Hele var et Arangement af Baronessen, og fattede mig derfor. “Hvad er det for et Brev? hvad er der i Servietten?” spurgte hun over Bordet. “Det er en Krave med Kryds [8] jeg har havdt i Præstø, for at faae den kruset!” svarede jeg, “tillader De jeg staaer fra Bordet for at lægge den op!” og nu gik jeg, saa at hun ingen Fornøielse fik. Men efter Bordet viiste jeg Thorvaldsen det, der som jeg, fandt det var en dum Spøg, og han sagde hende jeg var vred. Nu kom hun bleg styrtende op, og jeg spurgte hende om hun brugte at indvitere Folk ud for at have dem til Nar? “Jeg vilde kun have Løier med Fru Møller!” svarede hun. “Da Konen ikke faaer noget at vide derom” svarede jeg, “er det at have Løier med mig! De vil see om jeg kan tro Smiger i et taabligt Brev, De vil see om jeg skulde yttre nogen Slags Glæde, som De siden kunde fortælle Deres Naboer og er Fru Møller eenfoldig, som jeg nu ikke troer, da er det upassende, uartig mod mig, at indbyde hende til at høre mig læse. Jeg burde øieblikkelig reise bort, men De vilde maaskee da fortælle Historien paa Deres Maade, og der kom en Snak derom, det Hele ikke er værd og derfor bliver jeg!”- Jeg sagde endnu meget mere og hun var bøielig, som jeg aldrig har seet hende og er til dette Øieblik, den største Opmærksomhed, den elskværdigste Vertinde. -
Men nu er her ikke Plads mere! hils Deres kjære Forældre! hils Jette og Augusta, De seer dem jo begge og tænk selv venligt paa mig.

Deres broderligt hengivne
H. C. Andersen

[Tilføjelse i marginen s.1:]
Hils vore fælleds Venner!



Brev nr. 237. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenhavn den Oct 1839

Langt om længe komme da Eventyrene [2]! Reitzel har naturligviis besørget sine Exemplarer tidligere til Fyen, end dette kommer, men min er ikke Skylden. Et nyt Arbeide beskjæftiger mig: “Billedbog uden Billeder” [3], den udkommer til Nytaar og skjøndt jeg ikke tør kalde den mit bedste Arbeide, noget jeg dog troer den er, tør jeg dog sige, den er eet af de, som meest interesserer mig. Det er en Bog, om hvilken Meningerne ville blive ligesaa deelte, som de vare det om første Hefte af Eventyrene, men jeg haaber at den, som disse skal arbeide sig op i Folks Interesse. “Den flyvende Kuffert”, synes meest at behage af dette Hefte, og dog er “Storkene”, unægteligt, det meest afrundede. I min “Billedbog”, ynder Fru Lessøe meest en Scene med Storkene [4], ja ogsaa der komme de, samt en Hinduepige ved Ganges [5]. Selv anseer jeg “Keiserens Død” [6] og “den gamle Jomfrues Liigkiste med de løbske Heste” [7] for de genialeste. Ja, den Billedbog vil forekomme Mængden, som en alfor broget Arabesk, men derimod synes de poetiske Gemytter en Digtsamling i Prosa. I Aftes skrev jeg en Epistel deri “min sidste Kjærlighed” [8], den kommer rimeligviis i de svenske Aviser. - Det, som ellers meest interessere mig i denne Tid er en Mäckintosch [9] jeg har faaet og en elegant Vinterfrakke; denne Vinter er den først[e] jeg træder op som et Menneske. Jeg er blevet udstoppet og pudset saa jeg ordenlig er smuk, jeg er en “dandy”. Opogned af Østergade maa man og “Digteren er jo slet ikke styk!” sige Damerne, og det nydelige Damer. De puffe hinanden i Siderne og gjøre Øine - ja, jeg maa nok snart, som von Thybo [10], have Folk til at sige noget ondt om mig. - Dette er den første Sommer og Efteraar, jeg ret har følt mig tilfreds her hjemme; jeg morer mig, som om jeg var ude, jeg er kommet til Klarhed med mig selv og Verden og saa faaer Alt et sikrere Udseende, et roligere Lys. Honoraret for den Usynlige blev 87 Rd og 2 Mk. dersom Mulatten indbringer mig 9 Gange saa meget, det grændser jo lidt til det muelige hos os, da gjør jeg paa tre Maaneder i Foraaret en Dampskibs Reise fra Wien til det sorte Hav og til Constantinopel [11]. O hvor jeg længes efter at see nye Mennesker, ret at føle mig fremmet for at faae nye Mennesker jeg maa elske. I denne Tid er jeg i Mode, jeg troer det er den Usynliges Lykke, og Forventningen om Mulatten, som ansporer Folk, mine mange Smaavers holder dem i Aande nok sagt, - jeg er lidt i Mode, og min Frakke er ogsaa efter første Mode. See nu har jeg da talt tre Sider om mig selv, mindre kunde det gjerne være! nu vil det nok være passende at jeg anbringer denne med Hilsener altsaa 10000000000000000000, vil De behage at uddele. Deres Moder og Tante fik sidst Brev fra mig, et Epistel igjen faaer jeg vel ikke, men De er en god Søster Jette, De skjænker mig af Deres “milde Gaver!” - Hils den gode Fader, jeg tænker oftere paa ham, end han maaskee troer. Lev vel!

Deres trofast hengivne
H C. Andersen



Brev nr. 238. Fra Henriette Hanck til HCA[1]  

Fredag d: 9de Novbr. 1839.

Tak for Deres Eventyr gode Andersen og for de medfølgende Linier [2], jeg modtog begge i Mandags Aftes paa Sengen hvori en Forkjølelsesfeber har holdt mig nogle Dage, jeg har som altid været heftigt angreben; men er nu paa lidt Mathed nær igjen rask, saa rask, at jeg alt idag har besørget mine Timer. Kjære Andersen, De har ladet mig vente længe efter at høre lidt fra Dem, og jeg besvarede dog saa øjeblikkeligt Deres foregaaende Brev af 25de Septbr [3]. Ifjor Vinter var det anderledes, da fik jeg Brev saasnart jeg havde skrevet, det var saa deiligt! “Ja bi til jeg skriver!” har jeg sagt hver Gang til mig selv naar Posten intet har bragt mig; men - ængstelig - det har jeg slet ikke været, dog jo mod Slutningen en lille Smule; men ogsaa kun en ganske lille Smule! See nu har jeg skjændt, skal vi nu være gode Venner igjen? Det kommer an paa Dem! Moder vil selv takke Dem for Deres venlige Epistel, og i et lille Indlæg besvare den. - Jeg vilde gjerne spøge lidt med Dem idag, for dog engang igjen at være lidt munter; men den daglige Jammer om mig, gjør at jeg reent glemmer det, og - Deres Brev, disse faae udjagede Linier, der ideligt modsige hinanden, hvordan skal jeg besvare dem? Hvad kan jeg sige. Og dog vilde jeg saa gjerne sige noget der kunde fortjene at De kalder mig: “Deres gode Søster Jette”. De kan intet kjærere Navn give mig, og jeg vil bede Gud skjænke mig Kraft til ret at være det i Aand og Sandhed! - Jeg er meget begjærlig efter Deres ny Bog [4], og vil læse den med den højeste Interesse. Alt hvad De skriver mig om den siger mig at den baade vil tiltale Phantasien og Hjertet og tror De ikke nok, at Søsteren har saa meget af begge Dele at hun kan følge med, vil De indestaae for den Første? saa svarer jeg for det sidste. Jeg har i dette Øieblik en saa ubeskrivelig Lyst til at høre Deres nye Bog, at jeg gjerne gav min hele Riigdom, ja selv noget af hvad der i mit Eje er mig kjærest, for iaften at være hos Fr Læssøe, og der høre Dem forelæse noget af Deres Billedbog, dog, De forlod os maaskee og gik i Theateret, til Jfr. R-s Concert [5] eller i Herr og Mad. B-s Soireer [6]. Jeg havde reent glemt at De, som De jo skriver er en fuldkommen Dandy, og en Modeherre comme il faut svigter ikke Sligt, for en Søsters Skyld! Saa lad os da tale om Deres nye Frakke! Hvilken Skrædder har syet den? hvilken Farve har den? Hvormeget har Alen af Tøjet kostet osv. osv. Den siger De jo interesserer Dem af Alt meest. Hvilke Damer finder Dem smukkest i den nye Frakke, og hvem ere de nydeligste blandt disse Damer? Kjære Andersen troer De virkelig, at en eneste af de Damer der kjænder Dem nøyere, og hvis Interesse og Godhed De sætter Priis paa, tænker paa Udstopningen i Frakken naar de veed at der slaaer et godt og trofast Hjerte under den? Vil De at Folk skal glemme Digteren for Dandyen, Mennesket for Frakken? De kan tro det naar jeg siger det, en Søster smigrer ikke, De har et interessant og aandfuldt Ansigt, er det ikke langt mere end at være smuk, især for en Herre; men naar jeg siger Dem, at De i mine Øjne er smuk, saa maae De igjen ikke glemme at Søsteren maaskee med Forkjærlighed seer paa de Træk der ere hende kjære! - Jeg taler saa aabent til Dem er De vred derfor? Tro for al Ting ikke at jeg har villet moralisere, jeg er selv ofte lidt forfængelig, hvis jeg var smuk vilde jeg maaskee ikke være det! - Jeg har læst Deres Eventyr paany med megen Fornøjelse, jeg veed ikke hvilket af dem jeg skal foretrække, Storkene ere allerkjæreste; men den flyvende Kuffert er saa vittig, hvad der især har moret mig er den Yttring at man mærker paa en Bog at den er af en Dame, ved den Reenlighed der gaaer igjennem den [7], skriver jeg nogensinde en Bog mere som jeg dog neppe tror, vil jeg ikke som i Tante Anna, hænge Gardiner op i den, eller endnu mindre som Frederikke Bræmer, lave Mad! De tænker maaskee, fordi jeg ikke forstaaer det, fy saa satirisk maae De ikke være! Jeg har saa længe ikke skrevet, da jeg begyndte mit Brev syentes jeg at jeg havde et uendeligt Stof, tusende Ting at sladdre med Broderen om, og nu siger jeg dog slet ikke det jeg vilde sige. Paradisets Have er saa poetisk og smuk; men da jeg igjen læste det, forekom det mig som om det ikke ret egnede sig for Barnet, det modsiger imidlertid mine smaae Elever, det er det allersmukkeste forsikkre de, det samme sige de paa Guldensteen, da Grevinde B- [8] sidst var her var hun selv hos Milo for at kjøbe Eventyrene der altid har behaget hende særdeles. Dedicationen til Fr. Heiberg er jo nydelig [9] hvad sagde hun dertil? Blandt de øvrige Smaavers i Moders Brev syentes jeg bedst om det til Christian Winther [10]. - Jeg vil dennegang intet fortælle Dem fra Hjemmet, Moder vil vistnok i hendes Brev sige Dem hvor mørkt og sørgeligt Alt er, og det vil ikke opmuntre Dem at høre det gjentaget. - Jeg har da læst Hauchs: En polsk Familie og den har behaget mig meget, to Dage efter nynnede jeg bestandig Frihedssangen. Noch ist Polen nicht verloren! forekom mig i de Dage som den smukkeste af alle Sange. Det forekommer mig som om Hauch som Forfatter er ældre og alvorligere end De; men langtfra saa genialsk, der er et indere Soelskin over hvad De skriver som Hauch mangler, det er som om jeg saae det hele i Maanebelysning, meget er skrevet med Begeistring, og dog er der noget mat og koldt, jeg kan ikke sige hvori det ligger men jeg føler det. Pater Vincens og Starosten, synes mig ere ypperligt skildrede og vedligeholdte, saavel som den ynkelige Casimir, dette Menneske der hverken er sit Fædreneland, sin Hustrue, ja ikke engang sin Utroskab fuldkommen tro har desværre vist mange Brødre i Virkeligheden, og er som greben ud af Livet, med Damerne er jeg mindre tilfreds. Leontine interessere ikke ret som Heltinde, endskjøndt hun maaskee er rigtig skildret, hun er ikke Fruentimmer nok, om jeg var Herre veed jeg vist at jeg aldrig kunde forelske mig i hende; der er Alexandre, men hun stiller sig selv for lavt til at hun kan staae højt hos Andre, ikke engang hendes Troskab er interessant fordi den har en saa ussel Gjenstand. Jeg haaber at Emilies Afskyelighed er overdreven; men jeg veed det ikke. Hvad der i hele Bogen har tiltalt mig meest er Pater Vincens Ungdomshistorie, den bevægede mig forunderligt, kun kan jeg ikke begribe hvor det var muligt at Antonie saaledes kunde tage Feil af Forfatteren til Digtene, jeg synes det er unaturligt. Tror De ikke at Pater Vincens som ung har havt nogle Træk af Antonio [11], Antonie derimod er ikke nær saa elskværdig som Flamine [12]. - Interesserer Deres nye Bog Dem ligesaameget som Improvisatoren da De skrev den? - Paa Mandag reiser Oldenborg og hans Kone [13] til Kjøbh. hvor han bliver 14 Dage, hun noget længer, jeg haaber hun faaer Mulatten at see da skal hun ret fortælle mig naar hun kommer hjem.
Jeg har jo endnu ikke lykønsket Dem til Deres Held med: den Usynlige [14] seer De De har Lykken med Dem, vilde jeg sige naar det ikke klang som en Fornærmelse; men naar jeg skal være ganske ærlig, saa har den Usynlige behaget mig mindst af Alt hvad jeg kjender af Dem; men jeg antager at det ligger i min egen Mangel paa at opfatte det Comiske hvortil jeg mangler en Sands. De fortjener jo ret Penge i dette Aar, De kunde blive en lille Nabob [15] om De ikke reiste saa meget, 800 til 1000 Daler forekommer mig som en stor Sum saaledes paa eengang; men for et offentligt Menneske er det maaskee ikke halv saa meget som det vilde være for een af os Andre, De vil anvende Deres Penge til en Reise over Middelhavet til Constantinopel, for at see ny Mennesker som De maae elske, for ret at føle Dem fremmet, ja det Sidste vil De vistnok opnaae, det Første - o ja, naar disse flygtige Venskabsforbindelser man stifter paa Reiser kan tilfredsstille ens Følelse, saa kan man vel opnaae denne Kjærlighed, Hjemmet vil imidlertid igjen blive Dem noget fremmed; men dog ikke i den Grad at De ikke som efter Tilbagekomsten fra Italien, med hele Deres Siel vil længes ud igjen.
Jeg har narret mig selv i Begyndelsen af mit Brev bestandig opsat at omtale denne Reise som jeg ikke kan tænke mig uden Ængstelse og Smerte; men det er jo noget der ikke kan komme i Betragtning. Gud velsigne Dem da, og gid den maae skjænke Dem den Tilfredsstillelse De venter, naar De gjenseer Hjemmet vil vistnok meget være forandret især i vor lille Kreds; men desværre neppe til det bedre, o, jeg tør ikke tænke een Dag fremad, Gud give dog Julen var overstaaet, den har i de sidste 5 Aar kun bragt vor Familie Sorg og Ængstelse. - Fra Tante Thea [16] der, først for en 14 Dage siden har forladt os, skal jeg hilse Dem ret meget det var en smertelig Afsked mellem hende og Fader, det næstsidste Indtryk hun medbragte fra Danmark, var hendes Ungdomsvenindes Mad. Krügers pludselige Død [17], et Tab der i høj Grad har smertet os Alle, hvad der i den senere Tid ogsaa har bedrøvet mig er Efterretningen om min kjære Hanne Selmers [18] overordentlige Svaghed, hun har Alt hvad hendes Hjerte kan ønske; men hendes svage Helbred gjør at hun desuagtet aldrig kan føle sig lykkelig, thi der kan dog vist ingen bittrere Følelse gives end den Selverkjendelse ikke at kunde være i sit Hjem hvad hun saa gjærne vilde være, ikke med sin bedste Villie at kunde gjøre en Mand fuldkommen lykkelig som hun elsker og som gjør Alt for hende, thi hvilken Hyggelighed kan der tænkes i et Hjem hvor Konen næsten altid er syg. Dog jeg seer ikke hvor jeg kommer paa denne Gjenstand, der jo aldeles ingen Interesse kan have for Dem der kjender Hanne saa lidt. Lad os tale om Deres Billedbog, om den gamle Jfr.[s] Liigkiste med de løbske Heste for; naar skal jeg dog faae denne Episode at læse, og den som kommer i Aftenbladet! - Levvel min kjære Broder, skriv snart, husk at Deres Breve i denne Tid udgjøre min eneste Glæde, en Glæde som De kan gjøre

Deres Søster Jette.

Levvel! - O, jeg vilde gjerne see Dem i den nye Frakke.



Brev nr. 239. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenhavn den 10 December [1839]

Det var søsterligt af Dem, De skrev saa snart [2]! I Løverdags [3], efter Opførelsen af Kammeraterne [4] , var jeg sagt til at være hos vor nuværende Konge og Dronning [5]. Det var nu ikke saa rart, at jeg skulde læse mit Stykke, efter at de have seet et godt Stykke, ypperligt udføre, derved maatte mit tabe betydeligt. Jeg blev ført ind i hans Værelse, ventede der lidt, og de kom da fra Comedie og undskyldte nydeligt for min Venten, hvorpaa jeg førtes op i Caroline Amalies Værelse, hvor et lille rundt Theebord var dækket, Prindsen tog Plads i Sophaen lige for Caroline Amalie i [en] anden, ogsaa ved Bordet, og man bad mig sidde ned i Lænestolen ved Siden. Jeg blev forestillet for Prinds Bentheim [6], Frøken Waltersdorf [7] skjænkede Thee, vi talede om Theater og Litteratur; efter at Theen var taget bort læstes Mulatten, Scenen i første Act hvor Cecilie og Horatio tale om Paris [8], samt i sidste Act Historien om Hesten [9] syntes at behage meest. - Da Stykket var læst spiiste vi skaaret Smørrebrød og Kage, drak Viin og talte om Gutzkow [10] og om Marmier, hvilken sidste Caroline Amalie sagde mig var her, han havde havt Audients samme Dag. Hun sagde nu at hun tog Deel i mit Stykkes Skjæbne forestaaende Tirsdag, at hun vilde see det og da jeg brød op, fulgte Prindsen mig til Døren og yttrede at naar jeg havde igjen et nyt Arbeide vilde det glæde dem at høre mig forelæse det. Jeg fandt mig saa hyggelig og vel i deres Kreds og det var over Midnat da jeg kom hjem. Næste Dag var der Prøve paa mit Stykke og om Mandagen General Prøve, der gik glimrende; den eneste, som ikke synes mig at give sin Rolle godt - men det er mellem os - er Nielsen; ja Paleme, bliver reent til Nul. Fru Heiberg [11] sagde Replikken i tredie Act, hvor hun er ene og taler om sin opvaagnende Følelse, saa mesterligt, at Alle der vare tilstede bleve henrevne; hun kom derpaa ned i Parquettet til mig, spurgte om jeg var tilfreds og var høist elskelig. Mad: Nielsen [12] er ganske fuldendt. Holst fortræffelig [13] og Udstyrelsen er nu meget god. Jeg har mødt en Beredvillighed, en Hyldest, der næsten synes for stor. Om Natten sov jeg lidt febersyg og havde Anelse om Kongens Død, thi om Aftenen, da jeg var hos Collins, og der talte om Prøven, sagde den gamle Collin, gid at Stykket maa gaae rundt, at ikke Kongen døer, han er meget daarlig! - “O, saa døer han vist inat eller imorgen, naar Stykket begynder!” udbrød jeg. I Dagningen var jeg oppe, saae fra mine Vinduer, Maskinkarlene bære de nye Palmetræer Palemes Hytter, Eleonores Seng og Markeds Boutikker ind paa Theatret; Placaten var slaaet op, Folk stod udenfor, da kom den ene efter den anden: Kongen er død Klokken halv 9. Jeg havde været i en Spænding og blev nu mere angrebet, men Dagen efter var jeg sløv, mat og syg, nu er det bedre. De vil vide hvorledes Resten af Tirsdagen gik; jeg var da om Middagen hos Collins, hvor der var stor Bedrøvelse, thi Kongen var personlig elsket der, dog beklagede de ogsaa mig, og ikke et Menneske mødte jeg den Dag der talte til mig, uden at man ved at nævne Kongens Død beklagede mig; endnu taler man til mig derom, der var en almindelig Interesse for at see Mulatten, der er i stort og godt Rygte her i Byen; mueligt venter man for meget. Aftenen tilbragte jeg i Studenterforeningen, hvor de Alle condolerede mig. Nu er her grueligt trist, jeg savner Theatret, dog længe varer det ei; ja det [er] endogsaa forbausende snart Lystigheden begynder. Kongens Begravelse er bestemt til den 10 Januar, det vil sige, om Kisterne kunne blive istand, og alt den 13 Januar aabnes Theatret igjen, rimeligviis med Mulatten. Altsaa om fire Uger. Der er med Indstuderinger imidlertid ingen Standsning; hver Dag er Prøver, saaledes øves paa Operaen: Bryggeren i Preston [14] og paa Bedstefader Guerin [15]. Næsten Alle, selv Tjenestepiger gaae i Sorg og man fortæller at igaar blev to Damer insulterede [16] i Dronningens Tværgade, Pøbelen rev deres røde Hatte af Hovedet paa dem. Her tales meget derom, og næsten Enhver man ser er i dyb Sorg, jeg har faaet nye sorte Klæder, sorte Handsker og Flor om Hatten, Moden er imidlertid hører jeg i Dag, for fiffige [17] Herrer fiint Klæde om Hatten og hvide Halstørklæder med sort Kant. Hos Collins, hvor de høre til anden Classe [18], ere de nu meget i Sorg. Karreeterne ere overtrukne, ingen Orgler spilles. Nei, hvor her er trist! - Igaar reiste Marmier til Paris, han besøgte mig og sagde at min Biographie [19] havde vakt Opmærksomhed i Paris, og at han vilde oversætte noget af mig; hans opsagte Kjæreste Marie Øehlenschlæger [20], saae han slet ikke, det lod til at han endnu tænkte smukt paa hende. Heiberg var han vred paa, da han vidste at han vilde skrive en ond Kritik over hans “nordiske Litteratur” [21], ja, sagde han, “skriver han mod mig for hundred, skal jeg skrive mod ham for 3000! H. er en Poet, som er i Mode hos de Danske, men er ubetydelig for Europa, dem interesserer Øehlenschlæger og, tilføiede han galant, Monsieur Andersen !” Han holder meget af mig, den kjære Marmier, men desværre, hans Bog er nok temmelig svag! - Men jeg skriver saa meget om mig selv! Deres Fader ligger mig dog i dette Øieblik, ligesaa nær paa Hjertet, jeg tænker saa tidt paa ham, lider med ham, at jeg faaer en Følelse, som om jeg skulde lide, som ham, ja kan bilde mig det ind, og spurgte endogsaa min Læge, forleden om jeg ikke var u[d]seet allerede til at lide saaledes; jeg veed ikke, men hans langvarige Liden, synes mig saa tantalisk, at jeg af Frygt for samme Skjæbne, føler en Drift, som Møllet der af Skræk for Lyset flyver, i det, at jeg ønsker, o, var jeg dog midt deri jeg vilde at disse Qvaler skulde ende! Hils ham fra mig! hils ham som det var en Søn eller en yngre Broder! - Deres gode, kjære Moder! Gud give hende Sundhed og Styrke! hvorledes tage de begge Kongens Død? Deres Tante maa de ogsaa hjerteligt hilse, jeg talte med Procurator Hansen om hende og hendes Affaire og han gjorte mig meget tydeligt jeg ikke havde tænkt over. Gid hun faae megen Glæde af Christian og en rolig Fremtid. Deres Tante [22] har jeg talt med i Theatret og i Dag har jeg lovet, jeg troer det er for hende, at læse Mulatten hos Fru Heynen [23], det er Klokken 12; aligevel foretrækker jeg, at sende dette Brev med Posten, saa kommer det lidt hurtigere. Tak for det lille Brev i Fru Lessøes Epistel [24]! - De ønskede i et af Deres [Breve] at jeg, naar jeg skrev, gav Dem en Afskrift endnu af et Billede i “Billedbog uden Billeder”, det vil jeg. Bogen kan blive en dansk “1000 og een Aften”, men jeg vil først see hvad Virkning den gjør og derfor udkommer kun en lille Bog med 20 Aftener, omtrent halv 3die Ark, den er alt under Trykken, to Aftener, som hører til de bedre har jeg maattet udslette, da jeg frygtede at disse kunde af Mængden betragtes, som sigtede de paa een eller anden Maade til Kongens Død, det er nu slet ikke Tilfældet, som hver rolig Læser indseer, men jeg vil dog helst undgaae Sligt, de gjemmes nu til et følgende Bind, jeg vil afskrive Dem disse. Det er egentlig den første og den sextende Aften [25]. Hør nu til! - “Der langveis borte”, sagde Maanen, “liger et Slot stort og prægtigt, med Marmorbilleder i Muren og prægtige Tæpper paa de brede Trapper og Gange. Jeg seilede hen over Tagets Kuppel, saae ind i de store Sale; der var en forunderlig Travlhed; jeg speidede efter Aarsagen og fandt et Sovekammer, der laae Førsten paa sin Sotteseng [26], prægtige Fløielsgardiner med tunge Guldqvaster hang om Leiet, rundt om stode Hoffolkene og flere Læger; der var saa stille, thi Førsten sov, sagde de; men Førsten sov ikke! jeg saae, hvad de ikke kunde see; midt i den prægtige Seng, paa Brystet af den blege Konge, sad Døden selv, Knokkelmanden, med den blinkende Guldkrone paa sit Hoved og holdt sine spidse Fingre fast paa Kongens Øine, imens han fortalte ham Eventyr, frygtelige Eventyr fra Kongens eget Liv, og der var saa stille i Værelset, at ikke et Ord gik tabt; og der stod Blod og Sveddraaber paa Kongens Pande - men jeg fløi bort over Bjergene!” - Det fortalte Maanen, og jeg tegnede Billedet, en Digter vilde gjøre det bedre og Tonekunstneren kunde give det Farver, brændende Farver, der gik til Marv og Been, som de i Eventyret Døden fortalte Kongen.” - Dette blev allerførst skrevet, men vilde, som De seer, slet ikke passe sig at komme ud, det maa ligge! Det efterfølgende mene Alle jeg godt kunde give nu, men jeg har en Følelse, som siger nei, og saa kommer det ei. - Hør nu! - “Imellem sorte Granskove, nær Roxens melankolske Bredder ligger den gamle Kloster Kirke Vreta [27]; min Straale gleed gjennem Gitteret ind i den rummelige Hvælving, hvor Kongerne blunde i store Steenkister, over dem prange, som Billedet paa jordisk Herlighed, en Kongekrone, men den er gjort af Træ, malet og forgyldt, den holdes fast ved en Træpind, spiget ind i Muren, Ormen har gjennemgnavet det forgyldte Træ, Ædderkoppen spundet sit Næt fra Kronen til Kisten, det er et Sørgeflag, skjørt, som Sorgen hos de Dødelige. Hvor stille de blunde! O, jeg mindes dem saa godt! jeg mindes det kjække Smiil om Læben, der udtalte Glæde eller Kummer, saa mægtigt, saa afgjørende! Naar Dampskibet, som en Trolddoms Snekke seiler op over Bjergene her, kommer stundom en Fremmet, han besøger Gravene, spørger om Navnene og de klinge glemte og døde; han seer paa de ormstukne Kroner, smiler, og er han et ret fromt Gemyt, da er der Veemod i hans Smiil. Blunder i Døde! Maanen mindes Eder, Maanen kysser i Natten med sin kolde Straale Eders stille Kongerige, som Fyrretræes-Kronen hænger over!” - Det lille Hefte vil nu indeholde saa vidt jeg kan huske, thi Manuscriptet er hos Bogtrykkeren, følgende, udmal Dem nu selv Maleriet. Hinduepigen. Den lille Pige og Hønen. Min Rose fra Præstegaardens Have. Et Theater. Digterne paa Upsals Høie. En Landevei ved Skoven. Den gamle Jomfru. Pompej i Maaneskin. Venedig. En ny Kjole og Hat; Børnene og Storken. Polichinel. Den udpebne Skuespiller. En Redacteurs Stue. En Bryllups Nat. En grønlandsk Sommernat. Ingen Maaneskin. Aarets 12 Maaneder i Vignetter. See det er omtrent Indholdet, saa at De seer Bogen bliver meget lille. -
Jeg vilde have skrevet hele dette Papir ud, men Tiden er ei dertil, Klokken er slaaet fire, jeg skal ud til Meddag, jeg har læst hos Fru Oldenborg. Hels hjemme alle vore Kjære, skriv mig snart til. Idag har jeg faaet Indbydelse at besøge og blive nogen Tid hos min Boghandler i Braunsweig [28], men jeg kommer ikke! Hvert Billed kommer der ud med et Kobber.

Lev vel
ihast
H. C. Andersen
Broderen



Brev nr. 240. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenh: 17 Jan: 1840.

Igaar Aftes kom jeg fra Roskilde, i Dag skal De være min Tanke, jeg vil give Dem en kort Skildring af hele Sørgefesten, før De af Aviserne hører derom ! Kongen paa Lit de parade veed De, det havde noget pompeust, noget gribende at vandre gjennem disse sortbetrukne Værelser, hvor der ved Dagens Solskin var Nat; den forunderlige Stilhed og Kongen selv et Liig i Kronings Dragt, tæt omringet af de, som i Livet stode ham nærmest. Castrum doloris var mindre eiendommeligt, men jeg troer endnu mere prægtigt! det var som vandrede man i et snevert Gravcapel, men hyggeligt og storartet. Versene paa Catafalken har De vist læst; de vare af Commandeur Wulff og forekom mig høist prosaiske, i Formen mindede de mig om Abc-bogens Vers [2]. De veed da man har derfor den Vits, at Wulff er blevet adlet under det Navn “Casper dolorius Katafalken-Skjald.” De som stode med Hellebarderne, kaldtes: Hellebartenfletter. Men jeg vender igjen til Sørge-Acterne. I Onsdags Eftermiddag [3] var allerede hele Byen i Bevægelse og Klokken 7½ bleve flere Gader afspærrede. Overalt var Sørgegardiner og sorte Rammer med Lys, Charlottenborg var decoreret med Lamper, og tæt ved i Havnen laae to Skibe behængte i Tougværket med Lamper, det saae smukt ud, fra disse blev, da Toget passerede skudt Salut-Skud. Klokken 9½ skulde Processionen begynde, men allerede Klokken 9, skjøndt ingen ventede den før 10, kom allerede Garden i halv Gallop og Følget i Trav, uh, det var afskyeligt! det kunde have været saa prægtigt, Alt var storartet og smukt indrettet, men de løb formeligt! de gamle Mennesker, der havde klædt sig paa som til en Vandring gjennem Siberien, haglede Sveden ned af. Jeg var i Bredgaden og løb, løb som jeg kan løbe, af de nærmeste Sidegader for at komme til Volden, hvor jeg skulde være med at synge “Farvel!”, men jeg kom lige i det de begyndte med Sangen og vi var kun de halve, thi først 10¼ skulde vi fra Raadhuset gaae samlede til Volden, men Klokken 10 havde naturligviis Processionen i sit Væddeløb alt naaet Porten [4]. Frihedsstøtten var omvundet med en Egekrands, blaae Lamper brændte om Indskriften, Figurerne havde Krandse om Hovedet og her stode Bønderne og sang to Vers af Heiberg [5], herefter kom Amagerne. Commandeur Suenson, der var svagelig, og af Lægen forbudt at følge, vilde, da han ærgret sig over at saa mange yngere i Etaten havde undslaaet sig for at følge være med, han havde klædt sig for et langsomtgaaende Liigtog i Vinterkulde og blev derfor saa angrebet ved Gallopaden at han ved Frihedsstøtten, skal have sat sig paa Liigvognen, hvorfra man ledede ham ind i et Huus og der døde han strax [6]. Ved Togets Opløsning skal, som under dette, paa Vesterbro, være skeet mange Excesser af vor raae Pøbel, de sloge Karreet-Vinduer ind, kastede, brændende Fakler mellem Folk, siger man [7]. Jeg, H. P. Holst, Gottlieb Collin og Theodor Collin kjørte Klokken eet om Natten til Roeskilde; allerede ved Porten, huiede Pøbelen af os og ude paa Veien fik vi en Sneeboldt ind i Vognen, vi blev begloet og udgrint og der med slap vi. Anders Sandø Ørsted skal have faaet en Sneklump i Nakken. Hele Veien var opfyldt med sørgende Grupper, meest Bønder og af kjøbenhavnsk Pøbel der sang eller hvinede og var ganske drukkent. Smukt var det at see de enkelte Huse og Gaarde ved Veien illumineret, tidt kun med et eneste Lys; gamle Folk og smaae Børn stode udenfor. Ved Glostrup 1½ Miil fra Byen var en smuk Æreport med Transperent. En halv Miil længer borte passerede vi Liigvognen hvor den holdt ved en Kro; i halv Kreds rundt om, saae man den med Fakler, som skulde ledsage. Tætved vare Borde med Drikkevare, ved Roeskilde Kro [8] skal Kisten derimod have staaet forladt, kun nogle Bønder og Koner stode ved den og istemte en Psalme. Vi naaede Roeskilde Klokken fire om Morgenen, der var allerede da stort Røre i Gaderne, Alt var optaget, men jeg gik ind i [et] Huus, præsenterede mig som H. C. Andersen, fortalte at den feirede Digter H. P. Holst og to af Conferentsraad Collins Sønner var eet Selskab, der ikke havde Tag over Hovedet, og vi fik det eneste Værelse, der var, men hyggeligt med Varme og med Voxlys, en stegt Gaas blev sat paa Bordet og det var vor Morgenkost. - Man raadede os at gaae i Kirke Klokken otte, skjøndt vi da ikke fik at see Bønderne bære Kongen, vi gik derind! uh, hvilken Kulde, i Vognen sad jeg i Pels og med Fodpose, nu var jeg tynd klædt og maatte blive der fra 8 til eet. Ministrene vare udmærket godt klædt paa. I Begyndelsen stode de smukt, men da Liget blev borte, begyndte de at spadsere og conversere. Prinds Bentheim og Rantzau Breitenborg talte jeg med, jeg fik mange Complimenter og vi talte om Mulatten o s v. Præsten Pauli [9] gik og skabede sig særdeles, var meget fornem. Endelig kom Kongen, han var mageløs deilig, han og alle Prindserne kulsorte klædte, med lange Sørgekapper, hvorpaa Stjernen prangede; nu kom Liget og Bønderne fulgte her. De saae ypperlige ud; men Kirken var dog saa godt, som tom, det hele havde intet Udseende. Folk trængtes udenfor og inde var der mange Stole med to Mennesker og Hovedgangen var ikke engang opfyldt [10]. Musikken var skjønt componeret [11], og Solen skinnede ind paa Gangen over Alteret, hvor Soldater holdt Vagt, det var effectfuldt. Biskoppens [12] Tale var fæl lang, inde i Christian den IVdes Kapel sadtes Kisten og der sank Kong Ch: paa Knæ foran og bad stille. - I Roeskilde var megen Røre og Liv! Paa Hjemveien var Æreporten ved Glostrup og Vesterbroe illumineret, vi var her iaftes Klokken 8te. Der er skeet et Par Ulykker, en Mand er traadt fordærvet i Vesterport. Grev Schmettau [13] er faldet af Hesten, Grev Sponneck [14] kommet til Skade og von Qvalen [15] faaet Laaret knust, dog disse Efterretninger ere alle løse Rygter, jeg veed intet sikkert; i Dag dreier al Conversation kun om Suensons Død og om det høist upassende af Processionens Galloperen. See det er Alt i Korthed. Theatret aabnes den 3die i næste Maaned med mit Drama; ja, De kjender vel den Vitz, at man skal begynde med: den sorte Domino [16], derpaa Mulatten (altsaa ikke første Aften) og siden den hvide Dame [17] , for at Overgangen kan skee smukt. Marie Øehlenschlæger er blevet gift med Kunow [18]. Skuespiller Holst skal have Aftenunderholdning den første Søndag [19] efter Theatrets Aabning, han faaer af mig en Prolog [20], et Eventyr, Svinedrengen [21], som Phister fremsiger og fire nye Billeder af næste Hefte af Billedbogen, nemlig 1) Rotschilds Moder[22]. 2) Bertel Thorvaldsen (dette kan De allerede nu læse i Portefeullens Omslag) [23]. 3) Skorsteensfeierdrengen [24] og 4) Land- og Søemagten, hvori er en Skildring af Frederik VI Begravelse, Bonden som bærer Liget [25], med dette Stykke vil han slutte Aftenunderholdningen. Af H. P. Holstes Digte, kommer et nyt Oplag. De har vel læst mit Digt til ham, i Dagen [26]. Han besøger mig tidt, vi ere meget gode Venner! han er en correct gemytlig Digter og meget nydelig i Omgang. [indsæt portræt af H.P.Holst] Grev Moltke fra Glorup er her i Byen, han har besøgt mig, men jeg har ikke seet ham endnu, da jeg har været ude, desværre, ved hans Besøg. De skrev i Deres sidste Brev [27], at mine Epistler vare i den senere Tid skrevne i “største Hast”, det haaber jeg De ikke siger om dette og derfor alt i næste Uge glæder mig med Svar. Jeg er en lad Brevskriver og er dog saa lykkelig altid ved at erholde [28] Breve, derfor maa De jeg skrive til smukt betænke mig! Hils Deres Forældre, lad Deres Fader læse dette Skrevne, maaskee dog Eet og Andet deri vil interessere ham, hils ham smukt og hjerteligt; i næste Maaned vil allerede Foraaret lufte, jeg har det, som Trækfuglen paa Følelsen, og naar Foraaret kommer, rider iaar for ham Sundheden ind i Landet paa den første Stork! ikke sandt? Det haabe vi alle! Hils Deres Søstre og den ikke skrivende Tante, der skylder mig Brev! - Her har De en Solo af min endnu ubekjendte Cantate ved Studenterforeningens Sørgefest [29].

Den danske Bonde bad: o maa vi bære
Vor Konge til sit sidste Hvilested!
Den lange Vei er kort og let vil være
Den Byrde, som har al vor Kjærlighed

Han Byrden bar for os, und os den Ære,
Den lange Vei er kort, naar vi ham bære.
Gud signe Bonden! her var Hjertet Tolk,
Taknemlighed betegn du Danmarks Folk.

Fra Fru Læssøe mange Hilsener! - Jeg selv sender dobbelt saa mange. Skriv snart! - Lev vel! med broderligt Sind.

H. C. Andersen.



Brev nr. 241. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenh: 6 Februar 1840.

De veed det rimeligviis allerede, Mulatten gik i Mandags [2] og vandt et Bifald, saa stormende, som jeg endnu ikke har hørt noget Stykke vinde det, jeg blev ordenlig angest derved [3]. I de første Acter var Publicum saa grueligt stille, at jeg blev ærgerlig, selv de bedste Scener gik upaaskjønnede hen; men i fjerde Act kom der lidt sydligt Blod i Aarene og i femte var da endelig hele Hoben blevet tropisk, nu faldt Teppet! ja det var en Jubel. I Dag lod Kongen mig sige at jeg kunde indfinde mig ved Audientsen han vilde see mig. Han var meget naadig, og sagde at han glædede sig over den Lykke, Stykket havde gjort, samt tilføiede, at jeg i mit Liv havde prøvet en Deel, men vist fra dette Øieblik Glæde og Erkjendelse ventede mig. Imidlertid, saa snart jeg kom fra Kongen, fortalte en Blad-Redacteur mig at en “Anonimus” havde været med en Oversættelse af “Les epaves”, den lille Fortælling hvoraf jeg har laant Sujettet og forlangt at den skulde optages, da den, efter hans Mening, dog forringede min Hæder noget, thi Stoffet var ikke min Opfindelse. Han vægrede sig imidlertid, men jeg sagde ham, han med Fornøielse kunde gjøre det, jeg gjorte ingen Hemmelighed af hvorfra jeg havde Tømmeret til min Bygning. Imorgen gives Mulatten igjen, Alt tegner til at der vil blive propfuldt; Alle Aviser hylde mit Arbeide, og jeg har nu min Plads i Hofparquettet [4]. “Velkommen i det Grønne hos os!” sagde Thorvaldsen; han har ellers fortalt mig, at Øehlenschlæger der ellers klapper, som om han var gal, ikke rørte en Haand for mit Stykke; “men jeg klappede ham lige ind i Ørene”, sagde Thorvaldsen. “Der er meget Smukt i det Stykke”, sagde Ø. “Ja Alt er smukt deri” sagde Th: og arbeidede med Hænderne. Heiberg forholdt sig ogsaa stille, og Molbech var slet ikke i Comedie, ikke engang hans Familie. Iaftes gjorde Eduard Collin et Selskab i Anledning af Mulatten, men jeg var saa træt og søvnig, at jeg ikke sagde et Ord, men næsten sov ved Bordet. Een af de anonyme unge Digtere skrev mig til igaar og bad mig om Tilladelse til at maatte dedicere mig sin nye Roman. Jeg har havd Visitter af Grever og Excellencer men der skal dog være mange Skumlere i Byen og i Dag hørte jeg af en Frue at Mulatten jo var udpeben. Jo det er et deiligt Folkefærd; Igrunden skulde jeg være lyksalig, men der er saa meget Vrøvl og Misundelse at man kan blive gal derover! -Hils Deres Forældre! Jeg tør ikke spørge til Deres lidende Fader - desværre, det er vist den samme Qval! - Hils Søstrene. I Søndags gav de i Slotskirken min og Hartmanns Cantate [5]; Bonde-Sangen er kommet særskilt ud og synges meget [6]. Jeg talte igaar med Prindsesse Caroline, hun var mere for Texten end Ordene. Ravnen er nu ogsaa udkommet [7]. - Men nu siger Papiret stop! Lev vel! skriv snart og meget -

Broderen.



Brev nr. 242. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenh: 2 April 1840

Uagtet vi er lige ved den tredie April, Klokken er nemlig halvtolv i Aften i det jeg tager Papiret, maa jeg dog have skrevet “den anden April” over, at De kan see jeg har tænkt paa Søsteren. Tak for Deres Brev [2], tak for de nydelige Mansjetter og Mulat-Placaten. Hele Dagen har det været vaarligt, jeg har for første Gang gaaet ud uden Overtøi. Imorges da jeg stod op var det første jeg fik, en Pakke fra Reitzel, min gode Boghandler sendte mig alle Hverdagshistorierne [3], 6 Bind, nydeligt indbunden, kort efter kom den lille Recke [4], naiv og godmodig, som han er og jeg nød Deres Brev og beskuede Søsterens Gave! O, De er for god mod mig. Derpaa gik jeg til Condittoren og drak Chocolade med nogle unge Venner. Derpaa til Eduard Collin hvor Wulle ønskede, det var hendes eget Indfald: “Gid Du maa faae en lille Frederikke!” Vulle forærede mig et Skrivetøi i Form af et Daadyr Hoved, saa drak vi Kaffe og jeg gik til Collins, hvor Louise ogsaa havde et Skrivetøi til mig, Ingeborg, et smukt Kobberstykke og min elegante Theodor et stor Silke-Halstørklæde af de moderne til syv Rbdlr. Fra Sangeren Faaborg fik jeg et smukt Digt og en Æske med mange forskjelligt farvede Stykker Lak og Oblater. To forskjellige unge Venner havde en fælles Idee og sendte mig, som de skrev “noget Andersen værdigt”, og jeg fik Mulatten. Om Middagen var Selskab hos Collins for min Skyld, Suppe, Rypper, Fisk Skinke og Kage, min Skaal blev drukket og saa gik jeg i Theatret og saae Barselstuen og Balletten “de Danske i China” [5], da jeg gik derfra, jeg blev i Theatret gratuleret fra alle Kanter, standsede Thorvaldsen mig og mit paa Torvet for de skinnende Stjerner kyssede han mig paa Munden og ønskede mig saa meget Stort og Godt at det Halve kan være tilstrækkeligt. Eduard fik mig nu hjem til sig, hvor jeg drak Thee, beskuede den sovende Vulle og Lovelise c: [indsæt omvendt c] Louise [6], spiiste til Aften og nu er jeg i Hotel du Nord og skriver til Tante Annas Forfatterinde, som De jo nok kjender. See det er mit Levnetsløb i Dag. God Nat! -

Kjøbenh: 6te April 1840

See, saaledes gaaer det nu altid, dette Brev skulde have været færdig i Løverdags og sendt Dem, men saa kom der saa meget Skriverie i Veien, nu først kan jeg faae Epistelet istand. Det er den tossede Forestilling i Studenterforeningen, som gjør mig Bryderie. De veed vel, at Foreningen har lovet at give tre Forestillinger for Thorvaldsens Musæum og denne er da nu den tredie [7]; her til er bestemt en Slags Parodie paa Bournonvilles Ballet, Fædrenelandets Muser [8], dernæst flere Scener paa italiensk af Donizettis Opera: Elisire d’amore, samt den lille Vaudeville, vi en syv, otte Tallet sammenskrev til Fastelavn og som jeg døbte med Navnet: Ingenting; De veed vi spille hver vor egen Rolle i dette Stykke. - Uagtet der Intet er i Balletten der kan støde Kongen, syntes mig dog at da “Fædrenelandets Muser” var componeret i en Festanledning og kun kunde faae Betydning anvendt paa denne raadede jeg derfra. Man kom mig imidlertid saa almindelig imod min Anskuelse, at jeg selv troede at det var feilagtigt af mig, jeg gav dem da et Par Ideer og antydede Musikken men da jeg senere tænkte over, hvor taabelige Tilskuere man kan have, hvor let det Uskyldigste kan misforstaaes, skrev jeg til Senioratet min Mening herom og at jeg aldeles ikke vilde have med Balletten at gjøre [9], man har imidlertid ikke kundet gaae ind paa min Anskuelse og Balletten gives. Den er ogsaa høist uskyldig, imidlertid har Holst givet den en anden Udseende, nemlig Billeder Theater-Maanen fortæller, herved faaer det Hele rigtignok Udseende af, som om jeg var Autor [10] og jeg er her aldeles udenfor det. Ideen er at en Møller, man kommer naturligviis til at tænke paa Mylius [11], vil være Adel, og han seer da ind i Fremtiden, Billeder hvor fornemme Børnene ville blive. - Af Avisen seer jeg at “den Usynlige paa Sprogø” er givet to Gange i Odense [12]; har De seet den? Tager den sig ud? Gjør den Lykke; Tak for alle Meddelelserne om Mulatten, De kan nok vide at de interesserede mig meget. Bring Fru Schiønheider [13] min ærbødigste Compliment og Taksigelse fordi hun meente Forfatteren det saa godt at hun vilde at han skulde “leve!” - Deres Moder seer det vel næste Gang; her i Kjøbenhavn gives det ikke igjen før efter den stille Uge. Af Maurerpigen mangler jeg i første Act kun de to sidste Scener, der er egentligt Intet, som lader sig rive ud, ellers skulde jeg meddele Dem det, dog her har De en Stump af den unge Konges Monolog [14]:

“Min skal Raphaella være!
Kongekronen skal hun bære!
Ved min ridderlige Ære! -
Der hvorhen hver Skabning stunder:
Graven, der min Fader blunder,
Der selv, der, jeg ene grunder
Kun paa dig, min Blomst, mit Under.
Folkets Gunst jeg ei skal slippe;
Folket, svage Rør i Knippe
Bunden sammen, er den Klippe,
Hvorpaa Kongethronen hviler,
Men just her i Klippegrunden,
Har jeg Diamanten funden,
Som hver Anden vil fordunkle
Den skal i min Krone funkle!”

Dog det tager sig ikke ud løsrevet, men paa sit Sted gjør det Virkning, troer jeg!
Typhus grasserer stærk her i Byen, jeg har i Dag Smerter i Hals og i Hoved, om det er Præliminærerne [15] til en saadan Tournering med Døden veed jeg ikke! den unge Faber [16] er jo død af Typhus, ligesaa en Dr Fayth [17] af den hermanske Familie; det dumme Foraar vi har, Græsset skal trives og derfor vi andre aflives, her i Taagernes Land er det lykkeligst at høre til Kaal-Arten, den grønnes bedst. Fru Drevsen ligger da igjen, af de gamle Smerter i Knæet, som hun fik ved et Fald for et Aar siden. Orla Lehmann har længe været Patient, det er ogsaa Knæet han har en Skavank i. Deres Fader er jo noget i Bedring? Gid denne maa tiltage, gid jeg maa finde ham mindre lidende naar vi mødes i Sommer. Siig til Deres Tante at nu kan hun gjerne spandere en Gaasevinge, lidt Galæble-Saft og lidt af en gammel Las gjort i Papir og saaledes skrive mig til, gjør hun det ikke saa bliver jeg vred paa - Fru Guldbrandt. Hils il dottore fra mig, jeg har i Dag en saa sygelig Fornemmelse, at jeg kun finder Trøst i at tænke paa, hvor mange Doctores der dog ere til i Verden; idet alle bekjendte Livs Hjælpere svæve mig forbi seer jeg især paa den ædle, forfynskede Gulbrandt, som drog det fæle Utydske af mit Øie paa den berømte Markedsdag i Odense [18]. Øehlenschlægers “Fiskeren” skal indrettet som Aladdin, gives til Sølvbrylluppet [19], Hartmann componerer Musikken. Lind (Johan Gordons Forfatter) udgiver om kort Tid en ny Novelle, der skildrer den bornholmske Natur [20]. Holst giver anden Deel af sine Digte [21], han er meget i Mode. Paludan Møller ventes hjem [22]. Glæd mig snart med Brev, et af Deres Breve, der ret blomstrer med mange Linier, et heel Canaans Land i Yppighed. Fortæl mig lidt om den Usynlige og om Hr Lange [23], som Mulatten, Fru Læssøe skal jeg særdeles hilse Dem fra, hun vedbliver at skrante! Lille Wulle sender “Tante Anna” et Kys og mange Hilsener, hun siger hver Dag, “naar faaer jeg Mulatten at see, han er saadan en sød Dreng!” og jevnlig siger hun til Moderen, “Hr Andersen er lynende gal over Mulatten!” - Hvad siger De om vore Blade den Frisindede og Fædrelandet, jeg begriber ikke hvor meget kan staae som der staaer. Lev nu glad og vel! Hilsen til de kjære Forældre og alle Søstrene.

Med broderlig Hengivenhed.
Digteren.



Brev nr. 243. Fra HCA til Henriette Hanck[1]  

Kjøbenhavn den 23 April 1840

For et Par Timer siden fik jeg Deres kjære Brev [2], det var saa deiligt langt, just som jeg gjerne modtager det, men nødig selv skriver det. De mener jeg er ved at gjøre en Reise til Nabolandet, nei jeg har allerede gjort den og kom hjem i Mandags [3], dog derom ved De maaskee af Aviserne, før dette Brev indtræffer! Naboerne have hyldet mig, som jeg aldrig før er blevet hyldet og under denne Hyldest følte jeg min Lidenhed i en Grad, som aldrig før. Nu skal De faae det hele Eventyr. Den lange, “stille Uge” forestod og jeg syntes den saa for kjedsommeligt ud at være i Kjøbenhavn. Voila! Det var Mandagmorgen Dampskibet skulde om Eftermiddagen til Malmø, jeg tog Pas og besluttede at besøge Baron Wrangels paa Hyby i Skaane. Allerede Klokken 7 om Aftenen kunde vi være i Land, men det blev en Storm, saa vi nær havde maattet holde Søen hele Natten for ei at komme paa de skaanske Sandrevl, imidlertid kom vi Klokken 9 i Land, og strax blev jeg af en ung Officeer, som jeg ombord havde gjort Bekjendtskab med [4], indviteret i Theatret hvor jeg kom mellem 3 og 4de Act af “Østergade og Vestergade”[5], man blev strax opmærksom paa mig og snart vidste alle i Theatret at jeg var der, jeg blev nu det egentlige Skuespil; næste Morgen kom jeg da ikke fra Malmøe, jeg maatte blive der til et Festmaaltid i Stadt Hamburg, hvor man gav mig Taler og Skaaler, en lille Sang, eller Digt, fik jeg af den unge Digter Strandberg [6], der i “Hertha” kalder sig “talis qualis”, her er Sangen.

Mel: Kom, stilles Abend nieder!

1.

Välkommen, son af Dana!
Uppå det fria haf,
Mod Norden gick din bana:
Du er en Skandinav!

2.

Sjöng, skald, lat harpen brusa
For verlden mången gång,
Europa än berusa
Med en Nordmanna-sång!

3.

Sjung, siung! Ei tiden söfera
De djerfva harpeslag; -
Kom ofte s’en hitöfera
Ock tjusa - som i dag!

Imidlertid, under al denne Hæder og Jubel leed jeg af den frygteligste Tandpine. Næste Morgen kjørte jeg til Hyby hvor jeg vilde have været til den følgende Søndag og da paa den reist til Lund, men da Ferien der begyndte Torsdagaften havde man bedet mig komme om Fredagen da der vare saa mange unge Mennesker der glædede sig til at gjøre mit Bekjendtskab. Baronen kjørte mig altsaa til Lund om Fredagen og da jeg kom her var paa “Statshuset”, arangeret et stort Middagsmaaltid, hvor det gik meget lystigt til [7]. Om Aftenen blev jeg indbudt til Thee hos en Enke-Frue, der havde meget vakre Døttre og gjaldt for een af de meest dannede Koner der i Byen [8], Klokken gik imidlertid til otte, da kom Digteren Strandberg og sagde at han vilde forberede mig paa, at om en halv Time kom Studenterne for at bringe mig et Hurra, jeg forsikkrer Dem, jeg rystede af Angest! jeg bad om vi ikke kunde faae dem herfra, jeg var jo dog endnu saa ung og havde udrettet saa lidt, men han sagde at det var bestemt; nu, hvor jeg ventede, som en arm Synder; da Klokken slog otte, jo jeg glemmer ikke den Langfredagaften, sagde Fruen, “der kommer Academien!” jeg saae ud og Gaden var sort af Mennesker; Studenterne, flere Hundrede vist, kom marscerende med Sang, de sloge en Kreds om Huset, jeg maatte gaae ud paa Trappen og i det jeg viiste mig blottede den hele Skare deres Hoveder, det gjorte et meget stærk Indtryk paa mig, mine Knæ næsten bævede. En Magister Cronholm [9] traadte nu op til mig og sagde at de hilsede mig! jeg havde ved mine Romaner knøttet Baandet fastere mellem Naboerne og lært dem vore Skikke og Sæder, jeg var den Digter, som var trængt ind i dem; min Improvisator havde ført dem Syden herop og i Mulatten havde jeg udtalt den store Tidens Idee: Aandens Seier! “thi kommer her Aandens Sønner og knæbøie sig for Mesteren” - Og nu raabte man tre Gange Hurra! “Mine Herrer!” svarede jeg, “De viser mig en Ære, jeg slet ikke fortjener, jeg skal imidlertid stræbe i et kommende Arbeide at udtale den Kjærlighed jeg føler til Sverrig [10]! Gid jeg engang maa kunde levere noget Arbeide hvorved jeg nogenlunde kan afbetale den Gjæld, jeg nu her er kommet paa en aandelig Maade i! jeg takker Dem! min inderligste Tak!” - Nu raabtes Hurra igjen og Cronholm udbrød “Naar snart Europa nævner den store Skald H. C. A., da glem ikke, at Studenterne [i] Lund vare de første, som offentligt bragte Dem en Hyldest De fortjener!” - “De viser mig for megen Ære”, sagde jeg, “jeg tør ikke anderledes modtage den, end som en Hyldest De viser Nabonationen, det er det smukke Forhold der i den sidste Tid er blevet mellem Svenske og Danske, og da jeg iaften her er den eneste danske, bringer de min Nation en Hilsen i mig !” - Nu raabtes tre Gange Hurra og de vandrede syngende bort. Da jeg kom ind i Værelset var jeg meget afficeret! min Tanke under den hele Act var: Gud lad mig dog give et Værk der kan vise mig som en sand stor Digter, men jeg følte min Afmagt, som aldrig før. Næste Dag reiste jeg til Malmø, spiiste om Søndagmiddag paa Kasernen med nogle Officerer og var om Aftenen hos Grev Barks; da jeg Mandagmorgen gik ombord, var de unge Comtesser [11] paa Skibsbroen, og deres hvide Tørklæder vaiede for Digteren, saalænge jeg fra Dampskibet kunde see dem. Nu paa Løverdag gives i Malmø for anden Gang: Mulatten, Studenterne fra Lund have leiet Theatret for sig selv, dersom jeg havde blevet, da skulde Stykket alt have været givet Torsdag, men jeg følte mig overvældet af deres Artighed og reiste derfor bort. Vort Theater gav imidlertid, da jeg kom hjem netop Mulatten og det for niende Gang.
Men Gud bevar os! hvor jeg nu har talt om mig selv. Deres Roman [12] glæder jeg mig til. Deres Fader og Moder skal jeg altsaa snart see her i Staden og som jeg haaber møde lykkelige Ansigter før vi igjen skilles. Liebe [13] har jeg talt med, han har godt Mod for Deres Fader, siger at om end Operationen er smertelig, er den dog ikke saa slem, som den Pine Sygdommen selv forvolder, at det er et mindre Onde man underkaster sig for at befries fra det større. Glæd mig snart med Brev! Hils Forældrene, Tanten og alle Søstrene! Bring Thomsens et venligt god Dag! - Fru Lessøe er igaar fløttet ud paa gamle Kongevei, jeg seer hende da vist sjældnere, den elskværdige Kone! Brevet til hende skal blive sendt afsted i Dag. Nu lev vel! gid Foraaret bringe Sundhed og Glæde i det kjære Hjem paa Overgade! Tak for alt Godt, tak for Deres søsterlige Sindelag mod Mennesket og

Digteren
Deres broderlige H.C.A.



Brev nr. 244. Fra HCA til Henriette Wulff[1]  

[27. 5.1840].

Mia Sorella [2]!

“Andersen skal være min Jules Janin [3] og saaledes skrive mig til!” er Deres Ord; jeg maa altsaa ikke være mig selv, ikke være den gamle Andersen?; De er bange for at jeg skal kun skrive om mig selv, altsaa om Intet, men om Intet maa jeg jo skrive skal jeg træde op som Deres Jules! De vil have en Arabesk af Festdagene [4] herinde, Sølvbryllups Blomster der snoe sig om Balparéets Herrer og Damer, en væltet Beegkrands, og et af Stabel løbende Skib! O Arabesken kan blive broget nok! men jeg tør ikke fortælle saaledes, som den danske Andersen vilde have fortalt; denne naive, geniale, egoistiske og dog halv pjankede Maade han har at groupere Tankerne paa, det er Jules De vil have Brev fra! men husk, Jules sidder i den silke Slobrok, i den elastiske, bløde Gyngestol, i et prægtigt Værelse, og veed han er udødelig, ja faaer endog 400 Franks for Linien han nedskriver, Andersen derimod sidder i en kort Trøie paa en haard Stol i det mindste Kammer i Hotel du Nord, hvor den kolde nordiske Blæst har slaaet en Rude itu, han er i Dag af en kongelig Theater Direction budt 30 Rdlr for hans sidste Vaudeville [5]! Dog De befaler og Jules, den danske Jules Janin skriver. Gaae De ned i Haven og spørg Svalerne ad, de qviddre maaskee nok for Dem om Morgenfesten paa Sorgenfrie, om Holstes Cantate [6], og Biskoppens [7] Tale! Gaae ned til Stranden, maaske der endnu er en lille Bølge-Bevægelse, nylig ankommet fra den danske Havn hvor Skibet løb af Stabelen. Min Brevdue her maa fortælle Dem om en ung Digter fra Hotel du Nord, hvor deilig han var! - Der var to Dage forud gjort Prøve paa alle Mysterierne ved hans Toilet! saa kom der Flesk i, og saa blev han god! - Klokken 6½ skulde han kjøre med Hartmann og var da i Stadsen Klokken sex; han ventede en halv Time, han ventede en heel, Klokken blev 8, den blev halv ni og nu foer det ene Bud afsted efter det andet. “De komme strax!” lød Svarene; endelig Klokken 9 var Vognen der, men nu havde Hartmann glemt Billetterne, saa maatte man hjem igjen, saa var der en lille Frøken endnu, der skulde med og saa kom man da i Række, og deiligt i Række, Vartou paa den ene Side, den grønne Vold paa den anden, det gik saa velsignet langsomt at man kunde have taget Daguerotyppebilleder af hele Qvarteret. “Ja men denne Comers [8] er dog det Moersomste!” meente Selskabet, men det meente ikke Poeten, “i Gallop! i Gallop!” troer jeg er Mandens Devise! halv elleve traadte dette lille Taalmodigheds Selskab ind i den deilige Riddersal! - O her var prægtigt! Den store brogede Vrimmel, det rige Lys og den brusende Musik bedaarede Øine og Øre! Alt var kongeligt og dog følte man sig saa hjemlig, saa aldeles ugeneert. Kongen og Dronningen vare i høieste Grad elskværdige, “jeg troer” sagde Poeten fra Hotel du Nord, “at her ikke er Een, som jo har moret sig [9]!” selv saae han ellers noget fatigueret [10] ud og skrev vist ikke mange Vers den Nat! - Et ganske deiligt Skue var det i Morgenstunden, naar man fra den prægtige Sal, vendte sig mod Vinduet og der drog Gardinet til Side, Luften var saa reen blaae og Dagen lyste paa Holmens Kirke og alle Bygningerne rundt om. Reflexen af Lysekronerne inde i Salen faldt paa Rudeglasset og i usikkre Omrids syntes de at hænge, som glimrende Meteorer i den klare Luft. Ved Theatrets Festforestilling var der en uhyre Masse Mennesker paa Torvet [11] og i Bredgaden; en trykkende Taushed laae der over den beskuende Masse. Om Aftenen væltede Pøbelen Beegkrandsene uden for Nicolai [12] og sloge Vinduerne ind der. Den raa Hob fulgte med de kongelige Vogne og Frøken Colbjørnsen [13] fik en Steen ind i sin Vogn, saa begge Glasruderne gik itu; hun beholdt imidlertid Contenantsen, heldede sig tilbage og holdt begge Hænder for Øinene. Pøbelen skal have været høist nederdrægtig, ledet, som man siger, af enkelte Individer. De drog nu til Balthasar Christensen [14], Regentsen og Orla Lehmann [15], hvor de raabte Hurra, Jødekirken [16] vilde de rive ned, men saa fik de deres Prygl, og dermed endte Forestillingen. Hvad H. C. Andersen angaaer, da for ogsaa at tale lidet om ham den Stakkel, da har Theater-Directionen igjen og det efter at Mulatten skulde have ledet Directionen til Bod og Bedring, opført sig meget unet. Man har givet Heiberg 100 for hans Vaudevillemonolog “Ja[17] og foreslaaer Digteren Andersen for Vaudevillen, hvori Dialog og Couplet ere nye 30 Rdlr; han har givet til Svar, “Vil De behage at tilbagesende Stykket og de udskrevne Roller!” - Det er meget opmuntrende at skrive for Theatret. De glæder vel Andersen med et Epistel, han havde gjerne kommet ud med Baronessen [18], men netop den Formiddag han søgte hende var hun reist. Naar han ved Dem hører, at der er Huus-, som Hjerte-Rum, da flyver han med første Dagvogn ud i det Grønne. Skriv nu snart og kast Hilsener, meteorfunklende Hilsener, til alle Sider, de ere saa varme at de maaskee nok tænder Venskabs Ilden i et og andet Hjerte. -
Øehlenschlægerns Fisker har smuk Musik, skjønne Dragter og Decorationer, men det hele synes kun Skuet i en Caleidoskop, man føler sig tom under Beskuelsen og træt bagefter. Ved tredie Forestilling var der meget tomt og en stærk Hyssen var Resultatet af Tilskuernes Aftennydelse [19]. -

Kjøbenhavn den 29 Mai 1840.

Iaftes var Deres Undertegnede indviteret paa Skydebanen til Festmaaltid i Anledning af den 28 Mai [20], der var over 200 Mennesker. Gad [21] fra Helsingøer (“Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole.”) holdt den meest lunefulde Tale; Owen [22] havde nemlig holdt een forud, meget uforstaaelig, om at det gamle og ny Danmark skulde smælte sammen. Gad, sagde nu at han hørte til det unge Danmark og havde spurgt sin Naboe til Høiere og til Venstre, om de to ikke skulde sidde og smelte sammen, men det vilde slet ikke gaae, da de ogsaa sagde de hørte til det unge, han troede derfor at Owen, ved det gamle Danmark havde tænkt sig Damerne, de conservative Damer. Ussings [23] Tale var meget kraftig, Davids [24] var Liniedandseri, og der var ogsaa megen Hyssen. Dog, den hvide Væg slipper her, hvorpaa jeg hænger min Skrift-Guirlande, jeg vil altsaa som den smukkeste Rosette slutte med at være hvad De ønsker

Deres hengivne Jules Janin.

[Udskrift:]
Frøken Henriette Wulff
hos Baron Stampe paa Nysø ved Præstø.
frit.